Site logo
Se på kortet
  • Mukden Palace, Shenyang Rd, Shenhe District, Shenyang, Liaoning, Kina

Læs om byen

Shenyang er hovedstad i Liaoning-provinsen i det nordøstlige Kina. Det er en by, der først blev kendt som Shenzhou under Khitan-kongeriget i det 10. århundrede. Senere blev den en vigtig grænseby under Liao-dynastiet, der regerede i perioden 907-1125. I det 17. århundrede blev Shenyang, der dengang hed Mukden, hovedstad for det fremadstræbende Manchu-rige under ledelse af general Nurhaci. Mukden fungerede som en strategisk base for Manchuernes erobring af Kina og etableringen af Qing-dynastiet.

Under Qing-dynastiet blev Shenyang et vigtigt kulturelt og politisk centrum. Byen blev hjemsted for Mukden-paladset/盛京宫殿, også kendt som Shenyang Imperial Palace, som blev bygget mellem 1625 og 1636. Paladset fungerede som residens for Manchu-kejserne, indtil de flyttede hovedstaden til Beijing. Shenyang spillede også en central rolle under den japanske besættelse i begyndelsen af det 20. århundrede, hvilket førte til betydelige ændringer i byens infrastruktur og økonomi.

Shenyang er i dag hjemsted for en række imponerende seværdigheder, der afspejler byens rige historie. Mukden-paladset er den mest berømte attraktion, og det smukke bygningskompleks står som en manifestation af Shenyangs betydning i tiden, før Beijing blev hovedstad. En anden vigtig seværdighed er Zhao Mausoleum, der er hvilested for Huang Taiji og hans kejserinde, der grundlagde Qing-dynastiet, som senere flyttede hoffet til Den Forbudte By. Mausoleet er omgivet af den smukke Beiling Park, som dækker et område med en fredfyldt atmosfære med historiske bygninger, gamle træer og maleriske søer.

Man kan også gå på opdagelse i Shenyangs nyere historie ved et besøg i Marshal Zhang’s Mansion, der giver et indblik i Zhang-familien, der spillede en betydelig rolle i Kinas 1900-talshistorie. Der er naturligvis også flere templer i Shenyang, hvor det taoistiske Chengxiang Temple og det buddhistiske Xita absolut er besøg værd. Man kan også se alt fra gamle bymure til byens katolske domkirke. Kommer man i den rette sæson, kan man også nyde Shenyang International Ice and Snow Festival, der hver vinter byder på imponerende isskulpturer, sneaktiviteter og en festlig atmosfære, der tiltrækker besøgende fra hele verden.

Topseværdigheder

    Mukden Palace, Shenyang, Kina

    Mukden Palads
    盛京宫殿

    Mukden Palads er den mest berømte af Shenyangs store seværdigheder. Paladset, der også kendes som Shenyang Imperial Palace, er en historisk kejserresidens, der i sin opbygning minder om Den Forbudte By i Beijing. Mukden-paladset blev bygget i 1625 af Nurhaci, grundlæggeren af det senere Jin-dynasti, og det blev udvidet af hans søn Hong Taiji, der grundlagde Qing-dynastiet. Paladset i Shenyang står i dag som et af de bedst bevarede eksempler på tidlig Manchu-arkitektur, og det er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.

    Mukden-paladset dækker et område på omkring 60.000 kvadratmeter og består af over 300 bygninger og 20 gårde. Paladset kan opdeles i tre sektioner: Østsektionen, Midtersektionen og Vestsektionen. Østsektionen indeholder den imponerende Hall of Great Affairs (Da Zheng Dian), hvor kejserne besteg tronen, udstedte kejserlige edikter og modtog sejrende generaler og soldater. Midtersektionen, som er den vigtigste del af paladset, inkluderer Chong Zheng Dian, Phoenix Tower og Qingning Palace, der var soveværelset for kejseren og hans konkubiner. Vestsektionen blev bygget efter ordre fra Qianlong-kejseren og indeholder Wen Su Pavilion, en operascene og Jiayin Hall.

