Den tidlige tid
Det bymæssigt beboede område omkring Tel Aviv tog sin begyndelse med etableringen af havnebyen Jaffa, der blev nævnt første gang i bevarede dokumenter i år 1470 f.Kr. Arkæologiske udgravninger har dog resulteret i fund, der er ældre, men den tidlige historie er uvis.
I 1470 f.Kr. var den egyptiske farao, Tutmoses III, på erobringstogt, og ved den lejlighed nævnes det, at han succesrigt vandt herredømmet over Jaffa. Havnebyen er også nævnt flere gange i Bibelen; blandt andet var det herfra, Jonas sejlede, før han blev slugt af en fisk for at være der tre dage, inden den kastede ham op på en strand. Det var også gennem havnen i Jaffa, at træ til opførelsen af Salomons Tempel i Jerusalem kom til området.
Korstogenes æra
Med århundrederne vandt kristendommen frem, og fra det hellige land gik religionen sin sejrsgang i Europa, hvor katolicismen vandt udbredelse. Fra flere steder udgik der gennem tiden korstog for at sikre kristendommen i det bibelske land, og i 1099 erobrede Godfred af Bouillon Jaffa fra muslimer, der forlod byen. Med Godfreds succes var korstogenes tid i det nuværende Israel begyndt.
Godfred af Bouillon forstærkede Jaffas forsvar; det gjaldt både for byen og dens strategisk vigtige havn, som hurtigt udviklede sig til at blive indgangsporten fra havet til kongedømmet i Jerusalem. I 1192 erobrede muslimske Saladin Jaffa, men Richard Løvehjerte vandt hurtigt byen tilbage på kristne hænder.
1200-tallet blev enden på det kristne herredømme over området. Den tysk-romerske kejser Frederik II havde udbygget Jaffas forsvar i 1223, men dette var ikke nok til at modstå de muslimske hære under mamluksultanen Baibar, der kunne erobre byen i 1268. Ved den lejlighed ødelagde den invaderende hær byens fæstningsværker og dele af havneanlægget.
Et nyt korstog var planlagt i midten af 1300-tallet, men det fik ikke den ønskede succes. Gennem de følgende århundreder indtraf den største administrative ændring i 1500-tallet, da Det Osmanniske Rige erobrede Jaffa under dette muslimske riges vækstperiode. Jaffa blev herefter styret som en af flere landsbyer i Gaza-regionen.
1700-1800-tallene
Under de tyrkiske osmanner voksede Jaffa i en vis grad gennem 1700-tallet. Det skete, efter at den osmanniske regering i Istanbul sendte et øget antal tropper til byen for at sikre den vigtige havn mod ikke mindst pirater og beduiner. Med den øgede militære tilstedeværelse voksede befolkningen i byen til godt 2.000 omkring år 1800.
1800-tallet bragte forholdsvis stor vækst med sig i Jaffa, men inden da havde Napoleons tropper belejret byen i 1799. En del af indbyggerne mistede livet i kampe eller i den pestepidemi, der ramte Jaffa efter belejringen.
Væksten kom dog, og fra begyndelsen af 1800-tallet blev Jaffas gamle bymure revet ned for at give plads til ekspansion af byen, der i 1880erne havde 17.000 indbyggere. Det var primært handel med Europa, der bragte velstand og vækst, og de mest handlede varer var silke og appelsiner.
Sidste halvdel af 1800-tallet blev også der, hvor Jaffas sefardiske jødiske samfund blev suppleret af tilrejsende og tilsvarende jøder fra Nordafrika og af ashkenaziske jøder. Yemenitiske jøder startede den første bosættelse i det, der senere blev til Tel Aviv, udenfor Jaffa i 1881. Flere tilrejsende jøder var tiltrukket af zionismen, og de drog i stigende antal til Jaffa efter den første aliyah, der startede 1881 og varede til 1903. I 1880-1890erne grundlagde de flere bosættelser, der med tiden udviklede sig til kvarterer i Tel Aviv.
