De tidlige bosættelser
Allerede i præhistorisk tid var der beboelser i Hong Kong-området, hvor den menneskelige aktivitet i den tidlige stenalder har ført til mange arkæologiske fund i dag.
Her er blandt andet fundet en række udhuggede klippedekorationer og stenværktøjer, men aktiviteten til trods skulle der gå adskillige årtusinder, før en større udvikling af stedet begyndte.
Det kejserlige Kina
Hong Kong blev en del af Kina i sidste del af 300-tallet f.Kr. Det skete under Qin-dynastiet. Der er ikke mange spor fra denne den, men indikationer peger på en mulig saltproduktion og på perlefiskeri på et tidligt tidspunkt.
Produktionen blev øget, og under Tang-dynastiet var det sydkinesiske Guangdong-område i rivende udvikling med en fin økonomi. New Territories i det nuværende Hong Kong var den centrale havn, hvor handel med blandt andet perler og salt gav travlhed. Stedet var også flådehavn, hvilket øgede stedets vigtighed.
Handelen kom eksempelvis fra Silkevejen, der ledte fra Europa til Kina, og ad den vej var der heftig handel i mange århundreder; det var en tid, Kina generelt udviklede sig stærkt økonomisk.
Mongolerne kommer
I 1276 indtraf en invasion af mongolerne fra nord. Anført af de mongolske hærførere drev erobrerne mange flygtninge mod syd, og det gav stor befolkningstilvækst mod syd i fx Hong Kong-området.
Under mongolernes indmarch flyttede Song-dynastiets hof flere gange, og både øen Lantau Island og det nuværende Kowloon var sæde for det sydlige Song-dynasti. Den sidste Song-kejser fik således kejsertitlen i en alder af otte på Lantau Island den 10. maj 1278.
Hong Kong grundlægges
1200-tallets befolkningsvækst og den stigende handel med de lokale varer, fisk, perler og salt, gav grobund for en egentlig by. I år 1300 blev Hong Kong således officielt grundlagt som en kinesisk by.
Den første europæer, der besøgte Hong Kong, var portugiseren Jorge Álvares, der handlede med kineserne. Det bragte ham hertil i 1513, og portugiserne besøgte af handelsmæssige årsager jævnligt området i den følgende periode.
Opiumkrige og England
I 1840 blev Hong Kong et af centrene i den opståede opiumkrig mellem Kina og England. England havde vanskeligt ved at afsætte varer til kineserne, der primært var interesseret i sølv fra Europa, mens der ved livlig handel den modsatte vej.
For at modvirke ubalancen solgte englænderne opium fra først England og senere fra kolonierne i Indien, og med tiden blev brugen af opium et stort problem i Kina.
Den kinesiske administration i Peking forlangte et importstop af opium, og samtidigt blev de etablerede lagre ødelagt.
Reaktionen udeblev ikke fra engelsk side, som overvandt kineserne militært og gennemtvang en åbning af markederne. Et resultat blev også udråbelsen af Hong Kong som britisk kronkoloni. Den blev udført af Charles Elliott den 20. januar 1841.
Der blev solgt land i Hong Kong, hvor en stor vækst i nye bosættelser forekom. Henry Pottinger overtog ledelsen fra Charles Elliott, og under Pottinger udvidedes de britiske besiddelser til andre byer på den kinesiske kyst; fx Shanghai. På vej mod en formodet erobring af Nanking blev der her indgået en fred, der afsluttede opiumkrigen.
Freden i Nanking den 29. august 1842 satte ikke bare en stopper for krigen, den indeholdt også en kinesisk afståelse af Hong Kong Island til England, og den 16. juni 1843 blev Henry Pottinger udnævnt til den første britiske guvernør i Hong Kong. Samme år fik Kina handelsrettigheder til Hong Kong.
Ny opiumkrig og nye landvindinger
I 1858 brød Den Anden Opiumkrig ud, og efter diverse skærmydsler endte det igen med kinesisk nederlag. Det kom til et forlig den 18. oktober 1860, som gav England den sydlige del af fastlandet; det nuværende Kowloon syd for gaden Boundary Street.
De sidste årtier af 1800-tallet blev en stor vækstperiode for byen. Der blev etableret flere uddannelsessteder, et sporvognsnet, Victoria Peak Tram blev anlagt, jernbaneforbindelsen til Canton blev åbnet, og i 1891 blev Hong Kong-dollaren indført. Det var i denne tid, Hong Kongs senere succes på det økonomiske verdenskort for alvor blev grundlagt.
I 1898 skete den sidste udvidelse af Hong Kongs territorium med Englands 99-årige lejeaftale af de såkaldte Nye Territorier/New Territories, der består af fastlandet nord for Kowloon samt 236 øer. Det nye land gav briterne mulighed for at udvikle byen til den moderne storby, Hong Kong er i dag.
Før lejeaftalen manglede englænderne land til udvidelser af byområdet, men også til fx forsyninger af landbrugsprodukter og vandreservoirer. Alt det muliggjorde New Territories.
1900-tallets start i Hong Kong
Fra begyndelsen af 1900-tallet tog Hong Kong mange tigerspring i vækst og økonomi. Med elektricitet, busser, færger og sporvogne blev byen bundet effektivt sammen, og virksomheder havde grobund for en enorm udvikling.
Den vestlige tankegang, der kom med englændernes tilstedeværelse og indførte systemer, spillede også en markant rolle i Hong Kong, der udviklede sig uafhængigt af det faldende kinesiske Qing-dynasti i Beijing.
Befolkningsmæssigt gik det også stærkt i Hong Kong, der trods den britiske status, havde stor majoritet af kinesere. Indbyggertallet steg fx fra 530.000 i 1916 til 725.000 blot ni år senere, og umiddelbart før 2. Verdenskrig boede her 1,6 millioner mennesker.
Tre år og otte måneder
Den 8. december 1941 blev Hong Kong angrebet af japanske tropper, og hårde kampe blev indledt. Japanerne vandt hurtigt luftrummet, og som dagene gik også på land.
Kowloon faldt, og japanerne etableret hovedkvarter på Hotel Peninsula, som ligger med udsigt til Hong Kong Island, hvor der fortsat var kampe.
Den 25. december 1941 er efterfølgende blevet kaldt Black Christmas, idet briterne på denne dag overgav sig med guvernøren Mark Aitchison Young i spidsen. Isogai Rensuke blev herefter den første japanske guvernør i Hong Kong.
I den japanske tid, der kom til at vare tre år og otte måneder, flygtede mange til Macau, andre blev flyttet til Kina, og mangel på fødevarer samt hyperinflation prægede Hong Kong, som måtte anvende den japanske hærs yen i stedet for Hong Kong dollar.
Den 15. august 1945 blev japanerne endeligt besejret af tropper fra såvel Storbritannien og Kina, og igen blev der indsat en britisk guvernør. På dette tidspunkt var den blot omkring 600.000 indbyggere tilbage i byen.
Nyt befolkningsboom
Blot få år efter den dramatiske nedgang i befolkningstallet under 2. Verdenskrig, kom der igen et brat stigning i antallet af indbyggere.
Med Maos etablering af det kommunistiske Kina i nord, flyttede tilhængere af Chiang-Kai-Shek til blandt andet Hong Kong, og ved senere begivenheder i Kinas kommunistiske udvikling kom bølger af tilflyttere til den frie kronkoloni.
En del af de kinesiske tilflyttede bragte både penge og viden med sig, og da der samtidig var adgang til billig arbejdskraft, skabte det kommunistiske Kina og Hong Kongs mange nye indbyggere grobund for en hidtil uset økonomisk vækst i kolonien, der på få år udviklede sig fra at være brohoved for handel til et sted med stor produktion.
Økonomi, kultur og politik
Mange virksomheder var flyttet fra Shanghai til Hong Kong, hvor der blev produceret diverse småartikler på livet løs. Det var i 1950erne, betegnelsen Made in Hong Kong blev verdenskendt, og det var ikke mindst tekstilproduktionen, der hurtigt blev en stor konkurrent til europæiske fabrikker med højere timelønninger.
1950erne var også en tid med store flygtningelejre med kummerlige forhold, og de virkede som enorme brandfælder for den nye befolkning.
