Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Den burmesiske storby Yangon er en af Sydøstasiens sande perler, når det kommer til en stor variation af arkitektur, kultur og atmosfære. Overleveringerne fortæller, at Shwedagon-pagoden gemmer relikvier fra samtlige fire hidtidige Buddhaer i den nuværende buddhistiske kalpa.

Rundt om Shwedagon opstod byen Dagon, der senere blev til Yangon og det britiske Rangoon fra kolonitiden. Denne æra er en, der bygningsmæssigt er særdeles interessant i Yangons centrum. Her ligger det ene store og fornemme byggeri efter det andet fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, og nogle står smukt renoveret, mens andre emmer mere af tidens tand og patina.

Fra den britiske kolonitid ligger også dejlige grønne pladser, parker og søer i Yangon, og de udgør byens foretrukne rekreative områder dag. Det gælder fx byens zoologiske have og områderne omkring de kunstige søer.

Myanmar blev uafhængigt under navnet Burma i 1948, og siden da har den burmesiske kultur naturligvis sat sit præg på Yangon; blandt andet gennem traditioner og aktiviteter omkring de smukke buddhistiske templer og pagoder, hvoraf Shwedagon er den største og mest kendte af mange smukke anlæg.

Topseværdigheder

    Secretariat Building, Yangon

    Sekretariatbygningen
    Secretariat Building

    Secretariat Building er et stort bygningskompleks fra den victorianske tid. Grundstenen blev lagt i 1889, og det særdeles store kompleks stod færdigt i 1905 efter arkitekten Henry Hoyne-Fox’ tegninger. Bygningen skulle efter den britiske erobring af Upper Burma i 1886 afløse den daværende Secretariat Building, der lå på Strand Road. Med Upper Burma steg behovet for bygningsplads til den britiske administration, og derved fik den nye Secretariat Building sin kolossale størrelse efter datidens forhold.

    Den sydlige fløj af Secretariat Building stod færdig i 1893. Den østlige og vestlige fløj blev opført 1903-1905. Ved færdiggørelsen var der små tårne hele vejen rundt på bygningsfløjene, og der var en central kuppel. Kuplen og hovedparten af tårnene gik til grunde under det jordskælv, der ramte Yangon i 1930.

    Bygningen hed Secretariat Building i den britiske tid, og det var her, Union Jack blev strøget for sidste gang i kolonien. Det skete til tonerne af God Save the King, og herefter blev det selvstændige Burmas flag hejst. Efterfølgende blev Secretariat Building kendt som Ministers’ Office.

    Secretariat Building husede landets parlament i årene 1948-1962, og det var i øvrigt her, politikeren Aung San blev myrdet i 1947. Det skete den 19. juli under et møde i den sydvestlige del af komplekset. Dette rum er altid blevet vedligeholdt som et monument for den dræbte general og uafhængighedsleder.

    Siden flytningen af parlamentet har bygningen ligget ubenyttet og uden adgang, og det gav med årene Secretariat Building et stadig mere forfaldent ydre, hvor buske og planter begyndte at vokse. Døre og vinduer gik itu, og i det hele taget blev en af byens største bygninger til en delvis ruin.

    I 2012 blev der givet tilladelse til et storstilet restaurerings- og nyindretningsprojekt, hvori det planlægges at gøre det tidligere parlament til et stort kultursted med museer, gallerier og plads til diverse kulturarrangementer. Stedet for drabet på general Aung San er naturligt nok et af de historisk centrale rum, der tænkes som en del af et museum.

     

    Yangon Circular Railway

    Yangon Ringbane
    Yangon Circular Railway

    Yangon Circular Railway er et S-tog, som kører i en oval i bydelene og forstæderne nord for det centrale Yangon. Man kan prøve en tur med banen fra fx Yangons hovedbanegård, og rundturen med banen er et S-tog, som kører i en oval i bydelene og forstæderne nord for det centrale Yangon. En rundtur tager omkring tre timer for at nå rundt til de omkring 40 stationer undervejs. Banen blev bygget under den britiske tid, og den er en fin mulighed for at få en rundtur med udsigt i den burmesiske storby.

    For at opleve en tur med banen, men ikke har tid til hele turen rundt, kan man med fordel køre en mindre strækning. Det kan fx gøres fra stationen Phaya Lan, der ligger umiddelbart bag og nord for Bogyoke Market, som mange turister sikkert også besøger i Yangon. Herfra kan man køre mod vest og nord til stationen Kyeemyindaing, der er en af banens store holdepladser. Her kan man se en smuk banegårdsbygning fra kolonitiden, og den understreger det store anlæg, som ringbanen i sin tid var.

