Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Minsk er en storby, hvor man bliver budt velkommen af smuk sovjetisk byplanlægning med imposante kvalitetsbyggerier, gamle kirker, grønne parker, spændende museer og en dejlig atmosfære. Og det er blot nogle af de oplevelser, mødet med den hviderussiske hovedstad giver.

Minsks placering på den store flade skovklædte slette har gennem hele byens historie medført det ene ødelæggende angreb fra nabolandene efter det andet. Byen har altid genrejst sig, og ingen andre steder i verden kan besøgende opleve en 1000 år gammel by, der næsten blev komplet ødelagt inden for de sidste 100 år og genopbygget med stor entusiasme og med benyttelse af en sovjetisk byplanlægning.

Uafhængighedspladsen og –boulevarden er nogle af de mest imponerende af byrum i Minsks storslåede byplan. Som en fornem symfoni danner bygningerne langs den lange boulevard en strigent ramme, der udvikler sig fra kvarter til kvarter, og med aftenernes illuminering bliver synet nærmest endnu bedre.

Ikke langt fra den sovjetiske æras fine arkitektoniske værker ligger mange bevarede og genopførte huse og kirker fra Minsks tidligere historie. De giver en kontrast til de nyere dele af byen, og det er en spændende cocktail set fra et oplevelsesmæssigt perspektiv.

Topseværdigheder

    Regeringsbygningen

    Regeringsbygningen
    Дом правительства
    Dom Pravitelstva

    På Uafhængighedspladsens nordside ligger den hviderussiske regeringsbygning, der blev bygget i modernisme i årene 1930-1934 af den sovjetiske arkitekt Iosif Langbard. Det er en af de få bygninger i dette område, som ikke blev ødelagt under 2. Verdenskrig.

    Da tyskerne erobrede Minsk i 1941 benyttede Gestapo, Luftwaffe og SS bygningen til administration, og da byen blev befriet i slutningen af 2. Verdenskrig, var det deres tanke at bortsprænge den, men dette forehavende lykkedes ikke.

    Hvideruslands parlament hedder Nationalforsamlingen, der består af to kamre. Der er direkte valg til underhuset, der hedder Repræsentanternes Hus/Палата Представителей [Палата Прадстаўнікоў], mens medlemmerne af overhuset, Republikrådet/Совет Республики [Савет Рэспублікі], bliver udpeget.

     

    Uafhængighedsboulevarden
    пр. Независимости
    Pr. Nesavisimosti

    Minsks imponerende Uafhængighedsboulevard blev anlagt efter 2. Verdenskrigs ødelæggelse af den hviderussiske hovedstad, hvor kun få bygninger i centrum var intakte. Boulevarden er 11 kilometer lang og løber fra Uafhængighedspladsen til byens forstæder mod nordøst.

    Boulevarden er et imponerende stykke sovjetisk planlægning og arkitektur. Den er inddelt i tre større dele rent planlægnings- og opførelsesmæssigt; fra Uafhængighedspladsen til Sejrspladsen/Площадь Победы [Плошча Перамогі], fra Sejrspladsen til Kalinin Plads/Площадь Калинина [Плошча Калініна] og fra Kalinin Plads til indkørslen til byen fra motorvejen mod øst.

    Uafhængighedsboulevarden har haft flere navne før det nuværende. Indtil 1991 var den opkaldt efter Lenin, og efter Hvideruslands selvstændighed blev den opkaldt efter den hviderussiske nationalhelt fra 1500-tallet, Frantsisk Skorina, som var den første, der benyttede det gamle hviderussiske sprog i trykte medier.

    Strækningen mellem Uafhængighedspladsen og Sejrspladsen er særligt interessant med de mange bygninger i fornem og monumental sovjetisk stil. Karréerne mellem Uafhængighedspladsen og Oktoberpladsen/Октябрьская площадь [Кастрычніцкая плошча] blev hovedsageligt opført i 1940-1950erne, mens det resterende stykke til Sejrspladsen blev bygget i 1950-1960erne.

    På den resterende strækning blev der opført bygninger fra 1950-1970erne. Der er dog også nyere bygninger, og langs alle 11 kilometer gælder, at der er enkelte større bevarede bygninger fra før 2. Verdenskrigs ødelæggelse af Minsk i blandingen med de nyere huse.

     

    Rådhuset

    Rådhuset
    Ратуша
    Ratusja

    Rådhuset er det populære navn for Minsks tidligere rådhusbygning, der står som en smuk genopførelse fra 2003 af den bygning, der blev ødelagt af en brand i 1851. Indtil da havde huset fungeret som byens rådhus siden 1582. Det klassicistiske udseende kom til efter en ombygning i slutningen af 1700-tallet.

    I dag er det gamle rådhus indrettet som repræsentationslokaler for bystyret i Minsk. Der er også indrettet et museum i rådhusbygningen, hvor en kopi af Minsks Magdeburg-stadsrettigheder fra 1499 bliver opbevaret.

    På toppen af det 32 meter høje klokketårn kan man se en vejrhane og byens våbenskjold. Ved den østlige side af rådhuset står skulpturen Guvernørens Vogn, der blev udarbejdet af hviderusseren Vladimir Zhbanov.

    Bygningen er trods sin oprindelige alder ikke Minsks første rådhus. Det blev opført i begyndelsen af 1500-tallet efter tildelelsen af købstadsrettigheder fra storhertug Alexander i 1499. Med rettighederne fulgte retten til at oprette en råd til selvstyre af byen, og der rejstes en træbygning til formålet.

     

    Frihedspladsen
    Площадь Свободы
    Plosjtjad Svobody

    Frihedspladsen er den centrale plads i Minsks såkaldte Øvre Bydel, der hører til de ældste dele af byen. Pladsen blev etableret i 1500-tallet som byens politiske, kulturelle og økonomiske centrum.

    Byens rådhus, kirker, forretninger, kroer og forskellig underholdning var gennem århundreder hverdag på pladsen, der nu igen er blevet brostensbelagt og i stort omfang genanlagt i gammel stil. Der er flere grønne anlæg på og omkring pladsen, og herfra er der blandt andet en fin udsigt over floden Svisloch.

     

    Helligåndskatedralen

    Helligåndskatedralen
    Свято-духов кафедральный собор
    Svjato-Dukhov Kafedralnyj Sobor

    Helligåndskatedralen er en kirke, der blev opført i 1633-1642 som trækirke til bernardinernonner. Ti år efter færdiggørelsen blev kirken genopbygget i sten, og efter en brand i 1741 blev den rekonstrueret.

    Nonneklostret flyttede til byen Nesvizh i 1852, hvorefter kirken overgik til den russisk-ortodokse kirke, der benyttede stedet som kloster, indtil det blev nedlagt under Hvideruslands sovjetiske tid.

    I dag kan man se en række fine ikoner i kirken fra Moskvas akademi. En særlig helligdom er ”Ikonet fra Minsk”, der fik navn efter sin opdagelse i byen omkring år 1500. Ifølge legenden blev ikonet udført af evangelisten Lukas, og det blev opbevaret i Konstantinopel, indtil kristningen af det store russiske område fandt sted.

    For flere end 1000 år siden købte Kievs storhertug Vladimir ikonet, og det var herefter i Kiev i cirka 500 år, indtil tatarer smed det i floden Dniepr. Det kom efter en tid til syne med et særligt skin i Svisloch-floden ved Minsk, og nu er det placeret i Helligåndskatedralen.

     

    Oktoberpladsen
    Октябрьская площадь
    Oktjabrskaja Plosjtjad

    Oktoberpladsen er Minsks centrale plads og en af de mest imponerende i sin monumentale anlæggelse med de mange prominente bygningsværker på og omkring den. Pladsen blev anlagt i årene 1949-1950 som blandt andet paradeplads, hvor politiske ledere kunne følge militæropvisninger og lignende.

    I 1950erne blev der opstillet en ti meter høj statue af den sovjetiske statsleder Josef Stalin på pladsen. Den blev revet ned igen i 1961.

    På pladsen kan man se en pyramide i granit, som markerer det punkt, hvor afstande i Hviderusland bliver målt fra. Dette monument blev sat op i 1998. Mod syd ligger det grønne område Aleksandrovskij Plads/Александровский сквер [Аляксандраўскі сквер], som er en lille oase med bænke og stier omkring et centralt springvand.

     

    Republikkens Palads
    Дворец Республики
    Dvorets Respubliki

    Midt på Oktoberpladsen ligger Republikkens Palads, der åbnede i 2001 efter 15 års byggeri. Ud over grundplanets imponerende dimensioner er bygningen 45 meter høj over gadeniveau, og den gå 20 meter under samme niveau.

    Paladset rummer blandt andet en af Minsks fineste koncertsale, og ud over diverse forestillinger er bygningen hjemsted for en række møder, konferencer og udstillinger. De to koncertsale i paladset har plads til henholdsvis 2.700 og 500 tilskuere, og de store forhold ses allerede i foyermiljøet.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Minsk her.

Andre seværdigheder

    Byportene

    Byportene
    Ворота города
    Vorota Goroda

    Byportene er navnet på to symmetriske bygninger i den tidstypiske sovjetiske klassicisme fra årene efter 2. Verdenskrig. Symmetrien og byportene står over for byens hovedbanegård, og de er det første, man ser ved ankomst med tog til Minsk.

    Hver af de to bygninger er på 11 etager og troner som tårne på de lavere lejlighedsbyggerier, der fuldender komplekset og symmetrien. I det ene tårn er der opsat et ur med en skive på over 3 meter i diameter. Uret er et trofæ bragt fra Tyskland efter 2. Verdenskrigs afslutning.

     

    KGB’s Bygning
    здание КГБ
    Sdanie KGB

    Den tempellignende nyklassicistiske bygning med den korintiske portal er det sovjetiske KGB's tidligere hovedsæde i Minsk. I dag arbejder den efterfølgende hviderussiske organisation under samme navn; Komiteen for Statens Sikkerhed/Комитет государственной безопасности [Камітэт дзяржаўнай бяспекі] eller bedre kendt under forkortelsen KGB/КГБ [КДБ].

    Over for KGB's bygning er der et grønt parkanlæg, hvor man kan se en statue af Feliks Dzerzhinskij, der var hviderusser og første leder af Tjekaen, der var KGB's forgænger.

     

    Uafhængighedspladsen

    Uafhængighedspladsen
    Пл. Независимости
    Pl. Nesavisimosti

    Minsks imponerende og store Uafhængighedsplads er et plads, der er domineret af den sovjetisk-klassicistiske efterkrigsarkitektur, men man kan også se bygninger fra før 2. Verdenskrig her. Pladsen er 500 meter lang, og den breder sig på omkring syv hektarer og er en af de største pladser i Europa.

    Uafhængighedspladsen skulle efter 1930ernes byplanlægning have været Minsks centrale plads med et storladent symmetrisk anlæg, men med nye planer i 1946 blev det i stedet Oktoberpladsen/Октябрьская площадь [Кастрычніцкая плошча], der fik denne status.

    Indtil 1991 var Uafhængighedspladsen opkaldt efter den sovjetiske statsleder Lenin, og man kan da også se en statue af netop Lenin centralt på pladsen foran regeringsbygningen. Arealet foran bygningen og statuen blev tidligere anvendt til militærparader. Under store dele af pladsen finder man indkøbscentret Stolitsa/Столица, der er indrettet i flere underjordiske etager.

     

    Rakov Bydel
    Раковское предместье
    Rakovskoe Predmeste

    Rakov-bydelen ligger centralt i Minsk og byder på gademiljøer fra 1800-tallet, hvor husene delvist har overlevet byens historiske ødelæggelser. Således kan man mellem de mange moderne bygninger vandre rundt i et par gader med lave huse. Husrækkerne er ikke komplette i den gamle stil, men alligevel kan man danne sig et lille indtryk af Minsk omkring år 1900.

     

    Sankt Simon og Helena Kirke

    Sankt Simon og Helena Kirke
    Костёл Святого Симеона и Святой Елены
    Kostjol Svjatogo Simeona i Svjatoj Jeleny

    Den katolske Sankt Simon og Helena Kirke, der også kaldes Den Røde Kirke/Красным костёлом [Чырвоны касцёл] efter dens farve, blev opført i 1908-1910 af en adelsfamilie. Byggeriet var en reaktion på, at de havde mistet deres to børn, der hed Simon og Helena.

    Kirkens to små tårne står som symbol på børnene, mens det store tårn symboliserer forældrenes sorg. Kirken blev hurtigt et symbol for folk, der sørgede over for tidligt mistede kære.

    I Hvideruslands sovjetiske tid blev kirken først brugt som ramme for landets polske statsteater. Efter 2. Verdenskrig blev den anvendt af et filmstudie og fra 1975-1990 var her en biograf med tilhørende biografmuseum i kirketårnet. Siden 1990 har kirken igen tilhørt den katolske menighed.

     

    Lee Harvey Oswalds lejlighed
    квартира Освальда
    Kvartira Osvalda

    I starten af 1960 kom amerikaneren Lee Harvey Oswald til Minsk, efter at han var ankommet til Moskva den 16. oktober 1959. Lee Harvey Oswald fik job i Minsk og blev tildelt en møbleret lejlighed i denne boligkarré langs floden Svislochs bred. Oswald boede her i årene 1960-1962.

