Poznan rejseguide

Forhistorien

Poznans historie startede på Domkirkeøen/Ostrów Tumski, der ligger centralt mellem floderne Warta og Cybina. Bosættelsen var en forskansning af det strategisk velbeliggende sted, og den udgjorde gennem århundreder det kulturelle og politiske centrum i Polen, der dengang blev udgjort af Polan-stammens geografiske område.

Den kristne polske nation

Den polske stats etablering regnes at have fundet sted i år 966, hvor Mieszko I som leder for Polan-stammen lod sig døbe og derved kristnede landet. Dåben menes at have fundet sted i netop Poznan.

Med Mieszko Is dåb blev byggeriet af en en katedral sat i gang i Poznan. Den var Polens første, hvilket understreger Poznans rolle i og betydning for landets historie. Det var også hertil, biskop Jordan blev sendt som den første missionær i form af netop en biskop.

Poznan var ikke polsk hovedstad. Som sådan var der ikke formelt en hovedstad i landet, men rent praktisk fungerede Gniezno øst for Poznan som sådan. Med en kongres i Gniezno i år 1000 blev denne by valgt som regionens ærkebispesæde fremfor Poznan, der dog fortsat havde sine egne biskopper.

Katedralen i Poznan bevarede også sin vigtighed, hvilket understregedes af, at de første polske regenter blev begravet her; Mieszko I, Boleslav I, Mieszko II og Kasimir I. Senere blev også hertugerne Przemysł I og Przemysł II begravet i katedralen.

Første ødelæggelse

Det polske kongerige var ikke mange årtier gammelt, før der opstod indre spændinger. Det skete mellem hedninge og kristne, og deres kampe gjorde riget svagere. Denne svaghed udnyttede Böhmens hertug Bretislav i 1038 i form af et togt mod Poznan og Gniezno, som begge blev angrebet, plyndret og ødelagt.

Året efter kom Kasimir I på tronen, og han startede genopbygninen af landet. Med Poznan og Gniezno som ødelagte byer flyttede Kasimir I hovedstaden og residensen til Krakow, som stod relativt uberørt og derfor velfungerende i forhold til fx Poznan. Derved var Poznans vigtighed for landet blevet reduceret.

Nye hertugdømmer

Med kong Bolesław IIIs død i 1138 blev Polen inddelt i en række hertugdømmer, hvor den afdøde konges sønner blev indsat som regenter. For Poznans vedkommende blev Mieszko III landets leder.

Denne periode med opdeling af det tidligere kongerige varede til 1320, og i periode var der dels skiftende regenter og skiftende inddeling af hertugdømmerne.; fx hørte Poznan og Gniezno undertiden under samme styre, og nogle gange var de opdelt.

I 1249 påbegyndte hertug Przemysł I opførelsen af det, der med årene blev til Poznans kongeslot. Fire år senere opnåede Thomas af Guben tilladelse til at etablere en ny by mellem slottet og floden Warta. Byen fik købstadsrettigheder med Magdeburg som forbillede, og Thomas af Guben inviterede mange tyske nybyggere hertil. Hans by blev til det, der i dag er Poznans gamle bydel, og omkring den blev der etableret en bymur.

Under hertug Przemysł II, der blev kronet til konge i 1295, blev Poznan centrum i et kongerige. Det skyldtes, at Przemysł II blev kronet til polsk konge, hvormed hans hertugresidens blev kongelig bolig. Denne status varede dog kun kort, idet den nye konge blev myrdet året efter, han havde besteget tronen.

Det forenede Polen

I 1314 blev Poznan underlagt Władysław I, og han kom til at gøre en forskel for Polen. I 1320 blev han kronet som konge af et genforenet land, og periode med henholdsvis polsk og polsk-litauisk enhed kom til at vare til 1793.

Under det nye Polen blev Poznan regionalt administrationssæde, og grundet byens strategiske placering på handelsvejene fra blandt andet Litauen til Vesteuropa blomstrede den. Kong Władysław Jagiełło tildelte ydermere Poznan en del handelsrettigheder, som også styrkede den positive udvikling.

1300-1400-tallene var fortsat en tid, hvor hele byområdet, der i dag udgør Poznan, var fordelt på flere separate byer med hver deres handel og rettigheder. Ostrów Tumski og området på Wartas højre bred tilhørte biskoppen, og de opnåede købstadsrettigheder i 1335. Det meste af den venstre bred udgjorde Poznan; eksempler på andre tildelinger af handelsrettigheder var Śródkas i 1425 og Chwaliszewos i 1444.

Store op- og nedture

Gennem århundreder udviklede Poznan sig positivt, men der var også store tilbageslag og ulykker, som ramte byen undervejs. I 1300-1500-tallene blev Poznan således ramt og hærget af seks større brande, og regelmæssige oversvømmelser og epidemier forekom også.

På den positive side talte vækst i den vigtige handel, som ikke mindst gjorde Poznan til markedsplads for læder og pelse fra Rusland og Litauen. Indbyggertallet voksede også, og i 1519 blev uddannelsesstedet Lubrański Akademi grundlagt. Akademiet var fra starten en af de førende læreanstalter i Polen.

