Se på kortet

Piața Unirii, Piața Unirii, Timișoara, Rumænien

Læs om byen

Timișoara er en spændende storby i det vestlige Rumænien med en interessant historie og mange fine seværdigheder. Byen er det økonomiske og kulturelle centrum i denne del af Rumænien, og det er ikke uden grund, at Timișoara er valgt som europæiske kulturby i 2023.

Mange kulturer har gennem tiden sat sit præg på Timișoara, der i dag ligger i grænselandet mellem Rumænien, Serbien og Ungarn. Gennem historien er byen bl.a. blevet erobret af de tyrkiske osmanner og senere befriet af det habsburgske Østrig, før Timișoara kom under Østrig-Ungarn indtil foreningen med Rumænien efter 1. Verdenskrig.

Der er mange seværdigheder i Timișoara, og disse stammer fra 1700-tallet til i dag. Habsburgerne kom til magten i 1716, og de etablerede byen som en mægtig fæstning med et retvinklet gadenet og store pladser, og det kan man stadig se i dag, hvor de habsburgske linjer dominerer centrum.

Blandt de mest berømte seværdigheder er Timișoaras tre katedraler, der er hhv. rumænsk-ortodoks, serbisk-ortodoks og katolsk. Man kan også sejle med vandbus på floden Bega, og der er flere interessante museer som fx byens kunstmuseum og Banat Landsbymuseum, hvor man kan opleve regionens gamle landsbyliv.

Andre seværdigheder

    Timișoara Opera

    Operahuset og Nationalteatret/Clădirea Operei și a Teatrului Național: Ved den nordlige ende af Sejrspladsen/Piața Victoriei ligger Timișoaras operahus og nationalteater. Det er en af byens førende kulturinstitutioner, og her kan man nyde operaer, balletopsætninger og teaterforestillinger. Opera- og teaterbygningen blev opført 1872-1875 og opkaldt efter den østrigske kejser Franz Joseph I.

    Brande ødelagde teaterbygningen i 1880 og igen i 1920, hvor det meste af opførelsen skulle genopbygges. Rumæniens kong Ferdinand lagde grundstenen til genopførelsen i 1923, og teatret åbnede påny i 1928. Denne gang var der blevet indbygges et større vandreservoir til eventuel kommende brandslukning. Læs mere

     

    Den Serbiske Katedral, Timișoara

    Den Serbisk-ortodokse Katedral/Catedrala Ortodoxă Sârbă: Den Serbisk-ortodokse Katedral i Timișoara er en af flere katedraler i byen. Som navnet antyder er kirken bispesæde for den serbisk-ordotokse kirke i områdets eparki, der er en inddeling, som stammer fra forvaltningsdistrikterne i det hedengangne Østromerske Rige. Katedralen ligger i den centrale kvarter, Cetate, og der er derudover to serbisk-ortodokse kirker i andre bydele.

    Den nuværende katedral blev opført i barok i 1744-1748, efter at den tidligere kirke på stedet var brændt nogle år forinden. Den lokale menighed donerede penge til byggeriet, der blev en større udgave end den gamle kirke, og i sidste del af 1700-tallet blev de to kirketårne tilbygget. Læs mere

     

    Det Gamle Rådhus, Timișoara

    Det Gamle Rådhus/Primăria Veche: Det Gamle Rådhus i Timișoara ligger på nordsiden af Frihedspladsen/Piața Libertății. Rådhuset blev bygget 1731-1734 på foranledning af tyske bosættere, der kom til fæstningsbyen efter den østrigske befrielse af Timișoara fra tyrkerne i 1716. Østrigerne gav tyskere lov til at bosætte sig i fæstningsbyens centrum, og de fik lov til at opføre et civilt rådhus.