    Oswald blev indskrevet i verdenshistorien, da han i 1963 blev anholdt og mistænkt for mordet på USA’s præsident, John F. Kennedy. Præsidenten blev offer for en attentat under en køretur i åben bil i Dallas.

     

    Operaen

    Hvideruslands Store Teater
    Большой театр Беларуси
    Bolsjoj Teatr Belarusi

    Minsks opera- og balletteater blev indviet 25. maj 1933 med en opsætning af Carmen. Det skete dog i en anden bygning end det nuværende operateater. Første forestilling i den nye bygning fandt sted 10. maj 1939 og var en hviderussisk opera af Evgenij Tikotskij.

    Opera- og balletbygningen blev opført i sovjetisk konstruktivisme efter Iosifs Langbards design fra 1935. Tidligere havde dette sted været udlagt som Minsks største marked.

    Den verdensberømte hviderussiske opera- og balletskoles trup har gennem tiden gennemført store opsætninger både her i Minsk og i udlandet. Under 2. Verdenskrig fortsatte truppen sine forestillinger i Nizhnij Novgorod, indtil de igen kunne vende tilbage til Minsk med første forestilling i december 1944.

     

    Sejrsboulevarden
    пр. Победителей
    Pr. Pobeditelej

    Sejrsboulevarden er en af de gader, der giver et indtryk af den nyere sovjetiske byplanlægning og byggestil. Den brede gade rummer både biltrafik og brede promenader for spadsereture. Langs gaden er der adskillige monumenter og flere markante bygninger. På den østlige side er der fortove og stier ned mod floden Svislochs bred, springvand og det markante Sportspalads/Дворец Спорта [Палац спорту].

    På gadens vestlige side ligger blandt andet biografen Moskva/кинотеатр Москва fra 1980 i nummer 13 og Hotel Jubilejnaja/Гостиница Юбилейная fra 1969 i nummer 19. Mod syd i gadens nummer 1 kan man på hjørnet af Sejrsboulevarden og gaden ul. Rakovskaja/ул. Раковская [вул. Ракаўская] se et stort og typisk sovjetisk relief over indgangen til stedets butikscenter.

     

    Det Hviderussiske Statsmuseum for 2. Verdenskrig
    Белорусский Государственный музей истории Великой Отечественной войны
    Belorusskij Gosudarstvennyj Musej Istorii Belikoj Otetjestvennoj Vojny

    I 1942 blev der nedsat en kommission, der skulle indsamle materiale, som skildrede det hviderussiske folks mod og heltegerninger under Den Store Fædrelandskrig, som 2. Verdenskrig hedder i det russiske og hviderussiske område. Kommissionens resultater samt nyere dokumentation og udstillinger kan man se på Det Hviderussiske Statsmuseum for 2. Verdenskrig.

    De indsamlede genstande blev fra 1942 udstillet i Moskva som symbol på Hvideruslands og derved Sovjetunionens kamp. Blandt de mange genstande er privatfabrikerede våben, dokumenter, fotografier, uniformer og aviser. Her er også en række kunstværker, der viser krigen set med en række amatørkunstneres øjne.

    Den tidligere museumsbygning på Oktoberpladsen blev opført i 1966 som den første i Sovjetunionen særligt dedikeret til denne krig. I årene 2010-2013 blev den nuværende åbnet, og museet blev derved smukt indrettet i Sejrsparken, Park Pobedy/Парк Победы [Парк Перамогі], ved Minsks imponerende Heltebymonument.

    Bygningen består symbolsk af fire blokke, der repræsenterer de fire års krig og Hvideruslands fire fronter, der førte til sejren og befrielsen. Bygningen er i sig selv en oplevelse.

     

    Treenighedsforstaden

    Treenighedsforstaden
    Троицкое предместье
    Troitskoe Predmeste

    Har Minsk en gammel bydel, er den denne del, der ligger ned mod floden Svislochs snoede løb. Historisk går beboelsen af området tilbage til 1100-tallet, og bydelens navn går tilbage til den historiske katolske treenighedskirke, der lå her.

    Forstaden er en genopbygning og restaurering, der blev gennemført i 1980erne. Arbejdet har genskabt et fornemt 1800-talsmiljø med hyggelige huse og brosten i de snævre gader, hvor man blandt andet kan finde en del spisesteder og caféer.

