Site logo
    0

    Mandalay Rejseguide

    Mandalay Palace • Pagoder • Mandalay Hill

    Se på kortet
    Læs om byen

    Byen Mandalay er den største i Myanmar efter Yangon. Dens historie går tilbage til 1857, hvor kong Mindon grundlagde Mandalay som ny burmesisk hovedstad som afløser for den nærliggende Amarapura. Det skete i overensstemmelse med en overlevering, hvori Buddha skulle have besøgt bjerget Mandalay Hill og forudsagt en ny hovedstad ved foden af bjerget i år 1857.

    Mandalay er den seneste by, der har været kongelig residens i landet. Den status stoppede med Englands erobring af området i 1885. I dag er Mandalay en millionby med flere seværdigheder, der ikke mindst går tilbage til tiden som landets hovedstad.

    Ud over disse seværdigheder er Mandalay også en storby i Myanmar med mange indkøbsmuligheder og spisesteder, som blandt andet ligger i det moderne bycentrum, som man finder sydvest for paladsområdet Mandalay Palace. Det er også her, byens jernbanestation ligger.

    Mandalay er også et godt udgangspunkt for ture i området, der kan være til den forrige hovedstad Amarapura. Det kan også være seværdige steder langs floden Irrawady, der løber umiddelbart vest for Mandalay. Sejladser herpå kan gå til nærliggende Mingun, og man kan også tage på et længere cruise til fx Bagan.

    Topseværdigheder

      Mandalay Palace, Myanmar

      Mandalay Palads
      Mandalay Palace

      Mandalay Palace er et storslået palads, der blev opført 1857-1859 som den sidste residens for de burmesiske monarker. Det skete som led i kong Mindons etablering af Mandalay som ny og kongelig hovedstad i landet. Paladset nåede at være residens for landets sidste to konger; ud over kong Mindon var det kong Thibaw, der regerede til 1885.

      Paladsområdet blev anlagt som det absolutte centrum i byen og landet. Omkring paladskomplekset og de omgivende arealer på samlet 413 hektarer blev der anlagt en to kilometer lang mur med en 64 meter bred og 4,5 meter dyb voldgrav, der fortsat ses i Mandalays byplan og gadebillede. Langs muren, der ovenfra danner en firkant, blev der bygget tre porte på hver side, og de i alt 12 porte repræsenterede de tolv astrologiske tegn.

      Over portene er der fine konstruktioner med mange tagniveauer. Over de midterste porte, som de kongelige benyttede, blev der bygget syv tagniveauer, mens de øvrige havde fem. Der var oprindeligt fem broer over voldgraven; en ved hver af de midterste porte og en mod sydvest, hvor fx døde blev båret ud fra paladsområdet. Muren blev bygget med en tykkelse på 3 meter i bunden og cirka 1,5 meter i toppen. Langs muren og mod voldgraven blev der bygget 48 bastioner med gyldne spir; en for hver 169 meter med placering på muren.

      Selve paladset blev i høj grad opført af materialer, der blev flyttet med elefanter fra den tidligere hovedstad Amarapura. Det var en nødvendighed efter den tabte krig mod englænderne i 1852, hvor Burma mistede en del land og økonomisk kraft. Da paladset stod færdigt i 1859, var det dog et imponerende anlæg, der både dengang og gennem den britiske tid stod som symbol på friheden og uafhængigheden.

      Paladset blev efter den britiske erobring af Mandalay i 1885 indrettet som militærforlægningen Fort Dufferin. Ved den lejlighed blev en del effekter bragt til museer i London, og briterne foretog også ændringer som fx nybygning af to broer over voldgraven, der tillod passage af flere soldater og materialer til Fort Dufferin. Stort set hele anlægget gik tabt under 2. Verdenskrig, og de nuværende bygninger er en genopbygning, der startede i 1989.

      Genopbygningen skete ud fra at genskabe bygningerne og atmosfæren fra kong Mindons palads. Byggemetoderne og de anvendte materialer var anderledes end i midten af 1800-tallet. Der blev fx anvendt en del beton til bygningerne og metal til tagene; oprindeligt var der bygget i teak.