    Efter denne tilladelse kunne borgmesteren Peter Solderer lægge grundstenen til rådhusbyggeriet den 24. december 1731. Herefter blev rådhuset opført efter design af den italienske arkitekt Pietro del Bronzo. Rådhuset blev bygget på grundmurene af de tyrkiske bade, som var blevet ødelagt under den østrigske befrielse. Læs mere

     

    Cazinoul Militar, Timișoara

    Timișoara Militærcasino/Cazinoul Militar: Cazinoul Militar på Frihedspladsen/Piața Libertății er en af Timișoaras ældste bygninger. Casinoet blev bygget i årene 1744-1775, og det skete i efterdønningerne af den østrigske erobring af fæstningen Timișoara fra tyrkerne i 1716. Den tyrkiske fæstning blev ødelagt, og en nybygning af fæstningen og derved byen skete herpå efter østrigsk mønster.

    Den østrigske fæstningsby blev tegnet med retvinklede gader og to pladser, der i dag er Genforeningspladsen/Piața Unirii og Frihedspladsen/Piața Libertății. Piața Libertății hed dengang Paradepladsen, og her blev byens rådhus og nogle militære administrationsbygninger opført. Blandt dem var sædet for den østrigske militærkommandør, og det er det nuværende Cazinoul Militar. Læs mere

     

    Maria Theresia Bastion, Timișoara

    Maria Theresia Bastion/Bastionul Maria Theresia: Maria Theresia Bastion er en velbevaret del af den tidligere østrig-ungarske fæstning i Timișoara. Den ret store bastion er opkaldt efter den østrigske kejserinde Maria Theresia, og bastionen øst for Timișoaras centrum indgår i dag i bybilledet med bl.a. en gennemkørende vej.

    De østrigske habsburger befriede Timișoara fra tyrkisk styre i 1716, og de daværende fæstningsværker blev ikke vurderet tidsvarende til moderne kamp. Derfor igangsatte habsburgerne en kolossal udbygning af fæstningerne i tidens militærarkitektur i stjerneform med inspiration fra Blaise François Pagans og Sébastien Le Prestre de Vaubans design. Læs mere

     

    Timișoara Vaporetto

    Timișoara Vaporetto: Timișoara Vaporetto er en vandbus, der trafikerer floden Bega, der løber syd for centrum af Timișoara. Vandbusserne sejler på et forholdsvist langt stykke af floden startende sydvest for centrum og til nordøst for byen.

    Der er flere vandbusholdepladser langs ruten, hvor man kan stige på og nyde en anderledes tur gennem Timișoara. En af de mest centralt beliggende holdepladser er Stație Vaporaș Catedrala Mitropolitană, som ligger ved floden umiddelbart syd for den rumænsk-ortodokse katedral på pladsen Piața Victoriei. Læs mere

     

    Gara de Nord, Timișoara

    Timișoara Nordbanegård/Gara Timișoara Nord: Timișoara Nordbanegård er byens hovedbanegård, og den ligger tæt på byens centrum en smule sydvest herfra. Banegårdsbyggerierne i Timișoara startede i 1857, hvor en lille station blev opført, og herfra kunne man bl.a. tage med toget til Arad og Bukarest. Passagertrafikken steg løbende, og behovet for en ny banegård trængte sig på.

    En ny og monumental banegårdsbygning blev opført og åbnet i 1897. Den blev bygget i samtidiens imponerende jernbanearkitektur som var tilfældet over store dele af Europa. Det var den ungarske arkitekt Ferenc Pfaff, der designede banegården, der dengang hed Josefstädter Bahnhof. Læs mere

     

    Barokhuset, Timișoara

    Kunstmuseet/Muzeul de Artă: Muzeul de Artă eller Kunstmuseet i Timișoara er et spændende museum, der ligger centralt på pladsen Piața Unirii. Det er er museum, hvor man kan opleve en række udstillinger, som spænder over både rumænske og internationale kunstnere og kunstværker.