     

    Zhao Mausoleum
    昭陵
    Zhaoling

    En anden vigtig seværdighed i Shenyang er Zhaoling eller Zhao Mausoleum, også kendt som Beiling eller Det Nordlige Mausoleum. Dette gravmæle er hvilestedet for Huang Taiji, der grundlagde Qing-dynastiet, og hans kejserinde Xiaoduanwen. Mausoleet blev bygget mellem 1643 og 1651 og er en del af de kejserlige grave fra Ming- og Qing-dynastierne, som er opført på UNESCO's verdensarvsliste. Zhao Mausoleum er kendt for sin imponerende arkitektur og historiske betydning, og det er et af de bedst bevarede kejserlige mausoleer i Kina.

    Zhao Mausoleum er opdelt i tre sektioner, hvor den første er den sektion, hvor man ankommer. Stedet bærer inskriptionen "venligst stig af hesten her" på manchu, kinesisk og mongolsk, hvilket viser respekt for kejseren. Herefter kommer man til Red Gate, der har tre porte, hvor kejseren gik gennem den venstre port, og ministrene brugte den højre port. Den tredje og vigtigste sektion udgøres af selve gravstedet.

    Mausoleet er omgivet af den smukke Beiling Park, som er den største park i Shenyang. Parken blev etableret i 1927 og indeholder mange historiske bygninger, gamle træer, skovområder og maleriske søer. Man kan gå en dejlig tur i Beiling Park, som indeholder en række historiske monumenter og skulpturer, herunder en statue af Huang Taiji i militæruniform. Parkens layout er designet i henhold til traditionelle kinesiske feng shui-principper, hvilket skaber en harmonisk balance mellem natur og arkitektur.

     

    Marshal Zhang's Mansion, Shenyang, Kina

    Marshal Zhang’s Mansion
    张氏帅府
    Zhāng Shì Shuài Fǔ

    Marshal Zhang’s Mansion er en historisk i Shenyang, som var hjemsted for Zhang Zuolin og hans søn Zhang Xueliang, som udgør to vigtige figurer i Kinas moderne historie. Zhang Zuolin med tilnavnet Grand Marshal of China var en magtfuld krigsherre, der kontrollerede det nordøstlige Kina i 1920erne. Han etablerede et uafhængigt kongerige efter Qing-dynastiets fald, men blev til sidst myrdet af den japanske hær i 1928.

    Hans søn, Zhang Xueliang, blev kendt som Young Marshal, og han overtog kontrollen og erklærede det nordøstlige Kina under den kinesiske centralregerings suverænitet.  Zhang Xueliang spillede også en afgørende rolle i Kinas moderne historie, især under Xi'an-hændelsen i 1936, hvor han fik Chiang Kai-shek til at samarbejde med kommunisterne mod japanerne.

    Marshal Zhang’s Mansion blev bygget i 1914 og dækker et område på 36.000 kvadratmeter. Bygningen er et nationalt kulturarvssted og står i en tidstypisk blanding af kinesisk og vestlig arkitektur. Komplekset består af 74 værelser og flere gårdhaver, der er typiske for kinesiske palæer. Blandt de mest interessante bygninger på stedet er Daqing Building og Xiaoqing Building. Man kan også se den tidligere residens for Zhao Yidi, Zhang Xueliangs elskerinde og senere hustru.

     

    Dongling, Shenyang, Kina

    Dongling
    东陵

    Dongling er et sted, der også kendt som Fuling Mausoleum/福陵, er et historisk mausoleum i Shenyang. Mausoleet er hvilestedet for Nurhaci, der var grundlæggeren af det senere Jin-dynasti, som blev efterfulgt af Qing-dynastiet, samt hans kejserinde. Mausoleet blev bygget mellem 1629 og 1651 og er en del af de kejserlige grave fra Ming- og Qing-dynastierne, som er optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Dongling er kendt for sin arkitektur, der kombinerer elementer fra både kinesisk og manchu-stilarter og traditioner.

