Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Tjeboksary er en russisk storby, der er hovedstad i Republikken Tjuvasjien, og som ligger ved bredden af Tjeboksary-reservoiret, der er dannet ved en opdæmning af floden Volga. Den nuværende bys historie startede i 1555, hvor russere etablerede et fort og en bosættelse heri form af et kreml bygget af træ. Grundlæggelsen skete, da ærkebiskoppen af Kazan stoppede i den fremtidige Tjeboksary for at markere rammerne af den nyes by kreml, hvilket skete på vegne af Ivan IV. På samme tidspunkt blev der etableret en midlertidig kirke af linned på det sted, hvor byens katedral senere blev opført.

Der var en garnison , bolig og forskellige administrative funktioner i Tjoboksarys kreml, og byens udvikling skete med byggerier i træ indtil midten af 1600-tallet. En brand ødelagde store dele af kirken, og fra 1660erne blev der bygget i sten som fx opførelsen af Vredenskij Katedral og flere andre kirker. Tjeboksary blev dog flere gange hærget af brande, og i 1704 besluttede man ikke længere at genopbygge byens kreml. I stedet voksede byen gennem 1700-tallet med blandt andet købmænds byhuse, der var stenhuse på en eller to etager, og i denne tid blev byens gader radikalt forandret fra tidligere tiders træarkitektur.

I 1820 blev der etableret en ny byplan for Tjeboksary, der skulle have et moderne gadenet med rette vinkler og arkitektonisk tilretning af mange bygninger. Store dele af planen blev dog ikke gennemført, og nogle af de tænkte områder blev først realiseret i 1900-tallet. Med tiden steg indbyggertallet fra 456 i 1625 til cirka 5.000 omkring år 1900, der blev starten på et århundrede med stor vækst. Ny industrialisering og nye forstæder har siden da bragt indbyggertallet op på omkring 500.000, og et af de store projekter i og omkring byen var opdæmningen af Volga, der skete med anlægget af en dæmning i 1980 i Novotjeboksarsk øst for byen.

I dag er der en del seværdigheder i Tjeboksary, hvor monumenter, museer og andre seværdige steder ligger i gåafstand fra hinanden. Man kan starte på Republikpladsen, der er byens centrum, og som indtil 1930erne var markedsplads. Der er et grønt anlæg på midten af pladsen, hvor man kan se byens statue af statslederen Lenin, og i årene 1950-1996 bar pladsen Lenins navn. På denne side kan man også se den tårnprydede bygning, der huser Tjuvasjiens jordbrugsakademi, mens Tjuvasjiens regeringsbygning ligger mod vest. Regeringsbygningen blev opført i stalinistisk klassicisme som Dom Sovetov fra 1940.

Man kan også gå en dejlig tur rundt om Tjeboksary Zaliv, der er en lille bugt tæt på centrum. Der er promenader hele vejen rundt om bugten med gode udsigter over vandet og flere seværdigheder undervejs. På den østlige bred ligger pladsen Krasnaja Ploshad, hvor man kan se Tjuvasjiens statslige dramateater, der ligger i en smuk nyklassicistisk teaterbygning fra 1961. Ved siden af teatret kan man besøge Tjuvasjiens nationalmuseum, der har spændende udstillinger inden for blandt andet regionens historie og kultur. På den vestlige side af bugten ligger det moderne opera- og balletteater, der åbnede i 1960. På denne side står også Den Beskyttende Moders Monument, der er Tjeboksarys vartegn. Det 46 meter høje monument blev indviet i 2003.

Rundt omkring i byen er der andre spændende ting at se. I den nordlige del af centrum kan man i området tæt på Volga se Sejrsparken, der ligger på Tjeboksarys højeste punkt. Herfra er der en smuk udsigt over Volga og byområdet. Parken blev etableret som mindesmærke for faldne under 2. Verdenskrig, men der er også monumenter for andre krige og indsatser, og centralt er parkens centrale skulpturgruppe og en evig flamme. I samme område kan man besøge Tjuvasjiens Statslige Kunstmuseum. Museets samling omfatter ikoner, russisk og udenlandsk kunst fra det 18.-20. århundrede, og man kan også se nyere værker af kunstnere Tjuvasjien, folkekunst og dekorativ kunst fra Tjuvasjien og andre dele af Rusland.

Endelig bør man også gå en tur i byens gamle kvarter langs Volga i området vest for Tjeboksary Zaliv. Det er et kvarter, der er præget af smukke gamle huse og kirker langs gaderne Ulitsa Konstantina Ivanova og Moskovskaja Naberesjnaja. Ved sidstnævnte gade kan man også nyde en dag på Tjeboksarys strand i sommersæsonen. Centralt i kvarteret kan man besøge Vvdenskij Katedral, der blev opført i sin nuværende udgave i midten af 1600-tallet. Katedralen er derved den ældste bevarede bygning i Tjeboksary, og i kirkerummet kan man blandt andet se bevarede kalkmalerier og katedralens fine ikonostas. Fra katedralen kan man gå mod øst til områdets andre kirker og Den Hellige Treenigheds Kloster.

Topseværdigheder

    Leninmonumentet

    Памятник В.И. Ленину
    ул. Карла Маркса, 29

     

    Dom Sovetov

    дом советов
    площадь Республики

     

    Tjuvasjiens Statslige Dramateater

    Чувашский государственный академический драматический театр
    Красная пл., 7

     

    Tjuvasjiens Nationalmuseum

    Чувашский национальный музей
    Красная пл., 5/2

     

    Tjuvasjiens Statslige Opera- og Balletteater

    Чувашский государственный театр оперы и балета
    Московский просп., 1

     

    Den Beskyttende Moders Monument

    Монумент Матери-покровительнице
    ул. Герцена, 25

     

    Sejrsparken

    Парк Победы
    ул. З Яковлевой

     

    Tjuvasjiens Statslige Kunstmuseum

    Чувашский государственный художественный музей
    улица Калинина, 60

     

    Vvedenskij Katedral

    Введенский собор
    ул. Константина Иванова, 21

     

    Den Hellige Treenigheds Kloster

    Свято-Троицкий Православный Мужской Монастырь
    ул. Константина Иванова, 1

Tilmeld dig vores nyhedsbrev