Site logo
Se på kortet
  • Drogheda Town Centre, West Street, Downtown Drogheda, Drogheda, County Louth, Irland

Læs om byen

Drogheda er en by, der ligger i det nordøstlige Irland ved bredderne af floden Boyne. Byen har en spændende historie, som går tilbage til to separate byer med navnene Drogheda-in-Meath og Drogheda-in-Oriel. Dette skyldtes, at floden Boyne dannede grænse mellem to normanniske kongeriger, og byerne blev først slået sammen til Drogheda i 1412. Den gamle grænse er fortsat i dag som stiftsgrænse mellem Meath i syd og Armagh i nord. Gennem århundrederne blev Drogheda en vigtig by under engelsk styre, og der blev opført bymure omkring den. Gennem de seneste århundreder er Drogheda blevet udviklet som industriby, og i 1800-tallet blev der bl.a. etableret jernbaner og skibstrafik til England.

I dag er Drogheda er hyggelig by med flere seværdigheder. Man kan gå nogle dejlige spadsereture langs bredderne af Boyne og i gaderne nord og syd for floden. I gaden St Laurence Street kan man se et af byens vartegn, Saint Laurence’s Gate, der er en befæstet ydre byport fra byens historiske 1300-talsmure. Porten blev opført med en betydelig højde, hvilket gav udsigt over Boyne og en mulig invasion fra havet. Syd for floden kan man se et andet fæstningsværk, Millmount Fort, hvis historie startede med normannerne i 1100-tallet. Gennem tiden har der ligget mange bygninger her, og det nuværende martellotårn stammer fra begyndelsen af 1800-tallet. Millmount Fort er i dag et museum.

I byen kan man også se flere bevarede dele af de gamle bymure og byporte. Syd for floden lå bl.a. Butter Gate, hvor man i dag kan se en del af den gamle mur. Mod nord i byen lå bymuren også, og her står ruinen Magdalene Tower, der engang var et klokketårn i et dominikanerkloster, der ikke længere findes. Klostret blev grundlagt, og tårnet blev opført i 1300-tallet. Man kan opleve mere af Droghedas historie i bygningen The Tholsel, der blev bygget i 1770, og som var sæde for byens styre i mange år. I bygningen blev der også holdt sessioner i det irske parlament, og i dag er det fine hus indrettet som historisk museum. Tæt herpå ligger Highlanes Gallery, der er Droghedas kunstmuseum.

Der er også nogle seværdige kirker i Drogheda, og både den katolske og den anglikanske hovedkirke hedder St Peter’s Church. Den katolske St Peter’s blev opført i smuk fransk nygotik i 1884, og kirken er en imponerende bygning udvendigt og indvendigt, hvor man bl.a. kan se altret og velfartsstedet for Oliver Plunkett, der er en irsk helgen og martyr. Plunkett døde i 1681, og hans hoved opbevares som en del af altret. Den anglikanske St. Peter’s blev indviet i 1753 og står i georgiansk stil. I centrum kan man også se St Augustine’s Church, og man kan også vælge at gå langs Boynes bredder til broen Boyne Viaduct, der er en 30 meter høj jernbanebro over floden. Det var ingeniøren John Benjamin Macneill, der opførte broen som et teknisk mesterværk i årene 1853-1855, og den bliver fortsat benyttet på banen mellem Dublin og Belfast.

Når man er i Drogheda, er det nærliggende at besøge byens omegn, hvor UNESCO-verdensarvsstedet Newgrange ligger få kilometer vest for byen. Det er et anlæg, der ligger i det åbne landskab vest for byen, og som blev etableret som en gravhøj med en central jordhøj omgivet af to rækker stenblokke omkring år 3200 f.Kr. Der ligger et interessant besøgscenter ved Newgrange, hvorfra man kan tage på interessante ture til det 5.000 år gamle monument. Tæt herpå kan man besøge stedet for det historiske slag, Battle of the Boyne, hvor Vilhelm af Oraniens protestantiske hær vandt over Jakob II’s katolikker. Slaget fandt sted 12. juli 1690, og man kan lære om slaget og historien på stedets besøgscenter. Lidt nordvest herfor kan man se de smukke ruiner af Mellifont Abbey, som var et abbedi, der blev grundlagt som Irlands første i 1142. Abbediet var i øvrigt Vilhelm af Oraniens hovedkvarter under Battle of the Boyne.

Topseværdigheder

    • Saint Laurence's Gate
    • Millmount Fort
    • St Peter's Roman Catholic Church
    • St Peter's Church of England
    • Drogheda Museum
    • Highlanes Gallery
    • Magdalene Tower
    • Butter Gate
    • The Tholsel
    • Boyne Viaduct

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn