Site logo

Xi'an rejseguide

Terrakottakrigere • Tang-Dynastiet • Bymuren

Se på kortet
Læs om byen

Xi’an er hovedstad i Shaanxi-provinsen og en af Kinas ældste og mest historisk betydningsfulde byer. Gennem mere end tusind år fungerede byen som kejserlig hovedstad under tolv dynastier og var kendt under navnet Chang’an, der betyder Den Konstante Fred. Som slutpunkt for den legendariske Silkevej udviklede Xi’an sig til et kosmopolitisk centrum, hvor handel, religion og kultur mødtes. Her samledes købmænd, munke og diplomater fra hele Asien, og byen blev et symbol på Kinas åbenhed og rigdom, og det spejler sig fortsat i byen i dag.

Et af de mest spektakulære vidnesbyrd om denne storhedstid er Terrakottahæren, som den første kejser Qin Shi Huang lod opføre for at beskytte sig i efterlivet. De tusindvis af lerfigurer, der forestiller soldater, heste og vogne, blev opdaget i 1974 og regnes i dag blandt verdens mest imponerende arkæologiske fund. Terrakottahæren er uforglemmelig og ligger tæt på Qin Shi Huangs store mausoleum. Sammen med fund fra Han- og Tang-dynastierne vidner de mange figurer om en by, der i århundreder var centrum for politisk magt og kulturel udvikling i Kina.

Xi'an har flere steder optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Blandt de mest kendte seværdigheder er de to majestætiske pagoder, Store Vildgås Pagode og Lille Vildgås Pagode, som begge stammer fra Tang-dynastiet. De blev opført for at opbevare buddhistiske skrifter, som blev bragt til Kina fra Indien og står i dag som markante symboler på byens religiøse og kulturelle betydning for fx udbredelsen af buddhismen i Kina. Omkring pagoderne er der anlagt parker og moderne byrum, hvor fortidens arkitektur danner en smuk kontrast til nutidens Xi’an.

En tur til Xi’an bør også omfatte en tur på den imponerende bymur, der står som en af de bedst bevarede bymure i Kina. Den rektangulære mur omkranser den gamle bydel, og man kan gå eller cykle hele vejen rundt og nyde udsigten over både historiske kvarterer og til moderne højhuse. Inde bag murene finder man livlige markeder, museer og små gader, der afspejler byens mangfoldige arv med historiens vingesus fra den tid, hvor byen var kendt som Chang’an og var centrum for en verden i bevægelse. Genskabelsen af Tang-dynastiets kunst og kultur, der regnes som et højdepunkt, kan også opleves flere steder i byen.

Topseværdigheder

    Bell Tower, Xian

    Klokketårnet
    西安钟楼
    Zhong Lou

    Klokketårnet eller Zhong Lou er et bygningsværk, der står i Xi’ans absolutte centrum. Tårnet står præcis dér, hvor byens fire hovedgader, som følger verdenshjørnerne, mødes. Placeringen afspejler den traditionelle kinesiske byplanlægning, hvor orden, symmetri og kosmologisk balance spillede en central rolle. Xi’an var i århundreder et politisk, militært og kulturelt magtcentrum, og Klokketårnet markerede byens hjerte både geografisk og symbolsk.

    Tårnet blev opført i 1384 under Ming-dynastiets første kejser, Hongwu, som grundlagde dynastiet efter at have styrtet Yuan-dynastiet. Opførelsen af Klokketårnet var en del af den omfattende genopbygning og styrkelse af rigets byer, og tårnets imponerende størrelse understregede Xi’ans betydning som militærby og regionalt administrationscentrum i det nordvestlige Kina. Med sin volumen og højde regnes Klokketårnet stadig som det største og bedst bevarede klokketårn af sin type i Kina.

    Oprindeligt stod Klokketårnet cirka 200 meter øst for sin nuværende placering. I 1582, under kejser Wanli, blev det flyttet sten for sten til det nuværende bycentrum. Flytningen vidner både om Ming-tidens tekniske kunnen og om tårnets fortsatte betydning for byens orden og daglige liv.

    Klokketårnet er 36 meter højt og står på et massivt, firkantet fundament på cirka 8 meters højde, der blev opført i grå mursten. Over fundamentet rejser sig en elegant trækonstruktion med dobbelte tage dækket af grønne glaserede tegl. Det er et klassisk træk ved Ming-dynastiets arkitektur. Tagets svungne hjørner, de røde søjler og de rigt dekorerede bjælker prydet med farverige mønstre og kalligrafi gør bygningen til et fornemt eksempel på traditionel kinesisk arkitektur. Især om aftenen, når tårnet er oplyst, fremstår det som et markant og stemningsfuldt vartegn i bybilledet.

    Klokketårnet har fået sit navn efter den store klokke, som blev slået ved daggry for at markere dagens begyndelse og regulere byens rytme. I det traditionelle Kina fungerede klokker og trommer som vigtige tidsangivere, og i Xi’an blev Klokketårnet suppleret af Trommetårnet, som markerede dagens afslutning ved solnedgang. Derved havde begge tårne en væsentlig funktion for indbyggerne og deres planlægning af dagen.

    Selvom Klokketårnet stammer fra Ming-dynastiet, rummer det også spor af ældre historie. I tårnet udstilles blandt andet klokker fra Tang-dynastiet. Det var den periode, hvor Xi’an, der dengang var kendt som Chang’an, var verdens største by og endestation for Silkevejen. Den mest berømte af disse er Jingyun-klokken fra år 711, som oprindeligt hang i Klokketårnet. I dag er den dog flyttet til museet Steleskoven, hvor den bevares og udstilles som et enestående vidnesbyrd om Tang-dynastiets høje kunstneriske og tekniske niveau.

     

    Lille Vildgås Pagode
    小雁塔
    Xiǎoyàn Tǎ

    Lille Vildgås Pagode blev opført i årene 707–709 under Tang-dynastiet, mens kejser Zhongzong sad på tronen. Opførelsen fandt sted i en periode, hvor buddhismen spillede en central rolle i det kinesiske samfund, og hvor Xi’an med det daværende navn Chang’an var et religiøst og kulturelt kraftcenter med tætte forbindelser til Indien og Centralasien via Silkevejen.

    Pagoden blev oprindeligt opført i 15 etager med en højde på cirka 45 meter. Den blev bygget i mursten og repræsenterer den karakteristiske, enkle Tang-arkitektur, som lægger vægt på lodrette linjer, harmoniske proportioner og funktionel klarhed frem for overdådig dekoration. I modsætning til mange senere pagoder har Lille Vildgås Pagode et relativt stramt og afdæmpet udtryk, hvilket afspejler Tang-tidens arkitektoniske idealer og den buddhistiske tankegang om ro og balance.

    I 1556 blev Xi’an ramt af et voldsomt jordskælv, som var et af de mest ødelæggende i verdenshistorien. Pagoden blev delvist beskadiget under katastrofen, men den styrtede ikke sammen. En stor revne åbnede sig langs murværket, og bygningens øverste etage gik tabt. Pagoden blev aldrig fuldt rekonstrueret, hvilket betyder, at den i dag måler cirka 43 meter. Skaderne og den manglende genopbygning gør pagoden til et sjældent og autentisk vidnesbyrd om både Tang-dynastiets byggeteknik og de naturkatastrofer, som har præget områdets historie.

    Lille Vildgås Pagode var en del af Da Jianfu-templet, der blev grundlagt i 684 og udviklede sig til et af de vigtigste buddhistiske lærdomscentre i Kina. Templet var særligt kendt for arbejdet med at oversætte buddhistiske skrifter fra sanskrit og andre indiske sprog til kinesisk. Munke og pilgrimme rejste hertil fra Indien og Centralasien med hellige tekster, statuer og relikvier, og pagoden fungerede som opbevaringssted for disse værdifulde skrifter og genstande.

    Pagodens navn, Lille Vildgås Pagode, knytter sig til en ældre buddhistisk legende og adskiller den fra den større og mere kendte Store Vildgås Pagode i Xi’an. Sammen vidner de to pagoder om byens centrale rolle i udbredelsen af buddhismen i Kina og om den intensive kulturelle udveksling mellem Kina og den øvrige buddhistiske verden under Tang-dynastiet.

     

    Store Vildgås Pagode
    大雁塔
    Dayan Ta

    Store Vildgås Pagode er et af de mest kendte og betydningsfulde historiske monumenter i Xi’an, og den er et centralt symbol på buddhismens udbredelse i Kina. Pagoden blev opført i forlængelse af den buddhistiske munk og oversætter Xuanzangs berømte pilgrimsrejse til Indien i det 7. århundrede. Xuanzang rejste fra Xi’an i år 629 ad Silkevejen og tilbagelagde i alt omkring 17 år på sin rejse gennem Centralasien til Indien, hvor han studerede buddhistiske tekster og samlede hellige skrifter, statuer og relikvier. Hans rejse fik stor betydning for udviklingen af buddhismen i Kina, da han ved hjemkomsten oversatte de indsamlede skrifter til kinesisk.

    Efter Xuanzangs tilbagevenden til det daværende Chang’an, som i dag hedder Xi’an, beordrede Tang-dynastiets kejser opførelsen af Store Vildgås Pagode i år 652. Pagodens primære funktion var at fungere som opbevaringssted for de buddhistiske tekster og Buddha-figurer, som Xuanzang havde bragt med sig fra Indien. Pagoden blev opført i tilknytning til et større tempelkompleks, Ci’en Tempel, som prins Li Zhi lod opføre i årene 647–652 til minde om sin afdøde mor. Templet fungerede som et vigtigt religiøst centrum, og det dannede rammen for Xuanzangs oversættelsesarbejde.

    Arkitektonisk er Store Vildgås Pagode et klassisk eksempel på kinesisk pagodebyggeri fra Tang-dynastiet, og byggeriet var inspireret af indiske stupaer. Den blev opført i mursten og har et enkelt, harmonisk og symmetrisk udtryk, som afspejler Tang-periodens arkitektoniske idealer. Oprindeligt havde pagoden fem etager, men i år 704 blev den forhøjet til ti etager under kejserinde Wu Zetian. Et voldsomt jordskælv i 1556 beskadigede imidlertid bygningen, og efterfølgende blev den genopført med de nuværende syv etager. I dag er pagoden 64 meter høj og står som et markant vartegn i Xi’ans bybillede.

    Inde i pagoden findes smalle trapper, som fører op gennem etagerne, og på de øverste niveauer kan man som besøgende nyde en imponerende udsigt over Xi’an og det omkringliggende tempelområde. På tempelområdet findes desuden historiske inskriptioner, statuer og vægmalerier, der skildrer Xuanzangs lange rejse ad Silkevejen gennem ørkener, bjerge og fremmede riger, før han nåede Indien.

    I dag er området omkring Store Vildgås Pagode anlagt som en velholdt park og et populært udflugtsmål. Her findes åbne pladser, springvand, grønne arealer og bænke, hvor man kan opholde sig og nyde omgivelserne. Om aftenen er området kendt for sine oplyste springvand og den stemningsfulde belysning af pagoden, som fremhæver bygningens arkitektoniske detaljer.

    Navnet Store Vildgås Pagode stammer ifølge en buddhistisk overlevering fra en episode, hvor nogle munke i området manglede kød til deres måltider. En af munkene bad til Bodhisattva om hjælp, hvorefter den forreste af en flok vilde gæs faldt død ned fra himlen netop på dette sted. Episoden blev tolket som et tegn, og stedet fik sit nuværende navn. I dag er Store Vildgås Pagode ikke blot et religiøst monument, men også et vigtigt historisk og kulturelt vidnesbyrd om Tang-dynastiets storhedstid, Silkevejens betydning og den kulturelle udveksling mellem Kina og Indien, som stadig kan opleves i dag. Pagoden er desuden optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv.

     

    Bymuren, Xian

    Bymuren
    西安城牆
    Xi’an Chengqiang

    Bymuren i Xi’an regnes for en af de ældste og bedst bevarede bymure i Kina, og den er et enestående monument over byens lange historie som hovedstad og strategisk knudepunkt. Allerede i 194 f.Kr. blev den første mur omkring Chang’an opført. Det skete under Han-dynastiet, og denne tidlige bymur var omkring 25 kilometer lang og omsluttede et areal på cirka 36 km², hvilket afspejler Chang’ans status som en af oldtidens største byer og et politisk centrum for kejserriget.

    Den nuværende bymur stammer fra Ming-dynastiet og blev opført fra 1370. Det skete kort efter dynastiets magtovertagelse, og Ming-kejserne lagde stor vægt på byforsvar, og opførelsen af en massiv og sammenhængende bymur var et centralt element i sikringen af rigets vigtigste byer. I Xi’an blev muren anlagt oven på ældre befæstninger, men i en langt mere kompakt form end Han-tidens enorme byområde.

    Den nuværende mur har en samlet længde på omkring 12 kilometer og omslutter hele den historiske bykerne, som dækker et areal på cirka 9 km². Muren er cirka 12 meter høj og hviler på et kraftigt fundament, der måler mellem 15 og 18 meter i bredden, mens toppen er 12–14 meter bred. Disse imponerende dimensioner gjorde det muligt for soldater at patruljere muren, opstille forsvarsværker og transportere våben og forsyninger langs muren. Konstruktionen i stampet jord beklædt med mursten gav muren både styrke og en bemærkelsesværdig holdbarhed.

    Siden 1980erne er bymuren blevet omhyggeligt restaureret, og i dag fremstår den som et næsten fuldstændigt rektangel omkring bycentrum. Afstanden er cirka 3,5 kilometer fra øst til vest og 2,5 kilometer fra syd til nord. Restaureringen har gjort det muligt at færdes på murens top, hvor en bred flisebelægning giver en fortrinlig udsigt over både den moderne storby udenfor og den ældre bykerne indenfor murene. En cykeltur på muren er en særlig populær måde at opleve byen og bygningsværket på. Turen giver en usædvanlig fornemmelse af at bevæge sig gennem byens historie, højt hævet over gadeplan og den tætte trafik nedenfor.

    Oprindeligt var muren udstyret med et tårn for hver cirka 120 meter. Der var i alt 98 vagttårne, som fungerede som observationsposter og militære støttepunkter. Ikke alle disse tårne er bevaret, men flere er rekonstrueret og giver et indtryk af murens oprindelige defensive udformning. Derudover fandtes fire hovedporte med én i hvert verdenshjørne, som udgjorde byens officielle indgange. Mod nord lå Anyuan-porten (安遠門), mod øst Changle-porten (長樂門), mod syd Yongning-porten (永寧門) og mod vest Anding-porten (安定門). Hver port var udstyret med komplekse forsvarssystemer som fx porttårne og fremskudte forsvarsværker.

