Vikingernes grundlæggelse
Danske vikinger grundlagde Dublin på området omkring dagens Wood Quai, og her er der siden fundet mange genstande fra denne tidlige æra i byens historie. Vikingerne gav deres nye by navn efter det lokale Dubh Linn, som var betegnelsen for et vådområde ved sammenløbet af floderne Liffey- og Poddle.
Dublins officielle grundlæggelse fandt sted i 988, selv om rester af tidligere beboelser går længere tilbage. Vikingernes bosættelse blev grundlagt i 841, men året 988 blev valgt, idet det markerer året, hvor vikingekongen Glun larainn accepterede Máel Sechnaill II som højkonge af Irland.
Vikingernes tid bød blandt andet på lovgivende tingmøder, som de fx også kendes fra Island. De fandt sted på højen Thingmote, som lå syd for Liffey ved det nuværende Dublin Castle. Vikinger havde byen og området under kontrol, indtil irere ad flere gange satte angreb ind; i 1052, 1075 og 1124. Vikingernes æra i Dublin sluttede i 1171 med nederlaget til Englands konge Henry II.
Anglonormannernes Dublin
Englændere og walisere bosatte sig i stor stil i og omkring Dublin fra 1171 og opretholdt kontrollen med den irske østkyst gennem flere århundreder. Dublins gamle by lå på sydsiden af Liffey, og i disse år opstod der også en bosættelse på nordsiden. Det var den såkaldte Ostmantown. Dublin var på dette tidspunkt hovedstad i det engelske Lordship of Ireland.
Der blev igangsat flere store byggerier i det tidligere engelske Dublin. Det gjaldt blandt andet kirkerne St. Patrick’s Cathedral, Christ Church Cathedral og St. Audoen’s Church. Kirkerne lå tæt på hinanden i det, der var centrum i datidens hovedstad.
Dublin udviklede sig dog ikke kun i fred og ro. Byen var omkranset af bymure, og gennem årene angreb irere fra øens store og relativt øde landområder talrige gange. 1300-tallet blev også et århundrede med uro. Dels var der et mislykket forsøg på invasion fra Skotland under Edward the Bruce, og dels ramte pesten byen i 1348. Sygdommen kom i øvrigt ikke kun til Dublin i midten af 1300-tallet, men flere gange til 1649.
Nyt engelsk styre
Dublin betalte løbende skatter til omkringliggende irske samfund for at holde klanerne fra at angribe byen. På samme tid mindskedes den engelske interesse i Irland, så Dublin blev i stadig højere grad overladt til eget styre under en form for afhængighed af et godt forhold til irerne.
Den britiske krone lod jarlerne af Kildare administrere Irland, og de gjorde de stigende grad ud fra egne interesser. Det endte med, at Garret Fitzgerald, der var jarl af Kildare, blev fængslet. Den begivenhed førte til en irsk belejring af Dublin Castle, hvilket fik kong Henry VIII til at sende engelske tropper til Dublin.
Kongens militær overvandt jarlernes styrker og styre, og Henry VIII indsatte engelske administratorer, som herefter sat i spidsen for Dublins og Irlands udvikling. Kongen indførte nye strukturer, og blandt andet nedlagde han de irske klostre i slutningen af 1530erne.
Den protestantiske reformation
Det katolske Europa blev i stigende grad gennem 1500-tallet med den protestantiske reformation, som også kom til England og gjorde landet anglikansk. Det samme gjaldt den engelske konge, og det stod i kontrast til den irske befolkning.
Efter at have lukket de irske klostre, der var katolske, kom det gennem den resterende del af 1500-tallet til flere opgør mellem det protestantiske styre og de katolske irere. Dublins daværende borgmester døde i fangenskab i Dublin Castle i 1584 efter at være fængslet for sympatier for katolikker, og den katolske ærkebiskop Dermot O’Hurley blev hængt udenfor Dublins mure samme år.
Dronning Elizabeth I var kommet på den britiske trone i begyndelsen af 1590erne, og i 1592 grundlagde hun universitetet Trinity College efter model af universiteterne i Oxford og Cambridge. Trinity College var anglikansk, og på trods af dets høje standard, valgte de velhavende irske katolikker i høj grad at sende deres børn til katolske universiteter rundt omkring i Europa i stedet for Trinity College. Dronning Elizabeths regeringstid medførte også en større engelsk udvikling mod integration af Irlands landområder, der ellers længe havde været delvist overladt til de lokale beboere.
Spændingerne mellem forskellige kristne grupper fortsatte gennem 1600-tallet, hvor det kom til flere belejringer af Dublin og kampe mellem englændere og katolske styrker fra Irland. Kampene fik flere englændere til at flytte til Dublin, der efterånden fik anglikansk flertal. Under Oliver Cromwells styre i 1650erne blev det formelt forbudt for katolikker at bo i Dublin. I slutningen af århundredet var der anglikansk majoritet i såvel hovedstaden Dublin som i regionen Ulster, der er det nuværende Nordirland.
På trods af stor aktivitet og tilflytning var Dublin stadig meget lig en mindre, befæstet middelalderby i midten af 1600-tallet. I 1649 havde byen omkring 9.000 indbyggere. Indbyggertallet begyndte dog at stige på grund af det store antal protestantiske indvandrere, der kom til øen fra mange dele af Europa, og i år 1700 havde befolkningen passeret 60.000 i antal i byen.
1700-tallets opblomstring
I 1700-tallet blomstrede Dublin for alvor, og byen blev en af de mest betydningsfulde i det Britiske Imperium. Indbyggertallet gjorde også, at det kun var London, der var større på de britiske øer.
Det anglikanske samfund på øen trivedes, og mange indbyggere i Dublin opnåede en betydelig velstand, og det bragte byen ud af middelalderen. Der blev anlagt mange nye områder, der var præget af de nye georgianske huse og kvarterer, der fortsat præger byen mange steder.
James Butler, der var den første hertug af Ormonde og Lord Deputy of Ireland, var en af dem, der startede moderniseringen af Dublin. Han indførte, at huse langs floden Liffey skulle have fine facader og vende mod floden, som byen ellers havde brugt som rendesten og til affald gennem århundreder.
En kommission havde til formål at gennemføre georgianske byplaner, og mange bygninger omkring de smalle, gamle gader blev revet ned, så der blev gjort plads til brede gader efter tiden mønster. En af de nye gader var Sackville Street, der i dag hedder O’Connell Street. Med den nye byplaner blev der også etableret store pladser; i alt blev der anlagt to store georgianske pladser nord for Liffey og tre syd for floden. Merrion Square og St. Stephen’s Green er eksempler på dem.
I begyndelsen af århundredet var det blandt byens velhavere mest populært at bosætte sig nord for Liffey. Dette ændrede sig efter, at den betydningsfulde jarl af Kildare opførte Kildare House, der i dag hedder Leinster House, mod syd. Det trak mange andre af Dublins spidser med, og derved blev dette område hastigt udbygget.
1700-tallet medførte også en ændring i byens befolknings sammensætning. I sidste halvdel af århundredet skete en stigende tilflytning fra landområder rundt omkring i Irland til hovedstaden, og derved kom katolikker igen i overtal.
Hovedstaden flyttes
Dublin var gennem 1700-tallet sæde for det irske parlament, og magten lå hos godsejere og det gamle engelsk aristokrati, som efterhånden følte sig så irske, at de søgte en større autonomi i forhold til regeringen i London. Under indflydelse af den franske revolution og den amerikanske selvstændighed blev United Irishmen dannet og udviklet til en revolutionær enhed, der ønskede at omdanne Irland til en republik.
I 1798 planlagde United Irishmen at tage kontrollen med Dublin, men deres kupplaner mod styret blev forhindret, da organisationens ledere blev arresteret og med ankomsten af en større mængde engelske soldater. Kuppet var slået ned i det, der kom til at være oprøret i 1798, som lagde det politiske liv i Irland om.
Den britiske regering og den protestantiske administration i Dublin var i opposition til oprøret, og resultatet blev, at det irske parlament blev nedlagt. Det skete i forbindelse med The Irish Act of Union, der sammenlagde kongerigerne Irland og Storbritannien. Dublins status som hovedstad var bragt til ende, og Irlands status blev markant reduceret. Magten blev overflyttet til London, og det blev starten på en lang stagnationsperiode for byen.
1800-tallets Dublin
Dublins status som hovedstad havde bidraget økonomisk til byens vækst i 1700-tallets, men de mange parlamentsmedlemmer og deres administration og afledte service forsvandt med The Irish Act of Union, der trådte i kraft fra begyndelsen af 1801. Finansielt var det et tilbageslag for den irske by, men den blev dog ved med at vokse i antallet af indbyggere.
Store palæer blev sat til salg, og de tidligere så fine georgianske 1700-talshuse og -kvarterer forfaldt og udviklede sig til fattigkvarterer. Allerede 1803 var året for et nyt oprør, men det var dårligt planlagt og nemt for englænderne at slå ned.
1800-tallet var et århundrede, hvor der var stigende kamp for rettigheder til katolske borgere blandt det irske folk. Siden slutningen af 1600-tallet havde katolikker ikke haft indflydelse på bystyret, men det ændrede sig i 1840. Det skete med den såkaldte Corporation Act, hvor stemmeretten i Irland blev ændret. I Dublin betød det, at katolikker kom til at udgøre majoriteten i byrådet, og i 1841 blev Daniel O’Connell ny borgmester.
O’Connell havde i 1830 dannet den politiske organisation Repeal Association, der kæmpede for at ophæve unionsaftalen mellem Irland og Storbritannien. O’Connell planlagte massemøder, og han kæmpede forgæves for blandt andet at få den britiske regering til at genetablere det irske parlament i Dublin.
Industrialiseringen kom også til Irland i 1800-tallet, men Dublin blev ikke en industriby på samme måde som Belfast i Nordirland. Derfor voksede Belfast sig større end Dublin i sidste halvdel af 1800-tallet, og i Dublin forblev store dele af indbyggere ufaglærte og arbejdede på steder som fx Guinness og Jameson Distillery.
Der blev dog også nybygget i den irske hovedby disse år. Det gjaldt fx nye victorianske forstæder, hvor velhavende prostestanter etablerede sig efter fraflytning fra selve Dublin. Transportsystemet udviklede sig også med etableringen af et net af sporvognslinjer. Selskabet Dublin Tramways Company satte byens første hestesporvogn i drift den 1. februar 1872, og den forbandt College Green med Rathgar.
I parlamentet i London fremsatte Charles Parnell fra 1875 kravet om oprettelse af et irsk parlament, og omkring 1900 blev den separatistiske politiske bevægelse Sinn Féin dannet. Det var begivenheder, der spillede ind i den kommende irske uafhængighed.
Kampen for selvstændighed
Med The Irish Act of Union var Dublins betydning blevet reduceret betragteligt gennem 1800-tallet, men indbyggertallet var I same århundrede vokset til omkring 400.000, som var befolkningstallet omkring år 1900.
Ved indgangen til 1900-tallet var Dublin større, men også fattigere end tidligere. Der var mange områder med slum, og kvarteret omkring Montgomery Street var et berygtet område med høj grad af prostitution. Det var det Dublin, som blandt andre James Joyce beskrev i litteraturen.
Flere årtiers ønske om lokal irsk styre eller autonomi blev vedtaget med hjemmestyreloven Government of Ireland Act i 1914. Samme år udbrød 1. Verdenskrig, og loven blev suspenderet, og autonomien udskudt. Der var fortsat stor opposition til en autonomi, og den var særlig udtalt i Ulster i Nordirland, men også betydelig i Dublin.
1916 kom det igen til oprør mod det engelske herredømme. Oprøret blev slået ned ved postkontoret i O’Connell Street, og irerne måtte igen udskyde en autonomi eller selvstændighed for en stund.
Allerede tre år efter, fra 1919 til 1921, opstod der en egentlig revolution, som blev militær og udkæmpet mellem britiske styrker og irere i den oprettede Irish Republican Army. Krigen rasede, og flere træfninger skrev sig ind i den irske historie som fx Den Blodige Søndag/Bloody Sunday, hvor både britiske agenter og irere blev dræbt den 21. november 1920. Den 25. maj 1921 satte også præg på bybilledet i Dublin; på denne dag brændte Irish Republican Army den lokale politiske regerings sæde i Custom House.
Krigen standsede i 1921, da briterne tilbød våbenhvile mod forhandling af en aftale. Under krigen havde den britiske regering vedtaget Government of Ireland Act i 1920, og den søgte at oprette to selvstyrende områder på øen Irland; Nordirland og Sydirland. Resultatet af forhandlingerne i 1921 blev fristaten Irish Free State.
Irish Free State dækkede områderne i Sydirland, idet Nordirland valgte at udnytte muligheden for at blive politisk sammen med Storbritannien. Staten havde status af Dominion og var derved fortsat underlagt den britiske krone. For irske republikanere var det ikke en løsning, der levede op til deres mål om selvstændighed, og i 1922 blussede gadekampene igen op i Dublin.
Den nye stat tog kampen op mod republikanere for at undgå en eventuel britisk militær indsats. Fristatens styrker vandt borgerkrigen, men for Dublins vedkommende var det med svære tab til følge. Således var mange af byens fineste bygninger blevet ødelagt, og Dublin skulle genopbygges.
Politisk kom Irish Free State til at bestå i 15 år. I 1937 sendte den irske regering et forfatningsforslag til folkeafstemning, og forslaget indebar oprettelsen af republikken Irland, hvor en præsident afløste den britiske monarks repræsentant som højeste formelle myndighed. Forfatningen blev vedtaget med godt 56 % af de gyldige stemmer.
Genopbygningen af Dublin
I 1920erne vedtog administrationen i Irish Free State flere initativer til at udbygge og modernisere Dublin. Flere af planerne blev dog først realiseret i 1930erne, hvor der var flere midler til rådighed. Et af de større projekter var opførelsen af ordentlige boliger for hovedstadens fattige befolkning. Ved den lejlighed opstod blandt andet forstæderne Crumlin og Marino. I centrum var det ikke tilsvarende muligt med mange nybygninger.
Gennem de følgende årtier lå Dublins udvikling ganske stille, og byen og landet var blandt de fattigste i det vestlige Europa. Der gik til 1950erne og 1960erne, før det rigtigt kom gang i nybygningerne igen. Specielt i 1960erne blev der byudviklet meget, og meget af Dublins 1700-talsbyggeri gik tabt i saneringer, der gjorde plads til nye kontorer og lejligheder.
Tidens brutale nedrivningen af den gamle arkitektur var en del af en irsk strømning, der søgte at gøre op med fysiske symboler på tidligere tiders kolonitid. Det måske mest manifeste eksempel var søjlen Nelson’s Pillar, der stod i Dublin fra 1809 til 1966, hvor irere bortsprængte det britiske mindesmærke. I 1970erne og 1980erne blev der udbygget en smule anderledes end i 1960erne. I disse årtier beholdt man de georgianske facader og nybyggede bag facaderne.
Dublin siden 1980erne
Irland trådte ind i Det Europæiske Fællesskab (EF) i 1973 som en af Vesteuropas fattigste egne. Gennem medlemskabet af EF, der siden er blevet til Den Europæiske Union, gennemgik den irske økonomi med europæiske midler en betydelig udvikling fra 1980erne.
I 1990erne boomede Irlands økonomi, og det kunne ses i Dublins gader. Før henlå dele af byen som byggetomter eller forfaldne områder, men med den nye økonomiske situation blev utallige byggerier sat i gang. Der skød nye boliger og kontorer op mange steder i Dublin som fx finanscentret International Financial Services Centre langs North Quays.
Dublins transportsystem blev også udbygget. Byens gamle sporvogne havde kørt til 1950erne, hvor busser havde overtaget trafikken. I 2004 åbnede Luas’ sporvogne, og banenettet er siden da udvidet både nord og syd for floden Liffey. Dublins lufthavn er også blevet udbygget, og den byder hvert år et stort antal turister velkommen til Irland og hovedstaden Dublin.
