Istanbul rejseguide

Hagia Sofia
Aya Sofia

Hagia Sofia er Istanbuls nok mest berømte bygning og et af de mest imponerende bygningsværker i verden. Den tidligere kirke har siden 1935 været museum, og dens navn stammer fra græske Ἁγία Σοφία, der betyder hellige visdom, og som henleder til Gud.

Den første kirke på stedet var Den Store Kirke/Megálē Ekklēsíā (Μεγάλη Ἐκκλησία), der blev indviet i år 360 under kejser Constantius II som græsk-ortodoks, patriarkalsk katedral. Som sådan var den sæde for patriarken i Konstantinopel og centrum for den østlige ortodokse kirke. Denne første kirkes navn skyldtes, at dens dimensioner allerede dengang var større end byens øvrige, religiøse bygningers.

Kejser Theodosius II beordrede en afløser til Den Store Kirke opført, og den blev indviet i 415. Under Nikaoprøret i Konstantinopel i 532 blev bygningen dog brændt ned til grunden. Fra denne anden kirke er der blandt andet bevaret nogle marmorrelieffer af Guds lam, der repræsenterer Jesu disciple.

Måneden efter den anden kirkes undergang besluttede kejser Justinian I at lade en ny og mægtigere katedral opføre, og det blev den Hagia Sofia, der fortsat står. Til byggeriet blev en fysiker og en matematiker valgt som arkitekter, og kejseren lod fornemme materialer komme fra hele riget; blandt andet blev der hentet søjler fra Artemistemplet i Efesos.

Efter kun godt fem års byggeri blev Hagia Sofia indviet den 27. december 537. De indvendige mosaikker blev dog først færdiggjort i 560-570erne, og kuplen måtte rekonstrueres efter at være kollapset som følge af et jordskælv i 558. Skælvet destabiliserede kuplens ikke-optimale dimension, og ved genopførelsen blev den bygget 6,5 meter højere end den oprindelige.

Hagia Sofias arkitektur er det måske smukkeste eksempel på byzantinsk stil, og dens dimensioner er imponerende. I det over 7.500 m² store kirkerum er der 55 meter op til den store kuppel, som er 33 meter i diameter. Hagia Sofia var da også verdens største katedral i næsten 1.000 år, indtil domkirken i spanske Sevilla stod færdig i 1520.

Hagia Sofia var den vigtigste kirke i det byzantinske rige, og fra 641 blev stort set alle rigets kejsere kronet her, lige som væsentlige kirkelige begivenheder også fandt sted her med kejserens deltagelse. I kirkerummet kan man se en afmærket cirkel i gulvet. Den markerer stedet, hvor kejserkroningerne fandt sted.

Indtil 1453 var Hagia Sofia patriarkalt sæde i den ortodokse kirke; dog på nær perioden 1204-1261, hvor korsriddererobringen af byen gjorde kirken katolsk.

Den 27. maj 1453 fandt den sidste gudstjeneste sted i Hagia Sofia. Ortodokse og katolske præster gennemførte ceremonien sammen grundet de muslimske hære, der stod klar til at plyndre og erobre byen. To dage senere gik det ud over både byen og Hagia Sofia, der blev hærget efter Konstantinopels fald til osmannersultanen Mehmed II’s tropper. Sammen med byens fald gjorde sultanen Hagia Sofia til moské.

Osmannerne ødelagde kristne symboler og indretning i Hagia Sofia fra 1453 og erstattede dem med islamiske halvmåner, gulvtæpper, inskriptioner etc. Der blev også bygget fire minareter rundt om den nu tidligere kirke.

I 1934 besluttede et ministerråd i Tyrkiet at gøre Hagia Sofia til museum, og i den forbindelse forsøgte man i en vis udstrækning at få så meget som muligt at det originale kirkerum frem i lyset; dog beholdt man nyere islamisk indretning grundet lokale protester.

I dag kan man nyde mange smukke mosaikker, søjler, lofter og andre detaljer i det imponerende kirkebyggeri, der siden 1453 har dannet forbillede for mange store moskéer. Her er blandt andet også smukke mosaikker af bibelske personer og skildringer, som stammer fra Hagia Sofias kristne tid. Man kan også gå op i 1. sals højde og nyde synet af kirken og dens mange detaljer.

Topkapi Palads
Topkapı Sarayı

Topkapi-paladset blev opført af de tyrkiske sultaner på samme sted som grundlæggelsen af Istanbul, ved mundingen af Det Gyldne Horn i Bosporus og Marmarahavet. Paladset blev bygget i osmannisk stil, og paladset er et udtryk for sultanernes osmanniske kultur i både det politiske og det hjemlige liv. I den græske og byzantinske tid lå byens akropolis her.

Paladset er opdelt i mange områder, der visse steder er som en labyrint at bevæge sig rundt og gå på opdagelse i. Der er fire centrale gårde, hvor omkring der blandt andet ligger beboelse, moskéer og det berømte harem. På turen rundt kommer man fra de ældste dele fra 500-tallet til de osmanniske byggerier, der blev opført fra sultan Mehmets tid i 1459.

Efter osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 havde sultanerne regeret fra et byzantinsk palads, hvor byens universitet nu ligger. Topkapi blev befalet bygget og fik navnet Det Nye Palads/Yeni Sarayı indtil 1800-tallet, hvor en kanonport gav det sit nuværende navn.

Paladset blev løbende om- og udbygget. Det skete blandt andet efter jordskælvet i 1509 og en brand i 1665. Fra slutningen af 1600-tallet blev Topkapi anvendt stadig mindre af sultanerne, der havde opført nye paladser langs Bosporus, og i 1856 henlagde sultan Abdül Mecid I officielt residensen til Dolmabahçe. Det Osmanniske Rige gik ned i 1921, og tre år senere blev Topkapi Palads gjort til museum over det hedengangne rige.

Hele Topkapi Palads var omgivet af høje mure, der til dels blev genbrugt fra det byzantinske akropolis. Ved indgangen kommer man til Imperieporten/Bâb-ı Hümâyûn, der var sultanernes officielle indgang til paladset. Den blev bygget i 1478 og beklædt med marmor i 1800-tallet.

Porten er indgang den paladsets første indre gård, og herfra kan man gå fra gård til gård til den fjerde og sidste, der var sultanens private. Hele vejen gennem komplekset ligger de utallige bygninger, rum og sale, hvoraf der er adgang til de væsentligste af dem.

Det første gårdmiljø (I. Avlu) er det største og fungerede blandt andet som park. I området ligger kirken Hagia Irene/Aya İrini, Istanbul Arkæologiske Museum/İstanbul Arkeoloji Müzeleri og Det Osmanniske Riges mønt/Darphane-i Âmire fra 1727. Området er grønt og smukt, og tæt på indgangen er der en fin udsigt til Marmarahavet.

Indgangen til den anden gård (II. Avlu) sker gennem den dobbelttårnede Salutport/Bâb-üs Selâm. I både byzantinsk og osmannisk tid var det kun kejseren og sultanen, der kunne ride gennem sådan en port, mens alle andre skulle stige af hestene. Gården blev anlagt i 1400-tallet og ændret i 1520erne. Den blev hovedsageligt anvendt af sultanen til audienser og til behandling af retsspørgsmål.

Her lå blandt andet paladsets hospital, køkkener, stalde, bageri og rigsrådet, Dîvân-ı Hümâyûn, der mødtes her i dets form af rigets administration. I den anden gård finder man ved Rigsrådets sale også Retfærdighedstårnet/Adalet Kulesi, der er paladsets højeste bygning. Tårnet er fra 1400-1500-tallene, og ved det ligger indgangen til det berømte harem, der ellers har tilknytning til paladsets indre kvarterer.