      Når man i dag besøger paladset langt inde bag voldgraven, kommer man fra øst til paladsets klokketårn, Clock Tower, hvorfra tiden blev forkyndt ved hjælp af en tromme og en gong gong hver tredje time. Urværket var drevet af vand og opdelt i fire dele for hver tolv timer. Hver del bestod af et vandkar med en messingbowle med et hul af en størrelse, der tømte karret på præcis tre timer.

      Nord for klokketårnet ligger flere mausoleer, hvoraf det mest kendte er kong Mindons gravmæle. Han døde i 1878, og hans mausoleum blev bygget af den efterfølgende kong Thibaw. Omkring Mindons grav er der monumenter for tre af hans i alt flere end 50 koner.

      Umiddelbart syd for klokketårnet kan man se Relic Tower, hvis burmesiske navn betyder Tandrelikvietårnet. Det rummer ingen relikvier, men blev opført som en del af traditionel paladsindretning. Selve tårnet er fint og et klassisk eksempel på burmesisk arkitektur; nederst et ornamenteret fundament, en firkantet sokkelbygning og på toppen et relikviekammer med et flerdelt tag over.

      Længere mod vest ligger selve komplekset af paladsbygninger, der er genopbygget som i kong Mindons tid. På det store område kan man se forskellige højdepunkter, der starter ved indgangens store audienshal. Audienshallen ligger syd-nord og har en længde på 77 meter. Her sad kongen, når der var audienser.

      Mod sydøst i selve komplekset ligger udkigstårnet Watch Tower, der ikke blev ødelagt under 2. Verdenskrig. Tårnet står som i 1800-tallet, og der blev i sin tid anvendt af kongen og dronningen som udsigtstårn. Det sagdes også, at dronning Supayalat så fra tårnet, hvordan britiske tropper indtog Mandalay i november 1885.

      Der var i alt otte troner omkring i paladset, og den vigtigste og smukkest udsmykkede var Løvetronen, som der i dag kan ses en replika af i paladset. Blandt de øvrige troner var Elefanttronen, Påfugletronen og Liljetronen.

      Man kan også se bygningen Glass Palace, der rummer de største gemakker i komplekset. Det menes at have været kong Mindons foretrukne sted i residensen, og indretningen er opdelt af et trævæg i to dele. I det østlige af de to rum er Bitronen, hvor kong Mindon lå til offentligt skue efter sin død i 1878. Det vestlige rum var kong Mindons private rum og også hans soveværelse.

       

      Mandalay Hill

      Mandalay Hill er et 240 meter højt bjerg nordøst for centrum af byen Mandalay. Her ligger en række klostre og pagoder, og bjerget har været pilgrimssted gennem flere århundreder. Det har desuden givet navn til byen Mandalay.

      Blandt bygningerne på Mandalay Hill er eneboeren U Khantis sted; her blev relikvier af Buddha opbevaret fra 1923 og nogle årtier frem. Man kan også se en stor statue af Buddha længere oppe på Mandalay Hill. Statuen peger på byen Mandalay, som ifølge en overlevering var forudset af Buddha selv.

      Efter sigende skulle Buddha have besøgt stedet og forudsagt, at en stor by skulle anlægges ved foden af bjerget i det buddhistiske år 2400, der svarer til 1856-1857. Buddha skulle have set, at en stor konge ville opføre byen, og det var da også kong Mindon, der grundlagde Mandalay i 1857.

      Den bedste måde at besøge Mandalay Hill på er ved at tage en af de fire overdækkede trapper, der fra henholdsvis syd, sydøst, vest og nord kan tages fra byen op på bjerget. Langs trapperne er der mulighed for at sidde ned, og fra toppen af Mandalay Hill bliver man belønnet med en meget fin udsigt over byen Mandalay.

      Tager man den sydlige trappe, der er hovedtrappen, bliver man budt velkommen af to store løver, hvilket er den almindelige form for tempelindgange i Myanmar. Man kan dog også tage en bil op til toppen. Turen er fin og spændende med hårnålesving, og det kan være en god ide i Mandalays varme og fugtige årstider.

      Mandalay Hill er et populært sted for både lokale og turister. Der ligger et tempel på toppen, og særligt ved solnedgangstid er her mange mennesker, som kan glæde sig over solens stråler og spejling i floden Irrawaddy.

