Reykjavik rejseguide

De første bosættelser

Island blev koloniseret af norske og keltiske immigranter i 800-900-tallene. Ifølge en af de gamle islandske sagaer var Ingólfur Arnarson den første bosætter på øen, og han var kommet hertil fra Norge sammen med sin kone, Hallveig Frodedatter, deres to børn, slaver med flere.

Som traditionen kom til at foreskrive, satte Arnarson fint udskårne højsædestøtter i vandet, og netop der, hvor de drev i land, ville han bygge sin gård. Gården blev bygget på den halvø, hvor Reykjavik i dag ligger.

I området fandtes dengang som i dag en række varme kilder, der steg op fra jorden og gjorde et så stort indtryk på indbyggerne, at de navngav deres by herefter. Reykjavik betyder den rygende bugt.

Verdens ældste parlament

Uden for Reykjavik, på Thingvellir, startede den politiske islandske tradition allerede i 930 med landets første parlament.

Omkring år 1000 erklærede landet sig kristent efter pres fra den norske konge, og i 1056 blev landets første bispesæde oprettet i Skalholt uden for Reykjavik. På den måde blev væsentlige institutioner etableret tidligt i koloniens historie, og parlamentet er det ældste, der fortsat eksisterer; i dag i moderne udgave i selve hovedstaden.

Sturlungetiden

1220-1264 kaldes Sturlungetiden efter den slægt, der regerede, mens Island var fristat. En af sturlungerne var Snorri Sturluson, der er en af forfatterne til de verdenskendte islandske sagaer.

Gennem udvidelse af slægtens magtposition kom sturlungerne til at beherske store dele af øen, hvilket skabte interne stridigheder mellem dem og lokale høvdinge samt andre ledere.

I 1241 blev Snorri Sturluson dræbt på sin gård, og efter et par årtiers strid lagde den norske konge i 1262 Island ind under Norge.

Aftalen Gissurarsáttmáli blev underskrevet, og dermed var unionen mellem Norge og Island en realitet. Med aftalen skulle Island betale skatter til den norske konge, og som modydelse blev befolkningen garanteret fred, lovkodeks og regelmæssig transport mellem Island og Norge. Islændinge og nordmænd opnåede desuden ens rettigheder i begge lande.

Unionen blev bekræftet gennem aftalen Gamli sáttmáli i 1302, og de følgende 642 år var Island i union med ikke mindst Danmark.

I denne tid havde kirken gode vilkår. Biskopperne i Hólar og Skálholt modtog store tiender, og de erhvervede efterhånden meget jord fra lokale høvdinge.

Hårde tider i 1300-tallet

1300-tallet varslede hårde tider for islændingene. En såkaldt lille istid slog igennem og medførte kortere vækstsæsoner for det i forvejen marginale landbrug på Islands breddegrader.

Den vigtige høst af byg slog ikke til, og Islands handel med det kontinentale Europa steg. Som eksportvarer udviklede øen i denne periode tørrede torskefisk, der var en populær spise i Europa, og som fortsat i dag bidrager til den islandske økonomi.

Vulkanen Hekla gik også i udbrud flere gange i denne periode. Et et år langt udbrud 1300-1301 kostede 500 mennesker livet, hvilket på den tid var en stor del af befolkningen, og udbrud i 1341 og 1389 forårsagede blandt andet stor skade på landbruget i omegnen.

Island bliver dansk og protestantisk

Med kong Olav IVs død i 1380 ophørte den mandlige norske arvefølge, og det norske monarki og med det også staten gik mod sin ende.

I 1397 blev Kalmarunionen indgået mellem Danmark, Norge og Sverige, og dermed også Island. Monarken var først den danske dronning Margrethe I og derefter de danske konger. Dermed var Danmark den dominerende magt i unionen, der i forskellige udgaver kom til at binde Island og Danmark sammen til 1944.

Kort tid efter unionens indgåelse hærgede pesten i Island. Gennem årene 1402-1404 hærgede sygdommen Reykjavik og Island, og en tredjedel af befolkningen omkom.

Økonomien blev også dårlig for Island, der ikke længere havde et stort hjemmemarked for fiskeeksport i Norge, og med Danmarks landbrugsproduktion og fiskeri var de islandske varer ikke længere så efterspurgte, hvilket mindskede handlen og sejladsen på øen.

Kirkens rigdom og magt stod for fald, som 1400-1500-tallene skred frem. Reformationen var gennemført i Danmark, og kong Christian III ønskede det samme i Island. De katolske biskopper, Jón Arason og Ögmundur Pálsson, var imod kongen, og mens Ögmundur blev deporteret, endte Arason med at blive henrettet i 1550. Med hans død var Island protestantisk.

