
Ocean Drive i Miami Beach er ikke bare en turistattraktion – det er hjertet i verdens største koncentration af historisk bevarede Art Deco-bygninger. Flere end 900 bygninger i byens Art Deco District er fredede, og gaden fungerer som en slags frilandsmuseum over 1920ernes, 1930ernes og 1940ernes arkitektur, der er blevet krydret med senere modernistiske indslag.
Art Deco-stilen opstod i Frankrig i 1910erne og blev internationalt populær efter Exposition Internationale des Arts Décoratifs et Industriels Modernes i Paris i 1925. I Miami Beach fik stilen sin helt egen tropiske fortolkning, der også kendes som Tropical Deco. Her blev de rene geometriske linjer, zigzagmønstre og solstrålemotiver kombineret med inspiration fra palmer og bølger, pastelfarver, terrazzogulve og neonskilte. Og alt sammen tilpasset det varme klima og strandens lette livsstil.
På en tur i Miami Beach eller bare i det sydlige Florida er en spadseretur ad Ocean Drive et must. Det er et sted, hvis lige ikke findes nogle steder i verden, og det gælder bare om at tage sig tid til at kigge på og nyde hver enkelt bygning med alle deres ens og alligevel forskellige detaljer, der er varieret over en stilmæssig grundskabelon. Man kan naturligvis starte turen flere steder, men prøv fx fra nord til syd, hvor den fantastiske stemning begynder ved 15th Street.

Adresse: 1430 Ocean Drive
Opført: 1940
Arkitekt: L. Murray Dixon
Stil: Tropical Deco
McAlpin er et af L. Murray Dixons mest berømte værker, og bygningen er især kendt for sin perfekte Art Deco-symmetri. Facaden er opdelt i tre vertikale felter med et centralt tårn, der afsluttes i en geometrisk top. Den pastelfarvede palette – typisk lyserød, turkis og creme – er et skoleeksempel på den tropiske fortolkning af Art Deco. McAlpin var et af de første hoteller, der blev totalrestaureret under 1980ernes bevaringsbølge, og bygningen bruges ofte som ikonbillede for Miami Beach Art Deco District.

Adresse: 1420 Ocean Drive
Opført: 1938
Arkitekt: Henry Hohauser
Stil: Tropical Deco/Streamline Moderne
Crescent udmærker sig ved sin buede facade, brede horisontale speed lines og koøje-vinduer, der giver maritime associationer. Hohauser inkorporerede her både den strømlinede aerodynamik fra Streamline Moderne og tropiske dekorative elementer, bl.a. stiliserede skaller og solstråler i stukkaturen. Pastelfarverne er afdæmpede grønne og beige, hvilket giver et roligt, men sofistikeret udtryk.

Adresse: 1300 Ocean Drive
Opført: 1939
Arkitekt: Henry Hohauser
Stil: Tropical Deco med maritime referencer
Cardozo er opkaldt efter den amerikanske højesteretsdommer Benjamin N. Cardozo og er et af Hohausers mest kendte værker. Bygningens afrundede hjørner, koøje-vinduer og nautiske proportioner giver associationer til 1930ernes luksuslinere. Facaden har en blid, lysegrå tone kombineret med hvide detaljer, og dens placering på hjørnet af 13th Street giver den en særlig visuel dominans i gadebilledet. Cardozo blev berømt som kulisse i flere film og tv-produktioner, og den har siden 1990erne været ejet af musikerne Gloria og Emilio Estefan, som har restaureret bygningen med respekt for dens Art Deco-arv.

Adresse: 1250 Ocean Drive
Opført: 1941
Arkitekt: Kiehnel & Elliott
Stil: Sen Art Deco / Streamline Moderne
The Carlyle er en af de mest elegante bygninger på Ocean Drive, kendt for sin rene symmetri og bløde, afrundede hjørner. Facaden er holdt i en lys og næsten perlemorsagtig hvid, som fremhæves af diskrete geometriske mønstre i stukkaturen. Den lodrette midterakse og de horisontale bånd skaber en harmonisk balance mellem højde og bredde. Bygningen har medvirket i flere film, heriblandt The Birdcage fra 1996, og huset er et af de mest fotograferede hoteller i byens Art Deco District.

Adresse: 1244 Ocean Drive
Opført: 1937
Arkitekt: Albert Anis
Stil: Tropical Deco
Leslie er et levende eksempel på den tropiske fortolkning af Art Deco, hvor arkitekturens rene linjer kombineres med en lys og solrig farvepalet. Facaden domineres af en klar gul farve med hvide og grønne detaljer, hvilket skaber en varm kontrast mod det blå hav lige overfor. Symmetrien i bygningens opbygning forstærkes af et centralt tårn, der trækker øjet opad, mens horisontale bånd og afrundede hjørner skaber balance. Leslie blev restaureret i 2014 med fokus på at bevare de oprindelige facadefarver og dekorative stukkaturdetaljer, hvilket har gjort det til en af Ocean Drives mest fotogene bygninger.

