Dubai grundlægges
I starten af 1800-tallet etablerede Al Abu Falasa-familien Dubai, og den nye bosættelse var underlagt Abu Dhabi mod sydvest. Denne afhængighed varede til 1833, men inden da underskrev områdets ledere den såkaldte General Maritime Peace Treaty. Det skete med Storbritanniens regering i 1820, og målet var at stoppe det omfattende pirateri, der foregik i vandene omkring Den Arabiske Halvø.
Dubais uafhængighed i 1833 skete i forbindelse med, at Maktoum bin Butti overtog byen fra Abu Falasa-familien. Maktoum bin Butti grundlagde derved Al Maktoum-dynastiet, der fortsat regerer Dubai. I 1841 udbrød der en omfattende koppeepidemi i Dubai, og den afstedkom, at byen blev flyttet mod øst til kvarteret Deira. Herfra voksede byen som den handelsby, der er Dubais varemærke den dag i dag.
Britisk protektorat
På trods af aftalen med briterne i 1820 blev vandene omkring Den Arabiske Halvø gennem 1800-tallet stadig hærget af et omfattende sørøveri, som foregik mod ikke mindst skibe mellem Europa og Asien. Storbritannien havde store og værdifulde interesser at beskytte med kolonien Indien og trafikken mellem indiske og britiske havne.
For at imødegå piraternes hærgen indgik Storbritannien en række traktater med ledere af arabiske stater langs Den Persiske Golf, og på den måde blev regionen inklusive Dubai britisk interessesfære som protektorat fra 1892. Det lykkedes at minimere piraternes overfald og derved beskytte sejladserne.
To år efter aftalen med briterne gav sheik Maktoum skattefrihed til alle udenlandske handlende, og det styrkede Dubais vækst. Byen blev i 1903 anlægshavn for en britisk dampskibslinje, og stadig flere købmænd slog sig ned her. En væsentlig del af handelen bestod af perler, der var en indbringende indtægtskilde indtil 1920erne, hvor japanske kunstperler og senere depressionen i 1929 medførte nedgang for denne branche.
Hårde økonomiske år
Perlehandelen havde siden 1800-tallet givet Dubai store indtægter og været en af de årsager til byens udvikling. I 1920erne gik denne handel væsentligt ned, og derefter kom følgerne af depressionen fra 1930. Det gav Dubais ellers så dygtige købmænd svære kår, og de forværredes med udbruddet af 2. Verdenskrig, hvor mange handelsforbindelser forsvandt eller blev besværliggjort.
Regionen og Dubai var præget af fattigdom i 1930erne, og det gav optræk til politiske oprør, som blandt andet tog udspring i de tidligere perlehandlende, der søgte bedrede økonomiske muligheder. Oprørsbevægelserne blev dog ikke succesrige, og sheik Saeed bin Maktoum bin Hasher Al Maktoum, der havde regeret siden 1912, kunne fortsat lede Dubai. Bedre tider skulle komme, men inden da kom Dubai også i kamp med naboen Abu Dhabi om grænsedragninger. En mindre krig brød ud i 1947 mellem de to emirater, og Storbritannien gik ind i konflikten og skabte en bufferzone og en våbenhvile,
Olie og guld ændrer byen
Sheik Saeed bin Maktoum sad på magten indtil sin død i 1958, der var en tid, hvor meget nyt var på vej i Dubai. Slutningen af 1950erne var der, hvor olien blev fundet i de arabiske emirater, og olien skabte med årene hidtil usete indtægter for området.
Sheik Rashid bin Saeed Al Maktoum kom til i 1958, og har igangsatte Dubais kraftige ekspansion. I 1963 blev Dubai Creek udgravet som havn, hvor en stærkt øget trafik lagde grunden til byens med tiden meget store reeksport af guld. Det er en handel, Dubai er blevet berømt for, og byens kendte guldsouk udviklede sig.
Abu Dhabi havde allerede fundet olie flere før tidligere, end da den værdifulde og efterspurgte råvare blev fundet i Dubai i 1966. Samme år etablerede Dubai og Qatar valutaen riyal som afløser for den daværende lokale udgave af den indiske rupee, der blev ramt af devaluering. Den første olie blev eksporteret fra Dubai i 1969, og derefter kom statens økonomi til at boome.
De selvstændige Forenede Arabiske Emirater
Olien blev produceret i Abu Dhabi fra begyndelsen af 1960erne og i Dubai senere i samme årti. De begivenheder var medvirkende til, at ledere af emirater langs den sydlige del af Den Persiske Golf diskuterede en union. Sheik Zayed bin Sultan al Nahyan blev leder af emiratet Abu Dhabi i 1966, og han blev en drivende kraft i de følgende års forening til De Forenede Arabiske Emirater, hvor Dubai var den anden ledende stat.
I midten af 1960erne var de syv såkaldte traktatsheikdømmer, Bahrain og Qatar under britisk protektorat, hvilket gav de små stater politisk og militær beskyttelse. I 1966 begyndte en debat i den britiske regering og underhus om, at Storbritannien reelt ikke længere kunne beskytte protektoraterne langs Den Persiske Golf. Den britiske økonomi og det britiske militærs andre opgaver omkring i verden var årsager til debatten. Den endte i 1968 med en erklæring om, at Storbritannien ville trække sig ud af staterne.
Sheik Zayed bin Sultan al Nahyan tilbød at afholde alle omkostninger for den militære britiske tilstedeværelse i emiraterne, men dette blev afslået. I stedet søgte de ni britiske protektorater at danne en føderation, som første gang blev foreslået i februar 1968 efter et møde mellem lederne af Abu Dhabi og Dubai. De to stater var blevet enige om rammerne for en union, og de øvrige golfstater blev inviteret til at deltage i føderationen. Alle ni stater blev i første omgang enige om en union, men grundet politiske og praktiske uenigheder blev Bahrain selvstændigt i august 1971, og Qatar fulgte Bahrain som uafhængig nation måneden efter.
Aftalen med Storbritannien udløb 1. december 1971, og fra den dato var de syv emirater uafhængige stater. Staterne Ajman, Fujairah, Sharjah og Umm Al Quwain besluttede straks at gå med i Abu Dhabi og Dubais union, og staten Ras al-Khaimah blev en del af unionen i begyndelsen af 1972. Abu Dhabi var hovedstad i det nye land, og Abu Dhabis leder blev præsident i unionsstaten. Abu Dhabi og Dubai var de vigtigste emirater i det nye land, og som en del af unionsaftalen fik de to emirater som de eneste vetoret i sager af national vigtighed.
I 1973 blev Dubais riyal afløst af dirham som fællesvaluta i De Forenede Arabiske Emirater, og udestående fra krigen mellem Dubai og Abu Dhabi i 1947 blev også løst. Der skulle dog gå til 1979, før grænsekonflikten mellem de to emiraterne formelt blev afsluttet med enighed om en aftale.
Dubais kolossale vækst til i dag
I Dubai er der de seneste årtier blevet investeret markant i udbygning af infrastruktur, opbygning af en turistsektor og etablering af et stort arbejdsmarked for udlændinge. Hele udbygningen blev muliggjort af Dubais olieindtægter, men med tiden har de nye tiltag skabt nye indtægtskilder som alternativ til olien.
Golfkrigen i 1990 skabte usikkerhed om økonomien i regionen, men allerede få år senere var der mange internationale virksomheder, der etablerede sig i Dubai. Stigning i oliepriser gav Dubai stærkt forhøjede indtægter, og der blev udbygget hastigt. Nye kvarterer, motorveje og lufthavne er blot noget af det, der er blevet investeret i.
Dubais udbygning har også skabt verdensberømte vartegn for byen. Hotellet Burj al Arab, verdens højeste bygning, Burj Khalifa, og de nye bydele i vandet, The Palm og The World, har igen og igen sat Dubai øverst på dagsordenen for fantastiske anlægsprojekter og oplevelser.
Økonomien i Dubai viste sig dog sårbar, da den globale økonomi mange steder gik i recession i slutningen af 00’erne. Den nye afhængighed af turisme og byggeri gav et hårdt tilbageslag for Dubais økonomi, men netop de nye dele af økonomien er også det, der forventes at gøre Dubais stærk nok til at komme videre, når olien ventes at slippe op i slutningen af 2020erne.
