Mexico City rejseguide

Forfatningspladsen (El Zócalo)
Plaza de la Constitución (El Zócalo)

Plaza de la Constitución er navnet på Mexico Citys centrale plads i den gamle bydel. Det er en status, den allerede havde i aztekernes tid. I daglig tale kaldes pladsen blot El Zócalo, der betyder fundamentet. Navnet refererer til et marmorstykke på pladsen, der skulle have båret en planlagt søjleskulptur, men det blev kun til soklen og navnet. Det officielle navn er Plaza de la Constitución, og det refererer til den spanske forfatning fra 1812.

Før den spanske tid havde aztekernes regenter deres paladser omkring pladsen, der lå tæt på det daværende Tenochtitlans absolutte centrum, som var det religiøse kompleks omkring Templo Mayor. Dette kan i dag se som udgravninger lidt mod nord og nordøst fra Plaza de la Constitución.

Efter den spanske erobring af landet lod Hernán Cortés en ny byplan designe, hvor en ny plads blev det centrale element, som gaderne kunne udgå fra. Nedrivningen af aztekernes hellige centrum gav byggematerialer til brolægningen, og omkring pladsen opstod kolonimagtens vigtigste opførelser med kirken og Hernán Cortés’ residenspalads som de vigtigste.

Pladsen var præget af markedshandel i 1600-1700-tallene, og det medførte et sådant kaos, at myndighederne flere gange ryddede pladsen. Plaza de la Constitución blev også oversvømmet flere gange af det vand, byen i sin tid blev anlagt på.

I 1789 bestemte Spaniens kong Karl IV, at pladsen skulle ryddes, og vicekongen i Mexico lod en ny belægning udskifte den gamle. Der blev også anlagt springvand i hjørnerne. Ved dette arbejde fandt man den berømte Solsten/Piedra del Sol, der i dag kan ses på byens nationale antropologiske museum. Markedsfolkene fik plads i bygningen Mercado de Volador, der lå, hvor man i dag kan se landets højesteret, Suprema Corte de Justicia de la Nación.

Gennem tiden har Plaza de la Constitución været centrum for adskillige begivenheder som fx folkesamlinger for aztekerne, udnævnelser af spanske vicekonger, militærparader samt opgør og ceremonier i forbindelse med Mexicos uafhængighed.

Med El Zócalos 240x240 meter er den en af verdens største pladser, og på den kan man se den kendte flagstang med det kolossale mexicanske flag, der er et af byens vartegn. I det nordvestlige hjørne kan man i øvrigt se 0-kilometerstenen, der fastlægger alle afstande i Mexico.

Det Store Tempel
Templo Mayor

Templo Mayor er stedet, hvor et af aztekernes store templer i hovedstaden Tenochtitlán lå. Den centrale del bestod af et tvillingetempel, som var dedikeret krigsguden Huitzilopochtli og Tlaloc, der var gud for regn og landbrug. Rent fysisk blev anlægget bygget, så de hver havde et tempel på toppen af en fælles pyramide. Templets beliggenhed var efter sigende netop der, hvor Huitzilopochtli åbenbarede for mexicafolket, aztekerne, at de havde nået det hellige land. Symbolet var en ørn på en kaktus med en slange i munden.

Det anslås, at templet blev anlagt i første halvdel af 1300-tallet efter byens grundlæggelse i 1325, og at det blev om- og udbygget flere gange derefter. I alt blev der opført syv templer efter hinanden, og tempelområdet bestod af ganske mange bygninger.

Templo Mayor blev ødelagt af spanierne i 1521, og de byggede ovenpå templet med den nye kolonimagts by. Man kendte til templets omtrentlige placering, men en egentlig udgravning fandt ikke sted før 1978, hvor et elektricitetsselskab var i gang med et anlægsarbejde.

Et par meter nede fandt de en monolit fra før den spanske tid. Det viste sig at være en rund, udsmykket stenskive på 3,25 meter i diameter. Stenen afbilleder aztekernes månegud Coyolxauhqui, der ifølge mytologien blev halshugget af sin bror Huitzilopochtli. Han kastede det afhuggede hoved op på himlen som måne, så deres mor kunne se sin datter hver aften. Stenen stammer fra slutningen af 1400-tallet og udgjorde fundamentet til templets trappeopgang.

I årene efter 1978 rev man en del bygninger ned, så man kunne gennemføre en udgravning af større dele af tempelområdet. Under arbejdet fandt man tusindvis af effekter fra Tenochtitlán. Den fundne sten er sammen med spændende information og modeller af templet udstillet på Templo Mayors museum. Man kan også se de udgravede rum og bygninger, der stammer fra forskellige af tempelanlæggene gennem tiden.

Byens Katedral
Catedral Metropolitana

Catedral Metropolitana er navnet på Mexico Citys store katedral, der er landets religiøse centrum. Der blev allerede bygget i kirke her i det tidlige 1500-tal, men med byens vækst og status blev det snart efter besluttet at opføre en ny stor katedral, der skulle blive den største i Syd- og Mellemamerika.

Byggeriet af den nuværende Catedral Metropolitana startede i 1562, og opførelsen varede til 1813. Inspirationen kom fra forskellige domkirker i Spanien som fx Sevillas berømte katedral. Tidens og kirkens stil var og er hovedsageligt barok, men man kan også se træk fra renæssancen og nyklassicismen, hvilket er naturligt med den lange byggeperiode.

Katedralens dimensioner er cirka 55x110 meter i grundplan. Sydfacaden danner hovedindgangen, hvoraf den midterste af tre døre er den fornemste. Over den kan man se statuer af Sankt Peter og Sankt Paul. Af anden udsmykning på facaden er der øvrige helgener, det mexicanske statssymbol m.v. På katedralens vestlige facade kan man se figurer af de fire evangelister samt Jesus, der giver Himlens nøgle til Sankt Peter. Evangelisterne er også afbilledet på den østlige facade, mens facaden mod nord udmærker sig ved at være den ældste af katedralens sider.

Man bliver mødt af et storslået interiør, når man går ind i kirken. Man kan fx se to store altre, kor, sakristi og hovedparten af kirkens seksten kapeller, der hver især er en oplevelse. Der er også en krypt i katedralen, hvor mange tidligere ærkebiskopper ligger begravet, og man kan også se to af 1700-tallets største orgler på de amerikanske kontinenter.

De to store altre er set fra hovedindgangen mod syd henholdsvis Tilgivelsens Alter/Altar del Perdón og hovedaltret, der også kaldes Kongernes Alter/Altar de los Reyes. Kongernes Alter blev skabt 1718-1737 med storslået ornamentik og brug af guld. Det måler imponerende 25 meter i højden, 13,75 meter i bredden og 7,5 meter i dybden.

Set fra pladsen El Zócalo udgør selve katedralen den dobbelttårnede kirkebygning, og ved siden af den ligger tabernakelbygningen, der stammer fra årene 1749-1760. Tabernaklet udgør blandt andet kompleksets dåbskapel, og der er også et smukt alter i denne bygning.

Paladset for Skønne Kunster
Palacio de Bellas Artes

Palacio de Bellas Artes er Mexicos førende kunstpalads. Det blev opført fra 1904 af den italienske arkitekt Adamo Boari på det sted, hvor Nationalteatret havde ligget indtil 1901. Paladset skulle have stået færdigt til 1910 til fejringen af 100-året for den mexicanske selvstændighed. Grunden viste sig dog at være blød og ustabil, og blandt andet derfor blev byggeriet stoppet i årene 1913-1932. Derefter fortsatte byggeriet, og Palacio de Bellas Artes stod færdigt i 1934.

Bygningens facade blev opført i Carrara-marmor, og udvendigt var stilvalget art nouveau med elementer af nyklassicisme. Indenfor har den sene færdiggørelse medført indretning i samtidens art deco-stil. Man kan nyde vægmalerier af blandt andet Rufino Tamayo og Diego Rivera, og i den store sal kan man nyde det berømte glasfortæppe, der blev lavet af glas fra Tiffany’s i New York.