    Rejseekspert
    Author avatar
    Stig
    Andre seværdigheder

      Kyauktawgyi Pagode
      Kyauktawgyi Pagoda

      Dette er et tempel, der er berømt for at rumme en stor marmorbuddha. Buddhaen blev indviet i 1865, og den blev skåret i et stykke grønt marmor, som brudt brudt i Sagyin nord for Mandalay. Råstenen blev transporteret til templet på 13 dage ved hjælp af tusindvis af mænds arbejdskraft. Herefter blev figuren hugget ud af stenen.

      Selve templet blev grundlagt af kong Mindon i 1853, men det stod først færdigt i 1878; det skyldtes blandt andet et oprør i 1860erne, som satte en stopper for opførelsen. Templet var fra starten inspireret af Ananda-templet i Bagan; uden dog at ende med at ligne dette.

       

      Sandamuni Pagode
      Sandamuni Pagoda

      Sandamuni Pagoda er en buddhistisk stupa, der blev initieret af kong Mindon i 1874. Det skete som minde om kongens yngre bror, Kanaung Mintha, der sammen med prinserne Malun, Saku og Maingpyin blev dræbt under et oprør i 1866.

      Stupaen indeholder gravene af alle de fire dræbte prinser, og her er også en stor Buddha af jern fra 1802. Bygningerne omkring den centrale chedi er hovedsageligt 1.774 små stupaer, der står symmetrisk og ordnet i området. Stupaerne er af marmor og indeholder alle skrifter i relation til tripitakaen, der er buddhisternes hellige skrifter.

       

      Kuthodaw Pagode
      Kuthodaw Pagoda

      Kong Mindon opførte også den store Kuthodaw Pagoda, hvis midtpunkt er en klassisk buddhistisk stupa. Stupaen er 57 meter høj og opbygget af nedre terrasser med en forgyldt top herover. Inspirationen kommer fra Shwezigon Pagoda, der blev opført i Bagan i omkring år 1100. Ud over stupaen er der imponerende 730 små stupa-bygninger, der indeholder det, der kaldes verdens største bog.

      Kong Mindon ønskede at markere kanonen af hellige buddistiske skrifter, den såkaldte tripitaka, ved at skrive hver side som store stentavler. Arbejdet, der fylder 729 tavler med tekst på begge sider, blev færdiggjort fra 1860 til 1868, og hver tavle fik sin egen stupa. Den sidste stupa indeholder en tavle med beskrivelse af, hvordan dette værk blev realiseret.

       

      Atumashi Kloster
      Atumashi Monastery

      Atumashi Monastery er et kloster, som kong Mindon grundlagde og opførte i 1857 som et af de større anlæg i den nye burmesiske hovedstad. Klosterbygningen blev opført i teaktræ og i et design, der adskilte sig fra traditionel burmesisk arkitektur ved ikke at have den almindeligt brugte tagkonstruktion. I stedet er taget nærmest bygget helt op i terrasser.

      Klostret brændte i 1890, hvor også stedets ni meter høje Buddha gik op i røg. Der gik til 1996, hvor Atumashi Monastery blev genopført i udseendet fra kong Mindons tid.

       

      Det Gyldne Palads Kloster
      Golden Palace Monastery

      Det Gyldne Palads i Mandalay er navnet på et kloster, hvis bygningshistorie er ganske interessant. Den smukke opførelse var oprindeligt en del af kongepaladset i byen Amarapura, og det var kong Mindon, der flyttede både denne bygning og det øvrige palads til Mandalay fra år 1857.

      I Mandalay Palace udgjorde bygningen en del af det såkaldte Glass Palace, der var kongens private gemakker. Efter kong Mindons død i 1878 flyttede kong Thibaw bygningen til det nuværende sted, idet han mente, den var hjemsøgt af kong Mindons ånd. Det tog nogle år at rejse bygningen på ny på det nuværende sted.

      Kong Thibaw gjorde stedet til kloster, og samtidig sikrede han uvidende om 2. Verdenskrigs ødelæggelser i 1900-tallet, at en af de oprindelige teakbygninger fra Mandalay Palace overlevede for eftertiden. Klostret er et fornemt eksempel på traditionel burmesisk arkitektur med imponerende træskærerarbejder i det anvendte teaktræ.

      Man kan se en række fint udskårne figurer, der dels er burmesiske og dels europæiske; fx er der engle fra begge verdensdele, og de adskiller sig ved, at de burmesiske ikke har vinger og fremstilles med samlede hænder. Dette er i modsætning til de europæiske engle, der netop vises med vinger.

      Bygningen var oprindeligt dækket med guld på store dele af konstruktionen udvendigt og indvendigt. Det ses fortsat indvendigt, mens eksteriøret i dag ikke står som i fordums pragt. Dette gør dog ikke oplevelsen mindre.

    Ture fra byen

      U Bein Bridge, Amarapura

      Amarapura

      Amarapura er en by, der ligger smukt ved floden Irrawaddys løb syd for Mandalay. Amarapura er kendt for at havde været burmesisk hovedstad gennem to perioder; 1783-1821 og 1842-1859. Allerede fra 1857 etablerede kong Mindon Amarapuras afløser i form af Mandalay mod nordøst, og i 1859 stod hans palads i den nye by færdigt. Herefter flyttede hovedstaden til Mandalay, som Amarapura administrativt hører under i dag.

      Amarapura blev grundlagt af kong Bodawpaya i 1783, og den er i dag vokset til at være en større forstad til Mandalay. I Amarapura kan man fortsat se rester af anlæggene fra tiden som hovedstad og også den berømte bro, U Bein Bridge, der tiltrækker mange turister, som besøger området med Myanmars to tidligere hovedstæder.

      Amarapura Palads/Amarapura Palace var et kongepalads, der blev opført i årtierne omkring år 1800; en tid hvor byen var burmesisk hovedstad og derved krævede en kongelig residens. Paladsets endeligt kom med kong Mindons tronbestigelse i 1857, idet han flyttede hovedstaden til Mandalay. I den forbindelse genbrugte han delene fra paladset i Amarapura i sin nye hovedstad. I dag kan man kun se enkelte rester af det omfangsrige historiske palads. En del af paladsets voldgrav ligger her stadig, og man kan også kigge nærmere på gravene for kong Bodawpaya og kong Bagyidaw.

      U Bein Bridge er Amarapuras mest kendte seværdighed. Det er en bro, der krydser søen Taungthaman. Broen blev bygget af teaktræ i årene 1849-1851, og den har en imponerende længde af 1,2 kilometer. Træet kom fra et nu tidligere palads i Inwa, og genbrug af trækonstruktioner var ikke unormalt i samtiden; fx blev Amarapuras kongepalads genbrugt i Mandalay.

      Broen består af 1.086 piller i vandet med broplanker på toppen. Hovedparten af broen står i det oprindelige træ, men gennem tiden har det været nødvendigt at foretage udskiftninger af nogle dele. Langs broen er der bygget fire pavilloner, og der er ni steder undervejs, hvor broen kan løftes, så både kan passere. Navnet U Bein Bridge kommer fra den borgmester, der lod broen opføre.

      Man kan opleve en masse trafik på og fra broen. Det drejer sig både turister og lokale besøgende, hvoraf nogle krydser søen ved hjælp af broen. Der er også fiskeri i søen, som ofte foretages stående på søbunden.

       

      Mingun, Myanmar

      Mingun

      Mingun er et sted, der ligger cirka ti kilometer nordvest for Mandalay på den vestlige bred af floden Irrawaddy. Det er populært at sejle hertil fra Mandalays flodbred, der er en oplevelse i sig selv med fiskeri, transport, badning, fodbold og meget andet dagligliv. Turen over den brede og lavvandede Irrawaddy er fin og med god udsigt til Mandalay Hill.

      Efter ankomsten til Mingun er der flere ting at se ved siden af hinanden langs floden, og der er også et stort marked langs vejen mellem stederne. På begge sider af vejen fra bådebroen til seværdighederne kan man se nogle særprægede murstensbyggerier, der er delvist ornamenterede og ellers henligger i ruiner. Det var oprindeligt to kolossale løver, der skulle markere indgangen til det bagvedliggende tempel, og af løverne kan man i dag se bagpartierne med haler. Statuerne blev lagt i ruiner ved et jordskælv.

      Centralt ligger Mingun Pahtodawgyi, som er en slags fundament og derved starten på byggeriet af en kolossal stupa, som kong Bodawpaya igangsatte i 1790. Stupaen skulle efter planen have nået en højde på 150 meter, og den ville derved have været verdens højeste af sin slags. Byggeriet nåede aldrig højere end cirka 50 meter, idet en profeti blev udlagt til den overtroiske kong Bodawpaya, at riget eller han selv ville gå under, når stupaen stod færdig.