    Anlægget er omgivet af smukke haver og skovområder, hvilket skaber en fredfyldt atmosfære. Dongling er en del af Dongling Park, som dækker et stort område og indeholder mange historiske bygninger. Parken er et populært sted for en dejlig spadseretur, hvor man kan nyde naturen. Man kan naturligvis udforske Dongling-mausoleet som den primære attraktion, men der er også pavilloner, haller og porte, der er spredt rundt omkring i parken.

Andre seværdigheder

    Xita Temple, Shenyang, Kina

    Xita Temple (Western Pagoda)
    西塔

    Xita Temple er et tibetansk buddhistisk tempel beliggende i Xita-kvarteret i Shenyang. Templet blev oprindeligt bygget mellem 1640 og 1645 under Qing-dynastiet på ordre fra Hong Taiji, der var den anden kejser af Qing-dynastiet. Xita Temple betyder Det Vestlige Pagode og er en af de fire pagoder, der repræsenterer hver af de fire kardinalretninger i Shenyang. Templet og den tilhørende pagode blev restaureret i 1998 efter at have været i forfald og senere fjernet under Kulturrevolutionen i 1968.

    Xita-kvarteret, hvor templet ligger, er også kendt som Shenyangs Koreatown og er hjemsted for en stor koreansk befolkning. Området er fyldt med koreanske restauranter, butikker og kulturinstitutioner, hvilket gør det til et livligt og interessant sted at besøge. Xita Temple tilbyder en fredfyldt atmosfære og smukke arkitektoniske detaljer, og ud over Xita Temple kan man også besøge en russisk ortodoks kirke og en protestantisk kirke, der begge blev bygget i begyndelsen af det 20. århundrede, i kvarteret.

     

    Chengxiang Temple
    城隍庙
    Chénghuáng Miào

    Chengxiang Temple i Shenyang er et taoistisk tempel, som er et besøg værd. Templet blev oprindeligt bygget under Song-dynastiet (960-1279), og siden da er det flere gange blevet udbygget. Templets arkitektur afspejler taoistiske traditioner, og det dækker et stort område og består af flere haller, pavilloner og gårde, som er arrangeret i henhold til traditionelle kinesiske feng shui-principper. Hovedhallen, også kendt som Mahavira Hall, er dedikeret til de tre rene, som er de højeste guddomme i taoismen. Templet er omgivet af frodige haver og gamle træer, hvilket skaber en rolig og meditativ atmosfære for alle, der besøger stedet.

    Chengxiang Temple er ikke kun et religiøst sted, men også et kulturelt center, hvor besøgende kan lære om taoistiske ritualer og traditioner. Templet huser mange gamle relikvier og kunstværker, herunder statuer af taoistiske guddomme, kalligrafi og malerier. Der er også en række ceremonier og festivaler, der afholdes i templet året rundt, såsom Lantern Festival og Dragon Boat Festival, hvor besøgende kan opleve traditionelle skikke og festligheder. Templet tilbyder også meditation og tai chi-klasser, hvilket giver besøgende mulighed for at fordybe sig i taoistisk praksis og filosofi.

     

    City Wall, Shenyang, Kina

    Shenyang City Wall
    沈阳城墙
    Shěnyáng Chéngqiáng

    Shenyang City Wall har en lang og fascinerende historie, der går tilbage til Liao-dynastiet, der regerede i perioden 907-1125. Den oprindelige mur blev bygget i 926 for at beskytte byen mod invaderende styrker og for at huse civile, som khitanerne havde bortført fra det Nordlige Song. Muren blev senere udvidet og forstærket under Ming-dynastiet (1368-1644) og Qing-dynastiet (1644-1912). Shenyangs bymur omgav den gamle bydel og havde fire hovedporte, der hver repræsenterede en kardinalretning. Muren var bygget af mursten og sten og havde en højde på omkring 10 meter og en bredde på 6 meter. Den spillede en central rolle i byens forsvar gennem århundrederne.

