Site logo
    0

    Wellington rejseguide

    Te Papa Tongarewa • Cable Car • Mount Victoria

    Se på kortet
    Læs om byen

    Wellington er New Zealands hovedstad, og den ligger særdeles smukt midt i landet på sydspidsen af North Island og med få timers sejltur til Picton på South Island. Det er en placering med kort afstand til en del af landets storslåede natur.

    Wellington er en storby med alt, hvad der hører til. Af museer har Wellington meget at byde by. Her ligger fx det fremragende nationalmuseum Te Papa, der sætter landets naturvidenskab, historie og forskellige kulturer i centrum. På Museum of Wellington City & Sea kan man se nærmere på byens udvikling år for år med temaudstillinger.

    Wellingtons store og særdeles righoldige botaniske have er for mange første valg af grønne oaser. Den bedste måde at komme op i højderne til haven er med Wellington Cable Car, der kører op mod hele tiden bedre udsigter. Man kan også se byen fra oven fra bjerget Mount Victoria umiddelbart øst for bykernen eller nyde en tur langs Oriental Parade.

    I Wellington ligger også flere smukke kirker med Old Saint Pauls som den mest seværdige og den moderne Saint Pauls Cathedral som den største. Kirkerne og kristendommen er en del af den new zealandske historie, og i de smukke bygninger kan man tydeligt se inspiration fra den europæiske.

    Omkring Wellington er der også mange oplevelser i vente. En sejltur til Picton bringer en til en helt andet landskab og til vinen i Marlborough Sounds, mens en tur mod nord kan gå langs vestkysten.

    Topseværdigheder

      Te Papa

      Museet for New Zealand Te Papa Tongarewa
      The Museum of New Zealand Te Papa Tongarewa

      The Museum of New Zealand Te Papa Tongarewa er New Zealands nationalmuseum, og prestigebyggeriet i Wellington har resulteret i en utrolig spændende oplevelse, der blander museets samlinger med interaktiv anvendelse af ny teknologi.

      Museet genskaber dannelsen af New Zealand, og man kommer gennem fascinerende udstillinger af både maoriernes og de europæiske efterkommeres kultur. Derved får man indblik i mange aspekter, der har været med til at udvikle det moderne New Zealand.

      Man kan også opleve den newzealandske natur på museet. Den bliver skildret gennem storslåede udstillinger med mange temaer. I denne del af samlingerne kan man blandt andet se skelettet af en 21 meter lang blåhval.

       

      Wellington Bymuseum
      Museum of Wellington City & Sea

      Museum of Wellington City & Sea er et bymuseum for Wellington, og det er indrettet i en af byens karakteristiske historiske bygninger, der udgjorde det tidligere hovedsæde for havnemyndighederne. Bygningen hedder The Bond Store, og den blev opført 1892 i fransk renæssance. I bygningen kan man blandt andet se den smukke mødesal fra 1925-1926.

      På museet kan man se en meget levende og moderne udstilling om New Zealands og i særdeleshed Wellingtons historie. Her er alt fra kunstværker over håndværk til historisk skrevne kilder. Blandt de begivenheder, der kom på verdens forsider, var færgen TEV Wahine. Den kæntrede i en ulykke i 1968 under en sejlads mellem Lyttelton ved Christchurch og Wellington.

       

      Wellington Cable Car

      Wellington Cable Car

      Wellington Cable Car er en charmerende tur på 4,5 minutter fra byens centrale del opad til en fornem udsigt 120 meter over startstedet. Den i alt 628 meter lange tur går gennem tre tunneler og over tre broer, før man kommer til den øvre endestation (Upland Road).

      På vejen fra den nedre terminus (Lambton Quay) er der tre stationer; Clifton, Talavera og Salamanca. Banen åbnede i 1902 efter udvidelse af Wellingtons bebyggede område i kvarteret Kelburn, hvorfra der skulle sikres en hurtig adgang til bycentrum. Succesen udeblev ikke, og i 1912 rundede passagertallet en million.

      Ved toppen ligger et museum over banens historie og betydning for den newzealandske hovedstad; Wellington Cable Car Museum. I dette område er der også adgang til fremragende panoramakig over Wellington og byens omegn, og man kan også besøge et observatorium og byens botaniske have efter en kort spadseretur.

