Liepāja rejseguide

Rosenpladsen
Rožu laukums

Rožu laukums er Liepājas centrale plads og et af byens historiske og administrative midtpunkter. Pladsen blev anlagt i 18. århundrede som en del af udbygningen af Liepājas gamle handelscentrum omkring gaden Lielā iela, der fungerede som hovedakse for byens handel og trafik mod floden og havnen. Oprindeligt fungerede pladsen som marked, hvor bønder fra Kurzeme-regionen solgte landbrugsvarer og fisk til de lokale handlende. I 1792 blev området formelt reguleret, mens bebyggelsen omkring gradvist fik to til tre etager høje huse med butikker i stueplan og lejligheder ovenover. Navnet Rožu laukums stammer fra det 19. århundrede, hvor byens gartnere anlagde en offentlig blomsterhave på pladsens midte, og roserne blev en fast del af byens visuelle identitet.

Efter branden i Liepāja i 1868 blev en stor del af centrum genopbygget, og Rožu laukums fik sin nuværende form med brolægning og trærækker langs kanterne. I begyndelsen af 1900-tallet blev pladsen omgivet af monumentale bygninger i jugendstil og nyklassicisme, herunder det nuværende Liepājas Universitāte og flere banker. Under den første lettiske republik i 1920erne fungerede pladsen som samlingssted ved større ceremonier og militære parader. Under den sovjetiske periode blev blomsteranlægget fjernet, og en statue af Lenin blev rejst midt på pladsen i 1970. Efter 1991 blev monumentet fjernet, og en ny rekonstruktion blev gennemført, hvor det historiske anlæg med blomsterbede, springvand og bænke blev genetableret efter byplaner fra 1930erne. Pladsen fik igen sin funktion som byens primære mødested.

I dag udgør Rožu laukums en central del af Liepājas urbane identitet. Omkring torvet ligger rådhuset, et kulturhus og flere historiske bygninger, og det fungerer som knudepunkt mellem den gamle by og den moderne bydel mod øst. De eksisterende bygninger repræsenterer en bred arkitektonisk periode fra blandt andet 1870erne til 1930erne, hvor man kan følge overgangen fra klassicisme til art nouveau. Torvets grønne anlæg er udformet i symmetrisk tradition med centralt springvand, og roserne, der blomstrer fra juni til september, er bevaret som et historisk symbol på Liepāja.

Liepāja Universitet
Liepājas Universitāte

Liepājas Universitāte er byens ældste videregående uddannelsesinstitution og et centralt kulturelt og arkitektonisk element i Liepājas centrum. Universitetets hovedbygning, beliggende ved Lielā iela 14, blev opført i 1890–1892 efter tegninger af den tysk-lettiske arkitekt Paul Max Bertschy, der i perioden 1870–1902 var stadsarkitekt i Liepāja. Bygningen er et monumentalt eksempel på historicismens arkitektur i Baltikum, udført med detaljer i formsten og sandstensgesimser. Facaden er symmetrisk med tre etager, rundbuede vinduer og en central tårnprydet risalit, og konstruktionen vidner om byens daværende rolle som regionalt uddannelsescentrum i det russiske kejserrige.

Institutionen blev grundlagt i 1919 som Liepājas skolotāju institūts. Det var kort efter Letlands uafhængighed, og fokus var på læreruddannelse. I mellemkrigstiden voksede antallet af studerende fra ca. 60 til over 400, og bygningen blev udvidet med laboratorier og et bibliotek. Under den sovjetiske periode blev universitetet nationaliseret og fik navnet Liepājas Pedagogiskais institūts, hvor fokus blev udvidet til sprog, kultur og naturvidenskab. I 1960erne blev bagbygningen tilføjet i en funktionalistisk stil med betonramme og store glaspartier, hvilket udgør en kontrast til den oprindelige murstenarkitektur. I 1990erne, efter genvundet uafhængighed, blev institutionen reorganiseret som Liepājas Universitāte, og bygningen blev fredet som kulturarv.

Arkitektonisk fremstår komplekset som et vigtigt eksempel på Liepājas uddannelses- og byplanhistorie. Den oprindelige Bertschy-bygning er bevaret næsten uændret inklusive trappehaller med støbejernsgelændere, mosaikgulve og loftdekorationer i stuk. Universitetet er fortsat et akademisk og kulturelt centrum med over 2.000 studerende og et bredt samarbejde med byens kunst- og teknologimiljøer. Bygningen fungerer samtidig som en del af Liepājas historiske akse omkring Rožu laukums, hvor mange af byens administrative og kulturelle institutioner er koncentreret.

