Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Istanbul er en fantastisk storby med en lang historie. Grundlagt som Lygos og siden da kaldt både Byzantion, Konstantinopel, Miklagård, Tsargrad og Istanbul. De mange navne er et tegn på Istanbuls storslåede fortid, nutid og betydning gennem tiden, og det er noget, man tydeligt ser i dag under et besøg i storbyen.

Mødet med Istanbul er en blanding af europæisk og asiatisk kultur, arkitektur og stemning. Mellemøstens mystik er aldrig langt væk, og på samme tid er der overalt i byen synlige spor eller bygninger fra romerne og byzantinerne, der regerede her før tyrkerne.

Hagia Sofia, Topkapi, Den Blå Moske og Den Store Basar er blot nogle af de mange bygningsværker og oplevelser, der venter i bybilledet. Stemning er der overalt, og det gælder bare om at gå på opdagelse; blandt andet i nogle af de osmanniske sultaners nyere paladser, der er særdeles smukt beliggende ned mod Bosporus.

Med Istanbuls beliggenhed på grænsen til Asien spejler byen sig smukt i Bosporus’ vand, der i sig selv bør nydes om bord på en sejltur mellem Tyrkiets europæiske og asiatiske dele. Flere broer forbinder verdensdelene, der hver især byder på egenartet atmosfære.

Topseværdigheder

    Hagia Sofia

    Hagia Sofia
    Aya Sofia

    Hagia Sofia er Istanbuls nok mest berømte bygning og et af de mest imponerende bygningsværker i verden. Den tidligere kirke har siden 1935 været museum, og dens navn stammer fra græske Ἁγία Σοφία, der betyder hellige visdom, og som henleder til Gud.

    Den første kirke på stedet var Den Store Kirke/Megálē Ekklēsíā (Μεγάλη Ἐκκλησία), der blev indviet i år 360 under kejser Constantius II som græsk-ortodoks, patriarkalsk katedral. Som sådan var den sæde for patriarken i Konstantinopel og centrum for den østlige ortodokse kirke. Denne første kirkes navn skyldtes, at dens dimensioner allerede dengang var større end byens øvrige, religiøse bygningers.

    Kejser Theodosius II beordrede en afløser til Den Store Kirke opført, og den blev indviet i 415. Under Nikaoprøret i Konstantinopel i 532 blev bygningen dog brændt ned til grunden. Fra denne anden kirke er der blandt andet bevaret nogle marmorrelieffer af Guds lam, der repræsenterer Jesu disciple.

    Måneden efter den anden kirkes undergang besluttede kejser Justinian I at lade en ny og mægtigere katedral opføre, og det blev den Hagia Sofia, der fortsat står. Til byggeriet blev en fysiker og en matematiker valgt som arkitekter, og kejseren lod fornemme materialer komme fra hele riget; blandt andet blev der hentet søjler fra Artemistemplet i Efesos.

    Efter kun godt fem års byggeri blev Hagia Sofia indviet den 27. december 537. De indvendige mosaikker blev dog først færdiggjort i 560-570erne, og kuplen måtte rekonstrueres efter at være kollapset som følge af et jordskælv i 558. Skælvet destabiliserede kuplens ikke-optimale dimension, og ved genopførelsen blev den bygget 6,5 meter højere end den oprindelige.

    Hagia Sofias arkitektur er det måske smukkeste eksempel på byzantinsk stil, og dens dimensioner er imponerende. I det over 7.500 m² store kirkerum er der 55 meter op til den store kuppel, som er 33 meter i diameter. Hagia Sofia var da også verdens største katedral i næsten 1.000 år, indtil domkirken i spanske Sevilla stod færdig i 1520.

    Hagia Sofia var den vigtigste kirke i det byzantinske rige, og fra 641 blev stort set alle rigets kejsere kronet her, lige som væsentlige kirkelige begivenheder også fandt sted her med kejserens deltagelse. I kirkerummet kan man se en afmærket cirkel i gulvet. Den markerer stedet, hvor kejserkroningerne fandt sted.

    Indtil 1453 var Hagia Sofia patriarkalt sæde i den ortodokse kirke; dog på nær perioden 1204-1261, hvor korsriddererobringen af byen gjorde kirken katolsk.

    Den 27. maj 1453 fandt den sidste gudstjeneste sted i Hagia Sofia. Ortodokse og katolske præster gennemførte ceremonien sammen grundet de muslimske hære, der stod klar til at plyndre og erobre byen. To dage senere gik det ud over både byen og Hagia Sofia, der blev hærget efter Konstantinopels fald til osmannersultanen Mehmed II’s tropper. Sammen med byens fald gjorde sultanen Hagia Sofia til moské.

    Osmannerne ødelagde kristne symboler og indretning i Hagia Sofia fra 1453 og erstattede dem med islamiske halvmåner, gulvtæpper, inskriptioner etc. Der blev også bygget fire minareter rundt om den nu tidligere kirke.

    I 1934 besluttede et ministerråd i Tyrkiet at gøre Hagia Sofia til museum, og i den forbindelse forsøgte man i en vis udstrækning at få så meget som muligt at det originale kirkerum frem i lyset; dog beholdt man nyere islamisk indretning grundet lokale protester.

    I dag kan man nyde mange smukke mosaikker, søjler, lofter og andre detaljer i det imponerende kirkebyggeri, der siden 1453 har dannet forbillede for mange store moskéer. Her er blandt andet også smukke mosaikker af bibelske personer og skildringer, som stammer fra Hagia Sofias kristne tid. Man kan også gå op i 1. sals højde og nyde synet af kirken og dens mange detaljer.

     

    Topkapi Palads
    Topkapı Sarayı

    Topkapi-paladset blev opført af de tyrkiske sultaner på samme sted som grundlæggelsen af Istanbul, ved mundingen af Det Gyldne Horn i Bosporus og Marmarahavet. Paladset blev bygget i osmannisk stil, og paladset er et udtryk for sultanernes osmanniske kultur i både det politiske og det hjemlige liv. I den græske og byzantinske tid lå byens akropolis her.

    Paladset er opdelt i mange områder, der visse steder er som en labyrint at bevæge sig rundt og gå på opdagelse i. Der er fire centrale gårde, hvor omkring der blandt andet ligger beboelse, moskéer og det berømte harem. På turen rundt kommer man fra de ældste dele fra 500-tallet til de osmanniske byggerier, der blev opført fra sultan Mehmets tid i 1459.

    Efter osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 havde sultanerne regeret fra et byzantinsk palads, hvor byens universitet nu ligger. Topkapi blev befalet bygget og fik navnet Det Nye Palads/Yeni Sarayı indtil 1800-tallet, hvor en kanonport gav det sit nuværende navn.

    Paladset blev løbende om- og udbygget. Det skete blandt andet efter jordskælvet i 1509 og en brand i 1665. Fra slutningen af 1600-tallet blev Topkapi anvendt stadig mindre af sultanerne, der havde opført nye paladser langs Bosporus, og i 1856 henlagde sultan Abdül Mecid I officielt residensen til Dolmabahçe. Det Osmanniske Rige gik ned i 1921, og tre år senere blev Topkapi Palads gjort til museum over det hedengangne rige.

    Hele Topkapi Palads var omgivet af høje mure, der til dels blev genbrugt fra det byzantinske akropolis. Ved indgangen kommer man til Imperieporten/Bâb-ı Hümâyûn, der var sultanernes officielle indgang til paladset. Den blev bygget i 1478 og beklædt med marmor i 1800-tallet.

    Porten er indgang den paladsets første indre gård, og herfra kan man gå fra gård til gård til den fjerde og sidste, der var sultanens private. Hele vejen gennem komplekset ligger de utallige bygninger, rum og sale, hvoraf der er adgang til de væsentligste af dem.

    Det første gårdmiljø (I. Avlu) er det største og fungerede blandt andet som park. I området ligger kirken Hagia Irene/Aya İrini, Istanbul Arkæologiske Museum/İstanbul Arkeoloji Müzeleri og Det Osmanniske Riges mønt/Darphane-i Âmire fra 1727. Området er grønt og smukt, og tæt på indgangen er der en fin udsigt til Marmarahavet.

    Indgangen til den anden gård (II. Avlu) sker gennem den dobbelttårnede Salutport/Bâb-üs Selâm. I både byzantinsk og osmannisk tid var det kun kejseren og sultanen, der kunne ride gennem sådan en port, mens alle andre skulle stige af hestene. Gården blev anlagt i 1400-tallet og ændret i 1520erne. Den blev hovedsageligt anvendt af sultanen til audienser og til behandling af retsspørgsmål.

    Her lå blandt andet paladsets hospital, køkkener, stalde, bageri og rigsrådet, Dîvân-ı Hümâyûn, der mødtes her i dets form af rigets administration. I den anden gård finder man ved Rigsrådets sale også Retfærdighedstårnet/Adalet Kulesi, der er paladsets højeste bygning. Tårnet er fra 1400-1500-tallene, og ved det ligger indgangen til det berømte harem, der ellers har tilknytning til paladsets indre kvarterer.

    Haremmet blev bygget i 1574-1595 af Sultan Murad III, og på dets højdepunkt i begyndelsen af 1800-tallet var der cirka 500 indbyggere i bygningerne. Her er en fornem indretning fra osmannernes tid, og man blandt andet se sultanens mors gemakker og der, hvor sultanens konkubiner boede. Bemærk, at udgangen fra haremmet sker i Topkapis tredje gård.

    Lyksalighedsporten/Bâbüssaâde danner indgang til den tredje gård (III. Avlu), der regnes som første indre gård, hvorom det Indre Palads/Enderûn Avlusu ligger. Portens opbygning repræsenterer sultanen i paladset, og man kunne kun passere den med sultanens tilladelse, og den regel gjaldt for alle inklusive landets storvesir. Porten blev opført i 1400-tallet, men ombygget i rokoko under sultan Mustafa III i 1774.

    Umiddelbart bag Lyksalighedsporten ligger Audienssalen/Arz Odası, hvor sultanerne sad på tronen og modtog vesirer, ambassadører og andre gæster. Salen blev opført i fornem osmannisk stil med dekorerede arkader og søjler. Lige bag Audienssalen ligger Sultan Ahmed III’s Bibliotek/III. Ahmed Kütüphanesi, der er et fint eksempel på osmannisk 1700-talsbyggestil.

    I gården mod øst ligger først Den Kejserlige Kostumesamling/Seferli Koğuşu Kostümler, hvor man kan se mange eksempler på sultanernes klædninger. Lige ved siden af kostumesamlingen ligger Erobrerens Pavillon/Fatih Köşkü, der nu er indrettet som museum for rigets skatkammer. Mod vest ligger paladsets største moské, Ağalar Camii, der blev bygget i 1400-tallet.

    På vej mod og omkring den fjerde og mest private gård (IV. Avlu) ligger en del pavilloner og sale, der for de flestes vedkommende er smukt og righoldigt dekoreret. Området var sultanfamiliens mest private med blandt andet have og flere terrasser. Nogle af de mest kendte pavilloner er Jerevan Kiosk/Revan Köşkü, Bagdad Kiosk/Bağdad Köşkü, İftar Kiosk/İftariye Köşkü og Terrassekiosken/Sofa Köşku.

    Mecidiye Kiosk/Mecidiye Köşkü var den sidste større bygning, der blev opført i Topkapi. Sultan Abdül Mecid I lod den smukke pavillon opføre i 1840 til reception og rekreation, hvilket er forståeligt med den gode placering yderst mod Bosporus.

     

    Basilica Cistern, Istanbul

    Basilikacisternen
    Yerebatan Sarnıcı

    I Byzantium og Konstantinopels tid blev der etableret hundredvis af cisterner, der som vandreservoirer var en del af byens vandforsyning. Den største af dem alle var Basilikacisternen, som blev opført i 500-tallet under kejser Justinian I. Navnet kom fra den basilika, der tidligere stod på dette sted.

    Basilikacisternen er et imponerede underjordisk rum med en grundflade på cirka 140x65 meter. Cisternens 336 marmorsøjler, der hovedsageligt følger den joniske eller korintiske orden, blev placeret i 12 rækker à 28 søjler. Søjlerne er 9 meter høje, og de menes grundet deres varierende udseende at være bragt hertil fra forskellige steder i riget. Et kendt kig er Medusas ansigt, som man kan se på soklen af to forskellige søjler i cisternen.

    Der kunne opbevares 80.000 kubikmeter vand i cisternen, og det kom fra nordvest og blev blandt andet ledt hertil ad den bevarede Valensakvædukt/Valens Kemeri. Tidligere sejlede der små turbåde rundt i cisternen, men efter en renovering blev stedet åbnet for gående besøgende i 1987.

     

    Hippodromen
    Hipodrom

    Hippodromen blev anlagt som byens romerske cirkus, og stedet var skueplads for mange af datidens store sportsarrangementer og sociale begivenheder. Den imponerende, østromerske arena blev anlagt i starten af 200-tallet under kejser Septimius Severus. Det skete i byens tid som Byzantium.

    Da Konstantin I den Store i 324 flyttede Romerrigets administration til Byzantium, valgte han også at udvide Hippodromen betragteligt. Der kunne være 100.000 tilskuere på den 450 meter lange og 130 meter brede arena.

    Hippodromens form var som et u, og kejserens loge lå på den sydøstlige side med umiddelbar adgang fra Det Store Palads. Mod nordøst for enden af arenaen lå hesteboksene, hvor kobberstatuer af fire heste prydede. Efter plyndring i 1204 under Det Fjerde Korstog blev statuen taget som bytte, og hestestatuerne kom blev efter nogle år stillet op på Markuskirken i Venedig. De oprindelige heste stod der indtil 1990erne, hvor de kom på museum og erstattet af kopier.

    I århundrederne efter korstoget i 1204 forfaldt Hippodromen, og osmannernes manglende tradition for hestevæddeløb gjorde, at de ikke benyttede arenaen regelmæssigt efter deres erobring af byen i 1453.

    I dag er selve Hippodromen forsvundet, men man kan se strukturens form ved i det store hele at følge det aflange grundrids af pladsen Sultan Ahmet Meydanı. Dog er der nu bygget på Hippodromens sydvestlige del, hvor svinget i arenaen lå.

    I midten af Hippodromen kan man se to obelisker og en søjle. Mod nordøst ligger Det Tyske Springvand/Alman Çeşmesi, der blev bygget som et lysthus. Springvandet blev etableret som minde om den tyske kejser Wilhelm II's besøg i Istanbul 1898.

     

    Blå Moské

    Sultan Ahmet Moské
    Sultan Ahmet Camii

    Sultan Ahmet Moské kaldes også Den Blå Moské, og den er et af de største byggerier i Istanbuls centrum. Den blev opført i årene 1609-1616 under sultan Ahmet I, og komplekset kom blandt andet til at rumme en madrassa, et hospice og sultanens mausoleum.

    Sultan Ahmed besluttede at opføre moskéen som følge af Freden i Zsitvatorok i 1606. Freden blev indgået mellem osmannerne og de østrigske habsburgere, og den fastslog, at Det Osmanniske Riges fremmarch skulle opføre. Det blev set som et geopolitisk nederlag for Istanbul, og som kompensation blev moskéen igangsat.

    Moskéen blev opført på et område, hvor kejsernes Store Palads historisk lå, og en del af fundamentet fra paladset blev genbrugt til moskébyggeriet. Dele af Hippodromen blev også revet ned for at give plads til det nye byggeri.

    Sultanen valgte hofarkitekten Sedefhar Mehmet Ağa til arbejdet. Som en af de eneste moskéer er der seks minareter, og med dem og utallige kupler blev Ağas resultat et imponerende syn. Grundplanen er 72x64 meter, og der er 43 meter til toppen af kuplen. Moskéen betragtes som en klassisk moské med inspiration fra højdepunkter fra både byzantinsk og osmannisk arkitektur.

    Moskéens forgård er omkranset af buearkader, og der er et centralt springvand. Ved sultanens vestlige indgang blev der hængt en kæde op, som sultanen skulle bøje sig for, når han kom ridende. Det var symbolet på menneskets forhold til det guddommelige.

    Indvendigt blev der anvendt flere end 20.000 håndmalede kakler til den smukke og overdådige dekoration. Og det er de blå nuancer i moskéen, der har givet inspiration til navnet Den Blå Moské.

     

    Den Store Basar
    Kapalı Çarşı

    Istanbuls berømte store basar er et fascinerende mylder af handlende, og i de cirka 60 overdækkede gader med tusindvis af boder og butikker oplever man i sandhed mellemøstlig atmosfære fra den bedste side.

    Basaren blev etableret i årene 1455-1461, og der blev udvidet væsentligt i 1500-tallet. I dag kan man vandre rundt under de fine butiksarkader i de mange bygninger, der tilsammen danner basaren.

    Der er to hovedgader og et væld af sidegader i Den Store Basar, som er kendt for blandt andet keramik, tæpper, krydderier og juveler. I basaren er der også moskéer, tyrkiske bade og mange spisesteder.

     

    Galatatårnet

    Galatatårnet
    Galata Kulesi

    I bydelen Beyoğlu nord for Det Gyldne Horn ser man Galatatårnet som et tydeligt kendemærke. Tårnet blev bygget i 1348 af bystaten Genova, der i de år ekspanderede sin handelskoloni i området med flere byggerier. Galatatårnet var en del af forsvaret af kolonien. Genoveserne var kommet til byen i 1261 efter tilladelse fra de byzantinske kejsere.

    Galatatårnet er godt 62 meter højt, og det står 35 meter over havet, og derved er den samlede højde over Bosporus og Det Gyldne Horn næsten 100 meter. I toppen af tårnet er der en restaurant, hvorfra der er en imponerende udsigt over Istanbul.

    Det var fra toppen af Galatatårnet, at der efter sigende blev skrevet luftfartshistorie i 1600-tallet. Her skulle Ahmed Çelebi have kastet sig ud med hjemmebyggede vinger og foretaget en over tre kilometer lang flyvning til den anden side af Bosporus. Forskellen fra start til landingen på pladsen Doğancılar meydanı var 85 højdemeter.

     

    Dolmabahçe Palads
    Dolmabahçe Sarayı

    Dolmabahçe Palads er et palads, der ligger smukt på en 600 meter lang strækning lige ud til Bosporus-strædet. Paladset blev opført på initiativ af sultan Abdülmecid I i 1843-1856 i en blanding af forskellige europæiske stilarter og traditionel osmannisk arkitektur. Det fungerede som sultanresidens fra 1856-1922; dog afbrudt under sultan Abdul Hamid II.

    Før Dolmabahçe boede sultanerne på Topkapi-paladset, som efterhånden manglende noget af den luksus, 1800-tallet kunne byde på. Abdülmecid I lod Beşiktaş Palads/Beşiktaş Sarayı nedrive for at gøre plads til det store og fornemt indrettede palads, som Dolmabahçe skulle være. Paladsets beliggenhed ved Bosporus er en perle, og der tilføres yderligere skønhed af den smukt anlagte slotshave.

    Selve paladset har 285 værelser og 46 sale. Indretningen er prangende på trods af Det Osmanniske Riges allerede begyndende nedgangstid ved byggeriets opførelse. Der er ikke sparet på indretningen i de mange rum og sale, og kun få paladser i verden kan matche Dolmabahçe.

    Blandt salene er Ambassadørsalen/Süfera Salonu og Ceremonisalen/Muayede Salonu. I salene er der en berømt krystaltrappe, og en af verdens største lysekroner af bøhmisk krystal hænger her. Den var en gave fra Storbritanniens dronning Victoria.

    Som Topkapi-paladset havde Dolmabahçe også sit eget område til haremmet/harēms, der ligger i paladsets nordøstlige del. På en rundtur kan man se sovegemakkerne, hvor sultanen, sultanens mor og øvrige kvinder i paladset boede. Disse dele af paladset er mindre udsmykkede end de store balsale.

    På Paladsområdet ligger der en række anlæg. Længst mod sydvest kan man se Dolmabahçe Moské/Dolmabahçe Camii, der blev opført 1853-1855. Nordøst for moskéen og som indgang til selve paladskomplekset står Sultanporten/Saltanat Kapısı, der efterfølges af haveanlægget Selamlık og det 27 meter høje klokketårn Saat Kulesi, der blev rejst 1890-1895. Ved klokketårnet ligger Hovedporten/Hazine Kapısı, der er paladsets fornemste indgang.

    Da kalifatet blev ophævet i 1924, overgik Dolmabahçe Palads til den nydannede tyrkiske republiks ejendom. Kemal Atatürk anvendte herefter paladset som præsidentresidens i Istanbul. Det var her i paladset, Atatürk døde den 10. november 1938.

    I dag er Dolmabahçe et museum, hvor man på rundture kan det smukke anlæg og paladsets overdådige indretning. Man kan også se soveværelset, hvor Atatürk døde. Urene står på 9.05 for at markere tidspunktet, hvor døden indtraf.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Istanbul her.

Andre seværdigheder

    Ciragan Palace, Istanbul

    Çırağan Palads
    Çırağan Sarayı

    Dette sultanpalads blev bygget 1863-1867 af sultan Abdülaziz. Designet stod den kendte, armenske paladsarkitekt Nigoğayos Balyan for. Det ydre var i marmor, mens det indre var træ. Rummene og salene stod færdige i 1872.

    Sultanen boede her indtil sin død i 1876, og efterfølgeren Murad V herskede herfra i blot 93 dage, før han blev sat af tronen. Han blev dog boende i husarrest i paladset til 1904.

    Sidst i 1909 fungerede Çırağan Palads kortvarigt som landets parlamentsbygning, og den 19. januar 1910 hærgede en brand, som ødelagde interiøret. Stedet lå som ruin til slutningen af 1980erne, hvor det blev renoveret og indrettet som hotel. Den funktion har det fortsat.

     

    Hagia Irene
    Aya İrini

    Hagia Irene betyder den hellige fred, og den var den første ortodokse kirke, der blev bygget i Konstantinopel. Det skete i begyndelsen af 300-tallet under kejser Konstantin I på et sted, hvor der tidligere havde ligget et tempel.

    I 381 blev det første koncil i Konstantinopel holdt i Hagia Irene. Koncilet var et kirkemøde med deltagelse af 150 præster, som diskuterede arianisme og den nikænske trosbekendelse. Ved koncilet blev Konstantinopel manifesteret som de østlige kirkers hovedby.

    Kirken var sæde for patriarkatet, før Hagia Sofia stod færdig. Den blev ødelagt i 532, men genopbygget i 548 under kejser Justinian I. I 700-tallet forårsagede et jordskælv skader, og dagens Hagia Irene er resultatet af restaureringen efter den begivenhed. I 1000-1100-tallene blev kirken udvidet til en grundplan på 100x32 meter. Kuplen er 15 meter i diameter og 35 meter høj.

    Efter osmannernes indtog i Konstantinopel 1453 blev Hagia Irene anvendt af infanteristyrker til våbendepot, og i 1700-tallet blev stedet et våbenmuseum. Helt indtil 1978 lå der skiftende museer her, det seneste var et militærmuseum. I dag er Hagia Irene blandt andet koncertsal, og derved får tilhørere fornem mulighed for at nyde akustikken i det gamle kirkerum.

     

    Konstantinopels mure, Istanbul

    Konstantinopels mure
    İstanbul Surları

    Konstantinopel har gennem tiden haft flere mure, der løbende blev bygget stadigt længere mod vest i takt med byens udvikling. De inderste mure var Byzantions mure, som lå rundt om den tidlige bys akropolis og umiddelbare omgivelser. De største og mest imponerende værker er forsvarsværkerne, der blev bygget fra 400-tallet under kejser Theodosius II. Dette byggeri strakte sig over næsten syv kilometer fra Marmarahavet til Det Gyldne Horn og var den vestligste af de mange mure.

    Theodosius’ mure omsluttede syv høje, som Konstantinopel bredte sig på. Murene bestod af en høj, indre mur og en terrasse mod den lavere, ydre mur. Den indre mur var 5 meter tyk og 12 meter høj med en solid kerne bag stenene. Der var i alt indbygget 96 tårne i murene, og de stod med 55 meters mellemrum og var op til 20 meter høje. Den ydre mur var 2 meter tyk og med en gang på toppen i 8,5 meters højde. Uden for murene var der en 20 meter bred voldgrav i 20 meters afstand. Voldgraven var 10 meter dyb og udgjorde første forsvarslinje. Ni porte dannede indgange til byen.

