Dili Rejseguide

Dili blev grundlagt som en portugisisk koloni i 1520 og blev senere hovedstad i Portugisisk Timor i 1769. Byen udviklede sig stille og roligt og blev et administrativt centrum for portugiserne. I 1772 boede der omkring 750 mennesker i Dili, herunder mange indere fra Goa og Mozambique, hvoraf halvdelen var slaver. Byen var på dette tidspunkt en samling af træhytter med en jordvold som ydre befæstning og en kirke dedikeret til Sankt Antonius. I 1796 begyndte opførelsen af den første stenfæstning under guvernør João Baptista Verquaim, og i løbet af 1800-tallet blev Dili gradvist udbygget med flere administrative bygninger og infrastruktur, der styrkede byens rolle som kolonialt centrum.

I 1859 blev en traktat indgået mellem Portugal og Holland, hvor Portugal afstod den vestlige del af Timor. Dili fortsatte herefter med at udvikle sig som hovedstad i den portugisiske del af øen. Under Anden Verdenskrig blev Dili besat af japanske styrker, hvilket førte til betydelige ødelæggelser. Efter krigen vendte byen tilbage til portugisisk kontrol, og i 1974 førte Nellikerevolutionen i Portugal til politiske forandringer i Østtimor. I 1975 erklærede Østtimor sin uafhængighed, hvilket førte til en indonesisk invasion. Indonesien regerede indtil 1999, hvor en folkeafstemning resulterede i Østtimors uafhængighed.

Dili blev hovedstad i det nye land i 2002. Efter uafhængigheden oplevede Dili perioder med vold og ustabilitet, hvilket især fandt sted i 2006, hvor politiske og sociale spændinger førte til omfattende ødelæggelser. Byen har siden gennemgået en betydelig genopbygning og udvikling med støtte fra internationale organisationer og FN. I dag er Dili en voksende by med en ung befolkning og en blanding af moderne og historiske elementer. Dilis historie er gennem årene blevet præget af kolonialisme, krig og kampen for uafhængighed, hvilket har formet dens identitet og kultur.

Dilis centrum er præget af en blanding af kolonial arkitektur, moderne bygninger og dejlige rekreative områder langs havet. Avenida Marginal er en gade, der løber langs vandet gennem Dilis centrum, og langs den kan man se 0 kilometer-mærket, der markerer stedet, hvorfra afstande måles. Mærket ligger umiddelbar ud for Østtimors parlament og regeringsbygningen Palácio do Governo, der er en af hovedstadens fine seværdigheder fra den portugisiske tid. Palácio do Governo er den officielle arbejdsplads for Østtimors premierminister og den konstitutionelle regering. Bygningen i den nuværende udgave blev opført i 1950-1960erne for at erstatte et tidligere og væsentligt mindre regeringspalads, der blev bygget mellem 1874 og 1881. Palácio do Governo er kendt for sin portugisiske koloniale arkitektur med en langstrakt, enetages bygning og en kolonnadefacade.

Bag Palácio do Governo kan man se Østtimors nationale parlament, der er en moderne bygning, som spiller en central rolle i Østtimors politiske liv. Bygningen kombinerer moderne arkitektur med kulturelle elementer, og det står som stilmæssig kontrast til Palácio do Governo. Man kan fortsætte turen langs vandet mod vest, hvor man kommer gennem Dilis centrum. Ved havnefronten kommer man til parken Jardim Motael i det gamle portugisiske kolonicentrum, og her ligger kirken Igreja de Santo António de Motael, der er den ældste romersk-katolske kirke i Østtimor. Kirken blev oprindeligt bygget omkring 1800, mens den nuværende bygning er en del nyere, idet den måtte rekonstrueres efter japanske angreb under 2. Verdenskrig.

Igreja de Santo António de Motael spillede også en rolle i Østtimors kamp for selvstændighed. Den 27. oktober 1991 demonstrerede unge mod det indonesiske styre, og kirkens præst tilbød dem beskyttelse i kirken. Samme nat blev Sebastião Gomes skudt i kirken af indonesiske styrker, hvilket afstedkom Santa Cruz-massakren den 12. november 1991 i Dili, hvor indonesiske soldater åbnede ild mod pro-uafhængighedsdemonstranter ved Santa Cruz-kirkegården i forbindelse med en demonstration ved Gomes’ begravelse. Mindst 250 mennesker blev dræbt i massakren, og hændelsen blev et vendepunkt i Østtimors kamp for uafhængighed.

Man kan lære mere om Østtimors modstandskamp og uafhængighed fra Indonesien på Timorese Resistance Archive and Museum. Det er et museum, der er dedikeret til Østtimors kamp for uafhængighed, og der er udstillinger om perioden fra 1975 til 2000, som giver et dybtgående indblik i landets historie i de afgørende årtier i overgangen fra portugisisk styre til en selvstændig nation. Man kan lære mere om kampe i Østtimor på Dare War Memorial Museum. Det er et militærmuseum, der ligger i bjergene lige syd for Dili, og det fokuserer på Østtimors rolle under Anden Verdenskrig og de soldater, der kæmpede mod japanerne her.

Man bør også tage lidt nordøst for Dili, hvor man kommer til statuen Cristo Rei. Cristo Rei er en imponerende statue af Jesus, der står på toppen af en høj med udsigt til Dili og over både havet og den bjergrige kyststrækning, der kendetegner regionen. Statuen blev opført i 1996 og indviet af den indonesiske præsident Suharto som en gave fra Indonesiens regering. Jesus kigger mod byen Dili på stoppen af en globus, og statuen måler imponerende 27 meter. Cristo Rei er navnebror med andre store og berømte Kristusstatuen i blandt andet Rio de Janeiro og Lissabon, og Dilis Cristo Rei er en af Østtimors mest kendte seværdigheder.