Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Jerusalem er et af verdens helt store historiske og kulturelle rejsemål, og overalt i byen kan man finde og opleve steder og bygninger fra ikke mindst den rige bibelhistorie.

For de fleste vil Gravkirken med Jesu grav være den største og med indtryksfulde seværdighed. Kirken ligger på Golgata og rummer også selve graven, hvor Jesus blev lagt efter korsfæstelsen. Som optakt til Gravkirken ligger Via Dolorosa mellem stedet, hvor Jesus blev dømt til døden, og stedet hvor han blev begravet.

Der er mange andre steder med tæthed til Jesus; det gælder fx Getsemane Have, Oliebjerget og Nadversalen, hvor Jesus indtog sit sidste måltid dagen inden korsfæstelsen. Gennem 2.000 år har troende valfartet til disse steder.

Blandt andre enestående seværdigheder er jødernes hellige Tempelbjerget, hvor Grædemuren udgør en del af Vestmuren, som går tilbage til Herodes’ Andet Tempel. Hiskias Tunnel strækker sig længere tilbage og er en underjordisk konstruktion fra kong Davids tid.

Overalt i Jerusalems gamle by bag murene og portene gælder det blot om at gå på opdagelse. Her er smalle gader, markeder, små pladser og stemningsrige kirker. Vest herfor ligger det moderne Jerusalem med Jaffa Road som en af de vigtigste strøggader for indkøb og afslapning. Det er også i denne del, Israels spændende nationalmuseum med Dødehavsrullerne kan opleves.

Topseværdigheder

    Grædemuren, Jerusalem

    Grædemuren
    הכותל המערבי

    Grædemuren, der også kaldes for Vestmuren/Western Wall, er en bevaret del af den vestlige støttemur til det andet jødiske tempel, der historisk lå på toppen af Tempelbjerget bag muren. Tempelbjerget er det helligste sted for jøder, og Grædemurens vigtighed skyldes dens direkte forbindelse med det nu hedengangne tempel.

    Vestmuren, der i hele sin længde er knap 500 meter, rummer på et mindre stykke Grædemuren, der har fået dette navn fra begrædelsen af ødelæggelsen af jødernes hellige tempel. I tidligere tider var jøderne forment adgang til muren og derved templet med undtagelse af en enkelt årlig begivenhed, og dette styrkede betydningen af ordet Grædemuren.

    Der må ikke bedes på selve Tempelbjerget, så Grædemuren er det tættest mulige sted. Muren, der anvendes til formålet, er omkring 60 meter lang og ligger ved en plads, hvorfra mænd og kvinder har separate adgange til dele af muren.

    Vestmuren blev opført som en del af Herodes udbygning af komplekset på Tempelbjerget, som stod færdigt i år 19 f.Kr. Muren var en støttemur, der muliggjorde en stor udvidelse af det naturlige plateau, hvor templet oprindeligt blev anlagt. Ved Grædemuren er muren cirka 32 meter høj med omtrent 19 meter over gadeplan. De syv nederste synlige stenlag stammer fra Herodes’ tid, mens det øvre er fra forskellige tider mellem 600- og 1500-tallene.

    I jødedommen betragtes Vestmuren som den eneste tilbageværende del af jødernes hellige tempel. Det har gennem århundreder været pilgrimssted som det sted, der er tættest på Grundstenen, som er det allerhelligste sted i religionen. Nogle historisk kyndige mener, at Grundstenen ligger i den nuværende klippemoské, mens andre vurderer, at stenen ligger et sted over for Grædemuren, hvor jødernes helligdomme engang blev opbevaret.

    Traditionen er, at bønner ved muren symboliserer en bøn ved himlens port, og bønnerne kan foregå på flere måder. Man kan fx se utallige papirlapper, der er stoppet ind mellem stenene i muren. Disse papirer er skrevne bønner, som det er traditionen er medbringe hertil.

     

    Tempelbjerget
    הר הבית

    Tempelbjerget er navnet på den centrale høj i Jerusalem. Bjerget var oprindeligt et naturligt plateau med en mindre størrelse end i dag. Selve bjerget blev med anlægget af jødernes to første templer udvidet til at blive en nærmest rektangulær plads hævet over den øvrige by og støttet af solide mure, hvoraf Grædemuren er den eneste bevarede del af disse.

    Tempelbjergets vigtighed i den jødiske tro skyldes, at det anses som Guds opholdssted på Jorden, og at israelitternes stamfader Abraham her efter Guds ordre skulle ofre sin søn Isak. Det er også her, ordokse jøder ser frem mod et tredje tempel i forbindelse med Messias’ komme.

    I dag er der vidtgående restriktioner for adgangen til Tempelbjerget og ikke mindst til de moskéer, der ligger her. Oprindeligt var bjerget stedet for jødernes første og andet tempel, som dog ikke længere kan ses her.

    Det Første Tempel blev opført i 900-tallet f.Kr. af kong Salomon. Templet var centrum for den jødiske religion indtil år 587 f.Kr., hvor det blev ødelagt af tropper under Babylons leder Nebukadnesar. Templet blev bygget ud fra historien om Tabernaklet, som var den helligdom, som israelitterne havde med på ørkenvandringen under Moses. Templet bestod af to rum, og på det allerhelligste sted stod Pagtens Ark med De 10 Bud, der er centrale moralske og religiøse imperativer for jøder og kristne.

    Det Andet Tempel opstod efter det babylonske fangenskab som en rekonstruktion foretaget fra omkring 517 f.Kr. af Zerubbabel. Den Andet Tempel kendes dog bedst som Herodes’ tempel, og det var en stor storstilet udbygning af templet fra cirka år 15 f.Kr. under kong Herodes. Herodes lod selve pladsen på Tempelbjerget udvide til den størrelse, den har i dag, og store klippeblokke blev brudt for at rejse støttemure og nye bygninger på området. Templet fik en størrelse på 500x300 meter og udgjorde en stor del af byen. Rundt om pladsen opførte Herodes en dobbelt søjlegang, og mod syd blev en større søjlehal opført. Centralt i templet var Det Allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten havde adgang og det kun en gang om året. Det Allerhelligste var en bygning, der nåede 40 meter op over det omgivende kompleks, som bestod af forskellige forgårde med hver sine formål og adgange.

    Herodes’ tempel var som forgængeren religiøst centrum for jødedommen, men det var samtidigt også et politisk og handelsmæssigt centrum. På Salomons tid lå kongens residens umiddelbart ved siden af templet, og de mange besøgende i templet gav en stor handel direkte og afledt på herberger og lignende. Det hele stoppede i år 70, hvor romerne ødelagde Det Andet Tempel ved deres belejring af byen under den første jødisk-romerske krig.

     

    Gravkirken, Jerusalem

    Gravkirken
    כנסיית הקבר הקדוש

    Gravkirken er et af kristendommens vigtigste steder. Det er en kirke, som blev opført på Golgata, der udgjorde netop det sted, hvor Jesus blev korsfæstet. Efterfølgende blev han også begravet her, og Jesu grav er at finde under kirkens kuppel, hvortil kristne har valfartet siden den tidlige kristne tid.

    Den første kirke på stedet blev opført på foranledning af kejser Konstantin fra år 325. Det menes at være sket gennem Konstantins mor Sankt Helena, som var i Det Hellige Land for at etablere kirker på de steder, der havde sammenhæng med Jesu liv. Gravkirken og Fødselskirken i Betlehem er to resultater af hendes rejse. Den første kirke bestod af tre sammenbyggede dele; en kirke over selve Jesu grav, en kirke over Golgata, hvor Jesus var blevet korsfæstet, og en kirke for selve Jesu martyrium.

