Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Tel Aviv er en skøn og smukt beliggende israelsk storby med både skyskrabere, gågader, shoppingcentre, museer og også store parker og en kilometerlang sandstrand i hjertet af byen. Der er derved et stort udvalg af aktiviteter og oplevelser, man kan nyde og fordybe sig i, uanset hvad man har lyst til.

Lokale bruger Tel Avivs strandpromenade til at cykle, løbe, bade eller bare slappe af til Middelhavets milde brusen. Vejret er varmt så godt som hele året, og promenaden summer altid af liv. Langs stranden ligger højhuse på stribe, og mod syd kan man se det gamle Jaffa rejse sig i horisonten med Sankt Peter Kirke som karakteristisk silhuet.

Tel Aviv-Jaffa er to byer, der i dag er vokset sammen. Tel Aviv er den moderne storby fra 1900-tallet, mens Jaffas historie går flere tusind år tilbage. Derved er der store arkitektoniske kontraster mellem byerne. Tel Aviv er vidt berømmet for sine utallige fine eksempler på Bauhaus-byggerier, og den såkaldte hvide by er som samlet arkitektonisk hele optaget på UNESCO’s liste over verdens arv. Det gælder blot om at gå på opdagelse i gaderne.

I Jaffa er byggestilen gammel med smukt restaurerede huse, pladser, kirker og museer. Byen ligger på et højdedrag, hvorfra der er en fornem udsigt til Tel Avivs skyline. I modsætning til Tel Aviv er gaderne smalle, og også her kan man blot lade sig trække med at stemningen og fx finde små pladser mod Jaffas gamle havn.

Topseværdigheder

    Tel Aviv Promenade, Israel

    Tel Aviv Promenade
    רצועת חוף תל אביב-יפו

    Tel Aviv Promenade er en dejlig promenade langs Middelhavet i hele det centrale Tel Avivs udstrækning. Promenaden blev tænkt i slutningen af 1930erne, hvor englænderne dog i lyset af udbruddet af 2. Verdenskrig forbød badning på byens strande.

    Siden da er promenaden flere gange blevet forlænget, og den ligger i dag som Tel Avivs store rekreative trækplaster, hvor byens borgere og turister velfarter til året rundt.

    Langs promenaden er der mange strande, hvor badning fra det fine sand er en fornøjelse. Her er også cykelstier, løbebaner, barer, restauranter, hoteller, parker og meget andre ting, der gør promenaden til et stort aktiv i Tel Aviv.

    For at binde byen og promenaden sammen er der blevet anlagt flere pladser og parker mellem dem. En af dem er London Square/כיכר לונדון, der blev anlagt i 1942 og opkaldt efter London og den engelske storbys indbyggeres vilje under de tyske bombardementer af London under 2. Verdenskrig.

     

    Bauhaus Center
    מרכז באוהאוס

    Bauhaus Center er en organisation, hvis arbejde er fokus på Tel Avivs betydelige arkitektoniske arv af bygninger i med udgangspunkt i Bauhaus-skolen i Weimar. Med Tel Avivs kraftige udbygning fra 1920-1930erne arbejdede der mange jødiske arkitekter her, som var flygtet fra Tysklands jødeforfølgelse.

    Tel Avivs Bauhaus-arkitektur blev i 2003 anerkendt af UNESCO som verdensarv, og i Bauhaus Center kan man se billeder og andet, der viser og dokumenterer byens smukke bygninger fra tiden. Centret arrangerer også ture rundt i Tel Aviv med fokus på Bauhaus-arkitekturen.

     

    Museum of Art, Tel Aviv

    Tel Aviv Kunstmuseum
    מוזיאון תל אביב לאמנות
    Tel Aviv Museum of Art

    Dette er Tel Avivs førende kunstmuseum, og dets fokus er international kunst fra 1900-tallet til i dag. Man kan opleve de forskellige genrer, der har præget denne tid, og der er både permanente og skiftende udstillinger af diverse værker og samlinger. Blandt adskillige højdepunkter er kunstretningerne kubisme, impressionisme, ekspressionisme, konstruktivisme med flere. Af kunstnere kan Vassilij Kandinskij, Gustav Klimt og Roy Lichtenstein nævnes.

    Museet blev grundlagt i 1932, og dengang lå det i en bygning, hvori Meir Dizengoff tidligere havde boet. Den nuværende hovedbygning åbnede i 1971, og dele af udstillingen ligger i den spændende Herta and Paul Emir Building fra 2011.

     

    Museet for Det Jødiske Folk (Beit Hatfutsol)
    בית התפוצות
    Museum of The Jewish People

    Dette er et museum, der blev etableret for at beskrive det jødiske folks historie. Idéen til museet blev fostret af Nahum Goldmann, der var præsident for World Jewish Congress, og det skulle spænde over hele verdens jødiske samfunds fortid og nutid. På museet kan man derved lære om den jødiske historie og se tiden skildret fra jødernes deportation fra Israel i 500-tallet f.Kr. til jødernes tilbagevenden til deres land fra 1800-tallet til dagens jødiske samfund.

     

    Jaffa, Israel

    Jaffa
    יפו

    Jaffa er navnet på den sydlige del af byområdet Tel Aviv-Jaffa, og den ligger som en gammel kontrast til det nye og moderne byggeri i Tel Aviv, som tårner sig op i Jaffas horisont. Jaffa blev omtalt flere steder i Bibelen, og som by går den flere tusind år tilbage i tiden. Den ligger som en fremskudt bastion ud i Middelhavet på en 40 meter høj klippe, og man kan derfor se byen fra lang afstand langs Tel Avivs kystlinje.