     

    Tårernes Ø
    Остров слёз
    Ostrov Sljos

    Ud for Treenighedsforstaden og midt i floden Svisloch ligger Tårernes Ø, der er indrettet som et mindemonument for faldne hviderussiske soldater i Sovjetunionens krig mod Afghanistan i årene 1979-1988. Monumentet blev anlagt i 1988 som et kapel med figurer omkring kapellet. Der er også et karakteristisk springvand, som forestiller en engel som en dreng, der græder tårer.

     

    Maksim Gorkij Park
    парк им. Максима Горького
    Park Im. Maksima Gorkogo

    Gorkij Park er den ældste park i Minsk og udgør med et areal på 28 hektarer en af de dejlige grønne oaser i byens centrum. Parken ligger smukt langs floden Svisloch med en promenade langs bredden. I parken er der mange aktivitetsmuligheder for børn, og deraf kommer parkens egentlige navn, der er Den Centrale Børnepark/Центральный детский парк [Цэнтральны дзіцячы парк].

    Børneparken er en forlystelsespark, hvor den mest kendte attraktion er det store pariserhjul, som byder på en fin udsigt over den hviderussiske hovedstad. Her ligger også Minsk Planetarium/Минский планетарий [Плянэтар] og forskellige sportsfaciliteter.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Minsk her.

Ture fra byen

    Mir Castle

    Mir Slot
    Мирский замок
    Mirskij Samok

    Mir-slottet er en af Hvideruslands største og mest besøgte seværdigheder. Slottet ligger smukt ned til en sø, hvor det blev opført fra slutningen af 1400-tallet til starten af 1500-tallet. Byggestilen var gotisk i sin begyndelse, mens stedet blev udbygget i renæssance, da Mikołaj Krzysztof Radziwiłł overtog Mir i 1568.

    Der er solide forsvarsværker rundt om selve residensslottet og Mirs andre faciliteter. Som sådan blev slottet forladt efter en brand i Napoleonstiden, og det var først i 1895, Nikolaj Sviatopolk-Mirski begyndte en genopbygning af Mir, hvor familien boede til 1939. I det første årti efter 2. Verdenskrig blev Mir Slot indrettet med boliger, mens det i dag er etableret som museum, der hører under Hvideruslands Nationalmuseum.

    Bag slottet kan man i slotsparken se Sviatopolk-Mirski Kapel/Часовня-усыпальница Святополк-Мирских. I byen Mir umiddelbart vest for slottet er der i bycentrum to andre kirker. Nikolaj Kirke/Костел св. Николая [Касцёл святога Мікалая] blev bygget som byens katolske kirke i årene 1599-1605. Den overgik i 1865 til den russisk-ortodokse menighed.

    Treenighedskirken/Церковь Троицы Живоначальной [Царква Святой Тройцы] blev opført 1533-1550. Den brændte i 1800-tallet og blev genopført i en historisk russisk stil. Byen Mir, der første gang er nævnt i 1395, er en lille provinsby med lav bebyggelse. Dens udvikling har historisk været stærkt præget af Radziwiłł-familien på Mir Slot. I centrum er der et hyggeligt miljø.

     

    Ærens Bakke
    Курган Славы
    Kurgan Slavy

    Kampvogne, en 70 meter høj konisk bakke og et monument på toppen danner Kurgan Slavy, der er et mindekompleks, som blev etableret i 1969 på netop det sted, hvor fire sovjetiske arméer sluttede sig sammen for at overvinde tyskerne endeligt under 2. Verdenskrig.

    Det skete med operation Bagration/Багратион, som blev indledt i juni 1944 med offensiv af 1., 2. og 3. hviderussiske fronter og 1. baltiske front, der efter sommeren havde befriet området.

    Anlægget af bakken blev påbegyndt i november 1967, og tusindvis af hviderussere deltog i arbejdet ved at komme med en håndfuld jord som tegn på stedets vigtighed. Monumentets samlede højde når op på 70,6 meter, hvoraf højen måler 35 meter. På toppen af den står fire, 35,6 meter høje bajonetter, der symboliserer hver af de fire fronter i 1944-offensiven.

     

    Borisov
    Борисов

    Den historiske by Borisov ligger ved Beresina-floden. Byen blev grundlagt i 1102 af Boris Vsevolodovitch, der var fyrste i Kiev. I byen kan man se den smukke Kristi Genopstandelseskirke/Собор Воскресения Христова (ul. Polatina 34/ул. Лопатина 34), der blev opført i 1800-tallet. Kirken, dens farver, udsmykning og løgkupler er et fornemt eksempel på tidens russiske stil.

    Borisovs gamle centrum ligger omkring Kristi Genopstandelseskirke nord for floden Berezina, der skærer gennem byen. Det moderne Borisov finder man på sydsiden af floden, hvor den centrale plads, Главная Площадь (Glavnaja Ploshad/Главная Площадь), er byens hjerte. Herfra stråler gaderne ud, og langs dem er den arkitektoniske stil monumental i en mindre skala end Minsk. Det giver et godt indtryk af hviderussiske provinsbyer, der i høj grad er opbygget efter 2. Verdenskrigs kampe i landet.

    Ud over slag i 2. Verdenskrig er Borisov stedet, hvor den russiske hær vandt et afgørende slag over Napoleons franske tropper i 1812. Dette mindes ved et monument for den russiske sejr og de faldne soldater i Slaget ved Berezina.

     

    Nesvisj
    Несвиж

    Byen Nesvisj blev nævnt første gang i 1223. Dens udvikling startede for alvor i 1500-tallet, hvor den blev hjemsted for den magtfulde Radziwiłł-adelsfamilie, som byggede de største seværdigheder, byen er kendt for i dag. Det er byens slot og Corpus Cristi Kirke.

    Af øvrige seværdigheder i Nesvisj kan man se benediktinerklosteret med kirke, Костёл и монастырь бенидиктинок (ул. Чкaлoвa), der blev anlagt i årene 1593-1596. Byens gamle rådhus, Ратуша (Coвeтскaя ул.), er fra samme tid, men det blev ombygget i barokstil i 1752, og i dag huser det et bibliotek og byens ungdomshus.

    I det hele taget er Nesvisj en hyggelig og smukt beliggende provinsby, hvor man kan tage en fin spadseretur for at snuse til atmosfæren i den forhenværende adelsby.

     

    Nesvizh Castle

    Nesvisj Slot
    Несвижский замок
    Nesvisjskij Samok

    I 1533 overtog Radziwiłł-familien Nesvisj, og fra 1582 lod Mikołaj Krzysztof Radziwiłł et imponerende slot i stilarterne barok og renæssance opføre. Det skete delvist på fundamenterne af en ældre middelalderborg. Slottet stod færdigt i 1604 efter italieneren Giovanni Maria Bernardonis design.

    Radziwiłł-familien residerede på slottet til 1700, hvor russiske styrker erobrede området. Derefter blev de litauiske arkiver, der havde været her siden 1551, flyttet til Sankt Petersborg, og kunstværker fra Nesvisj blev flyttet til forskellige steder blandt den russiske adel.

    Med både Radziwiłł-familien og den russiske hær væk fra slottet, skete et forfald det kommende århundrede, før prins Anton Radziwiłł med sin franske kone, Marie de Castellane, renoverede stedet i 1880erne. Parret fik også anlagt en engelsk have, der var blandt de største i Europa.

    I 1939 blev Radziwiłł-familien igen fordrevet fra Nesvisj; denne gang da Den Røde Hær og derved Sovjetunionen kom til området. Gennem sovjettiden blev slottet anvendt som sanatorium, og i 1994 blev det gjort til kulturhistorisk monument, og en restaurering blev påbegyndt. I 2006 blev det optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

     

    Saslavl
    Заславль

    Byen Saslavl blev grundlagt i 989 af Vladimir I, der var storfyrste af Kiev og bar tilnavnet den Store i 989. Vladimir sendte sin hustru Rogneda til at bo her med deres søn, Izjaslav, som har givet navn til Saslavl. Byen blev stærkt befæstet og var centrum i Fyrstendømmet Saslavl i middelalderen.

    Byens over 1000-årige historie ses i forskellige byggerier og arkæologiske udgravninger i byens nuværende og historiske centrum. Derved står den som et arkitektonisk monument over traditionel hviderussisk kultur.

    Den historiske by fra Saslavls første århundreder er i dag et arkæologisk område; Val/Вал (ul. Samkovaja/ул. Зaмкoвaя), hvor resterne af Saslavls historiske slot ligger. I Val står også den tidligere calvinistkirke fra 1500-tallet, Transfigurationskirken/Спасо-Преображенская церковь, der nu er ortodoks katedral. Tæt herpå ligger det etnografiske område Melnitsa/Мельница, hvor man også kommer tilbage i byens historie som et frilandsmuseum.

    I byen er der desuden indrettet et museum med gobeliner, tæpper, musikinstrumenter og andet indbo; Muzejno-Vystavotsnij Kompleks/Музейно-выставочный комплекс. Man kan også se Mariakirken/храм Святой Марии, der blev opført i barok stil fra 1774. Den er et fint eksempel på tidens provinsbybyggerier.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    GUM (ГУМ)

    pr. Nezavisimosti 21 (пр. Независимости 21)
    gum.by

     

    Impuls (Импульс)

    Very Horuzhei 2 (Веры Хоружей 2)
    tc-impuls.by

     

    TSUM (ЦУМ)

    pr. nezavisimosti 54 (пр. Независимости 54)
    tsum.by

     

    Na Nemige (На Немиге)

    Nemiga 8 (Немига 8)
    td-nanemige.by

     

    Indkøbsgader

    pr. Nezavisimosti (пр. Независимости), Nemiga (Немига)

Med børn

    Botanisk have

    Центральный ботанический сад
    Surganova 2v (ул. Сурганова 2в)

     

    Børnenes jernbane

    Детская железная дорога
    pr. Nezavisimosti 86 (пр. Независимости 86)
    rwminsk.by/children_railway

     

    Park og forlystelser

    Центральный детский парк
    парк Горького
    ul. Frunze 2 (ул. Фрунзе 2)

     

    Forlystelser

    Дримлэнд
    ul Orlovskaja 80 (ул. Орловская 80)
    dreamland.by

     

    Dukketeater

    театр кукол
    ul. Engelsa 20 (ул. Энгельса 20)

     

    Cirkus

    Цирк
    Nezalezhnosti 32 (пр. Незалежности 32)

     

    Zoologisk have

    Минский Зоопарк
    ul. Tashkentskaja 40 (ул.Ташкентская 40)
    minskzoo.by

Gode links
Historisk overblik

    Grundlæggelsen

    Minsk er grundlagt i det vigtige flodområde mellem Østersøen og Sortehavet på baggrund af en gunstig handelsposition. Slaviske stammer sydfra grundlagde mange af de tidlige hviderussiske byer, herunder Minsk, omkring 800-tallet.

    I Kiev-Rusland kom det til kampe mellem adelen fra Kiev og Hvideruslands førende by Polacak, og inden Minsk er nævnt første gang i 1067, blev byen angrebet flere gange og indtaget på skift af lokale fyrster. I 1084 blev Minsk brændt og ødelagt af Kievs Vladimir Monomakh.

     

    Kampe om det hviderussiske område

    I årene efter blev det nuværende hviderussiske område opsplittet i mindre fyrstedømmer, Minsk blev sit eget område i 1104 og der opstod en alliance mellem Minsk og hertugdømmet Litauen, dog stadig med Kiev som magtfaktor. Kievs magt i området blev brudt, da khan Batu indtog Kiev i 1240. I 1241 blev Minsk offer for tatarernes plyndringer.

    I 1499 opnåede Minsk Magdeburgs købstadsrettigheder, og det betød en vækst i handelen såvel som den medførte kulturel udvikling blandt borgerne. Seks år senere, i 1505, blev byen angrebet af khan Makhmet-Girey fra Krim-khanatet.

     

    Udvikling og invasioner

    I 1600-tallet kom Minsk og store dele af det nuværende Hviderusland ind under Polen, hvilket varede indtil 1793, hvor der skete en opsplitning af Polen. Minsk blev herefter en del af det russiske imperium.

    Gennem 1600-1700-tallet havde Minsk lidt under sin placering på det flade land mellem stormagterne Polen og Rusland. Både under krigen i 1654-1667 mellem de to lande og under den Store Nordiske Krig i 1700-1721 blev Minsk ødelagt, da først Sverige og siden Rusland erobrede byen. Genopbygningen tærede hver gang på byens ressourcer.

    Den russiske zar Aleksejs tropper havde i 1654 erobret Minsk, og da den i 1667 blev tilbagevundet af Polen under kong Jan Kasimir, boede her blot omkring 2.000 indbyggere i cirka 300 huse. Tallet voksede støt gennem 1600-1700-tallene til at tælle 7.000 mennesker i slutningen af 1700-tallet.

     

    1800-tallets Minsk

    I 1793 blev Minsk og regionen annekteret af Rusland, og tre år senere blev byen administrationscenter for Guvernementet Minsk. Den polske fortid blev skiftet med en russisk nutid, og fx blev alle gadenavne ændret i den anledning.

    Minsks befolkning voksede til 11.000 i 1811; året før Napoleons angreb på Rusland. Minsk og Hviderusland havde altid været en slagmark for naboområdernes herskere, og i Napoleonskrigen blev den igen belejret, beskudt og plyndret. Napoleons franske tropper passerede Minsk på deres vej mellem Paris og Napoleons endelige mål, der var Moskva.

    Under de franske år i Minsk var der en kamp mellem polske og hviderussiske kræfter om kontrollen med byen. Polakker håbede på en renæssance for Kongeriget Polen, mens hviderusserne havde nationale ambitioner for deres land.

    Da Rusland genvandt området, var Minsk endnu en gang blevet ødelagt, og ved Napoleons fald var indbyggertallet reduceret til 3.500.

    Hurtigt efter freden blomstrede Minsk igen. Byen havde slået sin status som hovedby fast, og udviklingen kom hurtigt. I 1830erne blev de centrale gader og pladser brolagte, og gennem samme årti så fx et offentligt bibliotek, en brandstation og Minsks første avis dagens lys.

    I 1840erne kom teatre, flere skoler og gymnasier til, og byen etablerede sig som en større provinsby, og infrastrukturen medvirkede til øget vækst. I 1846 blev hovedvejen mellem Moskva og Warszawa ført gennem byen, og i 1871 kom jernbanen på samme rute hertil. To år senere blev Østersøkysten og Ukraine også forbundet med Minsk via jernbanen.

    Industrialiseringen kom med jernbanen, der havde gjort Minsk til et trafikknudepunkt. I år 1900 lå der 58 fabrikker i byen, som samlet beskæftigede 3.000 personer. På samme tidspunkt boede omkring 100.000 i byen.

     

    Minsk i Sovjetunionen

    Minsk var arnestedet for den politiske bevægelse, der senere skulle blive til det magtfulde sovjetiske kommunistiske parti. De russiske socialdemokrater afholdt i 1898 deres stiftende møde i Minsk. Efter den russiske revolution i 1917 blev partiet landets politiske magtbase under dets nye kommunistiske navn.

    I 1919 blev Minsk hovedstad i den hviderussiske sovjetrepublik; en status den havde indtil unionens opløsning. De følgende kom ny udvikling; i 1929 kørte byens første elektriske sporvogn, og fire år senere blev byens lufthavn taget i brug.

    Verdenskrig blev igen nogle år, der ødelagde Minsk, og denne gang i en grad, der ikke tidligere var set i den gennem historien hårdt prøvede by.

    Da sovjetiske tropper nåede Minsk i sommeren 1944 var den hviderussiske hovedby reduceret til en rygende hob af aske og murbrokker. Flere end 80 % af byens bygninger var fuldkommen ødelagte, og af byens 270.000 indbyggere, var der kun 45.000 tilbage efter krigens afslutning.

     

    Genrejsning og ny udvikling

    Den enorme ødelæggelse, byen havde været udsat for, medførte overvejelser om, hvorvidt den hviderussiske sovjetrepubliks hovedstad skulle flyttes til et andet sted eller genrejses fra asken.

    Genopbygningen blev valgt, og et ufatteligt stort arbejde blev igangsat, hvilket førte til det resultat, som man ser som besøgende i dagens moderne Minsk.

    Byen blev anlagt efter en storladen sovjetisk byplanlægning med åbne, brede boulevarder, monumentale bygninger og mange grønne parker og gader spredt rundt i hele hovedstaden.

    Midt gennem byen løber den 11 km lange Francyska Skaryny-boulevard, der gennemskærer byens centrale pladser. Skaryny er byplanens pragtgade og et fornemt eksempel på den såkaldte stalinistiske sovjetiske arkitektur. De rigt dekorerede bygninger langs Skaryny er tydeligvis inspireret af det gamle Roms storladne byggestil.

     

    Minsk i dag

    Minsk blev i 1990 hovedstad i den nye stat, Republikken Hviderusland, og året efter dannedes SNG-fællesskabet mellem bl.a. Rusland, Ukraine og Hviderusland. Minsk blev fællesskabets administrative centrum.

    Siden da er der investeret kolossalt i byen, der er Hvideruslands økonomiske og kulturelle centrum. De historiske bygninger rejser sig på ny, denne gang mellem moderne nybygninger. I den grønne by er 1800-tallets Troitskoje-bydel fx genopbygget i gammel stil, så det historiske Minsk står flot side om side med det moderne byggeri fra sidste halvdel af 1900-tallet til i dag.