     

    Bogyoke Aung San Market, Yangon

    Bogyoke Aung San Marked
    Bogyoke Aung San Market

    Bogyoke Aung San Market er et must for mange besøgende i Yangon. Det er et overdækket marked, hvor man kan købe en lang række forskellige ting som fx tøj, smykker, souvenirs, mønter, smykkesten og kunst. Det gælder blot om at gå på opdagelse ad de indre brostensbelagte gader.

    Markedet blev bygget i den britiske tid og åbnet i 1926, så man kan også nyde koloniarkitekturen ved et besøg. Markedet hed oprindeligt Scott’s Market, og det var opkaldt efter Gavin Scott, der var ledende embedsmand i den britiske administration af Rangoon dengang.

    Der er i dag også en del boder og butikker i gaderne omkring markedet. Langs Bogyoke Road er der fx et frugt- og grøntmarked, og overfor selve markedsbygningen er der flere sidegader med blandt andet supermarkeder og en del spisesteder.

     

    Shwedagon, Yangon

    Shwedagon Pagode
    Shwedagon Pagoda

    Shwedagon er Yangons vartegn og det helligste buddhistiske sted i Myanmar. Pagoden består af en gylden stupa med en imponerende højde på 99 meter, og den siges at indeholde relikvier fra fire buddhaer.

    Der opereres med i alt 29 navngivne Buddhaer i buddhismen, hvoraf fem tilhører den nuværende tidsperiode; den såkaldte kalpa. I Shwedagon er der relikvier fra Kakusandha Buddha, der er den første Buddha i den nuværende kalpa, der er navngivet bhadrakalpa. De øvrige tre Buddhaer i Shwedagon er de følgende tre i bhadrakalpa; Konāgamana Buddha, Kassapa Buddha og Gautama Buddha. Gautama Buddha er den nuværende Buddha, og den femte og sidste Buddha i bhadrakalpa er Maitreya Buddha som den fremtidige Buddha.

    Ifølge overleveringen blev Shwedagon Pagoda opført for over 2.500 år siden, mens historikere og arkæologer peger på perioden 500-900-tallene som tidspunktet for det smukke byggeri. Overleveringens legende siger, at to brødre fra det nuværende Afghanistan mødte Gautama Buddha og fik otte hår fra ham. Brødrene rejste til det burmesiske område under kong Okkalapa, hvor de kom til højen Singuttara, som allerede var hjemsted for relikvier fra tidligere Buddhaer. Da kong Okkalapa åbnede for hårene på stedet, skete efter sigende mirakler i form af, at Meru-bjerget rystede, lys bredte sig, døve kunne høre, stumme kunne tale, blinde kunne se, frugter kom på træer, og det regnede med ædelsten.

    Shwedagon Pagoda var ikke 99 meter høj fra starten, og indtil 1300-tallet forfaldt helligdommen med tiden. Her restaurerede kong Binnya U stedet og øgede højden til 18 meter. I 1400-tallet udbyggede dronning Shin Sawbu anlægget, og den forgyldte Shwedagon nåede i den forbindelse op på 40 meter. I 1768 ødelagde et jordskælv toppen af pagoden, og efterfølgende restaurerede og udbyggede kong Hsinbyushin Shwedagon, hvis højde kongen øgede til de nuværende 99 meter.

    Man kan se mange designelementer på Shwedagon, der bygningsmæssigt er i mursten med en ægte forgyldning udenpå. Nederst er en del terrasser, som kun munke og mænd har adgang til. Herover kommer i stigende rækkefølge stupaen klokkeformede del, en turban, en omvendt almisseskål, opretstående lotus-kronblade, et bananopløb og den paraplykrone, alle pagoder i Myanmar bærer. I denne krone er der indlagt 5.448 diamanter og 2.317 rubiner. Over paraplykronen er et falgbånd og helt øverst en diamantknop med en diamant på 76 karat.

    Den overdådige og ægte forgyldning er et resultat af løbende donationer af guld, som foregår den dag i dag. Traditionen startede i 1400-tallet med dronning Shin Sawbu, som donerede sin egen vægt i guld til Shwedagon.

    Der er fire adgangsveje til Shwedagon, og ved hver af disse står et par leogryffer og vogter; de er løvelignenede skabninger, der også kaldes chinter, og som ofte ses ved indgangen til pagoder og templer i Myanmar. Idet man går rundt om buddhistiske stupaer med uret, er en start fra øst mod syd, vest og nord det kronologisk rette, idet man her passerer de fire Buddhaers relikiver fra bhadrakalpaens første til fjerde i denne orden.