Byens menes af have haft omkring 20.000 indbyggere i midten af 1500-tallet. Af dem var der op mod 2.400 tyskere, som i modsætning til mange polakker var protestanter. I sidste halvdel af århundredet var der tilløb til en reformation, men flertallets romersk-katolske dominerede, og den katolske kirkes modreformation gav til til udtryk gennem et nyt jesuiterkollegium i byen i 1571.

Fra sidste halvdel af 1600-tallet blev den polske stat og også Poznan i stigende grad truet og også invaderet. Den svenske hær besatte Poznan i 1655 og brændte dele af byens forstæder, da de trak sig tilbage. I 1656 tog Brandenburgs hære over, men også de opgav; efter en månedlang belejring i 1657 overgav de sig, men de efterlod en ødelagt by.

1700-tallets krige

Trængslernes tid for Poznan var ikke ovre med 1700-tallet. Fra 1703 til 1709 besatte svenske hære igen byen, og Poznan blev et prosvensk styrkepunkt i Sveriges militære og politiske kampagner i det polske. I 1709 kom saksiske tropper, og senere kom russiske styrker til området: russerne invaderede dog ikke selve Poznan, men blev udenfor bymurene.

I 1711 brændte en stor del af byen, og med de mange belejringer og besættelser var det en ganske ødelagt by, der gik ind i 1720erne. I 1728 var omkring 30 % af byens huse således forfaldne, og en stor oversvømmelse lagde i 1736 mange af forstæderne øde. Alle disse episoder fik bystyret til at invitere frankiske nybyggere fra Bamberg til Poznan for at bosætte og genopbygge byens forstæder og opland.

Fra 1758 til 1775 blev Poznan nærmest konstant besat eller inddraget i samtidens krige. Dette skete ikke mindst grundet byens strategisk vigtige beliggenhed, og det var blandt andet russiske og prøjsiske styrker, som besatte byen.

I 1793 skete den såkaldte anden polske deling, og det ramte Poznan geografisk hårdt. Den nye Polen var reduceret markant i størrelse, og det vestlige Polen inklusive Poznan blev underlagt Preussen. Blot to år senere blev katastrofen for Polen total, idet landet ophørte med at eksistere. I stedet blev det polske område delt mellem Pruessen, Rusland og Østrig.

Den første preussiske tid

I 1793 blev Poznan underlagt Preussen. Året efter blev det opgjort, at der boede omkring 15.000 mennsker i byområdet, og af dem var 70 % polakker, 20 % var jøder og 10 % var tyskere. I de første år af den preussiske tid havde Poznan status af preussisk provinshovedstad.

De første preussiske år blev en tid med omfattende bygge- og anlægsaktivitet. Forstæder blev en del af byen, og de gamle mure og befæstninger fra middelalderen blev sløjfet for at give plads til bymæssig udvikling. Nye gader og pladser blev udlagt som blandt andet Königsplatz og Wilhelmsplatz, som fortsat kan ses i Poznans gadebillede.

Den første preussiske tid sluttede i forbindelse med Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet. Napoleons succesrige felttog mod Preussen gjorde, at de polske generaler Jan Henryk Dąbrowski og Józef Wybicki kunne etablere en hær med fransk hjælp og derefter indtage Poznan og den preussiske provins omkring byen. Generalerne kunne indtage Poznan den 3. november 1806, og byen blev vigtig i det fortsatte militære polske kamp. Napoleon selv kom til byen og opholdt sig i jesuiterkollegiet fra 27. november til 12. december samme år.

Mellem 1807 og 1815 blev Poznan underlaget Hertugdømmet Warszawa som regionalt administrativt sæde. Fra 12. februar 1813 til 1815 havde russiske styrker dog besat byen efter Napoleons tilbagetog og nederlag i Rusland.

Wienerkongressen og Preussen

Efter Napoleonskrigene blev der holdt konference om dele af Europas fremtid. For Poznans vedkommende betød Wienerkongressen, at byen igen blev underlagt Preussen; denne gang nominelt som Storhertugdømmet Posen.

Poznan blev til det tyske Posen, og i byen havde den kongelige generalguvernør sæde som repræsentant for Preussen. Perioden medførte en germanisering, selv om der var en vis autonomi og respekt for den polske historie og kultur i byen.

Det var i denne tid, de sidste dele af gamle mure og porte blev revet ned og erstattet af Fæstningen Poznan/Festung Posen, der blev anlagt fra 1828 som et citadel og en ring af forter omkring bykernen; disse forter kom til i sidste halvdel af århundredet.

1800-tallet blev generelt et århundrede med stor udvikling af økonomi, industri, kultur og uddannelse. Både polske og tyske initiativer så dagens lys; blandt andet blev det polske Raczyński-bibliotek og en uddannelsesstøtte for fattige polakker etableret.

