Skopje rejseguide

De første bosættelser
Historien om Skopje kan spores tilbage til årtusindet f.Kr. Arkæologiske fund ved Skopjes Kale Fæstning viser, at uidentificerede folk levede her i forhistorisk tid mellem senneolitisk og tidlig bronzealder. Forskere mener, at de endda kan dateres tilbage til tidligere end år 4000 f.Kr. Egentlig dokumentation og registreringer af og i Skopjeregionen daterer sig fra 300-tallet f.Kr. Det menes, at datidens mennesker levede af primitiv dyrkning af jorden og kvægopdræt.

Fra 300-tallet f.Kr. bosatte dardanerne sig her, og datidens Skopje (Skupi) blev hovedstad i Dardania, der strakte sig fra Naissus til Bylazora i 100-tallet f.Kr.

Romerriget
Med Romerrigets ekspansion mod øst kom også det makedonske område under Rom. Allerede i tiden inden Kristi fødsel kan der have været romerske soldater i regionen, men det var først i 100-tallet e.Kr., at Skopje med navnet Scupi blev en del af Romerriget. I år 86 opnåede Skopje status af colonia, og den blev hovedstad i den nye provins Moesia Superior.

Den romerske tid blev en periode med opblomstring. Romerske administratorer reorganiserede det offentlige liv og begyndte at løfte kultur og kunst til hidtil ukendte højder. Byen blev desuden latinificeret, og de romerske kolonister fik borgerrettigheder.

Skopje blev en vigtig by, der lå strategisk godt på korsveje i regionen. Interessante arkæologiske fund fra især området omkring Bardovci viser, at der var et romersk teater og andre institutioner fra større romerske byer.

Kristendommens Skopje
Skopje og det nuværende makedonske område blev også kristent ganske tidligt. Med legaliseringen af kristendommen gennem ediktet i Milano i år 313, blev Scupi sæde for en biskop.

Scupis biskop deltog blandt andet i det første økumeniske koncil, der blev holdt i Nikæa i 325. Flere andre beretninger viser, at biskopperne og kristendommen havde indflydelse på samfundet og på kunsten.

Den byzantinske tid
Med delingen af Romerriget i en østromersk og en vestromersk del i år 395, kom Skopje ind under de byzantinske kejsere i Konstantinopel.

Byen fortsatte med at udvikle sig som en typisk sen-romersk by med administrative paladser, et teater, of-fentlige bade, befæstninger, brolagte pladser og gader, vandforsyning, kirker med videre. Det var en relativt fredelig periode, der dog blev afbrudt af indtrængende stammer og folk som gotere og hunner.

Jordskælvet 518 og Justinian I
I 518 blev udviklingen afbrudt, da et jordskælv ramte og lagde både byen Scupi og nærmest hele Makedonien i ruiner. Den pludselige katastrofe satte en stopper for civiliseret liv i Scupi og begravede dens opbyggede resultater i århundreder. Det meste af befolkningen havde heldigvis undsluppet den visse død grundet en omstændighed, der viste sig at være held i uheld. Borgerne havde forventet et stammeangreb og var derfor flygtet til de omkringliggende bakker, Skopska Crna Gora, den foregående nat.

I stedet for en genopbygning af Scupi flyttede folk til andre nærliggende steder og etablerede sig der. Det drejede sig ikke mindst om kejser Justinian I’s fødeby, Taoresium, hvor talrige prægtige bygninger blev rejst til hans ære; paladser, boliger, springvand, pladser m.m.

Justinian I grundlagde i 535 byen Justinian Prima, og den blev ærkebispesæde efter at havde taget over efter Scupi. Justinian Prima forbindes med dagens Skopje, der fik sit nuværende navn af slaviske stammer, der migrerede og bosatte sig i det makedonske område efter Justinians død i 565.

Byzantinere, bulgarer og serbere
Gennem senere århundreder blev Skopje og det makedonske område skueplads for politiske kampe mellem byzantinere og bulgarer. Byen skiftede hænder flere gange, og i årene 972-992 var den hovedstad i det første bulgarske imperium. Det bulgarske rige faldt i 1018, og herefter blev både Skopje og Bulgarien en del af Det Byzantinske Rige; stadig med Skopje som hovedby for regionen.

I 1200-tallet var der igen kamp om Skopje mellem bulgarer og byzantinere, der dog i 1282 måtte afgive magten og byen til den serbiske kong Stefan Uroš II Milutin. Skopje blev hurtigt også en vigtig by for serberne, og Milutins barnebarn, Stefan Dušan, gjorde byen til serbisk hovedstad, og han lod sig krone til zar her i 1346.

Stefan Dušan døde i 1355, og efter hans tid gik Det Serbiske Imperium i opløsning, hvilket resulterede i en fragmentering af det faldende rige. Serbernes fald blev også midlertidigt enden på kristendommen som landets religion, idet det islamiske osmanniske rige erobrede Skopje og området i 1392.

Osmannisk vækst i Skopje
Det muslimske osmanniske styre kom i Skopje til at vare 520 år, og tyrkerne kaldte byen for Üsküb. Med osmannerne kom nye institutioner som moskeer og tyrkiske bade, og den osmanniske arkitektur satte også sit præg på Skopje. Byen videreudviklede sig også handelsmæssigt i denne periode; blandt andet styrket af mange sefardiske jøder, der indvandrede hertil fra Spanien. Flere andre byggerier stammer også fra denne tid; fx byens berømte og centralt beliggende bro, Камен мост [Kamen Most].

I de første århundreder under osmannerne blev der bygget mange af de moskeer, der fortsat kan ses i dag, og mange kirker blev nedlagt eller indrettet som moskeer. Byggeaktiviteten stoppede en tid i 1555, da endnu et jordskælv ramte byen. På det tidspunkt boede der 40.000-50.000 indbyggere i byen.

Osmannisk nedgang i Skopje
Üsküb var startet på en nedgangstid, der ud over mindre handel og administration fik befolkningstallet til at falde dramatisk. I 1800-tallet var der således kun omkring 10.000 indbyggere tilbage i den tidligere noget større by.

Vendingen kom med jernbanen, der åbnede i 1873, hvor linjen til Thessaloniki blev færdiggjort. Banen bragte handel og ny velstand og vækst. På få årtier var indbyggertallet steget til omkring 30.000, og Üsküb havde derved vundet betydning i regionen. Det var opløsningsstider i Det Osmanniske Rige, og befolkningen kæmpede i stigende grad for sin frihed fra det tyrkiske styre. Ilindenopstanden i 1903 blev første større oprør mod styret, der endeligt faldt i 1912, hvor den serbiske hær vandt over osmannerne.

Verdenskrigenes tid
Der var flere krigshandlinger i årene 1912-1913, som midlertidigt endte med stadfæstelse af det serbiske styre i Skopje. Med udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 besatte Kongeriget Bulgarien dog hurtigt Skopje. 1. Verdenskrig sluttede i 1918, og i perioden 1918-1939 var Skopje og Makedonien en del af Kongeriget Jugoslaver, der i hovedtræk bestod af Serbien, Kroatien og Slovenien.

Datidens kongerige gik til grunde med 2. Verdenskrig, hvor tyske tropper besatte Skopje den 7. april 1941. Senere overgik besættelsen til bulgarske styrker. Jugoslavien var i krig, og i september 1944 tog kommunisterne magten i Bulgarien, hvorved deres krigsindsats ændrede karakter. Den 13. november kunne bulgarsk militær og makedonske frihedsstyrker belejre Skopje, der kort efter kunne tiltræde Jugoslavien som hovedstad i den socialistiske republik Makedonien.

1944 til jordskælvet i 1963
Der boede omkring 150.000 mennesker i Skopje ved afslutningen på 2. Verdenskrig. Det var et tal, der blev til omkring 600.000 i Skopje tid i Jugoslavien, der sluttede med landets selvstændighed i 1991.

Skopje voksede gennem den socialistiske tid som en af landets hovedbyer og gennem den industrialisering og urbanisering, der skete over hele landet. Det største tilbageslag for befolkningen og for byen kom den 26. juli 1963, hvor et jordskælv rystede byen til ukendelighed. Skælvet målte 6,1 på Richterskalaen, og epi-centret lå ganske tæt på Skopjes bymidte, og effekterne var nærmest altødelæggende. Flere end 1.000 mennesker blev dræbt, mens cirka 200.000 blev hjemløse, idet cirka 80 % af byen blev lagt i grus. En stor genopbygning stod foran byen og landet, og af kendte bygninger var ikke mindst de mange nyklassicistiske huse fra 1700-1800-tallet forsvundet.

Skopje i dag
Efter jordskælvet i 1963 blev meget af Skopje genopført i samtidens brutalisme, som ses en del steder i Jugoslavien. Der kom en fornyet byggeperiode efter den makedonske selvstændighed i 1991, hvor der i den følgende tid skulle etableres eller udbygges en del institutioner.

Den absolut største og mest synlige udvikling er dog sket de senere år gennem det såkaldte Skopje 2014-program, som blev vedtaget i 2010. Skopje 2014 er tænkt som en genrejsning af Skopjes tidligere klassicistiske arkitektur og bygninger. Omkring 20 større opførelser, broer og utallige monumenter er blevet rejst, og bycentrum er blevet forvandlet til et helt nyt og imponerende monument over træk fra den makedonske historie.