    Shwedagon er i sig selv anlagt på et ottekantet fundament, hvilket repræsenterer otte planeter i den burmesiske astrologi. De fleste i landet er Theravada-buddhister, hvori der regnes med ni planeter; Solen, Månen, Merkur, Venus, Mars, Jupiter, Saturn, Rahu og Ketu. Ketu er planeternes konge, mens de otte andre danner stjernetegn i relation til, hvilken dag man blev født. Dagene er opkaldt efter de otte planeter på burmesisk, og for at få plads til alle otte, er onsdag aften udskilt som en særskilt dag. Til hver dag hører et dyr og et billede af Buddha, og disse otte er på hver kant af Shwedagons fundament. Derved kan buddhister komme til netop deres sted i astrologien, lægge blomster og bedeflag, hælde vand og bede en bøn. Man kan derfor se mange pilgrimme komme hertil og udføre disse ritualer.

    Gennem tiden har Shwedagon været genstand for flere politiske slagsmål. Briterne brugte ad flere omgange pagoden som befæstning under deres tid i Burma, og i mange år tog briterne ikke skoene af, før de gik ind i pagoden, hvilket var i modstrid med traditioner og så væsentligt, at det blev genstand til folkelige protester. I 1919 måtte englænderne indføre lovgivning om, at man skulle tage skoene af ved et besøg.

    I 1920 planlagte studenter fra Rangoons universitet et protestmøde ved Shwedagons sydvestlige hjørne. Det var et modtræk til en ny universitetslov, som de mente var for elitær og fordelagtig for den britiske kolonimagt. Protesten gjorde, at flere burmesiske skoler blev etableret, og episoden er af af Myanmars nationaldage. Blandt øvrige politiske møder var general Aung Sans krav om selvstændighed, hvilket han foran en folkemængde forlangte fra Shwedagon i 1946.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Yangon her.

Andre seværdigheder

    Sule Pagode, Yangon

    Sule Pagode
    Sule Pagoda

    Sule Pagoda er en burmesisk stupa, der menes at datere sig flere end 2.500 år tilbage i tiden. Den ligger som centrum af Yangon og er da også meget synlig med sin plads midt i den retvinklede byplan mod syd, hvor kolonitidens institutioner og handelshuse skød op på stribe. Med denne beliggenhed har stupaen flere gange været sted for politiske møder og folkelige oprør.

    Stupaen som form går tilbage til genskabelsen af et helligt bjerg, og Sula Pagoda er et eksempel på den burmesiske udvikling af udseendet, der adskiller sig fra fx nogle opførelser i Indien. Sule Pagoda er desuden særlig hellig, idet den siges at være opført omkring hår fra Buddha, som to burmesiske købmænd skulle have hjembragt fra Buddha selv.

    Sula Pagoda blev opført på stedet, hvor overleveringen fortæller, at ånden Sularata engang havde sit hjem. Sularata var en af de såkaldte nats, som var forskellige ånder i den buddhistiske verden. Ifølge legenden ville konger bygge en helligdom på stedet omkring Buddhas hår, men dette var så længe siden, at ånden måtte hjælpe med at udpege det eksakte sted, hvor relikvierne var begravet.

    Samme sted valgte Alexander Fraser, der var i det bengalske ingeniørkorps, som centrum for den byplan, han designede for udviklingen af Yangon kort efter den britiske erobring af området i midten af 1800-tallet.

    Stupaens centrale del er den høje chedi, pagode, som fik sit nuværende udseende under dronning Shin Sawbu i 1400-tallet. De øvrige dele er nyere og anlagt i smuk harmoni med den gamle del af anlægget. Højden af den guldbelagte chedi når op i 44 meter.

     

    Højesteretsbygningen
    High Court Building

    High Court står som en af kolonitidens smukkeste og mest storladent opførte bygninger i Yangon. Den rødhvide murstensbygning blev tegnet af arkitekten John Ransome og opført i 1905-1914 som den højeste retsinstans i den britiske administration af kolonien. Dengang bar den navnet Parliament for Justice, og i 1962 gjorde den burmesiske regering stedet til højesteret.

    Bygningens ydre karakteristika er den kunstneriske anvendelse af murstenene i dekorationen samt klokketårnet. High Court Building blev opført som arketypen på britisk koloniarkitektur i stor og imposant stil som symbol på den britiske overhøjhed.

    Det er planlagt at indrette High Court Building som et stort nyt museum og kulturcentrum for lokal teaterkunst og -historie, hvorunder det smukke dukketeater er en del heraf. Denne mulighed opstod med flytningen af Myanmars hovedstad fra Yangon til Naypyidaw; i den forbindelse blev landets højesteret flyttet til en ny bygning her i 2006.

     

    Customs House, Yangon

    Toldhuset
    Customs House

    Den store toldbygning, Customs House, er en af Yangons største og mest fornemt beliggende bygninger fra den engelske kolonitid. Det rødhvide murstensbyggeri blev opført i 1915 som toldhus for varer, der blev sejlet til Rangoon og Burma ad floden.

    Arkitekten var John Begg, der også stod bag Rangoons Telegraph Office. Som markant indslag i Customs Houses facade tegnede han det hvide tårn, hvorpå der er et ur mod gaden.

     

    St Mary's Cathedral, Yangon

    Maria Katedral
    Saint Mary’s Cathedral

    Saint Mary’s Cathedral er en katolsk domkirke, der blev opført som Burmas største kirke i årene 1895-1899. Designet af den røde murstenskirke stod hollandske Jos Cuypers for. Kirken står stadig i dag som oprindeligt; dog gik de første glasmosaikker tabt i forbindelse med den allierede invasion af Rangoon efter japansk besættelse under 2. Verdenskrig.

    Før opførelsen af Saint Mary’s Cathedral lå der en mindre katolsk kirke i byen, som biskop Paul Bigandet efterhånden vurderede at være for lille til den stadigt større menighed. Han søgte koloniadministrationen om at sælge et stort nok stykke jord ved Saint Paul’s High School, så der kunne blive bygget en prominent kirke i bedste materialer og design.

    Efter byggestart gjorde en senere biskop kirken større end oprindeligt planlagt, og derved materialiserede Paul Bigandets tanker sig i den nuværende katedral, som i grundplanet måler 89 meter i længden og 31 meter i bredden. Indvendigt kan man se et smukt udsmykket kirkerum med fornem brug af mursten til de dekorative elementer. Det er således et både stort, smukt og karakteristisk kirkerum, man bliver mødt af bag den totårnede facade.

     

    Pegu Club, Yangon

    Pegu Club

    I 1800-tallets britiske kolonitid var der klubber for ledende militærpersoner og embedsmænd i kolonierne, og det var også tilfældet i Rangoon og Burma. Pegu Club blev åbnet i 1882 som en herreklub i stil med Royal Selangor Club i Kuala Lumpur, og Pegu Club blev hurtigt en af de mest berømte af de britiske klubber i Sydøstasien.

    Selve Pegu Clubs bygning er et smukt hus i victoriansk stil med burmesisk inspiration. Det var fornemme forhold, besøgende her havde, indtil klubben lukkede, og huset gik i forfald gennem mange år.

    Pegu Club er i dag kendt for drinken af samme navn. Den er en ginbaseret cocktail, og det var signaturdrikken i Pegu Club, og fra 1930erne fremgik den af internationale cocktailbøger. Pegu er i øvrigt navnet på en flod i Myanmar.

     

    National Museum, Yangon

    Nationalmuseet
    National Museum

    Dette er Myanmars nationalmuseum for historie, kunst og kultur, og her er en masse at se på. Fra tidlig tid er her blandt andet fossiler og helleristninger fra stenalderen, mens der er mange smukke og interessante fund fra tiderne derefter. Kulturelt får man gennem udstillingen indblik i mange dele af landets historie så som kongelige ceremonier og effekter i forbindelse dermed.

    Museet blev grundlagt i 1952, hvilket var relativt kort tid efter landets uafhængighed i 1948. Institutionen slog dørene op i det nuværende museumskompleks i 1996.

     

    Belmond Guvernørresidens
    Belmond Governor's Residence

    Governor’s Residence blev opført i 1920 som et smukt hus i teaktræ til at være privat residens for de britiske guvernører i kolonien Burma. Derved kom fx Sir Reginald Dorman-Smith og Hubert Rance til at bo her, før Burma opnåede sin uafhængighed i 1948. Huset står fortsat smukt i dag i sin victorianske stil, og siden 2006 har det været indrettet som hotel. På den måde er hotellet et godt sted at opleve noget af vingesuset fra den britiske kolonitid på nærmeste hånd.