    Man kan fx besøge samlinger med fokus på gamle og nye værker fra Banat-regionen, hvor Timișoara ligger. Her er også en udstilling af moderne kunst med udgangspunkt i forskellige moderne kunstformer i netop Timișoara. Her er også europæisk kunst fra 1500-1900-tallene, og man kan også se en særlig udstilling med mange værker af kunstmaleren Corneliu Baba. Læs mere

     

    Hunyadi Slot, Timișoara

    Hunyadi Slot/Castelul Huniade: Hunyadi Slot er det ældste bygningsværk i Timișoara. Det blev oprindeligt opført 1307-1315 som sæde for den ungarske kong Karl I. Kongen tog residens her og regerede fra slottet i cirka 8 år. Efter Karl I's tid henlå slottet, og det blev på et tidspunkt ødelagt af et jordskælv.

    I årene 1442-1447 lod statsmanden og hærføreren János Hunyadi slottet udbygge, og han byggede også befæstninger omkring det. Det var den italienske arkitekt Paolo Santini de Duccio, der stod for opgaven. Det befæstede slot fastholdt herefter gennem århundreder sin position som sæde for byens civile og militære administration. Læs mere

     

    Museet for den Kommunistiske Forbruger/Muzeul Consumatorului Comunist: Muzeul Consumatorului Comunist eller Museet for den Kommunistiske Forbruger er et museum, hvor man kan komme tilbage til Rumæniens socialistiske og kommunistiske tid, der varede i årtier, indtil systemskiftet i slutningen af 1989. Museet blev åbnet i 2015, og det er indrettet i en tidstypisk lejlighed fra æraen.

    I lejligheden kan man opleve livet som rumænsk forbruger i en stue, køkken, børneværelse og andre rum fra dagliglivet i gamle dage. Her er møbler, tøj, husholdningsartikler, elektroniske apparater, spil, legetøj m.v.; kort sagt mere eller mindre alt, hvad man brugte og kunne købe som familie og forbruger. Læs mere

     

    Den Reformerte Kirke, Timișoara

    Den Reformerte Kirke/Biserica Reformată: Den Reformerte Kirke i Timișoara er en kirke, der blev opført i 1902. Det var arkitekterne Karoly Nagy og László Jánosházi, der tegnede kirken, der ikke blev designet som byens andre kirker. Den arkitektoniske stil for den Reformerte Kirke blev inspireret af engelsk gotik, og komplekset bestod af et kirkerum og flere boliger.

    Kirken blev kendt i den rumænske revolutionshistorie i 1989, da der var her, pastor László Tőkés fra den ungarske menighed talte mod socialismen og det rumænske styre med Nicolae Ceaușescu i spidsen. László Tőkés havde længe været modstander af den bestående system, og det kulminerede i december 1989. Læs mere

     

    Catate Syngaoge, Timișoara

    Cetate Synagoge/Sinagoga din Cetate: Cetate Synagoge er en ganske stor synagoge, der blev designet af wienerarkitekten Carl Schumann. Det blev opført i årene 1863-1865 til den betydelige jødiske menighed i Timișoara. Navnet Cetate kommer fra kvarteret, der udgør det centrale Timișoara, og bygningen kendes også som Fæstningssynagogen.

    Mellem 1900-tallets to verdenskrige boede der omkring 13.000 jøder i byen, men dette tal er væsentligt lavere i dag. Synagogen var i drift gennem det meste af 1900-tallet, men den blev lukket i 1985, der var i slutningen af den socialistiske æra i Rumænien. Læs mere

Topseværdigheder

    Piața Victoriei, Timișoara

    Sejrspladsen/Piața Victoriei: Piața Victoriei er den centrale plads i Timișoara. Indtil 1990 hed stedet Operapladen/Piața Operei, men efter de begivenheder, som udspillede sig her i slutningen af 1989, blev navnet ændret. Det var nemlig på Piața Operei, at byen Timișoara proklamerede sig fri fra den daværende socialisme den 20. december 1989, og stedet var derved et startskud på den rumænske revolution.

