Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Groningen er den største by i det nordlige Holland. Dens historie går over tusind år tilbage, men de første kendte beretninger stammer fra 1040. Groningen udviklede en vis autonomi med den afsides beliggenhed fra andre større byer, og den blev gennem århundrederne en betydende handelsby med handel i bl.a. Hanseforbundet. Groningen var i en periode også administrationsby for Friesland-området, for byen i 1500-tallet accepterede først de spanske habsburger som regenter i 1536 og blev belejret i 1594, hvorefter byen tilsluttede sig De Forenede Nederlande. Byens universitet blev grundlagt i 1614, og Groningen blev kraftigt udbygget de følgende århundreder.

I dag ligger Groningens centrum mellem kanaler, og der er fine muligheder for dejlige spadsereture og spændende seværdigheder. Pladsen Grote Markt ligger som byens centrum, og her kan man se Groningens nyklassicistiske rådhus, der blev opført 1775-1810 efter Jacob Otten Huslys tegninger. På sydsiden af Grote Markt ligger en række typiske hollandske huse, og bag rådhuset kan man se Goudkantoor fra 1635. Goudkantoor blev opført som sæde for skattemyndigheden i Groningen, mens det fik sit nuværende navn i 1800-tallet, hvor huset var indrettet som kontor for guld og sølv.

I det nordøstlige hjørne af Grote Markt står tårnet Martinitoren og kirken Martinikerk. Det 96 meter høje tårn er et af Groningens vartegn, og det blev bygget 1469-1482 som det tredje tårn på stedet. Man kan nyde en fin udsigt over byen fra tårnet, og man kan naturligvis også se Martinikerk, der er Groningens ældste kirke. Den blev opført i 1200-tallet og udvidet i 1400-1500-tallet.

Man kan også se andre seværdige kirker i byen som fx Aa-kerk, hvis navn kommer fra floden Aa. Kirken blev opført som kapel i 1200-tallet og lå i området, hvor handelsfolk og fiskere boede. Kapellet blev udbygget til den nuværende gotiske stenkirke i årene 1425-1495. Aa-kerk fungerer ikke længere som kirke, men derimod som bl.a. teater og koncertsal.

Der er flere andre ting at se i byen. Lige øst for Aa-kerk ligger Groningens nyklassicistiske kornbørs fra 1862-1865. Man kan også besøge kunstmuseet Groninger Museum. Museet ligger smukt langs vandet ved Verbindingskanaal, og her kan man opleve et fin samling moderne kunst og samtidskunst. Museumsbygningen er også seværdig. Den består af flere dele, der er tegnet af hhv. Philippe Starck, Alessandro Mendini og Coop Himmelb(l)au.

Vandet og kanalerne omkring Groningen er også en del af byens smukke steder, og man kan fx gå en tur langs Noorderhaven, hvor der er et stemningsfuldt kanalmiljø med gavlhuse og husbåde. Herfra kan man fortsætte mod syd ad den ligeledes hyggelige Hoge der A. Fortsætter man langs kanalerne, kan man øst for centrum se byens smukke teater, Stadsschouwburg, og den smukt anlagte have, Prinsentuin.

Topseværdigheder

    Grote Markt

    Grote Markt er Groningens centrale og mest historiske plads, der allerede i middelalderen var et naturligt samlingspunkt, hvor handelsfolk fra hele regionen kom for at handle korn, kvæg, kål, håndværksvarer og importerede produkter. I takt med at Groningen voksede som handelsby i Hanseforbundet, steg pladsens betydning, og det kunne man blandt andet se gennem de byggerier, der skød op omkring den.

    Pladsens udseende har ændret sig mange gange gennem historien. I middelalderen var den omgivet af træhuse, boder og lave købmandsgårde, men efter flere brande og senere byudvikling fik den sit nuværende mere åbne og regulerede præg. Under Anden Verdenskrig blev området hårdt ramt under kampene i april 1945, hvilket førte til omfattende ødelæggelser af bygninger på den østlige og nordlige side af pladsen. Efter krigen blev disse områder genopbygget i samtidens stil, og derfor er resultatet den blanding af arkitektoniske epoker, man ser i dag.