For at afhjælpe forholdene iværksatte guvernør Alexander Grantham planerne om at opføre højhuse som standard i kronkolonien, og det blev starten på de utallige skyskraberbyggerier, der senere er blevet gennemført.
I 1956 fik Hong Kong regionalt selvstyre, Bystaten var stadig under den britiske krone, men med stærkt udvidede lokale beføjelser.
Efter tekstilindustrien ændrede Hong Kongs erhvervsliv sig i takt med den økonomiske succes til også at udvikle en stærk finanssektor, der i løbet af en kort årrække gjorde byen til en af verdens rigeste. Made in Hong Kong var ikke længere bare billigere produkter af ringe kvalitet, men i stigende grad en betegnelse for kvalitetsproduktion.
I disse år blev der også indført ændringer på det kulturelle og sociale område, ikke mindst grundet befolkningsflertallet af kineserem og blandt andet blev kantonesisk officielt sprog på linje med engelsk.
Gennem årtierne bredte investeringerne sig til fx også transportsektoren. Byens metro blev åbnet under navnet MTR i 1980, og planer for etablering af en ny storlufthavn blev igangsat, så den centralt placerede, men overfyldte Kai Tak Airport kunne blive afløst.
Kinesisk magtovertagelse
I begyndelsen af 1980erne indledte Kina og England forhandlinger om den britiske tilbagetrækning fra området efter udløbet af det 99-årige lejemål af området New Territories i 1997.
I 1984 blev der underskrevet en aftale, der ville returnere hele Hong Kong til Kina i 1997; det vil sige også Hong Kong Island og Kowloon, der ikke var en del af det tidsbegrænsede lejemål.
Gennem aftalen ville Hong Kongs status og system forblive delvist uændret i perioden frem til 2047, og i denne overgangsperiode ville Hong Kong have en særstatus i Kina som særligt administrativt område; på linje med portugisiske Macau, der overgik til Kina i 1999. Hong Kong ville dog allerede fra 1997 blive underlagt Kinas territorialgrænser samt forsvars- og udenrigspolitik.
Mange flyttede fra Hong Kong efter aftalens indgåelse. De frygtede konsekvenserne af styringen fra det kommunistiske Kina, og de tog til fx Australien, USA, Canada og naturligvis England.
Den 4. april 1990 blev loven Hong Kong Basic Law indført som det grundlag, kronkolonien skulle føres videre efter også under kinesisk overherredømme fra 1997. Nogle så loven som den mest demokratiske i det kommunistiske Kina, mens andre ikke mente, det var taget nok hensyn til demokratiet.
I juli 1992 tiltrådte Chris Patten som den sidste britiske guvernør i Hong Kong, og i hans tid blev der indført demokratiske tiltag, som øgede antallet af valgte i kronkoloniens lovgivende forsamling, hvilket var mod Kinas ønsker.
Den 1. juli 1997 blev Hong Kong kinesisk, og den under Chris Patten valgte lovgivende forsamling blev erstattet af en provisorisk, hvis medlemmer blev udpeget af den kinesiske regering i Beijing.
Hong Kong i dag
Efter Hong Kongs overgang til Kina er mange ting bibeholdt fra den britiske tid; fx læres der stadig engelsk i alle skoler; i dag undervises der dog også mange steder i mandarin ved siden af engelsk og kantonesisk.
Der er stadig en patruljeret grænse mellem Kina og Hong Kong, hvis indbyggerne nyder nemmere indrejseregler i fx EU og USA, og som i en vis udstrækning oppebærer britiske statsborgerskaber. Og som i mange andre dele af den britiskprægede verden køres der i venstre side af vejen.
Visse ændringer har også fundet sted; ikke blot i udpegningen af det politiske styre. De britiske monarker er ikke længere på sedler og mønter, der flages med Folkerepublikken Kinas flag side om side med Hong Kong eget, og den kongelige betegnelse Royal er stort set forsvundet fra byens institutioner.
Med overgangen til Kina kom også en større økonomisk integration med Kina og den derved afsmittende effekt fra den markante kinesiske vækst. Det ses tydeligt i Hong Kongs skyline, der stadig får nye skyskrabere som symboler på byens gode økonomi, der muliggør den høje levestandard hos befolkningen.
