Lhasa Rejseguide

Potala Palads
布达拉宫
པོ་ཏ་ལ་ཕོ་བྲང​​

Potala-paladset er et af de mest ikoniske og imponerende bygningsværker i Lhasa, hvor det ligger på en fremtrædende placering på Marpo Ri-højen. Paladset blev oprindeligt grundlagt i det 7. århundrede af kong Songtsen Gampo, men den nuværende paladsbygning blev opført i det 17. århundrede af den femte Dalai Lama. Potala-paladset tjente som vinterresidens for Dalai Lamaerne fra 1649 til 1959 og er nu et museum og et UNESCO-verdensarvssted.

Arkitekturen i Potala-paladset består af er en bemærkelsesværdig blanding af selve residenspaladset, en fæstning og et tempel. Bygningen strækker sig over 400 meter fra øst til vest og 350 meter fra nord til syd og består af 13 etager, der rummer over 1.000 værelser, 10.000 altre og omkring 200.000 statuer. De tykke stenmure er op til 5 meter tykke ved bunden, og paladsets kobberfundament gør bygningen modstandsdygtig over for jordskælv, som kan ramme regionen.

Paladset er opdelt i to hovedsektioner: Det Røde Palads og Det Hvide Palads. Det Røde Palads ligger øverst, og det er dedikeret til religiøse formål og huser stupaerne med Dalai Lamaernes jordiske rester samt mange Buddha- og sutrahaller. Den Hvide Palads ligger nederst, og det var den del af komplekset, som blev brugt til politiske og administrative formål. Det Hvide Palads var også Dalai Lamaernes bolig og arbejdssted.

Blandt de mange seværdigheder i Potala-paladset er stedets imponerende vægmalerier, thangkaer eller religiøse malerier på stof og skulpturer, som pryder vægge og rum. Disse kunstværker skildrer scener fra buddhistisk mytologi, Dalai Lamaernes liv og Tibets historie. En anden bemærkelsesværdig attraktion er de otte stupaer, der indeholder Dalai Lamaernes jordiske rester og er dækket af guld og ædelsten.

Potala-paladset er også omgivet af smukke haver og pladser, som giver besøgende mulighed for at nyde den storslåede udsigt over Lhasa og de omkringliggende bjerge. Man kan også se nogle tage eller selv begive sig på en tur rundt om paladset. Det er en tur, der er kendt som kora, og det er en vigtig religiøs praksis for tibetanske pilgrimme, der går i en rituel procession for at vise deres hengivenhed.

Jokhang Tempel
大昭寺
ཇོ་ཁང།

Jokhang Tempel er et tempel, der ligger i hjertet af Lhasa. Det er det helligste tempel i Tibet og et vigtigt pilgrimssted for tibetanere. Templet blev grundlagt i det 7. århundrede af kong Songtsen Gampo for at huse en statue af Jowo Mikyo Dorje, som blev bragt til Tibet som en del af medgiften fra hans nepalesiske hustru, prinsesse Bhrikuti. Templet har gennemgået flere renoveringer og udvidelser gennem århundrederne, men det har bevaret sin oprindelige åndelige betydning og tiltrækker stadig tusindvis af pilgrimme hvert år.

Arkitekturen i Jokhang Temple er en spændende blanding af tibetanske, kinesiske, nepalesiske og indiske stilarter. Templet blev bygget omkring en central gårdhave og har flere kapeller og haller, der er rigt dekoreret med vægmalerier, religiøse malerier på stof kaldet thangkaer og skulpturer. Den mest betydningsfulde statue i templet er Jowo Rinpoche, der er en stor statue af Buddha Sakyamuni, som siges at være lavet under Buddhas levetid. Denne statue er det mest hellige objekt i Tibet og et centralt fokus for pilgrimsrejser hertil.

Blandt de mange seværdigheder i Jokhang Temple er de imponerende vægmalerier. De skildrer scener fra buddhistisk mytologi og Tibets historie. Templet huser også mange værdifulde religiøse genstande og skatte som fx gamle manuskripter og ceremonielle objekter. En anden seværdighed er Barkhor Street, som omgiver templet. Gaden er ikke en del af selve templet, men den er et vigtigt sted for tibetanske pilgrimme, der går rundt om templet i en rituel procession, der kendes som kora.

Barkhor
八廓
བར་སྐོར་

Barkhor er navnet på en gade i hjertet af Lhasa. Gaden opstod, efter kong Songtsen Gampo og prinsesse Wencheng førte migrationen til Lhasa. De byggede først Jokhang Tempel, og tibetanske buddhistiske troende begyndte at gå rituelt rundt om klostret. Efterhånden dannede de en vej, der blev til Barkhor og til en af ​​de tre af disse 'drejeskivegader', som opstod i Lhasa. Således blev Barkhor oprindeligt etableret som en pilgrimsrute omkring det 7. århundrede, og den fik tilnavnet Den Hellige Vej.

Arkitekturen langs Barkhor er en fascinerende blanding af traditionelle tibetanske bygninger og moderne opførelser. Gaden er omgivet af gamle tibetanske gårde, butikker, hoteller og værksteder, der sælger tibetanske håndværk. De smalle gader og farverige bygninger skaber en unik atmosfære, hvor man kan opleve den lokale livsstil og kultur på nært hold. Mange af bygningerne langs Barkhor har bevaret deres oprindelige arkitektoniske stil, hvilket giver et autentisk indblik i Tibets fortid.

Den største og mest kendte seværdighed langs og ved Barkhor er Jokhang Tempel, der er det helligste tempel i Tibet. Blandt de mange andre seværdigheder på gaden er de små kapeller og templer, som besøgende kan udforske under deres gåtur her. Man kan fx se Mani Lhakhang, der er et lille kapel. Derudover er Barkhor et populært sted for shopping, hvor man kan finde alt fra religiøse genstande til tibetanske håndværk og souvenirs. Der er også tehuse og restauranter her, og så kan man også blot nyde gadelivet og betragte pilgrimsruten, der for bedende er ensrettet med uret.

Lhasa Station
拉薩站
ལྷ་སའི་འབབ་ཚུགས་

Lhasa Station er banegården i den tibetanske hovedby. Den blev åbnet i 2006 og ligger sydvest for byens centrum. Stationen åbnede i forbindelse med anlægget af Qinghai-Tibet-jernbanen, og stationen blev bygget som endestation på jernbanen, der i årene 2001-2006 blev anlagt som den første til og i Tibet.

Den nye bane forbandt Lhasa og Tibet med resten af Kina på en nu måde, og stationen i Lhasa var derfor fra starten en vigtig del af det udviklende infrastruktur i regionen. Lhasa Station blev åbnet med Qinghai-Tibet-jernbanen, men siden da er der også åbnet en linje til Shigatse i det vestlige Tibet, og en bane mod øst til Changdu er under anlæg.

Toginteresserede kan naturligvis se nærmere på selve Lhasa Station, men togturene herfra er også nogle spændende oplevelser. Fra togene kan man se nærmere på det tibetanske landskab og nyde nogle af jernbanens rekorder. Det drejer sig fx om krydset af Tanggula-passet, hvor toget kører i en højde over havet på 5.072 meter, og stoppet på Tanggula Station, der er det højst beliggende i verden med 5.068 meter.

Norbulingka
羅布林卡
ནོར་བུ་གླིང་ག

Norbulingka er et sted, der blev etableret i midten af 1700-tallet som sommerresidens for de tibetanske Dalai Lamaer. Den første centrale bygning, Kelsang Phodang, blev opført af den 7. Dalai Lama, Kelsang Gyatso, omkring år 1755, og området blev hurtigt udvidet til et stort kompleks, hvor Dalai Lamaer opholdt sig i sommermånederne, der traditionelt var fra tredje til niende måned i den tibetanske kalender. Her kunne de så håndtere officielle anliggender, studere buddhisme og modtage embedsmænd.

Under den 8. Dalai Lamas tid blev haven anlagt og udvidet med søer og pavilloner, og senere blev komplekset bygget videre ud med nye paladser og pavilloner i løbet af 1800- og 1900-tallene af henholdsvis den 13. og 14. Dalai Lama. I moderne tid er Norbulingka sammen med Potala Palads og Jokhang Kloster indført på UNESCO’s verdensarvsliste som en udvidelse af Lhasas historiske ensemble, og det repræsenterer Tibets politiske, religiøse og kulturelle liv over flere århundreder.

Norbulingka er i dag et omfattende kompleks, der dækker omkring 36 hektarer vest for Lhasa og anses for at være verdens højeste og største kunstigt anlagte have. Arkitekturen er en harmonisk blanding af traditionel tibetansk paladsstil med elementer fra forskellige tibetanske etniske grupper og nogle han-kinesiske indflydelser, som især ses i pavilloner og tagdetaljer.