Glasfortæppet vejer 24 ton, og det er prydet af mexicanske motiver. Centralt på tæppet kan man se vulkanerne Popocatépetl og Iztaccíhuatl, og de er omgivet af landskaber fra Mexico. Der er også afbilledet skulpturer fra Oaxaca og Yautepec.

Palacio de Bellas Artes danner rammen om forskellige kulturarrangementer, hvilket ikke mindst drejer sig om teaterforestillinger og operaer. Som et kuriosum var det her, Maria Callas debuterede i 1950 i operaren Norma. I bygningen finder man også kunstmuseet Museo del Palacio de Bellas Artes og Det Nationale Arkitekturmuseum/Museo Nacional de Arquitectura.

Reformboulevarden
Paseo de la Reforma

Paseo de la Reforma er Mexico Citys centrale og storladne boulevard, der blev planlagt af kejser Maximilian I i 1860erne, da han og kejserinde Carlota havde taget residens på Castillo de Chapultepec. Chapultepec lå i udkanten af byen, og boulevarden skulle forbinde stedet med byens centrum.

Boulevarden er 12 kilometer lang, og den blev designet af Ferdinand von Rosenzweig efter europæisk forbillede. Den hed oprindeligt Kejserindeboulevarden/Paseo de la Emperatriz, og det navn kom fra Carlota. Det nuværende navn fik boulevarden efter præsident Benito Juárez’ reformer i årene efter republikkens indførelse i 1867.

Det centrale stykke af Paseo de la Reforma er strækningen fra området ved Alameda Central i øst forbi kvarteret Zona Rosa til højdedraget Chapultepec i vest. Langs boulevarden er der mange pladser, hvor der står monumenter over personligheder i Mexicos og for de amerikanske kontinenters historie. Her ligger blandt andet også store banker, fornemme hoteller, ambassader og andre prominente bygninger.

Chapultepec Slot & Historisk Nationalmuseum
Castillo de Chapultepec & Museo Nacional de Historia

Castillo de Chapultepec er et slot, der blev bygget på højdedraget Chapultepec. Det er et navn, der kommer fra náhuatl-ordet chapoltepēc, som betyder græshoppernes høj.

I 1700-tallet startede man byggeriet af slottet efter vicekongen Bernardo de Gálvez' beslutning. Det blev bygget som en palæresidens, men blev ikke færdiggjort, før kronen ønskede det solgt. I 1806 blev stedet købt af Mexico Citys bystyre.

Det ufærdige anlæg blev forladt og stod som sådan i årene 1810-1833. I starten skete det som følge af landets uafhængighedskrig, men det ændrede sig i 1833, da man vedtog at etablere militærakademiet Colegio Militar her. I 1847 blev slottet berømte, da de såkaldte Drengehelte/Niños Héroes faldt i kamp, da de forsvarede højen mod USA's tropper i Slaget ved Chapultepec.

Efter etableringen af det mexicanske kejserrige valgte kejser Maximilian I og kejserinde Carlota at bruge Chapultepec som residensslot i 1864. De fik flere mexicanske og europæiske arkitekter til at ombygge slottet, og det skete i tidens nyklassicisme. Det var i denne tid, at Chapultepec nogenlunde fik det udseende, man kan se i dag. Kejseren købte også en del indbo fra Europa, der fortsat er på slottet, og han fik anlagt haveanlæggene omkring Chapultepec.

Maximilians slot lå i udkanten af Mexico City, og kejseren lod derfor boulevarden Paseo de la Emperatriz, dagens Paseo de la Reforma, anlægge efter forbillede fra blandt andet Paris og Wien. På den måde blev der skabt en direkte og monumental adgang mellem slottet og byens centrum.

I 1867 faldt det mexicanske kejserrige, og efter at have været præsidentiel residens og bolig for fornemme statslige gæster indtil 1939, blev Castillo de Chapultepec indrettet som Mexicos nationale historiske museum.