    I takt med byens moderne udvikling er de oprindelige fire porte blevet suppleret med flere gennemgange for at sikre en velfungerende trafikafvikling til og fra Xi’an. Den mest markante tilpasning ses i den nordøstlige del af muren, hvor der er skabt plads til byens hovedbanegård. Set fra gaden fremstår løsningen som en bro, men fra murens top opleves konstruktionen som en naturlig forlængelse af bymuren.

     

    Weiyang Palads
    未央宮
    Wèiyāng gōng

    Weiyang Palads var et palads, og det er i dag et af de mest betydningsfulde arkæologiske områder i Kina, og det vidner om Han-dynastiets politiske magt og administrative kunnen. Paladset lå i udkanten af den daværende hovedstad Chang’an, som svarer til det nutidige Xi’an. Weiyang-paladset fungerede som kejserligt residens- og regeringscentrum i mere end 200 år og var i sin storhedstid det største paladskompleks i verden.

    Paladset blev opført kort efter grundlæggelsen af Han-dynastiet i slutningen af 200-tallet f.Kr. af dynastiets grundlægger, Liu Bang, der også var kendt som kejser Gaozu. Opførelsen af Weiyang-paladset markerede overgangen fra Qin-dynastiets strenge styre til Han-dynastiets mere stabile og langvarige regering. Herfra blev riget administreret, love udstedt og diplomatiske forbindelser plejet, og paladset blev dermed centrum for både politisk magt og ceremonielt liv.

    Arkitektonisk var Weiyang-paladset et enormt og komplekst anlæg. Det dækkede et areal på omkring fem kvadratkilometer, hvilket gjorde det langt større end senere kejserpaladser som Den Forbudte By i Beijing. Paladset bestod af store haller, gårdspladser, administrative bygninger og boliger, som var forbundet af mure og porte. Den vigtigste bygning var hallen Qian Dian, hvor kejseren afholdt audiens, modtog embedsmænd og gennemførte officielle ceremonier. Bygningerne var hovedsageligt opført i træ på solide jord- og stenfundamenter, hvilket var typisk for kinesisk paladsarkitektur, men også en af årsagerne til, at selve bygningerne ikke har overlevet.

    Paladsets planlægning fulgte traditionelle kinesiske kosmologiske og geomantiske principper. Anlægget var nøje orienteret efter verdenshjørnerne, og hierarkiet i bygningernes placering afspejlede den sociale og politiske orden i riget med kejseren som det absolutte centrum. Denne arkitektoniske struktur blev forbillede for senere kejserpaladser i Kina gennem århundreder. Weiyang-paladset blev ødelagt i slutningen af Han-dynastiet. Det skete sandsynligvis som følge af krig, oprør og brande i forbindelse med rigets sammenbrud i begyndelsen af 200-tallet e.Kr. Efterfølgende blev området gradvist forladt, og materialer fra ruinerne blev genbrugt i andre byggerier.

    Gennem århundrederne forsvandt paladset under jord og vegetation, indtil arkæologiske undersøgelser i det 20. århundrede afdækkede resterne. I dag fremstår Weiyang Paladsområde som et stort åbent ruinområde og en arkæologisk park. Som besøgende kan man bevæge sig rundt blandt de bevarede fundamenter, jordvolde og markeringer, der viser, hvor de vigtigste bygninger engang lå. Informationsskilte, modeller og rekonstruktionstegninger hjælper med at visualisere paladsets enorme omfang og funktion. Området giver et stærkt indtryk af Han-dynastiets organisatoriske evner og den centrale rolle, som Chang’an spillede i det tidlige kejserrige.

    Weiyang Paladsområde er i dag optaget på UNESCOs verdensarvsliste som en del af Silkevejens historiske kulturarv, og det fungerer som et vigtigt sted for både forskning og formidling. For besøgende tilbyder området en rolig oplevelse, hvor man levende kan forestille sig det liv, de ceremonier og de politiske beslutninger, der engang formede Kina fra netop dette sted.

     

    Daming Palads National Heritage Park
    大明宫国家遗址公园
    Dàmíng gōng guójiā yízhǐ gōngyuán

    Daming Palads National Heritage Park ligger i det nordlige Xi’an og dækker resterne af Daming-paladset, som var det vigtigste kejserpalads under Tang-dynastiet. Paladset fungerede som politisk og ceremonielt centrum for det mægtige Tang-rige, og det var i sin storhedstid et af de største og mest pragtfulde paladskomplekser i verden. Sammen med Weiyang-paladset andetsteds i Xi’an vidner Daming-paladset om byens rolle som hovedstad i flere af Kinas mest betydningsfulde dynastier, og det er interessant at besøge for at lære historien at kende.

    Daming-paladset blev opført i år 634 under Tang-dynastiets tidlige fase på ordre fra kejser Taizong, og det blev senere udvidet og videreudviklet under hans efterfølgeres regeringstider. Paladset blev anlagt nord for den daværende hovedstad Chang’an og fungerede som en slags sommerresidens, da området lå højere og havde et køligere klima end den gamle bykerne. Senere udviklede Daming-paladset sig til det primære regeringscentrum, hvor statslige anliggender, ceremonier og modtagelser af udenlandske gesandter fandt sted.

    Paladsets storhedstid var især under kejser Xuanzong i 700-tallet, hvor Tang-dynastiet nåede sit kulturelle og politiske højdepunkt. På dette tidspunkt var Chang’an en kosmopolitisk millionby og et vigtigt knudepunkt på Silkevejen, og Daming-paladset blev et symbol på rigets magt, stabilitet og internationale forbindelser. Arkitektonisk var Daming-paladset et enormt anlæg, der dækkede et areal på omkring 3,5 kvadratkilometer. Det bestod af store ceremonihaller, administrative bygninger, boliger, haver og åbne pladser. En af de vigtigste bygninger var hallen Hanyuan, som fungerede som paladsets hovedsal. Her modtog kejseren embedsmænd og udenlandske delegationer, og store statsceremonier blev afholdt her. Hallen var opført på en høj platform og havde et imponerende trappeanlæg, som understregede kejserens ophøjede position.

    Som det var typisk for kinesisk paladsarkitektur, var bygningerne primært opført i træ, mens fundamenter, terrasser og mure blev anlagt i stampet jord og sten. Paladsets planlægning fulgte strenge kosmologiske principper, hvor symmetri, akser og hierarki spillede en central rolle, hvilket man også havde set ved tidligere kejserpaladser i Kina. Daming-paladset blev gradvist ødelagt i slutningen af Tang-dynastiet gennem 800- og 900-tallene som følge af blandt andet brande og krige. Efter Tang-dynastiets fald blev området forladt, og materialer fra paladset blev genbrugt andre steder. Over tid forsvandt de imponerende bygninger, og fundamenter og jordvolde var det eneste, der vidnede om paladsets tidligere pragt.

    I dag er området bevaret som Daming Palads National Heritage Park, der ligger som en stor arkæologisk park, som kombinerer historisk formidling med rekreative arealer. Man kan se de bevarede ruiner og fundamenter, hvor modeller, markeringer og rekonstruktioner viser paladsets oprindelige struktur og omfang. Man kan også se den rekonstruerede indgangsport, og der ligger et moderne museum på området, som formidler Tang-dynastiets historie, paladsets funktion og livet ved hoffet gennem modeller, udstillinger og digitale visualiseringer. Daming Paladsområde er i dag optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv i lighed med Weiyang Paladsområde, og man kan både få et indblik i Tang-dynastiets storhed og nyde et roligt ophold i historiske omgivelser.

     

    Xingjiao Tempel
    兴教寺
    Xīngjiào Sì

    Xingjiao Tempel er et betydningsfuldt buddhistisk tempel, som ligger syd for centrum af Xi’an ved foden af Zhongnan-bjergene. Templet er især kendt som gravsted for den berømte buddhistiske munk og oversætter Xuanzang, hvis rejse til Indien og efterfølgende oversættelsesarbejde fik afgørende betydning for buddhismens udvikling i Kina. Xingjiao-templet udgør derfor et vigtigt religiøst og historisk mindested knyttet til den kulturelle udveksling mellem Kina og Indien, og de to vildgås-pagoder i byen hænger også sammen med Xuanzangs historie.

    Xingjiao-templet blev oprindeligt grundlagt i Tang-dynastiet i år 669, hvilket var kort tid efter Xuanzangs død. Templet blev opført for at bevare hans relikvier og ære hans livsværk som lærdomsmand, oversætter og formidler af buddhistisk filosofi. Sammen med vildgås-pagoderne udgør templet et centralt element i fortællingen om Xuanzangs arbejde og buddhismens udbredelse langs Silkevejen. Templet har gennem århundrederne været udsat for gentagne ødelæggelser og genopbygninger, og den nuværende udformning stammer hovedsageligt fra Ming- og Qing-dynastierne, men anlæggets grundstruktur og religiøse betydning går tilbage til Tang-perioden. Xingjiao-templet har således fungeret som et religiøst center i mere end 1.300 år.

    Arkitektonisk følger Xingjiao-templet den klassiske kinesiske tempelopbygning med en nord-syd-gående akse og en række gårdspladser, der forbinder de vigtigste bygninger. På området findes blandt andet portbygninger, en hovedhal, sidehaller og pagodelignende gravmonumenter. De tre stupaer, som markerer gravene for Xuanzang og to af hans nære disciple, er særligt bemærkelsesværdige. Disse stupaer er enkle i udtrykket, men rige på symbolik og vidner om den respekt, Xuanzang nød både i sin samtid og efter sin død. Materialerne og byggestilen afspejler traditionel kinesisk tempelarkitektur med brug af træ, tegl og sten, kombineret med afdæmpet dekoration. Fokus ligger ikke på monumental pragt, men på harmoni med landskabet og åndelig fordybelse. Templets beliggenhed i de rolige bjergomgivelser understreger denne stemning og adskiller Xingjiao-templet fra de mere bynære templer i Xi’an.

    I dag er Xingjiao-templet et aktivt buddhistisk tempel og samtidig et vigtigt kulturhistorisk monument. Det er optaget på UNESCOs verdensarvsliste som en del af Silkevejens kulturarv, netop på grund af sin tætte tilknytning til Xuanzang og den internationale udveksling af idéer, religion og viden. Man kan bevæge sig rundt på tempelområdet og opleve de historiske bygninger, se stupaerne og fornemme den stille og fredfyldte atmosfære, som præger stedet.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Xi'an her.

Rejseekspert
Author avatar
Stig
Andre seværdigheder

    Drum Tower, Xian

    Trommetårnet
    西安鼓楼
    Gu Lou

    Trommetårnet i Xi’an ligger kun få hundrede meter nordvest for Klokketårnet og fungerer som dets naturlige søstertårn. Sammen udgjorde de to tårne et centralt element i byens tidsregulering og daglige rytme. Trommetårnet blev opført i 1380 under Ming-dynastiets grundlægger, kejser Hongwu, og det skete fire år før opførelsen af Klokketårnet. Anlægget indgik i den overordnede byplanlægning, hvor faste tidspunkter for dagens begyndelse og afslutning var afgørende for både administration, handel og militær disciplin. Lignende kombinationer af klokke- og trommetårne findes i flere kinesiske storbyer som fx Beijing, hvilket vidner om deres betydning i det kejserlige Kina.

    Trommetårnet har fået sit navn fra den store tromme, som traditionelt blev slået ved solnedgang for at markere dagens afslutning. Denne praksis var tæt forbundet med Klokketårnet, hvor klokken lød ved daggry for at annoncere en ny dag. Sammen fungerede de to tårne som byens officielle tidsmålere, længe før mekaniske ure blev almindelige. Lyden fra trommen kunne høres over store afstande og nåede både byens indbyggere og soldaterne ved bymuren.

    Tårnet er cirka 34 meter højt og står på et solidt, rektangulært fundament i mursten. Over dette rejser sig en trækonstruktion med et markant, dobbelt tag dækket af grå tegl. Arkitekturen bærer præg af flere historiske perioder, idet tårnet gennem århundrederne er blevet repareret og renoveret. Grundstrukturen afspejler stadig Tang-dynastiets arkitektoniske traditioner, mens senere ændringer – især fra Qing-dynastiet – har tilføjet detaljer og proportioner, som kan ses i tagets udformning og de dekorative elementer. Den seneste større renovering fandt sted i 1740, hvor tårnet fik sit nuværende udseende.

    I dag rummer Trommetårnet en udstilling af trommer, der spænder over flere tusind års kinesisk historie. Trommerne varierer i størrelse, form og udsmykning og illustrerer deres anvendelse i både militære, ceremonielle og religiøse sammenhænge. Trommen havde en særlig betydning i det gamle Kina, hvor den ikke blot markerede tid, men også blev brugt til at give signaler, samle tropper og ledsage rituelle handlinger.

    I tårnet kan man mod nord og syd se i alt 24 trommer. Antallet er symbolsk og henviser til de 24 solperioder, som den traditionelle kinesiske kalender er opdelt i. Denne kalenderopdeling var afgørende for landbrugsproduktionen, da den angav de rette tidspunkter for såning, høst og andre vigtige aktiviteter i årets gang. Dermed knytter Trommetårnet ikke blot an til byens tidsregulering, men også til den cykliske forståelse af natur og arbejde, som var grundlæggende i det traditionelle kinesiske samfund.

     

    Steleskoven
    碑林
    Beilin Bowoguan

    Steleskoven i Xi’an er et enestående museum dedikeret til steler eller indskrevne stentavler, og der er også en omfattende samling af stenskulpturer. Som navnet antyder, står stelerne tæt samlet som en skov af sten, og stedet rummer nogle af Kinas vigtigste historiske og kunstneriske kilder. Museet er ikke blot en samling af monumenter, men et centralt arkiv over mere end to tusind års kinesisk historie, skriftkultur og politisk udvikling.

    Oprindeligt var området hjemsted for et konfuciansk tempel, som blev grundlagt i 1087 under Song-dynastiet. Templet fungerede som et center for konfuciansk lærdom og embedsmandsuddannelse, og det var tæt knyttet til det kejserlige eksamenssystem, hvor kendskab til de klassiske tekster var afgørende for en karriere i statsadministrationen. Placeringen i Xi’an, der var hovedstad for flere dynastier, gjorde templet til et naturligt samlingspunkt for lærde og embedsmænd.

    I 1944 blev området omdannet til provinsmuseum for Shaanxi, og i 1992 fik det sit nuværende navn. Museets samlinger er siden blevet udvidet og systematiseret, og det regnes i dag for det største og mest betydningsfulde museum for steler i Kina. Steler har i kinesisk tradition haft mange funktioner. De blev ofte rejst som gravmæler eller mindesmærker for betydningsfulde begivenheder som fx militære sejre, kejserlige dekreter eller opførelsen af templer og offentlige bygninger. Samtidig fungerede steler som et varigt medie for skrift, idet tekster hugget i sten kunne bevares gennem århundreder. På museet Steleskoven er der flere end 3.000 steler, som spænder fra Han-dynastiet til Qing-dynastiet.

    En særlig vigtig del af samlingen er de steler, der bærer indhug af klassiske konfucianske tekster. Disse blev fremstillet for at sikre en autoritativ version af teksterne, som studerende kunne kopiere direkte fra stenen. Samtidig er museet berømt for sine eksempler på kinesisk kalligrafi, repræsenteret ved nogle af historiens mest anerkendte kalligrafer. Stelerne fungerer dermed både som historiske dokumenter og som kunstværker, hvor skriftens form, balance og rytme er i centrum.

    Udstillingen er organiseret efter temaer som kalligrafi, maleri, historiske begivenheder og religiøse tekster. Derudover rummer museet stenskulpturer, herunder buddhistiske relieffer og gravfigurer, som vidner om Xi’ans rolle som religiøst og kulturelt centrum, især under Tang-dynastiet. Steleskoven er derfor et af Xi’ans vigtigste kulturelle seværdigheder i dag og et uundværligt sted for forståelsen af kinesisk skriftkultur, historie og kunst.

     

    Great Mosque, Xian

    Den Store Moské
    西安大清真寺
    Da Qingzhensi

    Den Store Moské i Xi’an hører til de ældste og største moskéer i Kina og er et enestående vidnesbyrd om mødet mellem islamisk religion og kinesisk kultur. Moskéens historie kan føres tilbage til år 742 under Tang-dynastiet, hvor den blev grundlagt under kejser Xuanzong. På dette tidspunkt var Xi’an kendt som Chang’an, der var et internationalt handelscentrum og endestation for Silkevejen, hvor købmænd, diplomater og pilgrimme fra Centralasien og Mellemøsten slog sig ned. Mange af disse var muslimer, og moskéen blev opført for at betjene det voksende muslimske samfund i byen.

    Siden grundlæggelsen er moskéen blevet om- og udbygget adskillige gange, og især en omfattende ombygning i slutningen af 1300-tallet under Ming-dynastiet gav anlægget dets nuværende udseende. Som følge heraf adskiller Den Store Moské sig markant fra klassiske mellemøstlige moskéer. I stedet for kupler og høje minareter blev bygningerne opført helt i traditionel kinesisk arkitektur med trækonstruktioner, svungne tage, udskårne bjælker og lukkede gårdrum. Set udefra fremstår anlægget næsten som et konfuciansk tempel eller et traditionelt paladskompleks, hvilket understreger den vellykkede tilpasning af islam til kinesiske byggeskikke.

    Moskékomplekset dækker et areal på omkring 13.000 m² og ligger som en fredfyldt oase bag mure midt i den tætbebyggede storby. Anlægget blev opført langs en øst-vestlig akse, som er typisk for kinesisk arkitektur, men også praktisk i forhold til islams bederetning idet bedehallen i vest vender mod Mekka. Fra hovedindgangen i øst bevæger man sig gennem fire på hinanden følgende gårdmiljøer, før man når frem til den centrale bedehal længst mod vest.

    I den østligste gård står en imponerende træportal fra begyndelsen af 1600-tallet. De omkringliggende bygninger rummer inventar og udsmykning fra både Ming- og Qing-dynastierne som fx udskårne træpaneler og stenrelieffer. Ved overgangen til den næste gård ligger den såkaldte Fem Rum Hal, der fungerede som mødested og undervisningsrum. I den efterfølgende gård står en stenportal fra Ming-tiden med inskriptionen Himlens Gård, og bag portalen ses et dekorativt værk med fint udskårne drager, der er et klassisk kinesisk symbol på magt og beskyttelse.

    Den Kejserlige Hal, som ligger i den tredje gård, er den ældste bevarede bygning i moskéen. Den stammer fra Ming-dynastiet. Midt i gården står et højt, pavillonlignende tårn, der fungerer som moskéens minaret. I modsætning til de slanke minareter kendt fra Mellemøsten blev dette tårn som resten af komplekset opført i traditionel kinesisk stil og brugt til at markere bønnetiderne.

    I den fjerde og sidste gård står den elegante tretårnede Phønix-pavillon centralt placeret foran moskéens bedehal. Pavillonen fungerer som en arkitektonisk overgang mellem gårdrummene og det hellige bederum. Selve bedehallen strækker sig over hele den vestlige ende af anlægget og er orienteret mod Mekka. Indvendigt er rummet præget af ro og enkelhed, men også af detaljerede træskærerarbejde og kalligrafiske udsmykninger.

    Langs murene mod nord og syd findes bygninger med forskellige funktioner. Her ligger der blandt andet baderum til rituelle afvaskninger, lokaler til koranundervisning samt åbne huse med udstillinger om islams historie i Kina og det muslimske samfund i Xi’an. Moskéen er fortsat aktiv og benyttes dagligt af kinesiske muslimer, primært hui-folket, som har boet i området i århundreder.

    På trods af den gennemført kinesiske byggestil ses mange inskriptioner på arabisk, der ofte blev udført som kalligrafi integreret i traditionelle kinesiske mønstre. Denne sammensmeltning af arabisk skrift og kinesisk æstetik gør Den Store Moské i Xi’an til et helt særligt monument, der på fornem vis afspejler byens rolle som bro mellem kulturer, religioner og kontinenter.

     

    Daxingshan Tempel
    大兴善寺
    Da Xing Shan

    Daxingshan Tempel i Xi’an hører til blandt Kinas ældste buddhistiske templer og har en historie, der strækker sig mere end 1.700 år tilbage. Templet blev grundlagt omkring år 300 under det vestlige Jin-dynasti, der var en periode, hvor buddhismen for alvor begyndte at få fodfæste i Kina. På dette tidspunkt var Xi’an, dengang kendt som Chang’an, et af rigets vigtigste politiske og kulturelle centre og samtidig et knudepunkt for religiøs udveksling mellem Kina, Indien og Centralasien.

    Chang’an spillede en nøglerolle i oversættelsen af buddhistiske skrifter fra sanskrit og andre indiske sprog til kinesisk, og Daxingshan-templet blev et af de tre vigtigste templer, hvor dette arbejde blev koncentreret. Indiske og centralasiatiske munke rejste ad Silkevejen til Chang’an med hellige tekster, og i templet arbejdede kinesiske og udenlandske munke side om side med at oversætte, fortolke og systematisere den buddhistiske lære. Dette arbejde var afgørende for buddhismens udbredelse i Kina og for udviklingen af særegne kinesiske buddhistiske retninger.

    Gennem århundrederne har Daxingshan-templet oplevet både blomstring og forfald. Det blev gentagne gange ødelagt og genopbygget som følge af krige, politiske omvæltninger og naturkatastrofer, hvilket var typisk for mange af Kinas ældgamle templer. Det nuværende tempelanlæg er derfor ikke en direkte bevaret struktur fra oldtiden, men resultatet af et omfattende restaurerings- og genopbygningsarbejde, der fandt sted i årene 1955–1983. Denne restaurering havde til formål at genskabe templets traditionelle udformning og samtidig sikre dets fortsatte brug som religiøst center.

    Arkitektonisk følger Daxingshan-templet den klassiske kinesiske tempelopbygning med en symmetrisk akse, gårdrum og haller, der ligger på række fra syd mod nord. Selvom bygningerne blev opført i det 20. århundrede, er deres indretning og udsmykning hovedsageligt inspireret af Qing-dynastiets stilperiode mellem 1644 og 1911. Dette ses blandt andet i de rigt udskårne trækonstruktioner, farvede bjælker, dekorative tagudhæng og statuer af buddhistiske figurer udført i en traditionel, konservativ stil.

