Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Melaka er en malaysisk storby, der ligger ved Malaccastrædet, der er en af de vigtigste skibsruter i verden. Den strategisk gode beliggenhed har gennem tiden betydet meget for Melakas udvikling, og byen har endda en naturhavn beskyttet mod storme af flere små øer. Gennem byen løber Malaccafloden, der deler Melaka i to.

Melaka har en rig historie. Byen var hovedby i det sultanat, som Paramesvara grundlagde i 1400-tallet. Det var en tid, hvor Melaka også var blevet en vigtig del af den internationale krydderihandel, og den status fortsatte gennem århundreder. Der boede allerede cirka 100.000 indbyggere her i begyndelsen af 1500-tallet.

I 1509 nåede portugisiske skibe Melaka for første gang, og to år senere erobrede portugisiske tropper under Afonso de Albuquerque byen. Portugiserne opførte en fæstning i byen, og herefter var Melaka under portugisisk styre indtil 1641. Byen var en betydningsfuld erobring for Portugal, der fik åbnet vejen til havene Fjernøsten.

Efter portugiserne kom hollænderne, der erobrede Melaka i 1641. De regerede byen indtil 1824 med en undtagelse under Napoleonskrigene, hvor Storbritannien en overgang havde erobret Melaka. Briterne rev i den tid byens gamle fæstning ned for at svække byen i forhold til den britiske konkurrent Penang.

Før Malaysias selvstændighed var Meleka lige som hele den malaysiske halvø en del af det britiske koloniale imperium og en del af The Straits Settlements. Melaka er i dag en af de større byer i Malaysia, og det er en by, der med sin kulturhistorie er blevet optaget på UNESCO's liste over verdens arv.

Der er mange spændende seværdigheder i dag i Melaka. De kommer fra byens forskellige epoker og kulturer. Man kan starte et besøg i byens centrum, der stammer fra den hollandske kolonitid. På den karakteristiske røde plads langs Malacca River står det gamle rådhus Stadthuys og vartegnet Christ Church, der blev færdigbygget i 1753 i hollandsk kolonistil.

I samme kvarter kan man se kirkerne Gereja St. Francis Xavier og Gereja St. Paul, der ligger på toppen af St. Paul's Hill. Saint Paul's Church blev opført i 1521, og den er derved den ældste kirke i Malaysia og Sydøstasien. Kirken ligger i dag som en smuk og tilgængelig ruin.

Fra gammel tid kan man også se den bevarede del af A Famosa, der var portugisernes gamle fæstning i Melaka. Efter briternes ødelæggelse af anlægget i 1806, er det kun en af indgangsportene, der står tilbage. Umiddelbart nord for A Famosa kan man besøge Melaka Sultanate Palace Museum, der er et historisk museum, som ligger i det rekonstruerede sultanpalads.

Melaka har en også meget velbevaret Chinatown, hvor man kan se mange gamle kinesiske bygninger. Her kan man besøge Baba-Nyonya Heritage Museum, der er et historisk museum, der formidler kinesisk levevis og historie i byen. Chinatown er også hjemsted for flere kinesiske templer som fx Cheng Hoon Teng-templet, der blev grundlagt i 1645.

På en tur i Melaka bør man også gå en tur langs Malacca River, hvor man rigtigt kan nyde atmosfæren i det gamle Melaka. Der er promenader på begge sider af floden gennem det historiske centrum, og der er caféer og restauranter undervejs langs udsigterne. Man kan også sejle på en flodtur her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev