Den tidligere historie
Ifølge legenden var den første bebyggelse i Bukarest-området hyrden Bucurs hytter. Hytternes antal voksede, og der blev dannet en mindre by her ved Dâmboviţa-floden nord for Donau.
Der var ikke tale om en egentlig by i det område, der skiftede hænder flere gange gennem tiden; blandt andet tilhørte egnen det første bulgarske imperium, der bestod fra år 681 til omkring år 1000.
Helt frem til 1368 havde byen intet navn, og arkæologiske udgravninger viser ikke en bymæssig bebyggelse i 1300-tallet. Nogle steder bliver det tidlige Bukarest refereret til som et citadel ved Dâmboviţa, men dette er der også usikkerhed om.
Vlad Țepeș' by
Bukarest kendes nævnt første gang i 1459, hvor stedet blev omtalt som en af Vlad Țepeș’ residenser. Vlad Țepeș var prins af Valakiet og kendes også som regenten, der senere gav inspiration til grev Dracula fra Bram Stokers roman fra 1897.
Vlad Țepeș blev Valakiets leder som 25-årig i 1456. Hans regime, der var underlagt sultanen i Istanbul, var præget af disciplin og hårde straffe over for landets indbyggere. Hans regeringstid blev kort, men han skrev et dokument, der gav byen Bukarest købstadsrettigheder, og indbyggerne opnåede deres første personlige rettigheder.
I midten af 1400-tallet blev Bukarest hoffets foretrukne sommerresidens, og den var sammen med Târgovişte hovedstad i Valakiet. Ydermere var Bukarest hjemsted for den nok stærkeste fæstning i Valakiet, hvilket cementerede byens position som en af landets førende.
Bukarest var dog fortsat en mindre by, men den opnåede gennem en støt vækst en større betydning i landet. Byens beliggenhed som centralt handelssted mellem Istanbul og Central- og Nordeuropa var af væsentlig betydning.
1500-1600-tallene
Bukarest udviklede sig stadigt fra 1400-tallet, og de følgende århundereder skete meget i byen. I midten af 1500-tallet igangsatte Valakiets prins Mircea Ciobanul flere byggerier; blandt andet Curtea Veche, der var hoffets nye sæde. Han udbyggede også byens forsvar med palisader, og i denne tid blev der også etableret vandforsyning og bedre tilgang af fødevarer til indbyggerne.
I Det Osmanniske Rige blev Balkan løbende en vigtigere økonomisk region grundet regionens handel, og fra 1600-tallet blev tyngdepunktet i Valakiet for alvor flyttet til Bukarest. Den foreløbige kulmination kom i 1659, hvor adelsmænd formelt valgte at flytte Valakiets hovedstad fra Targoviste til Bukarest.
Den nye status blev startskuddet til en storstilet ekspansion af og opblomstring i byen. De velhavende adelsmænd flyttede med til hovedstaden, som skulle have et markant europæisk præg.
En moderne by blev anlagt med brolægning af mange gader, opførelse af kirker og forskellige institutioner. Det var et fornyet Bukarest, der udgjorde landets hovedstad, og inden udgangen af 1600-tallet havde den også landets største befolkning.
Krigene mod Tyrkiet
Fra 1683 rasede Den Store Tyrkiske Krig, der bestod af en serie kampe mellem tyrkerne i Det Osmanniske Rige og en række europæiske lande anført af blandt andet Det Tysk-Romerske Rige og Rusland. Krigen blev afsluttet med underskrivelsen af Karlowitztraktaten i 1699, som var begyndelsen til enden på Det Osmanniske Rige, og som gav næring til rumænsk kamp for selvstændighed.
Ştefan Cantacuzino førte an i et oprør, og efter det skiftede osmannerne administration af Valakiet fra 1716. I årene 1768-1774 opholdt russiske tropper sig ad to gange i hovedstaden Bukarest; det var samme år, den russisk-osmanniske krig rasede med Rusland som sejrherre. En ny krig mellem Rusland og de tyrkiske osmanner udbrød i 1787, og efter freden i 1792 blev Dnjestr russisk grænseflod.