    I dag er meget af Shenyang City Wall blevet fjernet, men nogle dele af muren og dens porte er stadig bevaret og kan ses rundt omkring i byen. De mest bemærkelsesværdige rester af muren findes langs de fire såkaldte Shuncheng-veje i Shenhe-distriktet. Disse veje følger den gamle murens omrids og giver en god fornemmelse af, hvor stor og imponerende muren engang var. Der er også flere historiske porte, der stadig står, herunder Dazheng Men/大政门 og Chongzheng Men/崇政门, som engang var indgangene til Mukden-paladset. Disse porte står med en imponerende arkitektur. Man kan også finde små sektioner af muren, der er blevet restaureret og integreret i moderne bygninger og parker.

     

    Sacred Heart Cathedral, Shenyang, Kina

    Sacred Heart Cathedral
    沈阳耶稣圣心主教座堂

    Sacred Heart Cathedral i Shenyang, som også blot kaldes Shenyang Catholic Church/沈阳天主教堂, er en imponerende romersk-katolsk katedral. Katedralen blev bygget i 1875 under Qing-dynastiets Guangxu-æra, og den står som den største og ældste katolske kirke i det nordøstlige Kina. Katedralen blev designet af den franske missionær Henri Lamasse med inspiration i klassisk europæisk arkitektur. Den nuværende bygning er en genopførelse fra 1912, idet den oprindelige kirke blev ødelagt under Boxeroprøret i 1900.

    Katedralen har en længde på 66 meter, en bredde på 17 meter, og de to klokketårne når en højde på 45 meter. Katedralen er en murstenskirke med et hvælvet loft støttet af 24 stensøjler, hvilket skaber et rummeligt interiør. Katedralen er orienteret nord-syd med facaden vendt mod syd, og dens layout følger en traditionel basilikastil med tre gange adskilt af rækker af enkeltstående søjler. Kirken er aktiv, så man kan opleve messer og andre kirkelige ceremonier i de fine rammer.

     

    Shenyang Railway Station, Shenyang, Kina

    Shenyang Railway Station
    沈阳站
    Shěnyáng Zhàn

    Shenyang Railway Station er en smuk banegårdsbygning og et vigtigt trafikknudepunkt i Liaoning-provinsen. Stationen blev oprindeligt åbnet i 1899 under navnet Fengtian Station/奉天驿, og det nuværende navn kom til i 1950. Den gamle banegårdsbygning, som man kan se i dag, går tilbage til 1910, hvor Takeshi Ota og Sotaro Yoshida designede den nye station med inspiration fra Tokyo Station i den japanske hovedstad. Inspirationen kom nok derfra, fordi Takeski Ota og Sotaro Yoshida var elever af den japanske banegårds arkitkekt, Tatsuno Kingo.

    Stationen betjener i dag både almindelige passagertog og højhastighedstog som fx på banerne Shenyang-Dalian og Beijing-Harbin, men byens jernbanehistorie startede et andet sted. Den første jernbane, der åbnede til Shenyang, var den kinesiske østlige jernbane, der på engelsk kendes som Chinese Eastern Railway. Det var en jernbane, som blev bygget af det russiske imperium og med åbning i 1899. Den kinesiske østlige jernbane spillede en vigtig rolle i at forbinde Shenyang med andre byer i det nordøstlige Kina og videre til Rusland. Jernbanen var en del af den daværende rute for den Transsibiriske jernbane, som strakte sig fra Moskva til Vladivostok.

     

    Shenyang, Kina

    Liaoning Broadcast and TV Tower
    辽宁广播电视塔

    Liaoning Broadcast and TV Tower er et transmissionstårn, der blev bygget i 1989 i Shenyang. Tårnet har en højde på 305,5 meter, og det er derved en karakteristisk del af storbyens skyline. Tårnet blev oprindeligt konstrueret til kommunikationsformål, og det blev designet med en typisk disk-struktur, hvori der er et indendørs observationsdæk, en roterende restaurant og en bar. På toppen af tårnets disk er der også et udendørs observationsdæk, hvorfra man også kan nyde en fantastisk udsigt over Shenyang og det omkringliggende område.

    I dag er Liaoning Broadcast and TV Tower en populær turistattraktion. Man tager naturligvis en elevator op til observationsdækket for at nyde den smukke panoramaudsigt over byen, hvilket er særligt imponerende om aftenen, når Shenyangs mange bygninger er oplyst. Den roterende restaurant giver en unik spiseoplevelse, idet man kan nyde et måltid, mens man langsomt drejer rundt og ser byen fra forskellige vinkler.