    Gennem historien har Jaffa udgjort en vigtig strategisk havn, og byen har flere gange været mål for erobringstogter; blandt andet af franske Napoleon i 1799. I moderne tid er Jaffa blevet en del af Tel Aviv-Jaffa-byområdet, og de to byer er helt sammenbyggede i dag. Jaffas gamle bydel er det stemningsfulde historiske Jaffa, og området omkring pladsen Kdumim Square er fornemt restaureret og ligger nærmest som et levende frilandsmuseum, der er en tur værd for atmosfæren, bygningerne og udsigten til Tel Aviv.

     

    Den Store Synagoge
    בית הכנסת הגדול
    Great Synagogue

    Den Store Synagoge er Tel Avivs største synagoge, men ikke nødvendigvis den mest travle. Synagogen blev designet af Yehuda Magidovitj i 1922 og færdiggjort i 1926 i det, der dengang var en boomende bydel rent befolkningsmæssigt. Fra 1960erne skiftede kvarteret i stadig større grad karakter til finansdistrikt, og med fraflytning til andre bydele blev synagogen ikke længere anvendt i samme grad som førhen.

    Den oprindelige bygning fra 1920erne var domineret af den store kuppel, som fortsat pryder synagogen; også efter den store ombygning i 1969, som blandt andet bestod af betonsøjler og flader, der stilmæssigt skulle give visse ligheder med modernismen fra andre dele af byen. Synagogens interiør er et stort lyst rum med buer og søjler.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Tel Aviv her.

Andre seværdigheder

    Rabin Square, Tel Aviv

    Rabin Plads
    כיכר רבין
    Rabin Square

    Rabin Square er en af de største pladser i Tel Aviv. Den hed tidligere Kings of Israel Square og er hjemsted for byens rådhus, som ligger mod nord. I den sydlige ende kan man se byens mindesmærke for 2. Verdenskrigs holocaust. Monumentet blev udarbejdet på en måde, så det set oppefra danner en Davidsstjerne.

    I pladsens nordøstlige hjørne kan man se et andet mindesmærke. Det markerer det sted, hvor den israelske premierminister Yitzhak Rabin blev myrdet den 4. november 1995. Rabin blev skudt efter at have talt ved et stort arrangement i forbindelse med den daværende fredsproces for regionen. Pladsen blev efter mordet opkaldt efter Rabin.

     

    Meir Park
    גן מאיר

    Meir Park er en af Tel Avivs mindre parker, og den er et velbesøgt åndehul midt i den israelske storby. Parken åbnede i 1944, og den er opkaldt efter Meir Dizengoff, der var Tel Avivs første borgmester.

    I parken er der mange hundeluftere, og det er også her, man finder byens offentlige LGBT-center. Centeret gennemfører forskellige kulturarrangementer, og her er der generel information med videre. Centret er indrettet i en bygning fra 1920, som oprindeligt blev opført som en skolebygning.

     

    Dizengoff Square, Tel Aviv

    Dizengoff Plads
    כיכר צינה דיזנגוף
    Dizengoff Square

    Dizengoff Square er den centrale plads i Tel Aviv, og det har den været siden udlægningen af området i 1930erne. Dizengoff Square var en del af byplanlæggeren Patrick Geddes’ oprindelige plan for Tel Aviv, og den blev opkaldt efter Zino Dizengoff, der var hustru til byens første borgmester.

    Dizengoff Square er i dag et trafikknudepunkt, hvor der er bygget et spadsereområde over vejen i gadeplan. Herpå er der et centralt springvand og mange steder, hvor man kan nyde den omkringliggende Bauhaus-arkitektur.

    Pladsen var i starten et trafikalt stille sted med et stort grønt område i midten med en række træer omkring. Seks gader strålede ud fra pladsens rundkørsel, og omkring den blev der opført fornemme byggerier i tidens arkitektur. Det gjaldt fx Cinema Hotel, som man fortsat kan nyde linjerne af.

    Den nuværende plads blev skabt i 1970erne, og siden da har der været flere planer om at genskabe pladsens design fra 1930erne. I 1986 blev springvandet Fire and Water stillet op på midten. Det blev designet af den israelske kunstner Yaacov Agam, og stilen er kinetisk kunst, der giver optiske effekter.

     

    Polishuk Hus
    Polishuk House

    Dette hus blev designet i 1934 af arkitekterne Shlomo Liaskovsky og Yaakov Orenstein. Det står som et af de bedste eksempler på et kontorbyggeri blandt Tel Avivs mange opførelser i Bauhaus-stil.

     

    Independence Hall, Tel Aviv

    Uafhængighedssalen
    בית דיזנגוף
    Independence Hall

    Huset Independence Hall er bygningen, hvor Israels uafhængighedserklæring blev underskrevet. På denne måde blev staten Israel udråbt netop her, og det skete den 14. maj 1948 klokken 16. Denne store begivenhed er der nu indrettet et museum for i huset.

    Tidligere gik huset under navnet Dizengoff House, hvilket skyldtes, at det var bolig for Tel Avivs første borgmester Meir Dizengoff. Den historie startede den 11. april 1909, hvor 66 familier samlede sig i området til et lotteri om jordlodder. Blandt familierne var Meir og Zina Dizengoff, der erhvervede denne netop denne grund. Grunden havde nummer 43, og de opførte derefter deres hus.