       

      Botanisk Have

      Botanisk Have
      Botanic Garden

      Wellingtons botaniske have blev anlagt i 1863, og den 25 hektarer store park rummer både nyanlæg og dele af en bevaret oprindelig skov. Haven er ganske stor op ligger på et kuperet terræn, som er med til at gøre et besøg her til en særlig oplevelse. Blandt de fornemme anlæg er Lady Norwood Rose Garden, der blomstrer fra november til maj, et begoniahus, orkidéer og nogle søer.

       

      Old Saint Pauls

      Den Gamle Sankt Paul
      Old Saint Pauls

      Old Saint Pauls er Wellingtons tidligere anglikanske katedral. Den blev opført som sognekirke i Thorndon i årene 1865-1866, og den blev senere sæde for stiftets biskop. Denne status overgik i 1964 til den nuværende Saint Pauls Cathedral.

      Old Saint Pauls er en af landets hyggelige og elegante kirker, bygget i træ og med fornemme glasmosaikarbejder. Stilen var inspireret af gotikken, men samtidig med en meget fin tillempning til New Zealands materialer og landets new zealandsk-britiske arkitektur.

      I kirken hænger der forskellige faner fra flåden Royal Navy, New Zealands handelsflåde og fra det amerikanske United States Marine Corps, der var stationeret i Wellington under 2. Verdenskrig.

       

      Flere seværdigheder og mere info

      Køb pdf-bogen om Wellington her.

    Rejseekspert
    Author avatar
    Stig
    Andre seværdigheder

      Civic Square

      Civic Square

      Civic Square er Wellingtons moderne, centrale plads. Den stod færdig efter to års anlæg i 1992 i terrakottasten som et stort byrum, der skulle bringe byens centrum og Wellingtons havnepromenaden sammen.

      Civic Square er omgivet af forskellige offentlige bygninger. Man kan blandt andet se rådhuset Wellington Town Hall, kunstmuseet City Gallery Wellington og biblioteket Wellington Central Library. Kigger man i stedet op, kan man se Neil Dawsons kugle på 3,4 meter i diameter. Den svæver og forestiller en række blade fra endemiske bregner fra New Zealand.

      Mellem Civic Square og Wellingtons centrale havnepromenade strækker broen City to Sea Bridge fra 1994 sig. Broen blev bygget som en naturlig forlængelse af Civic Square og udsmykket med en række træskulpturer, der blev udarbejdet af maorikunstneren Paratene Matchitt.

       

      Wellington Rådhus
      Wellington Town Hall

      Wellington Town Hall er byens rådhus. Det blev tegnet af Joshua Charlesworth og opført 1901-1904. Den elegante bygning havde oprindeligt et fint klokketårn og en hovedfacade mod vest og derved modsat den nuværende Civic Square. Begge dele blev fjernet efter jordskælvet i 1931 i Hawke’s Bay. Rådhuset blev derved mere jordskælvssikret.

      Wellington Town Hall rummer både byrådet, byens borgmesterkontor og en koncertsal. Der er mange verdensberømte navne, der gennem tiden har givet koncert her. The Beatles, Rolling Stones og Kenny Rogers er nogle af dem, der har været forbi.

       

      City Gallery

      Wellington Bygalleri
      City Gallery Wellington

      City Gallery Wellington er et galleri, hvor man kan opleve moderne kunst i nærmest alle afskygninger. Man opnår et godt indtryk af, hvordan den nuværende situation er for kunsten i New Zealand, idet mange både nye og etablerede kunstnere udstiller her. Bygningen blev opført i 1939.

       

      Frank Kitts Park

      Frank Kitts Park er et grønt område, der ligger ved Wellingtons centrale havnefront. Parken er opkaldt efter Francis Joseph Kitts, der var byens borgmester i årene 1956-1974.

      Parken åbnede 1976 på et område, der tidligere husede mindre havnebygninger, og den blev udvidet i 1980erne. Her kan man nyde grønne anlæg og legeområder, og centralt ved vandet står den bjærgede mast fra færgen TEV Wahine, der forliste i 1968 ud for Wellington på en sejltur fra Lyttelton ved Christchurch på South Island.

       

      Old Government Buildings

      De Gamle Regeringsbygninger
      Old Government Buildings

      Old Government Buildings er en smuk bygning, der er den nu historiske parlamentsbygning i New Zealand. Bygningen ligger overfor den nuværende parlamentsbygning i Wellington. Old Government Buildings blev opført 1875-1876 som landets største opførelse. I 1897 og igen i 1907 blev de nu forhenværende regeringsbygninger udbygget.