    Kirken blev ødelagt i 614, men genopbygget i 630. Herefter stod den til 966, hvor kirken brændte til en ruin i forbindelse med en opstand under det muslimske styre. I 1009 lod den muslimske kalif kirken rive ned. Nedrivningen var en af de faktorer, der senere fik korsridderne til at genindtage det kristne land. Det var dem, der i midten af 1100-tallet opførte en ny kirke over Jesu grav.

    Denne kirke står stadig, selv om der gennem tiden har været både forfald og ombygninger; blandt andet styrtede rotunden i kirken ned under en brand i 1808, og kuplen er en bygningsdel fra 1870.

    I dag står kirken med et særdeles stemningsfuldt og smukt indre. Det administreres i fællesskab af en række kristne samfund med baggrund i en aftale fra 1767, hvor den osmanniske sultan bestemte, at kirken skulle deles mellem parterne i stedet for, at de sloges om retten til stedet. Aftalen mellem kirkesamfundene blev gjort permanent i 1852 og fungerer fortsat på den måde, at intet i eller omkring kirken kan ændres eller fjernes uden alles accept. Med aftalen fik den græsk-ortodokse kirke, den armensk-apostolske kirke og den romersk-katolske kirke de største dele af komplekset, mens andre kirkesamfund som fx det koptiske senere har bygget mindre kapeller rundt om selve Gravkirken. Et synligt eksempel på fastholdelsen af det eksisterende er en stige, der ses udefra over hovedindgangen til kirken. Stigen var sat op inden 1852, og idet aftalen definerer vinduer og døre som fællesområder, kan ingen fjerne stigen.

    På kirkens sted var der oprindeligt både klippen Golgata og et bjerg, hvori Jesus blev begravet. Klippen og bjerget er for størstepartens vedkommende forsvundet, idet man så at sige har fjernet alt det, der omgav Jesu grav. Golgatas klippe kan stadig ses, og det eksakte sted for korsfæstelsen er markeret med et kors.

    Golgata ligger umiddelbart til højre efter indgangen i kirken, og en trappe leder op til korset. Ved trappen i gadeniveau ses en stor sten, som er den sten, hvorpå Jesus blev salvet før begravelsen af ham. Længere inde i kirken mod venstre fra indgangen ligger selve Jesu grav under bygningen Ædiculum.

    Man kan komme ind i Ædiculums to rum og derved ind til selve graven. I rummet foran graven kan man se Englenes Sten, der er et stykke af den sten, der blev lagt over graven ved begravelsen. Umiddelbart øst for graven ligger en kirkedel med Gravkirkens primære alter. Denne del stammer fra korsriddernes tid, og af den smukke udsmykning kan ikonostasen og mosaikken i kuplen nævnes; den viser Kristus Pantokrater.

    Har man fulgt stationerne på Via Dolorosa, kan man fortsætte turen i Gravkirken. Her finder man de sidste fem stationer i Jesu vej fra at blive dømt til døden til at blive lagt i graven. De ni første stationer ligger langs Via Dolorosa. De fem stationer i kirken er henholdsvis: 10) Her berøves Jesus sine klæder af romerske soldater. 11) Her på Golgata bliver Jesus korsfæstet. 12) Her dør Jesus. 13) Her tages Jesus ned fra korset af Josef af Arimatæa. 14) Her lægges Jesus i graven.

     

    Via Dolorosa, Jerusalem

    Via Dolorosa
    ויה דולורוזה

    Via Dolorosa er givet vis den mest berømte gade eller rute i Jerusalem. Det er i dag navnet på en central gade i den israelske hovedstads gamle bydel, men historisk var det her, Jesus gik på sin vej mod korset.

    Der berettes om i alt 14 såkaldte korsvejsstationer på Jesus’ vej fra at blive dømt til døden til at blive begravet, og 9 af disse er at finde langs Via Dolorosa, hvor de er afmærkede med tydeligt skilte og effekter. De øvrige 5 stationer ligger i selve Gravkirken.

    Når man går ad Via Dolorosa, kan man følge både stationerne og gadelivet i det muslimske kvarter i byen. De ni stationer, som alle er markeret, er henholdsvis: 1) Her blev Jesus dømt til døden. 2) Her tager Jesus korset på sig. 3) Her falder Jesus første gang. 4) Her møder Jesus sin mor, Jomfru Maria, på vejen mod sin korsfæstelse. 5) Her hjælper Simon fra Kyrene med at bære Jesu kors. 6) Her få Jesus tørret sveden af ansigten af Veronika for at lindre lidelsen. 7) Her falder Jesus anden gang. 8) Her taler Jesus til Jerusalems grædende kvinder. 9) Her falder Jesus tredje gang.

    Man kan se en bue over Via Dolorosa. Det er kirken Ecce Homo, som menes at ligge på det sted, hvor Pontius Pilatus holdt sin tale med dette navn. Buen selv menes at være blevet opført under Hadrian som indgang til Aelia Capitolinas romerske forum.

     

    Klippemoskéen
    כיפת הסלע

    Klippemoskéen er et af Jerusalems mest kendte bygningsværker. Det er en ottekantet moské med en guldkuppel, som blev bygget på Tempelbjerget på stedet for jødernes nu historiske hellige templer.

    I sin tid lå både jødernes første og andet tempel her. Det andet tempel blev ødelagt i år 70 af romerne, som opførte et tempel til Jupiter på samme sted. Klippemoskéen blev opført 689-691, og stilmæssigt kom dens former fra kristne og byzantinske opførelser. Kuplen er godt 20 meter i både højde og diameter, og moskéens 18 meter brede facadeelementer blev alle fornemt udsmykket med geometriske mønstre. Over mønstrene står den forgyldte kuppel, der ses på lang afstand fra bjergene omkring Jerusalem.

    Gennem århundrederne efter opførelsen af Klippemoskéen og under byens muslimske styre blev det i stigende grad vanskeligere for kristne pilgrimme af besøge Jerusalem og Tempelbjerget. Korsriddere indtog byen i 1099, og de gav Klippemoskéen til augustinere, der indrettede en kirke i bygningen og satte et kors på toppen af kuplen. Korsridderne anså placeringen af kirken som stedet for Salomons Tempel, og gennem inspiration fra 600-talsbygningen gjorde de den runde kuppelform til et forbillede for deres kirker andre steder.

    Med den muslimske erobring af Jerusalem i 1187 blev der igen indrettet en moské i bygningen. Flere arbejder blev løbende udført på moskéen gennem de følgende mange århundreder. Det mest markante var opsætningen af facadens mønstrede kakler i 1500-tallet.

    Fra 1955 blev der gennemført store renoveringer af Klippemoskéen fra Jordans regerings side med økonomisk støtte fra mange arabiske lande og Tyrkiet. I 1993 blev kuplen forgyldt, og det var Jordans konge, der finansierede de 80 kilo guld, der skulle bruges til formålet.

    Siden 1967 har Tempelbjerget og derved også Klippemoskéen været en del af Israel, og i kort tid i 1967 vejede det israelske flag over moskéen. Selve moskéen bliver dog fortsat administreret fra Jordan. Der er kun meget begrænset adgang til at besøge Tempelbjerget, og der er ikke almen adgang til Klippemoskéen, idet det kun er muslimer, der kan besøge stedet.

    Klippemoskéen blev opført over Grundstenen, som er det helligste sted for jøder. Det var efter sigende her, Abraham gjorde klar til at ofre sin søn Isak. Således er den væsentligste del af moskéens indre da også selve stenen.

    Byggeriet af Klippemoskéen har altid været kontroversiel, idet den blev bygget på det helligste sted for jøder. 600-tallets muslimske modstand og opposition til kristendommen blev ligeledes manifesteret ved inskriptioner i moskéen, som nogle har foreslået at flytte til Mekka for at give plads til et tredje jødisk tempel.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Jerusalem her.

Andre seværdigheder

    Jaffa Gate, Jerusalem

    Jaffa Port
    שער יפו

    Jaffa Port er en af de otte byporte, der ligger i Jerusalems historiske forsvarsmure, som omkranser den gamle bydel. Porten ligger mod vest, og den er opkaldt efter havnebyen Jaffa. Fra Jaffa kom pilgrimme til Jerusalem ad den nuværende Jaffa Road, hvis forlængelse også i dag fortsætter mod Tel Aviv og Jaffa.

    Porten er omkring 12 meter høj, og den står vinkelret på selve bymuren, hvilket kan være en konstruktion, der gjorde det sværere for fjender at komme ind ad porten. Dog er Jerusalems andre porte ikke konstrueret på denne måde.

    Ved siden af indgangen blev der i selve bymuren lavet et større hul i 1898. Det skete, så den tyske kejser Wilhelm II som ønsket kunne ride ind i byen på en hvid hest. Legenden fortæller nemlig, at en ny konge ville komme gennem byens porte på en hvid hest, og derfor ønskede man ikke af lade kejseren komme gennem en port, men selve muren.

    Jaffa Port blev bygget i store stenblokke som resten af muren og portene omkring Jerusalems gamle by. Den blev indviet i 1538 og bygget under sultan Süleyman I. Han lod to arkitekter opføre porte og forsvarsmure, men blev så vred over, at Zion-bjerget og Davids grav ikke var indenfor murene, at han lod arkitekterne henrette. Som en anerkendelse af forsvarsstyrken af konstruktionen lod sultanen dog de to mænd markere i form af deres grave, som ligger umiddelbart inden for Jaffa Port.

     

    Sankt Jakob Katedral
    קתדרלת יעקב הקדוש

    Sankt Jakob Katedral ligger i det armenske kvarter i Jerusalems gamle by, og den er da også hovedkirke for den armensk-apostolske kirke i Jerusalem. Kirken blev opført i 1100-tallet og har et særdeles stemningsfuldt kirkerum under den centrale kuppel. Kirken er dedikeret til de kristne helgener Jakob den Ældre og Jakob den Retfærdige.

     

    Hurva Synagogue, Jerusalem

    Hurva Synagogue
    בית הכנסת החורבה

    Hurva Synagoge er en de betydningsfulde synagoger i Jerusalem, og den har haft en omtumlet tilværelse gennem tiden fra 1500-tallet, hvor den var hovedsynagoge i Jerusalem.

    De muslimske osmanner lukkede synagogen i 1589, og det var først i år 1700, at den igen kom i spil som bedehus. Dette år blev den købt af en rabbiner, der igangsatte en rekonstruktion. Byggeriet løb ind i økonomiske problemer, og muslimske kreditorer valgte at brænde bygningen i 1721. Deraf fik stedet navnet Hurva, der betyder ødelæggelse på hebraisk.

    Fra 1830erne startede zionister en rekonstruktion af synagogen, der blev genindviet i 1864. I forbindelse med jødisk-arabiske kampe i 1948 sprængte de muslimske arabere synagogen i luften som symbol på, at de kontrollerede det jødiske kvarter. Jerusalem kom dog på israelske hænder, og en mindeportal for synagogen blev rejst i 1977. I år 2000 blev en genopbygning besluttet, og den nuværende bygning blev indviet i 2010.

     

    Al Aksa Moské
    מסגד אל-אקצא

    Al Aksa er en af to moskéer, der står på jødernes hellige Tempelbjerg i centrum af Jerusalem. Med Herodes’ opførelse af jødernes andet tempel blev der bygget en såkaldt kongelig stoa langs hele anlæggets sydmur og derved også på dette sted. Stoaen var en søjlebygning og virkede som basilika for handel, domstole og lignende. Stoaen blev som de andre dele af templet ødelagt af romerne i år 70.

    Al Aksa Moské blev opført i slutningen af 630erne efter muslimernes erobring af Jerusalem. Den muslimske udlægning af Muhammeds gerninger siger, at Muhammed på sin natlige færd kom hertil fra Mekka, og og han herfra drog til himmels på sin ganger. Derfor er moskéen muslimers tredjevigtigste religiøse sted efter Mekka og Medina.

    Med de kristne korsridderes indtagelse af Jerusalem i 1099 blev Al Aksa-moskéen indrettet som riddernes hovedkvarter i byen. Den status havde bygningen til muslimernes magtovertagelse i 1187.

    Der er i dag kun meget begrænset adgang til at besøge Tempelbjerget, og der har gennem en del år ikke været almen adgang til Al Aksa-moskéen, idet det kun er muslimer, der kan besøge stedet.

     

    Cardo, Jerusalem

    Cardo
    הקארדו

    Cardo er en gade i Jerusalem, og det er også det generelle navn for den nord-sydgående hovedgade i de antikke romerske byer og kolonier. Det var således også tilfældet i Jerusalem.

    Efter Bar Kokhba-oprøret i 130erne blev Jerusalem ødelagt, og kejser Hadrian lod byen genopføre som Colonia Aelia Capitolina med brede boulevarder og smalle gader. Den nordligste del af Cardo Maximus var 22,5 meter bred og udgik fra området ved Damaskus-porten. I 500-tallet udvidedes Cardo mod syd med en 12 meter bred gade med arkader i siderne. Det er denne del, man kan se rester af i dag.

    Dele af Cardo blev fundet i 1969, og der opstod hurtigt planer om restaurering af stedet, der dog lå mange meter under den nuværende bys gadeplan. Den delvise fritlægning af noget af Cardo blev dog gennemført på samme tid som en hastig udbygning af huse nærmest lige oppe over udgravningerne.

    Cardo ses i øvrigt gengivet som en lang søjlegade på det såkaldte Madaba Kort, som findes i en byzantinsk kirke i Madaba i Jordan. Kortet er en gulvmosaik, der afbilleder Mellemøsten og herunder særligt Jerusalem. Ved Cardo og lidt mod nord ad gaden lå et forum, der i dag har udviklet sig til det hyggelige forretningskvarter Muristan.

     

    Pater Noster Kirke
    כנסיית אבינו שבשמים

    Pater Noster-kirken er en katolsk kirke på Oliebjerget øst for Jerusalems centrum. Kirken blev bygget på det sted, hvor skrifterne fortæller, at Jesus lærte sine disciple Fadervor.

    Der lå en tidligere kirke på stedet, der var fra Konstantin Is tid. Den kirke var associeret med Kristi Himmelfart, som også skulle være fundet sted fra Oliebjerget. Korsridderne byggede i deres tid også en kirke her, men denne blev beskadiget under muslimernes erobring af byen i 1187 og senere nedrevet. Den nuværende kirke er fra 1874-1875.