    Grote Markt fungerer i dag som både handelsplads og opholdssted for byens beboere og de mange studerende, der præger Groningen. Flere gange om ugen opstilles markedsboder med fx frugt, grønt og blomster, og pladsen er omgivet af caféer, restauranter og butikker. Store arrangementer som nytårsfejringer, sportsbegivenheder, koncerter og offentlige ceremonier holdes ofte her, hvor man også kan se flere af byens seværdigheder som fx Martinitoren, der rejser sig dramatisk over de øvrige tage.

     

    Rådhuset
    Stadhuis

    Stadhuis på Grote Markt er et af Groningens mest markante offentlige bygninger og et centralt symbol på byens politiske og administrative historie. Den nuværende bygning blev opført i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet som afløser for et ældre rådhus, der ikke længere levede op til tidens krav. Arkitekturen er neoklassicistisk, og den var inspireret af antikkens idealer om balance, symmetri og monumentalitet. Facaden er præget af en stor søjleportal med korintiske søjler, brede trapper og en tydelig midterakse, der understreger bygningens autoritet og værdighed.

    Inde i Stadhuis findes en række sale, der traditionelt har været anvendt til byrådsmøder, ceremonier og officielle modtagelser. Bygningen har gennem tiden fungeret som centrum for byens beslutningsprocesser, og mange af de vigtigste politiske begivenheder i Groningens historie har udspillet sig her. En af de mest betydningsfulde genstande i bygningen er den såkaldte Gyldne Bog/Gulden Boek, der er en æresbog med navne på borgere, der har gjort særlig indsats for byen. Bogen opbevares i et af de officielle rum og bruges stadig ved ceremonielle anledninger.

    Stadhuis har også været udsat for ombygninger og restaureringer. I 1800-tallet blev interiøret moderniseret for at tilpasse sig nye administrative funktioner, og senere i det 20. århundrede gennemgik bygningen en skånsom restaurering for at føre den tilbage til sit oprindelige udtryk. Under kampene i 1945 blev rådhuset beskadiget, men det lykkedes at bevare hovedstrukturerne, og bygningen blev hurtigt genoprettet til sin tidligere form, der dominerer indtrykket på Grote Markt.

     

    Guldkontoret
    Het Goudkantoor

    Het Goudkantoor er en af Groningens mest karakteristiske og historisk markante bygninger. Det smukke hus ligger i centrum ved Grote Markt umiddelbart bag byens rådhus. Bygningen blev opført i begyndelsen af 1700-tallet som et administrativt og kommercielt kontor for byens guld- og sølvsmedehåndværk, og deraf kommer navnet Het Goudkantoor, som betyder guldkontoret. Den har siden spillet en central rolle i Groningens økonomiske og byrådsmæssige historie og er i dag et af de fineste eksempler på denne tids hollandske arkitektur i byen.

    Arkitekturen er elegant og præget af harmoniske proportioner. Facaden har dekorative gesimser og en karakteristisk gavl med ornamentik, der markerer bygningens betydning som kontor for værdifulde varer. Bygningen står i skarp kontrast til de mere moderne bygninger på Grote Markt. I dag er der indrettet café og restaurant i bygningen, og Goudkantoor anvendes til forskellige formål som fx kulturevents, udstillinger og private arrangementer.

     

    Martintårnet
    Martinitoren

    Martinitoren er et tårn, der står som det mest markante vartegn i Groningen med en højde på næsten 100 meter over byens centrum. Det nuværende tårn er det tredje i rækken, idet de to tidligere tårne kollapsede i henholdsvis middelalderen og renæssancen efter kraftige storme og konstruktionsfejl. Det nuværende tårn blev opført i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet og fremstår som et klassisk eksempel på nordnederlandsk gotik, hvor tegl og sandsten kombineres i en vertikal, næsten skulpturel arkitektur. Tårnets overflade har med tiden fået en karakteristisk mørkere tone, som har givet det tilnavnet d’Olle Grieze eller den gamle grå.

    Vejen op gennem tårnet er en oplevelse i sig selv. En smal, vindeltrappe med omkring 260 trin snor sig forbi flere mellemplatforme, hvor man kan se ind i tårnets konstruktion, klokkerum og gamle træbjælkelag. Et af højdepunkterne er det store klokkespil bestående af over 60 klokker, der bruges regelmæssigt af byens klokkere. Når klokkerne spiller over Grote Markt og de gamle gader, er det et af de mest karakteristiske lydbilleder i Groningen.