Tel Aviv grundlægges
I 1906 besluttede en gruppe jøder at etablere en ny hebraisk by, som skulle etableres med moderne standarder inden for fx sundhed og miljø. Tankerne bag byen var drevet af samtidens grønne tanker under den såkaldte Garden City Movement, og som det første blev der udbudt en række jordlodder. Mellem byens boliger skulle der være brede gader, gadelamper og vandforsyning til hvert enkelt hus.
Regionen var under de muslimske tyrkeres herredømme, og myndighederne forbød jøder at købe land. Forbuddet gjorde, at de første 60 jordlodder blev erhvervet af hollandske Jacobus Kann, der registrerede sig som køber af al jorden for at komme uden om de tyrkiske regler. En af drivkræfterne blev den nye bys tilblivelse var Meir Dizengoff, der senere blev Tel Avivs første borgmester. Hans vision med byen var, at jøder og arabere skulle leve i fredelig sameksistens, og efter Jacobus Kanns køb kunne byen realiseres.
Den 11. april 1909 stod 66 familier samlet ved det ubeboede nuværende Tel Aviv. De stod samlet for at trække lod om de første 60 jordlodder, og denne begivenheder markerer den officielle grundlæggelse af Tel Aviv. Lodtrækningen fandt sted ved, at man samlede 60 hvide og 60 grå muslingeskaller. Familiernes navne blev skrevet på de hvide skaller, mens jordloddernes numre blev skrevet på de grå. En pige trak skaller fra den ene bunke og en dreng fra den anden. På den måde fandt Tel Avivs første beboere deres nye hjem, og med 66 familier til 60 jordlodder var seks af lodderne blevet delt.
I løbet af det første år blev byens første mange gader udlagt, og der blev etableret vandforsyning til boliger og andre bygninger, der skød op med den nye by. Herzliya Hebrew High School blev grundlagt som uddannelsessted i 1906, og den var et eksempel på den byudvikling, der fandt sted i den første tid. Skolen blev bygget på Herzl Street, der sammen med gaderne Ahad Ha’am, Yehuda Halevi, Lilienblum og Rothschild var med i det første Tel Aviv.
1. Verdenskrig og briterne
Allerede ved 1. Verdenskrigs start i 1914 var Tel Aviv vokset til et areal større end en kvadratkilometer. Udviklingen stoppede dog brat i 1917, det Det Osmanniske Riges administration udviste indbyggerne i Tel Aviv og Jaffa. Året efter kunne jøderne dog vende tilbage, idet osmannerne havde tabt krigen.
Briterne overtog kontrollen med området fra tyrkerne, og det startede en tid med øget tilflytning til regionen. Det kom også til øgede spændinger mellem arabere og jøder, og den 1. maj 1921 kom de til egentlige kampe med mange døde og kvæstede til følge. Kampene fik mange jøder til at flytte fra Jaffa til Tel Aviv de følgende år, og byen voksede fra 2.000 indbyggere i 1920 til omkring 34.000 i 1925.
Tel Aviv blev etableret som områdets førende by i denne tid i 1920erne. Økonomisk var den i rivende udvikling, og det var den første by i det britiske Palæstina, som fik elektricitet. Lyset blev tændt i Tel Avivs hovedgader den 10. juni 1923.
Byplan, udvikling og ny krig
I 1925 udviklede skotske Patrick Geddes en storstilet byplan for udbygningen af Tel Aviv med gader, pladser, boliger og central beliggende institutioner som administrations- og kulturcenter. En del af denne plan blev realiseret efter hensigten, men med 1930ernes stigende antal flygtninge fra Europa blev en anden del udviklet med højere boligkarreer end tiltænkt.
I 1934 opnåede Tel Aviv status af en egentlig by, og i de følgende år gik det stærkt med indvandringen. Det var Adolf Hitlers Tyskland, jøderne drog bort fra, og i 1937 rundede indbyggertallet 150.000, hvilket var flere end dobbelt så mange som i Jaffa.
De mange nye indbyggere bragte ny vækst med sig i økonomi, kultur og logistik. I 1938 blev en ny havn åbnet i Tel Aviv, så man kunne sejle direkte hertil i stedet for til det arabiske Jaffa. Byens to lufthavne, hvoraf den ene i dag kendes som Ben Gurion Lufthavn, åbnede også i denne tid.
