Dagon grundlægges
Yangons historie begynder i tiden med navnet Dagon, som Mon-folket fra det nedre Burma grundlagde i 1000-tallet. På det tidspunkt var Dagon en mindre fiskerlandsby, der lå omkring det religiøst vigtige Shwedagon-pagode, hvis størrelse dengang var noget mindre end i dag.
Dagon var gennem mange århundreder en fiskerlandsby, hvis beliggenhed var strategisk god ved sammenløbet af floderne Pegu og Myitmaka. Dertil kom Shwedagon-pagoden, der gennem tiden i stigende grad blev pilgrimsmål med den medfølgende aktivitet som sidegevinst for Dagon.
Kong Alaungpaya
Konbaung-dynastiet blev grundlagt af kong Alaungpaya, der regerede 1752-1760. Han bliver betragtet som en af de store burmesiske konger i historien, hvilket ikke mindst skyldes, at han for tredje gang gennem tiden samlede det burmesiske område i et rige.
Alaungpaya var også kongen, der så at sige grundlagde Yangon. Under hans genforening af landet erobrede hans også Dagon, og efter den begivenhed navngav han byen Yangon.
Briterne og de burmesiske krige
I 1824-1826 blev den første anglo-burmesiske krig udkæmpet, mellem britiske kolonitropper og burmesiske hære. Yangon blev indtaget af englænderne, men efter krigens afslutning blev den givet tilbage til burmeserne. Slaget ved Yangon havde stået på fra maj til september 1824, hvor omkring 10.000 mand fra den britsike flåde havde angrebet fra flodsiden. Burmeserne trak sig tilbage og efterlod en tom by, hvor briterne forskansede sig i Shwedagon-pagoden.
Den burmesiske konge fik samlet 30.000 soldater udenfor Yangon for at slå de talmæssigt svage englændere tilbage. De burmesiske tropper var dog materielt underlegne, og briterne kunne ved våbenmagt fastholde sig position mod de angribende burmesere. Briterne brugte blandt andet Congreve-raketter, der første gang var blevet anvendt under det engelske terrorbombardement af København i 1807. Det var et våben, burmeserne ikke kendte til.
Krigen havde drejet sig om herredømmet over det nordøstlige indiske område, og resultatet blev en stor britisk sejr, der betød, at Burma måtte betale erstatning til englænderne samt tillade en handelsaftale, der gav øget britisk indflydelse i det burmesiske. Formelt blev krigen afsluttet med indgåelsen af Yandabo-traktaten, som blev underskrevet i Yandabo; blot 80 kilometer fra burmesernes daværende hovedstad Ava.
For englænderne havde krigen dog været så dyr, at det medførte økonomisk krise i det britiske Indien. Den første anglo-burmesiske krig skulle dog ikke blive den eneste i 1800-tallet. I alt blev det til tre af slagsen, som gradvist sikrede britiske kolonistyre i Burma.
Den anden anglo-burmesiske krig
Efter et par årtier uden krig brød en ny krig ud mellem englænderne og burmeserne. I 1852 fremprovokerede briterne en konfrontation, så der var en årsag til krigen, der startede den 5. april 1852. De havde blandt andet blokeret Yangons havn og beslaglagt den burmesiske konges båd.
Den 5. april blev havnen i Martaban taget, og blot en uge senere indtog britiske styrker Yangon.
To dage efter erobrede de Shwedagon-pagoden, hvor de også havde forskanset sig under krigen i 1820erne. Burmeserne måtte trække sig tilbage mod nord, og Yangon og Pegu-regionen blev annekteret af Storbritannien som en koloni.
Den anden anglo-burmesiske krig blev afsluttet uden formel fredsslutning. For burmeserne betød krigen, at Pegu var tabt for kongen, idet denne del af Burma blev proklameret britisk den 20. januar 1853. Med den tabte krig kom det desuden til oprør mod kong Pagan Min, der blev styret af Mindon Min, der siden flyttede hovedstaden til Mandalay.
Det nye styre
For Yangon betød den nye status med britisk kolonistyre en stærkt øget britisk indflydelse, hvor handelsvirksomheder skød op omkring blandt andet teaktræ og shipping. Nye samfundsstrukturer og institutioner efter britisk mønster og forbillede kom også til at præge bybilledet, og derved blev grundstenen til kolonitidens fortsat bevarede Rangoon skabt.
Blandt de ting, der skete i Rangoon de følgende år, var etablering af havnemyndighederne i Port of Rangoon, publikation af avisen Rangoon Chronicle, grundlæggelse af skoler som fx St Paul’s English High School og jernbanens komme i 1877. Indbyggertallet var gennem årtierne steget fra omkring 30.000 ved den første anglo-burmesiske krig i 1820erne til over 130.000 i begyndelsen af 1880erne.
Det var også i denne tid, Yangons byplan blev designet af A. Fraser. Planen blev et retlinet gitter af gader med Sule Pagoda som centrum. Sule Pagoda Road gik nord-syd, mens Dalhousie Road/Maha Bandula Road gik øst-vest. Mellem parallelgaderne til Dalhousie Road, Strand Road, Merchant Road/Konthe Road, Canal Street/Anawratha Road og Commissioner’s Road/Bogyoke Aung San Road, blev byens nye administrationscentrum anlagt.
Burmas foreløbige endeligt
I 1853 var Yangon og Pegu blevet britisk med navnene Rangoon og Lower Burma. Tilbage i det uafhængige Burma var det øvre Burma, hvor Konbaung-dynastiet regerede til den tredje anglo-burmesiske krig, der udspillede sig 7.-29. november 1885.