      Oprindeligt skulle konstruktionen både have indeholdt beton og træ, men beton var dengang et dyrt materiale, så man valgte at opføre huset i det nu beskyttede træ kauri. Med størrelsen er det fortsat i dag en af verdens største bygninger i træ. I dag huser Old Government Buildings det juridiske fakultet på universitetet Victoria University of Wellington; det flyttede hertil i 1996.

       

      Parlamentbiblioteket
      Parliamentary Library

      Parliamentary Library blev bygget 1897-1899 efter Thomas Turnbulls design. Turnbull selv forlod projektet, da regeringen grundet økonomi reducerede bygningens højde med en etage. John Campbell trådte til og færdiggjorde Parliamentary Library, der er et meget fint eksempel på victoriansk gotik i byen.

       

      Parlamentet

      Parlamentsbygningerne
      Parliament Buildings

      Parliament Buildings er sædet for New Zealands politiske topadministration, og den ligger i en række bygninger samlet i Wellington. Den oprindelige del af de nuværende Parliament Buildings stod færdig efter ni års byggeri i 1922. Byggestilen var edwardiansk nyklassicisme, og denne del står som et af landets fineste eksempler på denne arkitektur. I denne del ligger landets parlament.

      De newzealandske regeringskontorer ligger i den moderne bikubeagtige bygning fra 1982. Den hedder The Beehive, og den blev bygget sammen med den lavere opførelse fra 1922.

      The Beehive blev tegnet af den britiske arkitekt Basil Spence. Byggestarten var i 1969, og The Beehive stod færdig i 1981. Stedet er historisk, idet det tidlige Wellingtons de facto-leder William Wakefield boede i et hus netop her. Mellem 1871 og 1969 lå den tids Government House her.

       

      Embassy Teater
      Embassy Theatre

      Embassy Theatre er en af Wellingtons kendte biografer. Den blev opført i 1924 som biograf, og den er en af New Zealands ældste, der blev bygget til formålet, og som stadig anvendes til filmforevisninger.

      Biografens oprindelige navn var De Luxe, og det nuværende navn kom til i 1945. Den 1. december 2003 var Embassy Theatre i verdens biografsøgelys, da verdenspremieren på tredje del af trilogien Lord of the Rings havde premiere her. I byens gader var der 120.000 mennesker til at følge begivenheden.

      I årene inden verdenspremieren blev Embassy Theatre restaureret, og biografens smukke interiør blev ført tilbage til den oprindelige stil fra 1924.

       

      Courtenay Place

      Gaden Courtenay Place er Wellingtons hovedgade for underholdning og natteliv. Her ligger restauranter og barer på stribe, og Courtenay Place er også byens biograf- og teaterkvarter. Man kan fx finde Saint James Theatre (77-87 Courtenay Place) fra 1912 og Paramount Theatre (25 Courtenay Place) fra 1917 her.

      Man kan også se den tidligere nationalbankbygning (55 Courtenay Place) fra 1927, der også er en bemærkelsesværdig bygning. Gaden er i øvrigt opkaldt efter viscount Courtenay, der var søn af jarlen af Devon og direktør i New Zealand Company.

       

      St. Mary of the Angels

      Sankt Maria af Englene
      Saint Mary of the Angels

      Saint Mary of the Angels er den katolske sognekirke for menigheden i det centrale Wellington. Den blev bygget som den tredje kirke på stedet, og den stod færdig i 1922. Stilen er inspireret af fransk gotik, hvilket ses både i det ydre design og i kirkerummet.

       

      Queens Wharf

      Queens Wharf er en del af Wellingtons havneområde. Det er resultatet af en løbende udbygning af byens havn i sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

      Efter udflytning af havnen og etablering af nye containerområder længere fra bycentrum, blev arealerne ikke længere brugt fra omkring 1990, hvor flere af de gamle lagerbygninger blev omdannet til blandt andet spisesteder og barer. Derved blev der skabt nyt liv i de gamle områder.

       

      St. Paul's Cathedral

      Sankt Paul Katedral
      Saint Paul’s Cathedral

      Saint Paul’s Cathedral er Wellingtons anglikanske bispesæde. Den store kirke afløste den nærliggende Old Saint Paul’s, og den blev planlagt som et murstensbyggeri i 1930erne. Egnens mange jordskælv ændrede dog byggeriet, så man i stedet valgte at bruge beton.

      Dronning Elizabeth II lagde grundstenen i 1954 til det moderne og gotisk inspirerede byggeri, der måler 65x22 meter i grundplan. Klokketårnet er 24 meter højt, og det stod færdigt i 1984, mens hele katedralen først blev fuldendt i 1998.