    Efter Zina Dizengoffs død donerede Meir huset til byen Tel Aviv i 1930 med formål at indrette et museum her. Tel Aviv Museum of Art slog dørene op på adressen i 1932, og det lå her indtil 1971, hvor det flyttede til et nyt og større sted i byen.

    Det var David Ben-Gurion, der den 14. maj 1948 læste uafhængighedserklæringen højt. Det skete otte timer, før det britiske mandat i Palæstina udløb. En rabbiner velsignede erklæringen, og ceremonien sluttede med, at den israelske nationalsang Hatikvah blev underskrevet. I 1978 blev salen for erklæringen genskabt som den oprindelige, og man kan således opleve tiden fra 1948 på nært hold ved et besøg i huset.

     

    Bådehuset
    Boat House

    Dette hus blev designet af Shimon Hamadi Levi og bygget 1934-1935. Boat House er en af Tel Avivs mest kendte opførelser i Bauhaus-arkitekturen, der er allestedsnærværende i den israelske storby.

     

    Sankt Peter Kirke, Tel Aviv

    Sankt Peter Kirke
    כנסיית פטרוס הקדוש
    St Peter’s Church

    Denne stemningsfuldt beliggende kirkebygning er en franciskanerkirke, der blev indviet i 1654 på stedet, hvor den tysk-romerske kejser Frederik I lod et citadel bygge i 1100-tallet.

    Kirken er dedikeret til Sankt Peter, hvilket skyldes disciplen Peters tilknytning til Jaffa. Det var her, han ifølge Bibelen blev hidkaldt til for at redde den troende Tabitha, der var gået bort. Peter blev ført til hendes rum, hvor han bad for hende, og Tabitha slog øjnene op og var kommet tilbage fra de døde.

    Sankt Peter Kirke er blevet ødelagt flere gange gennem tiden, og den nuværende bygning blev opført i årene 1888-1894. Interiøret er smukt under det høje hvælvede loft, og man kan se både glasmosaikker og kunstværker af scener fra Sankt Peters liv og gerninger.

     

    Pagodehuset
    בית הפגודה
    Pagoda House

    Pagoda House er et karakteristisk byggeri i eklektisk stil i det centrale Tel Aviv. Huset stod færdigt i 1924, og blandt beboerne i lejlighederne var Polens ambassadør. Den prominente residerende gjorde, at huset fik installeret Tel Avivs første elevator i en privatbolig.

    Ejendommen blev opført i Tel Avivs byggeboom i 1920erne, og den eklektiske stil står som en blanding af orientalske og vesterlandske stilelementer. Arkitekten var Alexander Levy.

     

    Ramses II Garden, Tel Aviv

    Ramses II's Park
    Ramses II's Garden

    På toppen af Jaffas gamle bydel ligger Ramses IIs Park, som er et dejligt grønt område, hvorfra der er en vidunderlig udsigt til Tel Avivs strandpromenade og mange højhuse. Parken er absolut en afslappende tur værd.

    Parken ligger på et sted med en egyptisk fortid. Jaffa var i bronzealderen en del af Ramses II's egyptiske rige, og udgravninger i 1950erne blotlagde fund, der gav konturerne til fortidens historie. I dag er der stillet to buer op i parken, og de illuderer porten ind til Ramses II's palads og en triumfbue.

     

    Jaffa Havn
    נמל יפו
    Jaffa Port

    Jaffa Havn er den historisk centrale havn i regionen omkring det nuværende Tel Aviv. Selve havnen kendes gennem tre årtusinder, og den strategisk gode beliggenhed gav også adgang til Jerusalem.

    Jaffa var havnen, hvor fiskeri, handel og immigration florerede. Det var således hertil, at mange nybyggere gennem tiden er kommet til Israel med fx Tel Aviv som destination.

    Der blev anlagt en havn i Tel Aviv i 1936, og den overtog delvist trafikken fra havnen i Jaffa. Områdets aktiviteter i industrihavnene blev flyttet til Ashdod Port mod syd i 1965.

    I dag er Jaffa Havn et stemningsfuldt område ved foden af byen Jaffa, som der er smalle og stemningsfulde passager til fra havnen. Rundt om havnen er der etableret flere aktiviteter og blandt andet gode spisesteder i de gamle magasinbygninger.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Tel Aviv her.

Ture fra byen

    Jerusalem, Israel

    Jerusalem
    יְרוּשָׁלַיִם

    Jerusalem er et af verdens helt store historiske og kulturelle rejsemål, og overalt i byen kan man finde og opleve steder og bygninger fra ikke mindst den rige bibelhistorie.

    For de fleste vil Gravkirken med Jesu grav være den største og med indtryksfulde seværdighed. Kirken ligger på Golgata og rummer også selve graven, hvor Jesus blev lagt efter korsfæstelsen. Som optakt til Gravkirken ligger Via Dolorosa mellem stedet, hvor Jesus blev dømt til døden, og stedet hvor han blev begravet.

    Læs mere om Jerusalem

     

    Betlehem
    בית לחם

    Betlehem er en by, hvis historie i hvert fald strækker sig tilbage til 1300-tallet f.Kr. Byen ligger ganske tæt syd for Jerusalem, og den er ikke mindst kendt som stedet, hvor Jesus blev født. Ifølge den hebraiske bibel var Betlehem byen, hvorfra David kom, og hvor han blev kronet til konge af Israel.

    I den romerske tid blev Betlehem ødelagt under kejser Hadrian. Det skete i forbindelse med Bar Kokhba-oprøret, der udspillede sig gennem årene 132-135. Oprøret var en jødisk revolte mod Romerriget med Simon bar Kokhba som leder, og det førte til en kortvarig jødisk stat, som dog blev besejret efterfølgende af en stor romersk hær.

    Kejserinde Helena og hendes søn, kejser Konstantin den Store, genopbyggede Betlehem fra omkring år 300. Konstantin var den, som i 327 initierede opførelsen af Fødselskirken.

    Senere kom muslimer til som herskere i byen, indtil korsriddere genindtog byen for kristendommen i 1099. Betlehem blev igen muslimsk med Det Osmanniske Riges ekspansion, og det muslimske rige regerede byen og området til afslutningen af 1. Verdenskrig.

    Efter 2. Verdenskrig kom Betlehem under jordansk styre med den arabisk-israelske krig i 1948. Fra 1967 til 1995 administrerede Israel Betlehem, der siden da har hørt under palæstinensisk administration. I dag er Betlehem er mindre by, hvis primære indtægt er turistindustrien.

    Der er en del berømte seværdigheder i byen, hvor Fødselskirken er den vigtigste. Fødselskirken er et vigtigt valfartssted for kristne fra hele verden. Kirken blev i sin første udgave bygget i årene 327-339 på stedet for den grotte, hvor Jesus blev født. Allerede i 100-tallet var stedet blevet etableret som helligdom. Kejser Hadrian havde ladet et tempel til Adonis bygge over Jesu fødested.

    Fødselskirken ligger på Manger Plads/כיכר מאנגר, hvor der ligger flere andre seværdige kirker, hvis placering skyldes Jesu fødested. Rundt om Fødselskirken kan man se den nygotiske Sankt Katarina Kirke/Church of St. Catherine, der er den romersk-katolske hovedkirke i byen. Dertil kommer tre forskellige klostre; et græsk-ortodoks, et armensk-apostolsk og et fra korsriddernes tid.

     

    Masada, Israel

    Masada
    מצדה

    Masada er en af Israels absolutte topseværdigheder, og det forstår man straks ved et besøg her. Masada er en borg, der blev etableret på en 400 meter høj klippetop i Negevørkenen med udsigt over Det Døde Hav og en stor del af den øvrige omegn.

    Det var Herodes, der lod Masada anlægge, hvilken skete i årene 37-34 f.Kr. Masada var dels et palads, som lå i den ene ende på højdedraget, og dels en kolossal fæstning, som skulle kunne modstå alle tænkelige angreb. Klippetoppen og derved Masada måler omkring 700x350 meter, så det er et kompleks af store dimensioner.

    Jøderne erobrede ifølge overleveringen Masada i år 66 under den første jødisk-romerske krig. I 72 startede 15.000 romerske soldater under ledelse af Flavius Silva at belejre Masada og derved de omkring 1.000 jøder, der var i fæstningen. Året efter indtog romerne klippetoppen, og i den forbindelse begik jøderne kollektivt selvmord i stedet for at blive taget til fange. Denne episode har siden da stået som et symbol på jødernes kamp for eget land uden fremmed herredømme.

    Uanset om fortællingen om Masada er historisk korrekt eller ej, så er Masada et imponerende og uforglemmeligt sted. Man man besøge fæstningen på toppen med svævebane, og her kan man opleve fordums storhed og også se resterne af romerske lejre, der blev anvendt under belejringen af Masada. Udsigten over landskabet er naturligt nok også en tur værd i sig selv. Masada har siden 2001 været optaget på UNESCO’s liste over verdens arv.

     

    Det Døde Hav
    יָם הַמֶּלַח

    Det Døde Hav er en saltvandssø, der ligger på grænserne mellem Israel og Jordan og derved også Vestbredden. Søen er kendt for sit høje saltindhold og for at være det lavestliggende sted på jordoverfladen. Vandspejlet og derved også kysterne ligger 429 meter under havets overflade.

    Søen er op til 330 meter dyb, og med et saltindhold på 30-35 % har den en usædvanlig høj opdrift, som turister hurtigt selv mærker ved en tur i vandet.

    Det Døde Hav ligger i den jordanske kløftsænkning, som strækker sig på hele længden af Jordanfloden, som er søens eneste tilløb. Det menes, at saltvandet kommer fra Middelhavet, der før landhævning af blandt andet det nuværende Israel havde adgang til området, der lå som en slags lagune.

    I dag er Det Døde Hav centrum for en kurturisme, der allerede var aktiv på kong Herodes’ tid. Der ligger adskillige resorts langs søens kyster på både øst- og vestsiden. De største israelske hotelområder ligger mod søens sydvestlige del på en flere kilometer lang strækning. Fra Tel Aviv og Jerusalem ankommer man hurtigst til søens nordlige ende, og også her ligger flere tilgængelige badesteder. Det første er Kalia Beach, der har alle faciliteter til en god oplevelse i og ved Det Døde Hav.