     

    Mount of Olives, Jerusalem

    Oliebjerget
    הר הזיתים

    Oliebjerget er et højdedrag øst for Tempelbjerget i Jerusalem, og det er berømt for flere bibelske referencer. Bjergets navn kommer fra de mange oliventræer, der vokser her, og mere specifikt er det fra den producerede olivenolie fra træernes frugter.

    Fra Bibelen kendes Oliebjerget som der, hvorfra Kristi Himmelfart fandt sted, og ved bjergets fod ligger Getsemane Have, hvor Jesus befandt sig før sin anholdelse og efterfølgende korsfæstelse.

    I dag er en stor del af Oliebjerget udlagt som jødisk kirkegård, og man kan se de mange sten fra flere steder i byen. Samlet danner de et karakteristisk udseende på denne del af bjerget.

    Oliebjergets top når en højde på 818 meter over havet, og historisk har der herfra været en fin udsigt til jødernes tempel på Tempelbjerget. Det var også her på bjerget, at romerske tropper lå under belejringen af Jerusalem i år 70, hvor Det Andet Tempel gik til grunde.

     

    Getsemane Have
    גת שמנים

    Getsemane Have er en have ved foden af Oliebjerget i området umiddelbart øst for Tempelbjerget. Det var her, Jesus befandt sig og bad aftenen før sin korsfæstelse.

    Navnet Getsemane stammer fra de oliepressere, der var i funktion på og ved Oliebjerget, der i sin tid var dækket af olivenlunde, hvorfra man producerede betydelige mængder olie.

     

    Russian Church, Jerusalem

    Maria Magdalena Kirke
    כנסיית מריה מגדלנה

    Maria Magdalena Kirke er et af Jerusalems mest karakteristiske bygningsværker. Den er en russisk-ortodoks kirke, hvis guldkupler skinner smukt i den israelske sol. Kirken er dedikeret Maria Magdalena, som ifølge Bibelen var den første til at se Jesus efter hans genopstandelse.

    Kirkebygningen blev opført i 1886 af den russiske zar Alexander III som et monument for hans mor, kejserinde Maria Alexandrovna. Stilen er klassisk russisk fra 1500-1600-tallene, og kirkens top består af syv forgyldte kupler.

     

    Bogens Helligdom
    היכל הספר

    Bogens Helligdom er det israelske nationalmuseums afdeling for manuskripter. Her kan man se en række skrifter fra blandt andet middelalderen, og det er også her, man kan se de berømte Dødehavsruller. Rullerne er de ældste kendte bibelske manuskripter i verden. De blev fundet i årene 1947-1956 i huler omkring Wadi Qumran ved Det Døde Hav.

    Museumsbygningen er ganske karakteristisk og består af en hvid overbygning med et bassin omkring, og størsteparten af museet ligger under jorden under den hvide top. Designet blev udtænkt af Armand Bartos og Frederick Kiesler, og den formmæssige inspiration kom fra de krukker, hvori Dødehavsrullerne blev fundet. Denne del af nationalmuseet åbnede i 1965.

     

    Israel Museum, Jerusalem

    Israel Museum
    מוזיאון ישראל

    Israel Museum er et storslået museum, der åbnede i 1965 som landets nationalmuseum. Museet skildrer på mange måder Israels samfund og historie, og institutionen er et af de førende arkæologiske museer i verden.

    Man kan opleve mange æraer gennem fund og effekter fra forskellige udgravninger. Epoker fra israelitternes præhistoriske land til den osmanniske tid bliver fint formidlet gennem udstillinger. Venus fra Berekhat Ram, som er blevet dateret til senest 230.000 år før vor tidsregning, er blandt de udstillede genstande. Den 3,5 centimeter høje figur regnes som det ældste stykke kunst i verden.

    Man kan naturligt nok også lære meget om tiden omkring Tempelbjergets templer, Jesus og Romerriget, og der er en stor udendørs model af det historiske Jerusalem med jødernes andet tempel. Modellen er et populært sted på museet.

    Der er også en afdeling for kunst på Israel Museum. Her kan man se både israelsk og international kunst, og Peter Paul Rubens, Rembrandt og Marc Chagall er blandt de repræsenterede kunstnere.

     

    Knesset
    הכנסת

    Knesset er navnet på Israels parlament og derved den lovgivende del af landets regering. Knesset vedtager alle love og udpeger Israels præsident og reelt også landets premierminister, selv om denne formelt udpeges af præsidenten.

    Knesset trådte første gang sammen den 14. februar 1949. Den nuværende parlamentsbygning stod færdig i 1966, og den var en gave fra James Armand de Rothschild til staten Israel. Bygningen står stadig i sin oprindelige form. Flere udvidelser gennem årene har dog bredt sig for foden af den højt beliggende parlamentsbygning.

    Indtil 1966 holdt Knesset sine samlinger i Frumin House/בית פרומין (King George Street 24), der er opkaldt efter Frumin-familien, som opførte bygningen i 1947 som boliger og kontorer. Bygningen er et smukt eksempel på den moderne stil, der prægede den sidste del af den britiske mandatperiode.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Jerusalem her.

Ture fra byen

    Tel Aviv, Israel

    Tel Aviv
    תל אביב-יפו

    Tel Aviv er en skøn og smukt beliggende israelsk storby med både skyskrabere, gågader, shoppingcentre, museer og også store parker og en kilometerlang sandstrand i hjertet af byen. Der er derved et stort udvalg af aktiviteter og oplevelser, man kan nyde og fordybe sig i, uanset hvad man har lyst til.

    Lokale bruger Tel Avivs strandpromenade til at cykle, løbe, bade eller bare slappe af til Middelhavets milde brusen. Vejret er varmt så godt som hele året, og promenaden summer altid af liv. Langs stranden ligger højhuse på stribe, og mod syd kan man se det gamle Jaffa rejse sig i horisonten med Sankt Peter Kirke som karakteristisk silhuet.

    Læs mere om Tel Aviv

     

    Caesarea
    קיסריה

    Caesarea er navnet på en tidligere romersk havneby, som man kan se fint bevarede ruiner af på den den israelske Middelhavskyst. Ruinområdet strækker sig over et større areal bag Caesareas fæstningsmure, et område syd herfor med blandt andet paladsruiner og et teater samt en bevaret del af byens vandforsyning et stykke mod nord.

    Det var Herodes, der anlagde Caesarea, og det skete i 10-20erne f.Kr. Den romerske bosættelse hed Caesarea Maritima og var opkaldt efter Augustus Caesar. Bosættelsen blev efter kort tid sæde for den romerske præfekt og virkede som administrativ hovedby i regionen. Det var også her, Pontius Pilatus havde sin officielle residens. Bosættelsens status blev ophøjet til Colonia af kejser Vespasian, og ved den lejlighed blev det originale navn ændret til Colonia Prima Flavia Augusta Caesarea.

    Med Jerusalems ødelæggelse i år 70 blev Caesarea styrket som hovedstad i provinsen Judæa, og med skiftende herskere forblev Caesarea hovedstad for regionen indtil 700-tallet. Senere kom både arabere og korsriddere til at bygge videre i og på Caesarea, før byen blev ødelagt i 1265.

    Stedet blev udgravet fra 1950erne, og resultatet af de anstrengelser blev en velbevaret del af Caesareas romerske og senere byggerier. Fra syd kan man blandt andet se det romerske teater, Herodes’ residenspalads, hippodromen, koloniens mure og voldgrave, en fremskudt bastion, korsridderporte, et tempelområde og det romerske forum.