    Indvendigt rummer templet haller med Buddha-statuer, bodhisattvaer og beskyttelsesguder, som afspejler den kinesiske buddhismes ritualer og ikonografi. Atmosfæren er præget af ro og kontinuitet, og templet fungerer fortsat som et aktivt religiøst sted med ceremonier, bøn og undervisning. Daxingshan-templet er i dag dog ikke blot et religiøst anlæg, men også et vigtigt historisk minde om Xi’ans rolle som et af de tidligste centre for buddhistisk lærdom i Kina. Templet vidner om den kulturelle og intellektuelle udveksling, der fandt sted langs Silkevejen, og om den proces, hvor buddhismen blev oversat, fortolket og integreret i kinesisk kultur og tænkning.

     

    Tang Paradise, Xian

    Tang Paradiset
    大唐芙蓉园
    Dàtáng Fúróng Yuán

    Tang Paradiset er en stor temapark og bypark, der ligger syd for Xi’ans historiske centrum, tæt på den berømte Store Vildgås Pagode. Parken er et moderne anlæg, men den blev bevidst anlagt og udformet som en idealiseret rekonstruktion af en kejserlig have fra Tang-dynastiets tid. Det var den periode, hvor Xi’an med datidens navn Chang’an oplevede sin største kulturelle og politiske storhed.

    Tang Paradiset blev anlagt i begyndelsen af det 21. århundrede som led i en større byudviklings- og kulturarvsstrategi, der skulle fremhæve Tang-dynastiets betydning for kinesisk historie. Selvom parken ikke er historisk autentisk i arkæologisk forstand, er dens arkitektur og landskabsdesign baseret på historiske kilder, malerier og beskrivelser af kejserlige haver fra Tang-tiden.

    I dagslys giver et besøg i Tang Paradiset indtryk af at træde flere hundrede år tilbage i tiden. Parken er opbygget omkring en stor, central sø, som danner omdrejningspunkt for anlægget. Rundt om søen ligger templer, pavilloner, pagoder, broer og paladslignende bygninger opført i traditionel kinesisk stil med røde søjler, svungne tage og rigt dekorerede tagudhæng. Udsmykningen er overdådig og farverig, og den er præget af motiver som drager, fønikser, lotusblomster og skyer, der alle har dyb symbolsk betydning i kinesisk kultur.

    Landskabet er nøje planlagt med stier, haver, vandløb og små øer, som tilsammen skaber en harmonisk helhed i tråd med klassiske kinesiske haveidealer, hvor arkitektur og natur smelter sammen. Parken rummer også udstillinger, restauranter og teatre, der formidler aspekter af Tang-dynastiets kunst, musik, mode og dagligliv. Det er en fornøjelse at opleve og lære om Tang-dynastiets æstetik og betydning, og de årsager, der gav en storhed fra netop Chang'an.

    Om aftenen forvandles Tang Paradiset til en særlig stemningsfuld oplevelse. De mange bygninger bliver smukt illumineret, og spejlingen i søens vand forstærker den næsten eventyrlige atmosfære. I mørket giver lysdesignet parken et drømmende og teatralsk udtryk, som gør det let at forstå parkens navn. Der afholdes der et stort show ved den centrale sø, hvor moderne teknologi kombineres med historiske fortællinger. Her projekteres film og animationer op på vandskærme dannet af springvand, mens lys, lyd og laser skaber spektakulære effekter. Forestillingerne skildrer ofte Tang-dynastiets storhed, kejserlige ceremonier og mytologiske fortællinger og er et populært højdepunkt for både lokale og besøgende.

     

    Shaanxi Historiske Museum
    陝西歷史博物館
    Shaanxi Lishi Bowoguan

    Shaanxi Historiske Museum i Xi’an er et statsligt museum for Shaanxi-provinsen og regnes som områdets vigtigste kulturhistoriske institution. I praksis fungerer det som et regionalt nationalmuseum. Museet spiller en central rolle i formidlingen af Kinas tidlige historie. Det gør det ikke mindst, fordi Xi’an i mere end tusind år fungerede som kejserlig hovedstad for adskillige dynastier og dermed var et politisk, kulturelt og kunstnerisk centrum for riget.

    Idéen til museet opstod allerede i 1950erne, og den direkte opfordring til opførelsen kom fra Folkerepublikken Kinas første ministerpræsident, Zhou Enlai, som ønskede et museum, der kunne rumme og formidle de enestående arkæologiske fund fra Shaanxi-provinsen. Først i 1980erne blev planerne realiseret, og museumsbygningerne blev opført i perioden 1983–2001. Resultatet er et stort og moderne museumsanlæg, der samtidig trækker tydelige arkitektoniske tråde tilbage til Tang-dynastiets storhedstid.

    Museets arkitektur er inspireret af Tang-dynastiets palads- og tempelbygninger med symmetrisk opbygning, planlægning efter akser, brede tage med svungne tagudhæng og brug af traditionelle materialer og farver. Bygningerne kombinerer moderne museumsfunktioner med klassiske kinesiske arkitektoniske principper, hvilket gør selve museumsanlægget til en del af den historiske fortælling.

    Shaanxi Historiske Museum rummer i dag flere hundrede tusind genstande, hvoraf et stort udvalg er udstillet i permanente og skiftende udstillinger. Samlingerne spænder over en periode på over en million år fra forhistorisk tid til Qing-dynastiet, og de giver et omfattende indblik i regionens og Kinas udvikling. Museet er særligt kendt for sine rige fund fra Zhou-, Qin-, Han- og Tang-dynastierne, som alle havde deres politiske centrum i eller omkring Xi’an.

    Blandt museets mest markante genstande er malerier, keramik, bronzegenstande, mønter, smykker og kunsthåndværk. Tang-dynastiets farvede keramiske figurer, de såkaldte sancai-figurer, hører til museets hovedattraktioner og vidner om både teknisk kunnen og international kulturel påvirkning. Samlingerne afspejler Xi’ans rolle som kejserlig hovedstad, hvor hoffet, embedsværket og eliten tiltrak nogle af rigets dygtigste kunstnere og håndværkere. Museet formidler ikke blot kunst og genstande, men også den historiske sammenhæng, de indgår i. Gennem tematiske udstillinger belyses emner som kejsermagt, dagligliv, handel langs Silkevejen, religion og teknologisk udvikling.

     

    Qin Er Shi Huangdis Mausoleum
    秦二世皇帝陵
    Qin'ershi Huangdi Ling

    Qin Er Shi Huangdis Mausoleum er en ikke så kendt seværdighed i Xi'an, men stedet er ikke desto mindre et historisk betydningsfuldt gravanlæg. Mausoleet er knyttet til Qin-dynastiets anden og sidste kejser, Qin Er Shi, hvis personlige navn var Ying Huhai. Han regerede fra 210 til 207 f.Kr., hvor han havde overtaget magten efter sin far, Qin Shi Huang, der var Kinas første kejser og grundlægger af det centraliserede Qin-dynasti. Qin Er Shi kom til magten under politisk uro og var stærkt påvirket af magtfulde embedsmænd og især af kansleren Zhao Gao. Hans regeringstid var kort og præget af oprør, interne magtkampe og voksende utilfredshed blandt befolkningen. Disse forhold førte hurtigt til Qin-dynastiets fald blot få år efter rigets samling.

    Mausoleet vidner derfor om en dramatisk overgangsperiode i Kinas historie, og det ligger tæt på centrum af Xi’an, der var det daværende centrum for Qin-riget. Anlægget adskiller sig markant fra det enorme og berømte mausoleum for Qin Shi Huang med Terrakottahæren. Qin Er Shis gravanlæg er langt mere beskedent i både størrelse og udformning, hvilket afspejler hans korte regeringstid og den ustabile politiske situation på tidspunktet for hans død. Ifølge historiske kilder blev Qin Er Shi tvunget til selvmord i år 207 f.Kr., og hans begravelse fandt sted under kaotiske forhold.

    Arkitektonisk består mausoleet primært af en gravhøj omgivet af rester af mure og konstruktioner, der antyder et traditionelt kejserligt gravanlæg fra Qin-perioden. Anlægget er orienteret efter kinesiske kosmologiske principper, hvor placering og retning havde symbolsk betydning for forbindelsen mellem himmel, jord og kejserens ånd. Selvom meget af det oprindelige byggeri er gået tabt gennem århundrederne, har arkæologiske udgravninger afdækket fundamenter og gravkamre samt fundet gravgaver, som giver indblik i begravelsesskikke under det tidlige kejserrige. Fundene fra området omfatter blandt andet keramik og spor efter ofringer, som understreger, at selv om mausoleet var mindre, blev Qin Er Shi stadig begravet med kejserlig værdighed. Samtidigt tyder manglen på overdådig udsmykning på, at rigets ressourcer allerede var stærkt belastede af store byggeprojekter og militære konflikter.

    I dag er Qin Er Shi Huangdis Mausoleum et arkæologisk og historisk udflugtsmål, hvor man kan opnå en nuanceret forståelse af Qin-dynastiet som tillæg til den oplevelse, som Terrakottahæren alene giver. Mausoleet fungerer i dag som et stille og eftertænksomt historisk sted, hvor man tydeligt fornemmer kontrasten mellem Qin-dynastiets ambitiøse begyndelse og dets hurtige sammenbrud. Sammen med andre historiske seværdigheder i Xi’an-området bidrager Qin Er Shi Huangdis Mausoleum til forståelsen af Kinas tidlige kejserhistorie og de menneskelige og politiske omkostninger, der fulgte med skabelsen af det første samlede kinesiske rige. Området er delvist udgravet og tilrettelagt med stier, informationsskilte og rekonstruktioner, som forklarer mausoleets opbygning og dets historiske kontekst.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Xi'an her.

Ture fra byen

    Qin Mausoleum, Xian

    Mausoleet for den første Qin-kejser
    秦始皇陵
    Qín Shǐhuáng

    Mausoleet for den første Qin-kejser er gravmonumentet for Qin Shi Huang, der udråbte sig selv til kejser i år 221 f.Kr. efter at have besejret de rivaliserende stater og samlet Kina for første gang i historien. Titlen Qin Shi Huang betyder direkte oversat ”den første kejser af Qin” og markerede begyndelsen på et helt nyt politisk system, hvor herskeren stod over alle andre og regerede et centraliseret kejserrige. Allerede som 13-årig var han blevet konge af Qin-staten i 246 f.Kr., men det var først som voksen, at han reelt overtog magten og påbegyndte de militære erobringer, der førte til rigets samling.

    Qin Shi Huangs regeringstid var præget af omfattende reformer, som fik varig betydning for Kina. Han indførte ensartede love, mål og vægt, standardiserede skriftsproget og udbyggede infrastrukturen med veje og kanaler. Samtidig var hans styre autoritært og hårdt, og store dele af befolkningen blev sat til tvangsarbejde på kejserens mange byggeprojekter, der blandt andet bestod af bymure, paladser og gravanlæg. Disse forhold bidrog til Qin-dynastiets korte, men betydningsfulde levetid. Kejserens ambitioner for Kina og hans magtudøvelse blev dog tydeligt afspejlet i hans enorme mausoleum, der dominerer landskabet.

    Kejserens mausoleum ligger i nærheden af det nuværende Xi’an og fremstår som en kolossal, kunstigt anlagt pyramide af jord. Gravhøjen rejser sig omkring 76 meter over landskabet og er et af de største gravmonumenter i verden. Selve gravkammeret er endnu ikke blevet åbnet, da arkæologer frygter, at moderne udgravningsteknikker kan skade de unikke fund, som menes at befinde sig inde i graven. Derfor står mausoleet stadig som et af arkæologiens store mysterier.

    Ifølge historiske kilder, især den kinesiske historiker Sima Qian, skulle gravkammeret rumme en detaljeret miniatureudgave af kejserriget. Her skulle floder være gengivet med flydende kviksølv, mens juveler i loftet forestillede stjernerne på himlen. Det formodes også, at mekaniske fælder blev indbygget for at beskytte graven mod gravrøvere. Selvom moderne undersøgelser har påvist usædvanligt høje koncentrationer af kviksølv i jorden omkring mausoleet, er beskrivelserne stadig omgærdet af spekulation, da gravkammeret ikke er blevet åbnet.

    Mausoleet indgår i et langt større gravanlæg, som også omfatter den verdensberømte hær af terrakottasoldater. Denne hær af tusindvis af soldater i naturlig størrelse blev skabt for at beskytte kejseren i efterlivet og understreger den enorme magt og de ressourcer, som Qin Shi Huang rådede over. Sammen signalerer gravhøjen og terrakottahæren en kejser, der ønskede at videreføre sin autoritet og kontrol efter døden.

    I dag kan man opleve mausoleet på nært hold. Området er nemlig anlagt som et åbent landskab, hvor man kan gå ad stier op til toppen af gravhøjen. Herfra er der en god udsigt over det omkringliggende område, og anlægget giver mulighed for at fornemme mausoleets imponerende størrelse og symbolske betydning. Selvom selve graven forbliver lukket, er oplevelsen af stedet en stærk påmindelse om Qin Shi Huangs afgørende rolle i skabelsen af det kinesiske kejserrige.

     

    Banpo
    半坡

    Banpo er navnet på en af de største og bedst bevarede af de mange landsbyer fra den tidlige kinesiske civilisations tid, som gennem årene er blevet udgravet omkring Den Gule Flods dal. Landsbyen blev opdaget i 1921, og siden da er en del af den blevet udgravet. Bosættelsen var aktiv for op til 6.000 år siden, og i dag dækker landsbyområdet cirka 50.000 m², hvoraf omkring en femtedel er udgravet.

    Af fund er her dels beboelse, magasiner, gravsteder og tusindvis af effekter som stenredskaber og andre brugsting. Gennem fundene anslås, at landsbyen havde omkring 200 indbyggere. Man kan besøge Banpo Museum/Banpo Bowoguan (西安半坡博物馆), hvor man dels kan se mange af de fund, der er gjort her, og dels selve udgravningen af selve bygningerne fra den historiske bosættelse.

     

    Terrakottahæren, Xian

    Terrakottahæren
    兵馬俑
    Bingmayong

    Den første Qin-kejsers terrakottahær er en af de mest berømte seværdigheder i hele Kina. Terrakottahæren stammer fra 210 f.Kr. og blev opdaget i 1974 af nogle lokale landmænd, der var i færd med at bore efter vand. Terrakottahæren ligger 1,5 kilometer øst for Mausoleet for den første Qin-kejser, som det bør ses sammen med. Det enestående og storslåede værk skulle gennem terrakottahæren nemlig hjælpe kejseren til at kunne regere et nyt rige i efterlivet.