     

    Caesarea, Israel

    Caesarea
    קיסריה

    Caesarea er navnet på en tidligere romersk havneby, som man kan se fint bevarede ruiner af på den den israelske Middelhavskyst. Ruinområdet strækker sig over et større areal bag Caesareas fæstningsmure, et område syd herfor med blandt andet paladsruiner og et teater samt en bevaret del af byens vandforsyning et stykke mod nord.

    Det var Herodes, der anlagde Caesarea, og det skete i 10-20erne f.Kr. Den romerske bosættelse hed Caesarea Maritima og var opkaldt efter Augustus Caesar. Bosættelsen blev efter kort tid sæde for den romerske præfekt og virkede som administrativ hovedby i regionen. Det var også her, Pontius Pilatus havde sin officielle residens. Bosættelsens status blev ophøjet til Colonia af kejser Vespasian, og ved den lejlighed blev det originale navn ændret til Colonia Prima Flavia Augusta Caesarea.

    Med Jerusalems ødelæggelse i år 70 blev Caesarea styrket som hovedstad i provinsen Judæa, og med skiftende herskere forblev Caesarea hovedstad for regionen indtil 700-tallet. Senere kom både arabere og korsriddere til at bygge videre i og på Caesarea, før byen blev ødelagt i 1265.

    Stedet blev udgravet fra 1950erne, og resultatet af de anstrengelser blev en velbevaret del af Caesareas romerske og senere byggerier. Fra syd kan man blandt andet se det romerske teater, Herodes’ residenspalads, hippodromen, koloniens mure og voldgrave, en fremskudt bastion, korsridderporte, et tempelområde og det romerske forum.

    Caesarea Maritima var anlagt på et sted uden naturligt ferskvand, og derfor anlagde romerne en akvædukt langs Middelhavet, som transporterede vand fra Carmelbjerget til Caesareas befolkning. På stranden nord for ruinbyen kan man stadig se en del af akvædukten.

     

    Genesaret Sø
    יָם כִּנֶּרֶת

    Genesaret Sø er den største ferskvandssø i Israel og et yndet udflugtsmål for lokale og turister. Søen ligger i en højde på omkring 210 meter under havets overflade, og den er efter Det Døde Hav verdens lavestliggende sø. Den primære kilde til søen er Jordanfloden, der fortsætter mod syd til Det Døde Hav gennem den dalsænkning, der strækker sig gennem det østlige Israel.

    Søen er knyttet til mange episoder i Bibelen, og således kan man tænke sig til nogle af de mirakler, Jesus udførte på og omkring søen som fx, da Jesus gik på vandet. Det var også herfra, fire af Jesu disciple kom.

    På Jesu tid var der mange landsbyer omkring Genesaret Sø, og Tiberias udviklede sig til at være hovedbyen i området, der fik stigende vigtighed for jøderne efter romernes udvisning af jøder fra Jerusalem i år 135. Gennem århundrederne blev mange af bosættelserne forladt, men Tiberias fortsat er hovedbyen i denne del af Israel.

    Der er hoteller ved vandet og også dejlige strande omkring søen, hvor man mange steder kan nyde dens rekreative værdier. Bibelske steder er velbesøgte, og blandt dem er Jordanflodens løb fra Genesaret Sø. På det sted er der mange, der lader sig døbe.

    Genesaret Sø er en vigtig kilde til drikkevand til Israels befolkning, og i 1964 blev landets National Water Carrier færdiggjort. Det er en vandledning, som leder vand fra søen til ikke mindst de tætbefolkede områder omkring Tel Aviv og Jerusalem. Vandstanden i søen er under konstant observation, og denne bevares indenfor en grænse, der gør, at søen ikke bliver for salt eller på anden vis ikke fastholder sin nuværende konsistens, flora og fauna.

     

    Haifa, Israel

    Haifa
    חיפה

    Haifa er den største by i det nordlige Israel, og den er landets tredjestørste by. Haifa er smukt beliggende ved Middelhavet og Carmelbjerget, som mange af byens kvarterer strækker sig op ad med en fantastisk udsigt som følge.

    Haifas historie går over 3.000 år tilbage, hvor en mindre havn var omdrejningspunktet for udviklingen af en bosættelse. Siden dengang har utallige kulturer og ledere sat deres præg på byen og derved bidraget til den smukke storby, man kan opleve i dag.

    Indtil slutningen af 1700-tallet boede der blot få hundrede mennesker i Haifa, som for alvor begyndte sin udvikling med tyske bosætteres etablering af den såkaldte German Colony fra 1868. German Colony er den dag i dag et af de mest populære steder i byen.

    Blandt Haifas seværdigheder er bahai-templet Bahai World Center et af højdepunkterne. Centeret er et pilgrimssted for bahai-religionen, og man kan også nyde en fantastisk smuk park, som er blevet anlagt i terrasser på Carmelbjergets skråninger som en akse mod det centrale Haifa og havnen i byen. Bahai World Centers midte er en guldkuplet bygning, der er mausoleum for Báb, der grundlagde religionen. Bábs grav blev flyttet fra nærliggende Akko hertil i 1909. I dag er Bahai World Center optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og turen gennem parken er da også en oplevelse med smukke beplantninger, elegante bygninger og den ene betagende udsigt efter den anden.

    Klostret Stella Maris/מנזר סטלה מאריס og Elias’ Grav er andre kendte steder i Haifa. Stella Maris ligger smukt på Carmelbjerget. Det blev grundlagt i 1631, efter at der i århundreder havde boet troende i huler på bjerget som efterligning af Elias’ bønner på Carmelbjerget i kampen mod Baal. Man kan besøge Elias’ grav ved opstigning fra Allenby Street.

    Et kuriosum er en stor industribygning, der står i Jaffas havneområde. Bygningen er det såkaldte Dagon Warehouse, der er en silobygning, som står meget smukt som et af Haifas vartegn. Dagon Warehouse åbnede i 1955 i et usædvanligt design for sin tid og funktion.

     

    Akko
    עַכּוֹ

    Akko er en by, der ligger ved den nordlige del af Haifabugten. Akko ligger strategisk godt som adgangsport til Levanten, og den regnes som en af verdens ældste byer. Dens vigtighed kan i dag ses i de mange gamle bygningsværker, man kan opleve her. Det drejer sig først og fremmest hele den velbevarede gamle bydel, som er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.

    Korsridderne satte i sin tid præg på Akko med mange befæstninger som fx bymure. På resterne af disse mure lod Zahir al-Umar som hersker i Akko nye mure rejse i 1750. Disse mure blev styrket senere i 1700-tallet, og de modstod angreb fra Napoleons styrker. Murene står smukt bevaret til i dag, og blandt de imponerende dele er murene og befæstningerne mod havet samt byportene.

    Akko Citadel, Jazzar Pasha Moské/מסגד אל-ג'זאר og herberget Khan al-Umdan/חאן אל-עומדאן er nogle af Akkos store bygningsmæssige seværdigheder. Citadellet går tilbage til korsriddernes tid, men den nuværende bygning er dog resultatet af en opbygning af osmannerne. Jazzar Pasha Moské stod færdig i 1781, og den er et fornemt eksempel på osmannisk arkitektur. Khan al-Umdan er det mest imponerende herberg kaldet karavansarai i Israel. Det stod færdigopført i 1784 som et af flere herberger i byen. Af andre ting kan man se en bevaret del af korsriddernes havn og en større akvædukt fra den osmanniske tid.

     

    Jericho, Israel

    Jeriko
    יריחו

    Jeriko er en by, der ligger mellem Jerusalem og Jordanfloden. Den menes at være en af verdens ældste byer, og udgravninger har resulteret i fund fra en række bosættelser gennem tiden, og den ældste går omkring 11.000 år tilbage i tiden.

    Jeriko kendes fra Bibelen i forbindelse med israelitternes folkevandring, der bragte dem til byen. Jeriko afslår israelitterne passage, hvorefter Josva får hornblæsere til at blæse og vandre rundt om byens mure, indtil disse giver efter og styrter sammen.

    I og omkring Jeriko er der mange historiske fodaftryk, som er værd at opleve. Her er fx fundamenter fra historiske bosættelser og flere bevarede dele fra det romerske Jeriko under Herodes' tid.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Azrieli

    Derech Menachem Begin 132
    azrieli-malls.co.il

     

    Dizengoff Center

    Dizengoff Street, King George Street
    dizengof-center.co.il

     

    Ayalon Mall

    Ramat Gan

     

    City Garden

    Ibn Gvirol Street

     

    Indkøbsgader

    Dizengoff Street, Allenby Street, King George Street, Ben Yehuda Street

Med børn

    Strand

    Tel Aviv Promenade

     

    Park og aktiviteter

    HaYarkon Park
    Rokach Boulevard

     

    Forlystelsespark

    Luna Park
    Ganai Hataarucha
    lunapark.co.il

     

    Fuglepark

    Zapari
    HaYarkon Park, Rokach Boulevard
    zapari.co.il

     

    Dyrepark

    Safari
    Ramat Gan
    safari.co.il

Gode links
Historisk overblik

    Den tidlige tid

    Det bymæssigt beboede område omkring Tel Aviv tog sin begyndelse med etableringen af havnebyen Jaffa, der blev nævnt første gang i bevarede dokumenter i år 1470 f.Kr. Arkæologiske udgravninger har dog resulteret i fund, der er ældre, men den tidlige historie er uvis.

    I 1470 f.Kr. var den egyptiske farao, Tutmoses III, på erobringstogt, og ved den lejlighed nævnes det, at han succesrigt vandt herredømmet over Jaffa. Havnebyen er også nævnt flere gange i Bibelen; blandt andet var det herfra, Jonas sejlede, før han blev slugt af en fisk for at være der tre dage, inden den kastede ham op på en strand. Det var også gennem havnen i Jaffa, at træ til opførelsen af Salomons Tempel i Jerusalem kom til området.

     

    Korstogenes æra

    Med århundrederne vandt kristendommen frem, og fra det hellige land gik religionen sin sejrsgang i Europa, hvor katolicismen vandt udbredelse. Fra flere steder udgik der gennem tiden korstog for at sikre kristendommen i det bibelske land, og i 1099 erobrede Godfred af Bouillon Jaffa fra muslimer, der forlod byen. Med Godfreds succes var korstogenes tid i det nuværende Israel begyndt.

    Godfred af Bouillon forstærkede Jaffas forsvar; det gjaldt både for byen og dens strategisk vigtige havn, som hurtigt udviklede sig til at blive indgangsporten fra havet til kongedømmet i Jerusalem. I 1192 erobrede muslimske Saladin Jaffa, men Richard Løvehjerte vandt hurtigt byen tilbage på kristne hænder.