    Piața Victoriei er en plads, der strækker sig mellem byens opera i nord og den ortodokse katedral i syd. Den østlige side af pladsen hedder Surogat, mens den vestlige kaldes Corso. Langs begge strækninger ligger der en række seværdige bygninger, der danner rammen om den flotte plads. Læs mere

     

    Den Ortodokse Katedral, Timișoara

    Den Ortodokse Katedral/Catedrala Ortodoxă: Den Ortodokse Katedral er Timișoaras katedral under den rumænske ortodokse kirke. Kirken er ærkebispesæde og er en såkaldt metropolis i den ortodokse kirke, hvilket den er for den rumænske del af den historiske Banat-region. Katedralen er dedikeret de tre hieraker, som udgøres af de ortodokse kirkefædre; Basilos den Store, Gregor fra Nazianz og Johannes Chrysostomos.

    Byggeriet af katedralen hænger sammen med den 28. juli 1919, hvor store dele af Banat-regionen blev en del af Rumænien. Den rumænske administration ville gerne fremme den ortodokse tro i stedet for katolicismen, som var fremherskende under det tidligere østrigske og ungarske styre. Bispesædet i Timișoara blev etableret, og der blev igangsat en indsamling til byggeriet af en ny stor kirke i byen. Læs mere

     

    Piața Unirii, Timișoara

    Genforeningspladsen/Piața Unirii: Piața Unirii er den ældste plads i Timişoara, og den har en lang og vigtig historie i byen og denne del af Rumænien. Det nuværende navn fik pladsen til minde om de rumænske tropper, der red ind i Timişoara den 3. august 1919. Tropperne etablerede den rumænske administration i byen, og derved var genforeningen af denne del af Banat-regionen med Rumænien en realitet.

    Den smukke plads blev anlagt efter den østrigske befrielse af Timişoara fra tyrkerne i 1716. Østrigerne anlagde byen som en moderne fæstningsby med retvinklede gader og med de to vigtige pladser, Genforeningspladsen/Piața Unirii og Frihedspladsen/Piața Libertății som centrale dele af byplanen. Læs mere

     

    Piața Libertății, Timișoara

    Frihedspladsen/Piața Libertății: Piața Libertății er en af to store pladser i den gamle østrigske byplan for fæstningsbyen Timișoara, som fulgte efter befrielsen for den tyrkiske besættelse i 1716. Det nuværende navn, Frihedspladsen, fik stedet i forbindelse med Trianon-traktaten fra 1920, der førte til, at Timișoara og en del del af det tidligere Ungarn blev forenet med Rumænien.

    I middelalderen mødtes tre handelsveje på det sted, hvor Piața Libertății ligger i dag, og her opstod den første bosættelse. De tyrkiske osmanner opførte byens støste badeanlæg her, hvor der også lå en tyrkisk basar i den osmanniske periode. Med den østrigske befrielse fik pladsen sin rektangulære form, hvilket skete hurtigt efter 1716. Læs mere

     

    Den Katolske Katedral, Timișoara

    Sankt Jørgens Katedral/Catedrala Sfântul Gheorghe: Sankt Jørgens Katedral er en af Timișoaras tre katedraler. Sankt Jørgens er en katolsk katedral, mens de andre to er henholdsvis rumænsk-ortodoks og serbisk-ortodoks. Katedralen ligger på den østlige side af pladsen Piața Unirii, og den står som et af Timișoaras bygningsmæssige vartegn.

    De katolske habsburger befriede Timișoara fra de muslimske tyrkere i 1716, og den katolske katedral blev opført ved fæstningsbyens største plads fra 1736. Det menes, at det var den berømte østriger Joseph Emanuel Fischer von Erlach, som tegnede katedralen, der er et af regionens største opførelser i barok. Læs mere

     

    Banat Museum, Timișoara

    Banat Nationalmuseum/Muzeul Național al Banatului: Banat Nationalmuseum er et museum, der er indrettet i Hunyadi Slot i det centrale Timișoara. Museet går tilbage til 1872, hvor dets forløber blev etableret som Societetet for Historie og Arkæologi/Societatea de Istorie și Arheologie. Og netop historie og arkæologi udgør fortsat de væsentligste udstillinger på museet.