      På ydersiden af kirkebygningen kan man se et stort kors, der symboliserer Kristi korsfæstelse og den senere opstandelse. Når man kommer ind i kirken, kan man lægge mærke til kunstværket bag alteret. Det er et stort patchwork, der afbilder Kristi Himmelfart.

       

      Kolonihusets Museum
      Colonial Cottage Museum

      Colonial Cottage Museum er et museum, der er indrettet i det ældste bevarede hus i Wellington. Det blev opført i tidstypisk georgiansk stil i 1858 af William og Catherine Wallis, der var kommet til landet i 1857. På museet kan man opleve livet i den tidlige kolonitid og for familien Wallis. Det er både husets stil, indretning og have, der er en oplevelse.

       

      Wellington Railway Station

      Wellington Station
      Wellington Railway Station

      Wellingtons jernbanehistorie startede i 1874, da linjen til Hutt Valley blev åbnet. Pipitea var byens første station, men den brændte i 1878. To år senere blev den afløst af stationen Lambton. I 1886 åbnede stationen Thorndon som banegård for den private linje mellem Wellington og Manawatu.

      Med to forskellige stationer, der fra 1908 begge var i regeringens ejerskab, startede tankerne om en hovedbanegård for alle byens linjer. Inddæmning af land til formålet startede i 1923, og den nuværende Wellington Railway Station åbnede i 1937 som den første større bygning i landet, der havde indbygget væsentlig beskyttelse mod jordskælv.

      Arkitekturen domineres af hovedindgangens otte doriske søjler, der har en højde på 13 meter. Indvendigt er den store banegårdshal prydet af typisk storladen udsmykning for denne type byggerier.

      I dag benyttes banegården til en del lokaltog for pendlere til det centrale Wellington, og der er daglige forbindelser med toget Overlander til Auckland, der ligger 681 banekilometer mod nord.

       

      Det Nationale Krigsmindesmærke
      National War Memorial

      National War Memorial er et mindesmærke, der blev indviet den 25. april 1932 som mindemonument for 1. Verdenskrigs faldne. Den 25. april er en dag, der stadig mindes hvert år i New Zealand og Australien som ANZAC Day. Det markerer dagen, hvor medlemmer af enheden Australian and New Zealand Army Corps i 1915 startede kampe i Gallipoli i det daværende Osmanniske Rige.

      National War Memorial er i dag også et monument for dem, der kæmpede og faldt under kampe i Sydafrika, 2. Verdenskrig, Koreakrigen, Vietnamkrigen og andre krigshandlinger for New Zealand og for frihed i verden.

      Monumentet består af klokketårnet War Memorial Carillon, mindehallen Hall of Memories samt den ukendte soldats grav, som man kan se foran Hall of Memories. I 2015 blev monumentet udvidet med Pukeahu National War Memorial Park i anledningen af 100-året for Gallipoli.

       

      Mount Victoria

      Mount Victoria

      Mount Victoria er et 196 meter højt bjerg, der ligger umiddelbart øst for det centrale Wellington. Den beliggenhed giver en fantastisk udsigt over både den newzealandske hovedstad og dens omgivelser, der blandt andet består af lufthavnen og halvøen Miramar Peninsula mod øst og sydøst, Cook Strait mod syd og byens store naturhavn, Wellington Harbour.

       

      Flere seværdigheder og mere info

      Køb pdf-bogen om Wellington her.

    Køb og download den fulde PDF Guide
    Tilmeld dig vores nyhedsbrev
    Shopping
    Med børn
    Gode links
    Historisk overblik

      Maoriernes føreuropæiske bosættelse

      Området omkring Wellington blev oprindeligt bosat af maorierne under navnet Te Upoko o te Ika a Maui, der betyder fiskens hoved som den sydligste del af North Island. Den første bosætter var Kurahaupo-høvdingen Whatonga, der navngav Wellington Harbour Whanganui-a-Tara efter hans søn.

      Gennem århundrederne flyttede flere til, og der opstod egentlige landsbyer langs naturhavnen samt befæstede bakketoppe i landskabet.

       

      Europæernes ankomst

      I 1773 sejlede britiske opdagelsesrejsende ind i maoribeboelsernes naturhavn, og det var den første europæiske tilstedeværelse. Den egentlige europæiske indvandring hertil begyndte i september 1839, da det første britiske skib ankom fra London. William Wakefield forhandlede en købsaftale af land på plads med 16 lokale høvdinger.

