Wrocław Kongeslot blev bygget som Breslauer Stadtschloss, og det var fra 1750 de preussiske hohenzollers residens i Breslau, datidens Wrocław. De ældste dele af slottet blev dog opført i 1719 som residens for den kirkelige hofkansler Heinrich Gottfried von Spätgen.
Den preussiske kong Friedrich II erhvervede bygningen i 1750, og han udvidede i 1752-1753 anlægget med den nuværende sydlige tværfløj, som berlinerarkitekten Johann Boumann tegnede.
Senere i 1700-tallet og i midten af 1800-tallet blev slotskomplekset kraftigt udvidet med fløje mod sydvest til den nuværende Plac Wolności. Disse anlæg blev ødelagt og nedrevet under og efter 2. Verdenskrig, mens slottets fine barokhave blev genskabt. Med til anlægget hører også den protestantiske hofkirke, der ligger vest for slottet.
Wrocław Kongeslot blev indrettet som museum under Weimarrepublikken, og byen Breslaus kunstsamling blev udstillet her. I dag ligger Wrocławs interessante bymuseum, Muzeum Miejskie Wrocławia, i de smukke rammer. Her kan man se spændende udstillinger og nyde de tidligere kongelige gemakker, der bl.a. tæller rum og sale fra barokken og rokokoen.
Slotskirken er også seværdig. Den hed Hofkirche indtil 1946 og bærer i dag navnet Guds Forsyns Kirke/Kościół Opatrzności Bożej. Den senbarokke kirke blev opført 1747-1750 med et ovalt grundrids og et lyst og elegant interiør.
Pałac królewski, Kazimierza Wielkiego, Wrocław, Polen
Wrocław Kongeslot blev bygget som Breslauer Stadtschloss, og det var fra 1750 de preussiske hohenzollers residens i Breslau, datidens Wrocław.