Det historiske museum skildrer landet fra den spanske kolonisering til den mexicanske revolution, og blandt de mange effekter er kejser Maximilians karet og det gevær, der blev anvendt ved hans henrettelse. Museets vægge byder på malerier, der skildrer forskellige temaer i landets historie som fx Niños Héroes kamp i 1847.

Antropologisk Nationalmuseum
Museo Nacional de Antropologia

Museo Nacional de Antropologia regnes med sin imponerende samling og spændende udstillingsområde for et af verdens fineste antropologiske museer. Selve museumsbygningen er i sig selv seværdig. Den blev tegnet i 1964 af Pedro Ramírez Vázquez med Paraplyen/El Paraguas, der er en dekoreret betonsøjle, som udgør det centrale element i den indre åbne gård.

Museet åbnede i 1964, og her er et væld af temaer og effekter fra forskellige kulturer som fx olmekerne, mayaerne og aztekerne. Et af højdepunkterne på museet er Sala Mexica, hvor der udstilles aztekisk kunst. Det er her, man kan se den berømte Solsten/Piedra del Sol, der blev fundet på El Zócalo i det centrale Mexico City i slutningen af 1700-tallet.

På museet kan man også se udstillinger af olmekiske skulpturer, som ikke mindst kendes for deres kolossale hoveder. Mayakulturen er naturligvis også særskilt gennemgået med mange fund, og i det hele taget er museet et overflødighedshorn fra Mexicos historie.

Vor Frue af Guadalupe Basilika
Basilica de Nuestra Señora de Guadalupe

Basilica de Nuestra Señora de Guadalupe er en basilika, der er et af verdens mest besøgte katolske pilgrimssteder. Basilikaen er tilegnet Mexicos skytshelgen, der er Jomfruen af Guadalupe/La Virgen de Guadalupe. Baggrunden for kirken og de mange besøg er, at det om netop dette sted siges, at en jomfruvision flere gange åbenbarede sig for biskop Juan Diego i 1531. Da biskoppen så et portræt af jomfruen, som viste sig gennem blomsterne på den stenede jord, beordrede han straks den første kirke opført her.

Kirkebyggeriet startede 1531, og den smukke bygning stod færdig i 1709. Bygningens fornemme interiør dannede gennem århundreder rammen om Juan Diegos klæde med selve billedet af Jomfruen af Guadalupe, men i 1900-tallet sank den store bygning i områdets bløde undergrund, og derfor blev det besluttet at opføre en ny kirke, der skulle huse jomfruen.

Ved siden af den gamle kirke blev en ny indviet efter to års byggeri i 1976. Den kan rumme op til 10.000 mennesker på en gang, og det er være nødvendigt med de mange pilgrimme, der valfarter til basilikaen. Kirkens runde form skyldes også dette, idet den muliggør, at alle kirkegængere kan se det centralt ophængte klæde. Man kan også komme tæt på jomfruportrættet gennem en særlig besøgssløjfe med rullende fortove, der transporterer gæster og pilgrimme forbi klædet umiddelbart under det.

Kirken blev ophøjet til status af basilika i 1904 af pave Pius X, og I 2002 kanoniserede pave Johannes Paul II Juan Diego, der derved blev den første mexicanske helgen.

I gaderne rundt om basilikaen kan man opleve utallige butikker og boder med forskellige religiøse souvenirer som fx jomfruportrætter. Det er i sig selv stemningsfuldt og sætter streg under betydningen af Jomfruen af Guadalupe, og 12. december er jomfruens festdag, hvor der er en særlig festlig atmosfære her.

I området bag den gamle og nye basilika ligger et kuperet terræn med smuk natur, fine anlæg og elegante bygninger. Det er en spadseretur værd, og man kan blandt andet se det lille og meget smukke barokkapel Capilla del Pocito og den gamle sognekirke Capilla de Indios.

Flere seværdigheder og mere info

Køb pdf-bogen om Mexico City her.