Site logo
Se på kortet
  • Independence Palace, Bến Thành, Distrikt 1, Ho Chi Minh City, Vietnam

Læs om byen

Ho Chi Minh City er den sydlige af Vietnams to storbyer, hvor hovedstaden Hanoi i nord er den anden. Byen hed tidligere Saigon og er i dag opkaldt efter Ho Chi Minh, der var stifter af det kommunistiske parti i Vietnam og også leder af Nordvietnam til sin død i 1969. Byen med hans navn ligger på den vestlige bred af Saigon-floden.

Ho Chi Minh City ligger godt i området, der historisk har været påvirket af mange folk og kulturer, før byen blev en del af Vietnam. Det vietnamesiske herredømme startede reelt i 1691, da det blev formelt anerkendt af den cambodianske konge. Byen voksede som både handelscentrum og som militært støttepunkt for regionen.

En ny tid startede i 1859, hvor Frankrig med spansk hjælp erobrede Saigon, og dermed blev byen og egnen underlagt fransk kolonistyre med guvernør i spidsen. I den franske tid blev byen udbygget efter fransk mønster med mange af de bygninger fra tiden, som man fortsat kan se i dag. I denne tid blev Saigon også etableret som både jernbaneknudepunkt og en betydende havn.

Saigon var før dens navneskifte hovedstad i Sydvietnam fra 1954, og fra den periode kan man også se en del opførelser som fx Uafhængighedspaladset, hvor vigtige begivenheder for afslutningen af Vietnamkrigen udspillede sig. I de seneste årtier har Ho Chi Minh City udviklet sig med blandt andet nye højhuskvarteret, der står i smuk kontrast til den gamle franske by.

Topseværdigheder

    Uafhængighedspaladset
    Dinh Độc Lập

    Uafhængighedspaladset er en bygning, der også kendes som Genforeningens Kongressal/Hội trường Thống Nhất. Det nuværende palads blev opført 1962-1966 efter igangsættelse af præsident Ngô Đình Diệm som afløser for Saigons tidligere guvernørpalæ, der var blevet bombet i 1962 som residens for Sydvietnams statsoverhoved.

    Under opførelsen flyttede præsidenten med familie til Gia Long Palads/Dinh Gia Long, der i dag er indrettet som Ho Chi Minh Citys bymuseum. Den færdige bygning blev indviet den 31. oktober 1966 af general Nguyễn Văn Thiệu, som dengang var leder af en militærjunta.

    Uafhængighedspaladset tjente som Thiệus hjem og kontor fra oktober 1967 til 21. april 1975, da han flygtede fra landet, mens nordvietnamesiske triumferende satte de afgørende angreb ind sydpå i kampene om det daværende Saigon. Den 30. april rullede nordvietnamesiske kampvogne gennem paladsets hegn og stoppede definitivt Vietnamkrigen.

    Den tidligere bygning på stedet var det franske guvernørpalæ, der blev opført 1868-1873. Det var en nybarok bygning i paladsstil, der skulle imponere Saigons indbyggere. Det franske styre flyttede sit sæde til Hanoi i 1887, og derefter blev palæet anvendt til repræsentative formål, før det blev sydvietnamesisk præsidentpalads i 1954.

     

    Bến Thành Marked
    Chợ Bến Thành

    Chợ Bến Thành er en populær markedsbygning, der ligger i den centrale del af Ho Chi Minh City. Markedet blev formelt etableret af det franske kolonistyre i 1859, og det skete med udgangspunkt i en del uformelle markeder, der lå langs Saigon-floden.

    Markedet blev flyttet fra dets oprindelige beliggenhed til de nuværende markedshaller i 1912. Man bevarede de gamle markedsbygninger, der efter åbningen af Chợ Bến Thành blev kaldt for Det Gamle Marked/Chợ Cũ. I dag kan man købe et væld af forskellige varer på markedet, der omdannes til et asiatisk night market om aftenen.

     

    Saigon Vor Frue Katedral
    Nhà thờ Đức Bà Sài Gòn

    Vor Frue Katedral i Ho Chi Minh City er en romersk-katolsk domkirke, der blev opført af franske kolonister som afløser for den første Saigon Kirke/l'Eglise de Saïgon, der blev bygget i 1863. Domkirken blev bygget fra 1877 til 1880, og dens nuværende navn har været anvendt på den smukke kirke siden 1959.

    I den tidlige franske kolonitid blev der opført en mindre trækirke i Saigon. Den blev dog ødelagt af termitter, og derfor flyttede man kirkens messer til byens guvernørpalæ. Man startede også opførelsen af den nuværende katedral, der blev bygget i materialer, der udelukkende kom fra Frankrig.

    Biskop Isidore Colombert lagde grundstenen til katedralen i 1877, og byggeriet varede tre år. Kirkens to klokketårne blev opført i 1895 med en højde på næsten 58 meter, og med placeringen af kors på toppen af tårnene blev højden i alt på 60,5 meter.

    I dag kan man nyde synet af den fine nyromanske domkirke med dens flotte ydre og store kirkerum. I interiøret kan man blandt andet se nogle fine glasmosaikker, der blev produceret i franske Chartres, der selv er berømt for sin domkirke.

     

    Ho Chi Minh City Folkekomités Hovedkvarter
    Trụ sở Ủy ban Nhân dân Thành phố Hồ Chí Minh

    Ho Chi Minh City Folkekomités Hovedkvarter er det lange og officielle navn på byens rådhus og derved sædet for bystyret i Ho Chi Minh City. Det nuværende og formelle navn har bygningen haft i forskellige varianter siden 1975, hvor Nordvietnam vandt over Sydvietnam og indførte styre efter nordvietnamesisk forbillede.

    Rådhuset står som en af Ho Chi Minh Citys smukkeste bygninger fra den franske kolonitid. Rådhuset blev opført 1902-1908 i fransk kolonial stil efter arkitekten Paul Gardès' design. Det nærmest slotsagtige ydre matches af et tilsvarende interiør. Det er værd at se rådhuset både om dagen og i aftenbelysning.

    Foran folkekomitéens hovedkvarter ligger der et fint parkanlæg, der danner et af Ho chi Minh Citys fineste byrum. Anlægget strækker sig fra rådhuset mod sydøst til Saigon-floden. Umiddelbart foran rådhuset kan man se en statue af Ho Chi Minh. Hele anlægget danner boulevarden Đường Nguyễn Huệ, der historisk var en kanal til byens citadel.

Andre seværdigheder

    Ho Chi Minh City Museum
    Bảo tàng Thành phố Hồ Chí Minh

    Ho Chi Minh City Museum er, som navnet antyder, et museum i Ho Chi Minh City, hvor man kan opleve forskellige udstillinger. Samtidigt er selve museumsbygningen både et imponerende bygningsværk og et historisk interessant sted. Museet ligger nemlig i det tidligere Gia Long Palads/Dinh Gia Long.

    Bygningen blev opført 1885-1890 efter design af den franske arkitekt Alfred Foulhoux, og det skulle være et slags kommercielt handelsmuseum, hvor man kunne opleve forskellige produkter fra det sydvietnamesiske område. Museet blev dog efter kort tid residens for områdets franske guvernør.

    Fra 1945 og de følgende år skiftende palæet anvendelse flere gange. Det var blandt andet japansk hovedkvarter, før den daværende vietnamesiske stat brugte det som midlertidig regeringsbygning fra 1948. Det blev også officiel residens for statens premierminister.

    I 1966 blev den sydvietnamesiske stats højesteret indrettet i palæet, og den funktion havde det indtil Nordvietnams sejr i Vietnamkrigen. I 1978 blev bygningen indrettet som Ho Chi Minh Citys revolutionsmuseum, før det fik sit nuværende navn i 1999.

    Palæets blev bygget i klassisk barokarkitektur med europæisk og orientalsk indflydelse. Gulvet, trapperne og salene var i europæisk stil, mens taget var orientalsk inspireret. Der er mange motiver, som præger udsmykningen. Man kan fx se en kombination af græske mytologiske symboler, ikoniske planter og tropiske dyr.

     

    Ho Chi Minh City Teater
    Nhà hát Thành phố Hồ Chí Minh

    Ho Chi Minh City Teater er en smuk teaterbygning, der også kendes som Siagon Operahus. Teatret blev opført i Vietnams franske tid, og det blev tegnet af franske arkitekter som et smukt eksempel på fransk koloniarkitektur. Teatret blev bygget 1898-1900 og åbnede som Opéra de Saïgon.

    Det var Félix Olivier, der stod for designet, som arkitekterne Ernest Guichard og Eugène Ferret stod for udførelsen af. Den arkitektoniske stil var påvirket af den flamboyante stil fra den franske tredje republik, og teatrets facade var formet som Petit Palais i Paris.

    Teatret blev bombet af allierede angreb i 1944, og det måtte herefter indstille sit virke. Teatret blev genåbnet i 1955 som underhus i den daværende vietnamesiske stat. Fra 1956 til 1967 var teatret sæde for nationalforsamlingen i Sydvietnam, og herefter for både underhuset og overhuset i en omorganiseret forsamling.

    Efter den nordvietnamesiske sejr i 1975, ophørte Sydvietnams politiske institutioner, og året efter blev Ho Chi Minh City Teater igen åbnet som teater. I 1998 blev teatret renoveret, og det står i dag i fordums pragt med den smukke franske kolonitids facade.

     

    Landmark 81

    Landmark 81 er en af verdens såkaldte superhøje skyskrabere. Højhuset blev bygget i nyfuturistisk arkitektur fra 2015-2018, og med en højde på 461 meter blev Landmark 81 åbnet som Vietnams højeste bygning.

    Skyskraberen står i Binh Thanh-distriktet, der ligger nordøst for byens centrum, og som er kendetegnet ved moderne højhusbyggerier. I Landmark 81 ligger der observationsdæk på etagerne 79-81, og her er man i en højde på cirka 370-380 meter over byen.

     

    Saigon Hovedposthus
    Bưu điện Trung tâm Sài Gòn

    Saigon Hovedposthus er en bygning, der blev opført i tiden, da Vietnam var en del af det franske Indokina. Posthuset blev bygget i årene 1886-1891 i en stil, der trækker på forskellige arkitektoniske retninger fra Europa. Bygningen blev designet af arkitekten Alfred Foulhoux.

    Posthuset står smukt i gadebilledet, og det er et imponerende rum, man kommer ind i, hvis man kigger ind i bygningen. Her kan man blandt andet se to kort, der blev malet efter posthusets åbning. Et af dem er et kort over det sydlige Vietnam og Cambodia med titlen Lignes telegraphiques du Sud Vietnam et Cambodge 1892. Det andet er et kort over Saigon og omegn.

     

    Thiên Hậu Tempel
    Miếu Thiên Hậu

    Miếu Thiên Hậu er et tempel i kinesisk stil, som er dedikeret Mazu, der er en kinesisk havgudinde. Templet ligger i gaden Nguyễn Trãi, der regnes som en del af Ho Chi Minh Citys kinesiske bydel.

    Navnet Thiên Hậu er en vietnamesisk transkription af det kinesiske Tianhou, der betyder himlens kejserinde med reference til netop Mazu. Templet blev opført i dets oprindelige udgave i 1760, men det er blevet ombygget og udbygget flere gange siden da.

     

    Tao Đàn Park
    Công viên Tao Đàn

    Công viên Tao Đàn er en park og grøn oase i det centrale Ho Chi Minh City. Parken breder sig over 10 hektarer, og den ligger på et område, der tidligere var en del af det franske guvernørpalækompleks.

    I 1869 anlagde franskmændene en gade, der adskilte palæet og haven, og derved blev Tao Đàn Park skabt. Det nuværende navn fik haven i den vietnamesiske tid, hvor guvernørpalæet var blevet til præsidentpalads.

     

    Ho Chi Minh City Museum for Skønne Kunster
    Bảo tàng Mỹ thuật Thành phố Hồ Chí Minh

    Ho Chi Minh City Museum for Skønne Kunster er et af Vietnams førende kunstmuseer, og det ligger i en smuk palæbygning, der stammer fra den franske kolonitid. Det var den franske arkitekt Rivera, der tegnede huset, som blev opført 1929-1934 som residens for familien Hua. Museet blev indrettet i villaen i 1987.

