Minsk rejseguide

Grundlæggelsen
Minsk er grundlagt i det vigtige flodområde mellem Østersøen og Sortehavet på baggrund af en gunstig handelsposition. Slaviske stammer sydfra grundlagde mange af de tidlige hviderussiske byer, herunder Minsk, omkring 800-tallet.

I Kiev-Rusland kom det til kampe mellem adelen fra Kiev og Hvideruslands førende by Polacak, og inden Minsk er nævnt første gang i 1067, blev byen angrebet flere gange og indtaget på skift af lokale fyrster.

I 1084 blev Minsk brændt og ødelagt af Kievs Vladimir Monomakh.

Kampe om det hviderussiske område
I årene efter blev det nuværende hviderussiske område opsplittet i mindre fyrstedømmer, Minsk blev sit eget område i 1104 og der opstod en alliance mellem Minsk og hertugdømmet Litauen, dog stadig med Kiev som magtfaktor. Kievs magt i området blev brudt, da khan Batu indtog Kiev i 1240. I 1241 blev Minsk offer for tatarernes plyndringer.

I 1499 opnåede Minsk Magdeburgs købstadsrettigheder, og det betød en vækst i handelen såvel som den medførte kulturel udvikling blandt borgerne. Seks år senere, i 1505, blev byen angrebet af khan Makhmet-Girey fra Krim-khanatet.

Udvikling og invasioner
I 1600-tallet kom Minsk og store dele af det nuværende Hviderusland ind under Polen, hvilket varede indtil 1793, hvor der skete en opsplitning af Polen. Minsk blev herefter en del af det russiske imperium.

Gennem 1600-1700-tallet havde Minsk lidt under sin placering på det flade land mellem stormagterne Polen og Rusland. Både under krigen i 1654-1667 mellem de to lande og under den Store Nordiske Krig i 1700-1721 blev Minsk ødelagt, da først Sverige og siden Rusland erobrede byen. Genopbygningen tærede hver gang på byens ressourcer.

Den russiske zar Aleksejs tropper havde i 1654 erobret Minsk, og da den i 1667 blev tilbagevundet af Polen under kong Jan Kasimir, boede her blot omkring 2.000 indbyggere i cirka 300 huse. Tallet voksede støt gennem 1600-1700-tallene til at tælle 7.000 mennesker i slutningen af 1700-tallet.

1800-tallets Minsk
I 1793 blev Minsk og regionen annekteret af Rusland, og tre år senere blev byen administrationscenter for Guvernementet Minsk. Den polske fortid blev skiftet med en russisk nutid, og fx blev alle gadenavne ændret i den anledning.

Minsks befolkning voksede til 11.000 i 1811; året før Napoleons angreb på Rusland. Minsk og Hviderusland havde altid været en slagmark for naboområdernes herskere, og i Napoleonskrigen blev den igen belejret, beskudt og plyndret. Napoleons franske tropper passerede Minsk på deres vej mellem Paris og Napoleons endelige mål, der var Moskva.

Under de franske år i Minsk var der en kamp mellem polske og hviderussiske kræfter om kontrollen med byen. Polakker håbede på en renæssance for Kongeriget Polen, mens hviderusserne havde nationale ambitioner for deres land.

Da Rusland genvandt området, var Minsk endnu en gang blevet ødelagt, og ved Napoleons fald var indbyggertallet reduceret til 3.500.

Hurtigt efter freden blomstrede Minsk igen. Byen havde slået sin status som hovedby fast, og udviklingen kom hurtigt. I 1830erne blev de centrale gader og pladser brolagte, og gennem samme årti så fx et offentligt bibliotek, en brandstation og Minsks første avis dagens lys.

I 1840erne kom teatre, flere skoler og gymnasier til, og byen etablerede sig som en større provinsby, og infrastrukturen medvirkede til øget vækst. I 1846 blev hovedvejen mellem Moskva og Warszawa ført gennem byen, og i 1871 kom jernbanen på samme rute hertil. To år senere blev Østersøkysten og Ukraine også forbundet med Minsk via jernbanen.

Industrialiseringen kom med jernbanen, der havde gjort Minsk til et trafikknudepunkt. I år 1900 lå der 58 fabrikker i byen, som samlet beskæftigede 3.000 personer. På samme tidspunkt boede omkring 100.000 i byen.

Minsk i Sovjetunionen
Minsk var arnestedet for den politiske bevægelse, der senere skulle blive til det magtfulde sovjetiske kommunistiske parti. De russiske socialdemokrater afholdt i 1898 deres stiftende møde i Minsk. Efter den russiske revolution i 1917 blev partiet landets politiske magtbase under dets nye kommunistiske navn.

I 1919 blev Minsk hovedstad i den hviderussiske sovjetrepublik; en status den havde indtil unionens opløsning. De følgende kom ny udvikling; i 1929 kørte byens første elektriske sporvogn, og fire år senere blev byens lufthavn taget i brug.

Verdenskrig blev igen nogle år, der ødelagde Minsk, og denne gang i en grad, der ikke tidligere var set i den gennem historien hårdt prøvede by.

Da sovjetiske tropper nåede Minsk i sommeren 1944 var den hviderussiske hovedby reduceret til en rygende hob af aske og murbrokker. Flere end 80 % af byens bygninger var fuldkommen ødelagte, og af byens 270.000 indbyggere, var der kun 45.000 tilbage efter krigens afslutning.

Genrejsning og ny udvikling
Den enorme ødelæggelse, byen havde været udsat for, medførte overvejelser om, hvorvidt den hviderussiske sovjetrepubliks hovedstad skulle flyttes til et andet sted eller genrejses fra asken.

Genopbygningen blev valgt, og et ufatteligt stort arbejde blev igangsat, hvilket førte til det resultat, som man ser som besøgende i dagens moderne Minsk.

Byen blev anlagt efter en storladen sovjetisk byplanlægning med åbne, brede boulevarder, monumentale bygninger og mange grønne parker og gader spredt rundt i hele hovedstaden.

Midt gennem byen løber den 11 km lange Francyska Skaryny-boulevard, der gennemskærer byens centrale pladser. Skaryny er byplanens pragtgade og et fornemt eksempel på den såkaldte stalinistiske sovjetiske arkitektur. De rigt dekorerede bygninger langs Skaryny er tydeligvis inspireret af det gamle Roms storladne byggestil.

Minsk i dag
Minsk blev i 1990 hovedstad i den nye stat, Republikken Hviderusland, og året efter dannedes SNG-fællesskabet mellem bl.a. Rusland, Ukraine og Hviderusland. Minsk blev fællesskabets administrative centrum.

Siden da er der investeret kolossalt i byen, der er Hvideruslands økonomiske og kulturelle centrum. De historiske bygninger rejser sig på ny, denne gang mellem moderne nybygninger. I den grønne by er 1800-tallets Troitskoje-bydel fx genopbygget i gammel stil, så det historiske Minsk står flot side om side med det moderne byggeri fra sidste halvdel af 1900-tallet til i dag.