Se på kortet

Wellington, New Zealand

Læs om byen

Wellington er New Zealands hovedstad, og den ligger særdeles smukt midt i landet på sydspidsen af North Island og med få timers sejltur til Picton på South Island. Det er en placering med kort afstand til en del af landets storslåede natur.

Wellington er en storby med alt, hvad der hører til. Af museer har Wellington meget at byde by. Her ligger fx det fremragende nationalmuseum Te Papa, der sætter landets naturvidenskab, historie og forskellige kulturer i centrum. På Museum of Wellington City & Sea kan man se nærmere på byens udvikling år for år med temaudstillinger.

Wellingtons store og særdeles righoldige botaniske have er for mange første valg af grønne oaser. Den bedste måde at komme op i højderne til haven er med Wellington Cable Car, der kører op mod hele tiden bedre udsigter. Man kan også se byen fra oven fra bjerget Mount Victoria umiddelbart øst for bykernen eller nyde en tur langs Oriental Parade.

I Wellington ligger også flere smukke kirker med Old Saint Pauls som den mest seværdige og den moderne Saint Pauls Cathedral som den største. Kirkerne og kristendommen er en del af den new zealandske historie, og i de smukke bygninger kan man tydeligt se inspiration fra den europæiske.

Omkring Wellington er der også mange oplevelser i vente. En sejltur til Picton bringer en til en helt andet landskab og til vinen i Marlborough Sounds, mens en tur mod nord kan gå langs vestkysten.

Andre seværdigheder

    Civic Square

    • Civic Square: Civic Square er Wellingtons moderne, centrale plads. Den stod færdig efter to års anlæg i 1992 i terrakottasten som et stort byrum mellem byen og dens havn.
    • Wellington Rådhus/Wellington Town Hall: Wellington Town Hall blev tegnet af Joshua Charlesworth og opført 1901-1904. Den elegante bygning havde oprindeligt et fint klokketårn og en hovedfacade mod vest.

    City Gallery

    • Wellington Bygalleri/City Gallery Wellington: På City Gallery Wellington udstilles moderne kunst. Man får et godt indtryk af, hvordan den nuværende situation er for kunsten i New Zealand, idet mange både nye og etablerede kunstnere udstiller her.
    • Frank Kitts Park: Frank Kitts Park er et grønt område, der ligger ved Wellingtons centrale havnefront. I parken er der grønne anlæg og legeområder, og man kan også se et mindesmærke om den forulykkede færge TEV Wahine.

    Old Government Buildings

    • De Gamle Regeringsbygninger/Old Government Buildings: Old Government Buildings ligger overfor den nuværende parlamentsbygning i Wellington. Den store bygning blev opført 1875-1876 som landets største bygningsprojekt.
    • Parlamentbiblioteket/Parliamentary Library: Parliamentary Library blev bygget 1897-1899 efter Thomas Turnbulls design. Biblioteket står som et smukt eksempel på victoriansk gotik i den newzealandske hovedstad.

    Parlamentet

    • Parlamentbygningerne/Parliament Buildings: Disse bygninger er centrum af newzealands politiske liv. Selve parlamentet ligger her med den kendte Beehive-bygning, der blev bygget i 1980erne.
    • Embassy Teater/Embassy Theatre: Embassy Theatre er en af Wellingtons kendte biografer. Den blev opført i 1924 som biograf, og den er en af de ældste i New Zealand, som blev bygget til formålet, og som stadig anvendes dertil.
    • Courtenay Place: Gaden Courtenay Place er Wellingtons hovedgade for underholdning og natteliv. Her ligger restauranter og barer på stribe, og Courtenay Place er også byens biograf- og teaterkvarter.

    St. Mary of the Angels

    • Sankt Maria af Englene/Saint Mary of the Angels: Saint Mary of the Angels er den katolske sognekirke for det centrale Wellington. Den blev bygget som den tredje kirke på stedet, og den stod færdig i 1922 med et smukt kirkerum.
    • Queens Wharf: Området Queens Wharf er resultatet af en løbende udbygning af Wellingtons havn i sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Nu er der spisesteder og andre aktiviteter i den gamle 1800-talshavn.

