Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Mendoza er en smuk og livlig by beliggende i det vestlige Argentina tæt på grænsen til Chile og med Andesbjergenes majestætiske tinder som bagtæppe. Byen er særligt kendt som centrum for den argentinske vinproduktion, og her bliver nogle af verdens bedste vine på druen malbec produceret. Mendoza har et solrigt og tørt klima, brede grønne gader og en afslappet stemning, som tiltrækker både vinelskere, bjergvandrere og rejsende, der søger natur, kultur og god mad. Byen kombinerer en mindre bys ro med storbyens tilbud, og netop denne balance gør Mendoza til en af Argentinas mest tiltalende rejsemål.

Mendoza blev grundlagt af spanierne i 1561, men var allerede beboet af oprindelige folk som huarpes før koloniseringen. I kolonitiden blev byen en vigtig station på ruten mellem Buenos Aires og Santiago de Chile, og dens strategiske placering tæt ved Andespasset spillede en central rolle under kampen for uafhængighed. Den argentinske frihedshelt José de San Martín organiserede sin berømte Andesovergang herfra i begyndelsen af 1800-tallet. I 1861 blev Mendoza ramt af et voldsomt jordskælv, som ødelagde næsten hele byen, men den blev hurtigt genopbygget med brede gader og åbne pladser. Dette skete for både skønhedens og sikkerhedens skyld.

I dag er Mendoza en moderne by, der stadig har stærke rødder i sine landlige traditioner. Vinindustrien er ikke kun en økonomisk drivkraft, men også en del af byens identitet, hvilket ses i alt fra festivaler og gastronomi til arkitektur og turisme. Byens liv foregår omkring de skyggefulde alléer, grønne parker og caféer, hvor man kan nyde et glas vin under åben himmel. Mendoza er også præget af bæredygtig tænkning og regulering af vandet, hvilket er nødvendigt i det tørre klima, og som har historiske rødder i de avancerede kunstvandingssystemer, der stadig bruges i dag.

Der er masser at opleve i og omkring Mendoza. Mange besøgende tager på vinture til områdets mange såkaldte bodegas, hvor man kan smage på forskellige vine og få indblik i produktionen. En anden populær aktivitet er at tage op i Andesbjergene, hvor det er nemt at se blandt andet toppen af Aconcagua, der er det højeste bjerg uden for Himalaya. Det ligger i nærheden af Mendoza og tiltrækker både vandrere og bjergbestigere. I selve byen er der også flere seværdigheder og generelt byder centrum på hyggelige pladser, museer og gode restauranter. Mendoza kombinerer således natur, kultur og livsnydelse på en måde, der gør det svært ikke at forelske sig i byen.

Topseværdigheder

    Uafhængighedspladsen
    Plaza Independencia

    Plaza Independencia er den største og mest ikoniske plads i Mendoza. Den fungerer som byens kulturelle og sociale centrum og er altid fuld af liv. Pladsen blev etableret i 1863 som en del af genopbygningen af byen efter det ødelæggende jordskælv i 1861. Den blev designet af ingeniøren Julio Balloffet og dækker et område på over 55.000 kvadratmeter. Plaza Independencia blev anlagt med grønne områder og springvand, og den er omgivet af kulturinstitutioner, hvilket gør den til et populært mødested for både lokale og turister.

    Et af pladsens bemærkelsesværdige træk er det dansende springvand med metalfrisen, der bærer mottoet "La Libertad, esa gesta anónima". Det blev blev indviet den 25. maj 1995, og frisen blev skabt af kunstnerne Eliana Molinelli, Eneida Rosso og Laura Valdivieso. Den består af tre sektioner, der symboliserer forskellige aspekter af frihed.

    Plaza Independencia er også hjemsted for Museo Municipal de Arte Moderno de Mendoza (MMAMM), der ligger under jorden, og som blev indviet i 1991. Museet har en samling på over 1.400 værker, herunder installationer, malerier, skulpturer, fotografier og grafiske arbejder. Det fungerer som et vigtigt kulturelt centrum, der fremmer moderne og samtidskunst og tilbyder et rum for refleksion og kunstnerisk praksis i tæt forbindelse med lokalsamfundet. Man kan også se Teatro Independencia, der blev indviet i 1925 som byens vigtigste sted for scenekunst.