    Caesarea Maritima var anlagt på et sted uden naturligt ferskvand, og derfor anlagde romerne en akvædukt langs Middelhavet, som transporterede vand fra Carmelbjerget til Caesareas befolkning. På stranden nord for ruinbyen kan man stadig se en del af akvædukten.

     

    Masada, Israel

    Masada
    מצדה

    Masada er en af Israels absolutte topseværdigheder, og det forstår man straks ved et besøg her. Masada er en borg, der blev etableret på en 400 meter høj klippetop i Negevørkenen med udsigt over Det Døde Hav og en stor del af den øvrige omegn.

    Det var Herodes, der lod Masada anlægge, hvilken skete i årene 37-34 f.Kr. Masada var dels et palads, som lå i den ene ende på højdedraget, og dels en kolossal fæstning, som skulle kunne modstå alle tænkelige angreb. Klippetoppen og derved Masada måler omkring 700x350 meter, så det er et kompleks af store dimensioner.

    Jøderne erobrede ifølge overleveringen Masada i år 66 under den første jødisk-romerske krig. I 72 startede 15.000 romerske soldater under ledelse af Flavius Silva at belejre Masada og derved de omkring 1.000 jøder, der var i fæstningen. Året efter indtog romerne klippetoppen, og i den forbindelse begik jøderne kollektivt selvmord i stedet for at blive taget til fange. Denne episode har siden da stået som et symbol på jødernes kamp for eget land uden fremmed herredømme.

    Uanset om fortællingen om Masada er historisk korrekt eller ej, så er Masada et imponerende og uforglemmeligt sted. Man man besøge fæstningen på toppen med svævebane, og her kan man opleve fordums storhed og også se resterne af romerske lejre, der blev anvendt under belejringen af Masada. Udsigten over landskabet er naturligt nok også en tur værd i sig selv. Masada har siden 2001 været optaget på UNESCO’s liste over verdens arv.

     

    Det Døde Hav
    ים המלח

    Det Døde Hav er en saltvandssø, der ligger på grænserne mellem Israel og Jordan og derved også Vestbredden. Søen er kendt for sit høje saltindhold og for at være det lavestliggende sted på jordoverfladen. Vandspejlet og derved også kysterne ligger 429 meter under havets overflade.

    Søen er op til 330 meter dyb, og med et saltindhold på 30-35 % har den en usædvanlig høj opdrift, som turister hurtigt selv mærker ved en tur i vandet.

    Det Døde Hav ligger i den jordanske kløftsænkning, som strækker sig på hele længden af Jordanfloden, som er søens eneste tilløb. Det menes, at saltvandet kommer fra Middelhavet, der før landhævning af blandt andet det nuværende Israel havde adgang til området, der lå som en slags lagune.

    I dag er Det Døde Hav centrum for en kurturisme, der allerede var aktiv på kong Herodes’ tid. Der ligger adskillige resorts langs søens kyster på både øst- og vestsiden. De største israelske hotelområder ligger mod søens sydvestlige del på en flere kilometer lang strækning. Fra Tel Aviv og Jerusalem ankommer man hurtigst til søens nordlige ende, og også her ligger flere tilgængelige badesteder. Det første er Kalia Beach, der har alle faciliteter til en god oplevelse i og ved Det Døde Hav.

     

    Jericho, Israel

    Jeriko
    יריחו

    Jeriko er en by, der ligger mellem Jerusalem og Jordanfloden. Den menes at være en af verdens ældste byer, og udgravninger har resulteret i fund fra en række bosættelser gennem tiden, og den ældste går omkring 11.000 år tilbage i tiden.

    Jeriko kendes fra Bibelen i forbindelse med israelitternes folkevandring, der bragte dem til byen. Jeriko afslår israelitterne passage, hvorefter Josva får hornblæsere til at blæse og vandre rundt om byens mure, indtil disse giver efter og styrter sammen.

    I og omkring Jeriko er der mange historiske fodaftryk, som er værd at opleve. Her er fx fundamenter fra historiske bosættelser og flere bevarede dele fra det romerske Jeriko under Herodes' tid.

     

    Bethlehem
    בית לחם

    Betlehem er en by, hvis historie i hvert fald strækker sig tilbage til 1300-tallet f.Kr. Byen ligger ganske tæt syd for Jerusalem, og den er ikke mindst kendt som stedet, hvor Jesus blev født. Ifølge den hebraiske bibel var Betlehem byen, hvorfra David kom, og hvor han blev kronet til konge af Israel.

    I den romerske tid blev Betlehem ødelagt under kejser Hadrian. Det skete i forbindelse med Bar Kokhba-oprøret, der udspillede sig gennem årene 132-135. Oprøret var en jødisk revolte mod Romerriget med Simon bar Kokhba som leder, og det førte til en kortvarig jødisk stat, som dog blev besejret efterfølgende af en stor romersk hær.

    Kejserinde Helena og hendes søn, kejser Konstantin den Store, genopbyggede Betlehem fra omkring år 300. Konstantin var den, som i 327 initierede opførelsen af Fødselskirken.

    Senere kom muslimer til som herskere i byen, indtil korsriddere genindtog byen for kristendommen i 1099. Betlehem blev igen muslimsk med Det Osmanniske Riges ekspansion, og det muslimske rige regerede byen og området til afslutningen af 1. Verdenskrig.

    Efter 2. Verdenskrig kom Betlehem under jordansk styre med den arabisk-israelske krig i 1948. Fra 1967 til 1995 administrerede Israel Betlehem, der siden da har hørt under palæstinensisk administration. I dag er Betlehem er mindre by, hvis primære indtægt er turistindustrien.

    Der er en del berømte seværdigheder i byen, hvor Fødselskirken er den vigtigste. Fødselskirken er et vigtigt valfartssted for kristne fra hele verden. Kirken blev i sin første udgave bygget i årene 327-339 på stedet for den grotte, hvor Jesus blev født. Allerede i 100-tallet var stedet blevet etableret som helligdom. Kejser Hadrian havde ladet et tempel til Adonis bygge over Jesu fødested.

    Fødselskirken ligger på Manger Plads/כיכר מאנגר, hvor der ligger flere andre seværdige kirker, hvis placering skyldes Jesu fødested. Rundt om Fødselskirken kan man se den nygotiske Sankt Katarina Kirke/Church of St. Catherine, der er den romersk-katolske hovedkirke i byen. Dertil kommer tre forskellige klostre; et græsk-ortodoks, et armensk-apostolsk og et fra korsriddernes tid.

     

    Haifa, Israel

    Haifa
    חיפה

    Haifa er den største by i det nordlige Israel, og den er landets tredjestørste by. Haifa er smukt beliggende ved Middelhavet og Carmelbjerget, som mange af byens kvarterer strækker sig op ad med en fantastisk udsigt som følge.

    Haifas historie går over 3.000 år tilbage, hvor en mindre havn var omdrejningspunktet for udviklingen af en bosættelse. Siden dengang har utallige kulturer og ledere sat deres præg på byen og derved bidraget til den smukke storby, man kan opleve i dag.

    Indtil slutningen af 1700-tallet boede der blot få hundrede mennesker i Haifa, som for alvor begyndte sin udvikling med tyske bosætteres etablering af den såkaldte German Colony fra 1868. German Colony er den dag i dag et af de mest populære steder i byen.

    Blandt Haifas seværdigheder er bahai-templet Bahai World Center et af højdepunkterne. Centeret er et pilgrimssted for bahai-religionen, og man kan også nyde en fantastisk smuk park, som er blevet anlagt i terrasser på Carmelbjergets skråninger som en akse mod det centrale Haifa og havnen i byen. Bahai World Centers midte er en guldkuplet bygning, der er mausoleum for Báb, der grundlagde religionen. Bábs grav blev flyttet fra nærliggende Akko hertil i 1909. I dag er Bahai World Center optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og turen gennem parken er da også en oplevelse med smukke beplantninger, elegante bygninger og den ene betagende udsigt efter den anden.

    Klostret Stella Maris/מנזר סטלה מאריס og Elias’ Grav er andre kendte steder i Haifa. Stella Maris ligger smukt på Carmelbjerget. Det blev grundlagt i 1631, efter at der i århundreder havde boet troende i huler på bjerget som efterligning af Elias’ bønner på Carmelbjerget i kampen mod Baal. Man kan besøge Elias’ grav ved opstigning fra Allenby Street.

    Et kuriosum er en stor industribygning, der står i Jaffas havneområde. Bygningen er det såkaldte Dagon Warehouse, der er en silobygning, som står meget smukt som et af Haifas vartegn. Dagon Warehouse åbnede i 1955 i et usædvanligt design for sin tid og funktion.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Hamashbir Lazarchan

    Zion Square

     

    Malha Mall

    Malha

     

    Hadar Mall

    Pierre Koenig Street

     

    Mamilla Mall

    King David Street

     

    Center 1 Mall

    Jaffa Road, Yirmiyahu Street

     

    Indkøbsgader

    Jaffa Road, Ben Yehuda Street, King George Street, Via Dolorosa, Muristan

Med børn

    Historie

    Jerusalem Time Elevator
    Hillel Street 37

     

    Videnskab

    Bloomfield Science Museum
    Hebrew University, Givat Ram Campus

     

    Museum

    Israel Museum
    Shmuel Stephan Weiz Street
    imj.org.il

     

    Botanisk have

    Botanical Gardens
    Hebrew University

     

    Zoologisk have

    Tisch Family Zoo
    jerusalemzoo.org

Gode links
Historisk overblik

    Byens grundlæggelse

    Det menes ud fra arkæologiske fund, at den første bosættelse ved det nuværende Jerusalem opstod et sted mellem 3500 og 4500 f.Kr. Det skete nær vandressourcerne i Gihon-kilden.

    I egyptiske skrifter bliver byen nævnt omkring år 2000 f.Kr., og det er det tidligst kendte vidnesbyrd om bosættelsens eksistens.

    Gennem udgravninger er der fundet større bygningsværker fra tiden omkring 1700 f.Kr., hvor blandt andet byens vandsystem var blevet beskyttet af mure. Et par hundrede år senere var Jerusalem blevet en vasalstat til Egypten, hvis samling havde muliggjort en ekspansion til Levanten, hvor kanaanitterne blandt andet boede i Jerusalem.

     

    Kong Davids Israel

    Israelitternes tid starter rent bibelsk omkring år 1000 f.Kr., hvor David erobrer Jerusalem og gør den til sin by i et nyt kongerige Israel. Der er forskellige teorier om, hvordan Davids hær kom ind i byen, og en af dem er via Gihon-kildens vandvej til byen.

    Med David som konge blev Davids by etableret på et højdedrag umiddelbart syd for Tempelbjerget, hvor Davids søn Salomon byggede jødernes Første Tempel til Pagtens Ark. Templet blev bygget samme sted som Davids første alter, og det var omdrejningspunktet for byen. Med kongens residens ved siden af det var stedet magtens absolutte centrum.

    Fra slutningen af Salomons regeringstid i sidste halvdel af 900-tallet f.Kr. menes kongeriget Israel at være blevet delt i flere riger, hvoraf Judæa fortsatte med at have Jerusalem som hovedstad.

    Gennem de følgende århundreder gik Jerusalem svære tider i møde, idet gentagne belejringer og plyndringer gik ud over byens befolkning, dens skatte og dens bygninger. Angrebene kom fra blandt andet filister og syrere. I denne tid manifestede Jerusalem sig dog samtidig som det dominerende religiøse centrum, og byen blev mål for mange pilgrimme.

     

    Assyrere, babylonere og persere

    I 701 f.Kr. belejrede Assyrien Jerusalem, der holdt stand. Det samme havde andre i området ikke formået, for i år 721 f.Kr. erobrede assyrere Samaria nord for Jerusalem. Det havde medført en del, der flygtede fra Samaria til Jerusalem, som blev udbygget af denne årsag.

    Jerusalem blev dog belejret og angrebet i 597 f.Kr. af babylonere under Nebukadnesar, som tog Jerusalems kong Jehoiachin til fange og i stedet indsatte Zedekiah. Zedekiah ledte et oprør mod Babylon i 587-586 f.Kr., og det endte katastrofalt for Jerusalem, der blev genindtaget af babylonerne. Ud over den militære sejr blev jødernes Første Tempel brændt, og byens mure blev jævnet med jorden. En del af Jerusalem og Judæas befolkning valgte herefter at flygte fra den ødelagte hovedstad til Egypten, mens andre kom i fangenskab i Babylon.

    I 539 f.Kr. erobrede Persien under ledelse af Kyros den Store babylonernes rige, og med det fulgte Jerusalem. Perserne tillod senere, at jøderne kunne vende tilbage til Jerusalem og genopbygge deres ødelagte tempel, og derved stod Det Andet Tempel opført på Tempelbjerget i 516 f.Kr. I 400-tallet blev Jerusalems mure genopført, og byen havde genvundet fordums pragt.

     

    Den græske tid

    Under makedonske Alexander den Store kom den græske kultur til Jerusalem. Det skete med erobringen af det persiske imperium og derved Judæa og Jerusalem i 332 f.Kr. Den græske indflydelse blev betydelig, og det endte med et oprør mod styret.

    Dette ledte til det hasmonske dynastis tid. De regerede Judæa fra Jerusalem fra år 140 f.Kr., og nogle årtier senere eksanderede deres kongerige til også at omfatte Galilæa, Samaria og andre regioner mod nord. I 63 f.Kr. blev Jerusalem underlagt republikken Rom, men hasmonernes tid var ikke forbi endnu; det skete først i 37 f.Kr., hvor Herodes kom på tronen.

     

    Herodes’ Jerusalem og Judæa

    Herodes den Store regerede fra 37 f.Kr. til år 4 f.Kr. Han var først blevet guvernør af Galilæa, før han blev udpeget som konge af det romerske senat.

    Med Herodes som konge blev der bygget meget. For Jerusalems vedkommende var det en storstilet udbygning af Det Andet Tempel på Tempelbjerget, som Herodes blev mest kendt for. Selve Tempelbjergets plateau blev kraftigt udvidet, og der blev bygget kraftige støttemure til formålet; en del af disse udgør i dag Grædemuren. Selve templet blev et imponerende bygningsværk med søjleprydede opførelser omkring et centralt og markant tempel for Pagtens Ark; Det Allerhelligste.

    Herodes’ tempel i Jerusalem var en del af kongens byggeaktiviteter. Han etablerede også den store havneby Caesarea Maritima med palads, forum, templer med mere mod nordvest. Herodes opførte også et vinterpalads i Jeriko mod vest, og det var også ham, der etablerede den imponerende fæstning Masada ved den sydlige del af Det Døde Hav.