    Governor’s Residence skal ikke forveksles med det nu historiske Government House, der blev opført i slotsagtig Queen Anne-stil i årene 1892-1895 efter Henry Hoyne-Fox’ tegninger. Government House var den officielle residens for kolonioverhovedet, der i koloniårene havde forskellige titler som fx guvernør. Government House blev senere kaldt President’s House under den burmesiske uafhængighed, og her boede landets ledere, indtil huset blev ødelagt af et jordskælv i 1970erne. Det blev revet ned i 1985.

     

    Martyr's Mausoleum, Yangon

    Martyrernes Mausoleum
    Martyr's Mausoleum

    Den 19. juli 1947 blev general Aung San skudt og dræbt af en politisk rival. Otte andre af Aung Sans støtter blev også slået ihjel ved den lejlighed, der udspillede sig i sidste år af den britiske kolonitid i Burma.

    Aung San havde allerede i januar 1946 krævet selvstændighed for Burma og derved ophør af det britiske koloniale styre. Han og de otte andre døde på denne dag blev således prominente ofre for landets uafhængighedskamp.

    Der blev bygget et mausoleum for Aung San og de øvrige ofre efter Burmas uafhængighed, der blev en realitet 4. januar 1948. Mausoleet blev ødelagt i 1983, hvor et bombeangeb ødelagde stedet. Mausoleet blev genopbygget, og det står i dag i rødt med en hvid stjerne på.

    Umiddelbart nordøst for Martyrernes Mausoleum kan man se et mindesmærke, der generelt er tilegnet Myanmars faldne helte; Memorial to Fallen Heroes.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Yangon her.

Ture fra byen

    Inle Lake, Myanmar

    Inle Sø
    Inle Lake

    Inle Lake er en sø på godt 100 km2. Søen hører til blandt de største i Myanmar, og den er beliggende i 880 meters højde. Søen er med en maksimal dybde på 3-5 meter ganske lavvandet, og det giver gode betingelser for det rige liv, der er på og omkring søen.

    Ud over sin naturlige skønhed er Inle Lake kendt for de kulturer og landsbyer, der lever og ligger omkring og også på søen. Livet på søen består af egentlige landsbyer bygget på pæle, og i disse landsbyer er der både boliger, skoler og andet, man forbinder med små bysamfund. Her er også fiskeri, landbrug og en række kunsthåndværk, som blandt andet indbefatter vævning og produktion af særlige cerutter.

    Landsbyerne på søen er en oplevelse med deres mange kanaler, hovedgader og sidegader, hvor bådene sejler gennem og rundt fra sted til sted. Man kan fx sejle til en butik eller restaurant. Mellem nogle af husene og kvartererne i de forskellige landsbyer er der desuden gangbroer over kanalerne, så beboerne kan gå fra sted til sted; dette er dog kun muligt over begrænsede afstande.

     

    Bagan, Myanmar

    Bagan

    Bagan er en af Myanmars tidligere hovedstæder; og under navnet Pagan var den centrum for imperiet af samme navn fra 1044 til 1287, hvor den blev ødelagt af mongolerne. I dag er Bagan berømt for sine utallige gamle templer og andre religiøse bygninger, der ligger spredt over et stort område i den historiske hovedstad.

    Som rigets og regionens centrum gennem næsten 250 var Bagan det politiske og økonomiske omdrejningspunkt. Det gav en velstand, som blandt andet blev brugt til at bygge flere end 10.000 større eller mindre bygninger af religiøs karakter. Det skete på et over 100 kvadratkilometer stort område.

    Bagans nedtur startede gennem 1200-tallet, og mongolske tropper blev fra 1280erne udslagsgivende for byens endelige afslutning som magtcentrum. På sin storhedstid menes op mod 200.000 indbyggere at have boet i Bagan, men på trods af at være formel hovedstad til år 1297 var byen allerede år forinden reduceret til en mindre og i forhold til tidligere ubetydelig by.

    Gennem alle århundrederne siden Pagan-rigets kollaps er der bygget nye templer i Bagan; flest gennem 1300-1400-tallene, men også en del siden da. I dag er der bevaret flere end 2.000 forskellige bygninger, hvoraf de største og vigtigste er fra Bagans storhedstid fra 1000-1200-tallene. En del af blevet restaureret fra slutningen af 1990erne, idet ødelæggelser grundet blandt andet jordskælv havde ødelagt dele af mange af templerne. De væsentligste templer ligger i om omkring det såkaldte gamle Bagan, der har centrum få kilometer nord for byen New Bagan, hvor indbyggerne i det arkæologiske område blev flyttet til for at beskytte det store tempellandskab.