      Skibet hed Tory og var udsendt af New Zealand Company, som allokerede 10 % af det købte land til maorierne, og 90 % skulle sælges til nybyggere, hvoraf mange allerede var på vej mod den havn, der nu blev kaldt Port Nicholson.

      De første skibe med bosættere kom til Port Nicholson i 1840. Det første var Aurora, der havde 150 nye indbyggere om bord på Aurora. De kaldte deres by Britannia, og den lå mod nordøst i forhold til dagens Wellington. Hurtigt flyttede de dog kolonien til den nuværende placering, hvor jordlodder blev udstykket og i starten fordelt gennem lodtrækning.

      Byen fik også hurtigt en byplan, der blev udlagt af New Zealand Companys landmåler, William Main Smith, og med den blev også offentlige anlæg som veje, administrationsbygninger og kirker opført.

       

      Det første jordskælv

      Wellington ligger på adskillige brudlinjer for jordskælv, og det mærkede de europæiske tilflyttere efter få år. I 1848 og særligt i 1855 forekom kraftige jordskælv, der ændrede den nye koloniserede by markant.

      23. januar 1855 var styrken på skælvet således 8,2 på Richter-skalaen, og vandlinjen flyttede sig ved den lejlighed flere hundrede meter. Den løb oprindeligt ved den nuværende Lambdon Quay-gade, men med landhævninger på op til 1,5 meter fik byen meget nyt land der positivt kunne anvendes til fx veje, jernbaner og yderligere havneanlæg.

       

      Landets nye hovedstad

      Siden 1841 havde Auckland været landets hovedstad. Allerede dengang var Wellington blevet overvejet med dens centrale beliggenhed fra begge de newzealandske hovedøer.

      I koloniens tidlige dage var New Zealand Companys indflydelse dog vurderet for stærk, og der gik derfor til 1865, før Wellington blev udpeget som New Zealands hovedstad.

      Beslutningen om en flytning til dette sted ved Cook-strædet blev truffet for at imødekomme indbyggerne på South Island, der ellers kunne frygtes at ville danne en selvstændig nation. På det tidspunkt boede 4.900 indbyggere i byen, der er opkaldt efter den engelske hertug af Wellington.

       

      Udvikling af det nye Wellington

      Parlamentet første møde i den nyudpegede hovedstad forekom den 26. juli 1865. Samme år så byens første dagblad dagens lys; det var Henry Blundells The Evening Post, der i førsteudgaven den 8. februar var på fire sider. Avisen kostede en penny.

      Politisk blev Wellington yderligere styrket i 1870, da byens styre blev struktureret med dannelsen af The Wellington City Corporation, som var byens administration. Det tidligere byrådsmedlem Joseph Dransfield blev den første valgte borgmester.

      Gennem 1870erne blev andre institutioner og faciliteter etableret. Her kom rent drikkevand i hanerne i stedet for de lokale boringer, der var forurenede, i 1874 åbnede jernbanen til Hutt Valley som byens første, i 1877 kørte de første passagersporvogne og i 1879 blev The Wellington Harbour Board nedsat for at sikre den vigtige udvikling af havneområderne i byen.

       

      Den første depression

      Wellington rundede 20.000 indbyggere i 1881, og derved fik hovedstaden formelt status af en by. I de følgende år fortsatte væksten med flere end 1.000 nybyggere hver år.

      Væksten i befolkningstallet blev ikke matchet af en økonomisk vækst i disse år. I perioden til 1895 var New Zealand og derved også Wellington ramt af en økonomisk depression, der bragte arbejdsløshed og gæld med sig.

      Et lyspunkt i tiden var dronning Victorias gyldne regeringsjubilæum den 20. juni 1887. På dagen var der folkefest i Wellington, hvor tusindvis var i gaderne for at markere højdepunktet i den række begivenheder, der havde fundet sted i månederne op til jubilæet.

      En ny parade og festligholdelse skete den 22. januar 1890. Det markerede 50-året for de første nybyggeres ankomst til New Zealand.

      I 1892 blev Wellington som den første by i landet udstyret med et egentligt underjordisk kloaksystem. Det skete som en konsekvens af stigende sundheds- og hygiejneproblemer; alene i 1890 var 77 indbyggere af sygdomme, der skyldtes de manglende kloaker.

       

      Ny udvikling med 1900-tallet

      Begyndelsen af 1900-tallet blev endnu en vækstperiode for Wellington, hvor nye sporvogne begyndte at køre gennem gaderne i 1904 efter to års konstruktion. Sporvognene blev hurtigt en stor succes, og allerede i 1910 transporterede de 42 vogne i alt 22 millioner passagerer.

      I 1904 fik byen nyt rådhus, der både fungerede som bystyrets sæde og med dets auditorium som et nyt mødested for Wellingtons borgere.

      Efter årtiers vækst blev også New Zealand og landets hovedstad ramt af den økonomiske depression i verden i 1929. Det førte til høj arbejdsløshed og iværksættelse af offentlige ansættelsesprogrammer for flere tusinde af de jobløse i Wellington.

       

      100 års jubilæum

      For at markere indgåelsen af Treaty of Waitangi mellem Storbritannien og maorihøvdinger i 1840, blev en stor national udstilling holdt i Wellington 1939-1940. På trods af 2. Verdenskrigs begyndelse, blev udstillingen gennemført og med et samlet besøgstal på flere end 2,5 millioner mennesker.

      I februar 1942 bombede Japan australske Darwin, og derved var krigshandlingerne kommet til regionen. Fire måneder efter bomberne kom 20.000 amerikanske soldater til Wellington. Mange var stationeret i militærlejre her under gennemrejse fra kamppladser i Stillehavsområdet.

       

      Vejene til udbygning og Wahines forlis

      Dronning Elizabeth II blev New Zealands dronning i 1952, og i 1954 fik Wellington besøg af den nye monark. Dronningen blev hyldet af tusindvis af borgere gennem byens gader, der var dækket af en million begonier, der var groet til lejligheden.

      Bedret transport var en del af byens udvikling, og i 1959 åbnede en ny og velplaceret lufthavn i Rongotai efter syv års byggeri. Lufthavnen blev opført delvist på inddæmmet land og sikrede en hurtig transport til blandt andet Auckland og Christchurch.

      I 1949 blev den første sporvognslinje i Wellington nedlagt. Som så mange andre steder tog busser over, og i 1964 kørte den sidste sporvogn i byen; det skete på ruten fra Thorndon til Wellington centrum. Afløserne blev ikke kun busser, der blandt andet talte landets eneste trolleybussystem.

      Byen voksede, og forstæderne spredte sig stadig længere fra byens centrum. Jernbanelinjerne til stationen i gaden Bunny Street var en flittigt brugt transportmiddel, men også bilismen vandt hastigt frem. I 1950erne blev der første gang talt om motorveje; i 1967 startede anlægget, og den første del åbnede to år senere.

      Den 9. april 1968 stævnede færgen TEV Wahine ud fra Lyttelton ved Christchurch. Den blev mødt af en hård storm ud for indsejlingen til Wellington Harbour, gik på grund og forliste med et tab på 51 menneskeliv. Katastrofen var og er en af landets største maritime ulykker. I efterdønningerne af forliset blev den lange rute til Lyttelton nedlagt og afløst af sejladsen mellem Wellington og Picton på South Island.

       

      Wellington i dag

      Den gamle bydel i Wellington bød indtil 1970erne fortsat på mange af de større victorianske bygningsværker, der prægede byens tidlige tid.

      For at imødegå eventuelle ødelæggende jordskælv og disses konsekvenser, blev det besluttet at nedrive mange af husene i centrum langs den såkaldte Golden Mile. Jordskælvsstandarderne skulle mødes, og i stedet for den lave gamle bebyggelse, blev slutningen af 1970erne og 1980erne en periode, hvor mange skyskrabere i glas og stål så dagens lys.

      Fra 1980erne begyndte også byens store satsning på turisme, og gennem nye byggerier og en række kulturelle aktiviteter skabtes grundlaget for en by, der af mange vurderes som en af de førende i regionen for spændende oplevelser.

      Kultur- og konferencesteder som Michael Fowler Centre åbnede, og Civic Square blev anlagt som et nyt centrum, der forbandt byen med havnepromenaden og dens parker og aktiviteter i de forhenværende magasin- og administrationsbygninger på området.

      New Zealands nye nationalmuseum, Museum of New Zealand Te Papa Tongarewa blev indviet i 1998, og to år senere blev sportsarenaen Westpac Stadium taget i anvendelse.

      Fra 1999 var Wellington centrum for en begivenhed, der om nogen har styrket den new zealandske turisme de seneste årtier; koordineringen og den delvise indspilning af filmtrilogien Lord of the Rings. Nogle scener er fx optaget på Mount Victoria umiddelbart øst for bycentrum, og den 1. december 2003 havde den tredje og sidste film, The Return of the King, premiere i Wellingtons Embassy Theatre.

      Du er måske også interesseret i..