Haremmet blev bygget i 1574-1595 af Sultan Murad III, og på dets højdepunkt i begyndelsen af 1800-tallet var der cirka 500 indbyggere i bygningerne. Her er en fornem indretning fra osmannernes tid, og man blandt andet se sultanens mors gemakker og der, hvor sultanens konkubiner boede. Bemærk, at udgangen fra haremmet sker i Topkapis tredje gård.

Lyksalighedsporten/Bâbüssaâde danner indgang til den tredje gård (III. Avlu), der regnes som første indre gård, hvorom det Indre Palads/Enderûn Avlusu ligger. Portens opbygning repræsenterer sultanen i paladset, og man kunne kun passere den med sultanens tilladelse, og den regel gjaldt for alle inklusive landets storvesir. Porten blev opført i 1400-tallet, men ombygget i rokoko under sultan Mustafa III i 1774.

Umiddelbart bag Lyksalighedsporten ligger Audienssalen/Arz Odası, hvor sultanerne sad på tronen og modtog vesirer, ambassadører og andre gæster. Salen blev opført i fornem osmannisk stil med dekorerede arkader og søjler. Lige bag Audienssalen ligger Sultan Ahmed III’s Bibliotek/III. Ahmed Kütüphanesi, der er et fint eksempel på osmannisk 1700-talsbyggestil.

I gården mod øst ligger først Den Kejserlige Kostumesamling/Seferli Koğuşu Kostümler, hvor man kan se mange eksempler på sultanernes klædninger. Lige ved siden af kostumesamlingen ligger Erobrerens Pavillon/Fatih Köşkü, der nu er indrettet som museum for rigets skatkammer. Mod vest ligger paladsets største moské, Ağalar Camii, der blev bygget i 1400-tallet.

På vej mod og omkring den fjerde og mest private gård (IV. Avlu) ligger en del pavilloner og sale, der for de flestes vedkommende er smukt og righoldigt dekoreret. Området var sultanfamiliens mest private med blandt andet have og flere terrasser. Nogle af de mest kendte pavilloner er Jerevan Kiosk/Revan Köşkü, Bagdad Kiosk/Bağdad Köşkü, İftar Kiosk/İftariye Köşkü og Terrassekiosken/Sofa Köşku.

Mecidiye Kiosk/Mecidiye Köşkü var den sidste større bygning, der blev opført i Topkapi. Sultan Abdül Mecid I lod den smukke pavillon opføre i 1840 til reception og rekreation, hvilket er forståeligt med den gode placering yderst mod Bosporus.

Basilikacisternen
Yerebatan Sarnıcı

I Byzantium og Konstantinopels tid blev der etableret hundredvis af cisterner, der som vandreservoirer var en del af byens vandforsyning. Den største af dem alle var Basilikacisternen, som blev opført i 500-tallet under kejser Justinian I. Navnet kom fra den basilika, der tidligere stod på dette sted.

Basilikacisternen er et imponerede underjordisk rum med en grundflade på cirka 140x65 meter. Cisternens 336 marmorsøjler, der hovedsageligt følger den joniske eller korintiske orden, blev placeret i 12 rækker à 28 søjler. Søjlerne er 9 meter høje, og de menes grundet deres varierende udseende at være bragt hertil fra forskellige steder i riget. Et kendt kig er Medusas ansigt, som man kan se på soklen af to forskellige søjler i cisternen.

Der kunne opbevares 80.000 kubikmeter vand i cisternen, og det kom fra nordvest og blev blandt andet ledt hertil ad den bevarede Valensakvædukt/Valens Kemeri. Tidligere sejlede der små turbåde rundt i cisternen, men efter en renovering blev stedet åbnet for gående besøgende i 1987.

Hippodromen
Hipodrom

Hippodromen blev anlagt som byens romerske cirkus, og stedet var skueplads for mange af datidens store sportsarrangementer og sociale begivenheder. Den imponerende, østromerske arena blev anlagt i starten af 200-tallet under kejser Septimius Severus. Det skete i byens tid som Byzantium.

Da Konstantin I den Store i 324 flyttede Romerrigets administration til Byzantium, valgte han også at udvide Hippodromen betragteligt. Der kunne være 100.000 tilskuere på den 450 meter lange og 130 meter brede arena.

Hippodromens form var som et u, og kejserens loge lå på den sydøstlige side med umiddelbar adgang fra Det Store Palads. Mod nordøst for enden af arenaen lå hesteboksene, hvor kobberstatuer af fire heste prydede. Efter plyndring i 1204 under Det Fjerde Korstog blev statuen taget som bytte, og hestestatuerne kom blev efter nogle år stillet op på Markuskirken i Venedig. De oprindelige heste stod der indtil 1990erne, hvor de kom på museum og erstattet af kopier.

I århundrederne efter korstoget i 1204 forfaldt Hippodromen, og osmannernes manglende tradition for hestevæddeløb gjorde, at de ikke benyttede arenaen regelmæssigt efter deres erobring af byen i 1453.

I dag er selve Hippodromen forsvundet, men man kan se strukturens form ved i det store hele at følge det aflange grundrids af pladsen Sultan Ahmet Meydanı. Dog er der nu bygget på Hippodromens sydvestlige del, hvor svinget i arenaen lå.

I midten af Hippodromen kan man se to obelisker og en søjle. Mod nordøst ligger Det Tyske Springvand/Alman Çeşmesi, der blev bygget som et lysthus. Springvandet blev etableret som minde om den tyske kejser Wilhelm II's besøg i Istanbul 1898.

Sultan Ahmet Moské
Sultan Ahmet Camii

Sultan Ahmet Moské kaldes også Den Blå Moské, og den er et af de største byggerier i Istanbuls centrum. Den blev opført i årene 1609-1616 under sultan Ahmet I, og komplekset kom blandt andet til at rumme en madrassa, et hospice og sultanens mausoleum.

Sultan Ahmed besluttede at opføre moskéen som følge af Freden i Zsitvatorok i 1606. Freden blev indgået mellem osmannerne og de østrigske habsburgere, og den fastslog, at Det Osmanniske Riges fremmarch skulle opføre. Det blev set som et geopolitisk nederlag for Istanbul, og som kompensation blev moskéen igangsat.

Moskéen blev opført på et område, hvor kejsernes Store Palads historisk lå, og en del af fundamentet fra paladset blev genbrugt til moskébyggeriet. Dele af Hippodromen blev også revet ned for at give plads til det nye byggeri.

Sultanen valgte hofarkitekten Sedefhar Mehmet Ağa til arbejdet. Som en af de eneste moskéer er der seks minareter, og med dem og utallige kupler blev Ağas resultat et imponerende syn. Grundplanen er 72x64 meter, og der er 43 meter til toppen af kuplen. Moskéen betragtes som en klassisk moské med inspiration fra højdepunkter fra både byzantinsk og osmannisk arkitektur.

Moskéens forgård er omkranset af buearkader, og der er et centralt springvand. Ved sultanens vestlige indgang blev der hængt en kæde op, som sultanen skulle bøje sig for, når han kom ridende. Det var symbolet på menneskets forhold til det guddommelige.

Indvendigt blev der anvendt flere end 20.000 håndmalede kakler til den smukke og overdådige dekoration. Og det er de blå nuancer i moskéen, der har givet inspiration til navnet Den Blå Moské.

Den Store Basar
Kapalı Çarşı

Istanbuls berømte store basar er et fascinerende mylder af handlende, og i de cirka 60 overdækkede gader med tusindvis af boder og butikker oplever man i sandhed mellemøstlig atmosfære fra den bedste side.

Basaren blev etableret i årene 1455-1461, og der blev udvidet væsentligt i 1500-tallet. I dag kan man vandre rundt under de fine butiksarkader i de mange bygninger, der tilsammen danner basaren.

Der er to hovedgader og et væld af sidegader i Den Store Basar, som er kendt for blandt andet keramik, tæpper, krydderier og juveler. I basaren er der også moskéer, tyrkiske bade og mange spisesteder.