    I hovedtræk blev der bygget to slags grundlæggende forskellige templer i Bagan; dels massive opførelser af stupa-typen med et relikvierum indvendigt og dels bygninger med egentlige rum indeni, som er de såkaldte hule templer. Begge dele kan ses i dag ved et besøg i Bagan, og på den måde kan man også se tidlige udviklinger indenfor burmesisk arkitektur.

     

    Amarapura

    Byen Amarapura ligger smukt ved floden Irrawaddys løb syd for Mandalay. Amarapura er kendt for at havde været burmesisk hovedstad gennem to perioder; 1783-1821 og 1842-1859. Allerede fra 1857 etablerede kong Mindon Amarapuras afløser i form af Mandalday mod nordøst, og i 1859 stod hans palads her færdigt. Herefter flyttede hovedstaden til Mandalay, som Amarapura administrativt hører under i dag.

    Amarapura blev grundlagt af kong Bodawpaya i 1783, og den er i dag vokset til at være en større forstad til Mandalay. I Amarapura kan man fortsat se rester af anlæggene fra tiden som hovedstad og også den berømte bro, U Bein Bridge.

     

    Mandalay, Myanmar

    Mandalay

    Mandalay er den største by i Myanmar efter Yangon. Dens historie går tilbage til 1857, hvor kong Mindon grundlagde Mandalay som ny burmesisk hovedstad som afløsning for den nærliggende Amarapura. Det skete i overensstemmelse med en overlevering, hvori Buddha skulle have besøgt bjerget Mandalay Hill og forudsagt en ny på ved foden af bjerget i år 1857.

    Mandalay er den seneste by, der har været kongelig residens i landet. Den status stoppede med Englands erobring af området i 1885. I dag er Mandalay en millionby med flere seværdigheder, der ikke mindst går tilbage til tiden som landets hovedstad.

    Læs mere om Mandalay

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Bogyoke Aung San Market

    Bogyoke Road

     

    Junction Square

    Kyun Taw Road

     

    Parkson Mall

    380 Bogyoke Road

     

    Ruby Mart

    Bogyoke Road

     

    Indkøbsgader

    Maha Bandula Park, Maha Bandula Park Street, Sule Pagoda Street

Med børn

    Legeplads

    Maha Bandula Park
    Maha Bandula Park Street, Sule Pagoda Street

     

    Forlystelsespark

    View Point
    Shukhinthar Mayopat Road

     

    Togtur

    Yangon Ring Railway
    Kun Chan Road

     

    Zoologisk have

    Yangon Zoo
    Kan Yeik Tha Road

Gode links
Historisk overblik

    Dagon grundlægges

    Yangons historie begynder i tiden med navnet Dagon, som Mon-folket fra det nedre Burma grundlagde i 1000-tallet. På det tidspunkt var Dagon en mindre fiskerlandsby, der lå omkring det religiøst vigtige Shwedagon-pagode, hvis størrelse dengang var noget mindre end i dag.

    Dagon var gennem mange århundreder en fiskerlandsby, hvis beliggenhed var strategisk god ved sammenløbet af floderne Pegu og Myitmaka. Dertil kom Shwedagon-pagoden, der gennem tiden i stigende grad blev pilgrimsmål med den medfølgende aktivitet som sidegevinst for Dagon.

     

    Kong Alaungpaya

    Konbaung-dynastiet blev grundlagt af kong Alaungpaya, der regerede 1752-1760. Han bliver betragtet som en af de store burmesiske konger i historien, hvilket ikke mindst skyldes, at han for tredje gang gennem tiden samlede det burmesiske område i et rige.

    Alaungpaya var også kongen, der så at sige grundlagde Yangon. Under hans genforening af landet erobrede hans også Dagon, og efter den begivenhed navngav han byen Yangon.

     

    Briterne og de burmesiske krige

    I 1824-1826 blev den første anglo-burmesiske krig udkæmpet, mellem britiske kolonitropper og burmesiske hære. Yangon blev indtaget af englænderne, men efter krigens afslutning blev den givet tilbage til burmeserne. Slaget ved Yangon havde stået på fra maj til september 1824, hvor omkring 10.000 mand fra den britsike flåde havde angrebet fra flodsiden. Burmeserne trak sig tilbage og efterlod en tom by, hvor briterne forskansede sig i Shwedagon-pagoden.

    Den burmesiske konge fik samlet 30.000 soldater udenfor Yangon for at slå de talmæssigt svage englændere tilbage. De burmesiske tropper var dog materielt underlegne, og briterne kunne ved våbenmagt fastholde sig position mod de angribende burmesere. Briterne brugte blandt andet Congreve-raketter, der første gang var blevet anvendt under det engelske terrorbombardement af København i 1807. Det var et våben, burmeserne ikke kendte til.

    Krigen havde drejet sig om herredømmet over det nordøstlige indiske område, og resultatet blev en stor britisk sejr, der betød, at Burma måtte betale erstatning til englænderne samt tillade en handelsaftale, der gav øget britisk indflydelse i det burmesiske. Formelt blev krigen afsluttet med indgåelsen af Yandabo-traktaten, som blev underskrevet i Yandabo; blot 80 kilometer fra burmesernes daværende hovedstad Ava.

    For englænderne havde krigen dog været så dyr, at det medførte økonomisk krise i det britiske Indien. Den første anglo-burmesiske krig skulle dog ikke blive den eneste i 1800-tallet. I alt blev det til tre af slagsen, som gradvist sikrede britiske kolonistyre i Burma.

     

    Den anden anglo-burmesiske krig

    Efter et par årtier uden krig brød en ny krig ud mellem englænderne og burmeserne. I 1852 fremprovokerede briterne en konfrontation, så der var en årsag til krigen, der startede den 5. april 1852. De havde blandt andet blokeret Yangons havn og beslaglagt den burmesiske konges båd.

    Den 5. april blev havnen i Martaban taget, og blot en uge senere indtog britiske styrker Yangon. To dage efter erobrede de Shwedagon-pagoden, hvor de også havde forskanset sig under krigen i 1820erne. Burmeserne måtte trække sig tilbage mod nord, og Yangon og Pegu-regionen blev annekteret af Storbritannien som en koloni.

    Den anden anglo-burmesiske krig blev afsluttet uden formel fredsslutning. For burmeserne betød krigen, at Pegu var tabt for kongen, idet denne del af Burma blev proklameret britisk den 20. januar 1853. Med den tabte krig kom det desuden til oprør mod kong Pagan Min, der blev styret af Mindon Min, der siden flyttede hovedstaden til Mandalay.

     

    Det nye styre

    For Yangon betød den nye status med britisk kolonistyre en stærkt øget britisk indflydelse, hvor handelsvirksomheder skød op omkring blandt andet teaktræ og shipping. Nye samfundsstrukturer og institutioner efter britisk mønster og forbillede kom også til at præge bybilledet, og derved blev grundstenen til kolonitidens fortsat bevarede Rangoon skabt.

    Blandt de ting, der skete i Rangoon de følgende år, var etablering af havnemyndighederne i Port of Rangoon, publikation af avisen Rangoon Chronicle, grundlæggelse af skoler som fx St Paul’s English High School og jernbanens komme i 1877. Indbyggertallet var gennem årtierne steget fra omkring 30.000 ved den første anglo-burmesiske krig i 1820erne til over 130.000 i begyndelsen af 1880erne.

    Det var også i denne tid, Yangons byplan blev designet af A. Fraser. Planen blev et retlinet gitter af gader med Sule Pagoda som centrum. Sule Pagoda Road gik nord-syd, mens Dalhousie Road/Maha Bandula Road gik øst-vest. Mellem parallelgaderne til Dalhousie Road, Strand Road, Merchant Road/Konthe Road, Canal Street/Anawratha Road og Commissioner’s Road/Bogyoke Aung San Road, blev byens nye administrationscentrum anlagt.

     

    Burmas foreløbige endeligt

    I 1853 var Yangon og Pegu blevet britisk med navnene Rangoon og Lower Burma. Tilbage i det uafhængige Burma var det øvre Burma, hvor Konbaung-dynastiet regerede til den tredje anglo-burmesiske krig, der udspillede sig 7.-29. november 1885.

    Diplomatiske forbindelser var blevet afbrudt mellem Storbritannien og Burma i 1878, og franskmændene havde erobret Indokina og indgået samarbejdsaftaler med Burma. Disse ting var faktorer, der fik briterne til reelt at erklære Burma krig gennem at opstille et ultimatum, der ikke kunne accepteres af kong Thibaw og styret i Mandalay.

    Resultatet af krigen blev erobring af Mandalay og afsættelse af den burmesiske monark. Det uafhængige Burma blev sammen med de tidligere erobrede dele af landet underlagt briterne som en provins i British Raj i Indien.

     

    Den britiske kolonitids udvikling

    Rangoon oplevede øget vækst de seneste årtier af 1800-tallet, hvor befolkningstallet fortsatte med at stige hastigt, hvorved byen også voksede. Med befolkningstallet blev nye kirker og skoler opført, og generelt var det en ny med megen nybygning og gode vilkår for den britiske belfolkning.