     

    Jesu tid

    Blandt Israels mange bibelske steder er Jerusalem blandt de mest betydende. Det var her, mange begivenheder omkring Jesus og hans disciple udspillede sig, og disse steder har for manges vedkommende været pilgrimssteder siden da.

    Den vigtigste historie var og er Jesu lidelseshistorie, hvor stederne i Jerusalem blandt andet rummer stederne, hvor Den Sidste Nadver blev indtaget, Fadervor blev sagt som bøn, og hvor Jesus blev taget til fange. Langfredag var dagen, hvor Jesus blev dømt til døden og måtte bære korset til Golgata, hvor han blev korsfæstet og begravet. Disse steder er alle markeret med korsvejsstationer ad Via Dolorosa og selve Gravkirken, der blev bygget over selve Golgata og Jesu grav.

    Efterfølgende var det også i Jerusalem, at Jesus’ genopstandelse og himmelfart fandt sted. Endelig var det også her, Helligånden vises sig ved pinse.

     

    Jerusalems ødelæggelse

    Herodes’ Caesarea Maritima var blevet det administrative centrum for den romerske provins i regionen, og efter Herodes’ død i 4 f.Kr. var Judæa og Jerusalem kommet under direkte romersk styre med blandt andet præfekter og prokuratorer.

    Jøderne kom med årene i stadig større opposition til det romerske styre, og det kom til flere oprør og jødisk-romerske krige. Den Første Jødisk-Romerske Krig udspillede sig i årene 66-73, og årsagen menes at have været religiøse spændinger.

    For jøderne og Jerusalem blev krigen endnu en katastrofe. Resultatet blev et jødisk nederlag ved Masada i år 73, og den begivenhed afsluttede krigen. I mellemtiden var Jerusalem blevet ødelagt af Titus’ hære, som ødelagde Herodes’ Andet Tempel på Tempelbjerget og andet i byen.

    Andre opstande blev udkæmpet i henholdsvis 115-117 og 132-135. Den sidste kendes også som både Den Anden Jødisk-Romerske Krig og Bar Kokhbas opstand. Opstanden var ledet af Simon Bar Kokhba, der ansås som ham, der skulle lede Israel til frihed igen. Der kom også en jødisk stat ud af anstrengelserne, men denne eksisterede blot to år, før en stor romersk hær knuste jødernes forsvar.

    Med Bar Kokhba-opstanden blev jøderne forvist fra Jerusalem, og det jødiske folk blev i forbindelse med disse romerske krige i det hele taget spredt mere, end de var i forvejen. Der skulle gå til 1948, før de igen fik mulighed for samlet set at komme hjem igen.

     

    Romerne og byzantinerne

    Efter at have nedkæmpet den jødiske opstand i 135 genopbyggede romerne Jerusalem som en romersk by. Det var kejser Hadrian, der allerede i 130 havde besøgt byen og set på ruinerne fra ødelæggelserne fra år 70.

    Hadrian ændrede byens navn til Aelia Capitolina, og byplanen i den nu såkaldte gamle by blev udlagt efter romersk system. Hovedgaderne Cardo og Decumanus blev anlagt, og hvor de krydsede hinanden, blev der etableret et romersk forum; byens markedsplads. Hadrian lod også et Jupiter-tempel opføre på det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, og hvor Gravkirken ligger i dag.

    Jerusalems nye romerske by gav kun adgang for jøderne en enkelt dag om året til bønner, og derved var byen reelt reduceret til en romersk provinsby, hvilket varede til kejser Konstantin Is tid i 300-tallet.

    Konstantin konverterede under indflydelse fra sin mor, Sankt Helena, Romerriget til kristendommen, og det fik ikke bare betydning for Rom, men også for Jerusalem. Byen blev nu gjort til et kristent pilgrimssted, og midtpunktet var Gravkirken, som Konstantin lod opføre.

    Romerriget gik med tiden mod sin undergang, og dets kontrol med Jerusalem aftog også gennem århundrederne på en sådan måde, at persere indtog byen i år 614. Persernes tid varede dog kun 15 år, før kristne byzantinske hære kunne genindtage Jerusalem i 629.

     

    Den første muslimske tid

    Efter oprettelsen af et muslimsk arabisk kalifat var Jerusalem en af de første byer, som kalifatet erobrede. Det skete i 638, og kort tid efter blev Al Aksa-moskeen bygget på Tempelbjerget. Senere i 600-tallet blev også Klippemoskeen bygget, hvilket skete over jødernes grundsten, hvor Abraham ifølge legende skulle til at ofre Isak.

    Jøderne fik med det muslimske styre igen adgang til Jerusalem og til at bede her. Generelt var de første århundreder i denne periode en tid med vækst og udvikling af Jerusalem.

    Tiden med religiøs frihed stoppede i begyndelsen af 1000-tallet, hvor muslimer i stor stil begyndte at rive kirker ned. Kalif Al-Hakim bi-Amr Allah beordrede alle kirker ødelagt, og dette var en handling, der medvirkede til, at europæere ønskede at genindtage det kristne land.

     

    Korsriddernes æra

    Muslimernes første tid som herrer i Jerusalem endte i 1099, hvor europæiske korsriddere genindtog byen i korsets tegn. Med korsridderne blev Jerusalem hovedstad i et nyt kongerige af samme navn, og både jøder og muslimer blev trængt i forhold til de nye kristne konger og ledere.

    Korsridderne genskabte Jerusalem som en kristen pilgrimsby, og de byggede Gravkirken i en ny romansk udgave, der stadig står den dag i dag. Både Al Aksa-moskeen og Klippemoskeen blev indrettet som kirker med navnene Salomons Tempel og Guds Hus. I Salomons Tempel blev byens kongelige gemakker også indrettet.

    I 1100-tallet valfartede mange kristne på ny til Jerusalem, der i 1129 oplevede et royalt bryllup, hvor den betydningsfulde dronning Melisende kom på Jerusalems trone. Melisende bragte blomstrende tider med sig, og var hende, der forskønnede byen, opførte Sankt Annæ Kirke og Gravkirken i sin nye og smukke korsridderudgave.

    Korsriddernes tid endte i 1187 med nederlaget til den muslimske Saladin, der angreb byen og ønskede at dræbe alle dens indbyggere. De kristne forsvarere stillede et ultimatum om kollektivt selvmord om nedrivning af moskeerne på Tempelbjerget, og Saladin gav efter og genindførte endda religionsfrihed i byen. Korsriddere kom igen til Jerusalem to gange mellem 1229 og 1244, men udover det gik byen en ny muslimsk periode i møde; denne skulle komme til at vare til 1917.

    Mest bemærkelsesværdig var tiden fra 1229, hvor Frederik II som tysk-romersk kejser pressede en delingsaftale igennem med Saladinsarvtagere. Aftalen sikrede fred i ti år ved en muslimsk afståelse af Jerusalem med undtagelse af Tempelbjerget. Frederiks soldater indrettede sig i byens citadel, og kejseren holdt en stor ceremoni i Gravkirken, hvor han omgivet af tyske soldater manifesterede det kristne overdømme over Jerusalem og verden. Paven lyste dog Frederik i band for hans egenrådighed, hvilket fik ham til at forlade byen.

     

    Forskellige dynastier regerer

    Efter Saladins erobring af Jerusalem i 1187 kom der forskellige dynastier til magten, før den osmanniske tid startede i 1517.