Handelsmonopolet

Island havde tidligere haft en livlig handel med Europa, men denne blev stoppet i 1602, da der blev oprettet et handelsmonopol på islandshandlen. Monopolet gjorde, at Island kun måtte handle med Danmark, og det skete gennem danske købmænd og handelsstationer rundt om i Island; blandt andet også i Reykjavik. Monopolet skulle styrke danske købmænd over for nordtyske handlende i Hanseforbundet, men for Island lagde ordningen begrænsninger i de økonomiske muligheder.

Reykjavik vokser

I begyndelsen af 1700-tallet boede 50.000 i Island, og Reykjavik var fortsat en af mange landsbyer. I midten af århundredet startede en større udvikling dog i den velbeliggende bosættelse.

Det var fx den lokale ordenshåndhæver og entreprenør Skúli Magnússon, der gennem oprettelse af uldproduktion og -forarbejdning underminerede det eksisterende handelsmonopol. Da Magnússon i 1752 byggede sin virksomhed, blev Reykjaviks første egentlige gade anlagt ved den.

Reykjavik opnåede købstadsrettigheder i 1786, men den nye status til trods var Reykjavik dog fortsat en landsby på mange måder; ikke mindst i størrelsen. Indbyggertallet lå på 167, hvoraf en del var danskere, der arbejdede her som købmænd eller embedsmænd.

Efter at byen opnåede købstadsrettigheder, blev der oprettet forskellige politiske og religiøse institutioner i Reykjavik. Blandt andet startede byggeriet af den protestantiske domkirke i 1796, og bispesædet blev flyttet hertil fra Skálholt to år senere.

Hovedstad og selvstyre i 1800-tallet

Slutningen af 1700-tallet havde igen været hårde tider for Island med vulkanen Lakis udbrud i 1783. 12,5 km³ lava flød ud, og både 9.000 islændinge og omkring 80 % af dyreholdet blev slået ihjel. Ud over det døde omkring en fjerdedel af befolkningen i den efterfølgende hungersnød. I 1800-tallet bevægede klimaet sig mod det værre, og udvandring til Nordamerika skete forekom i større stil.

Samtidig med affolkning og hårde livsbetingelser blev nationalbevidstheden større i Island i denne tid. Ved Freden i Kiel i 1814 mistede Danmark Norge, mens Island formelt set blev en del af Det Danske Rige.

I 1843 blev det islandske alting oprettet, og de følgende år var der en styrkelse af øens bevægelse mod eget styre. Det skete under ledelse af islandske intellektuelle; der var uddannet i Danmark. I spidsen stod Jón Sigurðsson. Samlingen blev holdt i Reykjavik, der nu havde etableret sig som Islands hovedstad.

I 1855 fjernede Island sine fortsatte internationale handelsbarrierer, og i 1874 blev der udarbejdet et forslag til en egentlig islandsk forfatning i forbindelse med, at landet samme år havde fået selvstyre.

Reykjaviks kulturelle liv fik et vældigt løft gennem en række initiativer til aktiviteter og bygninger, der kunne skabe rammen for de islandske kunstformer.

1900-tallet og det selvstændige Island

Gennem starten af 1900-tallet var der en betydelig aktivitet i Reykjavik med tilflytning og etablering af større byggerier og institutioner. Fx blev byens universitet grundlagt i 1911, og der boede nu omkring 12.000 indbyggere i Reykjavik.

Efter 1. Verdenskrig blev Island en selvstyrende del af Det Danske Rige. Landet var nu principielt selvstændigt i personalunion med Danmark, der varetog udenrigs- og forsvarspolitik. Med den nye status var Reykjaviks politiske position endnu en gang blevet styrket.

I 1944 løsrev Island sig fra den danske krone, da landet erklærede sig uafhængigt og indførte republikken. Sveinn Björnsson blev valgt som landets første præsident med residens i Reykjavik, der nu var blevet en hovedstad, hvor der var stort behov for en hel række nye institutioner og for services, der tidligere var blevet foretaget i København.

Efter 2. Verdenskrig startede Reykjaviks største udvikling i indbyggertal. Det var ikke mindst grundet den engelske og senere amerikanske besættelse af øen og de efterfølgende investeringer i blandt andet en luftbase, der medførte en bedret økonomi og jobmuligheder i Reykjavik-området. Det fik mange islændinge fra landområderne til at drage mod hovedstaden.

Reykjavik i dag

Dagens islandske hovedstad er hjem for majoriteten af landets befolkning, og den er på få århundreder vokset fra en lille landsby til flere end 200.000 indbyggere i storbyområdet. Store investeringer i infrastruktur binder byens vidtstrakte forstæder effektivt sammen, og i centrum mødes nyt og gammelt efter en stærk vækst i økonomien i årene efter år 2000. Væksten stoppede inden udgangen af årtiet, men det er en tydeligt moderne islandsk hovedstad, man i dag kan opleve.