De tidlige bosættelser
Allerede omkring 6700 f.Kr. var der bosætning i den centrale del af det nuværende Istanbul på den europæiske side af Bosporus. Først noget senere er der fund, der viser menneskelig aktivitet på den asiatiske side af vandet.
Thrakiske stammer kom til området og grundlagde Lygos et sted i 1200-1000-tallene f.Kr., og i 667 f.Kr. grundlagde græske bosættere fra Megara Byzantion/Βυζάντιον. Det skete under kong kong Byzas i en tid, hvor grækere fra forskellige byer koloniserede regionen omkring Bosporus. Byzantion blev opkaldt efter netop kong Byzas.
Perserkongen Darius I vandt herredømmet over området i 512 f.Kr., men allerede i 478 f.Kr. vandt Athens flåde byen tilbage, og byen blev en vigtig del af Det Deliske Forbund. Byen var i årene efter underlagt forskellige græske bystater som Athen og Sparta, indtil Makedoniens Alexander den Store blev landets leder.
Romerrigets komme
Den græske dominans i regionen blev gradvist svækket og således også i Istanbul. Romerrigets fremmarch skete løbende og blandt andet med en belejring af Byzantion i år 196, hvor det skete omfattende ødelæggelser. Til sidst kom byen helt under Romerrigets kontrol og genrejst under kejser Septimius Severus, der for en tid døbte den Augusta Antonina efter hans søn.
Kejser Konstantin den Store vandt i 324 et afgørende slag over Licinius ved Krysopolis, som sluttede en borgerkrigslignende strid mellem romerske ledere. I den anledning besluttede Konstantin, at Byzantium skulle udbygges og fremstå som en storslået romersk by, der efter en tid som Nova Roma fik navnet Konstantinopel/Konstantinoupolis/Κωνσταντινούπολις efter kejseren.
I 330 blev Konstantinopel hovedstad i Romerriget, og efter delingen af riget i Det Vestromerske Rige og Det Østromerske Rige i 395 forblev byen hovedstad i den østlige del. I tiden blev der opført en række pragtbygninger, hvoraf mange fortsat kan nydes i dag, fx Hagia Sofia og Hippodromen. Byen havde status som absolut førende i hele regionen og var blandt de største i Europa.
Til forskel fra Det Vestromerske Rige, blomstrede Konstantinopel og dets rige, der hovedsageligt var inspireret af græsk kultur. Konstantinopel var ligeledes centrum for den græsk-ortodokse kirke. Med Hagia Sofia som hovedkirke var positionen cementeret, og i dag er byen fortsat sæde den østlige, ortodokse kirkes patriark.
Højdepunktet for rigets udbredelse var under kejser Justinian, der regerede i 500-tallet. Her strakte Det Byzantinske Rige sig over det meste af Middelhavet, og dets politiske betydning var stor.
Det Byzantinske Riges fald
Det Østromerske Rige var faldet, og fra 600-tallet blev Det Byzantinske Riges politiske situation stadig mere spændt i forhold til ikke mindst europæiske magter. En kirkelig uenighed mellem paven og byzantinerne om ødelæggelsen af ikoner i Konstantinopel ledte til en splittelse, der gav forværrede samarbejdsforhold.
Fra 800-tallet udviklede et nyt rige sig nord for Konstantinopel; med centrum i Kiev blev Kiev-Rus en magtfaktor, der spillede ind på den byzantinske dominans, og flere gange gennem de følgende århundreder tvang Kievs ledere sig militært til bedre handelsaftaler og betingelser, der på samme tid svækkede Konstantinopel.
Konstantinopel var på vej ned fra fordums position, og angrebene udefra forekom hyppigere. Blandt andet angreb bulgarer og forskellige islamiske imperier også byen, der holdt stand indtil 1204, hvor korsridderne trængte gennem de solide bymure.
Målet for Det Fjerde Korstog var at indtage Jerusalem og have området på vestlige, kristne hænder, men korsridderne nåede aldrig så langt. De angreb på vejen det svækkede Konstantinopel, plyndrede byen og indførte et romersk rige, der holdt til 1261, hvor byzantinerne genvandt byen og den omliggende region.
På trods af genskabelsen af riget i mindre format, blev byen ikke igen den tidligere så vigtige metropolis med vækst, politisk og kulturel udvikling. I stedet blev styret fortsat svækket, og riget gik mod sit endeligt, der kom i 1453.
Det Osmanniske Rige
Den osmanniske hær med sultan Mehmet II i spidsen indtog Konstantinopel den 29. maj 1453 efter en 53 dage lang belejring, hvor de tyrkiske hære ikke havde kunnet komme gennem byens stærke forsvarsmure. Byzantinerne havde kæmpet heroisk for deres riges eksistens, men overmagten var for stor, da osmannerne først brød gennem forsvarsmurene. Kun omkring 30.000 indbyggere var tilbage i den engang så store by.
Mehmet II red gennem porten til paladsområdet med hovedkirken Hagia Sofia, der som den første blev beordret plyndret og ændret til moske for at manifestere den nye magt. Osmannerne ændrede en del store bygningsværker til det nye styre, men opførte også selv en række pragtfulde monumenter såsom Topkapi Palads og flere af Istanbuls store moskeer.
Blot et par år efter osmannernes ankomst blev byens store basar også etableret. Lang tids nedtur var vendt, byen blomstrede nu igen som magtcentrum for et rige, og befolkningen steg hurtigt.
Frihed og opløsning
I løbet af århundrederne blev osmannerne svækket i forhold til primært Europa, der var foran videnskabeligt, økonomisk og kulturelt. De osmanniske sultaner havde bygget storstilede opførelser og spenderet store summer på militær, men manglende moderne udvikling på andre fronter medførte en tiltagende stagnation i riget.
Fra Topkapi Palads kunne sultanerne se, at riget blev fortsat mindre. Grækenland løsrev sig i 1832, og på det europæiske kontinent voksede nationale bevægelser i fx Albanien, Bulgarien og Rumænien. Fra øst blev sultanen også presset af stigende nationalisme fra de arabiske områder.
Ruslands stigende magt i Europa ledte til Krimkrigen i 1853-1856, hvor Det Osmanniske Rige dog gik sejrrigt ud af et forsvar af området. Det skete med støtte fra vesteuropæiske magter, der ville begrænse det fremstormende Ruslands magt.
I begyndelsen af 1900-tallet steg den nationale selvforståelse i det sammensatte Osmanniske Rige yderligere, og makedonere, armeniere, græske cyprioter og andre ønskede frihed fra det centrale styre som de selvstændige folk og områder, de var. Det Osmanniske Riges alliance med Tyskland under 1. Verdenskrig blev skæbnesvanger, da engelske tropper besatte hovedstaden, og det vidtstrakte imperium blev opdelt.
Det moderne Istanbul
Dagens Tyrkiet er arvtageren til Det Osmanniske Rige. Det blev til i 1923, og for Istanbul blev den nye republik starten på en tid med en sekundær rolle på den politiske bane. Landsbyen Ankara med cirka 30.000 indbyggere på den anatolske højslette blev gjort til Tyrkiets hovedstad.
Det nye Tyrkiet ville frigøre sig fra den rolle, Istanbul havde haft som sultanernes og før dem de romerske og græske kejseres magtcentrum. Så efter over 1.500 år som regionens absolutte centrum, blev den politiske magt flyttet bort fra den historisk mægtige by.
Gennem århundreder havde de tyrkiske osmanner kaldt Konstantinopel for Kostantiniyye, der er den arabiske form for Konstantins sted. Den græske betegnelse Istimbolin/εις την Πόλιν var dog også anvendt som İstanbul på tyrkisk, og fra den tyrkiske postlov i 1930 blev den officielle betegnelse Istanbul/İstanbul.
Byens særdeles dominerende økonomiske rolle i landet fortsatte dog uændret på trods af ikke længere at være hovedstad. Tyrkiet oplevede lige som dele af Sydeuropa en voldsom vækst i turismen i sidste halvdel af 1900-tallet. Det satte økonomien i gang på ny, og turiststrømmene har også betydet en styrkelse af Istanbuls position i området. Byen hører igen til blandt Europas store metropoler, og den er fortsat Tyrkiets største by og økonomiske kraftcenter.