Ture fra byen

    Fushun, Kina

    Fushun
    抚顺

    Fushun ligger i den østlige del af Liaoning-provinsen i det nordøstlige Kina, cirka 45 kilometer øst for Shenyang. Byen er omgivet af skovklædte bakker og gennemskæres af Hun-floden, hvilket giver den en naturskøn beliggenhed i overgangen mellem det industrialiserede Manchuriet og de mere bjergrige områder mod øst. Fushun har gennem det 20. århundrede været en af Kinas vigtigste minedrifts- og energibyer og spillede en central rolle i udviklingen af regionens tunge industri.

    Byen blev især kendt for sine enorme kulminer, herunder den tidligere West Open-Pit Mine, som var blandt de største åbne kulminer i Asien. Under Japans kontrol over Manchuriet i 1930’erne blev minedriften kraftigt udbygget, og Fushun udviklede sig til et strategisk vigtigt industrielt centrum. Senere fortsatte byen som en nøgleleverandør af kul og energi i Folkerepublikken Kinas industrialiseringsperiode. I dag er minedriften reduceret, og byen har gennemgået en gradvis omstilling mod mere varierede erhverv.

    Fushun har også historisk og kulturel betydning. I nærheden ligger Qing Yongling-gravene, 清永陵 (Qīng Yǒnglíng), der er forfædresgrave til Qing-dynastiets kejserfamilie, hvilket understreger områdets rolle i manchurisk historie. Byen rummer desuden Lei Feng Memorial Hall, 雷锋纪念馆 (Léi Fēng Jìniànguǎn), dedikeret til den soldat, der i Kina er blevet symbol på uselviskhed og socialistisk idealisme. Kombinationen af industrihistorie og politisk symbolik giver Fushun en særlig plads i moderne kinesisk fortælling.

     

    Benxi Water Cave, Kina

    Benxi Vandgrotter
    本溪水洞
    Běn xī Shuǐdòng

    Benxi Vandgrotte, der lokalt hedder Benxi Shuidong, er et berømt grottesystem, der ligger i Benxi i Liaoning-provinsen sydøst for storbyen Shenyang. Grotterne er en del af et større karstlandskab, der gennem årtusinder er blevet formet af underjordiske floder og kalkstensdannelser, og området er kendt som et af Nordøstkinas mest spektakulære naturfænomener. Benxi Shuidong er både en naturoplevelse og et historisk sted, da man i området også har fundet spor af tidlig menneskelig aktivitet.

    Selve vandgrotterne strækker sig over flere kilometer og byder på imponerende stalaktitter, stalagmitter og underjordiske søer. Den underjordiske flod, der løber gennem grotten, gør det muligt at udforske området med både, hvilket giver besøgende en dramatisk oplevelse af det mystiske og fredelige indre landskab. Lysets refleksion i vandet og de naturlige formationer skaber et næsten surrealistisk miljø, hvor naturens kræfter tydeligt kan mærkes.

    Området omkring Benxi Shuidong byder også på mange udendørsaktiviteter og naturoplevelser. Den omkringliggende Benxi Vandgrotte National Park, 本溪水洞国家森林公园 (Běn xī Shuǐdòng Guójiā Sēnlín Gōngyuán), giver mulighed for at opleve frodige skove, bjergrige vandrestier og mindre kløfter, hvor man kan vandre, cykle eller bare nyde den rige flora og fauna.

     

    Liaoyang
    辽阳

    Liaoyang ligger i den centrale del af Liaoning-provinsen i det nordøstlige Kina, omkring 60 kilometer syd for provinshovedstaden Shenyang. Byen er en af de ældste i hele regionen og har en historie, der strækker sig mere end 2.000 år tilbage. Gennem århundreder har Liaoyang haft strategisk betydning som administrativt og militært centrum, blandt andet under Han-dynastiet og senere under Liao- og Qing-dynastierne. Dens placering ved Taizi-floden og i det frugtbare Liaodong-område gjorde den tidligt til et vigtigt handels- og kulturknudepunkt i Manchuriet.

