Byen grundlægges
Kievs historie startede med de første bosættelser i området i 300-600-tallene, og selve byen menes at være grundlagt i 482. Forskellige folkeslag dominerede området ved Dnepr-floden, indtil skandinaver kom sejlende ad floderne og samlede området under et styre.
Skandinaverne, der blev kaldet rus, indtog Kiev-området i 882 under Oleg fra Novgorod. De gjorde stedet til den by, der i løbet af de kommende 200 år gjorde Kiev til den dominerende politiske magt i det tidlige Kiev-Rusland, der strakte sig mellem Volga, Donau og Østersøområdet.
Det kristne Kiev
Kiev-Ruslands storfyrst Vladimir I kristnede landet i 988. Det skete under indflydelse fra Konstantinopel, og konkret fandt kristningen sted under en masseceremoni ved Dnepr, hvor byen så at sige gik samlet over til kristendommen.
Kristningen blev begyndelsen til den politiske og kulturelle udvikling, der prægede byen i de følgende århundreder, hvor en del af byens kirker og klostre blev etableret.
Nyt fyrstendømme
Kiev-Rusland blev opdelt med begyndelsen af 1100-tallet, og flere stater opstod. Det gjaldt blandt andet Kiev som nyt fyrstendomme, der eksisterede i perioden 1132-1471.
Allerede i sidste halvdel af 1100-tallet skilte flere byer sig dog ud fra Kiev, og fyrstendømmet led et stort nederlag med mongolernes hærgen og invasion i 1240. Store ødelæggelser gjorde, at Kiev formelt kom til at høre under Vladimir-Suzdal. I 1362 blev Kiev underlagt storhertugdømmet Litauen, så byen var ikke selvstændig gennem disse århundreder.
Kiev og det ukrainske område blev ramt af hungersnød og militære ødelæggelser, og gennem 1400-tallet omkom en stor del af befolkningen. Tomrummet tiltrak specielt en del kosakker, der etablerede en stat omkring Kiev, der dog var underlagt først Polen og siden Rusland.
Polakker, kosakker og russere
I 1569 blev Polen-Litauen dannet, og ved den lejlighed blev Kiev underlagt Kongeriget Polen. Det var en tid, hvor polakkerne katolske tro blev den dominerende, hvorved Kievs religiøse status steg som centrum for ortodoks tro under Polen. I 1600-tallet blev dette styrket med metropolitten Peter Mogila, der istandsatte Kievs ortodokse kirker og klostre.
I 1648 gik Bogdan Khmelnytskijs kosakker ind i Kiev og etablerede det kosakkiske hetmanat. Polakkerne svarede igen, og kosakkerne søgte støtte hos den russiske zar mod Polen. Rusland var en stigende magtfaktor og kom til at dominere Kiev og regionen de kommende århundreder.
I 1667 blev Kiev russisk for en periode med Andrusovo-traktaten. Traktaten mellem Rusland og Polen-Litauen medførte store territoriale tab for det polsk-litauiske rige. Med en endelig fred i 1686 blev Kiev russisk.
De næste århundreder var Kiev og det ukrainske område en integreret del af det stadigt voksende zarrige under ledelse af zaren i først Moskva og siden 1703 Sankt Petersborg. Ruslands ekspansion medførte blandt andet en etablering af det nuværende ukrainske område, hvor osmannerne fra Istanbul ellers havde regeret langs Sortehavet siden begyndelsen af 1500-tallet.
Barokkens Kiev
Zarernes og Ruslands påvirkning af Kiev som en del af det russiske rige kom til at være tydelig både politisk og kulturelt. Rent fysisk kom denne epoke blandt andet til at sætte arkitektonisk præg gennem zarernes byggerier og den ukrainske barok, der fortsat ses mange steder i gadebilledet.
Blandt de kendteste opførelser var hofarkitekten Bartolomeo Rastrellis værker i byen. Zarina Elisabeth ønskede i 1700-tallet at anlægge en residens i Kiev, og hun lod Mariinskij-paladset bygge sammen med Sankt Andreas Kirke, der står i storslået barok. Denne stil ses i stor stil i den daværende hovedstad, Sankt Petersborg.
1800-tallet til revolutionen
I 1800-tallet indtraf en øget ukrainsk nationalisme under påvirkning af en kulturel opblomstring og begyndende industrialisering. Denne kom specielt til udtryk i kulturlivet, men Kiev generelle udvikling gav også næring til ønske om øget selvstyre.
De politiske spændinger var som i den øvrige del af Rusland stigende i begyndelsen af 1900-tallet. Den russiske revolution i 1917 bragte århundreders zarstyre til fald, og de kommunistiske bolsjevikker overtog magten.
I perioden omkring den russiske revolution blev der dannet forskellige politiske fraktioner, der agiterede for dannelsen af et selvstændigt Ukraine. Ingen af grupperingerne opnåede dog den tilslutning, der kunne gøre sagen national.
I stedet udbrød der også her borgerkrig, hvor mange forskellige militære enheder bekæmpede hinanden og skiftevis indtog byens magtbaser.
Efter opslidende kampe, der også involverede sovjetiske styrker, polske og forskellige etniske ukrainske befolkningsgrupper, tilfaldt de vestlige områder af Ukraine Polen. Den øvrige del, herunder Kiev, blev en del af Sovjetunionen i 1922.
2. Verdenskrig og Sovjetunionen
Under Sovjetrunionen blev Kharkov udpeget som ukrainsk hovedstad. Kharkov var en stor industriby, hvis væsentlighed blev øget på bekostning af Kievs i disse år. Kiev var dog også en industriby i udvikling, og byen blev i 1934 ny hovedstad i stedet for Kharkov.
Med status som hovedstad skulle Kievs udbygges med mange nye administrationsbygninger, og storladne sovjetiske byggerier blev enten planlagt eller realiseret mange steder i byen. Samtidig rev myndighederne mange kirker og klostre ned; delvist for at give plads til regeringsbygninger.
I 1930erne blev Kiev og Ukraine desuden ramt af stor hungersnød, der kostede millioner livet. Det var også en tid, hvor bolsjevikker slog ned på nationalisme, der ikke måtte gå forud for unionens bedste.
Under Den Store Fædrelandskrig, som 2. Verdenskrig kaldes i Rusland, blev store dele af Kiev ødelagt under Tysklands 72 dage lange angreb og belejring, hvor byens befolkning og den sovjetiske hær forsvarede sig i hårde kampe.
I november 1943 overvandt den Røde Hær tyskerne. Der mentes i alt at være omkommet omkring 200.000 i Kiev og i alt 6 millioner ukrainere under kampene mod de tyske hære.
Efter 2. Verdenskrig blev Kiev genopført. Den centrale Kreschatik-boulevard var totalt ødelagt, og her ses i dag efterkrigstidens storladne sovjetiske arkitektur. Mange gamle bygninger gik tabt, men det gav plads for nybyggerier og mange nye indbyggere.
Store nye bolig- og industriområder blev opført, og byen voksede. Byggeriet af et stort kollektivt trafiksystem blev igangsat. Den første metrolinje blev påbegyndt 1949 og åbnet i 1960.
Ukraine var gennem de sidste år under Sovjetunionen påvirket af den store ulykke på atomkraftværket i Tjernobyl. Den kostede menneskeliv samt en evakuering af områderne nord for Tjernobyl, blandt andet af byen Pripjat tæt på den hviderussiske grænse.
Det selvstændige Ukraine
Ved Sovjetunionens opløsning i 1991 erklærede Ukraine sig uafhængigt, og der blev afholdt valg til det nye præsidentembede i den nye stats hovedstad. Kiev blev således hovedstad i et selvstændigt Ukraine, og den er i dag Ukraines største by, politiske magtcentrum og samtidigt landets kulturelle og økonomiske centrum.
I 2012 var Kiev i verdens fokus som spillested for finalen ved Europamesterskaberne i fodbold, som det år blev holdt i Polen og Ukraine. Årene efter var det helt anderledes begivenheder, der bragte Kiev i verdens medier; fra november 2013 til begyndelsen af 2014 var der demonstrationer på Kievs Uafhængighedsplads. I kølvandet på demonstrationerne fik Ukraine ny præsident, og halvøen Krim blev genforenet med Rusland.
I dag er demonstrationerne ikke længere som i 2013-2014, og Kievs mange fantastiske bygninger står i de smukke områder omkring floden Dneprs løb og bjergtager besøgende.