    1200-tallet blev enden på det kristne herredømme over området. Den tysk-romerske kejser Frederik II havde udbygget Jaffas forsvar i 1223, men dette var ikke nok til at modstå de muslimske hære under mamluksultanen Baibar, der kunne erobre byen i 1268. Ved den lejlighed ødelagde den invaderende hær byens fæstningsværker og dele af havneanlægget.

    Et nyt korstog var planlagt i midten af 1300-tallet, men det fik ikke den ønskede succes. Gennem de følgende århundreder indtraf den største administrative ændring i 1500-tallet, da Det Osmanniske Rige erobrede Jaffa under dette muslimske riges vækstperiode. Jaffa blev herefter styret som en af flere landsbyer i Gaza-regionen.

     

    1700-1800-tallene

    Under de tyrkiske osmanner voksede Jaffa i en vis grad gennem 1700-tallet. Det skete, efter at den osmanniske regering i Istanbul sendte et øget antal tropper til byen for at sikre den vigtige havn mod ikke mindst pirater og beduiner. Med den øgede militære tilstedeværelse voksede befolkningen i byen til godt 2.000 omkring år 1800.

    1800-tallet bragte forholdsvis stor vækst med sig i Jaffa, men inden da havde Napoleons tropper belejret byen i 1799. En del af indbyggerne mistede livet i kampe eller i den pestepidemi, der ramte Jaffa efter belejringen.

    Væksten kom dog, og fra begyndelsen af 1800-tallet blev Jaffas gamle bymure revet ned for at give plads til ekspansion af byen, der i 1880erne havde 17.000 indbyggere. Det var primært handel med Europa, der bragte velstand og vækst, og de mest handlede varer var silke og appelsiner.

    Sidste halvdel af 1800-tallet blev også der, hvor Jaffas sefardiske jødiske samfund blev suppleret af tilrejsende og tilsvarende jøder fra Nordafrika og af ashkenaziske jøder. Yemenitiske jøder startede den første bosættelse i det, der senere blev til Tel Aviv, udenfor Jaffa i 1881. Flere tilrejsende jøder var tiltrukket af zionismen, og de drog i stigende antal til Jaffa efter den første aliyah, der startede 1881 og varede til 1903. I 1880-1890erne grundlagde de flere bosættelser, der med tiden udviklede sig til kvarterer i Tel Aviv.

     

    Tel Aviv grundlægges

    I 1906 besluttede en gruppe jøder at etablere en ny hebraisk by, som skulle etableres med moderne standarder inden for fx sundhed og miljø. Tankerne bag byen var drevet af samtidens grønne tanker under den såkaldte Garden City Movement, og som det første blev der udbudt en række jordlodder. Mellem byens boliger skulle der være brede gader, gadelamper og vandforsyning til hvert enkelt hus.

    Regionen var under de muslimske tyrkeres herredømme, og myndighederne forbød jøder at købe land. Forbuddet gjorde, at de første 60 jordlodder blev erhvervet af hollandske Jacobus Kann, der registrerede sig som køber af al jorden for at komme uden om de tyrkiske regler. En af drivkræfterne blev den nye bys tilblivelse var Meir Dizengoff, der senere blev Tel Avivs første borgmester. Hans vision med byen var, at jøder og arabere skulle leve i fredelig sameksistens, og efter Jacobus Kanns køb kunne byen realiseres.

    Den 11. april 1909 stod 66 familier samlet ved det ubeboede nuværende Tel Aviv. De stod samlet for at trække lod om de første 60 jordlodder, og denne begivenheder markerer den officielle grundlæggelse af Tel Aviv. Lodtrækningen fandt sted ved, at man samlede 60 hvide og 60 grå muslingeskaller. Familiernes navne blev skrevet på de hvide skaller, mens jordloddernes numre blev skrevet på de grå. En pige trak skaller fra den ene bunke og en dreng fra den anden. På den måde fandt Tel Avivs første beboere deres nye hjem, og med 66 familier til 60 jordlodder var seks af lodderne blevet delt.

    I løbet af det første år blev byens første mange gader udlagt, og der blev etableret vandforsyning til boliger og andre bygninger, der skød op med den nye by. Herzliya Hebrew High School blev grundlagt som uddannelsessted i 1906, og den var et eksempel på den byudvikling, der fandt sted i den første tid. Skolen blev bygget på Herzl Street, der sammen med gaderne Ahad Ha’am, Yehuda Halevi, Lilienblum og Rothschild var med i det første Tel Aviv.

     

    1. Verdenskrig og briterne

    Allerede ved 1. Verdenskrigs start i 1914 var Tel Aviv vokset til et areal større end en kvadratkilometer. Udviklingen stoppede dog brat i 1917, det Det Osmanniske Riges administration udviste indbyggerne i Tel Aviv og Jaffa. Året efter kunne jøderne dog vende tilbage, idet osmannerne havde tabt krigen.

    Briterne overtog kontrollen med området fra tyrkerne, og det startede en tid med øget tilflytning til regionen. Det kom også til øgede spændinger mellem arabere og jøder, og den 1. maj 1921 kom de til egentlige kampe med mange døde og kvæstede til følge. Kampene fik mange jøder til at flytte fra Jaffa til Tel Aviv de følgende år, og byen voksede fra 2.000 indbyggere i 1920 til omkring 34.000 i 1925.

    Tel Aviv blev etableret som områdets førende by i denne tid i 1920erne. Økonomisk var den i rivende udvikling, og det var den første by i det britiske Palæstina, som fik elektricitet. Lyset blev tændt i Tel Avivs hovedgader den 10. juni 1923.

     

    Byplan, udvikling og ny krig

    I 1925 udviklede skotske Patrick Geddes en storstilet byplan for udbygningen af Tel Aviv med gader, pladser, boliger og central beliggende institutioner som administrations- og kulturcenter. En del af denne plan blev realiseret efter hensigten, men med 1930ernes stigende antal flygtninge fra Europa blev en anden del udviklet med højere boligkarreer end tiltænkt.

    I 1934 opnåede Tel Aviv status af en egentlig by, og i de følgende år gik det stærkt med indvandringen. Det var Adolf Hitlers Tyskland, jøderne drog bort fra, og i 1937 rundede indbyggertallet 150.000, hvilket var flere end dobbelt så mange som i Jaffa.

    De mange nye indbyggere bragte ny vækst med sig i økonomi, kultur og logistik. I 1938 blev en ny havn åbnet i Tel Aviv, så man kunne sejle direkte hertil i stedet for til det arabiske Jaffa. Byens to lufthavne, hvoraf den ene i dag kendes som Ben Gurion Lufthavn, åbnede også i denne tid.

    Med de mange emigranter og flygtninge fra Tyskland kom også en del arkitekter, der var uddannet på og med Bauhaus og modernismen. Disse stilretninger arbejdede de videre med i Tel Aviv, der på denne baggrund blev en af de byer i verden, hvor modernismen satte største præg på gadebilledet. Det var i 1930, den såkaldt Hvide By i Tel Aviv opstod, og denne blev optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 2003.

    2. Verdenskrigs gerninger var forfærdelige år for Europas jøder, der fandt et fristed i Tel Aviv. Byen kunne dog ikke helt undgå krigen, og den 9. september 1940 blev Tel Aviv ramt under bombardementer af byen.

     

    Tel Aviv i Israel

    Med 2. Verdenskrigs ophør var Europakortet blevet ændret, og der skulle findes en løsning på at skabe en delt fremtid for det britiske Palæstina.

    I FN-regi blev en delingsplan udarbejdet, og med denne plan blev Tel Aviv med 230.000 indbyggere en del af en jødisk stat, mens Jaffa med 100.000 borgere blev en del af den tiltænkte arabiske stat; cirka 30 % af folkene i Jaffa var i øvrigt jødiske.

    Der brød en borgerkrig ud, og den kom til kampe mellem Tel Aviv og Jaffa. Jøderne vandt overtaget, og efter en månedlang belejring faldt Jaffa den 13. MAJ 1948. Herefter forlod store dele af havnebyens arabiske befolkning Jaffa.

    Den 14. maj 1948 erklærede Israel sig for en uafhængig stat, og Tel Aviv blev administrativt centrum, indtil Jerusalem fik status som hovedstad i december 1949. De diplomatiske forbindelser blev dog ved med at præge Tel Aviv, idet hovedparten af ambassader i landet lå og stadig ligger her.

    Med det arabiske nederlag i Jaffa var det uklart, hvorledes Tel Aviv og Jaffa administrativt skulle hænge sammen. Fra 1948 til 1950 blev Jaffa gradvist indarbejdet i Tel Aviv, og i 1950 blev byens navn ændret til Tel Aviv-Yafo for at understrege begge steders historie og placering.

     

    Højhuse og stagnation

    Tel Avivs udvikling fortsatte gennem 1950erne i den unge jødiske stat. I 1960erne var udviklingen i blandt andet indbyggertallet så markant, at man rev nogle af Tel Avivs lavere bygninger ned for at give plads til landet første højhuse.

    I starten af 1960erne boede der næsten 400.000 i Tel Aviv, og det var et højdepunkt i forhold til de følgende årtier. Gennem 1960-1980erne faldt indbyggertallet gradvist til omkring 315.000. En af de medvirkende faktorer var de stigende boligpriser, som gjorde det svært for unge at købe bolig i det populære Tel Aviv.

    I starten af 1990erne så alt stadig ikke lyst ud. Irak affyrede Scud-missiler mod Israel og Tel Aviv, og selv om det effektive israelske forsvar stod imod angrebene, skabte missilerne selvsagt overskrifter. I alt 74 israelere døde dog i forbindelse med de irakiske angreb.

     

    Ny boomtime

    Efter nogle årtier i stagnation og fald i indbyggertal bragte 1990erne ny vækst med sig. Det blev gennemført byfornyelser flere steder, og det blev iværksat en særlig indsats for at bevare byens mange modernistiske opførelser.

    I samme periode kom en ny stor indvandringsbølge; denne gang var det fra landene i det tidligere Sovjetunionen, hvor man efter unionens opløsning i 1991 kunne udvandre, hvis man ønskede det. Nye højhuse og nye højteknologiske virksomheder var nogle af de manifeste resultater fra 1990erne, og det var med til at etablere Tel Aviv som et vigtigt økonomisk og finansielt centrum.

    Tel Aviv blev angrebet med Scud-missiler i 1991, og gennem 1990erne rasede den første INTIFADA, som krævede mange ofre ved arabiske selvmordsangreb. De seneste år har bragt en relativ ro, og i 2009 kunne Tel Aviv fejre sine første hundrede år siden grundlæggelsen.