Den Hellige Treenigheds Katedral
Svētā Trīsvienības katedrāle

Svētā Trīsvienības katedrāle ligger i hjertet af Liepāja og er en af de mest betydningsfulde lutheranske kirker i Letland. Den blev opført mellem 1742 og 1758 efter tegninger af arkitekt Johann Christoph Dorn, og den er et hovedværk inden for baltisk barokarkitektur. Bygningen blev opført i mursten, pudset og kalket, og den har en markant tårnkonstruktion på 55 meter, som ved indvielsen var den højeste bygning i Letland. Kirken blev indviet den 5. december 1758 og blev centrum for det tyske og lettiske lutherske samfund i Liepāja, som på det tidspunkt var en blomstrende handelsby under hertugdømmet Kurland.

Katedralens interiør er berømt for sit orgel, som blev bygget mellem 1779 og 1885 af Johann Wilhelm Sauer. På tidspunktet for færdiggørelsen var orglet det største i verden med 131 registre, 7.000 piber og fire manualer. Instrumentet har overlevet både krige og moderniseringer og anvendes stadig i dag ved koncerter og festivaler. I 1800-tallet blev katedralen delvist restaureret, og tårnet fik et nyt spir i klassicistisk stil. I 1862 blev der installeret en ny facadeudsmykning og farvet glas i korvinduet.

I sovjettiden blev Svētā Trīsvienības katedrāle bevaret som aktiv kirke, men i reduceret brug, og mange af interiørets gulddekorationer blev fjernet. Efter 1991 blev en omfattende restaurering igangsat, og i 2012 blev orglet fuldstændig restaureret til sin oprindelige stand. Katedralen bruges i dag både til gudstjenester og som koncertsal for klassisk musik. Den er en del af Letlands nationale kulturarv og udgør et centralt symbol for Liepājas religiøse og musikalske historie.

Liepāja Teater
Liepājas teātris

Liepājas teātris er det ældste eksisterende professionelle teater i Letland. Det blev grundlagt i 1907 og er stadig i drift som en af landets førende teaterscener. Bygningen, der ligger på Teātra iela ved Rožu laukums, blev opført i 1906–1907 efter projekt af arkitekten Max Paul Bertschy, som også stod bag en række af Liepājas jugendstilbygninger. Teateret blev opført i nybarok stil med klassicistiske træk og har en facade med dekorative relieffer. Salen har plads til omkring 600 tilskuere og er udstyret med balkon, loger og en halvcirkelformet sceneåbning med gulddekorationer. Akustikken blev ved opførelsen regnet for en af de bedste i Baltikum.

Teateret blev i sine første år brugt til både lettiske og tyske forestillinger, hvilket afspejlede byens multietniske sammensætning. Under Første Verdenskrig blev bygningen beskadiget, men genopbygget i 1921 som nationalt teater under navnet Liepājas Valsts teātris. I 1930erne havde teatret sin første guldalder med opsætninger af klassiske og moderne lettiske stykker, og huset blev moderniseret med ny belysning og ny sceneteknik. Under Anden Verdenskrig blev bygningen igen beskadiget, og dele af loftet og scenen brændte, men den blev hurtigt repareret i 1946 og genåbnede under sovjetisk ledelse.

I dag fungerer Liepājas teātris som et af Letlands vigtigste provinsteatre med fast ensemble og et omfattende repertoire på både lettisk og russisk. Arkitektonisk fremstår bygningen som et af de bedst bevarede teatre fra begyndelsen af det 20. århundrede i Baltikum, og den indgår i det historiske bymiljø omkring Rožu laukums og Lielā iela. Teateret er desuden fredet som nationalt kulturmindesmærke og bruges jævnligt til internationale teaterfestivaler og samarbejder.

Den Hellige Treenigheds Ortodokse Katedral
Svētā Trīsvienības pareizticīgo katedrāle

Svētā Trīsvienības pareizticīgo katedrāle er Liepājas ældste ortodokse kirke og en central institution for det russisk-ortodokse samfund i byen. Den blev opført i 1866–1870 efter projekt af den russiske arkitekt David Grimm, som også deltog i opførelsen af kirker i Sankt Petersborg og Tallinn. Katedralen ligger på Bāriņu iela i den østlige del af Liepāja, hvor den erstattede en mindre trækirke fra 1840erne. Bygningen blev opført i nybyzantinsk stil og udført med fem kupler beklædt med kobber og forgyldte kors.

Katedralens hovedplan danner et græsk kors, og den centrale kuppel rejser sig 42 meter over jorden. Facaden er udsmykket med keramiske friser, hesteskoformede buer og mosaikikoner i nicher over indgangene. Interiøret er rigt dekoreret med fresker, som blev udført af russiske kunstnere fra kejserens hofatelier, og ikonostasen blev udskåret i lindetræ med bladguld. Under indvielsen i 1870 deltog repræsentanter fra den russiske flåde og den lokale guvernør, da kirken havde status som garnisonskirke for ortodokse søfolk.

I 1915 blev katedralen beskadiget under tyske bombardementer, men hurtigt repareret. Under den sovjetiske periode blev den ikke lukket, men fungerede i begrænset form som sognekirke. I 1990erne blev en omfattende restaurering igangsat med støtte fra den russisk-ortodokse kirke og lokale myndigheder. Kuplerne blev fornyet med nyt kobberdække, og mosaikkerne blev rekonstrueret efter originale tegninger. Katedralen er i dag et aktivt religiøst centrum for Liepājas ortodokse menighed og et væsentligt arkitektonisk monument. Dens nybyzantinske stil, mosaikudsmykning og bevarede interiør gør den til et af de mest autentiske eksempler på 1800-tallets russiske kirkearkitektur i Letland.

Sankt Josefs Katedral
Svētā Jāzepa katoļu katedrāle

Svētā Jāzepa katoļu katedrāle er Liepājas vigtigste katolske kirke og bispesæde for Liepājas stift. Den blev opført mellem 1894 og 1896 efter tegninger af arkitekten Louis Melville, og byggeriet blev finansieret af lokale katolske menigheder og det tyske samfund i byen. Katedralen er beliggende på Toma iela i Liepājas centrum, hvor der tidligere lå et mindre kapel fra 1750erne. Den nye kirke blev bygget som erstatning for den ældre, der var blevet for lille til den voksende menighed. Bygningen er et fremtrædende eksempel på nygotisk arkitektur i Baltikum.

Katedralens facade er tredelt og prydet af to 55 meter høje tårne, der er flankeret af støttepiller og dekorative murstensbånd. Hovedportalen er indrammet af en gotisk bue med rosetvindue over. Interiøret består af et treskibet kirkerum med hvælvet loft og ribbede buer, som understøttes af søjler i formsten. Alteret blev udført af den tyske billedhugger Heinrich Buhlmann, og de er rigt dekoreret med træskærerarbejder og forgyldte elementer. Kirken fik sit første orgel i 1898. Det blev bygget af Krišjānis Rudzītis’ værksted i Jelgava, og instrumentet blev udvidet i 1939 med et nyt sæt piber.

Under den sovjetiske periode forblev Svētā Jāzepa kirke en af de få aktive katolske kirker i Vestletland. Den blev udnævnt til katedral i 1937, da Liepājas bispedømme blev oprettet. Trods perioder med restriktioner blev kirken løbende vedligeholdt af menigheden. Efter 1991 blev facaden restaureret, og tårnspirene fik nyt kobberdække. Katedralen blev officielt fredet som nationalt arkitektonisk monument i 1998. I dag er den sæde for biskoppen i Liepāja og fungerer som centrum for den katolske liturgi i Kurzeme. Bygningens høje spir og symmetriske facade gør den til et dominerende element i Liepājas skyline.

Petermarkedet
Liepājas Pētertirgus

Liepājas Pētertirgus er et af de største og ældste overdækkede markedsanlæg i Baltikum. Markedet blev opført mellem 1910 og 1911 som erstatning for det tidligere åbne torv, der lå på samme sted. Arkitekten bag hovedbygningen var Paul Max Bertschy, der anvendte en kombination af jugendstil og rationalistisk murstensarkitektur, som på dette tidspunkt var karakteristisk for Liepājas offentlige byggerier. Den centrale hal blev konstrueret i stål og glas, med en længde på 80 meter, bredde på 40 meter og en kuppelformet tagstruktur båret af nittede jernbuer. Bygningen var ved opførelsen en af de mest moderne i Letland og blev forsynet med elbelysning, dræn og ventilationssystem.