    St. Paul's Cathedral

    • Sankt Paul Katedral/Saint Paul’s Cathedral: Saint Paul’s Cathedral er Wellingtons anglikanske bispesæde. Den store kirke afløste den nærliggende Old Saint Pauls og blev planlagt som et gotisk inspireret murstensbyggeri i 1930erne.
    • Kolonihusets Museum/Colonial Cottage Museum: Colonial Cottage Museum er et museum, der er indrettet i det ældste bevarede hus i Wellington. Det blev opført i tidstypisk georgiansk stil i 1858 af William og Catherine Wallis.

    Wellington Railway Station

    • Wellington Station/Wellington Railway Station: Wellingtons jernbanehistorie startede i 1874, da linjen til Hutt Valley blev åbnet. Senere kom flere linjer til, og hovedbanegården er et storladent banegårdsbyggeri fra 1930erne.
    • Det Nationale Krigsmindesmærke/National War Memorial: Den 25. april 1932 blev National War Memorial indviet som mindemonument for 1. Verdenskrigs faldne og deltagende. Den 25. april er den årlige mindedag for ANZAC.

    Mount Victoria

    • Mount Victoria: Mount Victoria er et 196 meter højt bjerg, der ligger umiddelbart øst for det centrale Wellington. Den gode  beliggenhed giver en fantastisk udsigt over både den newzealandske hovedstad og dens omgivelser.
    • Flere seværdigheder og mere info: Køb pdf-bogen om Wellington her.

Historisk overblik

    Maoriernes føreuropæiske bosættelse
    Området omkring Wellington blev oprindeligt bosat af maorierne under navnet Te Upoko o te Ika a Maui, der betyder fiskens hoved som den sydligste del af North Island. Den første bosætter var Kurahaupo-høvdingen Whatonga, der navngav Wellington Harbour Whanganui-a-Tara efter hans søn.

    Gennem århundrederne flyttede flere til, og der opstod egentlige landsbyer langs naturhavnen samt befæstede bakketoppe i landskabet.

    Europæernes ankomst
    I 1773 sejlede britiske opdagelsesrejsende ind i maoribeboelsernes naturhavn, og det var den første europæiske tilstedeværelse. Den egentlige europæiske indvandring hertil begyndte i september 1839, da det første britiske skib ankom fra London. William Wakefield forhandlede en købsaftale af land på plads med 16 lokale høvdinger.

    Skibet hed Tory og var udsendt af New Zealand Company, som allokerede 10 % af det købte land til maorierne, og 90 % skulle sælges til nybyggere, hvoraf mange allerede var på vej mod den havn, der nu blev kaldt Port Nicholson.

    De første skibe med bosættere kom til Port Nicholson i 1840. Det første var Aurora, der havde 150 nye indbyggere om bord på Aurora. De kaldte deres by Britannia, og den lå mod nordøst i forhold til dagens Wellington. Hurtigt flyttede de dog kolonien til den nuværende placering, hvor jordlodder blev udstykket og i starten fordelt gennem lodtrækning.

    Byen fik også hurtigt en byplan, der blev udlagt af New Zealand Companys landmåler, William Main Smith, og med den blev også offentlige anlæg som veje, administrationsbygninger og kirker opført.

    Det første jordskælv
    Wellington ligger på adskillige brudlinjer for jordskælv, og det mærkede de europæiske tilflyttere efter få år. I 1848 og særligt i 1855 forekom kraftige jordskælv, der ændrede den nye koloniserede by markant.

    23. januar 1855 var styrken på skælvet således 8,2 på Richter-skalaen, og vandlinjen flyttede sig ved den lejlighed flere hundrede meter. Den løb oprindeligt ved den nuværende Lambdon Quay-gade, men med landhævninger på op til 1,5 meter fik byen meget nyt land der positivt kunne anvendes til fx veje, jernbaner og yderligere havneanlæg.

    Landets nye hovedstad
    Siden 1841 havde Auckland været landets hovedstad. Allerede dengang var Wellington blevet overvejet med dens centrale beliggenhed fra begge de newzealandske hovedøer.

    I koloniens tidlige dage var New Zealand Companys indflydelse dog vurderet for stærk, og der gik derfor til 1865, før Wellington blev udpeget som New Zealands hovedstad.

