Gaborone rejseguide

Den føreuropæiske historie
Beboelse i området omkring floden Notwane har været tilstede siden stenalderen. Gennem tiden var der forskellige stammer, der prægede kulturen og udviklingen i det nuværende Botswana.

I nyere tid fandt den såkaldte mfecane-periode sted i begyndelsen af 1800-tallet. Det var en tid, hvor den etniske gruppe batswana blev dominerende.

Boernes ankomst
I 1830erne startede boerne deres store migration fra Kapkolonien i sydvest mod nordøst i blandt andet dagens Sydafrika og Botswana. Vandringen skred frem, mens der var interne stammeopgør i regionen, hvor flere drog til fx det nuværende Zambia og Zimbabwe.

Midten af 1800-tallet var også tiden, hvor europæiske missionærer i stort omfang kom til Afrika. David Livingstone etablerede i den forbindelse en kirke og skole i 1845 ved Kolobeng Mission; nær ved Gaborone, der endnu ikke var en by dengang.

Gaborone opstår
I 1880erne forlod høvdingen Gaborone fra Batlokoastammen den sydafrikanske provins Magaliesberg, og han drog mod det område, der senere blev det sydøstlige Botswana. Her grundlagde han bosættelsen Moshaweng, som de europæiske nybyggere kaldte Gaborone Village eller senere blot Gaberones.

Et af de tidlige anlæg i byen blev minemagnaten Cecil Rhodes’ fort, der virkede som koloniadministration. Fortets placering blev senere det sted, hvor det egentlige Gaborone voksede.

Botswana og de tre høvdinge
I 1871 blev der fundet guld i Sydafrika, og det fik senere stor betydning for ikke mindst Cecil Rhodes’ interesser i de sydafrikanske kolonier.

Det britiske protektorat Bechuanaland blev etableret i 1885, og det skete med høj grad af selvstyre gennem lokale høvdinge. I 1889 dannede Cecil Rhodes selskabet British South Africa Company med kongelig tilladelse, og dette selskab blev ensbetydende med det britiske kolonistyre i regionen.

Cecil Rhodes ønskede gennem British South Africa Company at have kontrol med alle kolonierne i det sydlige Afrika, og det fik tre høvdinge til at rejse til London i 1895. Her fik de foretræde for dronning Victoria, der godkendte deres ønske om ikke at indlemme Botswana i British South Africa Company eller andre britiske kolonier som Sydrhodesia.

1900-tallet
Tiden fra høvdingenes besøg i slutningen af 1800-tallet til Botswanas selvstændighed i 1966 blev en periode, hvor Gaberones fortsat var en mindre by uden karakter af den hovedstad, den snart skulle blive. Botswana som helhed forblev også i en begrænset udvikling som Protektoratet Bechuanaland, hvor der fx endnu ikke var fundet de råstoffer, der var med til at bedre økonomien betragteligt efter landets uafhængighed. I 1964 havde Gaborone under 4.000 indbyggere. Det var en som en større landsby, der på få årtier skulle vokse til flere end 200.000 indbyggere.

Den nye hovedstad
I 1965 blev Protektoratet Bechuanalands hovedstad flyttet fra Mafeking til Gaberones, og da landet opnåede selvstændighed året efter faldt valget også på Gaberones som hovedstad, idet den først ønskede Lobatse viste sig for begrænset med hensyn til udviklingsmuligheder.

Gaborones blev valgt, idet der var vandressourcer i tilstrækkelig grad, den lå tæt på forbindelser til Pretoria, den var centralt beliggende i forhold til stammernes bosættelser i landet, og så var den endelig i forvejen kolonihovedstad.

Den 30. september 1966 var Botswanas uafhængighed en realitet, og i den nye hovedstad blev Derek Jones den første borgmester.

Gaborone i dag
Den nye hovedstad i Botswana er opført som en planlagt by. Anlægget startede i 1964, og i byplanen var der udlagt store områder til gangarealer og pladser for at skabe en luftig by med byrum til borgerne. Efter tre års byggeri var det grundlæggende i byen færdigopført, og hovedstaden blev gradvist taget i brug. I 1969 skiftede Gaberones navn til Gaborone.

Udviklingen er fortsat siden da i hastigt tempo, hvor urbanisering og øget handel og anden forretning har skabt grobund for mange nye byggerier og en generel vækst i Gaborone. Byen står i dag moderne, men samtidig med den rolighed, der blev planlagt for den nye by i 1960erne.