Adresse: 1020 Ocean Drive
Opført: 1938
Arkitekt: Albert Anis
Stil: Streamline Moderne med senere modernistiske elementer
Clevelander blev oprindeligt bygget som et klassisk Streamline Moderne-hotel med glatte, hvide flader, afrundede hjørner og horisontale bånd. I 1980erne og 1990erne blev hotellet omdannet til et af South Beachs mest kendte feststeder med udendørs bar, pool og musikscene, men de grundlæggende arkitektoniske elementer fra 1930erne er stadig synlige i facadens proportioner. Clevelander er et godt eksempel på, hvordan historiske bygninger i Art Deco-distriktet er blevet tilpasset nutidens natteliv uden at miste deres oprindelige formsprog.

Adresse: 940 Ocean Drive
Opført: 1939
Arkitekt: Anton Skislewicz
Stil: Sen Art Deco / Streamline Moderne
The Breakwater er kendt for sit markante vertikale tårn, der rejser sig som et fyrtårn over gaden. Den blå neonbelysning og geometriske segmentering af tårnet giver bygningen et dramatisk udtryk, især om aftenen. Facaden kombinerer den klassiske Art Deco-symmetri med Streamline Modernes glatte, aerodynamiske linjer. Bygningen er stadig et af de mest fotograferede steder i South Beach og fungerer i dag som hotel og restaurant, hvilket holder liv i både arkitekturen og gadebilledet.

Adresse: 736 Ocean Drive
Opført: 1935
Arkitekt: Henry Hohauser
Stil: Tropical Deco
The Colony Hotel er måske det mest ikoniske Art Deco-hotel på Ocean Drive. Facaden er symmetrisk med en markant lodret midterakse, hvor det store blå neonskilt med hotellets navn lyser op om aftenen. De turkisblå og hvide farver understøtter bygningens friske, maritime udtryk. Bygningen blev designet med rene geometriske former og minimale ornamenter, hvilket var typisk for midten af 1930erne. Colony har optrådt på utallige postkort og i reklamer og film, og det anses som et uofficielt symbol for South Beachs Art Deco District.

Adresse: 700 Ocean Drive
Opført: 1941
Arkitekt: Albert Anis
Stil: Streamline Moderne med Tropical Deco-elementer
Avalon fremstår med en cremehvid facade med grønne detaljer og afrundede hjørner. De horisontale bånd og vinduesgrupper understreger bygningens strømlinede udtryk, der var inspireret af samtidens luksuslinere og fly. Et særkende ved Avalon er den vintagebil, der næsten altid står parkeret foran hotellet. Den er et bevidst visuelt element, som understøtter følelsen af en tidslomme fra 1940erne. Bygningen er omhyggeligt bevaret, så både proportioner, farver og detaljer er tro mod originaldesignet.

Adresse: 660 Ocean Drive
Opført: 1940
Arkitekt: Albert Anis
Stil: Tropical Deco
Majestic er et mindre, men karakteristisk Art Deco-hotel, hvor proportionerne og detaljerne er nøje afstemt. Den lyse facade brydes af enkle geometriske mønstre, afrundede hjørner og horisontale bånd. Bygningen fremstår som en roligere kontrast til nogle af de mere flamboyante hoteller i området. Den bevarer stadig sin oprindelige charme og er en del af den sammenhængende arkitektoniske helhed, der gør Ocean Drive unik.

Adresse: 640 Ocean Drive
Opført: 1937
Arkitekt: Henry Hohauser
Stil: Tropical Deco
Park Central var et af de første store hoteller på Ocean Drive og et flagskib for den voksende vinterturisme i Miami Beach i 1930erne. Facaden kombinerer kølige blå toner med hvide detaljer og et centralt tårn, som understreger bygningens symmetri. Park Central blev berømt for at have huset prominente gæster som Bugsy Siegel. I 1980erne var det blandt de første bygninger, som blev restaureret under Barbara Baer Capitmans Art Deco-redningskampagne, og det blev et symbol på bevaringsarbejdets succes.
Din spadseretur bliver mere givende og sjovere, hvis du kender til elementerne og baggrunden for Art Deco-arkitekturen. På 1001 Ocean ligger Art Deco Welcome Center, der fungerer som den officielle indgang til Miami Beach’s Art Deco District. Bygningen er ikke en original 1930’er-struktur, men er designet til at harmonere med de historiske omgivelser med pastelfarver, geometriske linjer og dekorative elementer inspireret af de omkringliggende hoteller. Her kan du få kort, brochurer, og information om guidede ture.
Samme sted ligger Art Deco Museum, der giver et dybdegående indblik i distriktets historie fra 1920’ernes byggeboom til 1970ernes bevaringsbevægelse. Udstillingerne omfatter originale arkitekttegninger, fotografier, vintage reklamer, møbler, keramik og neonbelysning fra perioden. Museet lægger vægt på Tropical Deco-stilen, som adskiller Miami Beach fra andre Art Deco-byer i verden. Der er også sektioner om MiMo (Miami Modern) og Mediterranean Revival-arkitektur, som præger andre dele af byen.
Og når alt kommer til alt, kan du gå en tur ad Ocean Drive med disse ting i baghovedet, når du ser perlerækken af smukke bygninger:
Ocean Drive, Ocean Drive, Miami Beach, Florida, USA