      Kongen bremsede projektet med vilje, og efter hans død blev det stoppet helt. I 1839 ramte et jordskælv området, og ved den lejlighed blev stupaen strukturelt medtaget, hvilket fortsat ses. Der er lavet en trappe op til toppen af det særprægede og imponerende bygningsværk.

      Umiddelbart nord for kong Bodawpayas ufuldendte stupa kan man se den såkaldte Mingun Klokke, der vejer over 90 ton. Den blev støbt 1808-1810 på initiativ af kong Bodawpaya, der ville have den til sin kolossale stupa, der i modsætning til klokken ikke blev færdiggjort. Lige som stupaen skulle klokken også være verdens største, og det var den indtil år 2000; dette år blev den overgået med 26 ton af en klokke i Kina.

      Et kort stykke videre mod nord fra klokken ligger kronprins Bagyidaws smukke monument for sin afdøde dronning Hsinbyune, der døde i barselssengen i 1812. Monumentet er opkaldt efter hende og hedder Hsinbyume Pagoda. Monumentet har stået strålende hvidt siden opførelsen i 1816, og det symboliserer det buddhistiske paradis.

      Centralt og øverst ligger således bjerget Meru, der er omgivet af syv have og syv bjergkæder, der lå rundt om Meru. Havene ses tydeligt som bølger i fuldendte ringe omkring monumentets midte, hvori en Buddhafigur er, og derved er monumentet også et tempel. Fra toppen er der en fantastisk udsigt over området og til Mingun Pahtodawgyi.

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev
    Gode links
    Historisk overblik

      Dagon grundlægges

      Yangons historie begynder i tiden med navnet Dagon, som Mon-folket fra det nedre Burma grundlagde i 1000-tallet. På det tidspunkt var Dagon en mindre fiskerlandsby, der lå omkring det religiøst vigtige Shwedagon-pagode, hvis størrelse dengang var noget mindre end i dag.

      Dagon var gennem mange århundreder en fiskerlandsby, hvis beliggenhed var strategisk god ved sammenløbet af floderne Pegu og Myitmaka. Dertil kom Shwedagon-pagoden, der gennem tiden i stigende grad blev pilgrimsmål med den medfølgende aktivitet som sidegevinst for Dagon.

       

      Kong Alaungpaya

      Konbaung-dynastiet blev grundlagt af kong Alaungpaya, der regerede 1752-1760. Han bliver betragtet som en af de store burmesiske konger i historien, hvilket ikke mindst skyldes, at han for tredje gang gennem tiden samlede det burmesiske område i et rige.

      Alaungpaya var også kongen, der så at sige grundlagde Yangon. Under hans genforening af landet erobrede hans også Dagon, og efter den begivenhed navngav han byen Yangon.

       

      Briterne og de burmesiske krige

      I 1824-1826 blev den første anglo-burmesiske krig udkæmpet, mellem britiske kolonitropper og burmesiske hære. Yangon blev indtaget af englænderne, men efter krigens afslutning blev den givet tilbage til burmeserne. Slaget ved Yangon havde stået på fra maj til september 1824, hvor omkring 10.000 mand fra den britsike flåde havde angrebet fra flodsiden. Burmeserne trak sig tilbage og efterlod en tom by, hvor briterne forskansede sig i Shwedagon-pagoden.

      Den burmesiske konge fik samlet 30.000 soldater udenfor Yangon for at slå de talmæssigt svage englændere tilbage. De burmesiske tropper var dog materielt underlegne, og briterne kunne ved våbenmagt fastholde sig position mod de angribende burmesere. Briterne brugte blandt andet Congreve-raketter, der første gang var blevet anvendt under det engelske terrorbombardement af København i 1807. Det var et våben, burmeserne ikke kendte til.

      Krigen havde drejet sig om herredømmet over det nordøstlige indiske område, og resultatet blev en stor britisk sejr, der betød, at Burma måtte betale erstatning til englænderne samt tillade en handelsaftale, der gav øget britisk indflydelse i det burmesiske. Formelt blev krigen afsluttet med indgåelsen af Yandabo-traktaten, som blev underskrevet i Yandabo; blot 80 kilometer fra burmesernes daværende hovedstad Ava.

      For englænderne havde krigen dog været så dyr, at det medførte økonomisk krise i det britiske Indien. Den første anglo-burmesiske krig skulle dog ikke blive den eneste i 1800-tallet. I alt blev det til tre af slagsen, som gradvist sikrede britiske kolonistyre i Burma.

       

      Den anden anglo-burmesiske krig

      Efter et par årtier uden krig brød en ny krig ud mellem englænderne og burmeserne. I 1852 fremprovokerede briterne en konfrontation, så der var en årsag til krigen, der startede den 5. april 1852. De havde blandt andet blokeret Yangons havn og beslaglagt den burmesiske konges båd.

      Den 5. april blev havnen i Martaban taget, og blot en uge senere indtog britiske styrker Yangon. To dage efter erobrede de Shwedagon-pagoden, hvor de også havde forskanset sig under krigen i 1820erne. Burmeserne måtte trække sig tilbage mod nord, og Yangon og Pegu-regionen blev annekteret af Storbritannien som en koloni.

      Den anden anglo-burmesiske krig blev afsluttet uden formel fredsslutning. For burmeserne betød krigen, at Pegu var tabt for kongen, idet denne del af Burma blev proklameret britisk den 20. januar 1853. Med den tabte krig kom det desuden til oprør mod kong Pagan Min, der blev styret af Mindon Min, der siden flyttede hovedstaden til Mandalay.

       

      Det nye styre

      For Yangon betød den nye status med britisk kolonistyre en stærkt øget britisk indflydelse, hvor handelsvirksomheder skød op omkring blandt andet teaktræ og shipping. Nye samfundsstrukturer og institutioner efter britisk mønster og forbillede kom også til at præge bybilledet, og derved blev grundstenen til kolonitidens fortsat bevarede Rangoon skabt.

      Blandt de ting, der skete i Rangoon de følgende år, var etablering af havnemyndighederne i Port of Rangoon, publikation af avisen Rangoon Chronicle, grundlæggelse af skoler som fx St Paul’s English High School og jernbanens komme i 1877. Indbyggertallet var gennem årtierne steget fra omkring 30.000 ved den første anglo-burmesiske krig i 1820erne til over 130.000 i begyndelsen af 1880erne.

      Det var også i denne tid, Yangons byplan blev designet af A. Fraser. Planen blev et retlinet gitter af gader med Sule Pagoda som centrum. Sule Pagoda Road gik nord-syd, mens Dalhousie Road/Maha Bandula Road gik øst-vest. Mellem parallelgaderne til Dalhousie Road, Strand Road, Merchant Road/Konthe Road, Canal Street/Anawratha Road og Commissioner’s Road/Bogyoke Aung San Road, blev byens nye administrationscentrum anlagt.

       

      Burmas foreløbige endeligt

      I 1853 var Yangon og Pegu blevet britisk med navnene Rangoon og Lower Burma. Tilbage i det uafhængige Burma var det øvre Burma, hvor Konbaung-dynastiet regerede til den tredje anglo-burmesiske krig, der udspillede sig 7.-29. november 1885.

      Diplomatiske forbindelser var blevet afbrudt mellem Storbritannien og Burma i 1878, og franskmændene havde erobret Indokina og indgået samarbejdsaftaler med Burma. Disse ting var faktorer, der fik briterne til reelt at erklære Burma krig gennem at opstille et ultimatum, der ikke kunne accepteres af kong Thibaw og styret i Mandalay.

      Resultatet af krigen blev erobring af Mandalay og afsættelse af den burmesiske monark. Det uafhængige Burma blev sammen med de tidligere erobrede dele af landet underlagt briterne som en provins i British Raj i Indien.

       

      Den britiske kolonitids udvikling

      Rangoon oplevede øget vækst de seneste årtier af 1800-tallet, hvor befolkningstallet fortsatte med at stige hastigt, hvorved byen også voksede. Med befolkningstallet blev nye kirker og skoler opført, og generelt var det en ny med megen nybygning og gode vilkår for den britiske belfolkning.

      Den lokale elite havde også adgang til fx det elitære uddannelsessystem, hvor sproget var engelsk. Universitetet i Rangoon var landets eneste, og herfra udsprang både britiske kandidater og lokale, der for nogens vedkommende kom til at præge den burmesiske politiske udvikling fra mod landets selvstændighed i 1948.

      I år 1900 boede der flere end 200.000 i Rangoon, og handelen voksede løbende. De var i disse år, mange af byens berømte bygninger fra kolonitiden blev opført, hvilket fx gælder det fornemme Strand Hotel og Secretariat Building som det politiske magtcentrum.

       

      Den nye hovedstad og 2. Verdenskrig

      I 1937 blev Rangoon hovedstad i det britiske Burma, der efter at have været styret som en provins i Indien overgik til at at være en selvstændig provins. På denne tid var Rangoon planlagt efter britisk forbillede i sin byplan med store parker og fornemme residensen langs de kunstige søer Kandawgyi Lake og Inya Lake. Befolkningen var dog ganske blandet, og over 50 % af 1930erne halve million indbyggere var fra Indien eller fra det sydlige Asien. Kun omkring en tredjedel var burmesere.

      I 1920, 1936 og 1938 blev Yangon skueplads for oprør i forbindelse med burmesernes ønskede selvstændighed fra Storbritannien. Oprørerne blev overkommet for briternes vedkommende, men 2. Verdenskrig kom til at ændre landet betydeligt. Japan invaderede og erobrede Burma i 1942, og krigen medførte bombardementer af byen; briterne søgte fx at ødelægge havneanlæggene i byen. Japans besættelse af byen og landet varede til 1945, hvor det britiske kolonistyre fortsatte.

       

      Det selvstændige Burma

      Efter 2. Verdenskrigs afslutning var der fortsat stigende krav om selvstændighed fra Storbritannien, og en af frontkæmperne var general Aung San, der i 1946 blev burmesisk leder under det britiske styre. Aung San havde politisk sæde i Yangons Secretariat Building, og i 1947 ledte han de succesrige forhandlinger med englænderne om Burmas uafhængighed, som blev en realitet den 4. januar 1948. Inden da blev Aung San dog skudt af en politisk rival den 19. juli 1947. Det skete i Secretariat Building, og Aung San kom således ikke til at opleve den frihed, han havde kæmpet for.

      I den nye burmesiske union skete der hurtigt ændringer i forhold til den britiske tid. Meget synligt blev mange af Yangons gadenavne ændret fra britiske til burmesiske; det gjaldt fx Dalhousie Road, der blev til Maha Bandula Road. Symbolsk gik gadenavnet fra at hylde en brite, der havde medvirket til de anglo-burmesiske krige, til at være et minde om general Maha Bandula, der som burmeser faldt under den første af 1800-tallets tre krige mod briterne.

       

      1950ernes Rangoon til dagens Yangon

      I de første årtier efter Burmas uafhængighed ekspanderede landets regeringer hovedstaden, der fortsat hed Rangoon. Nye forstæder blev anlagt, og byen bredte sig hastigt fra det gamle britiske centrum mod syd i dagens storby.

      Helt overordnet blev der udbygget på samme tid, som den forhenværende kolonitids bygninger gik i forfald. Infrastrukturen og bygningsmassen blev gennem 1960erne til 1980erne ikke vedligeholdt i tilstrækkelig grad, men i samme periode blev der heller ikke saneret i bygningerne, og netop derfor rummer Yangon en mængde bygninger fra den britiske tid, som ikke mange andre kolonihovedstæder kan fremvise i samme volumen og kvalitet.

      I 1989 blev Rangoons navn officielt skiftet til Yangon, og senere skiftede landet navn fra Burma til Myanmar. I 2005 flyttede hovedstaden til Naypyidaw i det centrale Myanmar, og derved var Yangon ikke længere landet hovedstad med de mange politiske institutioner, der følger med denne status.

      Yangon er dog fortsat klart Myanmars største by, og væksten har været støt de seneste årtier. I 1983 havde tallet rundet 2.500.000 indbyggere, mens indbyggertallet tredive år senere nærmest var fordoblet. Den store vækst, der de seneste år også har været økonomisk, sætter sit præg på gadebilledet. Gamle bygninger fra kolonitiden er til en vis grad blevet ned til fordel for højere og mere moderne bygninger. Denne udvikling startede i 1990erne, hvor Yangon fik udpeget flere hundrede bygninger med en status af bevaringsværdige. I dag begynder disse bygninger at blive renoveret til fordums pragt.

      Du er måske også interesseret i..