Med de mange emigranter og flygtninge fra Tyskland kom også en del arkitekter, der var uddannet på og med Bauhaus og modernismen. Disse stilretninger arbejdede de videre med i Tel Aviv, der på denne baggrund blev en af de byer i verden, hvor modernismen satte største præg på gadebilledet. Det var i 1930, den såkaldt Hvide By i Tel Aviv opstod, og denne blev optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 2003.
2. Verdenskrigs gerninger var forfærdelige år for Europas jøder, der fandt et fristed i Tel Aviv. Byen kunne dog ikke helt undgå krigen, og den 9. september 1940 blev Tel Aviv ramt under bombardementer af byen.
Tel Aviv i Israel
Med 2. Verdenskrigs ophør var Europakortet blevet ændret, og der skulle findes en løsning på at skabe en delt fremtid for det britiske Palæstina.
I FN-regi blev en delingsplan udarbejdet, og med denne plan blev Tel Aviv med 230.000 indbyggere en del af en jødisk stat, mens Jaffa med 100.000 borgere blev en del af den tiltænkte arabiske stat; cirka 30 % af folkene i Jaffa var i øvrigt jødiske.
Der brød en borgerkrig ud, og den kom til kampe mellem Tel Aviv og Jaffa. Jøderne vandt overtaget, og efter en månedlang belejring faldt Jaffa den 13. MAJ 1948. Herefter forlod store dele af havnebyens arabiske befolkning Jaffa.
Den 14. maj 1948 erklærede Israel sig for en uafhængig stat, og Tel Aviv blev administrativt centrum, indtil Jerusalem fik status som hovedstad i december 1949. De diplomatiske forbindelser blev dog ved med at præge Tel Aviv, idet hovedparten af ambassader i landet lå og stadig ligger her.
Med det arabiske nederlag i Jaffa var det uklart, hvorledes Tel Aviv og Jaffa administrativt skulle hænge sammen. Fra 1948 til 1950 blev Jaffa gradvist indarbejdet i Tel Aviv, og i 1950 blev byens navn ændret til Tel Aviv-Yafo for at understrege begge steders historie og placering.
Højhuse og stagnation
Tel Avivs udvikling fortsatte gennem 1950erne i den unge jødiske stat. I 1960erne var udviklingen i blandt andet indbyggertallet så markant, at man rev nogle af Tel Avivs lavere bygninger ned for at give plads til landet første højhuse.
I starten af 1960erne boede der næsten 400.000 i Tel Aviv, og det var et højdepunkt i forhold til de følgende årtier. Gennem 1960-1980erne faldt indbyggertallet gradvist til omkring 315.000. En af de medvirkende faktorer var de stigende boligpriser, som gjorde det svært for unge at købe bolig i det populære Tel Aviv.
I starten af 1990erne så alt stadig ikke lyst ud. Irak affyrede Scud-missiler mod Israel og Tel Aviv, og selv om det effektive israelske forsvar stod imod angrebene, skabte missilerne selvsagt overskrifter. I alt 74 israelere døde dog i forbindelse med de irakiske angreb.
Ny boomtime
Efter nogle årtier i stagnation og fald i indbyggertal bragte 1990erne ny vækst med sig. Det blev gennemført byfornyelser flere steder, og det blev iværksat en særlig indsats for at bevare byens mange modernistiske opførelser.
I samme periode kom en ny stor indvandringsbølge; denne gang var det fra landene i det tidligere Sovjetunionen, hvor man efter unionens opløsning i 1991 kunne udvandre, hvis man ønskede det. Nye højhuse og nye højteknologiske virksomheder var nogle af de manifeste resultater fra 1990erne, og det var med til at etablere Tel Aviv som et vigtigt økonomisk og finansielt centrum.
Tel Aviv blev angrebet med Scud-missiler i 1991, og gennem 1990erne rasede den første INTIFADA, som krævede mange ofre ved arabiske selvmordsangreb. De seneste år har bragt en relativ ro, og i 2009 kunne Tel Aviv fejre sine første hundrede år siden grundlæggelsen.