Diplomatiske forbindelser var blevet afbrudt mellem Storbritannien og Burma i 1878, og franskmændene havde erobret Indokina og indgået samarbejdsaftaler med Burma. Disse ting var faktorer, der fik briterne til reelt at erklære Burma krig gennem at opstille et ultimatum, der ikke kunne accepteres af kong Thibaw og styret i Mandalay.
Resultatet af krigen blev erobring af Mandalay og afsættelse af den burmesiske monark. Det uafhængige Burma blev sammen med de tidligere erobrede dele af landet underlagt briterne som en provins i British Raj i Indien.
Den britiske kolonitids udvikling
Rangoon oplevede øget vækst de seneste årtier af 1800-tallet, hvor befolkningstallet fortsatte med at stige hastigt, hvorved byen også voksede. Med befolkningstallet blev nye kirker og skoler opført, og generelt var det en ny med megen nybygning og gode vilkår for den britiske belfolkning.
Den lokale elite havde også adgang til fx det elitære uddannelsessystem, hvor sproget var engelsk. Universitetet i Rangoon var landets eneste, og herfra udsprang både britiske kandidater og lokale, der for nogens vedkommende kom til at præge den burmesiske politiske udvikling fra mod landets selvstændighed i 1948.
I år 1900 boede der flere end 200.000 i Rangoon, og handelen voksede løbende. De var i disse år, mange af byens berømte bygninger fra kolonitiden blev opført, hvilket fx gælder det fornemme Strand Hotel og Secretariat Building som det politiske magtcentrum.
Den nye hovedstad og 2. Verdenskrig
I 1937 blev Rangoon hovedstad i det britiske Burma, der efter at have været styret som en provins i Indien overgik til at at være en selvstændig provins. På denne tid var Rangoon planlagt efter britisk forbillede i sin byplan med store parker og fornemme residensen langs de kunstige søer Kandawgyi Lake og Inya Lake. Befolkningen var dog ganske blandet, og over 50 % af 1930erne halve million indbyggere var fra Indien eller fra det sydlige Asien. Kun omkring en tredjedel var burmesere.
I 1920, 1936 og 1938 blev Yangon skueplads for oprør i forbindelse med burmesernes ønskede selvstændighed fra Storbritannien. Oprørerne blev overkommet for briternes vedkommende, men 2. Verdenskrig kom til at ændre landet betydeligt. Japan invaderede og erobrede Burma i 1942, og krigen medførte bombardementer af byen; briterne søgte fx at ødelægge havneanlæggene i byen. Japans besættelse af byen og landet varede til 1945, hvor det britiske kolonistyre fortsatte.
Det selvstændige Burma
Efter 2. Verdenskrigs afslutning var der fortsat stigende krav om selvstændighed fra Storbritannien, og en af frontkæmperne var general Aung San, der i 1946 blev burmesisk leder under det britiske styre. Aung San havde politisk sæde i Yangons Secretariat Building, og i 1947 ledte han de succesrige forhandlinger med englænderne om Burmas uafhængighed, som blev en realitet den 4. januar 1948. Inden da blev Aung San dog skudt af en politisk rival den 19. juli 1947. Det skete i Secretariat Building, og Aung San kom således ikke til at opleve den frihed, han havde kæmpet for.
I den nye burmesiske union skete der hurtigt ændringer i forhold til den britiske tid. Meget synligt blev mange af Yangons gadenavne ændret fra britiske til burmesiske; det gjaldt fx Dalhousie Road, der blev til Maha Bandula Road. Symbolsk gik gadenavnet fra at hylde en brite, der havde medvirket til de anglo-burmesiske krige, til at være et minde om general Maha Bandula, der som burmeser faldt under den første af 1800-tallets tre krige mod briterne.
1950ernes Rangoon til dagens Yangon
I de første årtier efter Burmas uafhængighed ekspanderede landets regeringer hovedstaden, der fortsat hed Rangoon. Nye forstæder blev anlagt, og byen bredte sig hastigt fra det gamle britiske centrum mod syd i dagens storby.
Helt overordnet blev der udbygget på samme tid, som den forhenværende kolonitids bygninger gik i forfald. Infrastrukturen og bygningsmassen blev gennem 1960erne til 1980erne ikke vedligeholdt i tilstrækkelig grad, men i samme periode blev der heller ikke saneret i bygningerne, og netop derfor rummer Yangon en mængde bygninger fra den britiske tid, som ikke mange andre kolonihovedstæder kan fremvise i samme volumen og kvalitet.
I 1989 blev Rangoons navn officielt skiftet til Yangon, og senere skiftede landet navn fra Burma til Myanmar. I 2005 flyttede hovedstaden til Naypyidaw i det centrale Myanmar, og derved var Yangon ikke længere landet hovedstad med de mange politiske institutioner, der følger med denne status.
Yangon er dog fortsat klart Myanmars største by, og væksten har været støt de seneste årtier. I 1983 havde tallet rundet 2.500.000 indbyggere, mens indbyggertallet tredive år senere nærmest var fordoblet. Den store vækst, der de seneste år også har været økonomisk, sætter sit præg på gadebilledet. Gamle bygninger fra kolonitiden er til en vis grad blevet ned til fordel for højere og mere moderne bygninger. Denne udvikling startede i 1990erne, hvor Yangon fik udpeget flere hundrede bygninger med en status af bevaringsværdige. I dag begynder disse bygninger at blive renoveret til fordums pragt.