    Fra udsigtsplatformen nær toppen breder byen sig ud i alle retninger. På klare dage kan man se de flade landskaber strække sig rundt om det bebyggelsen område, og selve byens strukturer træder tydeligt frem med kanaler, gamle gader, universitetsbygningerne og de monumentale pladser som nogle af de genkendelige steder.

     

    Sankt Martin Kirke
    Martinikerk

    Martinikerk, som står for foden af Martinitoren, er den ældste og mest traditionsrige kirke i Groningen. Den første kirke på stedet menes at være opført i det 13. århundrede, men bygningen har gennemgået flere væsentlige udvidelser siden da, og de fandt især sted i 1400- og 1500-tallene. Kirken er et fremragende eksempel på gotisk kirkearkitektur i Nederlandene med høje hvælvinger, en langstrakt skibskonstruktion og en kombination af oprindelige murstensdele og senere stenhuggerarbejde. Kirkerummet er lyst og imponerende i sin højde, og mange af de oprindelige middelalderlige detaljer er bevaret.

    Et af kirkens mest berømte elementer er det historiske orgel. De ældste dele af orglet stammer helt tilbage fra 1400-tallet, og instrumentet blev senere udbygget af den berømte nordtyske orgelbygger Arp Schnitger i slutningen af 1600-tallet. Orglet regnes i dag som et af de vigtigste Schnitger-instrumenter i Europa og har en klang, der tiltrækker både musikere og orgelentusiaster fra hele verden. Kirken bruges hyppigt til koncerter, hvor orglets lyd fylder det store rum på en måde, der fremhæver akustikken og den gotiske arkitektur.

    Martinikerk rummer også en række historiske gravsten, epitafier og mindetavler. Blandt de mest kendte er gravstedet for Wessel Gansfort, der var en af de vigtigste lærde i Groningens middelalderhistorie. Flere gravminder fra 1500- og 1600-tallene giver et indblik i byens sociale lag, embedsmændenes betydning og kirken som centrum for ceremonier og borgerliv. Mange af disse mindesmærker er udsmykket med våbenskjolde, relieffer og latinske indskrifter.

     

    Forum Groningen

    Forum Groningen er et af byens mest markante nyere bygningsværker og fungerer som et kulturelt, socialt og arkitektonisk kraftcenter. Bygningen blev indviet i slutningen af 2010erne og er resultatet af et ambitiøst storbyprojekt, der skulle give Groningen et moderne samlingssted for læring, kultur, film, udstillinger og fællesskab. Forums arkitektur er futuristisk og dristig som en høj, trappeformet bygning med skrånende facader, store glaspartier og åbne indre rum, der skaber en følelse af bevægelse og gennemsigtighed. Bygningen rejser sig dramatisk over kvarteret og står i stærk kontrast til de middelalderlige og klassiske bygninger omkring den.

    Indvendigt er Forum et åbent og næsten labyrintisk rum, hvor et centralt atrium strækker sig gennem hele bygningens højde. Her kan man se ned gennem etagerne, mens de brede trapper og terrasser forbinder niveauerne i et flydende forløb. Forum huser byens hovedbibliotek, flere film- og foredragssale, udstillingsrum, maker-spaces, studierum, mødelokaler og en stor oplukkelig tagterrasse. Bygningen er konstrueret til at invitere til ophold, og man møder studerende, børnefamilier på vej til arrangementer, gæster til filmvisninger og folk, der blot kommer for at nyde bygningens arkitektur.

    På taget finder man en af byens smukkeste udsigtspunkter. Herfra kan man se i alle retninger over Groningens tage med Martinitoren som det mest markante pejlemærke. Tagterrassen fungerer både som caféområde og som et roligt sted at opholde sig, og udsigten gør Forum til et yndet sted for fotografer, besøgende og lokale, der vil opleve byen fra en ny vinkel.

     

    Groningen Teater
    Stadsschouwburg Groningen

    Stadsschouwburg Groningen er byens historiske teater og et af de mest elegante kulturhuse i det nordlige Holland. Teatret blev opført i slutningen af 1800-tallet og indviet i begyndelsen af 1900-tallet som et monumentalt vartegn for byens kulturelle ambitioner. Arkitekturen er skabt i en storslået nyrenæssance- og nybarokstil, der var typisk for Europas store byteatre på den tid. Facaden er rig på ornamentik, buede vinduer, tårnlignende elementer og klassiske detaljer, som tilsammen giver bygningen et næsten kongeligt udtryk. Når man nærmer sig teatret fra Turfsingel eller Kleine der A-området, virker det som om bygningen rejser sig af sig selv og indbyder gæsterne til at træde indenfor i et rum, der er skabt til kunst og stemning.

    Indvendigt er Stadsschouwburg lige så imponerende. Foyeren og de brede trappeopgange er præget af træværk, lysekroner, dekorative lofter og en atmosfære, der kombinerer historisk charme med moderne funktionalitet. Den store sal er hjertet i bygningen. Den udgør et klassisk hesteskoformet teater med balkon, loger og en rød og gylden farvepalet, som skaber en varm og intim stemning. Akustikken er en af de bedste i regionen, og det gør teatret særligt velegnet til både drama, opera, klassisk musik, cabaret og store scenekunstproduktioner.

    Stadsschouwburg er ikke kun et sted for forestillinger. Det er også et centrum for byens kulturelle liv. Teatret huser årligt en bred vifte af nationale og internationale produktioner, festivaler, gæstespil, foredrag og særlige begivenheder. Mange store hollandske kunstnere har haft deres debut her, og salen bruges desuden til ceremonier, uddelinger og kulturelle fejringstraditioner i byen.

     

    Prinsens Have
    Prinsentuin

    Prinsentuin er en renæssancehave fra begyndelsen af 1600-tallet, som er placeret bag det historiske Prinsenhof i den gamle bydel. Haven blev anlagt i en klassisk geometrisk stil med symmetriske bede, klippede hække og en tydelig opdeling i rosenhave, urtehave og lysthave. Den oprindelige udformning stammer fra perioden, hvor William Frederik af Nassau-Dietz og senere statholdere anvendte bygningen som residens, og haven var derfor ikke blot pryd, men også et repræsentativt element i hofkulturen.

    Rosenhaven er særligt berømt for sine mange historiske sorter, som blomstrer i store farvefelter om sommeren. Urtehaven blev derimod anlagt efter et mere funktionelt mønster med medicinske og aromatiske planter, som afspejler datidens brug i køkken og husholdning. Over alt i haven finder man små detaljer, som solure, stenbænke og dekorative porte, der giver området en atmosfære af tidløs ro og historisk kontinuitet.

    En af havens mest karakteristiske dele er den store renæssanceportal med et solur over indgangen, som stammer fra 1700-tallet. Denne portal danner rammen om havens rolige rum og giver et glimt af, hvordan adelsfamilier og embedsmænd engang bevægede sig gennem området. I sommermånederne åbner en lille salon i den ene ende af Prinsentuin, hvor besøgende kan nyde omgivelserne i samme rolige tempo som for flere århundreder siden, og det er et dejligt sted midt i den hollandske storby.

     

    Nordhavn
    Noorderhaven

    Noorderhaven er et af de mest stemningsfulde områder i Groningen og samtidig en af de ældste indre byhavne i hele Holland. Den har fungeret som havn siden middelalderen, og i århundreder var den et vigtigt knudepunkt for handel, skibsfart og transport mellem Groningen og de nordlige provinser såvel som til Tyskland og Skandinavien. Noorderhaven udgør i dag et levende museum over havnens maritime fortid, men fungerer også som et moderne boligområde, hvor folk bor på traditionelle skibe året rundt.

    Langs havnen ligger historiske pakhuse og gavlhuse, som giver området en næsten malerisk karakter. Mange af bygningerne er fra 1600- og 1700-tallene og afspejler Groningens tid som handelsby i det hollandske guldaldermiljø. Vandet er fyldt med gamle klippere og andre fladbundede skibe, som engang transporterede varer ad de hollandske kanaler. Flere af dem er smukt restaurerede og fungerer som husbåde, hvilket skaber en unik blanding af historisk atmosfære og moderne livsstil.

    Området omkring Noorderhaven er også kendt for sin rolige, afslappede stemning. Mange besøgende går en tur langs kajen for at nyde udsigten, og især om aftenen reflekterer lyset fra de gamle skibe smukt i vandet. Havnen er tæt forbundet med de nærliggende gader i centrum, hvilket gør det let at kombinere en tur forbi Noorderhaven med cafébesøg, shopping eller et stop i Noorderplantsoen.

     

    Noorderplantsoen

    Noorderplantsoen ligger nord for bymidten og strækker sig som et langt, smalt grønt bånd gennem bydelen. Parken blev anlagt i slutningen af 1800-tallet på resterne af Groningens gamle forsvarsvolde, som oprindeligt bestod af bastioner, jordvolde og voldgrave. Da byens militære betydning aftog, blev voldene omdannet efter tidens mode til en romantisk engelsk landskabshave med slyngede stier, bugtede damme og bakkede græsskråninger.

    Parken er rig på både botaniske og historiske elementer. Mange af træerne er over 100 år gamle, og der findes omkring 50 arter, som bidrager til parkens varierede udtryk året rundt. Om foråret blomstrer en såkaldt stinzenflora, der er et særligt sæt forårsplanter, som traditionelt findes omkring historiske anlæg i Holland. Desuden står der flere kunstværker rundt omkring i parken.

    Noorderplantsoen er også et kulturelt centrum. Hvert år afholdes den store Noorderzon Performing Arts Festival, der er et arrangement, som kombinerer kunst, teater, musik, installationer og internationale gæstespil i en afslappet udendørs atmosfære. Festivalen strækker sig over næsten to uger og tiltrækker mange tusinder af besøgende. I parken ligger også en historisk pavillon, der i dag kendt som Zondag. Den fungerer som café og samlingspunkt for både lokale og besøgende året rundt.

     

    Aademibygningen
    Academiegebouw

    Academiegebouw er hovedbygningen for Rijksuniversiteit Groningen, der er en af byens mest imponerende og prestigefyldte institutioner. Bygningen blev opført i slutningen af 1800-tallet som en erstatning for en tidligere universitetsbygning, der var brændt ned. Resultatet blev en storslået konstruktion i nyrenæssance- og nygotiske stilarter med en markant facade, udsmykkede detaljer og en monumental trappe, der leder op til hovedindgangen.

    Indvendigt er bygningen mindst lige så imponerende som det ydre. De brede trapper, høje lofter og detaljerige udsmykninger skaber en atmosfære af både akademisk storhed og historisk elegance. Den store ceremonisal er hjertet i bygningen og bliver brugt til indvielser, afgangsceremonier, prisoverrækkelser og særlige officielle begivenheder. Salen er dekoreret med portrætter af tidligere rektorer og betydningsfulde forskere, som markerer universitetets lange historie, der går tilbage til 1614.

    Academiegebouw er også et sted, hvor hverdagslivet udfolder sig. Studerende passerer konstant gennem gangene, og bygningen fungerer som mødested for konferencer, foredrag og offentlige arrangementer. Den ligger centralt i byen, tæt på Broerstraat og de omkringliggende universitetsbygninger, hvilket gør området til et af de mest livlige akademiske kvarterer i Holland.

     

    Vismarkt

    Vismarkt er en af Groningens ældste og mest traditionsrige pladser og har været præget af handel i flere århundreder. Navnet stammer fra den tid, hvor fiskemarkedet var en vigtig del af byens økonomi, og pladsen fungerede som knudepunkt for handel med fisk fra Nordsøen og de lokale floder. Men Vismarkt har altid været mere end blot et fiskemarked. Den var et centralt mødested for handlende, landmænd, studerende, borgere og rejsende, og gennem hele sin historie har pladsen fungeret som et levende udendørs marked for alle typer varer.

    Arkitektonisk er Vismarkt særligt interessant, fordi pladsen er omgivet af en blanding af gamle købmandshuse, moderne butikker og historiske bygninger, som tilsammen afspejler byens udvikling. I pladsens vestlige ende ligger den imponerende Korenbeurs, der er byens tidligere kornbørs, som blev opført i det 19. århundrede, og som regnes for en af Groningens mest markante klassicistiske bygninger. Bag Korenbeurs rejser A-Kerk sig som et monumentalt bagtæppe for pladsen.