     

    Independencia Teater
    Teatro Independencia

    Teatro Independencia er Mendozas førende scene for scenekunst og en arkitektonisk perle, der har spillet en central rolle i byens kulturelle liv siden sin indvielse den 18. november 1925. Teatret ligger på Plaza Independencia, og det blev opført som en del af en større plan for at udvikle et kulturelt centrum omkring byens hovedplads. Initiativet blev lanceret af guvernør Carlos Washington Lencinas i 1922, og projektet blev tildelt arkitekten Alfredo Israel, som designede bygningen i en fransk akademisk stil. Facaden er præget af en nyklassicistisk frontispice med fire korintiske søjler på en grøn marmorbase. Man kan også se Mendoza-provinsens våbenskjold på bygningen.

    Indvendigt fandt teatret inspiration fra italienske operahuse med en formel vestibule og en stor marmortrappe, der fører op til koncertsalen. Auditoriet har fire niveauer af balkoner og en kapacitet på 730 personer. Teatret blev indviet med premieren på La Emigrada, der er en opera af den argentinske librettist Vicente Martínez Cuitiño. Den blev opført af Compañía Argentina de Dramas y Comedias med Camila Quiroga i hovedrollen.

    Gennem årene har Teatro Independencia været vært for en bred vifte af forestillinger som fx operaer, balletter, teaterstykker og koncerter. I 1944 fik teatret installeret biografudstyr, og den første film, der blev vist, var Casablanca. Efter en omfattende brand i 1963 blev teatret restaureret og genåbnet i 1965 med en forestilling af balletkompagniet fra Teatro Colón i Buenos Aires. Yderligere renoveringer begyndte i år 2000, og den 21. september 2003 blev teatret genindviet med en optræden af den Mendoza-fødte sopran Fabiana Bravo. I dag er Teatro Independencia hjemsted for Mendoza-provinsens filharmoniske orkester.

     

    Sankt Frans Basilika
    Basílica de San Francisco

    Basílica de San Francisco er en kirke i Mendoza, der står som en af byens mest betydningsfulde religiøse og historiske bygninger. Den blev opført i 1875 og var den den første kirke, der blev bygget efter det ødelæggende jordskælv i 1861, som lagde store dele af Mendoza i ruiner. Den nye basilika blev designet af den belgiske arkitekt Urbano Barbier med inspiration fra Église La Trinité i Paris. Den er et fremragende eksempel på nyromansk arkitektur. Kirken har tre skibe adskilt af tolv store søjler med korintiske kapitæler, der bærer det hvælvede loft. Murene er næsten en meter tykke, hvilket vidner om den solide konstruktion. Oprindeligt havde basilikaen to tårne og et centralt klokketårn, men disse blev ødelagt under endnu et jordskælv i 1920 og blev ikke genopført.

    Basilikaen huser det hellige billede af Nuestra Señora del Carmen de Cuyo, som har stor religiøs og historisk betydning. Denne statue blev erklæret for skytshelgen for Andeshæren af General José de San Martín. Den 5. januar 1817 overdrog San Martín symbolsk sin kommandostav til jomfruen under en ceremoni, hvor også Andeshærens fane blev velsignet. Efter sine militære sejre donerede han definitivt sin kommandostav til basilikaen, hvor den stadig opbevares sammen med et brev, der bekræfter hans dybe hengivenhed.

    I kirkens sydlige skib findes mausoleet, hvor resterne af San Martíns datter, Mercedes Tomasa de San Martín y Escalada, hendes ægtemand Mariano Severo Balcarce og deres datter María Mercedes Balcarce y San Martín hviler. Disse blev overført fra Frankrig til Mendoza i 1951, hvilket understreger basilikaens betydning som et sted for national erindring. Basilikaens interiør er generelt rigt udsmykket og indeholder blandt andet et imponerende orgel fra 1912 med næsten 5.000 piber, hvilket gør det til et af de største kirkeorgler i Argentina. I 1938 blev basilikaen erklæret for nationalt historisk monument, hvilket cementerer dens status som en central del af Argentinas kulturelle og historiske arv.

     

    Museet på Stedet for Byens Grundlæggelse
    Museo del Área Fundacional

    Museo del Área Fundacional er et centralt kulturhistorisk museum i Mendoza, som ligger i den historiske bydel omkring Plaza Pedro del Castillo. Museet blev etableret i 1993 og er placeret på det sted, hvor Mendoza oprindeligt blev grundlagt den 2. marts 1561 af Pedro del Castillo. Dette område var tidligere hjemsted for byens koloniale rådhus kaldet Cabildo, som blev ødelagt under det ødelæggende jordskælv i 1861.