    De enkelte soldaterstatuer måler 183-195 centimeter i højden, hvor de højeste er generaler. Hver eneste figur er unik, og de forestiller krigere, heste, stridsvogne, embedsmænd og kunstnere som akrobater og musikere. I de tre dele, hvor figurerne står, anslår man et tal på omkring 8.000 soldater, 130 stridsvogne og omkring 700 heste.

    Ifølge historikeren Sima Qian, der levede 145-90 f.Kr. blev det store anlæg påbegyndt i 246 f.Kr., hvor den senere kejser blev konge af Qin-staten.

    Det er anslået, at anlægsarbejdet involverede omkring 700.000 arbejdere. Selve figurerne blev produceret i forskellige dele, der efterfølgende blev sat sammen. Man mener, der er anvendt relativt få skabeloner til figurernes grundkonstruktion, mens terrakottaen har kunnet give de individuelle træk. Efter færdiggørelsen er figurerne opstillet i korrekt militær formation efter grader og funktioner.

    Figurernes udtryk har været livagtige ved deres opstilling. De havde almindelig kropshøjde, de bar våben, og så var de farvelagt. Kort tid efter færdiggørelsen blev våbnene stjålet, og siden da er farverne ofte blegnet eller forsvundet. Deres omgivelser var inddelt med stenbelagte gange og under en større trækonstruktion, der ifølge optegnelserne blev sat i brand allerede inden, anlægget stod færdigt, og branden hærgede også de mange figurer.

    Stedet er optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv, og der bliver også af den årsag gjort meget for at beskytte figurerne mod forureningen fra luften, som sætter sit spor på terrakottaen.

    Selve udstillingsområdet rummer flere udgravninger og et museum, hvor forskellige genstande er udstillet, og hvor man kan stifte bekendtskab med stedets historie. Efter indgangen til selve udgravningsområdet ligger den største hal lige foran en. Det er i denne hal, man rigtigt kan se storheden ved de mange soldaterfigurer, der står opstillet i kolonner i deres respektive grave. Gravene er adskilt af mure, der muliggjorde en træoverdækning.

    Man kan også se de oprindelige indgange til anlægsarbejdet, fx lige under hallens indgangsparti, som efter arbejdet blev lukket. I det sydøstlige hjørne kan man også se det sted, hvor man borede efter vand i 1974 og fandt ud af, at anlægget eksisterede. Lige ved siden af dette sted, kan man se det ældste kendte murværk i Kina.

    I de øvrige haller med udgravninger er der også imponerende skuer af de opstillinger, man kan fundet. Rundt om er enkeltfigurer udstillet i montrer, så man rigtigt kan se nærmere på den.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Century Ginwa

    Xi Dajie, Ke Ji Lu 55, Nan Dajie 8

     

    Kai Yuan

    Dong Dajie 6

     

    Minsheng

    Jiefang Lu 103

     

    Parkson

    Chang’an Zhong Lu 38, Dong Dajie 119, Xi Dajie 1

     

    Zhong Da

    Nan Dajie 30

     

    Indkøbsgader

    Dong Dajie, Xi Dajie, Nan Dajie, Jiefang Lu, Hui Min Jie

Med børn

    Show og temapark

    Tang Paradiset/Dàtáng Fúróng Yuán (大唐芙蓉园)
    Furongxi Lu

     

    Zoologisk have

    Xi’an Zoo/dòng wù yuán (动物园)
    xianzoo.com

     

    Akvarium

    Xi’an Ocean World
    Yan Nan Yi Lu 5
    xianoceanworld.com

Gode links
Historisk overblik

    Den første bosættelse

    Xi’an regnes som en af de store, historiske hovedstæder i Kina, idet nogle af de vigtigste dynastier har regeret herfra. Der har været bosættelser i området gennem hundreder årtusinder, hvor menneskets forfædre udgjorde befolkningen. De første moderne mennesker slog sig ned i områdets dale for omkring 7.000 år siden.

     

    Dynastiernes tid

    Xi’ans kulturelt og politisk betydende rolle blev indledt med Zhou-dynastiet, som kom til magten i 1046 f. Kr. Deres by var de oprindelige to byer Feng og Hao, der ligger umiddelbart vest for det moderne Xi’an. I 202 f. Kr. grundlagde Han-kejseren Liu Bang Chang’an, der er et af de mange historiske navne for Xi’an, der kun har haft sit nuværende navn siden 1368, hvor Ming-kejseren indførte det. Inden da har byen blandt andet heddet Chang’an under Han-dynastiet fra 206 f. Kr., Daxing under Sui-dynastiet fra 582, igen Chang’an under Tang-dynastiet fra 618 og flere navne gennem århundrederne inden Ming-dynastiets komme.

    Da Kina efter flere hundrede års uroligheder blev samlet igen under Sui-dynastiet i 582, fortsatte byen med at være hoffets hjemby og dermed hovedstad. Sui-kejseren beordrede dog en ny by opført, Daxing (der betyder ”stor fremgang”), der skulle rumme en civil del, en kejserlig by og selve paladset. Bymurene omsluttede i denne periode 84 km², hvilket gjorde den til den største by i verden, og særligt under det efterfølgende Tang-dynasti blomstrede byen.

     

    Kultur og handel

    En af konsekvenserne ved at være kejserby var en styrkelse af kulturlivet, hvor Xi’an i lang tid var centrum for oversættelse af buddhistiske skrifter, som blev bragt hertil fra Indien, oversat og opbevaret i byens pagoder eller bragt videre rundt i landet.

    Handelsmæssigt lå Xi’an i den østlige ende af Silkevejen, der virkede som handelsvej mellem Sydeuropa, Mellemøsten, Centralasien og Kina. Som kejserlig hovedstad var det som Chang’an, byen var udgangspunkt for de karavaner, der sled sig gennem den hårde østlige del af handelsruten på kameler. De rejsende bragte handel og velstand med sig til byerne på ruten, og således også Chang’an, der gennem lang tid var en kosmopolitisk by.

     

    Stagnation efter Tang

    Med Tang-dynastiets fald i 907, blev Chang’ans betydning også mindre. Dens status som kinesisk hovedstad forsvandt og med det også den rigdom og de privilegier, det førte med sig. Byen stagnerede kulturelt og politisk, men blev dog ved at være regional hovedstad og gennem de følgende århundreder også en vigtig handelsby med placeringen på Silkevejen.

     

    Det store skælv

    23. januar 1556 blev Xi’an og omegn ramt af Shaanxi-jordskælvet, der dræbte omkring 830.000 mennesker. Epicentret lå nordvest for Xi’an, der ikke oplevelede samme ødelæggelser som flere mindre byer, der nærmest blev udslettet. I Xi’an var der dog også tab, og i dag står Lille Vildgås Pagode med sin reducerede højde som et mindesmærke fra den tid.

     

    1900-tallet til i dag

    I 1936 udspillede den såkaldte Xi’an-episode sig. Nationalister og kommunister havde travlt med at bekrige hinanden, mens Japan havde indtaget Manchuriet og oprettet marionetstaten Manchukuo. Den nationalistiske leder, Chiang Kai-shek, blev taget til fange af sine egne under ledelse af Zhang Xueliang, og i hans fravær forhandlede generaler fra de stridende kinesiske parter sig frem til at danne en kinesisk enhedsfront, der i fællesskabe tog kampen op mod japanerne.

    De seneste årtier har turismen fået godt fat i Xi’an, ikke mindst efter det tilfældige fund af den første Qin-kejsers terrakottahære i 1974.

    Du er måske også interesseret i..