    I forbindelse med 1200-tallets to korsriddertider, hvor Jerusalem kom til at høre under den tysk-romerske kejser, blev byens mure revet ned af muslimerne og genopbygget af de kristne.

    I 1244 red hærgende hære af tatarer ind i byen sendt af Saladins rivaliserende muslimske efterkommere. De plyndrede og dræbte flere tusind kristne, og der ødelagde stenen på Jesu grav for at destruere det kristne Jerusalem, der blev reduceret til en mindre betydende by igen. Det var status, da de egyptiske mamluk-sultaners tid som regenter over byen startede i 1259.

    Under Mamluk-tiden var der en relativ lang rolig periode i forhold til de foregående århundreder. Det var en tid, hvor religionerne trivedes side om side i en vis forstand; fx fik franciskanerordenen en betydelig stilling og funktion for kristendommen i området med en del munke og missioner. Franciskanerne erhvervede også det sted, hvor Den Sidste Nadver var blevet holdt, og på den måde kunne kristne pilgrimssteder vedligeholdes.

     

    Det Osmanniske Rige

    De tyrkiske osmanner erobrede Jerusalem i 1517, og en ny udvikling for byen blev sat i gang under sultan Süleyman. Det var i denne tid, at Jerusalems imponerende bymure blev rejst omkring en udvidet by, og dette anlæg styrkede på ny byens position i regionen.

    Religiøst betød det osmanniske styre frihed for jøder, kristne og muslimer. I byen var der både synagoger, kirker og moskeer, så tidligere tiders religiøse spændinger var blevet begrænset.

    Økonomisk havde Süleyman som sultan sat en fin udvikling i gang i byen, men med de følgende sultaner begyndte væksten og økonomien af stagnere.

    Jerusalem var og forblev gennem århundrederne en mindre by i det store rige, og op i 1800-tallet boede her blot omkring 8.000 indbyggere i byen, der som andre i Det Osmanniske Rige mærkede rigets begyndende nedgang. Byen lå indenfor de gamle bymure, og den var opdelt i kvarterer for henholdvis jøder, kristne, armenere og muslimer. Centralt for de første tre grupper var administrationen af Gravkirken sammen med øvrige kristne grupper. Deres uenigheder om at bestemme i kirken fik sultanen til at etablere en aftale om fælles administration og enighed om ændringer, hvilket lagde en dæmper på såvel stridigheder som renovering af kirken.

    1800-tallet blev ikke kun et århundreder med stagnation; der var nemlig også en betydende international interesse for byen fra europæisk side. Europæiske magter søgte en større indflydelse i området i forventningen om et osmannisk kollaps. Det var også en periode, hvor der var en kristen renæssance i form af missionærer og arkæologisk søgen efter den kristne historie i byen. Ydermere kom jøder i stigende tal fra blandt andet Østeuropa til byen.

    Alt i alt gav disse ting sammen med tiden almindelige tekniske og økonomiske udivkling af muligheder et nyt Jerusalem, der kom til at udvide sig mod vest og derved uden for de gamle bymure. Der blev etableret et russisk bygningskompleks ved vejen mod Jaffa, og flere jødiske kvarterer skød også op, og disse anlæg voksede mere og mere sammen og dannede efterhånden Jerusalems såkaldte nye by. I slutningen af århundredet kom jernbanen også til, og den forbandt Jerusalem med havnebyen Jaffa, hvortil mange jødiske immigranter ankom i stigende antal.

    Den osmanniske tid sluttede med det tyrkiske nederlag i 1. Verdenskrig, hvor Det Osmanniske Rige kollapsede.

     

    Mandattiden

    Den 11. december 1917 kom den britiske general Edmund Allenby til Jerusalem efter at have overvundet de osmanniske hære under krigen. Allenby kom til fods af respekt for den hellige by.

    Resultatet af den osmanniske nedgang blev et britisk internationalt mandat til at administrere regionen. Jerusalem var på dette tidspunkt etableret og udbygget med adskilte bydele for jøder og muslimer, og den britiske mandattid var præget af tiltagende religiøse spændende. Det kom til pogromet mod jøder i Jerusalem i 1920, hvilket afstedkom en øget jødisk bevidsthed om at kunne forsvare sig selv. Muslimske anti-jødiske oprør gentog sig i 1929 og igen i 1930erne, og sammen med dem blev den jødiske nationalfølelse for et jødisk land styrket.

    Den britiske tid var også en periode, der betød etablering af flere nye institutioner. Der blev bygget hospitaler, administrationsbygninger og det hebraiske universitet på Mount Scopus, som fortsat ligger på dette sted.

     

    FN’s delingsplan og Staten Israel

    Spændinger og kampe steg i volumen og karakter gennem 1940erne, og i 1947 fremlagde FN en internationalt forhandlet plan om at dele det britiske mandatområde i to seperate stater; en jødisk og en arabisk. De to stater ville hver bestå af flere større dele, som ville være forbundet i korridorer. Jerusalem var tænkt som Corpus Separatum, der skulle kontrolleres internationalt.

    Den planlagte deling afstedkom kampe, og særligt om Jerusalem, der ville rumme en jødisk befolkning helt omringet af en arabisk stat. Muslimerne indledte en belejring af jødernes områder i Jerusalem, og jøder fandt transportveje gennem bjergene til forsyninger og forsvar mod araberne.

    En arabisk-israelsk krig blev en realitet, og den blev kæmpet op til udløbet af den britiske mandattid i maj 1948. Befolkningsgrupper blev flyttet mellem jødiske og muslimske områder i Jerusalem i forbindelse med krigen.

    David Ben-Gurion udråbte Staten Israel i Tel Aviv, og Vestjerusalem blev en del af Israel, mens Østjerusalem og den gamle bydel blev besat og annekteret af Jordan. Jordanerne ødelagde overlagt synagoger i deres dele af Jerusalem til store internationale protester; det gik blandt andet ud over Hurva-synagogen, der siden da er blevet genopbygget. Tilsvarende forfaldt moskeer i Vestjerusalem, og nogle blev revet ned med årsag i byudvikling. Denne periode endte med, at det israelske parlament Knesset udråbte Jerusalem som Israels hovedstad i 1950.

     

    1967 til i dag

    Med Seksdagenkrigen i 1967 blev Jordan tvunget bort fra Østjerusalem og Vestbredden, der ligeledes havde været besat siden 1948. Jerusalem har siden da været slået sammen til en by, der samlet udgør Israels hovedstad. Tempelbjerget med Al Aksa-moskeen og Klippemoskeen står som en adminstrativ undtagelse, idet området bestyres af en muslimsk organisation.

    Med samlingen af Jerusalem under Israel har hovedparten af de religiøse på tværs af religion fået adgang til deres pilgrimssteder; jøder til Grædemuren, kristne til Gravkirken og muslimer til moskeerne på Tempelbjerget.

    I dag lever jøder, kristne og muslimer side om side i Jerusalem som en af del af det demokratiske Israel. Der har siden 1947-planen pågået løbende forhandlinger om løsninger på administrative forhold i regionen, hvilket stadig sker. Som by betragtet kan der dog tydeligt ses en betydelig udvikling med nye kvarterer, højhusbyggerier i periferien og en ny højhastighedsbane mellem hovedstaden og Tel Aviv. En letbane ruller nu også gennem byen og forbinder flere kvarterer i det gamle og nye Jerusalem, der samlet har et indbyggertal på flere end 800.000.