    Den lokale elite havde også adgang til fx det elitære uddannelsessystem, hvor sproget var engelsk. Universitetet i Rangoon var landets eneste, og herfra udsprang både britiske kandidater og lokale, der for nogens vedkommende kom til at præge den burmesiske politiske udvikling fra mod landets selvstændighed i 1948.

    I år 1900 boede der flere end 200.000 i Rangoon, og handelen voksede løbende. De var i disse år, mange af byens berømte bygninger fra kolonitiden blev opført, hvilket fx gælder det fornemme Strand Hotel og Secretariat Building som det politiske magtcentrum.

     

    Den nye hovedstad og 2. Verdenskrig

    I 1937 blev Rangoon hovedstad i det britiske Burma, der efter at have været styret som en provins i Indien overgik til at at være en selvstændig provins. På denne tid var Rangoon planlagt efter britisk forbillede i sin byplan med store parker og fornemme residensen langs de kunstige søer Kandawgyi Lake og Inya Lake. Befolkningen var dog ganske blandet, og over 50 % af 1930erne halve million indbyggere var fra Indien eller fra det sydlige Asien. Kun omkring en tredjedel var burmesere.

    I 1920, 1936 og 1938 blev Yangon skueplads for oprør i forbindelse med burmesernes ønskede selvstændighed fra Storbritannien. Oprørerne blev overkommet for briternes vedkommende, men 2. Verdenskrig kom til at ændre landet betydeligt. Japan invaderede og erobrede Burma i 1942, og krigen medførte bombardementer af byen; briterne søgte fx at ødelægge havneanlæggene i byen. Japans besættelse af byen og landet varede til 1945, hvor det britiske kolonistyre fortsatte.

     

    Det selvstændige Burma

    Efter 2. Verdenskrigs afslutning var der fortsat stigende krav om selvstændighed fra Storbritannien, og en af frontkæmperne var general Aung San, der i 1946 blev burmesisk leder under det britiske styre. Aung San havde politisk sæde i Yangons Secretariat Building, og i 1947 ledte han de succesrige forhandlinger med englænderne om Burmas uafhængighed, som blev en realitet den 4. januar 1948. Inden da blev Aung San dog skudt af en politisk rival den 19. juli 1947. Det skete i Secretariat Building, og Aung San kom således ikke til at opleve den frihed, han havde kæmpet for.

    I den nye burmesiske union skete der hurtigt ændringer i forhold til den britiske tid. Meget synligt blev mange af Yangons gadenavne ændret fra britiske til burmesiske; det gjaldt fx Dalhousie Road, der blev til Maha Bandula Road. Symbolsk gik gadenavnet fra at hylde en brite, der havde medvirket til de anglo-burmesiske krige, til at være et minde om general Maha Bandula, der som burmeser faldt under den første af 1800-tallets tre krige mod briterne.

     

    1950ernes Rangoon til dagens Yangon

    I de første årtier efter Burmas uafhængighed ekspanderede landets regeringer hovedstaden, der fortsat hed Rangoon. Nye forstæder blev anlagt, og byen bredte sig hastigt fra det gamle britiske centrum mod syd i dagens storby.

    Helt overordnet blev der udbygget på samme tid, som den forhenværende kolonitids bygninger gik i forfald. Infrastrukturen og bygningsmassen blev gennem 1960erne til 1980erne ikke vedligeholdt i tilstrækkelig grad, men i samme periode blev der heller ikke saneret i bygningerne, og netop derfor rummer Yangon en mængde bygninger fra den britiske tid, som ikke mange andre kolonihovedstæder kan fremvise i samme volumen og kvalitet.

    I 1989 blev Rangoons navn officielt skiftet til Yangon, og senere skiftede landet navn fra Burma til Myanmar. I 2005 flyttede hovedstaden til Naypyidaw i det centrale Myanmar, og derved var Yangon ikke længere landet hovedstad med de mange politiske institutioner, der følger med denne status.

    Yangon er dog fortsat klart Myanmars største by, og væksten har været støt de seneste årtier. I 1983 havde tallet rundet 2.500.000 indbyggere, mens indbyggertallet tredive år senere nærmest var fordoblet. Den store vækst, der de seneste år også har været økonomisk, sætter sit præg på gadebilledet. Gamle bygninger fra kolonitiden er til en vis grad blevet ned til fordel for højere og mere moderne bygninger. Denne udvikling startede i 1990erne, hvor Yangon fik udpeget flere hundrede bygninger med en status af bevaringsværdige. I dag begynder disse bygninger at blive renoveret til fordums pragt.