    På museet kan man se en betydelig samling af ikke mindst interessant vietnamesisk kunst. Der er fx værker inden for skulptur, olie, silkemaleri og lakmaleri, og man kan opleve træsnitmalerier i stilarterne Hàng Trống, Đông Hồ og Kim Hoàng, vietnamesisk keramik og en samling gammel buddhistisk kunst.

     

    Ho Chi Minh City Historiske Museum
    Bảo tàng Lịch sử Thành phố Hồ Chí Minh

    Ho Chi Minh City Historiske Museum er et udstillingssted med fine samlinger, der belyser den vietnamesiske historie. Udstillingerne er bygget op, så man får et spændende indblik i landets udvikling gennem tiden fra præhistorisk tid til alle de kulturer og dynastier, der har præget området og skabt det Vietnam, man kan opleve i dag.

    Museet blev åbnet i 1929 i museumsbygningen, der blev tegnet i en indokinesisk stil af den franske arkitekt Auguste Delaval. Museet har tidligere heddet Musée Blanchard de La Brosse, da det var opkaldt efter den franske guvernør i Fransk Cochinkina, Paul Blanchard de La Brosse. Den franske ledelse af museet ophørte i 1956.

     

    Museet for Bevaret Krigsmateriel
    Bảo tàng chứng tích chiến tranh

    Museet for Bevaret Krigsmateriel er et krigsmuseum, der skildrer Den Første Indokinesiske Krig mellem Den Franske Union og Viet Minh under ledelse af Ho Chi Minh samt den senere Vietnamkrig, der hærgede fra 1955 til Nordvietnams sejr i 1975.

    Museet blev etableret i 1975 med mål om at udstille de krigsforbrydelser, som fremmede magter havde udført på Vietnamesisk jord. Efter flere navneændringer fik institutionen det nuværende og ganske neutrale navn i forhold til tidligere.

    Der er mange effekter i udstillingerne, som ikke mindst fremviser forskelligt amerikansk krigsmateriel fra Vietnamkrigen. Man kan også se beskrivelser af mørke kapitler i krigen som fx My Lai-massakren, anvendelsen af napalm, fosforbomber, Agent Orange og andre kemiske våben.

     

    Saigon Zoo og Botaniske Have
    Thảo Cầm Viên Sài Gòn

    Saigon Zoo og Botaniske Have er nogle skønne anlæg, der ligger som de største af sin slags i Vietnam. Den botaniske have blev anlagt i 1864 af Jean Baptiste Louis Pierre, og haven og den zoologiske have blev åbnet i 1869. Anlæggene har dermed en lang historie, siden admiral Pierre-Paul de La Grandière initierede arbejdet.

    Med det frodige klima i Ho Chi Minh City er det naturligvis en dejlig oplevelse at gå en tur i de grønne omgivelser, der blandt andet tæller mange orkidéarter, og i den zoologiske have kan man opleve mange forskellige dyr fra Vietnam og mange andre steder i verden.

    Man kan også se det fine Hùng-kongernes Tempel/Đền thờ Vua Hùng i anlægget. Det er et tempel, der blev bygget 1927-1929 og dedikeret Hùng-kongerne, der var Vietnams regenter under Hồng Bàng-dynastiet. Templet blev designet af den franske arkitekt Auguste Delaval. Oprindeligt hed det elegante tempel Temple du Souvenir Annamite og mindedes vietnamesiske soldater, der kæmpede fra Frankrig under 1. Verdenskrig.

Ture fra byen

    Vũng Tàu, Vietnam

    Vũng Tàu

    Vũng Tàu er en havneby, der ligger i det sydlige Vietnam ved Det Sydkinesiske Hav. Den var kendt som Cap Saint-Jacques i landets tid med fransk kolonistyre, og franskmændene satte sit arkitektoniske præg på byen mellem 1880erne og 1930erne, hvor der blev opført en del bygninger som fx byens posthus, hoteller og et fyrtårn.

    Vũng Tàu er i dag et yndet udflugtsmål fra storbyen Ho Chi Minh City på grund af byens dejlige strande, der allerede gjorde byen populær i den franske tid. Byen ligger på en halvø, der strækker sig ud i havet, og den sydvestlige del med Front Beach er det mest kendte rekreative område, hvor man kan nyde Vũng Tàus afslappede atmosfære.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev