Se på kortet
Parque Seminario, Rocafuerte Chimborazo, Guayaquil, Ecuador
Læs om byen
Guayaquil er Ecuadors største by og også den vigtigste havneby. Den ligger smukt ved bredden af floden Rio Guayas tæt på Stillehavskysten. Byen fungerer som landets økonomiske motor og er centrum for handel, industri og transport. Sammenlignet med højlandsbyen Quito har Guayaquil et mere tropisk klima, og den fremstår med et mere moderne udtryk og livlig atmosfære, der passer til en by ved vandet. Man mærker for alvor tempoet i Ecuadors udvikling fra byens travle havn og pulserende centrum til de mange nye byggeprojekter og erhvervsområder, som skyder op her.
Guayaquil blev grundlagt af spanierne i midten af 1500-tallet, og den blev hurtigt en vigtig havn i kolonitiden på grund af både adgangen til havet og til det indre af landet via floderne. Byen blev flere gange angrebet af pirater, men voksede trods dette støt og fik en central rolle i eksporten af træ, kakao og senere bananer, der blev nogle af Ecuadors vigtigste eksportvarer. I 1820 spillede Guayaquil en vigtig rolle i kampen for uafhængighed og erklærede sig fri fra spansk styre.
I mange år blev Guayaquil betragtet som forfalden og forsømt, men i de seneste årtier har byen gennemgået en markant forvandling. Især langs flodbredden er byens ansigt blevet fornyet med store byfornyelsesprojekter, grønne områder og moderne arkitektur. Der er investeret i infrastruktur, kultur og turisme, og man mærker tydeligt, hvordan Guayaquil er i gang med at genopfinde sig selv. Samtidig bevarer byen sit særpræg – med en befolkning kendt for sin varme, åbenhed og stærke stolthed. Guayaquil er på mange måder Quit’s modsætning, og det er netop denne forskel, der gør Ecuador så mangfoldigt og spændende.
Guayaquil har meget at byde på for den nysgerrige besøgende. Et af de mest populære steder er Malecón 2000, der er en smuk flodpromenade med parker, monumenter, restauranter og udsigt over Rio Guayas. I nærheden ligger det farverige kvarter Las Peñas, der er byens ældste område, og her kan man gå op ad de ikoniske 444 trappetrin til toppen af Cerro Santa Ana og nyde panoramaudsigten over hele byen. For dem med interesse for historie og kultur er Parque Histórico et besøg værd. Parken er en kombination af et frilandsmuseum, en dyrepark og en botanisk have. Guayaquil er desuden porten til Galápagosøerne, hvilket gør byen til et naturligt stop for mange rejsende.
Topseværdigheder
Malecón 2000
Malecón 2000, der også er kendt som Malecón Simón Bolívar, er et område langs floden Rio Guayas med promenader, aktiviteter og et dejligt folkeliv. Det er også et omfattende byfornyelsesprojekt i et område, der tidligere var præget af forfald. Det ændrede sig, da stedet blev omdannet til en moderne promenade fyldt med grønne områder, monumenter og kulturelle attraktioner. Langs promenaden finder man blandt andet det imponerende Hemiciclo de la Rotonda, der et monument dedikeret til uafhængighedens helte, og andre skulpturer og statuer, der hylder byens historie.
Promenaden byder også på en række attraktioner som fx det første IMAX-biograf i Sydamerika, et væld af restauranter og caféer, butikker og kultursteder. Besøgende kan også nyde bådture på Guayas-floden med en skøn udsigt over byen. Området er blevet et populært samlingspunkt for både lokale og turister, der sammen kan nyde koncerter, festivaler og andre begivenheder. Malecón 2000 er således et levende eksempel på, hvordan byplanlægning kan forbedre livskvaliteten og samtidig bevare en bys kulturelle arv.
Parque Histórico Guayaquil
Parque Histórico Guayaquil er en unik kombination af natur, kultur og historie, der giver besøgende et indblik i byens udvikling fra kolonitiden til nutiden. Parken er opdelt i tre sektioner med et naturreservat med lokal flora og fauna, en bydel fra begyndelsen af det 20. århundrede og en sektion dedikeret til landbrug og traditionelt håndværk. Denne opdeling giver en fin og interessant forståelse for Guayaquils historiske arv.
I den historiske bydel kan man gå gennem velbevarede bygninger, der tidligere husede byens elite, og få et indtryk af livet i begyndelsen af 1900-tallet. Bygningerne er blevet restaureret til deres oprindelige stand og fungerer som museer, hvor man kan lære om Guayaquils sociale og økonomiske udvikling. Denne del af parken fremhæver byens koloniale fortid og dens overgang til moderne tider.
Naturreservatet i parken er hjemsted for en række plante- og dyrearter, der engang var udbredte i regionen. Stierne gennem skovområderne giver glimrende mulighed for at observere dyrelivet og lære om de økosystemer, der understøtter Guayaquils biodiversitet. Dette område fungerer også som et vigtigt redningscenter for truede arter. Det er også en oplevelse at se området med landbrug og håndværk, der er nogle af de ting, der har været med til at præge Guayaquil gennem årene.
Parque Iguana
Parque Iguana med det officielle navn Parque Seminario er en af Guayaquils mest charmerende og historiske parker, der ligger som en grøn plads og oase foran byens domkirke, Catedral Metropolitana. Pladsen blev oprindeligt anlagt som Plaza de Armas i 1600-tallet, og i 1895 blev den omdøbt til Parque Seminario. Det skete til ære for Miguel Suárez Seminario, som donerede midler til parkens udsmykning, der blandt andet talte en smedet pavillon og en smuk indhegning.
I dag er parken kendt som Parque de las Iguanas eller blev Parque Iguana. Det navn er kommet på grund af de mange fritgående grønne leguaner, der bebor området. De gør naturligvis parken til et populært sted, hvor man kan nyde den afslappede atmosfære og tage billeder af de leguaner, der ofte soler sig på bænke og stier. Man kan også beundre monumentet af Simón Bolívar, der står i parkens centrum.
Cerro Santa Ana
Cerro Santa Ana er en ikonisk bakke i Guayaquil, som fungerer som både historisk vartegn og udsigtspunkt over byen. Området var oprindeligt en militærpost i kolonitiden, og den spillede en strategisk rolle i forsvaret mod pirater og angribere fra floden Rio Guayas. I dag er bakken blevet forvandlet til et af Guayaquils mest besøgte turistområder og et sted, der bør være et must see, når man besøger storbyen.
Trappen op til toppen består af 444 trin, som er omgivet af farverige huse, caféer, kunstgallerier og små forretninger. Undervejs kan man beundre vægmalerier og kunstinstallationer, der fortæller om byens historie og identitet. Hele vejen op oplever man en blanding af lokal atmosfære og udsigt over Guayas-floden og byens skyline.
På toppen af Cerro Santa Ana står det lille fyrtårn og kapel, som er populære blandt fotografer og besøgende. Fyret kan bestiges, og herfra får man en af de bedste udsigter i hele Guayaquil. Ved fyrtårnet er der en stor udsigtsterrasse, hvor man også kan se den lille kirke, Capilla del Cerro Santa Ana, der blev bygget i 2002. Derudover findes der en række historiske kanoner og plaketter, som minder om stedets militære fortid og dets rolle i byens udvikling.