Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Ripon er en af de ældste byer i det nordlige England og har en historie, der i særlig grad er knyttet til kristendommens tidlige udbredelse og til kirkens rolle som magt- og kulturcentrum. Byens oprindelse går tilbage til 600-tallet, hvor munken Wilfrid af York grundlagde et kloster i Ripon omkring år 672. Klostret blev hurtigt et vigtigt religiøst centrum og tiltrak både lærde og pilgrimme. Den tidlige kristne betydning af Ripon gav byen en status, der rakte ud over dens geografiske størrelse, og den lagde grunden til dens fortsatte rolle som bispesæde. Selvom Ripon aldrig udviklede sig til en stor handelsby, forblev den et vigtigt lokalt og regionalt knudepunkt gennem middelalderen.

I middelalderen blev Ripon videreudviklet som kirkelig by og fik købstadsrettigheder, hvilket gjorde den til centrum for handel og administration i det omkringliggende landbrugsområde. Uldhandel og landbrug spillede en central rolle i byens økonomi, og markeder og messer bidrog til dens stabilitet. Ripon oplevede ikke samme grad af industrialisering som mange andre byer i Nordengland, hvilket betød, at den historiske bykerne i vid udstrækning blev bevaret. Byens udvikling var relativt kontinuerlig og uden de store omvæltninger, hvilket har resulteret i et bybillede, hvor middelalderlige byplaner stadig er tydeligt aflæselige i gadenettet og bebyggelsen.

Ripons væsentligste seværdighed er Ripon Cathedral, som står på stedet for Wilfrids oprindelige kloster og rummer arkitektoniske lag fra over 1.300 år. Katedralen kombinerer normanniske, gotiske og senere tilføjelser og er særlig kendt for sin angelsaksiske krypt fra 600-tallet, der en af de ældste bevarede kirkebygningsdele i England. Bygningens vestlige facade, de høje tårne og det lyse indre gør den til et markant vartegn i det flade landskab omkring byen. Ripon har også en lang tradition med den såkaldte Hornblower of Ripon, hvor en hornblæser hver aften siden middelalderen har blæst på torvet. Det er en skik der oprindeligt havde til formål at signalere byens sikkerhed og fortsatte eksistens.

Ripon er velegnet til byvandringer med det kompakte centrum. På den måde kan man opleve byens historie i et roligt tempo. En tur kan tage udgangspunkt på Market Place, der er et af de største torve i Nordengland. Torvet er omgivet af georgianske bygninger og med mange hyggelige gader omkring det. Gader som High Street, Kirkgate og Coltsgate Hill giver indblik i byens middelalderlige byplan og senere udvikling. En kort gåtur fører også til Ripon Canal Basin, som forbinder byen med floden Ure og illustrerer dens rolle i den regionale transporthistorie. Inden for meget korte afstande kan man således opleve en kombination af den monumentale katedral, det åbne torv, kanalen og de gamle bevarede og charmerende gader.

Ture fra byen

    Leeds, England

    Leeds

    Leeds er en by i det nordlige Midtengland ved floden Aire. Historisk var en by kendt på dette sted ved normannernes erobring af England, og siden da udviklede byen sig som markedsby i middelalderen med bl.a. stadsret i 1207. Leeds’ vækst fortsatte gennem århundreder, hvor byen etablerede sig som et vigtigt handelscentrum.

    Den givtige handel fandt bl.a. sted på klædebørsen White Cloth Hall fra 1711, og senere i århundredet sad Leeds på omkring en sjettedel af Englands eksporthandel. Succesen skyldtes bl.a. anlægget af kanalerne Aire and Calder Navigation i 1699 og Leeds and Liverpool Canal i 1816. Gennem 1800-tallet slog industrialiseringen også igennem i Leeds med mange nye fabrikker og virksomheder.

    Læs mere om Leeds

     

    York, England

    York

    York er en by ved floden Ouse i det nordlige England. Dens historie går tilbage til Romerriget under kejser Vespasian, hvor den blev grundlagt i år 71 med navnet Eboracum som militærfort for en legion. Eboracum blev en af romernes vigtigste byer i England. Efter romerne blev byen i en periode hovedstad under stiftende konger og grever.

    I 866 erobrede danske vikinger York, og i et lille århundrede regerede de et kongerige fra byen, som de kaldte Jórvík. Normannerne invaderede i 1066, og der blev herefter bygget en borg i York, som de følgende århundreder blev ærkebispesæde og et vigtigt handelscentrum. York blomstrede frem til 1400-tallet, hvorefter der kom nedgangstider. I 1600-tallet voksede York igen og var en periode landets tredjestørste by.

    Læs mere om York

     

    Durham Cathedral

    Durham

    Durham er en by, der ligger smukt ved floden Wear, og netop der hvor den slår et sving, ligger den historiske bykerne på en lille halvø. Byen blev grundlagt i 995 af angelsaksiske munke, der søgte et sted, hvor de kunne undgå vikingernes overfald og derved beskytte relikvierne af Cuthbert af Lindisfarne.

    Munkenes første kirke blev afløst af Durham Cathedral i 1000-tallet, og i samme århundrede etablerede normannerne Durham Castle. Fra 1070erne til 1836 blev byen regeret af biskopper fra netop Durham Castle, og området fungerede som en slags buffer mellem England og Skotland. Senere blev Durham et stort mineområde for brydning af kul, men minerne er ikke længere aktive. I stedet tiltrække byen mange turister til Durhams store seværdigheder.

    Læs mere om Durham

Tilmeld dig vores nyhedsbrev