Galatatårnet
Galata Kulesi

I bydelen Beyoğlu nord for Det Gyldne Horn ser man Galatatårnet som et tydeligt kendemærke. Tårnet blev bygget i 1348 af bystaten Genova, der i de år ekspanderede sin handelskoloni i området med flere byggerier. Galatatårnet var en del af forsvaret af kolonien. Genoveserne var kommet til byen i 1261 efter tilladelse fra de byzantinske kejsere.

Galatatårnet er godt 62 meter højt, og det står 35 meter over havet, og derved er den samlede højde over Bosporus og Det Gyldne Horn næsten 100 meter. I toppen af tårnet er der en restaurant, hvorfra der er en imponerende udsigt over Istanbul.

Det var fra toppen af Galatatårnet, at der efter sigende blev skrevet luftfartshistorie i 1600-tallet. Her skulle Ahmed Çelebi have kastet sig ud med hjemmebyggede vinger og foretaget en over tre kilometer lang flyvning til den anden side af Bosporus. Forskellen fra start til landingen på pladsen Doğancılar meydanı var 85 højdemeter.

Dolmabahçe Palads
Dolmabahçe Sarayı

Dolmabahçe Palads er et palads, der ligger smukt på en 600 meter lang strækning lige ud til Bosporus-strædet. Paladset blev opført på initiativ af sultan Abdülmecid I i 1843-1856 i en blanding af forskellige europæiske stilarter og traditionel osmannisk arkitektur. Det fungerede som sultanresidens fra 1856-1922; dog afbrudt under sultan Abdul Hamid II.

Før Dolmabahçe boede sultanerne på Topkapi-paladset, som efterhånden manglende noget af den luksus, 1800-tallet kunne byde på. Abdülmecid I lod Beşiktaş Palads/Beşiktaş Sarayı nedrive for at gøre plads til det store og fornemt indrettede palads, som Dolmabahçe skulle være. Paladsets beliggenhed ved Bosporus er en perle, og der tilføres yderligere skønhed af den smukt anlagte slotshave.

Selve paladset har 285 værelser og 46 sale. Indretningen er prangende på trods af Det Osmanniske Riges allerede begyndende nedgangstid ved byggeriets opførelse. Der er ikke sparet på indretningen i de mange rum og sale, og kun få paladser i verden kan matche Dolmabahçe.

Blandt salene er Ambassadørsalen/Süfera Salonu og Ceremonisalen/Muayede Salonu. I salene er der en berømt krystaltrappe, og en af verdens største lysekroner af bøhmisk krystal hænger her. Den var en gave fra Storbritanniens dronning Victoria.

Som Topkapi-paladset havde Dolmabahçe også sit eget område til haremmet/harēms, der ligger i paladsets nordøstlige del. På en rundtur kan man se sovegemakkerne, hvor sultanen, sultanens mor og øvrige kvinder i paladset boede. Disse dele af paladset er mindre udsmykkede end de store balsale.

På Paladsområdet ligger der en række anlæg. Længst mod sydvest kan man se Dolmabahçe Moské/Dolmabahçe Camii, der blev opført 1853-1855. Nordøst for moskéen og som indgang til selve paladskomplekset står Sultanporten/Saltanat Kapısı, der efterfølges af haveanlægget Selamlık og det 27 meter høje klokketårn Saat Kulesi, der blev rejst 1890-1895. Ved klokketårnet ligger Hovedporten/Hazine Kapısı, der er paladsets fornemste indgang.

Da kalifatet blev ophævet i 1924, overgik Dolmabahçe Palads til den nydannede tyrkiske republiks ejendom. Kemal Atatürk anvendte herefter paladset som præsidentresidens i Istanbul. Det var her i paladset, Atatürk døde den 10. november 1938.

I dag er Dolmabahçe et museum, hvor man på rundture kan det smukke anlæg og paladsets overdådige indretning. Man kan også se soveværelset, hvor Atatürk døde. Urene står på 9.05 for at markere tidspunktet, hvor døden indtraf.

Flere seværdigheder og mere info

Køb pdf-bogen om Istanbul her.