Markedet var opdelt i sektioner for fisk, kød, grøntsager og korn, og de omkringliggende sidebygninger blev anvendt til boder og værksteder. Det havde i begyndelsen over 300 faste stadepladser og var et centralt handelsknudepunkt i Liepājas økonomi. Under Første Verdenskrig blev markedsbygningen beskadiget, men genopført i 1923. I mellemkrigstiden blev der tilføjet nye pavilloner i funktionalistisk stil, herunder den østlige mejerihal og den vestlige fiskepavillon. Under sovjettiden blev markedet nationaliseret, men fortsatte som byens største fødevaremarked, og det bevarede sin arkitektoniske struktur uændret.

Sankt Annæ Lutheranske Kirke
Svētā Annas luterāņu baznīca

Svētā Annas luterāņu baznīca er en af Liepājas mest betydningsfulde religiøse bygninger. Den første kirke på stedet blev opført i træ i 1508, men den nuværende murstenskirke stammer fra 1587, hvilket gør den til en af de ældste bevarede protestantiske kirker i Letland. Bygningen blev i 1670erne udvidet med et tårn, og i 1737 gennemgik den en større renovering, hvor det barokke interiør, alter og prædikestol blev tilføjet. Altertavlen, som blev udført af mester Nicolaus Söffrens den yngre, er et af de vigtigste barokkunstværker i Letland. Den er 10 meter høj og rigt udsmykket med figurer, relieffer og forgyldninger.

Kirken blev beskadiget under branden i 1868, som ødelagde store dele af Liepājas centrum, men blev genopført kort efter. Den blev restaureret i 1890erne med nye vinduer i nygotisk stil og orgel fra værkstedet af Friedrich Ladegast i Tyskland, som stadig er i brug. Under sovjetperioden forblev kirken aktiv, hvilket var usædvanligt i Letland, og mange af dens interiørelementer overlevede derfor uskadte. Bygningens arkitektur kombinerer gotiske og barokke træk, og dens 55 meter høje tårn udgør et markant vartegn i Liepājas skyline.

Jūrmala Park
Jūrmalas parks

Jūrmalas parks er en af de største byparker i Letland og dækker et område på omkring 70 hektarer langs Østersøens kyst i den vestlige del af Liepāja. Parken blev anlagt mellem 1899 og 1902 som en del af byens transformation til en moderne kurby, da Liepāja omkring århundredskiftet blev et populært badested for både russisk og tysk aristokrati. Området, som tidligere bestod af sandklitter og fyrreskov, blev reguleret og udformet som rekreativt anlæg med promenade, pavilloner, musiktribune og blomsterbede. Parkens oprindelige anlæg blev udført efter planer af stadsingeniør Jānis Medveckis, og mange af de plantede træer som især fyr, birk og lind blev udvalgt for at stabilisere klitterne og skabe læ mod havvinden.

I mellemkrigstiden blev Jūrmalas parks et centralt element i Liepājas identitet som badeby. Der blev opført et åbent koncertområde, sportsplads og flere caféer, og parkens stier blev belagt med grus. I 1930erne blev den forbundet med Roņu iela og havbadene via et netværk af gangbroer og trapper. Under sovjetperioden blev parken udvidet mod syd, og en række monumenter blev opstillet; fx mindesmærker for sovjetiske søfolk og partisaner. Parkens sportsinfrastruktur blev udbygget med tennisbaner, minigolf og friluftsteater. Efter Letlands uafhængighed i 1991 blev mange sovjetiske elementer fjernet, og parken blev restaureret som rekreativt område med fokus på historiske akser og beplantninger.

I dag er Jūrmalas parks en kombination af historisk landskabsarkitektur og moderne rekreativ infrastruktur. Parken indeholder en 1,5 kilometer lang musiksti med skulpturer dedikeret til lettiske komponister, et åbent koncertområde med plads til 2.000 tilskuere og en række bevarede træpavilloner fra begyndelsen af 1900-tallet. Den fungerer som byens grønne bånd mellem strandpromenaden, de gamle badefaciliteter og den moderne bymidte. Jūrmalas parks repræsenterer en sjælden type urban kystpark fra den tidlige modernitet, hvor funktioner som rekreation, musik og bynatur blev integreret i et samlet byplanmæssigt system.