De russisk-tyrkiske kampe svækkede Det Osmanniske Rige, og krigene fortsatte ind i 1800-tallet. På trods af krige, epidemier, jordskælv, høj beskatning og andet fortsatte Bukarest med at udvikle sig disse år. Indbyggertallet steg, og byen var den absolut toneangivende i det rumænske område.
1800-tallets Bukarest
1800-tallet blev et markant århundrede for Bukarests udvikling, både økonomisk og politisk. Den tiltagende industrialisering i Rumænien var stærkest i Bukarest, der ekspanderede. Byens betydning steg, da den i 1859 også blev hovedstad for nabolandet Moldavien, hvis tidligere hovedstad Iași i dag er en af Rumæniens større provinsbyer.
Den større område regeret fra Bukarest satte blot yderligere fart i den økonomiske udvikling. Den første jernbane åbnede i 1869 og gik til Donau-flodbyen Giurgiu. Sporvognene indtog hovedstadens gader, og nye fabrikker og boligområder skød op.
Kulturelt var midten af 1800-tallet også en vigtig tid. Til trods for det formelt osmanniske overherredømme blev der etableret flere rumænske institutioner som fx landets nye nationalteater, der slog dørene op i 1852. Byggerierne omkring 1850 tog også fart efter den store brand, der i 1847 ødelagde omkring en tredjedel af byens huse.
Rumænsk frihed
Under den russisk-tyrkiske krig i årene 1877-1878 kæmpede Rumænien på Ruslands side mod de tyrkiske osmanner. Den 16. april 1877 blev en traktat underskrevet i Bukarest. Den sikrede Ruslands tropper fri passage gennem Rumænien mod til gengæld at respektere den rumænske uafhængighed efter en sejr.
Den 21. maj 1877 læste Mihail Kogălniceanu den rumænske uafhængighedserklæring op i parlamentet i Bukarest, og dagen efter underskrev prins Carol dokumentet, der officielt sikrede landets uafhængighed. Rumænien stoppede straks skattebetalinger til osmannerne, og pengene blev i stedet kanaliseret til krigsministeriet.
Rumænske tropper kæmpede mod tyrkerne, der bad om våbenstilstand 19. januar 1878. Det tyrkiske nederlag resulterede i en international anerkendelse af det frie Rumænien 13. juli samme år. Tre år senere blev landet et kongerige med Carol I som rumænsk konge.
Bukarest omkring år 1900
Det kulturelle Bukarest og livet i byen udvikledes efter uafhængigheden og særligt fra 1890erne. Byen skulle have et præg, der gjorde den til en af Europas smukke hovedstæder, og centrum blev anlagt efter parisisk forbillede med lange brede boulevarder og prægtige bygninger. Byen fik tilnavnet Balkans Paris, og stemningen kan fortsat fornemmes på fx den centrale boulevard Calea Victoriei med fornemme forretninger, restauranter og palæbyggerier. Navnet Calea Victoriei, Sejrsgaden, fik den i 1918 til minde om Rumæniens samling efter 1. Verdenskrig.
Bukarest fik også gaslamper i gaderne, og to nye banegårde blev anlagt. Hestetrukne sporvogne begyndte at køre i gaderne, og fabrikker skød op omkring byen, der også kunne lægge jord til landets nye nationalbank, som åbnede i 1880.
Verdenskrigene i 1900-tallet
Rumænien var ind i 1900-tallet fortsat primært et landbrugsland, og det var delt i en arbejdende landbefolkning og eliten, der som oftest var i hovedstaden. Det var dog en periode, som ikke blot var præget af landidyl og et hektisk byliv; i 1914 udbrød 1. Verdenskrig i Europa, og Rumænien blev også en del af krigen.
Rumænien trådte ind i 1. Verdenskrig på de allieredes side mod Centralmagterne, der bestod af Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien og Det Osmanniske Rige. Fra august 1916 til slutningen af 1917 var der kampe over store dele af landet og det område, der i dag udgør Rumænien.
Grundet den russiske zars fald med den russiske revolution trak Rusland sig ud af krigen, hvilket bragte Rumænien i en isoleret position på Balkan. Landet måtte indgå Freden i Bukarest den 7. maj 1918. Med aftalen måtte Rumænien afstå land til Østrig-Ungarn og til Bulgarien, og Tyskland skulle have adgang til landets rige oliekilder. Freden blev ratificeret i landets parlament, men kong Ferdinand I nægtede at underskrive den. I november 1918 sejrede de allierede, og derved blev Freden i Bukarest reelt ophævet; formelt skete det med Versaillestraktaten i 1919.
I årtierne efter 1. Verdenskrigs afslutning blev Bukarest løbende udbygget, og dens elegante arkitektur gav den tilnavnet Østens Balkan. Under kong Carol II i 1930erne oplevede byen og landet en kraftig økonomisk vækst med stor byggeaktivitet til følge. Art deco og nyrumænsk byggestil var i fokus, og store anlæg skød op over hele byen.
1930erne var også tiden, hvor optrækket til flere facistiske regeringer så dagens lys i Bukarest. Det endte med, at Carol II udnævnte Ion Antonescu til ministerpræsident for at undgå et kup af Jerngarden. Carol II blev få dage efter tvunget fra tronen og sendt i landflygtighed, mens Rumænien nærmede sig Tyskland. Landets tropper kæmpede således på tysk side i angrebet på Sovjetunionen i 1941. Krigen gik hurtigt mod Rumænien, der blev angrebet i august 1944 af Den Røde Hær. Allierede bombardementer ødelagde delvist den rumænske hovedstad under kampene.
Kong Mihai I ledte den 23. august 1944 et kup mod Aksemagterne, og derved skiftede landet side under krigen til at støtte de allieredes kamp. I krigens sidste tid og efterspil var der opgør mellem kongetro og tilhængere af det rumænske kommunistparti, der bragte Petru Gorza til magten som premierminister den 6. marts 1945.
1945 til i dag
I 1947 overgik Rumænien officielt til kommunistisk styre, da landet blev udråbt som folkerepublik den 30. december. Genopbygningen og udviklingen af landet tog herefter fart. Der blev indført 5-årsplaner for opførelse af nye industrier, boligområder og en storstilet modernisering af landbruget.
For Bukarests vedkommende betød det kommunistiske styre en kraftig udbygning af hovedstaden med nye bydele, der ikke mindst bestod af lejlighedskomplekser til byens stærkt voksende befolkning. I centrum blev der også opført bygning og komplekser i det sovjetisk inspirerede socialrealisme, hvilket fortsat kan ses ved fx det store Casa Presei Libere, hvor der i mange år stod en statue af Sovjetunionens statsleder Lenin.
I 1965 blev Nicolae Ceauşescu leder i det socialistiske Rumænien, og i hans regeringstid blev store dele af det centrale Bukarest forandret i samme periode, som den rumænske hovedstad var genstand for flere andre begivenheder. Bukarest var således vært ved FN’s befolkningskonference i 1974, og tre år senere blev byen ramt af et jordskælv, hvor omkring 1500 mennesker omkom, og store områder i hovedstaden blev lagt i ruiner.
Frem til slutningen af 1980erne blev der i Bukarest udført byggeprojekter af hidtil usete dimensioner, hvilket skete under Nicolae Ceauşescus ledelse. Den sydlige del af Bukarests gamle by blev saneret, og Boulevarden til socialismens Sejr blev anlagt som byens nye pragtgade, der sluttede ved Europas største bygning, Folkets Palads, der står som Rumæniens nuværende parlament.
I 1989 var Bukarest centrum for folkelige protester som også flere andre østeuropæiske hovedstæder. Den 21. december holdt Ceauşescu den tale, der skulle blive hans sidste, inden han blev afsat. Den socialistiske etpartistat var forbi, og Bukarest og Rumænien udviklede sig herefter i retning mod et medlemskab af EU.
Med et økonomisk opsving omkring år 2000 oplevede Bukarest et boom i aktivitet og byggeri, og ved den lejlighed blev der også gennemført store restaureringsprojekter af kulturarv til glæde for borgere og turister. På dette tidspunkt var byens befolkning oversteget to millioner, hvilket var en stigning fra cirka 280.000 hundrede år tidligere.