    Mange angreb blev gennem tiden slået tilbage grundet murenes soliditet, størrelse og bemanding, der samlet set gjorde forsvarsværket til et af de mest succesrige af sin slags gennem tiderne. Først i 1204 blev murene forceret af korsridderne, og i 1453 faldt det i forvejen stærkt svækkede Byzantinske Rige med murenes fald til osmanniske erobrere.

    Helt til 1800-tallet stod murene i det store hele intakte, men byudvikling gjorde, at flere sektioner blev revet ned. En stor del står dog fortsat i dag, og de er blevet restaureret de seneste årtier. Der er nu 5.630 meter af murene tilbage, og der er en del at se hele vejen ved murene som fx nogle af de gamle byporte.

     

    Chora Kirke
    Kariye Müzesi

    Chora Kirke er et fint byzantinske bygningsværk, hvis navn refererer til, at den blev bygget uden for kejser Konstantins bymure fra 300-tallet. Den første Chora Kirke blev bygget i 400-tallet, mens den nuværende stammer fra en omfattende ombygning i årene 1077-1081.

    Det smukke interiør er fra 1315-1321, hvor den kejserlige rådgiver Theodore Metochites lod dekorere med mosaikker. Chora Kirke blev konverteret til en moské i 1500-tallet, og i den forbindelse blev mosaikkerne i kirkerummet malet over, hvilket har gjort, at de blev bevaret.

    I 1948 blev kirken sekulariseret og indrettet som museum. Den byzantinske stil er spændende at se, og dertil kommer de fornemme mosaikker og fresker, som blandt andet klæder kirkens kupler.

     

    Bosporus, Istanbul

    Bosporus
    İstanbul Boğazı

    Istanbuls fantastiske historie og atmosfære kommer ikke mindst fra mødet mellem Europa og Asien. Selve opdelingen sker ved Bosporus-strædet, der løber fra Sortehavet til Marmarahavet, hvorfra der er videre passage mod Middelhavet.

    Bosporus er geografisk afgrænset af fyrtårnene Rumeli Feneri og Anadolu Feneri mod nord samt Ahırkapı Feneri og Kadıköy İnciburnu Feneri mod syd. Den sydlige linje går ved Istanbuls centrum. Strædet er 31 kilometer langt og varierer i bredden fra 704-3.420 meter.

    Bosporus har gennem historien været af væsentlig strategisk og økonomisk betydning. Beliggenheden var også udslagsgivende for kejser Konstantins etablering af Konstantinopel som ny hovedstad i år 330. I dag er strædet gennem flere traktater reguleret som internationalt farvand.

    Den bedste måde at opleve Bosporus på er på en sejltur. Her kommer man ned i vandhøjde og kan se Istanbuls profil, den omgivende natur og trafikken på kryds og tværs af vandet. Her oplever man mangfoldigheden langs Bosporus, hvor gammelt og nyt mødes, og hvor storslået og simpelt ligger side om side.

    Der er en del både, der krydser Bosporus. For mange er det nemmeste sted at gå om bord Eminönü-kajen/Eminönü İskelesi tæt på centrum. Her sejler mange ture af forskellig længde, og ud over turistbåde kan man også tage med de offentlige færger, som giver transport mellem bydelene i Europa og i Asien.

     

    Det Økumeniske Patriarkat i Konstantinopel
    Αρχιεπίσκοπος Κωνσταντινουπόλεως

    Patriarkatet i Konstantinopel (Istanbul) er hovedsæde for patriarken, der er den første blandt lige, primus inter pares, for verdens kristne ortodokse kirker. De tæller flere end 250 millioner mennesker, hvoraf de fleste bor i Rusland og Ukraine, og patriarken er således deres religiøse overhoved.

    Bispestolen i Konstantinopel blev etableret af apostlen Andreas, og i år 381 blev kirkens status her ophøjet til patriarkat. I mange år havde patriarken sæde ved og i Hagia Sofia, der var rigets og verdens hovedkirke. Med den muslimske invasion af Konstantinopel i 1453 drog patriarken i landflygtighed og vendte først tilbage i 1601.

    I dag er den smukke Sankt Jørgen Kirke/Καθεδρικός ναός του Αγίου Γεωργίου/Aya Yorgi patriarkens sæde. Den nuværende kirke blev bygget fra 1797 som den seneste større ombygning. Der er der foretaget nyere indretninger siden da. Blandt skattene i det patriarkalske kompleks er patriarktronen fra 400-tallet, mosaikikoner og relikvierne af Gregor fra Nazianz og Johannes Chrysostomos. Disse kom tilbage fra Rom i 2004.

     

    Ortaköy Mosque, Istanbul

    Ortaköy Moské
    Buyuk Mecidiye Camii

    Denne moské er ikke mindst kendt for dens fornemme beliggenhed i vandkanten på bredden af Bosporus-strædet. Her har ligget en moské siden 1721, og den nuværende blev opført 1853-1856 under sultan Abdülmecid.

    Moskéens stil er nybarok, og indretningen er sirligt udsmykket med blandt andet kalligrafi af sultan Abdülmecid. Sultanan var selv kalligrafimester, en såkaldt hattat.

     

    Det Store Palads' Mosaikmuseum
    Büyük Saray Mozaikleri Müzesi

    Det Store Palads var et stort, byzantinsk kejserpalads, som lå mod sydøst i det centrale Konstantinopel. Det fungerede som residens og administration for de østromerske og byzantinske kejsere i perioden 330-1081.

    Paladsets historie startede, da kejser Konstantin I gjorde Konstantinopel til rigets hovedstad. Han lod residensen bygge mellem dagens Hippodromen og Hagia Sofia. Gennem århundrederne blev paladset udbygget flere gange, og efter Nika-oprøret i 532 måtte det delvist genopbygges.

    Fra begyndelsen af 1000-tallet begyndte kejserne i stadig højere grad at bruge paladset i Blachernai ved de vestlige mure som residens, mens Det Store Palads fortsat virkede som administration og til forskellige ceremonier.

    De følgende århundreder forfaldt paladset, og kejserne var flyttet til Blachernai. Det Store Palads kunne delvist benyttes som fængsel, men ellers lå det øde hen, da osmannerne kom til byen. De rev det meste af paladset ned og opførte nye boliger, moskéer etc. på området.

    Udgravninger i 1900-tallet afslørede en del fundamenter og strukturer for Den Store Palads, og blandt andet fandt man en del gulvmosaikker. Disse kan nu ses på Det Store Palads' Mosaikmuseum. Mosaikkerne tilhørte den sydvestlige del af paladset, hvor man fandt et stort gårdrum, et peristyl, hvor store mosaikpartier var bevaret.

     

    Valens Aqueduct, Istanbul

    Valensakvædukten
    Valens Kemeri

    Valensakvædukten er et bygningsværk, der blev bygget for at sikre vandforsyning til det centrale Konstantinopel og de kejserlige paladser. Det var kejser Valens, der lod den imponerende akvædukt opføre.

    Da værket stod færdigt i år 368, var akvædukten 971 meter lang og spændte over dalen mellem de høje, hvor man i dag kan se henholdsvis Istanbul Universitet og Fatih-moskéen. Valensakvædukten er pænt bevaret, og der står stadig 912 meter af den 29 meter høje og 8 meter brede vandvej.

    Etablering af en vandforsyning var startet i Byzantium under kejser Hadrian i starten af 100-tallet. Med byens voksende befolkning blev systemet ekspanderet kraftigt, og der blev anlagt flere hundrede kilometer vandveje. I byen var der tre åbne reservoirer og utallige cisterner.

    Valensakvædukten er løbende blevet vedligeholdt. I starten af 1900-tallet blev akvædukten dog afkortet med 50 meter, og den er fortsat en del af byens vandsystem.

     

    Lille Hagia Sofia
    Küçuk Ayasofya Camii

    Lille Hagia Sofia er en oprindeligt ortodoks kirke, som blev opført 527-536 i klassisk byzantinsk stil med en stor kuppel som symbol på himlen.

    Ifølge overleveringen blev kejser Justin I's nevø, Justinian, anklaget og dømt til døden for at planlægge et kup mod tronen, men Sankt Sergius og Sankt Bacchus kom til Justin i en drøm og fortalte om nevøens uskyld.

    Som tak herfra ville Justinian opføre en kirke viet til helgenerne fra drømmen, når han blev kejser, og kirken var Lille Hagia Sofia. Kirkens navn kommer fra de mange ligheder med Hagia Sofia; ikke i størrelse, men i form og indretning. Det menes derfor, at den fungerede som en slags model for byggeriet af selve Hagia Sofia, der blev rigets største kirke.

    Efter osmannernes indtog i Konstantinopel blev Lille Hagia Sofia konverteret til en moské i begyndelsen af 1500-tallet. Ved samme lejlighed blev der opført en madrassa som en del af komplekset. Minareten kom til i 1762, og efter ødelæggelse i 1940 blev den genrejst i 1956. Indvendigt er bygningen udstyret med en smuk, toetagers kolonnade og en fint udsmykket kuppel.

     

    Galata Bro
    Galata Köprüsü

    En bro over Det Gyldne Horn blev første gang realiseret i 500-tallet under kejser Justinian I. Den lå tæt ved den nordlige afslutning på Konstantinopels vestlige bymur.

    I 1502-1503 overvejede sultan Bayezid II at bygge en bro på stedet, hvor den nuværende Galata Bro ligger, og datidens design var af Leonardo da Vinci og udtænkt med et dengang imponerende spænd på 240 meter. Broen blev ikke anlagt, og der gik til 1800-tallet før der igen kom en fast forbindelse over vandet.

    I 1845 blev den første Galata Bro bygget. De tre første dage var den gratis at krydse, og herefter var det en betalingsbro med uniformeret personale i begge ender. Broen blev afløst af en ny træbro i 1863. I henholdsvis 1875 og 1912 kom den tredje og fjerde bro til.

    Den nuværende bro stammer fra 1994. Den er 490 meter lang og binder Istanbuls centrale bydele sammen trafikalt. Fra broen er der også en del fiskeri, og herfra er der en fornem udsigt over Det Gyldne Horn og Bosporus.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Istanbul her.

Ture fra byen

    Üsküdar

    Üsküdar er en bydel på Istanbuls asiatiske side. Dens beliggenhed ned mod Bosporus umiddelbart over for Det Gyldne Horn og Istanbuls centrum gør udsigten en tur værd. Turen er særligt smuk ved solnedgang, hvor silhuetten af tårne, moskéer og andre bygningsværker er uforglemmelig.

    Üsküdar blev grundlagt i 600-tallet f.Kr. af græske bosættere fra Kalkedon, og byen hed dengang Krysopolis. Byen var senere byzantinsk forpost i forsvaret mod osmannerne, men grundet placeringen faldt byen til Det Osmanniske Rige mange år før Konstantinopel.

    I den osmanniske tid blev området blandt andet benyttet til mange gravpladser, og der voksede også store beboelsesområder frem. Det gør sig stadig gældende i dag, hvor man finder en afslappet atmosfære med hurtig adgang fra Istanbuls centrale, europæiske bydele. Bådturene over Bosporus er meget stemningsfulde og med fin udsigt.

     

    Jomfrutårnet
    Kız Kulesi

    200 meter ud for bydelen Üsküdar på Istanbuls asiatiske side ligger en lille klippeø, hvor man kan se Jomfrutårnet. Det første tårn blev opført af den græske general Alcibiades i 408 f.Kr., og det skulle være udsigtspost for at overvåge persiske skibe i Bosporus.

    Et nyt tårn kom til under kejser Comnenus i år 1110, og under osmannerne blev det ombygget flere gange. I de senere århundreder har tårnet fungeret som fyr.

    Navnet Jomfrutårnet kommer af legenden om en sultandatter, der ifølge profetien ville dø af et slangebid på sin 18-års fødselsdag. Sultanen indrettede Jomfrutårnet til hendes ophold, så hun kunne være isoleret fra slanger. På datterens fødselsdag bragte sultanen hende en stor kurv frugt, hvor der desværre gemte sig en slange. Profetien gik således i opfyldelse.

    Tårnet kaldtes tidligere Leandertårnet efter den græske myte om kærligheden mellem Hero og Leander. Hero boede i et tårn ved Dardanellerne, og Leander svømmede hver nat over strædet for at se hende. Hun tændte et lys i toppen af tårnet for at vise ham vejen. En stormfuld vinternat blev Heros lys blæst ud, og Leander druknede. Hero kastede sig ud fra tårnet og i døden. Historien blev senere forbundet med det nuværende Jomfrutårn.

     

    Prinseøerne
    Kızıl Adalar

    Prinseøerne er en mindre øgruppe, der ligger i Marmarahavet. Gruppen består af fire større øer og fem små. Turen hertil sker med færger, som lægger til ved de store øer, der hedder Kınalı Ada, Burgaz Ada, Heybeli Ada og Büyük Ada.

    En tur til Prinseøerne fra Istanbul er som at besøge to forskellige verdener. På øerne er der ikke biltrafik, så tempoet er afslappet, og atmosfæren er ægte sydlandsk og naturlig.

    Øgruppens navn stammer fra den byzantinske tid, hvor stedet blev brugt til at sende prinser og andre adelige i eksil. Beliggenheden var tæt på byen og magten og alligevel langt væk. I den osmanniske tid fortsatte eksiltrafikken, og i 1900-tallet opholdt Lev Trotskij sig her i nogle år efter deportationen fra Sovjetunionen.

    Den største ø er Büyük Ada, der betyder Den Store Ø. Ud over naturen er der forskellige bygninger som en moské, en kirke og et kloster. Øen når en højde på 201 meter, hvilket er det højeste punkt på Prinseøerne.

    På den næststørste ø, Heybeli Ada, ligger en af flådens kadetskoler, og her kan man se en byzantinsk kirke, der blev opført som den sidste inden den osmanniske erobring. På øen er også et velbesøgt, græsk kloster.

    Burgaz Ada blev opkaldt efter det fort, grækere tidligere byggede på øen. I nyere tid blev øen kendt som hjemsted for 1900-talsforfatteren Sait Faik Abasıyanık.

    Kınalı Ada betyder Hennaøen, og den har fået navnet efter jordens farvenuance, der er blevet tydelig efter kobber- og jernminedrift. Øen ligger med cirka 12 kilometer tættest på Istanbul af alle ni øer i øgruppen. Nærheden gjorde, at Kınalı Ada var øen, der oftest blev benyttet til at sætte folk i eksil.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Den Egyptiske Basar/Misir Çarsisi

    Sabunchani Sok

     

    Den Store Basar/Kapali Çarsisi

    Yeniçeriler Caddesi

     

    Akmerkez

    kayışdagı mah
    akmerkez.com.tr

     

    Istanbul Cevahir

    Büyükdere Caddesi 22
    istanbulcevahir.com

     

    Kanyon

    Büyükdere Caddesi 185
    kanyon.com.tr

     

    Metrocity

    Büyükdere Caddesi
    metrocity.com.tr

     

    Tepe Nautilus

    Kadıköy
    tepenautilus.com

     

    Indkøbsgader

    Kapaliçarsi Caddesi, Kücük Ayasofya Caddesi, Istiklal Caddesi

Med børn

    Botanisk og zoologisk have

    Faruk Yalçın Hayvanat Bahçesi ve Botanik Parkı
    Piri Reis, Tuzla Cd. 297, Darıca/Kocaeli
    farukyalcinzoo.com

     

    Legetøj

    İstanbul Oyuncak Müzesi
    Doktor Zeki Zeren Sokak 17
    istanbuloyuncakmuzesi.com

     

    Flymuseum

    Hava Kuvvetleri Müzesi
    Yeşilyurt
    hho.edu.tr

     

    Miniland

    Miniatürk
    Imrahor Avanue Sutluce 80
    miniaturk.com.tr

     

    Transport- og industrimuseum

    Rahmi M. Koç Museum
    Hasköy Caddesi 27
    rmk-museum.org.tr

Gode links
Historisk overblik

    De tidlige bosættelser

    Allerede omkring 6700 f.Kr. var der bosætning i den centrale del af det nuværende Istanbul på den europæiske side af Bosporus. Først noget senere er der fund, der viser menneskelig aktivitet på den asiatiske side af vandet.

    Thrakiske stammer kom til området og grundlagde Lygos et sted i 1200-1000-tallene f.Kr., og i 667 f.Kr. grundlagde græske bosættere fra Megara Byzantion/Βυζάντιον. Det skete under kong kong Byzas i en tid, hvor grækere fra forskellige byer koloniserede regionen omkring Bosporus. Byzantion blev opkaldt efter netop kong Byzas.

    Perserkongen Darius I vandt herredømmet over området i 512 f.Kr., men allerede i 478 f.Kr. vandt Athens flåde byen tilbage, og byen blev en vigtig del af Det Deliske Forbund. Byen var i årene efter underlagt forskellige græske bystater som Athen og Sparta, indtil Makedoniens Alexander den Store blev landets leder.

     

    Romerrigets komme

    Den græske dominans i regionen blev gradvist svækket og således også i Istanbul. Romerrigets fremmarch skete løbende og blandt andet med en belejring af Byzantion i år 196, hvor det skete omfattende ødelæggelser. Til sidst kom byen helt under Romerrigets kontrol og genrejst under kejser Septimius Severus, der for en tid døbte den Augusta Antonina efter hans søn.

    Kejser Konstantin den Store vandt i 324 et afgørende slag over Licinius ved Krysopolis, som sluttede en borgerkrigslignende strid mellem romerske ledere. I den anledning besluttede Konstantin, at Byzantium skulle udbygges og fremstå som en storslået romersk by, der efter en tid som Nova Roma fik navnet Konstantinopel/Konstantinoupolis/Κωνσταντινούπολις efter kejseren.

    I 330 blev Konstantinopel hovedstad i Romerriget, og efter delingen af riget i Det Vestromerske Rige og Det Østromerske Rige i 395 forblev byen hovedstad i den østlige del. I tiden blev der opført en række pragtbygninger, hvoraf mange fortsat kan nydes i dag, fx Hagia Sofia og Hippodromen. Byen havde status som absolut førende i hele regionen og var blandt de største i Europa.

    Til forskel fra Det Vestromerske Rige, blomstrede Konstantinopel og dets rige, der hovedsageligt var inspireret af græsk kultur. Konstantinopel var ligeledes centrum for den græsk-ortodokse kirke. Med Hagia Sofia som hovedkirke var positionen cementeret, og i dag er byen fortsat sæde den østlige, ortodokse kirkes patriark.

    Højdepunktet for rigets udbredelse var under kejser Justinian, der regerede i 500-tallet. Her strakte Det Byzantinske Rige sig over det meste af Middelhavet, og dets politiske betydning var stor.

     

    Det Byzantinske Riges fald

    Det Østromerske Rige var faldet, og fra 600-tallet blev Det Byzantinske Riges politiske situation stadig mere spændt i forhold til ikke mindst europæiske magter. En kirkelig uenighed mellem paven og byzantinerne om ødelæggelsen af ikoner i Konstantinopel ledte til en splittelse, der gav forværrede samarbejdsforhold.

    Fra 800-tallet udviklede et nyt rige sig nord for Konstantinopel; med centrum i Kiev blev Kiev-Rus en magtfaktor, der spillede ind på den byzantinske dominans, og flere gange gennem de følgende århundreder tvang Kievs ledere sig militært til bedre handelsaftaler og betingelser, der på samme tid svækkede Konstantinopel.

    Konstantinopel var på vej ned fra fordums position, og angrebene udefra forekom hyppigere. Blandt andet angreb bulgarer og forskellige islamiske imperier også byen, der holdt stand indtil 1204, hvor korsridderne trængte gennem de solide bymure.

    Målet for Det Fjerde Korstog var at indtage Jerusalem og have området på vestlige, kristne hænder, men korsridderne nåede aldrig så langt. De angreb på vejen det svækkede Konstantinopel, plyndrede byen og indførte et romersk rige, der holdt til 1261, hvor byzantinerne genvandt byen og den omliggende region.

    På trods af genskabelsen af riget i mindre format, blev byen ikke igen den tidligere så vigtige metropolis med vækst, politisk og kulturel udvikling. I stedet blev styret fortsat svækket, og riget gik mod sit endeligt, der kom i 1453.

     

    Det Osmanniske Rige

    Den osmanniske hær med sultan Mehmet II i spidsen indtog Konstantinopel den 29. maj 1453 efter en 53 dage lang belejring, hvor de tyrkiske hære ikke havde kunnet komme gennem byens stærke forsvarsmure. Byzantinerne havde kæmpet heroisk for deres riges eksistens, men overmagten var for stor, da osmannerne først brød gennem forsvarsmurene. Kun omkring 30.000 indbyggere var tilbage i den engang så store by.

    Mehmet II red gennem porten til paladsområdet med hovedkirken Hagia Sofia, der som den første blev beordret plyndret og ændret til moske for at manifestere den nye magt. Osmannerne ændrede en del store bygningsværker til det nye styre, men opførte også selv en række pragtfulde monumenter såsom Topkapi Palads og flere af Istanbuls store moskeer.

    Blot et par år efter osmannernes ankomst blev byens store basar også etableret. Lang tids nedtur var vendt, byen blomstrede nu igen som magtcentrum for et rige, og befolkningen steg hurtigt.

     

    Frihed og opløsning

    I løbet af århundrederne blev osmannerne svækket i forhold til primært Europa, der var foran videnskabeligt, økonomisk og kulturelt. De osmanniske sultaner havde bygget storstilede opførelser og spenderet store summer på militær, men manglende moderne udvikling på andre fronter medførte en tiltagende stagnation i riget.

    Fra Topkapi Palads kunne sultanerne se, at riget blev fortsat mindre. Grækenland løsrev sig i 1832, og på det europæiske kontinent voksede nationale bevægelser i fx Albanien, Bulgarien og Rumænien. Fra øst blev sultanen også presset af stigende nationalisme fra de arabiske områder.

    Ruslands stigende magt i Europa ledte til Krimkrigen i 1853-1856, hvor Det Osmanniske Rige dog gik sejrrigt ud af et forsvar af området. Det skete med støtte fra vesteuropæiske magter, der ville begrænse det fremstormende Ruslands magt.

    I begyndelsen af 1900-tallet steg den nationale selvforståelse i det sammensatte Osmanniske Rige yderligere, og makedonere, armeniere, græske cyprioter og andre ønskede frihed fra det centrale styre som de selvstændige folk og områder, de var. Det Osmanniske Riges alliance med Tyskland under 1. Verdenskrig blev skæbnesvanger, da engelske tropper besatte hovedstaden, og det vidtstrakte imperium blev opdelt.

     

    Det moderne Istanbul

    Dagens Tyrkiet er arvtageren til Det Osmanniske Rige. Det blev til i 1923, og for Istanbul blev den nye republik starten på en tid med en sekundær rolle på den politiske bane. Landsbyen Ankara med cirka 30.000 indbyggere på den anatolske højslette blev gjort til Tyrkiets hovedstad.

    Det nye Tyrkiet ville frigøre sig fra den rolle, Istanbul havde haft som sultanernes og før dem de romerske og græske kejseres magtcentrum. Så efter over 1.500 år som regionens absolutte centrum, blev den politiske magt flyttet bort fra den historisk mægtige by.

    Gennem århundreder havde de tyrkiske osmanner kaldt Konstantinopel for Kostantiniyye, der er den arabiske form for Konstantins sted. Den græske betegnelse Istimbolin/εις την Πόλιν var dog også anvendt som İstanbul på tyrkisk, og fra den tyrkiske postlov i 1930 blev den officielle betegnelse Istanbul/İstanbul.

    Byens særdeles dominerende økonomiske rolle i landet fortsatte dog uændret på trods af ikke længere at være hovedstad. Tyrkiet oplevede lige som dele af Sydeuropa en voldsom vækst i turismen i sidste halvdel af 1900-tallet. Det satte økonomien i gang på ny, og turiststrømmene har også betydet en styrkelse af Istanbuls position i området. Byen hører igen til blandt Europas store metropoler, og den er fortsat Tyrkiets største by og økonomiske kraftcenter.