Se på kortet
Dataran Merdeka, Jalan Raja, Kuala Lumpur City Centre, Kuala Lumpur, Det Føderale Territorium Kuala Lumpur, Malaysia
Læs om byen
Kuala Lumpur er indbegrebet af den hastige udvikling, de sydøstasiatiske økonomier har gennemgået siden 2. Verdenskrigs afslutning. Her bor mere end 2 millioner indbyggere, og byen er en fantastisk blanding af kolonitidens byggestil, traditionelle malaysiske bygninger og moderne skyskrabere.
Moderne og med masser af muligheder er noget af det første man tænker på, når man kommer til den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur. Langvejs fra kan man se tvillingetårnene Petronas Towers, der var verdens højeste, da de blev opført. Nedenfor ligger en stribe gode museer, forretningsstrøg, indkøbscentre og skønne parker, hvor man rigtigt kan nyde byens tropiske varme.
Mens Kuala Lumpur selv er en skøn blanding af kolonitidens byggestil og moderne arkitektur, så kan man tage til den nyopførte regeringsby Putrajaya, der ligger tæt på hovedstaden. Her har landet opført en række fantastiske bygninger, der smukt tager udgangspunkt i landets kultur og traditioner.
Topseværdigheder
- Petronas Towers: Petronas Towers er med sine 452 meter verdens højeste tvillingetårne og var ved opførelsen verdens højeste bygninger. På 41. etage forbinder en bro de to tårne, og herfra er der en meget flot udsigt over Kuala Lumpur.
- Royal Selangor Club: I en blanding af tudor- og britisk kolonistil blev foreningen Royal Selangor Clubs bygning opført i 1910. Den var centrum for meget af briternes liv i byen, og man kan stadig se de smukke bygninger.
- Sultan Abdul Samad Building: Denne smukke bygning ved Merdeka Square er en af Kuala Lumpurs mest kendte bygninger. Den arkitektonisk spændende opførelse blev bygget 1894-1897 som regeringsadministration for datidens britiske kolonistyre.
- Nationalmuseet/National Museum: Nationalmuseet i Kuala Lumpur blev opført i traditionel malaysisk stil i 1963. Museet skildrer gennem de mange specialudstillinger Malaysias historie gennem fund og genstande fra det traditionelle malaysiske liv gennem århundreder.
- Kuala Lumpur Jernbanestation/KL Railway Station: Kuala Lumpurs tidligere hovedbanegård blev opført i 1910 i en fortryllende arkitektur som taget fra et arabisk eventyr. Arkitekten bag de mange minareter, kupler, spir og hvælvinger er briten A.B. Hubbock.