     

    A-Kirken
    A-Kerk

    A-Kerk er en af Groningens vigtigste kirker, og den har i århundreder været et religiøst, arkitektonisk og kulturelt fyrtårn i byens vestlige centrum. Den nuværende bygning blev etableret i middelalderen med rødder helt tilbage til 1200-tallet, men gennemgik flere udvidelser og ombygninger i løbet af 1400- og 1500-tallene. Kirken er opkaldt efter floden Aa, som løber tæt ved, og som historisk har været knyttet til byens handel og skibsfart, da området omkring Vismarkt og floden engang var Groningens maritime handelskerne.

    Arkitektonisk er A-Kerk et fremragende eksempel på nederlandske gotiske og sengotiske byggestilarter. Bygningen har høje med elegante hvælvinger og store vinduer. Det markante tårn, som kan ses fra store dele af byen, er blevet genopbygget flere gange på grund af stormskader og brand, og hver gang har det fået nye elementer, der afspejlede tidens stil. Kirken fremstår derfor som en historisk mosaik af epoker.

    Interiøret i A-Kerk præges af den høje, gotiske skibshal, hvor hvælvingerne hviler på slanke søjler og skaber en imponerende rumoplevelse med et klart, lyst udtryk. Efter reformationen blev kirkerummet forenklet og kalket hvidt, hvilket stadig giver interiøret en rolig og næsten monumental atmosfære. Midt i kirken står den barokke prædikestol med sit tilhørende træværk udformet i slutningen af 1600-tallet, og rundt omkring i rummet findes bevarede sæder og bænke, som tidligere var forbeholdt byråd, provinsrepræsentanter og byens officielle embedsmænd.

    Kirkens største pryd er det store Schnitger-orgel, et af de mest betydningsfulde historiske orgler i Nederlandene. Det er et orgel med en rigt udsmykket orgelfacade og en kraftfuld klang. I det sydlige tværskib står desuden et ældre, ikke længere funktionsdygtigt orgel, som føjer endnu et lag til kirkens musikalske historie. Selvom A-Kerk i middelalderen rummede et stort antal sidealtre, er kun de arkitektoniske spor tilbage i form af nicher og mærker på vægge og søjler. Samlet set fremstår interiøret som en harmonisk kombination af gotisk rumvirkning, reformationsnøjsomhed og rigt barokt håndværk.

     

    Museum aan de A

    Museum aan de A er et historisk og kulturelt museum i Groningen, der fortæller om byens og provinsens historie gennem temaer som befolkning, kultur, økonomi og søfart. Museet er beliggende i to smukt bevarede middelalderbygninger, Gotisch Huis og Canterhuis, som er over 700 år gamle. Bygningerne giver museet en autentisk historisk ramme, hvor fortidens arkitektur smelter sammen med moderne museumsformidling. Museum aan de A har gennemgået omfattende renoveringer for at gøre bygningerne mere tilgængelige, energieffektive og egnede til nutidens udstillingsformer, samtidig med at de historiske elementer bevares.

    Museets samling er omfattende og mangfoldig med tusindvis af genstande, skibsmodeller, skitser, søkort, malerier og historiske fotografier. Disse samlinger fortæller både om byens maritime historie og om almindelige menneskers liv, arbejdsforhold og sociale udvikling gennem århundreder. Museet præsenterer sine samlinger gennem tematiske verdener, som giver besøgende mulighed for at forstå Groningens udvikling fra forskellige vinkler som fx økonomi, by og opland, konflikt og modstand samt kulturel identitet. På denne måde kombineres fortid og nutid, og man får en helhedsoplevelse af, hvordan byen og regionen har formet og blev formet af sine borgere.

    Udstillingerne fokuserer ikke kun på handel og søfart, men også på samfundsliv, teknologi, håndværk og byens kulturelle traditioner. Mange af genstandene giver et levende indblik i hverdagen i Groningen gennem århundreder. Det sker gennem alt fra dagligdags redskaber og tøj til officielle dokumenter og værdigenstande. Museet formidler samtidig Groningens rolle som handels- og søfartsby, og hvordan vandvejene og havnen har været afgørende for byens udvikling.

     

    Groninger Museum

    Groninger Museum er et bemærkelsesværdigt kunstmuseum i europæisk format, hvilket både er på grund af sin dristige arkitektur og sin omfattende samling. Bygningen ligger på en lille ø i Verbindingskanaal over for banegården, og dens farverige, postmoderne design blev skabt af en række internationale arkitekter som fx Alessandro Mendini. Resultatet er en sammensmeltning af geometriske former, glinsende flader og asymmetriske volumener, som gør museet til en seværdighed i sig selv og en milepæl inden for moderne museumsarkitektur.

    Museets permanente samling spænder bredt fra regional kunst og historiske genstande til moderne kunst og samtidskunst. Særligt kendt er museet for sin store samling af værker af den hollandske kunstnergruppe De Ploeg, der havde sin storhedstid i begyndelsen af det 20. århundrede. Gruppen arbejdede eksperimenterende med farver, lys og ekspressionistiske teknikker og havde en stærk tilknytning til Groningen og det nordlige landskab. Museet rummer derudover skiftende internationale udstillinger, som ofte fokuserer på avantgarde, design og tværkunstneriske projekter.

     

    Hovedbanegården
    Hoofdstation

    Groningen Hoofdstation er byens centrale jernbanestation og en af de mest markante transportbygninger i det nordlige Holland. Stationen blev oprindeligt opført i 1896 og har siden gennemgået adskillige moderniseringer, men den har bevaret sin historiske charme og karakteristiske arkitektur. Bygningen står som både et praktisk transportknudepunkt og som et arkitektonisk vartegn, der byder rejsende velkommen til byen.

    Facade og hovedbygning udstråler 1800-tallets stilideal med røde mursten, store vinduespartier og en symmetrisk opbygning med tydelige horisontale og vertikale linjer. Den centrale indgang er markeret med dekorative gesimser og et tydeligt ur. Indvendigt fremstår stationen både rummelig og lys med høje lofter, store glaspartier og detaljerede ornamenter. Venteområder og caféer er integreret på en måde, der skaber et harmonisk flow mellem funktion og æstetik.

Ture fra byen

    Amsterdam

    Amsterdam er Hollands hovedstad og en by, der charmerer fra første øjeblik med sine mange kanaler, smalle huse og hyggelige gader. Byens centrum er kompakt og indbydende, og næsten alle seværdigheder ligger inden for behagelig gåafstand. Vandet er en uundgåelig del af byens identitet, og bedst opleves Amsterdam fra de mere end hundrede kilometer kanaler, der snor sig på kryds og tværs gennem byen. De tusindvis af broer, de karakteristiske gavlhuse og de mange husbåde skaber tilsammen den stemning, der gør Amsterdam til noget ganske særligt.

    Amsterdam er i dag en moderne, levende og afslappet storby, men dens historie er tydelig overalt. Det velbevarede bycentrum er opstået i en tid, hvor handel over verdenshavene skabte enorme formuer, og denne rigdom ses stadig i de statelige købmandshuse, de smalle pakhuse og de mange historiske kvarterer. Trods de lange historiske rødder har byen bevaret en imødekommende og næsten landsbyagtig atmosfære, hvor caféer, små butikker og markeder ligger tæt, og hvor man hurtigt føler sig hjemme.

    Mere om Amsterdam

     

    Bremen

    Bremen er en gammel hansestad Bremen, og den byder på en historisk bykerne, der øjeblikkeligt bringer besøgende tilbage til tiden med købmændenes oversøiske handel og byens stolte rolle i Hanseforbundet. Gader og pladser er præget af Weserrenæssancens karakteristiske byggestil, og blandt de mange smukke bygninger står det imponerende rådhus fra 1400-tallet og den mægtige domkirke som byens arkitektoniske hovedværker. De vidner om en periode, hvor rigdom, handel og kunsthåndværk satte dybe spor i byens udseende og liv.

    Ud over rådhuset og domkirken byder Bremen på en lang række historiske huse, der hver især fortæller deres egen del af byens historie. Schütting, de store kirker og ikke mindst de atmosfærefyldte kvarterer som Böttcherstraße giver et levende indtryk af byens udvikling gennem århundrederne. Her møder man også fine eksempler på nyere arkitektur som det futuristiske Universum og den særlige Himmelssaal, der tilfører byen et moderne modspil til de gamle stræder.

    Mere om Bremen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev