Site logo

Dublin rejseguide

Trinity College • Temple Bar • O'Connell Street

Se på kortet
Læs om byen

Dublin er Irlands hovedstad, hvor en af de helt store seværdigheder er den irske folkesjæl, som blandt andet kommer til udtryk i de berømte irske pubber med irsk musik. Det er en del af Irland, man endelig skal huske at tage minder med hjem fra, og man finder også mange hyggelige steder i området omkring hovedstaden,

Dublin er dog også meget andet end pubber og hyggen i det centrale Temple Bar. Det gælder blandt andet vikingernes historiske bosættelse, det elegante og intellektuelle miljø på Trinity College, de store indkøbsstrøg, de grønne, georgianske 1700-talsoaser midt i byen og selvfølgelig statue af Molly Malone.

Der er også flere seværdige kirkebygninger i Dublin. Flere af dem går tilbage til 1100-tallet, og byens katedraler har en unik status som formelle domkirker for både protestanter og katolikker. St. Patrick’s Cathedral og Christ Church Cathedral er de største religiøse seværdigheder i byen.

Irland kaldes Den Grønne Ø, og tager man rundt i landskabet omkring Dublin ser man hurtigt hvorfor. Her er der en dejlig natur og et afslappet landliv, som udfolder sig tæt på storbyen. Vil man se noget vild natur, så er det kuperede terræn omkring Wicklow Mountains og den irske østkyst gode muligheder for skønne ture i det grønne.

Topseværdigheder

    Trinity College, Dublin

    Trinity Universitet
    Trinity College
    Coláiste na Tríonóide

    Trinity College er Dublins traditionsrige universitet, der blev grundlagt under dronning Elizabeth I i 1592. Det blev etableret med universiteterne i Oxford og Cambridge som forbilleder, og stedet er Irlands mest berømte uddannelsesinstitution i dag.

    Trinity College hører til blandt syv gamle universiteter på de britiske øer, og det er Irlands mest prestigefyldte uddannelsessted. Akademisk hører stedet til i den europæiske top, og universitetet har et årelangt og bredt funderet samarbejdet med universiteterne i de engelske byer Oxford og Cambridge.

    Paven grundlagde det første universitet i Dublin i 1311, og det fungerede indtil den anglikanske reformation i 1539. Gennem en stor del af 1500-tallet var der debat om etablering af et nyt universitet til afløser for det lukkede, og resultatet af det blev etableringen af Trinity College i 1592.

    Bygningsmæssigt udviklede Trinity College sig gennem 1700-tallet i det store hen mod det universitet, man kan opleve i dag. Parlamentet tildelte universitetet betydelige ressourcer til nybygninger, og tidens første bygning blev opført fra 1712. Det var en biblioteksbygning, som i dag bliver kaldt Old Library. Efter biblioteket blev Printing House og Dining Hall bygget. I sidste halvdel af 1700-tallet blev bygningskomplekserne omkring pladsen Parliament Square færdiggjort, mens opførelserne omkring Botany Bay blev bygget som de sidste; det var i begyndelsen af 1800-tallet.

    Gennem de første århundreder var Trinity College i det store hele forbeholdt anglikanere, men fra midten af 1800-tallet kunne katolikker også søge stipendier og andet relevant for studie- og forskningslivet på universitetet. Kvinder fik fuld adgang til institutionen i 1904.

    Trinity College ligger i hjertet af Dublin, og i stedets indre gårde hersker en dejlig ro, og arkitektonisk vender bygningerne fronter mod netop gårdene, så det er herfra, man bedst oplever universitetet. Der er flere indgang til Trinity College med hovedindgeng fra College Green. Det er den vestlige del af Trinity College, der er den seværdige, og de centrale anlæg ligger omkring Parliament Square og Library Square.

    Indgangen fra College Green foregår gennem bygningen Regent House, og herefter kan man se universitetets ikoniske vartegn, Klokketårnet/ Campanile. Det godt 30 meter høje tårn blev doneret af Lord John Beresford, der var ærkebiskop af Armagh, og det stod færdigt i 1853. Før man kommer til Campanile, ligger en søjleprydet bygning på hver side af pladsen. Mod nord kan man se universitets kapel, og mod syd ligger stedets teaterbygning.

    Øst for Campanile ligger Library Square, hvis nordlige side er bebygget med den nyvictorianske Graduates Memorial Building fra 1897. Mod øst ligger bygningen The Rubrics, der er den ældste opførelse på området; den blev bygget omkring år 1700.

    På sydsiden af Library Square ligger Det Gamle Bibliotek/Old Library, der givetvis er det mest kendte sted på Trinity College. Det arkitektoniske højdepunkt er det imponerende Long Room, der er 64 meter langt, og som rummer 200.000 antikke trykte værker. I Long Room finder man også landets ældste harpe, der både er et instrument og landets nationalsymbol.

    I Old Library bliver nogle af Irlands største skatte opbevaret. Det gælder først og fremmest Book of Kells, der ligger i en separat sal. Book of Kells er en afskrift af evangelierne på latin, som menes udført af munke i cirka år 800. Man regner bogen for at være mesterværket blandt keltiske håndskrifter.

    I området omkring Old Library kan man også opleve andre samlinger om museer. Det drejer sig om Zoologisk Museum/Zoological Museum, Videnskabsgalleriet/Science Gallery og Douglas Hyde Galleri/Douglas Hyde Galley, der løbende udstiller diverse samtidskunst. Man kan også se den fine bygning, Museum House, der blev bygget i 1850erne til universitetets geologiske samlinger.

     

    Nationalmuseet
    National Museum
    Ard-Mhúsaem na hÉireann

    Dette museum slog første gang dørene op i 1890, og som landets nationalmuseum har det selvsagt fine samlinger, hvor man får et solidt og godt formidlet indtryk af Irlands kunst, kultur og naturhistorie. Man kan dog også opleve effekter fra andre af verdens kulturer.

    Fund fra de seneste mange årtusinder fra forskellige steder i Irland udgør kernen i museets arkæologiske samling, der har til huse i bygningen på Kildare Street. Afdelingerne med keltisk kunst, effekter fra vikingetiden og det såkaldte Irlands Guld er blandt de mest interessant, og dele af dem hører blandt Europas fineste antikke samlinger.

    Bygningen på Kildare Street er nationalmuseets hovedbygning, og den blev opført 1890 efter Thomas Newenham Deanes tegninger til at huse museet Dublin Museum of Science and Art.

    I dag har Nationalmuseet også afdelinger andre steder i Dublin og Irland end på Kildare Street. På Merrion Street kan man se afdelingen for naturhistorie, kunstsamlingen kan ses i Collins Barracks (Benburb Street), og man kan se en udstilling om livet på landet omkring Turlough Village var Castlebar.

     

    Christ Church Cathedral, Dublin

    Kristus Katedral
    Christ Church Cathedral

    Christ Church Cathedral er domkirke i den anglikanske Church of Ireland, og den har været sæde for kirkens ærkebiskop siden den engelske reformation. Samtidigt er katedralen også nominelt også sæde for områdets katolske ærkebiskop, selv om denne dog anvender St. Mary’s som fungerende domkirke.

    Kirkens historie går tilbage til årene efter kong Sitric Silkenbeards pilgrimsrejse til Rom i 1028. Det menes, at vikingerne opførte en trækirke på dette sted i 1030erne, og den var forløberen til den nuværende kirkebygning.

    Vikingernes kirke lå ved deres bosættelse omkring den nuværende Wood Quay. Den var en af to kirker inden for byens mure; der lå også en ældre keltisk-kristen kirke her. Trækirken fra 1030erne overlevede dog kun til 1100-tallet, hvor jarlerne af Pembroke med tilnavnet Strongbow var kommet til magten.

    Jarlerne lod den første kirke rive ned og erstattede den med en stenkirke, og dermed var den nuværende Christ Church Cathedral grundlagt. Kirkebygningen stod færdig i 1240, men der er blevet om- og tilbygget helt ind i 1800-tallet, hvor en større restaurering fandt sted i Victoriatidens 1870ere. Under restaureringen blev der nyindrettet en del, og forskellen mellem middelalderkirken og det ombyggede blev til dels udvisket.

    Christ Church Cathedral har siden reformationen været Dublins protestantiske menigheds domkirke. Det var kong Henry VIII, der tildelte kirken den status i 1539.

    Det gotiske kirkerum er 25 meter højt, og her ligger den anden Strongbow begravet. Der er interessant at se kirkens interiør og resterne fra både den oprindelige vikingekirke og dele af de tidligere opførelser i sten fra 1100-1200-tallene. Den 63 meter lange krypt er et eksempel på anlægget fra 1170erne.

     

    Skt. Patricks Katedral
    St. Patrick’s Cathedral
    Ard-Eaglais Naomh Pádraig

    I Dublin er der to store, gamle anglikanske kirker, som begge har titel af domkirke, og dertil kommer en udøvende katolsk pro-katedral, der kirkeligt betragter en af de anglikanske kirker som deres domkirke. St. Patrick’s Cathedral er en af de anglikanske domkirker, og det regnes som national katedral for den anglikanske Church of Ireland.

    St. Patrick’s Cathedral blev grundlagt i 1191, og den er i dag Irlands største kirkebygning. Kirkens nuværende udseende og størrelse stammer hovedsageligt fra udbygninger i årene 1191-1270. Stilen er tidlig engelsk gotik, og det er et smukt kirkerum, man kan opleve her. Mosaikgulvet og de hvælvede gotiske rum og kapeller er de bygningsdele, der gør størst indtryk.

    I dag bliver St. Patrick’s Cathedral benyttet til store tilbagevendende begivenheder som fx mindedagen for aftalen om våbenstilstand i 1918 den 11. november på den såkaldte Remembrance Day. Gennem tiden har kirken også lagt gulve til ceremonier som fx to begravelser af irske præsidenter.

     

    Temple Bar, Dublin

    Temple Bar
    Barra an Teampaill

    Kvarteret Temple Bar, der består af relativt lave huse omkring en række smalle gader, var et nedslidt fattigkvarter indtil 1960erne. Nu er et af Dublins mest populære på grund af de hyggelige gader og et meget fornøjeligt ude- og natteliv,

    I begyndelsen af 1990erne undergik området en fin og gennemgribende restaurering, der medførte en kolossal forvandling til det, man kan opleve i dag. Kulturen blomstrer, og ved en spadseretur rundt i de snævre gader finder man underholdning og også mange gallerier og små forretninger.

    Som kvarter ligger Temple Bar syd for floden Liffey, og det er afgrænset af Liffey mod nord, Dame Street mod syd, Westmoreland Street mod øst og Fishamble Street mod vest. I middelalderen var området en forstad, der lå uden for Dublins bymure, og i 1300-tallet blev det opgivet grundet angreb fra den irske befolkning. Kvarteret blev nyanlagt i 1600-tallet, og det skete i første omgang som haver for velstående engelske familier.

    En af familierne var anført af Sir William Temple, og han byggede et hus her. Kvarteret menes enten opkaldt efter William Temple eller Temple Bar District i London, og det blev hurtigt udbygget i takt med, at man fik fyldt noget af Liffeys daværende sumpområde op.

     

    Dublin Slot
    Dublin Castle
    Caisleán Bhaile Átha Cliath

    Dublin Castle er et stort bygningsanlæg, der gennem historien har sat betydeligt politisk præg på Dublin og Irland. Herfra er Irland blevet regeret gennem århundreder, og i dag er Dublin Castle regeringskompleks for republikken Irland.

    Dublin Castles historie begyndte i 1204, hvor den engelske kong John grundlagde anlæg af et forsvar mod normannerne, som havde invaderet Irland i 1169. Borgen stod færdig omkring 1230 med forsvarsmure og voldgrave, som skulle kunne modstå angreb mod byen. Floden Poddle blev brugt som naturligt forsvar på to af borgens sider, og bag murene var der opført bygninger af træ.

    Gennem middelalderen blev den centrale træbygning afløst af et større hus af sten, som blev anvendt som både regeringsbygning, domstol og til forskellige banketter og repræsentative formål. Huset hed Great Hall og stod til 1673, hvor det blev ødelagt af en brand. I dag er der kun det runde fæstningstårn Record Tower, som står fra den oprindelige borg. Record Tower stammer fra slutningen af 1220erne.

    Det nuværende anlæg er mere et slot end en borg, og det stammer hovedsageligt fra 1700-tallet. De væsentligste rum og sale ligger i de såkaldte State Apartments, som var bolig og repræsentationsrum for Lord Lieutenant, der historisk var den engelske og britiske monarks øverste myndighed i Irland.

    I dag bliver State Apartments anvendt af den irske regering til større arrangementer som fx statsbesøg. Det er også her, de irske præsidenter bliver officielt indsat i embedet hver syvende år.

    Saint Patrick’s Hall er den største sal i State Apartments. Salen er smukt indrettet og var balsal, da den britiske Lord Lieutenant boede her. Saint Patrick’s Hall blev etableret i 1740erne og ændret i udsmykningen til det nuværende i 1790erne. Loftet er malet af Vincenzo Valdre, og dets tre paneler forestiller kroningen af kong George III, Saint Patricks introduktion af kristendommen i Irland og de irske høvdinges anerkendelse af kong Henry II.

    Tronsalen/Throne Room er en anden vigtig sal. Den blev indrettet omkring 1790, og tronstolen stammer fra kong George IVs besøg i Irland i 1821. State Drawing Room blev i sin tid bygget som det primære modtagelsesrum for den britiske Lord Lieutenant, og State Dining Room fra 1740erne var privat spisestue for monarkens repræsentant. State Corridor er et andet fint rum; korridoren stammer fra 1750erne og står som et af de mest elegante arkitektoniske elementer i Dublin Castle.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Dublin her.

Rejseekspert
Author avatar
Stig
Andre seværdigheder

    Parliament House, Dublin

    Parlamentsbygningen
    Parliament House
    Tigh Pharlaimint

    Denne bygning blev opført fra 1729 til at huse det irske parlament, og den er dermed historisk særlig interessant. Bygningens navn kendes også som Parlamentet/Parliament House, og den fungerede som sæde for både underhuset og overhuset i Kongeriget Irland til år 1800. Med den såkaldte Act of Union fra 1800 blev Kongeriget Irland opløst, og Irland blev i stedet en del af unionen United Kingdom of Great Britain and Ireland.

    Det irske parlament lå i Chichester House fra 1600-tallet. I starten af 1700-tallet var denne bygning blevet forfalden og for lille til at huse parlamentet. I 1727 blev det derfor besluttet at anvende £ 6.000 på en nybygning, der blev til det nuværende Parliament House. Bygningen blev tegnet af arkitekten Edward Pearce og opført i årene 1729-1739.

    Pearces oprindelige bygning er kun en del af det nuværende kompleks på stedet, og man kan se hans værk mod syd med søjler og kolonnader. I 1787-1787 blev parlamentet udbygget med porticoen mod øst, og det var James Gandon, der stod bag udbygningen, som dannede indgang til det irske overhus, House of Lords. I 1787 blev parlamentets udbygning mod vest og gaden Foster Place også opført. Det skete ved Robert Parkes design.

    Da parlamentet med Act of Union i år 1800 flyttede til London, overtog den irske nationalbank, Bank of Ireland, stedet. Det skete med en klausul om, at den forhenværende parlamentsbygning ikke længere måtte bruges til politiske formål. Bank of Ireland holdt til her til 1970erne, hvor institutionen flyttede til en moderne bygning i Lower Baggot Street; i 2010 flyttede banken til en adresse på Mespil Road.

    I dag er det House of Lords’ tidligere mødesal, der er bevaret som det mest bemærkelsesværdige rum i bygningskomplekset. Her kan man opleve en imponerende sal med store 1700-tals-vægmalerier og en fin lysekrone fra 1765. House of Commons var underhuset, og deres mødesal blev med Bank of Ireland indrettet som den centrale bankhal.

     

    Molly Malone

    Irsk folkemusik og irske sange er kendt over store dele af verden, og de populære sange tæller blandt andet visen om Molly Malone. I visen går pigen Molly Malone rundt i Dublins gader og sælger fisk og skaldyr fra sin vogn. Molly Malone er for så vidt en opdigtet figur, men mange har gennem tiden båret et tilsvarende navn, og den omsungne Molly Malones liv kunne godt have udspillet sig i det historiske Dublin. En del peger på, at historien i visen kunne være taget fra virkelighedens irske hovedstads liv i 1600-tallet.

    I dag kan man se en statue af Molly Malone ved siden af St. Andrew’s Church. Statuen er udarbejdet af Jeanne Rynhart, og den blev afsløret den 13. juni 1988 under fejringen af Dublins 1000 års fødelsdag. Statuen stod oprindeligt på Grafton Street, og det er planen, at den skal flyttes tilbage dertil. Den 13. juni bærer i øvrigt titlen som Molly Malone Day, og det fejres hvert år.

     

    Custom House, Dublin

    Toldhuset
    Custom House
    Teach an Chustaim

    Custom House er navnet på Dublins fornemme gamle toldbygning, der blev opført i nyklassicistisk stil i årene 1781-1791. Det var arkitekten James Gandon, der tegnede den store bygning, hvis facader blev prydet med våbenskjold og skulpturer, som symboliserer Irlands floder.

    Toldfunktionerne i Custom House blev efter en tid overført til London, og i stedet blev der indrettet forskellige offentlige kontorer som blandt andet skattepolitiet i den store bygning, og derved kom den aldrig til at stå tom. Dublins havn var også flyttet væk fra bycentrum, og Custom Houses beliggenhed var derfor ikke længere så central som i 1790erne.

    I 1921 blev Custom House stærkt beskadiget under en brand, og en genopbygning blev gennemført de følgende fem år. Arbejdet færdiggjorde dog kun delvist byens toldhus, og der gik helt til 1991, før bygningen stod færdigrestaureret.

    I dag er der indrettet udstillinger om Custom Houses historie her, og man kan også se nærmere om James Gandons byggerier i Irland. Gandon blev født i engelske London i 1743, og Custom House var hans største storskalaprojekt.

     

    Merrion Square
    Cearnóg Mhuirfean

    Dublin er kendt for sine kvarterer i georgiansk byggestil. Husrækkerne omkring pladsen Merrion Square er et pragteksemplar på netop den type arkitektoniske anlæg. Perioden er 1700-tallet, hvor der var økonomisk opblomstring og dermed stor byggeaktivitet i Irland.

    Det kan anbefales at gå en tur rundt om pladsen for rigtigt at opleve husene og derved det tidstypiske indtryk. Specielt nordsiden er karakteristisk georgiansk med udsmykningen af husenes indgangspartier, smedejernsbalkoner, dørenes farver og andre af de kendetegn, der gør denne tids huse så pæne i gadebilledet.

    Pladsen blev udlagt i 1762 og var i det store hele udbygget i begyndelsen af 1800-tallet. Det var ikke mindst jarlen af Kildares byggeri af en ny residens, Leinster House, der gjorde dette område syd for floden Liffey populært. Med byggeriet af Leinster House blev Merrion Square, Fitzwilliam Square og St. Stephen’s Green alle udlagt, og mange af byens førende personer flyttede fra nordsiden af byen til nye byhuse omkring pladserne.

    På Merrion Square kan man i pladsens lille park se en statue af Oscar Wilde, der boede på adressen Merrion Square 1 i årene 1855-1876. Oprindeligt skulle mindesmærket Wellington Testimonial være rejst på pladsen til minde om Arthur Wellesleys militære sejre, men grundet beboerprotester blev det i stedet anlagt i Phoenix Park. Der er offentlig adgang til parken på Merrion Square, men helt indtil 1960erne var der kun adgang for beboere med egen nøgle.

     

    O'Connell Street, Dublin

    O’Connell Street
    Sráid Uí Chonaill

    O’Connell Street er Dublins hovedstrøg. Gaden er omkring 500 meter lang, og den er op til 49 meter bred. Gaden hed Drogheda Street tilbage i 1600-tallet, og det var først i 1700-tallet, den nuværende O’Connell Street blev skabt som gade.

    Det var Henry Moore, der som jarl af Drogheda havde udlagt 1600-talsgaden, og i det følgende århundrede udvidede bank- og ejendomsmanden Luke Gardiner gaden efter europæisk forbillede. Gardiner ville skabe en træomsluttet boulevard med smukke palæer og byhuse.

    Luke Gardiners oprindelige anlæg strakte sig ikke til floden Liffey, men en forlængelse var tanken med den nye gade. Gardiner døde i 1755, inden denne forlængelse til Liffey var blevet gennemført. Bystyret i Dublin valgte at gennemføre planerne senere i 1700-tallet, og dermed opstod en af samtidens mest elegante gader i Europa. Gardiner kaldte det nye strøg for Sackville Street, og det var opkaldt efter datidens Lord Lieutenant, Lionel Cranfield Sackville.

    Gaden beholdt navnet Sackville Street til 1924, hvor den blev navngivet efter Daniel O’Connell til minde om hans politiske kamp i 1800-tallet for katolsk og irsk frihed i Storbritannanien.

    I dag er der ikke mange originale huse tilbage, men efter en række nedrivninger i særligt 1970erne er der bygget nyt, og der er også en del kunst og statuer at se.

    Den mest imponerende bygning er posthuset General Post Office, og af monumenter er O’Connell Monument og Spire of Dublin de nok mest kendte og seværdige. Spire of Dublin er et 120 meter højt spir produceret i rustfrit stål, som blev designet af Ian Ritchie Architects og færdiggjort i 2003.

    På stedet for Spire of Dublin stod søjlen Nelson’s Pillar i årene 1808-1966, hvor monumentet blev ødelagt af en bombesprængning.

     

    Grafton Street
    Sráid Grafton

    Grafton Street er navnet på Dublins mest populære indkøbsgade. Gaden strækker sig fra St Stephen’s Green mod syd til College Green mod nord, og den ligger derved helt centralt i den irske hovedstad.

    Grafton Street er opkaldt efter Henry FitzRoy, der havde titlen 1. hertug af Grafton. FitzRoy var uofficiel søn af Charles II af England, som ejede jord på stedet for den nuværende Grafton Street. Gaden blev bebygget og derved reelt anlagt af Dawson-familien fra år 1708, og Grafton Street blev et populært beboelsesområde. Med det senere anlæg af Carlisle Bridge, den nuværende O’Connell Bridge ændrede Grafton Street sig til at være en af byens travle strøggader.

     

    Four Courts, Dublin

    De Fire Domstole
    Four Courts
    Na Ceithre Cúirteanna

    Four Courts er navnet på dette bygningsværk, som rummer fire af republikken Irlands vigtigste retsinstanser; Højesteret/Supreme Court, Appeldomstolen/Court of Appeal, den højeste civil- og strafferet ved navn High Court og den lokale domstol Dublin Circuit Court.

    Navnet Four Courts kommer dog fra den britiske tid, hvor bygningsværket blev opført til henholdsvis Court of Chancery, Court of King’s Bench, Court of Exchequer og Court of Common Pleas.

    Den store retsbygning blev opført i perioden 1776-1802. Den første del af designet blev tegnet af Thomas Cooley og færdiggjort af James Gandon efter Cooleys død i 1784. Gandon stod også bag blandt andet Custom House i Dublin og har derved sat et fornemt bygningsmæssigt præg på byen.

    Historisk blev Four Courts’ stille tilværelse som administrative retskontorer markant ændret i første halvdel af 1900-tallet. 1922 var året, hvor en gruppe irere besatte bygningen i protest mod den engelsk-irske traktat, der havde etableret Irland som en del af Det Britiske Imperium. Four Courts blev under denne besættelse bombet og ødelagt.

    I de følgende år blev Four Courts genopbygget efter originale tegninger, og stedet blev genåbnet i 1932. I bygningen under den store kuppel kan man se og læse om dens historie.

     

    James Joyce Centre

    Den verdensberømte forfatter James Joyce blev født i Dublin, hvor alle hans store fortællinger udspiller sig. Ulysses er hans mest berømte bog, og den er baseret på det virkelige liv i Dublin på netop den 16. juni 1904.

    James Joyce Centre er indrettet i Jarlen af Kenmares byhus fra 1784, og her kan man se et fint georgiansk interiør. Selve udstillingen i centret gennemgår James Joyces liv og naturligvis hans værker. Er man interesseret, kan man på stedet få oplysninger om gåture i området, hvor James Joyce eller personerne i Ulysses har haft deres gang.

     

    Phoenix Park, Dublin

    Phoenix Park
    Páirc an Fhionnuisce

    I Dublins vestlige udkant ligger det 712 hektarer store grønne område, der hedder Phoenix Park. Det er en meget populær park, som bruges flittigt af lokale, og der er også mange aktiviteter og en del at se på for besøgende i byen.

    Phoenix Park-området blev erobret af normannerne i 1100-tallet, og jorden her blev givet til Johanniterordenen, der fra 1500-tallet blev kendt som Malteserordenen. Ordensridderne etablerede et abbedi her, men de mistede jorden ved kong Henry VIIIs opløsning af klostre i 1537. I 1600-tallet overgik jorden til kongens repræsentanter i Irland, og i 1662 blev den senere park anlagt som jagtområde. Parken fik dens nuværende størrelse i 1680, og den blev åbnet for offentligheden i 1745.

    Man kan gå dejlige ture i Phoenix Park ad stier og over store plæner. Der er råvildt i parken, og man kan også besøge Dublins zoologiske have her. Haven åbnede i 1831 med dyr fra engelske London Society.

    Man kan også se flere af Dublins vigtigste monumenter rundt omkring i Phoenix Park. Wellington Testimonial ses ved indgangen til parken. Det er en 62 meter høj obelisk, der blev rejst til minde om hertugen af Wellingtons sejre under Napoleonskrigene. Obelisken er den højeste i Europa, og den skulle have været endnu højere, men under opførelsen løb projektet tør for penge. Wellington Testimonial var oprindeligt tiltænkt en plads på Merrion Square, men pladsens beboere protesterede, så anlægget blev flyttet.

    Et andet monument er Fønikssøjlen/Phoenix Column, der består af en central søjle med en fugl Føniks, der rejser sig fra asken. Det var Lord Chesterfield, der lod Phoenix Monument rejse i 1747. Man kan også se Pavekorset/Papal Cross i Phoenix Park. Det er blevet rejst på det netop sted, hvor pave Johannes Paul II i 1979 holdt messe for flere end en million fremmødte irere.

    Mellem monumenterne og plænerne ligger den irske præsidents officielle residens, Residence of the President/Áras an Uachtaráin. Huset stod færdigopført i 1751 efter Nathaniel Clements’ design. I 1780erne blev Clements’ hus erhvervet af den britiske monarks repræsentant i det irske og anvendt som sommebolig og derved som supplement til vicekongens gemakker på Dublin Castle. Siden da fik bygningen navnet Viceregal Lodge, og vicekongerne boede her det meste af året. De brugte primært Dublin Castle fra januar til marts, hvor der var mange sociale pligter.

    Det var i sin tid ikke kun vicekongen, der havde officiel residens her i Phoenix Park. Det samme gjaldt for de udpegede Chief Secretary og Under Secretary, som virkede i den britiske tid. Boligen til Chief Secretary er i dag amerikansk ambassadørbolig, men Under Secretarys residens er blevet revet ned.

     

    Chester Beatty Bibliotek
    Chester Beatty Library
    Leabharlann Chester Beatty

    Amerikaneren Chester Beatty skænkede i 1900-tallet sin enestående samling af litteratur og manuskripter til byen Dublin. Man kan blandt andet se op til 6.000 år gamle stentavler, papyrus, smukke udgaver af Bibelen og mange asiatiske bøger, der er udarbejdet i ualmindelige materialer som bark eller jade. Biblioteket blev grundlagt i 1950, og siden år 2000 har det ligget på det nuværende sted ved Dublin Castle.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Dublin her.

Ture fra byen

    Wicklow Mountains, Irland

    Wicklow Bjerge
    Wicklow Mountains
    Sléibhte Chill Mhantáin

    Vil man ud i Irlands vilde natur, er det store kuperede område, Wicklow Mountains, et særdeles godt valg. Det er Irlands største samlede højland, og det giver et fint indtryk af nogle af landets forskellige landskabelige herligheder.

    Wicklow Mountains er udlagt som nationalpark, og her er der vindblæste, øde græsgange, der ligger side om side med bløde bakker, forrevne bjerge og maleriske søer. Alt i alt er det et smukt og meget karakteristisk landskab at befinde sig i.

    Det er en god idé at tage rundt og nyde de forskellige udsigtspunkter, der er i Wicklow Mountains. Følg eventuelt vejen Military Road, der er en rute på knap 100 kilometer, som blev anlagt i år 1800 for at gøre området mere farbart. Man kan også se regionens højeste bjerg, Lugnaquilla, hvis top når 925 meter. Fra toppen kan man se Irlands sydvestlige bjerge og også til Wales på en klar dag.

     

    Glendalough, Irland

    Glendalough
    Gleann Dá Loch

    Glendalough er er lille by, der ligger utroligt smukt i en langstrakt dal ved to søer i Wicklow Mountains. I Glendalough ligger der klosterruiner, der går helt tilbage til helgenen Sankt Kevins første bygninger fra 500-tallet. Kevin grundlagde Glendalough og var den første abbed på stedet.

    Klosteret blev gennem tiden ofte angrebet af vikinger, men alligevel blomstrede det i mange århundreder, helt indtil soldater havde overfaldet området i 1398. Her startede nedgangstiden for klostret, hvis endeligt blev opløsningen af de irske klostre i 1539, som kong Henry VIII gennemførte.

    Gennem tiden er der blevet opført mange andre end Sankt Kevins oprindelige bygninger. Hovedparten af de ruiner, der står tilbage i dag, menes at være fra 700-1100-tallene, og heriblandt står det karakteristiske rundtårn på 30 meter, der er Irlands bedst bevarede af slagsen.

    Rundtårnet ligger på kirkegården, hvor man også kan se ruinerne af Glendaloughs katedral fra 1100-tallet. Her bør man bemærke Sankt Kevins Kors/St. Kevin’s Cross, der stammer fra samme tid. Korset er et de typiske ringkors, der er et tidligt kors, som kombinerer det kristne kors med de daværende hedninges sol- og månedyrkelse. Korsets ring symboliserer solen og skulle sikre en tilvænning til de kristne symboler og kristendommen.

    På en tur til Glendalough kan man gå til søen Upper Lake. Her ligger nogle ældre bygningsrester, der menes at have været stedet, hvor Sankt Kevin selv levede. Man mener, at St. Kevin’s Cell var hans hjem.

     

    Malahide Castle, Irland

    Malahide Slot
    Malahide Castle
    Caisleán Mhullach Íde

    Slottet Malahide Castle ligger i byen Malahide, og det ligner en rigtig ridderborg med anlæggets karakteristiske tårne. Slottets historie startede med ridderen Richard Talbot, der kom til Irland sammen med kong Henry II i 1174. Talbot fik jorden og havnen ved Malahide, og de ældste dele af Talbots residens stammer fra 1100-tallet.

    Gennem århundrederne var slottet ejet af Talbot-familien, de boede her i 791 år fra 1185 til 1976. Eneste undtagelse i den lange periode var i årene 1649-1660, hvor Oliver Cromwell var kommet til magten i London. Han forærede Malahide Castle til Miles Corbet, der efter Cromwells fald måtte forlade stedet, som gik tilbage til Talbot-familiens ejerskab.

    I dag er Malahide Castle ejer af de lokale myndigheder, og det er indrettet café og butik på stedet. Man kan også opleve selve slottet, hvor en typisk irsk 1700-talsindretning hersker i rummene og salene, hvoraf de kendteste er Oak Room og Great Hall. Der er blandt andet mange portrætmalerier på slottet, hvor man kan se Talbot-familiens historie.

    Bag Malahide Castle ligger Talbot Botaniske Have/Talbot Botanic Gardens, som byder på store plæner, fin beplantning, flere væksthuse og et victoriansk konservatorium. Haven ligger som et smukt eksempel på en landskabelig, 1700-talshave, hvor træ- og plantebælter omgiver plænerne. Der er mange vækster fra sydlige himmelstrøg som fx Australien, og man kan også se den 7. lord Talbots samlinger fra midten af 1900-tallet.

     

    Newgrange, Irland

    Newgrange
    Sí an Bhrú

    Newgrange er et bygningsværk, der ligger i det åbne landskab vest for byen Drogheda. Anlægget blev etableret som en gravhøj og består af en stor central jordhøj omgivet af to rækker stenblokke. Man tidsfastsætter opførelsen til omkring år 3200 f.Kr. Newgrange blev optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 1993.

    Newgrange lå skjult som en del af landskabet gennem over 4.000 år, før anlægget blev genfundet i slutningen af 1500-tallet. Man valgte at foretage en gennemgribende restaurering i tiden 1962-1975, og siden da har man kunnet opleve det, der regens som Irlands vigtigste neolitiske monument.

    Den fine indgangsport til anlægget blev skabt under restaurereringsarbejdet ud fra en vurdering af, hvordan Newgrange i sin tid så ud. Det vides dog ikke med sikkerhed, hvordan stedet så ud.

     

    Castletown House

    Palæet Castletown House er et stort landsted, der blev opført i palladiansk stil i årene 1722-1732 til den irske parlamentsformand, William Conolly. Den palladianske stil er italiensk, og arkitekten på palæet var den florentinske Alessandro Galilei.

    Selve bygningen er et imponerede bygningsværk, hvor man kan se et særdeles fint 1700-talsinteriør. På husets piano nobile er der en række smukke præsentative rum og sale. Blandt dem er State Bedroom, hvor Irlands vicekonger flere gange overnattede under deres besøg på Castletown House. Husets flotte rum giver i det hele taget et godt indblik i datidens irske velhaveres levevis.

    På Castletown House er der også en fin kunstsamling, og man kan med fordel også nyde en tur i parken omkring palæet. Parken er en genskabt have fra 1700-tallet.

     

    Drogheda

    Drogheda er en by, der ligger i det nordøstlige Irland ved bredderne af floden Boyne. Byen har en spændende historie, som går tilbage til to separate byer med navnene Drogheda-in-Meath og Drogheda-in-Oriel. Dette skyldtes, at floden Boyne dannede grænse mellem to normanniske kongeriger, og byerne blev først slået sammen til Drogheda i 1412.

    Den gamle grænse er fortsat i dag som stiftsgrænse mellem Meath i syd og Armagh i nord. Gennem århundrederne blev Drogheda en vigtig by under engelsk styre, og der blev opført bymure omkring den. Gennem de seneste århundreder er Drogheda blevet udviklet som industriby, og i 1800-tallet blev der bl.a. etableret jernbaner og skibstrafik til England.

    Læs mere om Drogheda

     

    Dundalk

    Dundalk er en by, som ligger langs floden Castletown ved den irske østkyst. Området har været beboet siden neolitisk tid, mens byen Dundalk blev etableret som et normannisk fæstningsværk efter 1169. I 1300-tallet blev byen angrebet, ødelagt og indtaget af Edward the Bruce, og angrebene fortsatte de følgende århundreder, hvilket skyldtes Dundalks status som befæstet grænseby mod Ulster i nord.

    Gennem 1600-tallet skiftede byen hænder flere gange mellem englændere og irske katolikker. I 1700-tallet var Dundalk blevet engelsk, og byen kunne udvikle sig fredeligt. Dundalks nuværende byplan blev for en stor dels vedkommende lagt i denne tid. I 1800-tallet udviklede byen sig industrielt, men 1900-tallet igen gjorde Dundalk til grænseby; denne gang ved grænsen til Nordirland.

    Læs mere om Dundalk

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Vikingernes grundlæggelse

    Danske vikinger grundlagde Dublin på området omkring dagens Wood Quai, og her er der siden fundet mange genstande fra denne tidlige æra i byens historie. Vikingerne gav deres nye by navn efter det lokale Dubh Linn, som var betegnelsen for et vådområde ved sammenløbet af floderne Liffey- og Poddle.

    Dublins officielle grundlæggelse fandt sted i 988, selv om rester af tidligere beboelser går længere tilbage. Vikingernes bosættelse blev grundlagt i 841, men året 988 blev valgt, idet det markerer året, hvor vikingekongen Glun larainn accepterede Máel Sechnaill II som højkonge af Irland.

    Vikingernes tid bød blandt andet på lovgivende tingmøder, som de fx også kendes fra Island. De fandt sted på højen Thingmote, som lå syd for Liffey ved det nuværende Dublin Castle. Vikinger havde byen og området under kontrol, indtil irere ad flere gange satte angreb ind; i 1052, 1075 og 1124. Vikingernes æra i Dublin sluttede i 1171 med nederlaget til Englands konge Henry II.

     

    Anglonormannernes Dublin

    Englændere og walisere bosatte sig i stor stil i og omkring Dublin fra 1171 og opretholdt kontrollen med den irske østkyst gennem flere århundreder. Dublins gamle by lå på sydsiden af Liffey, og i disse år opstod der også en bosættelse på nordsiden. Det var den såkaldte Ostmantown. Dublin var på dette tidspunkt hovedstad i det engelske Lordship of Ireland.

    Der blev igangsat flere store byggerier i det tidligere engelske Dublin. Det gjaldt blandt andet kirkerne St. Patrick’s Cathedral, Christ Church Cathedral og St. Audoen’s Church. Kirkerne lå tæt på hinanden i det, der var centrum i datidens hovedstad.

    Dublin udviklede sig dog ikke kun i fred og ro. Byen var omkranset af bymure, og gennem årene angreb irere fra øens store og relativt øde landområder talrige gange. 1300-tallet blev også et århundrede med uro. Dels var der et mislykket forsøg på invasion fra Skotland under Edward the Bruce, og dels ramte pesten byen i 1348. Sygdommen kom i øvrigt ikke kun til Dublin i midten af 1300-tallet, men flere gange til 1649.

     

    Nyt engelsk styre

    Dublin betalte løbende skatter til omkringliggende irske samfund for at holde klanerne fra at angribe byen. På samme tid mindskedes den engelske interesse i Irland, så Dublin blev i stadig højere grad overladt til eget styre under en form for afhængighed af et godt forhold til irerne.

    Den britiske krone lod jarlerne af Kildare administrere Irland, og de gjorde de stigende grad ud fra egne interesser. Det endte med, at Garret Fitzgerald, der var jarl af Kildare, blev fængslet. Den begivenhed førte til en irsk belejring af Dublin Castle, hvilket fik kong Henry VIII til at sende engelske tropper til Dublin.

    Kongens militær overvandt jarlernes styrker og styre, og Henry VIII indsatte engelske administratorer, som herefter sat i spidsen for Dublins og Irlands udvikling. Kongen indførte nye strukturer, og blandt andet nedlagde han de irske klostre i slutningen af 1530erne.

     

    Den protestantiske reformation

    Det katolske Europa blev i stigende grad gennem 1500-tallet med den protestantiske reformation, som også kom til England og gjorde landet anglikansk. Det samme gjaldt den engelske konge, og det stod i kontrast til den irske befolkning.

    Efter at have lukket de irske klostre, der var katolske, kom det gennem den resterende del af 1500-tallet til flere opgør mellem det protestantiske styre og de katolske irere. Dublins daværende borgmester døde i fangenskab i Dublin Castle i 1584 efter at være fængslet for sympatier for katolikker, og den katolske ærkebiskop Dermot O’Hurley blev hængt udenfor Dublins mure samme år.

    Dronning Elizabeth I var kommet på den britiske trone i begyndelsen af 1590erne, og i 1592 grundlagde hun universitetet Trinity College efter model af universiteterne i Oxford og Cambridge. Trinity College var anglikansk, og på trods af dets høje standard, valgte de velhavende irske katolikker i høj grad at sende deres børn til katolske universiteter rundt omkring i Europa i stedet for Trinity College. Dronning Elizabeths regeringstid medførte også en større engelsk udvikling mod integration af Irlands landområder, der ellers længe havde været delvist overladt til de lokale beboere.

    Spændingerne mellem forskellige kristne grupper fortsatte gennem 1600-tallet, hvor det kom til flere belejringer af Dublin og kampe mellem englændere og katolske styrker fra Irland. Kampene fik flere englændere til at flytte til Dublin, der efterånden fik anglikansk flertal. Under Oliver Cromwells styre i 1650erne blev det formelt forbudt for katolikker at bo i Dublin. I slutningen af århundredet var der anglikansk majoritet i såvel hovedstaden Dublin som i regionen Ulster, der er det nuværende Nordirland.

    På trods af stor aktivitet og tilflytning var Dublin stadig meget lig en mindre, befæstet middelalderby i midten af 1600-tallet. I 1649 havde byen omkring 9.000 indbyggere. Indbyggertallet begyndte dog at stige på grund af det store antal protestantiske indvandrere, der kom til øen fra mange dele af Europa, og i år 1700 havde befolkningen passeret 60.000 i antal i byen.

     

    1700-tallets opblomstring

    I 1700-tallet blomstrede Dublin for alvor, og byen blev en af de mest betydningsfulde i det Britiske Imperium. Indbyggertallet gjorde også, at det kun var London, der var større på de britiske øer.

    Det anglikanske samfund på øen trivedes, og mange indbyggere i Dublin opnåede en betydelig velstand, og det bragte byen ud af middelalderen. Der blev anlagt mange nye områder, der var præget af de nye georgianske huse og kvarterer, der fortsat præger byen mange steder.

    James Butler, der var den første hertug af Ormonde og Lord Deputy of Ireland, var en af dem, der startede moderniseringen af Dublin. Han indførte, at huse langs floden Liffey skulle have fine facader og vende mod floden, som byen ellers havde brugt som rendesten og til affald gennem århundreder.

    En kommission havde til formål at gennemføre georgianske byplaner, og mange bygninger omkring de smalle, gamle gader blev revet ned, så der blev gjort plads til brede gader efter tiden mønster. En af de nye gader var Sackville Street, der i dag hedder O’Connell Street. Med den nye byplaner blev der også etableret store pladser; i alt blev der anlagt to store georgianske pladser nord for Liffey og tre syd for floden. Merrion Square og St. Stephen’s Green er eksempler på dem.

    I begyndelsen af århundredet var det blandt byens velhavere mest populært at bosætte sig nord for Liffey. Dette ændrede sig efter, at den betydningsfulde jarl af Kildare opførte Kildare House, der i dag hedder Leinster House, mod syd. Det trak mange andre af Dublins spidser med, og derved blev dette område hastigt udbygget.

    1700-tallet medførte også en ændring i byens befolknings sammensætning. I sidste halvdel af århundredet skete en stigende tilflytning fra landområder rundt omkring i Irland til hovedstaden, og derved kom katolikker igen i overtal.

     

    Hovedstaden flyttes

    Dublin var gennem 1700-tallet sæde for det irske parlament, og magten lå hos godsejere og det gamle engelsk aristokrati, som efterhånden følte sig så irske, at de søgte en større autonomi i forhold til regeringen i London. Under indflydelse af den franske revolution og den amerikanske selvstændighed blev United Irishmen dannet og udviklet til en revolutionær enhed, der ønskede at omdanne Irland til en republik.

    I 1798 planlagde United Irishmen at tage kontrollen med Dublin, men deres kupplaner mod styret blev forhindret, da organisationens ledere blev arresteret og med ankomsten af en større mængde engelske soldater. Kuppet var slået ned i det, der kom til at være oprøret i 1798, som lagde det politiske liv i Irland om.

    Den britiske regering og den protestantiske administration i Dublin var i opposition til oprøret, og resultatet blev, at det irske parlament blev nedlagt. Det skete i forbindelse med The Irish Act of Union, der sammenlagde kongerigerne Irland og Storbritannien. Dublins status som hovedstad var bragt til ende, og Irlands status blev markant reduceret. Magten blev overflyttet til London, og det blev starten på en lang stagnationsperiode for byen.

     

    1800-tallets Dublin

    Dublins status som hovedstad havde bidraget økonomisk til byens vækst i 1700-tallets, men de mange parlamentsmedlemmer og deres administration og afledte service forsvandt med The Irish Act of Union, der trådte i kraft fra begyndelsen af 1801. Finansielt var det et tilbageslag for den irske by, men den blev dog ved med at vokse i antallet af indbyggere.

    Store palæer blev sat til salg, og de tidligere så fine georgianske 1700-talshuse og -kvarterer forfaldt og udviklede sig til fattigkvarterer. Allerede 1803 var året for et nyt oprør, men det var dårligt planlagt og nemt for englænderne at slå ned.

    1800-tallet var et århundrede, hvor der var stigende kamp for rettigheder til katolske borgere blandt det irske folk. Siden slutningen af 1600-tallet havde katolikker ikke haft indflydelse på bystyret, men det ændrede sig i 1840. Det skete med den såkaldte Corporation Act, hvor stemmeretten i Irland blev ændret. I Dublin betød det, at katolikker kom til at udgøre majoriteten i byrådet, og i 1841 blev Daniel O’Connell ny borgmester.

    O’Connell havde i 1830 dannet den politiske organisation Repeal Association, der kæmpede for at ophæve unionsaftalen mellem Irland og Storbritannien. O’Connell planlagte massemøder, og han kæmpede forgæves for blandt andet at få den britiske regering til at genetablere det irske parlament i Dublin.

    Industrialiseringen kom også til Irland i 1800-tallet, men Dublin blev ikke en industriby på samme måde som Belfast i Nordirland. Derfor voksede Belfast sig større end Dublin i sidste halvdel af 1800-tallet, og i Dublin forblev store dele af indbyggere ufaglærte og arbejdede på steder som fx Guinness og Jameson Distillery.

    Der blev dog også nybygget i den irske hovedby disse år. Det gjaldt fx nye victorianske forstæder, hvor velhavende prostestanter etablerede sig efter fraflytning fra selve Dublin. Transportsystemet udviklede sig også med etableringen af et net af sporvognslinjer. Selskabet Dublin Tramways Company satte byens første hestesporvogn i drift den 1. februar 1872, og den forbandt College Green med Rathgar.

    I parlamentet i London fremsatte Charles Parnell fra 1875 kravet om oprettelse af et irsk parlament, og omkring 1900 blev den separatistiske politiske bevægelse Sinn Féin dannet. Det var begivenheder, der spillede ind i den kommende irske uafhængighed.

     

    Kampen for selvstændighed

    Med The Irish Act of Union var Dublins betydning blevet reduceret betragteligt gennem 1800-tallet, men indbyggertallet var I same århundrede vokset til omkring 400.000, som var befolkningstallet omkring år 1900.

    Ved indgangen til 1900-tallet var Dublin større, men også fattigere end tidligere. Der var mange områder med slum, og kvarteret omkring Montgomery Street var et berygtet område med høj grad af prostitution. Det var det Dublin, som blandt andre James Joyce beskrev i litteraturen.

    Flere årtiers ønske om lokal irsk styre eller autonomi blev vedtaget med hjemmestyreloven Government of Ireland Act i 1914. Samme år udbrød 1. Verdenskrig, og loven blev suspenderet, og autonomien udskudt. Der var fortsat stor opposition til en autonomi, og den var særlig udtalt i Ulster i Nordirland, men også betydelig i Dublin.

    I 1916 kom det igen til oprør mod det engelske herredømme. Oprøret blev slået ned ved postkontoret i O’Connell Street, og irerne måtte igen udskyde en autonomi eller selvstændighed for en stund.

    Allerede tre år efter, fra 1919 til 1921, opstod der en egentlig revolution, som blev militær og udkæmpet mellem britiske styrker og irere i den oprettede Irish Republican Army. Krigen rasede, og flere træfninger skrev sig ind i den irske historie som fx Den Blodige Søndag/Bloody Sunday, hvor både britiske agenter og irere blev dræbt den 21. november 1920. Den 25. maj 1921 satte også præg på bybilledet i Dublin; på denne dag brændte Irish Republican Army den lokale politiske regerings sæde i Custom House.

    Krigen standsede i 1921, da briterne tilbød våbenhvile mod forhandling af en aftale. Under krigen havde den britiske regering vedtaget Government of Ireland Act i 1920, og den søgte at oprette to selvstyrende områder på øen Irland; Nordirland og Sydirland. Resultatet af forhandlingerne i 1921 blev fristaten Irish Free State.

    Irish Free State dækkede områderne i Sydirland, idet Nordirland valgte at udnytte muligheden for at blive politisk sammen med Storbritannien. Staten havde status af Dominion og var derved fortsat underlagt den britiske krone. For irske republikanere var det ikke en løsning, der levede op til deres mål om selvstændighed, og i 1922 blussede gadekampene igen op i Dublin.

    Den nye stat tog kampen op mod republikanere for at undgå en eventuel britisk militær indsats. Fristatens styrker vandt borgerkrigen, men for Dublins vedkommende var det med svære tab til følge. Således var mange af byens fineste bygninger blevet ødelagt, og Dublin skulle genopbygges.

    Politisk kom Irish Free State til at bestå i 15 år. I 1937 sendte den irske regering et forfatningsforslag til folkeafstemning, og forslaget indebar oprettelsen af republikken Irland, hvor en præsident afløste den britiske monarks repræsentant som højeste formelle myndighed. Forfatningen blev vedtaget med godt 56 % af de gyldige stemmer.

     

    Genopbygningen af Dublin

    I 1920erne vedtog administrationen i Irish Free State flere initativer til at udbygge og modernisere Dublin. Flere af planerne blev dog først realiseret i 1930erne, hvor der var flere midler til rådighed. Et af de større projekter var opførelsen af ordentlige boliger for hovedstadens fattige befolkning. Ved den lejlighed opstod blandt andet forstæderne Crumlin og Marino. I centrum var det ikke tilsvarende muligt med mange nybygninger.

    Gennem de følgende årtier lå Dublins udvikling ganske stille, og byen og landet var blandt de fattigste i det vestlige Europa. Der gik til 1950erne og 1960erne, før det rigtigt kom gang i nybygningerne igen. Specielt i 1960erne blev der byudviklet meget, og meget af Dublins 1700-talsbyggeri gik tabt i saneringer, der gjorde plads til nye kontorer og lejligheder.

    Tidens brutale nedrivningen af den gamle arkitektur var en del af en irsk strømning, der søgte at gøre op med fysiske symboler på tidligere tiders kolonitid. Det måske mest manifeste eksempel var søjlen Nelson’s Pillar, der stod i Dublin fra 1809 til 1966, hvor irere bortsprængte det britiske mindesmærke. I 1970erne og 1980erne blev der udbygget en smule anderledes end i 1960erne. I disse årtier beholdt man de georgianske facader og nybyggede bag facaderne.

     

    Dublin siden 1980erne

    Irland trådte ind i Det Europæiske Fællesskab (EF) i 1973 som en af Vesteuropas fattigste egne. Gennem medlemskabet af EF, der siden er blevet til Den Europæiske Union, gennemgik den irske økonomi med europæiske midler en betydelig udvikling fra 1980erne.

    I 1990erne boomede Irlands økonomi, og det kunne ses i Dublins gader. Før henlå dele af byen som byggetomter eller forfaldne områder, men med den nye økonomiske situation blev utallige byggerier sat i gang. Der skød nye boliger og kontorer op mange steder i Dublin som fx finanscentret International Financial Services Centre langs North Quays.

    Dublins transportsystem blev også udbygget. Byens gamle sporvogne havde kørt til 1950erne, hvor busser havde overtaget trafikken. I 2004 åbnede Luas’ sporvogne, og banenettet er siden da udvidet både nord og syd for floden Liffey. Dublins lufthavn er også blevet udbygget, og den byder hvert år et stort antal turister velkommen til Irland og hovedstaden Dublin.

    Du er måske også interesseret i..