    Beslutningen om en flytning til dette sted ved Cook-strædet blev truffet for at imødekomme indbyggerne på South Island, der ellers kunne frygtes at ville danne en selvstændig nation. På det tidspunkt boede 4.900 indbyggere i byen, der er opkaldt efter den engelske hertug af Wellington.

    Udvikling af det nye Wellington
    Parlamentet første møde i den nyudpegede hovedstad forekom den 26. juli 1865. Samme år så byens første dagblad dagens lys; det var Henry Blundells The Evening Post, der i førsteudgaven den 8. februar var på fire sider. Avisen kostede en penny.

    Politisk blev Wellington yderligere styrket i 1870, da byens styre blev struktureret med dannelsen af The Wellington City Corporation, som var byens administration. Det tidligere byrådsmedlem Joseph Dransfield blev den første valgte borgmester.

    Gennem 1870erne blev andre institutioner og faciliteter etableret. Her kom rent drikkevand i hanerne i stedet for de lokale boringer, der var forurenede, i 1874 åbnede jernbanen til Hutt Valley som byens første, i 1877 kørte de første passagersporvogne og i 1879 blev The Wellington Harbour Board nedsat for at sikre den vigtige udvikling af havneområderne i byen.

    Den første depression
    Wellington rundede 20.000 indbyggere i 1881, og derved fik hovedstaden formelt status af en by. I de følgende år fortsatte væksten med flere end 1.000 nybyggere hver år.

    Væksten i befolkningstallet blev ikke matchet af en økonomisk vækst i disse år. I perioden til 1895 var New Zealand og derved også Wellington ramt af en økonomisk depression, der bragte arbejdsløshed og gæld med sig.

    Et lyspunkt i tiden var dronning Victorias gyldne regeringsjubilæum den 20. juni 1887. På dagen var der folkefest i Wellington, hvor tusindvis var i gaderne for at markere højdepunktet i den række begivenheder, der havde fundet sted i månederne op til jubilæet.

    En ny parade og festligholdelse skete den 22. januar 1890. Det markerede 50-året for de første nybyggeres ankomst til New Zealand.

    I 1892 blev Wellington som den første by i landet udstyret med et egentligt underjordisk kloaksystem. Det skete som en konsekvens af stigende sundheds- og hygiejneproblemer; alene i 1890 var 77 indbyggere af sygdomme, der skyldtes de manglende kloaker.

    Ny udvikling med 1900-tallet
    Begyndelsen af 1900-tallet blev endnu en vækstperiode for Wellington, hvor nye sporvogne begyndte at køre gennem gaderne i 1904 efter to års konstruktion. Sporvognene blev hurtigt en stor succes, og allerede i 1910 transporterede de 42 vogne i alt 22 millioner passagerer.

    I 1904 fik byen nyt rådhus, der både fungerede som bystyrets sæde og med dets auditorium som et nyt mødested for Wellingtons borgere.

    Efter årtiers vækst blev også New Zealand og landets hovedstad ramt af den økonomiske depression i verden i 1929. Det førte til høj arbejdsløshed og iværksættelse af offentlige ansættelsesprogrammer for flere tusinde af de jobløse i Wellington.

    100 års jubilæum
    For at markere indgåelsen af Treaty of Waitangi mellem Storbritannien og maorihøvdinger i 1840, blev en stor national udstiling holdt i Wellington 1939-1940. På trods af 2. Verdenskrigs begyndelse, blev udstillingen gennemført og med et samlet besøgstal på flere end 2,5 millioner mennesker.

    I februar 1942 bombede Japan australske Darwin, og derved var krigshandlingerne kommet til regionen. Fire måneder efter bomberne kom 20.000 amerikanske soldater til Wellington. Mange var stationeret i militærlejre her under gennemrejse fra kamppladser i Stillehavsområdet.

    Vejene til udbygning og Wahines forlis
    Dronning Elizabeth II blev New Zealands dronning i 1952, og i 1954 fik Wellington besøg af den nye monark. Dronningen blev hyldet af tusindvis af borgere gennem byens gader, der var dækket af en million begonier, der var groet til lejligheden.

    Bedret transport var en del af byens udvikling, og i 1959 åbnede en ny og velplaceret lufthavn i Rongotai efter syv års byggeri. Lufthavnen blev opført delvist på inddæmmet land og sikrede en hurtig transport til blandt andet Auckland og Christchurch.