Liepāja Museum
Liepājas muzejs

Liepājas muzejs er byens største kulturhistoriske institution og et af de ældste museer i det vestlige Letland. Museet blev grundlagt i 1924 af den lokale historiker Jānis Sudmalis med det formål at bevare genstande fra Liepājas maritime, industrielle og kulturelle udvikling. Den nuværende museumsbygning ligger på Kūrmājas prospekts og blev opført i 1901 som privat residens for købmanden Peter von Osten-Sacken. Bygningen er et fremragende eksempel på jugendstil i Liepāja med asymmetrisk facade, ornamenterede gesimser og rig udsmykning i stuk og smedejern. Efter nationaliseringen i 1920erne blev huset ombygget til museum, og samlingerne voksede hurtigt med genstande fra arkæologi, søfart, kunst og etnografi.

Under Anden Verdenskrig blev dele af samlingen evakueret, men bygningen overlevede relativt uskadt. I sovjetperioden blev museet udvidet med nye udstillingsrum, og der blev oprettet en sektion for social og industriel historie. I 1980erne omfattede samlingen over 100.000 genstande som fx dokumenter, fotografier, skibsmodeller, uniformer og lokale kunstværker. Efter 1991 blev museet reorganiseret som kommunalt museum med fokus på regional kulturarv fra Kurzeme. Bygningens interiør blev restaureret i 2000–2003, og de oprindelige trægulve, trapper og stuklofter blev bevaret.

I dag har Liepājas muzejs flere permanente udstillinger, herunder en omfattende afdeling om Liepājas søfartshistorie fra 1600-tallet til nutiden, en samling af klassisk og moderne lettisk kunst samt en afdeling dedikeret til byens tyske og jødiske historie. Museet driver også filialer i Liepājas omegn som militærhistoriske udstillinger i Karosta. Bygningen selv står som et centralt eksempel på Liepājas borgerlige arkitektur fra århundredskiftet.

Det Store Rav
Lielais dzintars

Lielais dzintars er navnet på Liepājas moderne koncertsal og kulturhus, der blev opført mellem 2013 og 2015 som et nøgletiltag i byens kulturelle revitalisering. Bygningen ligger på Radio iela i den østlige del af centrum og blev tegnet af den østrigske arkitekt Volker Giencke. Den er udformet som en skrånende ottekantet glaskubus i ravfarvede toner, hvilket symboliserer Østersøens rav, som har historisk betydning for regionen. Konstruktionen er 30 meter høj og har et samlet areal på 14.000 m². Den består af en hovedsal med 1.000 pladser, en kammermusikhal, prøvesale, kunstgalleri og kontorlokaler. Bygningen blev opført i stål og beton med glasfacader i lamineret struktur, som ændrer farve efter lysforhold.

Projektet blev finansieret af EU’s strukturfond og den lettiske stat med et samlet budget på ca. 30 millioner euro. Formålet var at skabe en permanent base for Liepājas symfoniorkester og et nyt centrum for musik og kunst i Kurzeme-regionen. Akustikken i hovedsalen blev designet af det tyske firma Müller-BBM, og siden åbningen i oktober 2015 har Lielais dzintars været vært for både klassiske koncerter, teater, konferencer og internationale kulturfestivaler.

Liepāja Promenade
Liepājas promenāde

Liepājas promenāde strækker sig langs Tirdzniecības kanāls, der forbinder byens havn med søområdet Liepājas ezers. Den oprindelige havnepromenade blev anlagt i 1890erne som et område for handel og omladning, hvor korn, tømmer og kul blev omlastet fra jernbanen til skibene. I sovjetperioden var området militært og utilgængeligt for offentligheden, men efter 1991 blev det gradvist omdannet til et civilt havne- og kulturkvarter. Den nuværende promenade blev etableret i 2003–2006 som led i et større byudviklingsprojekt, hvor de gamle pakhuse og kajanlæg blev restaureret og integreret i et moderne byrum.

Promenaden er over en kilometer lang og omfatter gangarealer, broer, kunstinstallationer og restaurerede bygninger fra det 19. århundrede. Et centralt element er koncertsalen Lielais dzintars, der blev opført i 2015 tæt på promenadens østlige ende. Bygningen blev tegnet af den østrigske arkitekt Volker Giencke og udformet som en 30 meter høj glaskubus i ravfarvede nuancer, hvilket symboliserer navnet, som betyder Det Store Rav. Koncertsalen rummer 1.000 pladser og fungerer som hjemsted for Liepājas symfoniorkester.

Liepājas promenāde repræsenterer i dag en vellykket kombination af industriarv og moderne bydesign. De oprindelige brosten og kajkanter er bevaret flere steder, og enkelte af kranerne fra det tidligere havneanlæg står som tekniske monumenter. Området bruges i dag til byfester, musikarrangementer og maritime festivaler, og promenaden udgør et vigtigt element i Liepājas turistinfrastruktur. Set i et arkitekturhistorisk perspektiv afspejler området byens transformation fra industrihavn til moderne kystby med fokus på kultur, rekreation og bæredygtig byudvikling.

Liepāja Havnebro
Liepājas ostas tilts

Liepājas ostas tilts er en bro, der forbinder byens centrum med Karosta, og den er en af Liepājas vigtigste tekniske og historiske konstruktioner. Broen blev opført i 1906 som en del af udbygningen af den russiske flådebase, og den fungerede oprindeligt som svingbro for at give adgang til havnebassinet via Tirdzniecības kanāls. Den blev konstrueret af russiske ingeniører efter tyske og britiske modelprincipper og er udført i stål med nittede gitterdrager. Broens længde er 133 meter, og svingdelen består af en central akse, som kan dreje 90 grader for at åbne passage for skibe. Mekanismen var ved opførelsen hånddrevet, men den blev elektrificeret i 1920erne.

Under begge verdenskrige spillede broen en strategisk rolle som adgangsvej til Karosta. Den blev delvist beskadiget i 1941 under tyske bombardementer, men hurtigt genopbygget af den tyske marine. I sovjettiden blev broen moderniseret med nye ståldele og elektrisk kontrolsystem. Den blev lukket for biltrafik i 1990erne på grund af sikkerhedsmæssige hensyn, men fungerer stadig som fodgængerforbindelse og teknisk monument. I 2006 blev broens oprindelige drejemekanisme restaureret, og den kan i dag åbnes ved særlige lejligheder som del af byens maritime festivaler.

Sankt Nikolaj Katedral
Svētā Nikolaja Jūras katedrāle

Svētā Nikolaja Jūras katedrāle ligger i den nordlige bydel Karosta og er en af Letlands største og mest monumentale ortodokse kirker. Den blev opført mellem 1901 og 1903 som garnisonskirke for den russiske kejserlige flåde, der havde en betydelig base i Liepāja. Katedralen blev bygget på initiativ af admiral Stepan Makarov, og projektet blev ledet af arkitekten Vasilij Kosjakov, som også stod bag den store og berømte flådekatedral i Kronstadt. Bygningen blev udført i nybyzantinsk stil med en grundplan udformet som et græsk kors og fem løgformede kupler, hvor den centrale kuppel har en højde på 56 meter. Byggematerialet er hovedsageligt mursten beklædt med kalksten og keramiske detaljer, mens interiøret er rigt dekoreret med mosaikker, fresker og en ikonostas udført i forgyldt træ.

Katedralen blev indviet i 1903 med deltagelse af repræsentanter fra den russiske flåde og den kejserlige familie. Den havde plads til omkring 1.400 kirkegængere og fungerede i de første år som religiøst centrum for søfolkene i den baltiske flåde. Efter den russiske revolution i 1917 og Letlands uafhængighed i 1918 blev Karosta-området gradvist afmilitariseret, og kirken mistede sin oprindelige funktion. Under sovjetisk tid blev bygningen anvendt som sportshal og lager, og store dele af den indre udsmykning gik tabt. Først efter 1991 blev den givet tilbage til den ortodokse menighed, som påbegyndte en langvarig restaurering, der fortsatte ind i 2010erne. De oprindelige fresker og gulvbelægninger blev rekonstrueret på baggrund af arkivtegninger og fotografier fra 1900-tallets begyndelse.

Svētā Nikolaja Jūras katedrāle fremstår i dag som et centralt arkitektonisk vartegn for Liepāja og et af de mest besøgte steder i Karosta. Dens gyldne kupler kan ses fra store dele af byen, og bygningen er et tydeligt eksempel på russisk nybyzantinsk monumentalstil i Baltikum. Katedralens genoprettede status som religiøst og kulturelt centrum understreger dens historiske betydning som symbol på Liepājas rolle som havne- og flådeby. Samtidig repræsenterer bygningen en unik arkitektonisk fase, hvor russisk kejserlig repræsentationsarkitektur blev kombineret med funktionelle krav til en militær garnisonskirke. Når man er ved kirken, kan man også gå en tur i Karosta, der er præget af grønne områder.

Karosta Fængsel
Karosta cietums

Karosta cietums er et fængsel, der ligger i den nordlige del af Liepāja som en af de mest særprægede historiske bygninger i byen. Fængslet blev opført omkring 1900 som en del af den russiske flådes baseanlæg og fungerede oprindeligt som arrest for sømænd og militærpersonel, der havde forbrudt sig mod tjenestereglementet. Fængslet bestod af to etager med små celler, fællesrum og et dommerkontor, og havde kapacitet til omkring 150 indsatte. Under Første Verdenskrig blev bygningen kortvarigt anvendt som krigsfangelejr, og efter 1918 blev den overtaget af den lettiske hær.

Under den sovjetiske tid efter 1945 blev Karosta cietums anvendt som militærfængsel under den sovjetiske flåde. I denne periode blev interiøret moderniseret med betonvægge og jernporte, men grundplanen forblev uændret. Fængslet fik et berygtet ry for hårde forhold, og mange indsatte var politiske fanger eller soldater dømt for ulydighed. Arkivmateriale dokumenterer, at bygningen blev brugt uafbrudt som fængsel frem til 1997, hvilket gør den til et af de længst fungerende militærfængsler i Europa. Efter at Liepājas flådebase blev lukket, blev der etableret et museum og oplevelsescenter i 2002.

Karosta cietums er i dag bevaret i sin oprindelige tilstand og fungerer som museum, kulturcenter og historisk monument. Som besøgende kan man se cellerne, forhørslokalerne og den tidligere gårdsplads, der er omgivet af murstensmure og pigtråd. Bygningen er et unikt eksempel på russisk militærfængselsarkitektur og et fysisk vidnesbyrd om de politiske regimers skift i Letland gennem 1900-tallet. Stedet anvendes også til filmoptagelser og kunstprojekter, og der arrangeres historiske rekonstruktioner, hvor man fx kan opleve en simuleret fængselsnat under autentiske forhold.

De Nordlige Forter
Ziemeļu forti

Ziemeļu forti eller De Nordlige Forter ligger ved Østersøkysten nord for Liepāja og er resterne af det omfattende kystforsvarssystem, der blev opført af det russiske kejserrige mellem 1890 og 1906 som en del af Liepājas flådebase. Anlægget bestod oprindeligt af syv separate forter placeret omkring byens havn, og de var designet til at beskytte mod angreb fra havet. De nordlige forter var de mest massive og omfattede betonbunkere, kasematter, kanonstillinger og underjordiske gange. Konstruktionen blev ledet af ingeniørerne A. Zverev og V. Dzierzhinskij, og anlægget blev bygget i armeret beton med vægge op til tre meter tykke.

Forterne blev dog kun brugt i meget kort tid. I 1908 beordrede den russiske generalstab dem delvist sprængt, da Liepājas base blev anset for strategisk sårbar. Store dele af fortkomplekset blev efterladt ubenyttede, og havet begyndte gradvist at erodere kysten, så flere dele styrtede i havet. Under Første Verdenskrig blev forterne kortvarigt brugt af tyske tropper som observationsposter, og under Anden Verdenskrig tjente de som beskyttelsesrum for både tyske og sovjetiske soldater.

I dag står ruinerne af Ziemeļu forti som et dramatisk mindesmærke over 1900-tallets militærhistorie. De forladte bunkere, sprængte gange og halvt nedstyrtede betonmasser danner et unikt kystlandskab, hvor havet fortsat æder sig ind i de gamle strukturer. Området er åbent for offentligheden og bruges både som udflugtsmål og som motiv for fotografer og historikere. Ziemeļu forti er et af de bedste steder at studere tidlig betonmilitærarkitektur i Baltikum og står som et synligt vidnesbyrd om Liepājas strategiske betydning i den russiske og senere sovjetiske flådes historie.