    Museets udstillinger fokuserer på Mendozas tidlige koloniale periode og udvikling. Besøgende kan udforske arkæologiske fund, herunder rester af det oprindelige Cabildo og det tidligere frugt- og grønsagsmarked fra 1930. Udstillingerne inkluderer også dioramaer, fotografier og modeller, der illustrerer byens historiske udvikling. En af museets mest interessante træk er den underjordiske sektion, hvor man som besøgende kan se resterne af byens oprindelige springvand, som blev ødelagt af jordskælvet i 1861. Denne arkitektoniske funktion giver en håndgribelig forbindelse til byens fortid.

     

    Sankt Frans Ruiner
    Ruinas de San Francisco

    Ruinas de San Francisco i Mendoza er et af de mest betydningsfulde historiske steder i byen. Det repræsenterer en vigtig del af dens koloniale arv, idet disse ruiner er resterne af en tidligere jesuitterkirke, der blev opført mellem 1716 og 1731. Efter jesuitternes udvisning fra de spanske kolonier i 1767 overgik kirken til franciskanerordenen. Kirken blev ødelagt under det ødelæggende jordskælv i 1861, og ruinerne står i dag som et vidnesbyrd om Mendozas koloniale fortid.

    Ruinerne ligger i hjertet af Mendoza nær Plaza Pedro del Castillo. Besøger man stedet, kan man se ruinerne og reflektere over byens historie og de begivenheder, der har formet dens udvikling. Ruinas de San Francisco er et vigtigt arkæologisk sted, og det er også et fredet nationalt historisk monument, der fungerer som et åbent museum. Man kan udforske de bevarede bygningsdele og lære om kirkens historie gennem informative skilte og guidede ture.

Ture fra byen

    Puente del Inca, Mendoza, Argentina

    Inkabroen
    Puente del Inca

    Puente del Inca er en naturlig stenbro, der ligger i Andesbjergene i den argentinske provins Mendoza tæt på grænsen til Chile. Den spektakulære formation spænder over floden Río Las Cuevas og er blevet skabt af naturlige geologiske processer, hvor mineralske aflejringer fra varme kilder langsomt har opbygget broens karakteristiske, okkerfarvede struktur. Stedet ligger i omkring 2.700 meters højde over havets overflade og har været et vigtigt krydsningspunkt siden inkatiden, hvorfra navnet Puente del Inca eller Inkaernes Bro stammer. Den nærliggende varme kilde blev også brugt af både oprindelige folk og senere kolonister for sine helende egenskaber.

    I begyndelsen af 1900-tallet blev området et populært kursted, og et hotel med tilhørende badeanlæg blev bygget op mod broens stenformation. Hotellet blev dog ødelagt af et jordskred i 1965, men nogle af ruinerne, dækket af mineraler fra de termiske kilder, er stadig synlige i dag. Puente del Inca er i dag fredet som et naturmonument og tiltrækker både geologer og turister, der ønsker at opleve en af de mest unikke og fotogene seværdigheder tæt på Mendoza i de argentinske Andesbjerge. Stedet ligger langs vejen over bjergene til Chile og også tæt på adgangsvejen til Aconcagua, hvilket gør det til et naturligt stop for eventyrlystne rejsende.

     

    Aconcagua, Mendoza, Argentina

    Aconcagua

    Aconcagua er det højeste bjerg på den sydlige og vestlige halvkugle med en imponerende højde på 6.962 meter over havets overflade. Det ligger i Andesbjergene i den argentinske provins Mendoza tæt på grænsen til Chile, og er en del af Parque Provincial Aconcagua, der dækker et område med spektakulære landskaber og unik flora og fauna. Bjerget er ikke teknisk svært at bestige fra den normale rute i forhold til verdens højeste bjerge, hvilket gør det populært blandt erfarne vandrere, der ønsker at prøve kræfter med højder uden behov for klatreudstyr. Samtidig er det barske klima, den tynde luft og de uforudsigelige vejrforhold naturligvis en betydelig udfordring, der kræver god fysisk forberedelse.

    Aconcagua kan også nydes uden ekspedition. Fra hovedvejen mellem Mendoza og Chiles hovedstad, Santiago, især nær Puente del Inca og Uspallata-passet, har man flere steder en fremragende udsigt til bjergmassivet og selve toppen af Aconcagua. Det er især i klart vejr, at man kan nyde synet. Denne strækning er en af de mest naturskønne i regionen, og den gør det muligt for rejsende at opleve Aconcaguas storslåede silhuet uden at forlade asfalten. Der findes flere udkigspunkter langs vejen samt korte vandreruter i området omkring parken, hvor man kan komme tættere på bjerglandskabet og nyde udsigten til Aconcaguas snedækkede tinder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev