Lilongwes tidligere start
Navnet Lilongwe kommer fra floden, der skærer sig gennem hovedstaden, og ordet kommer fra nyanja-folkets sprog. Allerede i 900-tallet bosatte bantustammer sig i det nuværende Malawi, og århundreder før den europæiske kolonisering af landet var der opstået en mindre fiskerlandsby ved Lilongweflodens snoede løb, og her boede relativt få mennesker i forhold til dagens voksende hovedstad. Også andre steder i det frodige land var der bosættelser; som der havde været gennem tusindvis af år.
Europæernes ankomst
I dag er Lilongwe Malawis hovedstad, men det var det sydlige Malawi, der i landets tidlige kolonihistorie var fokus for det meste af udviklingen.
I 1876 blev byen Blantyre grundlagt og opkaldt efter en by i det Skotland, hvorfra missionærerne, der etablerede sig i dagens Malawi kom fra. Blantyre i Skotland var desuden den by, David Livingstone var født i. Den nye Blantyre fik højere britisk status i 1883, og i 1895 fik byen status af en egentlig købstad, og den er derved den ældste moderne by i Malawi.
I 1891 var briterne også kommet til området ved Malawisøen og koloniserede det under navnet British Central Africa Protectorate. Det var fortsat ikke med centrum i Lilongwe, idet briterne udbyggede sit styre og økonomiske centrum i Blantyre mod syd. En af de store handelsvarer gennem Blantyre var dengang elfenben.
1900-tallets udbygning
I de første årtier af 1900-tallet boede der blot få tusinde indbyggere i Lilongwe, mens Blantyre omvendt voksede hastigt. Det skulle dog snart ændre sig for Lilongwes vedkommende grundet forskellige faktorer.
Vigtigst af alt var Lilongwes beliggenhed. Den lå på skæringsvejen mellem Lusaka og Nyasasøen (nu Malawisøen) i øst-vestgående retning og mellem landets dengang to vigtigste byer, Mzuzu og Blantyre mod henholdsvis nord og syd. Man kunne også navigere ad vandvejen til Nyasasøen, og desuden var egnen god til den vigtige tobaksdyrkning.
Det var således en lille, men strategisk velvalgt by, som briterne efter nogle årtier valgte at lægge deres koloniadministration i, da de valgte Lilongwe. Den havde indtil 1930erne blev få tusinde indbyggere.
Landets uafhængighed
Årtierne i midten af 1900-tallet stod i selvstændighedens tegn i den britiske koloni, der hed Nyasaland. En af de centrale personer på vejen til friheden var Dr. Hastings Banda, der efter nogle år i udlandet kom tilbage til Nyasaland og blev politisk aktiv med målet om at gøre landet uafhængigt af det britiske herredømme.
Banda blev udnævnt til premierminister den 1. februar 1963, og tre år senere kunne han indtage embedet som præsident i republikken Malawi; en position han bestred til 1994, hvorved hans politik kom til at definere fundamentet for det nye land.
Fra selvstændigheden til i dag
Malawi blev et selvstændigt land i 1966, og siden da er udviklingen gået stærkt med Lilongwes indbyggertal. I 1977 boede her stadig under 100.000 mennesker, og det er et tal, der er blevet omkring tidoblet på tre årtier derefter.
Befolkningstilvæksten skyldes ikke mindst den urbanisering, der ses over hele verden. Også i Malawi er de unge generationer ramt af færre økonomiske, job- og uddannelsesmæssige muligheder i landområderne, og det øger tilflytningen til hovedstaden, der også har nydt godt af fx sydafrikanske investeringer og en udvikling af tobaksindustrien.
Blandt de nyere investeringer i bybilledet er det store nye parlament, hvis bygninger blev indviet i 2010 efter blot et års byggeri.
Lilongwe er Malawis hovedstad, politiske centrum, mens en af landets væsentlige økonomiske motorer er byen Blantyre mod syd i landet. Blantyre er historisk den mest betydningsfulde i Malawi, og således er der en del institutioner, der ligger her fremfor i hovedstaden. Det gælder fx højesteret, polyteknikum og landets hjemmebane ved internationale fodboldkampe, der også er beliggende i Blantyre.
Der er således to centre i landets i dag. Både Blantyre og Lilongwe, der begge oplever en befolkningstilvækst og en økonomisk udvikling. Som politisk hovedstad er Lilongwes udvikling støt, mens Blantyre med blandt andet landets største antal hvide indbyggere fortsat er lokomotivet for meget handel, produktion og uddannelse.
