Daugavpils rejseguide

Enhedspladsen
Vienības laukums

Vienības laukums er det centrale torv i Daugavpils og et af de største byrum i det sydøstlige Letland. Pladsen blev anlagt i mellemkrigstiden som et resultat af byens omfattende modernisering i 1930erne, da Daugavpils blev udbygget som regionalt centrum for Latgale. Området, hvor torvet i dag ligger, var tidligere præget af lav bebyggelse og handelspladser, men blev i 1935–1937 reguleret og udformet som et centralt samlingspunkt i overensstemmelse med datidens byplanlægningsprincipper om et åbent, symmetrisk byrum. Navnet Vienības laukums, der betyder Enhedens Plads, blev indført som symbol på den lettiske stats enhed efter uafhængigheden i 1918. Pladsen blev også anvendt som byens officielle paradeplads, og her fandt statslige ceremonier og nationale festdage sted. Det skete ikke mindst i mellemkrigsårene, hvor Letlands regering lagde vægt på nationale symboler i byarkitekturen.

Langs pladsens kanter blev der opført en række offentlige bygninger, hvoraf et af de mest markante er Vienības nams, som blev bygget mellem 1936 og 1937 som et af de største kulturhuse i Baltikum på det tidspunkt. Bygningen blev tegnet af arkitekten Verners Vitands og bruger funktionalistiske træk, der var typisk for lettisk monumentalarkitektur i 1930erne. Bygningen rummede fra begyndelsen teater, bibliotek, koncertsal, biograf og kontorer til kulturinstitutioner. Facaden blev opført i beton og pudset med lyse overflader, og hovedindgangen markeres af søjlebårne fremspring. Under sovjettiden blev huset anvendt som kulturpalads og bevarede sin oprindelige funktion som byens kulturelle centrum, mens pladsen omkring blev udvidet og udstyret med springvand og mindesmærker til ære for sovjetiske soldater. Efter genoprettelsen af Letlands uafhængighed i 1991 blev mindesmærkerne fjernet, og pladsen blev igen et civilt samlingssted for byens borgere.

I dag fungerer Vienības laukums som et funktionelt centrum i Daugavpils. Pladsen er omkranset af bygninger fra flere perioder, der tilsammen afspejler byens skiftende historiske lag fra den oprindelige funktionalistiske og nationalromantiske mellemkrigsarkitektur til sovjetisk modernisme og nyere ændringer efter 1991. Omkring pladsen ligger både kommercielle bygninger og offentlige institutioner, og arealet bruges ved statsbesøg, byfester og koncerter.

Kirkebakken
Baznīcu kalns

Baznīcu kalns eller Kirkebakken er et unikt religiøst og arkitektonisk område i Daugavpils, hvor fire kirker fra forskellige kristne retninger ligger tæt samlet på et begrænset areal. Området udviklede sig i slutningen af det 19. århundrede, da byens befolkning voksede hastigt som følge af industrialisering og militær tilstedeværelse. Den russiske kejserlige administration tillod i denne periode opførelsen af både ortodokse, katolske, lutherske og gammeltroende kirker, hvilket afspejler den etniske og religiøse mangfoldighed i Daugavpils, hvor russere, letter, polakker, tyskere og jøder levede side om side. Navnet Baznīcu kalns opstod i folkemunde, da kirkernes kupler og tårne rejste sig på den høje bakke øst for bymidten.

Den største og arkitektonisk mest dominerende bygning på bakken er den ortodokse Boris og Gleb Katedral/Svēto mocekļu Borisa un Gļeba pareizticīgo katedrāle, der blev opført mellem 1904 og 1905 som garnisonskirke for den russiske hær. Katedralen blev udformet i nybyzantinsk stil med mange løgkupler. Kuplerne er dækket af blå og hvide nuancer og forgyldninger. Interiøret rummer en ikonostas i tre rækker udført i egetræ med udskæringer, og væggene er udsmykket med fresker i russisk-ortodoks tradition.

Tæt ved ligger den katolske kirke for Jomfru Marias ubesmittede undfangelse/Jaunavas Marijas bezvainīgās ieņemšanas baznīca, som blev opført i 1905 i nybarok stil efter et projekt af arkitekten Wilhelm Neumann. Den har to høje tårne, stukdekoreret facade og en rigt ornamenteret indre udsmykning, hvor kapellet for Madonnaen af Lourdes udgør et vigtigt pilgrimssted for katolske troende i regionen. Hertil kommer den lutherske Martin Luther Katedral/Mārtiņa Lutera katedrāle fra 1893, som repræsenterer nygotisk stil med spidse vinduer, et enkelt tårn og et aflangt skib. Den sidste kirke er Pomors Kirke for Gammeltroende/Vecticībnieku Pomoras Baznīca fra 1908, der blev mere enkelt bygget i traditionel russisk byggeskik med ikonvægge og lavt klokketårn.

Baznīcu kalns er et tydeligt eksempel på Daugavpils’ rolle som religiøst og kulturelt samlingspunkt for Latgale. De fire kirkebygninger ligger i dag i kort gåafstand fra hinanden og danner et samlet kompleks, selv om der ligger andre bygninger mellem dem. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev alle kirker restaureret, da flere havde været beskadiget under Anden Verdenskrig og derefter brugt til sekulære formål. I 2013 blev området suppleret med et udsigtspunkt i Martin Luther-kirkens tårn, som i dag fungerer som et af Daugavpils’ bedste panoramaer. Baznīcu kalns står i det hele taget som en sjælden samling af religiøse bygninger fra den samme periode, hvor både russisk, tysk og lettisk arkitektur mødes.

Daugavpils Fæstning
Daugavpils cietoksnis

Daugavpils cietoksnis er navnet på byens historiske fæstning, der er et af de mest komplette bevarede eksempler på bastionsfæstninger i Østeuropa. Anlægget blev grundlagt i 1810 på initiativ af zar Alexander I som led i forsvaret af det vestlige grænseområde i det russiske imperium. Fæstningen blev placeret strategisk ved floden Daugava og dækkede et areal på omkring 150 hektarer. Den blev udformet som en polygonal fæstning med otte bastioner, fire raveliner, et system af voldgrave og ydre forsvarsværker som redutter og lunetter. Konstruktionen blev udført under ledelse af ingeniørerne J.H.M. von Oppermann og A. Schilde. Under Napoleons felttog i 1812 blev fæstningen angrebet, mens den endnu var ufuldendt, men garnisonen formåede at holde stand mod en fransk styrke på over 20.000 mand. Efter krigen fortsatte udbygningen, og fæstningen blev først officielt færdig omkring 1878.

Arkitekturen i Daugavpils-fæstningen kombinerer militær funktionalitet med klassicistisk formsprog. De indre bygninger som fx kommandantens hus, kasernerne og arsenalet blev opført i mursten og puds. De vigtigste porte som Nikolaj Port og Konstantin Port har dekorative frontoner, indskrifter og våbenskjolde, som understreger anlæggets status som kejserligt værk. I midten af fæstningen lå paradepladsen, og den var omgivet af administrationsbygninger og artillerimagasiner. En særlig del af anlægget var det militære hospital og et stort krudtmagasin med hvælvede lofter. I løbet af det 19. århundrede blev fæstningen gradvist mindre strategisk vigtig, men den bevarede sin militære funktion frem til 1920erne, hvor den blev overtaget af den lettiske hær. Under Anden Verdenskrig blev området brugt af både tyske og sovjetiske styrker, og flere bygninger blev ødelagt eller beskadiget, men grundstrukturen forblev intakt.

Efter 1991 blev Daugavpils cietoksnis gradvist restaureret og omdannet til et kultur- og museumsområde. I dag rummer den blandt andet Mark Rothko Art Centre, som blev åbnet i 2013 i den tidligere artillerikaserne. Fæstningen står som et enestående vidnesbyrd om europæisk militærarkitektur fra det 19. århundrede og repræsenterer en komplet bastionsplan. De oprindelige voldgrave, bastioner og kaserner er bevaret i deres oprindelige form, og området bruges i dag til udstillinger, koncerter og historiske genopførelser. Daugavpils cietoksnis er ikke blot en arkitektonisk helhed, men også et centralt element i byens udvikling, idet det udgjorde udgangspunktet for Daugavpils’ urbanisering i det 19. århundrede, hvor byen voksede frem uden for fæstningens mure og siden udviklede sig til den moderne by, man ser i dag.

Mark Rokto Kunstcenter
Marka Rotko mākslas centrs

Marka Rotko mākslas centrs er Letlands største institution for moderne kunst og et af de vigtigste kulturprojekter i landet efter 1991. Centret blev åbnet i 2013 og er indrettet i den tidligere artillerikaserne i Daugavpils cietoksnis. Bygningen er en del af fæstningens historiske bygningskompleks fra begyndelsen af det 19. århundrede. Bygningen blev oprindeligt opført omkring 1830 som en del af kompleksets indre struktur og fungerede gennem det meste af det 19. og 20. århundrede som militærforlægning og senere som lager. Restaureringsarbejdet begyndte i 2007 som et samarbejde mellem den lettiske stat, Daugavpils by og internationale fonde. Målet var at skabe et multifunktionelt kunst- og kulturcenter, der både skulle rumme udstillinger, arkiv og forskningsfaciliteter.

Centret rummer både permanente og skiftende udstillinger, og den faste samling omfatter en sektion dedikeret til Mark Rothko, som blev født i Daugavpils i 1903, dengang byen hed Dvinsk under det russiske kejserrige. Museet indeholder reproduktioner af Rothkos hovedværker samt originale værker udlånt fra internationale samlinger. Ud over Rothko-salen rummer centret gallerier for samtidskunst, konferencesale, kunstnerresidenser og et forskningsarkiv om 1900-tallets abstrakte ekspressionisme.

Dubrovin Park
Dubrovina parks

Dubrovina parks er Daugavpils’ ældste offentlige park og ligger centralt i byen mellem Rīgas iela og Vienības laukums. Parken blev anlagt i 1882 og opkaldt efter borgmesteren Pavel Dubrovin, som var en af de mest indflydelsesrige lokale administratorer i byens udvikling under det russiske kejserrige. Før etableringen af parken lå området hen som et sumpet terræn, der blev drænet og udlagt som rekreativt anlæg efter en byrådsbeslutning i 1876. Anlægget blev planlagt i klassisk byparkstil med symmetrisk stisystem, centralt springvand og dekorative blomsterbede. Allerede ved åbningen blev der plantet over 3.000 træer og buske, herunder lind, ahorn, gran og kastanje, og parken blev hurtigt et populært promenadested for byens borgerskab og embedsmænd.

I 1902 blev der opstillet et monument over Pavel Dubrovin i parkens midte, udført i bronze og rejst på en granitsokkel med inskription på russisk. Monumentet blev fjernet i 1919 efter Letlands uafhængighed, men genopstillet i 1947, hvor Dubrovin igen blev officielt anerkendt som grundlægger af byens moderne infrastruktur. Parken blev gennemgribende omdannet under den sovjetiske periode i 1950erne, hvor stierne blev udvidet, og der blev anlagt flere små pladser til kulturelle aktiviteter og mindehøjtideligheder. En musikpavillon blev tilføjet i 1963, og dele af parkens træbestand måtte udskiftes i 1970erne som følge af sygdom. Trods ændringerne bevarede parken sin oprindelige karakter af et centralt grønt byrum med klare geometriske linjer og afbalanceret beplantning.

I dag dækker Dubrovina parks et areal på omkring 3,2 hektarer og udgør et vigtigt rekreativt og historisk område i Daugavpils’ bymidte. Parken er omgivet af vigtige offentlige bygninger, herunder Vienības nams og Daugavpils teātris, hvilket gør den til en del af det urbane kulturaksel, der forbinder byens vigtigste institutioner. Ved parkens hovedindgang står Dubrovin-monumentet stadig. Den oprindelige dam og springvandsakse er bevaret og fungerer som parkens visuelle midtpunkt. Parken er i dag en af de mest velbevarede grønne anlæg i Letland fra det sene 1800-tal og spiller fortsat en central rolle i byens rumlige struktur og identitet.