    Efter grundlæggelsen af societetet startede en større indsamling af arkæologiske fund fra Banat-regionen omkring Timișoara. Resultatet af det fortsatte arbejde kan i dag opleves i den arkæologisk-historiske udstilling, som spænder fra neolitisk tid over middelalderen til nyere tid, og derved får man et godt indtryk og historiske kulturer i regionen. Læs mere

     

    Banat Landsbymuseum/Muzeul Satului Bănățean: Banat Landsbymuseum er et museum, der hører under institutionen Banat Nationalmuseum/Muzeul Național al Banatului, der er det regionale museum for Banat, hvor Timișoara ligger. Landsbymuseet ligger uden for byens centrum, og her kan man se nærmere på typiske landsbyer i Banat og få et indtryk af livet her.

    Landsbymuseet blev etableret på et 52 hektarer stort område, hvor man genskabte et landsbymiljø ved at flytte godt 50 landsbyhuse og gårde fra Banat-regionen. De mange bygninger giver et godt indtryk af landsbyer fra denne del af Rumænien, og i centrum af landsbyen kan man se vigtige opførelser som en kirke, en skole, et kulturhus og en kro. Læs mere

Ture fra byen

    Nerei-Beușnița Nationalpark, Rumænien

    Nera Kløft-Beușnița Nationalpark/Parcul Național Cheile Nerei-Beușnița: Denne nationalpark ligger i det sydvestlige Rumænien, og den omfatter smuk natur på næsten 370 kvadratkilometer. Parken ligger i et smukt og bjergrigt områder, der er kendetegnet ved de to floder Nera og Beu. Beu munder ud i Nera, som igen munder ud i Donau.

    Der er en overdådig flora og fauna i nationalparken, der bl.a. bebos af bjørne, ulve, vildsvin, oddere, vildkatte og et væld af fuglearter. Man kan også nyde den smukke natur i form af kløfter som bl.a. Nera Kløft-Beușnița, dalestrækninger og nogle meget fine vandfald. Man kan også besøge hyggelige landsbyer med stemningsfulde kirker som fx Ciclova Montană.

     

    Jernportene, Donau

    Jernportene/Porțile de Fier: Jernportene er navnet på to vandkraftværker og en kløftstrækning, hvor floden Donau skærer sig gennem stejle bjerge på grænsen mellem Rumænien og Serbien. Selve strækningen, der i Rumænien hedder Porțile de Fier og i Serbien Ђердапска клисура, er det stykke af floden, som ligger lidt syd for byen Orșova. Her er bjergene mest imponerende, men hele vejen fra byen Coronini til Orșova kan anbefales.

    Klippeskulpturen af Decebalus/Chipul regelui dac Decebal er en særlig seværdighed. Det er et kolossalt ansigt af Decebalus, der var Dacias sidste konge, som er skåret ud af klipperne langs floden. Skulpturen ligger syd for Orșova på den rumænske side af Donau. Den måler 55 meter i højden og 25 meter i bredden og blev hugget ud 1994-2004.

     

    Corvin Slot, Rumænien

    Corvin Slot/Castelul Corvinilor: Corvin Slot er et imponerende slotsanlæg, der ligger i byen Hunedoara. Slottet hører til de største og mest imponerende af denne type anlæg i Rumænien. Byggeriet af slottet blev igangsat af den transsylvanske leder János Hanyadi i 1440erne, men over flere faser blev slottet først færdigtbygget i 1800-tallet.

    Slottet blev bygget på et tidligere og mindre fæstningsværk. Det ligger smukt på et højdedrag over floden Zlaști og ligner med sine mure, bastioner og tårne nærmest en middelalderborg. Udseende skyldes delvist en rekonstruktion efter en brand i nyere tid, men resultatet er smukt, og slottet er interessant at besøge.

     

    Sibiu, Rumænien

    Sibiu: Sibiu er en af de større byer i Transsylvanien, som er en region, hvor Sibiu ad flere omgange har været hovedstad. Floden Cibin løber gennem Sibiu, og begge disse navne kommer fra det latinske navn for byen; Cibinium. Sibiu er en gammel by, der allerede i 1300-tallet var et vigtigt handelscentrum, hvor håndværk trivedes, og gennem århundrederne har flere kulturer udviklet byen.

    Der er mange ting at se i Sibiu, hvor man kan starte på den centrale plads, Piața Mare, hvor farverige huse fra forgangne århundreder ligger side om side. Tæt på pladsen ligger Sibius store lutheranske kirke, der blev bygget af den tyske menighed. Man kan også besøge nationalmuseerne under Muzeul Național Brukenthal, der bl.a. har et kunstmuseum og et naturhistorisk museum.

     

    Turda Saltmine/Salina Turda: Salina Turda er en saltmine, der har fået navn fra den nærliggende by, Turda. Minen kendes gennem århundreder og blev første gang nævnt i 1075, og der blev produceret salt i minen indtil 1932. Herefter gik der en del år, før minen blev åbnet for turister i 1992, og det er et imponerende syn, man får ved et besøg i dag.

    Der er flere ting at se, når man kommer under jordoverfladen og ned i Salina Turda. Minen Iosif kan ses, og her er der skåret ud i salt i det 112 meter høje rum. I et andet rum kan man se en af de maskiner, man benyttede i 1800-tallets minedrift. Det måske mest imponerende sted er den underjordiske sø, hvor man kan opleve saltmine fra en robåd.

     

    Opera, Cluj-Napoca

    Cluj-Napoca: Cluj-Napoca er en af Rumæniens største byer. Den har været hovedstad i Transsylvanien, og den ligger cirka lige langt mellem hovedstæderne Bukarest, Budapest og Beograd. Byen er en vigtig industri- og handelsby, og det er også her, man finder det kendte universitet, Universitatea Babeș-Bolyai.

    Der er flere seværdigheder i Cluj-Napoca som fx byens to katedraler. Den rumænsk-ortodokse Catedrala Adormirea Maicii Domnului blev opført 1923-1933 efter unionen mellem Transsylvanien og Rumænien. Den katolske Sankt Michaels Kirke/Biserica Sfântul Mihail blev bygget i 1300-1400-tallene i gotisk stil. Man kan også besøge den nationale opera og nationalmuseet for Transsylvaniens historie og andre museer. Læs mere

     

    Oradea, Rumænien

    Oradera: Byen Oreadea ligger i det nordvestlige Rumænien tæt på grænsen til Ungarn. Oradea blev første gang nævnt i 1113 under det latinske navn Varadinum, og siden da har mange lande og kulterer udviklet byen, der både har været under ungarsk, tyrkisk og habsburgsk styre. I dag bor der stadigt et betydeligt antal etniske ungarer i byen, og disse var en betydelig majoritet helt frem til midten af 1900-tallet.

    Centrum af Oradea er arkitektonisk præget af barokken under den østrig-ungarske æra og af en del byggerier i art nouveau. Oradea er faktisk en af de byer i Rumænien med størst repræsentation af de smukke art nouveau-design. Fra barokken kan man se byens domkirke, der er Rumæniens største kirke i denne stil, og biskoppernes gamle barokpalads, hvor de havde residens til 1945.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    • Bega Shopping Center, Strada C. A. Rossetti 5, bega-shoppingcenter.ro
    • Iulius Mall, Piața Consiliul Europei 2, iuliustown.ro
    • Shopping City, Calea Șagului 100, shoppingcitytm.ro
    • Indkøbsgader: Strada Alba Iulia, gaderne omkring Piața Libertății, Piața Iancu Huniade

Med børn
Gode links