    I 1949 blev den første sporvognslinje i Wellington nedlagt. Som så mange andre steder tog busser over, og i 1964 kørte den sidste sporvogn i byen; det skete på ruten fra Thorndon til Wellington centrum. Afløserne blev ikke kun busser, der blandt andet talte landets eneste trolleybussystem.

    Byen voksede, og forstæderne spredte sig stadig længere fra byens centrum. Jernbanelinjerne til stationen i gaden Bunny Street var en flittigt brugt transportmiddel, men også bilismen vandt hastigt frem. I 1950erne blev der første gang talt om motorveje; i 1967 startede anlægget, og den første del åbnede to år senere.

    Den 9. april 1968 stævnede færgen TEV Wahine ud fra Lyttelton ved Christchurch. Den blev mødt af en hård storm ud for indsejlingen til Wellington Harbour, gik på grund og forliste med et tab på 51 menneskeliv. Katastrofen var og er en af landets største maritime ulykker. I efterdønningerne af forliset blev den lange rute til Lyttelton nedlagt og afløst af sejladsen mellem Wellington og Picton på South Island.

    Wellington i dag
    Den gamle bydel i Wellington bød indtil 1970erne fortsat på mange af de større victorianske bygningsværker, der prægede byens tidlige tid.

    For at imødegå eventuelle ødelæggende jordskælv og disses konsekvenser, blev det besluttet at nedrive mange af husene i centrum langs den såkaldte Golden Mile. Jordskælvsstandarderne skulle mødes, og i stedet for den lave gamle bebyggelse, blev slutningen af 1970erne og 1980erne en periode, hvor mange skyskrabere i glas og stål så dagens lys.

    Fra 1980erne begyndte også byens store satsning på turisme, og gennem nye byggerier og en række kulturelle aktiviteter skabtes grundlaget for en by, der af mange vurderes som en af de førende i regionen for spændende oplevelser.

    Kultur- og konferencesteder som Michael Fowler Centre åbnede, og Civic Square blev anlagt som et nyt centrum, der forbandt byen med havnepromenaden og dens parker og aktiviteter i de forhenværende magasin- og administrationsbygninger på området.

    New Zealands nye nationalmuseum, Museum of New Zealand Te Papa Tongarewa blev indviet i 1998, og to år senere blev sportsarenaen Westpac Stadium taget i anvendelse.

    Fra 1999 var Wellington centrum for en begivenhed, der om nogen har styrket den new zealandske turisme de seneste årtier; koordineringen og den delvise indspilning af filmtrilogien Lord of the Rings. Nogle scener er fx optaget på Mount Victoria umiddelbart øst for bycentrum, og den 1. december 2003 havde den tredje og sidste film, The Return of the King, premiere i Wellingtons Embassy Theatre.

Topseværdigheder

    Te Papa

    • Museet for New Zealand Te Papa Tongarewa/The Museum of New Zealand Te Papa Tongarewa: Dette er New Zealands fantastiske nationalmuseum, hvor man kan opleve dannelsen af New Zealand og se udstillinger af både maoriernes og de europæiske efterkommeres kultur.
    • Wellington Bymuseum/Museum of Wellington City & Sea: På dette museum kan man se en meget levende og moderne udstilling om New Zealands og i særdeleshed Wellingtons historie. Museumsbygningen er tidligere sæde for byens havnemyndigheder.

    Wellington Cable Car

    • Wellington Cable Car: Wellington Cable Car er en charmerende tur på 4,5 minutter fra byens centrale del op til en fornem udsigt 120 meter over startstedet. Den i alt 628 meter lange tur går gennem tre tunneller og over tre broer.

    Botanisk Have

    • Botanisk Have/Botanic Garden: Wellingtons botaniske have blev anlagt i 1863, og den 25 hektarer store park rummer fornemme anlæg som fx Lady Norwood Rose Garden, der blomstrer fra november til maj.

    Old Saint Pauls

    • Den Gamle Sankt Paul/Old Saint Pauls: Old Saint Pauls er Wellingtons tidligere anglikanske katedral. Den blev opført som sognekirke i Thorndon 1865-1866 og var domkirke til 1964. Interiøret er særdeles smukt og stemningsfuldt.
    • Flere seværdigheder og mere info: Køb pdf-bogen om Wellington her.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links