1800-tallet var også århundredet, hvor jernbaner blev anlagt i stor stil i Europa, og i 1830erne blev de første planer om en bane fra Poznan til Frankfurt an der Oder med videre forbindelse til Berlin fremsat. Den første bane fra byen blev åbnet i 1848, og den forbandt byen mod nord til Stargard. Andre installationer blev også gennemført; de første gaslamper i Poznan blev tændt i 1858, og den første moderne vandforsyning blev indviet i 1866.

I slutningen af 1840erne kom det til polske opstande mod det preussiske styre. Både i 1846 og i 1848 blev de slået ned, og det tyske styre fortsatte. I 1871 blev Poznan og regionen en del af Det Tyske Kejserrige.

Omkring år 1900

Hestetrukne sporvogne trafikerede Poznans gader fra år 1880; den blev trukket på en linje fra byens centrale torv til banegården. De første elektriske vogne kørte fra 1898, mens taxaer begyndte at køre i 1904.

Årtierne omkring år 1900 gav også rum for nye storstilede byggerier. I det tyske kejserrige var kejseren naturligt nok statsoverhoved, og i Poznan blev et kejserslot planlagt og bygget som residens. I den nye byplan omkring paladset blev der opført en række store bygninger, der matchede de store linjer i kejserslottet, og det blev til et helt nyt kejserkvarter tæt på Poznans gamle handelcenter.

Byggerierne nåede ikke at blive anvendt længe under den tyske tid, før 1. Verdenskrig brød ud og hærgede Europa fra 1914 til 1918. Efter krigens afslutning og Tysklands nederlag var en ny polsk selvstændighed på tegnebrættet, men det var usikkerhed om, hvorvidt Poznan og Storpolen skulle være en del af det nye land.

Politikeren og talsmanden for polsk uafhængighed, Ignacy Paderewski, talte i Poznan den 27. december 1918, og det ledte til den polske opstand 1918-1919. Opstanden endte med, at Poznan blev en del af den anden polske republik.

1918-1946

Med det selvstændige Polens realitet var Poznan polske status en faktor, der skabte ny udvikling i byen. Polske institutioner blev etableret, og administrativt blev byen udvidet til at rumme flere forstæder.

Den polske republik var i udvikling, men international politik og konjunkturer smittede af på landet. Den politiske udvikling i Tyskland var af særlig betydning, idet landet angreb Polen i 1939 som startskuddet på 2. Verdenskrig.

Poznan blev indlemmet i Tyskland, og Poznan var en del af det tyske administrationsområde Reichsgau Posen, som senere blev ændret til Reichsgau Wartheland. Områdets leder havde titel af gauleiter, og posten bestred Arthur Geiser fra januar 1940 til januar 1945.

2. Verdenskrig var hård for Poznan og dens befolkning. Omkring 100.000 indbyggere blev flyttet til Generalguvernementet mod øst, og andre døde eller blev sendt i tvangsarbejde.

Den sovjetiske hær vandt efterhånden krigen, og i januar 1945 rykkede styrkerne mod vest i Polen og nærmede sig Poznan. Byen blev erklæret for fæstningen Festung Posen, og den skulle forsvares til sidste mand. En evakuering af byens civilbefolkning startede dog 20. januar, og fem dage senere nåede Den Røde Hær byen. I februar blev Poznan bombet, og den 18. februar startede det sovjetiske landangreb. Fem dage senere overgav byens tyske garnison sig.

Krigens kampe i og omkring Poznan havde lagt over halvdelen af byen i grus, og for den gamle bydels vedkommende var op mod 90 % blevet ødelagt. Den tyske befolkning var flygtet eller måtte forlade Poznan efter krigen, og i 1946 var byens 268.000 store befolkning stort set kun polske.

Kommunismen til i dag

Polen lå efter 2. Verdenskrig i den sovjetiske interessezone, og derved blev landet en del af østblokken i årtierne efter 1945. Et kolossalt genopbygningsarbejde blev igangsat, og Poznan rejste sig fra ruinerne.

I 1956 opstod der uroligheder i Poznan. Det skete blandt arbejderne på lokomotivfabrikken Cegielski, der var en af landets største fabrikker. Arbejderne protesterede mod visse arbejds- og leveforhold, og det kom til kampe mellem arbejdere og politiet. 67 mennesker omkom i de dage, kampene varede, og juni 1956 blev et tidligt symbol på modstanden i Polen mod det kommunistiske styre.

Fra 1960erne blev der opført tusindvis af nye lejligheder i nye forstæder, og byens infrastruktur blev styrket med nye veje og en omdirigering af floden Wartas løb gennem byen. Den gav plads til ny byudvikling.

Efter kommunismens fald skete en fortsat og øget udvikling fra 1990erne. Nye moderne sporvogne begyndte at køre, og der blev anlagt motorveje ved byen, hvis bykerne gennemgik en ny restaurering. Det var til gavn for det stigende antal besøgende, der blandt andet kom til Poznans store messehaller. Store arrangementer har også været gennemført i byen; fx FN’s klimakonference i 2008 og kampe under EM i fodbold i 2012.