Se på kortet

Jerusalem, Israel

Læs om byen

Jerusalem er et af verdens helt store historiske og kulturelle rejsemål, og overalt i byen kan man finde og opleve steder og bygninger fra ikke mindst den rige bibelhistorie.

For de fleste vil Gravkirken med Jesu grav være den største og med indtryksfulde seværdighed. Kirken ligger på Golgata og rummer også selve graven, hvor Jesus blev lagt efter korsfæstelsen. Som optakt til Gravkirken ligger Via Dolorosa mellem stedet, hvor Jesus blev dømt til døden, og stedet hvor han blev begravet.

Der er mange andre steder med tæthed til Jesus; det gælder fx Getsemane Have, Oliebjerget og Nadversalen, hvor Jesus indtog sit sidste måltid dagen inden korsfæstelsen. Gennem 2.000 år har troende valfartet til disse steder.

Blandt andre enestående seværdigheder er jødernes hellige Tempelbjerget, hvor Grædemuren udgør en del af Vestmuren, som går tilbage til Herodes’ Andet Tempel. Hiskias Tunnel strækker sig længere tilbage og er en underjordisk konstruktion fra kong Davids tid.

Overalt i Jerusalems gamle by bag murene og portene gælder det blot om at gå på opdagelse. Her er smalle gader, markeder, små pladser og stemningsrige kirker. Vest herfor ligger det moderne Jerusalem med Jaffa Road som en af de vigtigste strøggader for indkøb og afslapning. Det er også i denne del, Israels spændende nationalmuseum med Dødehavsrullerne kan opleves.

Andre seværdigheder

    Jaffa Gate, Jerusalem

    • Jaffa Port/שער יפו: Jaffa Port er en af de otte byporte, der ligger i Jerusalems historiske forsvarsmure, som omkranser den gamle bydel. Porten ligger mod vest, og den er opkaldt efter havnebyen Jaffa.
    • Sankt Jakob Katedral/קתדרלת יעקב הקדוש: Sankt Jakob Katedral ligger i det armenske kvarter i Jerusalems gamle by, og den er da også hovedkirken for den armensk-apostolske kirke i Jerusalem.

    Hurva Synagogue, Jerusalem

    • Hurva Synagogue/בית הכנסת החורבה: Hurva Synagoge er en de betydningsfulde synagoger i Jerusalem. Det er et flot og markant bygning, og den har haft en omtumlet tilværelse gennem tiden fra 1500-tallet, hvor den var byens hovedsynagoge.
    • Al Aksa Moské/מסגד אל-אקצא: Dette er en af to moskéer, der står på jødernes hellige Tempelbjerg i centrum af Jerusalem. Moskéen blev opført i slutningen ag 630erne og er som Klippemoskéen ikke tilgængelig med almindelig adgang.

    Cardo, Jerusalem

    • Cardo/הקארדו: Cardo er en gade i Jerusalem, og det er også det generelle navn for den nord-sydgående hovedgade i de antikke romerske byer og kolonier; således også i Jerusalem, hvor en del er bevaret.
    • Pater Noster Kirke/כנסיית אבינו שבשמים: Pater Noster-kirken er en katolsk kirke på Oliebjerget øst for Jerusalems centrum. Kirken er bygget på det sted, hvor skrifterne fortæller, at Jesus lærte sine disciple Fadervor.

    Mount of Olives, Jerusalem

    • Oliebjerget/הר הזיתים: Oliebjerget er et højdedrag øst for Tempelbjerget i Jerusalem, og det er berømt fra sine bibelske referencer. Bjergets navn kommer fra de mange oliventræer, der vokser her. Gennem flere tusind år har der også ligget en jødisk kirkegård på bjergets skråninger.
    • Getsemane Have/גת שמנים: Getsemane Have er en have ved foden af Oliebjerget i området umiddelbart øst for Tempelbjerget. Det var her, Jesus befandt sig og bad aftenen før sin korsfæstelse.

    Russian Church, Jerusalem

    • Maria Magdalena Kirke/כנסיית מריה מגדלנה: Maria Magdalena Kirke er et af Jerusalems mest karakteristiske bygningsværker. Den er en russisk-ortodoks kirke, hvis guldkupler skinner smukt i den israelske sol.
    • Bogens Helligdom/היכל הספר: Bogens Helligdom er det israelske nationalmuseums afdeling for manuskripter. Her kan man se en række skrifter fra middelalderen og det mest berømte; Dødehavsrullerne.

    Israel Museum, Jerusalem

    • Israel Museum/מוזיאון ישראל: Israel Museum er et storslået museum, der åbnede i 1965 som landets nationalmuseum. Museet skildrer på mange måder Israels samfund og historie, og det er et af de førende arkæologiske museer i verden.
    • Knesset/הכנסת: Knesset er navnet på Israels parlament og som sådan den lovgivende del af landets regering. Knesset vedtager alle love og udpeger Israels præsident.
    • Flere seværdigheder og mere info: Køb pdf-bogen om Jerusalem her.

Historisk overblik

    Byens grundlæggelse
    Det menes ud fra arkæologiske fund, at den første bosættelse ved det nuværende Jerusalem opstod et sted mellem 3500 og 4500 f.Kr. Det skete nær vandressourcerne i Gihon-kilden.

    I egyptiske skrifter bliver byen nævnt omkring år 2000 f.Kr., og det er det tidligst kendte vidnesbyrd om bosættelsens eksistens.

    Gennem udgravninger er der fundet større bygningsværker fra tiden omkring 1700 f.Kr., hvor blandt andet byens vandsystem var blevet beskyttet af mure. Et par hundrede år senere var Jerusalem blevet en vasalstat til Egypten, hvis samling havde muliggjort en ekspansion til Levanten, hvor kanaanitterne blandt andet boede i Jerusalem.

    Kong Davids Israel
    Israelitternes tid starter rent bibelsk omkring år 1000 f.Kr., hvor David erobrer Jerusalem og gør den til sin by i et nyt kongerige Israel. Der er forskellige teorier om, hvordan Davids hær kom ind i byen, og en af dem er via Gihon-kildens vandvej til byen.

    Med David som konge blev Davids by etableret på et højdedrag umiddelbart syd for Tempelbjerget, hvor Davids søn Salomon byggede jødernes Første Tempel til Pagtens Ark. Templet blev bygget samme sted som Davids første alter, og det var omdrejningspunktet for byen. Med kongens residens ved siden af det var stedet magtens absolutte centrum.

    Fra slutningen af Salomons regeringstid i sidste halvdel af 900-tallet f.Kr. menes kongeriget Israel at være blevet delt i flere riger, hvoraf Judæa fortsatte med at have Jerusalem som hovedstad.

    Gennem de følgende århundreder gik Jerusalem svære tider i møde, idet gentagne belejringer og plyndringer gik ud over byens befolkning, dens skatte og dens bygninger. Angrebene kom fra blandt andet filister og syrere. I denne tid manifestede Jerusalem sig dog samtidig som det dominerende religiøse centrum, og byen blev mål for mange pilgrimme.

    Assyrere, babylonere og persere
    I 701 f.Kr. belejrede Assyrien Jerusalem, der holdt stand. Det samme havde andre i området ikke formået, for i år 721 f.Kr. erobrede assyrere Samaria nord for Jerusalem. Det havde medført en del, der flygtede fra Samaria til Jerusalem, som blev udbygget af denne årsag.

    Jerusalem blev dog belejret og angrebet i 597 f.Kr. af babylonere under Nebukadnesar, som tog Jerusalems kong Jehoiachin til fange og i stedet indsatte Zedekiah. Zedekiah ledte et oprør mod Babylon i 587-586 f.Kr., og det endte katastrofalt for Jerusalem, der blev genindtaget af babylonerne. Ud over den militære sejr blev jødernes Første Tempel brændt, og byens mure blev jævnet med jorden. En del af Jerusalem og Judæas befolkning valgte herefter at flygte fra den ødelagte hovedstad til Egypten, mens andre kom i fangenskab i Babylon.

    I 539 f.Kr. erobrede Persien under ledelse af Kyros den Store babylonernes rige, og med det fulgte Jerusalem. Perserne tillod senere, at jøderne kunne vende tilbage til Jerusalem og genopbygge deres ødelagte tempel, og derved stod Det Andet Tempel opført på Tempelbjerget i 516 f.Kr. I 400-tallet blev Jerusalems mure genopført, og byen havde genvundet fordums pragt.

    Den græske tid
    Under makedonske Alexander den Store kom den græske kultur til Jerusalem. Det skete med erobringen af det persiske imperium og derved Judæa og Jerusalem i 332 f.Kr. Den græske indflydelse blev betydelig, og det endte med et oprør mod styret.

    Dette ledte til det hasmonske dynastis tid. De regerede Judæa fra Jerusalem fra år 140 f.Kr., og nogle årtier senere eksanderede deres kongerige til også at omfatte Galilæa, Samaria og andre regioner mod nord. I 63 f.Kr. blev Jerusalem underlagt republikken Rom, men hasmonernes tid var ikke forbi endnu; det skete først i 37 f.Kr., hvor Herodes kom på tronen.

    Herodes’ Jerusalem og Judæa
    Herodes den Store regerede fra 37 f.Kr. til år 4 f.Kr. Han var først blevet guvernør af Galilæa, før han blev udpeget som konge af det romerske senat.

    Med Herodes som konge blev der bygget meget. For Jerusalems vedkommende var det en storstilet udbygning af Det Andet Tempel på Tempelbjerget, som Herodes blev mest kendt for. Selve Tempelbjergets plateau blev kraftigt udvidet, og der blev bygget kraftige støttemure til formålet; en del af disse udgør i dag Grædemuren. Selve templet blev et imponerende bygningsværk med søjleprydede opførelser omkring et centralt og markant tempel for Pagtens Ark; Det Allerhelligste.

    Herodes’ tempel i Jerusalem var en del af kongens byggeaktiviteter. Han etablerede også den store havneby Caesarea Maritima med palads, forum, templer med mere mod nordvest. Herodes opførte også et vinterpalads i Jeriko mod vest, og det var også ham, der etablerede den imponerende fæstning Masada ved den sydlige del af Det Døde Hav.

    Jesu tid
    Blandt Israels mange bibelske steder er Jerusalem blandt de mest betydende. Det var her, mange begivenheder omkring Jesus og hans disciple udspillede sig, og disse steder har for manges vedkommende været pilgrimssteder siden da.

    Den vigtigste historie var og er Jesu lidelseshistorie, hvor stederne i Jerusalem blandt andet rummer stederne, hvor Den Sidste Nadver blev indtaget, Fadervor blev sagt som bøn, og hvor Jesus blev taget til fange. Langfredag var dagen, hvor Jesus blev dømt til døden og måtte bære korset til Golgata, hvor han blev korsfæstet og begravet. Disse steder er alle markeret med korsvejsstationer ad Via Dolorosa og selve Gravkirken, der blev bygget over selve Golgata og Jesu grav.

    Efterfølgende var det også i Jerusalem, at Jesus’ genopstandelse og himmelfart fandt sted. Endelig var det også her, Helligånden vises sig ved pinse.

    Jerusalems ødelæggelse
    Herodes’ Caesarea Maritima var blevet det administrative centrum for den romerske provins i regionen, og efter Herodes’ død i 4 f.Kr. var Judæa og Jerusalem kommet under direkte romersk styre med blandt andet præfekter og prokuratorer.

    Jøderne kom med årene i stadig større opposition til det romerske styre, og det kom til flere oprør og jødisk-romerske krige. Den Første Jødisk-Romerske Krig udspillede sig i årene 66-73, og årsagen menes at have været religiøse spændinger.

    For jøderne og Jerusalem blev krigen endnu en katastrofe. Resultatet blev et jødisk nederlag ved Masada i år 73, og den begivenhed afsluttede krigen. I mellemtiden var Jerusalem blevet ødelagt af Titus’ hære, som ødelagde Herodes’ Andet Tempel på Tempelbjerget og andet i byen.

    Andre opstande blev udkæmpet i henholdsvis 115-117 og 132-135. Den sidste kendes også som både Den Anden Jødisk-Romerske Krig og Bar Kokhbas opstand. Opstanden var ledet af Simon Bar Kokhba, der ansås som ham, der skulle lede Israel til frihed igen. Der kom også en jødisk stat ud af anstrengelserne, men denne eksisterede blot to år, før en stor romersk hær knuste jødernes forsvar.

    Med Bar Kokhba-opstanden blev jøderne forvist fra Jerusalem, og det jødiske folk blev i forbindelse med disse romerske krige i det hele taget spredt mere, end de var i forvejen. Der skulle gå til 1948, før de igen fik mulighed for samlet set at komme hjem igen.

    Romerne og byzantinerne
    Efter at have nedkæmpet den jødiske opstand i 135 genopbyggede romerne Jerusalem som en romersk by. Det var kejser Hadrian, der allerede i 130 havde besøgt byen og set på ruinerne fra ødelæggelserne fra år 70.

    Hadrian ændrede byens navn til Aelia Capitolina, og byplanen i den nu såkaldte gamle by blev udlagt efter romersk system. Hovedgaderne Cardo og Decumanus blev anlagt, og hvor de krydsede hinanden, blev der etableret et romersk forum; byens markedsplads. Hadrian lod også et Jupiter-tempel opføre på det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, og hvor Gravkirken ligger i dag.

    Jerusalems nye romerske by gav kun adgang for jøderne en enkelt dag om året til bønner, og derved var byen reelt reduceret til en romersk provinsby, hvilket varede til kejser Konstantin Is tid i 300-tallet.

    Konstantin konverterede under indflydelse fra sin mor, Sankt Helena, Romerriget til kristendommen, og det fik ikke bare betydning for Rom, men også for Jerusalem. Byen blev nu gjort til et kristent pilgrimssted, og midtpunktet var Gravkirken, som Konstantin lod opføre.

    Romerriget gik med tiden mod sin undergang, og dets kontrol med Jerusalem aftog også gennem århundrederne på en sådan måde, at persere indtog byen i år 614. Persernes tid varede dog kun 15 år, før kristne byzantinske hære kunne genindtage Jerusalem i 629.

    Den første muslimske tid
    Efter oprettelsen af et muslimsk arabisk kalifat var Jerusalem en af de første byer, som kalifatet erobrede. Det skete i 638, og kort tid efter blev Al Aksa-moskeen bygget på Tempelbjerget. Senere i 600-tallet blev også Klippemoskeen bygget, hvilket skete over jødernes grundsten, hvor Abraham ifølge legende skulle til at ofre Isak.

    Jøderne fik med det muslimske styre igen adgang til Jerusalem og til at bede her. Generelt var de første århundreder i denne periode en tid med vækst og udvikling af Jerusalem.

    Tiden med religiøs frihed stoppede i begyndelsen af 1000-tallet, hvor muslimer i stor stil begyndte at rive kirker ned. Kalif Al-Hakim bi-Amr Allah beordrede alle kirker ødelagt, og dette var en handling, der medvirkede til, at europæere ønskede at genindtage det kristne land.

    Korsriddernes æra
    Muslimernes første tid som herrer i Jerusalem endte i 1099, hvor europæiske korsriddere genindtog byen i korsets tegn. Med korsridderne blev Jerusalem hovedstad i et nyt kongerige af samme navn, og både jøder og muslimer blev trængt i forhold til de nye kristne konger og ledere.

    Korsridderne genskabte Jerusalem som en kristen pilgrimsby, og de byggede Gravkirken i en ny romansk udgave, der stadig står den dag i dag. Både Al Aksa-moskeen og Klippemoskeen blev indrettet som kirker med navnene Salomons Tempel og Guds Hus. I Salomons Tempel blev byens kongelige gemakker også indrettet.

    I 1100-tallet valfartede mange kristne på ny til Jerusalem, der i 1129 oplevede et royalt bryllup, hvor den betydningsfulde dronning Melisende kom på Jerusalems trone. Melisende bragte blomstrende tider med sig, og var hende, der forskønnede byen, opførte Sankt Annæ Kirke og Gravkirken i sin nye og smukke korsridderudgave.

    Korsriddernes tid endte i 1187 med nederlaget til den muslimske Saladin, der angreb byen og ønskede at dræbe alle dens indbyggere. De kristne forsvarere stillede et ultimatum om kollektivt selvmord om nedrivning af moskeerne på Tempelbjerget, og Saladin gav efter og genindførte endda religionsfrihed i byen. Korsriddere kom igen til Jerusalem to gange mellem 1229 og 1244, men udover det gik byen en ny muslimsk periode i møde; denne skulle komme til at vare til 1917.

    Mest bemærkelsesværdig var tiden fra 1229, hvor Frederik II som tysk-romersk kejser pressede en delingsaftale igennem med Saladinsarvtagere. Aftalen sikrede fred i ti år ved en muslimsk afståelse af Jerusalem med undtagelse af Tempelbjerget. Frederiks soldater indrettede sig i byens citadel, og kejseren holdt en stor ceremoni i Gravkirken, hvor han omgivet af tyske soldater manifesterede det kristne overdømme over Jerusalem og verden. Paven lyste dog Frederik i band for hans egenrådighed, hvilket fik ham til at forlade byen.

    Forskellige dynastier regerer
    Efter Saladins erobring af Jerusalem i 1187 kom der forskellige dynastier til magten, før den osmanniske tid startede i 1517.

    I forbindelse med 1200-tallets to korsriddertider, hvor Jerusalem kom til at høre under den tysk-romerske kejser, blev byens mure revet ned af muslimerne og genopbygget af de kristne.

    I 1244 red hærgende hære af tatarer ind i byen sendt af Saladins rivaliserende muslimske efterkommere. De plyndrede og dræbte flere tusind kristne, og der ødelagde stenen på Jesu grav for at destruere det kristne Jerusalem, der blev reduceret til en mindre betydende by igen. Det var status, da de egyptiske mamluk-sultaners tid som regenter over byen startede i 1259.

    Under Mamluk-tiden var der en relativ lang rolig periode i forhold til de foregående århundreder. Det var en tid, hvor religionerne trivedes side om side i en vis forstand; fx fik franciskanerordenen en betydelig stilling og funktion for kristendommen i området med en del munke og missioner. Franciskanerne erhvervede også det sted, hvor Den Sidste Nadver var blevet holdt, og på den måde kunne kristne pilgrimssteder vedligeholdes.

    Det Osmanniske Rige
    De tyrkiske osmanner erobrede Jerusalem i 1517, og en ny udvikling for byen blev sat i gang under sultan Süleyman. Det var i denne tid, at Jerusalems imponerende bymure blev rejst omkring en udvidet by, og dette anlæg styrkede på ny byens position i regionen.

    Religiøst betød det osmanniske styre frihed for jøder, kristne og muslimer. I byen var der både synagoger, kirker og moskeer, så tidligere tiders religiøse spændinger var blevet begrænset.

    Økonomisk havde Süleyman som sultan sat en fin udvikling i gang i byen, men med de følgende sultaner begyndte væksten og økonomien af stagnere.

    Jerusalem var og forblev gennem århundrederne en mindre by i det store rige, og op i 1800-tallet boede her blot omkring 8.000 indbyggere i byen, der som andre i Det Osmanniske Rige mærkede rigets begyndende nedgang. Byen lå indenfor de gamle bymure, og den var opdelt i kvarterer for henholdvis jøder, kristne, armenere og muslimer. Centralt for de første tre grupper var administrationen af Gravkirken sammen med øvrige kristne grupper. Deres uenigheder om at bestemme i kirken fik sultanen til at etablere en aftale om fælles administration og enighed om ændringer, hvilket lagde en dæmper på såvel stridigheder som renovering af kirken.

    1800-tallet blev ikke kun et århundreder med stagnation; der var nemlig også en betydende international interesse for byen fra europæisk side. Europæiske magter søgte en større indflydelse i området i forventningen om et osmannisk kollaps. Det var også en periode, hvor der var en kristen renæssance i form af missionærer og arkæologisk søgen efter den kristne historie i byen. Ydermere kom jøder i stigende tal fra blandt andet Østeuropa til byen.

    Alt i alt gav disse ting sammen med tiden almindelige tekniske og økonomiske udivkling af muligheder et nyt Jerusalem, der kom til at udvide sig mod vest og derved uden for de gamle bymure. Der blev etableret et russisk bygningskompleks ved vejen mod Jaffa, og flere jødiske kvarterer skød også op, og disse anlæg voksede mere og mere sammen og dannede efterhånden Jerusalems såkaldte nye by. I slutningen af århundredet kom jernbanen også til, og den forbandt Jerusalem med havnebyen Jaffa, hvortil mange jødiske immigranter ankom i stigende antal.

    Den osmanniske tid sluttede med det tyrkiske nederlag i 1. Verdenskrig, hvor Det Osmanniske Rige kollapsede

    Mandattiden
    Den 11. december 1917 kom den britiske general Edmund Allenby til Jerusalem efter at have overvundet de osmanniske hære under krigen. Allenby kom til fods af respekt for den hellige by.

    Resultatet af den osmanniske nedgang blev et britisk internationalt mandat til at administrere regionen. Jerusalem var på dette tidspunkt etableret og udbygget med adskilte bydele for jøder og muslimer, og den britiske mandattid var præget af tiltagende religiøse spændende. Det kom til pogromet mod jøder i Jerusalem i 1920, hvilket afstedkom en øget jødisk bevidsthed om at kunne forsvare sig selv. Muslimske anti-jødiske oprør gentog sig i 1929 og igen i 1930erne, og sammen med dem blev den jødiske nationalfølelse for et jødisk land styrket.

    Den britiske tid var også en periode, der betød etablering af flere nye institutioner. Der blev bygget hospitaler, administrationsbygninger og det hebraiske universitet på Mount Scopus, som fortsat ligger på dette sted.

    FN’s delingsplan og Staten Israel
    Spændinger og kampe steg i volumen og karakter gennem 1940erne, og i 1947 fremlagde FN en internationalt forhandlet plan om at dele det britiske mandatområde i to seperate stater; en jødisk og en arabisk. De to stater ville hver bestå af flere større dele, som ville være forbundet i korridorer. Jerusalem var tænkt som Corpus Separatum, der skulle kontrolleres internationalt.

    Den planlagte deling afstedkom kampe, og særligt om Jerusalem, der ville rumme en jødisk befolkning helt omringet af en arabisk stat. Muslimerne indledte en belejring af jødernes områder i Jerusalem, og jøder fandt transportveje gennem bjergene til forsyninger og forsvar mod araberne.

    En arabisk-israelsk krig blev en realitet, og den blev kæmpet op til udløbet af den britiske mandattid i maj 1948. Befolkningsgrupper blev flyttet mellem jødiske og muslimske områder i Jerusalem i forbindelse med krigen.

    David Ben-Gurion udråbte Staten Israel i Tel Aviv, og Vestjerusalem blev en del af Israel, mens Østjerusalem og den gamle bydel blev besat og annekteret af Jordan. Jordanerne ødelagde overlagt synagoger i deres dele af Jerusalem til store internationale protester; det gik blandt andet ud over Hurva-synagogen, der siden da er blevet genopbygget. Tilsvarende forfaldt moskeer i Vestjerusalem, og nogle blev revet ned med årsag i byudvikling. Denne periode endte med, at det israelske parlament Knesset udråbte Jerusalem som Israels hovedstad i 1950.

    1967 til i dag
    Med Seksdagenkrigen i 1967 blev Jordan tvunget bort fra Østjerusalem og Vestbredden, der ligeledes havde været besat siden 1948. Jerusalem har siden da været slået sammen til en by, der samlet udgør Israels hovedstad. Tempelbjerget med Al Aksa-moskeen og Klippemoskeen står som en adminstrativ undtagelse, idet området bestyres af en muslimsk organisation.

    Med samlingen af Jerusalem under Israel har hovedparten af de religiøse på tværs af religion fået adgang til deres pilgrimssteder; jøder til Grædemuren, kristne til Gravkirken og muslimer til moskeerne på Tempelbjerget.

    I dag lever jøder, kristne og muslimer side om side i Jerusalem som en af del af det demokratiske Israel. Der har siden 1947-planen pågået løbende forhandlinger om løsninger på administrative forhold i regionen, hvilket stadig sker. Som by betragtet kan der dog tydeligt ses en betydelig udvikling med nye kvarterer, højhusbyggerier i periferien og en ny højhastighedsbane mellem hovedstaden og Tel Aviv. En letbane ruller nu også gennem byen og forbinder flere kvarterer i det gamle og nye Jerusalem, der samlet har et indbyggertal på flere end 800.000.

Topseværdigheder

    Grædemuren, Jerusalem

    • Grædemuren/הכותל המערבי: Grædemuren, der også kaldes for Vestmuren, er en bevaret del af den vestlige støttemur til det andet jødiske tempel, der historisk lå på toppen af Tempelbjerget bag muren. Muren er det helligste sted, hvor jøder kan bede, og den fik sit navn efter jødernes klager over det hellige tempels ødelæggelse.
    • Tempelbjerget/הר הבית: Tempelbjerget er navnet på den centrale høj i Jerusalem, hvor jødernes to første templer blev bygget. Tempelbjergets vigtighed i den jødiske tro skyldes, at det anses som Guds opholdssted på Jorden.

    Gravkirken, Jerusalem

    • Gravkirken/כנסיית הקבר הקדוש: Gravkirken er et af kristendommens vigtigste steder. Det er en kirke, som blev opført på Golgata, der var det sted, hvor Jesus blev korsfæstet. Jesus blev også begravet her, og graven er under kirkens kuppel.
    • Klippemoskéen/כיפת הסלע: Klippemoskéen er et af Jerusalems mest kendte bygningsværker. Det er en ottekantet moské med guldkuppel, som blev bygget på Tempelbjerget på stedet for jødernes nu historiske hellige templer.

    Via Dolorosa, Jerusalem

    • Via Dolorosa/ויה דולורוזה: Via Dolorosa er givet vis den mest berømte gade eller rute i Jerusalem. Den udgør vejen, som Jesus gik gennem byen på sin vej mod korset. Man kan følge gadens spændende vej gennem det centrale Jerusalem til Gravkirken.
    • Flere seværdigheder og mere info: Køb pdf-bogen om Jerusalem her.

Ture fra byen

    Tel Aviv, Israel

    • Tel Aviv/תל אביב-יפו: Den skønne og smukt beliggende Tel Aviv er en storby med på en gang skyskrabere, gågader, shoppingcentre, museer og på samme tid store parker og en kilometerlang sandstrand.
    • Caesarea/קיסריה: Caesarea er navnet på en tidligere romersk havneby, som man kan se fint bevarede ruiner af på den den israelske Middelhavskyst. Ruinområdet strækker sig over et større areal bag Caesareas fæstningsmure.

    Masada, Israel

    • Masada/מצדה: Masada er en af Israels absolutte topseværdigheder, og det forstår man straks ved et besøg her. Masada er en borg, der blev etableret på en 400 meter høj klippetop i Negevørkenen med udsigt over Det Døde Hav.
    • Det Døde Hav/ים המלח: Det Døde Hav er en saltvandssø, der ligger på grænsen mellem Israel og Jordan. Søen er kendt for sit høje saltindhold og for at være verdens lavestliggende sted på jordoverfladen.

    Jericho, Israel

    • Jeriko/יריחו: Jeriko er en by, der ligger mellem Jerusalem og Jordanfloden. Den menes at være en af verdens ældste byer. Jeriko kendes fra Bibelen i forbindelse med israelitternes folkevandring.
    • Bethlehem/בית לחם: Betlehem er en by, hvis historie i hvert fald strækker sig tilbage til 1300-tallet f.Kr. Byen ligger ganske tæt syd for Jerusalem, og den er ikke mindst kendt som stedet, hvor Jesus blev født.

    Haifa, Israel

    • Haifa/חיפה: Haifa er den største by i det nordlige Israel og landets tredjestørste by. Haifa er smukt beliggende ved Middelhavet og Carmelbjerget, som mange af byens kvarterer strækker sig op ad med en fantastisk udsigt.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    • Hamashbir Lazarchan, Zion Square
    • Malha Mall, Malha
    • Hadar Mall, Pierre Koenig Street
    • Mamilla Mall, King David Street
    • Center 1 Mall, Jaffa Road, Yirmiyahu Street
    • Indkøbsgader: Jaffa Road, Ben Yehuda Street, King George Street, Via Dolorosa, Muristan

Med børn

    • Historie, Jerusalem Time Elevator, Hillel Street 37
    • Videnskab, Bloomfield Science Museum, Hebrew University, Givat Ram Campus
    • Museum, Israel Museum, Shmuel Stephan Weiz Street, www.imj.org.il
    • Botanisk have, Botanical Gardens, Hebrew University
    • Zoologisk have, Tisch Family Zoo, www.jerusalemzoo.org

Gode links