    I dag er Liaoyang en moderne industriby med fokus på blandt andet petrokemisk industri, tekstilproduktion og maskinfremstilling, men byen bærer stadig tydelige spor af sin lange historie. Historiske templer, pagoder og rester af ældre bystrukturer vidner om dens tidligere storhed. Blandt de mest kendte monumenter er den Hvide Pagode eller Bái Tǎ, 白塔, der stammer fra Liao-dynastiet og står som et vartegn for byen. Liaoyang er også kendt for Guangyou-templet, 广佑寺 (Guǎngyòu Sì), et af det nordøstlige Kinas ældste buddhistiske templer.

    Byens atmosfære er mere rolig og traditionel end den større nabo Shenyang, og den giver besøgende et indblik i det nordøstlige Kinas kulturarv uden storbyens travlhed. Samtidig er infrastrukturen veludbygget med jernbaneforbindelser og motorveje, der gør det let at kombinere et besøg i Liaoyang med rejser til Shenyang eller andre dele af Liaoning. Kombinationen af historisk dybde, regional kultur og moderne udvikling gør Liaoyang til en interessant, om end ofte overset, destination i det nordøstlige Kina.

     

    Anshan, Kina

    Anshan
    鞍山

    Anshan ligger i den centrale del af Liaoning-provinsen i det nordøstlige Kina, cirka 90 kilometer syd for Shenyang. Byen er en af regionens vigtigste industribyer og har spillet en afgørende rolle i Kinas moderne økonomiske udvikling. Navnet Anshan betyder “Sadelbjerget” og henviser til en nærliggende bjergformation, der i profil minder om en hestesadel. Området har været beboet i årtusinder, men det var især i det 20. århundrede, at Anshan voksede markant i betydning.

    Anshan er først og fremmest kendt som en af Kinas vigtigste stålbyer. Her ligger Ansteel Group, også kendt som Anshan Iron and Steel Group, der blev grundlagt i begyndelsen af 1900-tallet og siden udviklede sig til en af landets største stålproducenter. Byens industrielle identitet blev især formet under Japans kontrol over Manchuriet i 1930’erne og senere under Folkerepublikken Kinas industrialiseringsprogrammer, hvor Anshan blev et symbol på tung industri og socialistisk opbygning.

    Trods sit industrielle ry byder Anshan også på naturskønne og kulturelle seværdigheder. Den mest kendte er Qianshan-bjergene (千山), et naturskønt område med templer, pagoder og dramatiske klippeformationer, som tiltrækker pilgrimme og naturelskere. Området har både buddhistiske og taoistiske helligdomme og er et populært udflugtsmål året rundt. Byen har desuden varme kilder og parker, der giver mulighed for rekreation i kontrast til de industrielle omgivelser.

    Et særligt kendetegn ved Anshan er byens varme kilder, som i århundreder har været kendt for deres mineralholdige og angiveligt helbredende vand. De mest berømte findes i Tanggangzi-området sydvest for byens centrum. Kilderne holder en temperatur på omkring 70 °C og er rige på mineraler, hvilket har gjort dem populære både til rekreation og terapeutisk brug. Allerede i begyndelsen af det 20. århundrede blev der etableret kursteder her, og området udviklede sig til et af Nordøstkinas mest kendte spa- og rehabiliteringscentre.

    I dag er Tanggangzi Hot Springs, 汤岗子温泉 (Tānggǎngzǐ Wēnquán), et omfattende kur- og wellnessområde med badeanlæg, mudderbade og behandlingscentre, hvor både lokale og besøgende søger afslapning og lindring for forskellige lidelser. De varme kilder kombinerer traditionel kinesisk kurkultur med moderne faciliteter, og stedet besøges både af turister og af patienter, der gennemgår genoptræning. De naturskønne omgivelser og den historiske spa-tradition giver en markant kontrast til Anshans image som tung industriby og bidrager til byens mere rekreative og helsefokuserede side.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev