Grundlæggelsen af Bagavan
Der har været bosættelser omkring Baku og halvøen Absheron siden stenalderen. I selve Baku er der gjort fund fra bronzealderen, hvilket kan indikere indbyggere her allerede på det tidspunkt.
I århundredet efter Jesu fødsel kom Romerriget hertil ad to omgange. De har efterladt sig romerske inskriptioner og landsbyen Ramana fra omkring år 90 i bydelen Sabunchu. Ifølge disciplen Bartolomæus lå byen Albana her I samtiden blev den muligvis kendt som Albanapolis.
Bartolomæus omvendte ifølge sagnet Armeniens konge til kristendommen, hvilket resulterede i disciplens martyrium, da kongens bror fandt ud af det. Bartolomæus blev henrettet, og det kan have fundet sted ved det nuværende Jomfrutårnet i Bakus gamle bydel.
Kilder nævner fra 400-tallet Baku og den ild, der fra naturens side steg op fra jorden her. Den tidligste beskrivelse er fra den græske historiker Pricus’ hånd, men hans og øvrige skildringer fra de følgende århundreder nævner indtil 900-tallet ikke meget om byens udvikling.
Oprindelsen til Bakus navn er ikke sikker, men navnet kommer muligvis fra det persiske Bagavan, der betyder Guds By. Baku hed da også netop Bagavan de første århundreder.
Middelalderens Baku
Fra omkring år 1000 kendes flere detaljer fra Bakus historie. I den tid tilhørte byen på skift tyrkiske og arabiske khanater som fx Khazarien, og i tiden blev byen også angrebet af de ekspanderende folk fra det nuværende Rusland. Det kom til flere kampe; blandt andet i 1170, hvor shirvanshah Akhsitan Is tropper og flåde slog et russisk angreb tilbage.
Med tiden var området Shirvan blevet etableret med shirvanshaherne som ledere. Fra 1191 blev hoffet lagt i Baku, der derved var blevet hovedstad. Med hoffet fulgte flere institutioner som fx landets mønt.
Gennem 1100-1300-tallene blev der opført en række fæstningsværker i og rundt om Baku. Blandt dem var Jomfrutårnet i den centrale by og borgen Sabayel på en ø i Baku Bugt.
En af byens større udfordringer i perioden var stigende vandmængder i Det Kaspiske Hav. Ud over oversvømmelse i byen, kom Sabayel til at ligge under vandlinjen fra 1300-tallet.
Internationale Baku
Århundredernes gang i det aserbajdsjanske område betød nye herskere og nye tider. Under det tredje mongolske togt i årene 1231-1239 besatte Hulagu Khan fx byen, der i 1300-tallet kom til at opleve en tid med opblomstring under Muhammad Oljeitu.
Byens skatter blev lettet, og kulturlivet var i udvikling. Det var også her, den lokale digter Nasir Bakui skrev et poesi til Oljeitu. Det var det første på aserbajdjansk sprog.
Baku nød også en stor vækst i handlen. Førende europæiske købmandsstater som Genova og Venedig var her, og Baku handlede også med Den Gylde Horde, fyrsterne i Moskva og flere andre europæiske lande og folk.
Bakus olie
Skildringer om store mængder olie kom ind fra rejsende til Baku. Mellem 1568 og 1574 var der fx seks engelske missioner i byen, hvorfra Thomas Bannister og Jeffrey Duckett beskrev fænomenet med både petroleum og olien, der lokalt blev kaldt nefte.
Områdets første egentlige oliekilde blev efter datidens standarder etableret i 1594; det skete i Balakhany ved Baku, og i 1636 kunne tyske Adam Olearius beskrive Bakus 30 oliekilder.
Nye herskere
I 1501 var det persiske Safavid-dynasti etableret, og samme år beljerede dets tropper Baku. I 1538 overvandt shah Tahmasp I de regerende shirvanshaher i byen, og den aserbajdsjanske Safavid-tid varede til 1722, hvor dynastiets magt gik til grunde.
Året efter kom Peter den Stores russiske soldater til området, og den 26. juni 1723 vandt de kampen om Baku. Prins Bariatianski blev kommandant i byen, der blev forsvaret af to regimenter soldater. Blandt befalingerne fra zaren i Sankt Petersborg var at sende olie til imperiets hovedstad.
Ruslands tropper blev tvunget til at forlade Baku i 1735 efter en aftale med shirvan-lederen Nadir Shah, og efter nogle år blev der etableret et delvist selvstyrende khanat i Baku i 1747. Khanatet var fra samme år en del af det større Quba-khanat, der som khanatet i Baku var opstået efter Safavid-rigets opløsning i 1747.
På dette tidspunkt boede der 5.000 mennesker i Baku, hvis økonomi var nødlidende til trods for de store mængder olie, der efterhånden blev produceret. Nærmest konstante stridigheder og plyndringer havde sat sine spor.
Quba-khanatet var stærkt afhængige af russisk militærhjælp, men med tiden fik Rusland selv ambitioner om magten i Kaukasus. I 1796 startede 6.000 soldater under ledelse af general Zubov erobringen af Baku, og efter flådens indsejling til Baku Bugt kunne styrkerne hurtigt indtage byen. I 1797 forlod de dog igen området for en tid.
Det Russiske Imperium
I årene 1804-1813 kom der til en krig mellem Rusland og Persien om landområderne i Kaukasus. Krigen endte med Traktaten i Gulistan, der tildelte det russiske zarrige hovedparten af landområderne. Baku var allerede blevet erobret i 1806, og byen overgik formelt til Rusland efter krigens afslutning.
1800-tallets tid under russisk styre blev en tid, hvor Bakus store vækst og opblomstring kom i gang. Nye forstæder skød op, og middelalderforsvar langs Det Kaspiske Hav blev afløst af nye havneanlæg. Befolkningstallet steg løbende, og institutioner som fx byens børs blev grundlagt.
Olieboom
Industrielt gik det også godt for Baku gennem 1800-tallet. I 1823 så verdens første paraffinfabrik dagens lys i Baku. I 1846 blev den første borede oliekilde i verden sat i drift, og i 1863 kom en petroleumfabrik i gang.
Den rigelige olie blev med årtierne udvundet mere og mere, og det blev en tid med oliebaroner, der producerede enorme mængder olie med deraf følgende vækst i økonomien.
Baronerne talte blandt andet Musa Nagijev, Murtuza Mukhtarov og Shamsi Asadullajev, og olien skabte også grundlag for opførelse af de mange oliepalæer, der den dag i dag kan ses langs Det Kaspiske Hav.
Befolkningstallet fulgte med aktiviteten og pengene i olieindustrien. Under olieboomet fra 1800-tallet til starten af 1900-tallet voksede byen således hurtigere end metropoler som London og New York.
Den kraftige vækst medførte også flere projekter med infrastrukturen i Baku. I 1868 blev en telegraflinje åbnet til Tbilisi i Georgien, og 11 år senere åbnede en undersøisk forbindelse med Krasnovodsk; vore dages Turkmenbashi.
Zar Alexander III kom til Baku i 1883, og turen havde foregået i tog fra Tbilisi. Baku var blevet forbundet til det store russiske jernbanenet.
Olieproduktion voksede til stadighed, og omkring år 1900 blev 95 % af Ruslands olieforbrug dækket af Bakus produktion, og gennem årene i 1. Verdenskrig blev omkring 15 % af verdens olie produceret omkring byen.
Den første uafhængighed
I kølvandet på det russiske zarriges fald, blev Aserbajdsjan Demokratiske Republik udråbt som en sekulær og demokratisk stat. Det skete den 28. maj 1918 i Tbilisi, og i starten var Ganja hovedstad i stedet for Baku, der var under de kommunistiske bolsjevikkers kontrol. Med tiden blev Baku hovedstad, og i den unge republik var der tiltag og resultater som fx grundlæggelsen af statsuniversitetet i Baku.
Sovjetiske Baku
I februar 1920 holdt det aserbajdsjanske kommunistparti kongres i Baku, og de vedtog en forberedelse af en væbnet revolte. Den 27. april gik Den Røde Hærs tropper ind i Aserbajdsjan, og dagen efter indtog de Baku og indledte landets tid som sovjetrepublik.
I Sovjetunionen fortsatte udviklingen af Baku, hvor den første sporvognslinje blev indviet 8. februar 1924. To år senere blev den første elektriske jernbane i Sovjetunionen åbnet; den forbandt Baku og Surakhany.
Olieproduktionen blev også øget, og i 1940 blev der produceret 22,2 millioner ton olie i Baku, og det svarede til 72 % af den sovjetiske produktion.
Under 2. Verdenskrig angreb Tyskland Sovjetunionen, og et af målene var at erobre Bakus olie. Planen Operation Edelweiß blev godkendt af Adolf Hitler den 23. juli 1942, og selv om de tyske tropper ikke nåede Baku, var der blevet opført store forsvarsværker omkring byen.
Baku voksede til en millionby, og derved fik den i overensstemmelse med sovjetisk lov et metrosystem. Nye kvarterer og bygninger skød også op i takt med befolkningstilstrømningen til byen. I olieudvindingen blev der nu også produceret offshore i Det Kaspiske Hav. Den første platform, der var verdens første, blev bygget i 1947.
Baku i dag
Med opløsningen af Sovjetunionen i 1991 blev Aserbajdsjan igen en selvstændig nation, og Baku fortsatte som landets hovedstad.
De seneste årtier er der bygget meget nyt i byen, hvor Flammetårnene står over byen som et symbol på det moderne Baku, hovedstadens kunnen og den satsning på øget turisme, der sker.
I byen er der også revet mange bygninger ned fra den sovjetiske tid, og i stedet er der bygget nyt, anlagt promenader, parker og pladser.