Komplekset består af flere store paladser som fx Kelsang Phodong, der var den 7. Dalai Lamas palads med tilbedelsesrum, sovesale og læseværelser, Chensal Phodrong, der er et overdådigt palads opført i begyndelsen af 1900-tallet, og Takten Migyur Phodrong fra 1950erne, der også er kendt som det nye palads.

Haven omfatter også Tsokyil Phodrong-pavillonen midt i en sø, traditionelle gårdhaver, terrasser med blomster, bærtræer og prangende porte som de store røde indgangsdøre, som den 13. Dalai Lama gav til komplekset. Der er også en lang række religiøse vægmalerier og fresker, der skildrer tibetansk historie, buddhistiske fortællinger og møder med centralasiatiske ledere.

I dag er Norbulingka både et historisk museum, en kulturel park og et sted med levende traditioner. Som besøgende kan man udforske de mange paladsbygninger og se de rigt dekorerede rum med thangkaer, Buddha-statuer og 301 vægmalerier i det nye palads, som skildrer tibetansk kultur og historie. Haven byder på store græsplæner, blomsterbede, søer og skyggefulde stier, der gør det til et yndet opholdssted for både lokalbefolkningen og turister.

Et af de mest farverige årlige højdepunkter er Shoton-festivalen, hvor Norbulingka fungerer som et centralt festområde med traditionel tibetansk opera, dans, performances og familiefester. Det er en begivenhed, som tiltrækker folk fra hele regionen. Udover kultur og arkitektur kan man slentre gennem haverne, se forskellige aktiviteter, nyde udsigten til Potala-paladset i det fjerne og lære om Dalai Lamaernes sommertraditioner og Tibets historiske livsstil.

Sera Kloster
色拉寺
སེ་ར་དགོན་པ

Sera Kloster blev grundlagt i 1419 af Jamchen Chöjey, der var en discipel af Je Tsongkhapa, og stedet er dermed på samme måde som Drepung og Ganden et af de tre store klostre i Gelug-skolen inden for tibetansk buddhisme. Klostret ligger lidt nord for Lhasas centrum ved foden af Tatipu-bakkerne, og det blev hurtigt et vigtigt center for filosofiske studier og træning af munke. I sin storhedstid husede Sera omkring 5.000–6.000 munke, der var organiseret i kollegier, der specialiserede sig i forskellige grene af buddhistisk filosofi, logik og etik.

Sera var især kendt for sin stærke debatkultur, som var og stadig er central for munkenes uddannelse i Gelug-traditionen, hvor man gennem dialektiske diskussioner træner forståelsen af komplekse tekster. Historisk spillede klostret også en rolle i Tibets politiske liv, fordi de store klostre havde betydelig indflydelse på beslutninger og magtforhold i Lhasa.

Sera-klostret dækker et område på omkring 30 hektarer og består nærmest af en labyrint af hvide munkeboliger, templer, gårdhaver og store forsamlingshaller, der ligger spredt op ad bjergsiden i et terrasseret anlæg. Den vigtigste bygning er Tsokchen Hall eller Great Assembly Hall, som kan rumme flere tusind munke under ceremonier og er rigt udsmykket med store Buddha-statuer, farverige thangka-malerier, gyldne alterdekorationer og massive træsøjler.

Klostret er opdelt i flere dratsangs eller kollegier, hvoraf de vigtigste er Sera Je og Sera Mey, som hver havde deres egne studieprogrammer, lærere og ritualer. Rundt omkring i komplekset findes også små kapeller, biblioteker med religiøse tekster, og helligdomme tilegnet beskyttelsesguder, som spiller en vigtig rolle i tibetansk ritualpraksis. Arkitekturen er typisk tibetansk med flade tage, skråtstillede vinduer og kraftige mure, som blev bygget til at modstå både kulde og sol, og de smalle stier mellem bygningerne giver indtryk af en tæt, næsten by-lignende struktur, der afspejler, hvor mange mennesker der engang boede og studerede her.

I dag er Sera et af de mest populære klostre at besøge i Lhasa. Det er det ikke mindst på grund af de berømte munkedebatter, som finder sted næsten hver eftermiddag i en skyggefuld gårdhave bag hovedbygningerne. Her kan besøgende se munke, der i livlige, næsten teatralske diskussioner klapper i hænderne, stiller skarpe spørgsmål og tester hinandens forståelse af buddhistisk filosofi. Det er en tradition, der har været central i klosterundervisningen i århundreder.

Udover debatterne kan man besøge Tsokchen Hall, se ritualgenstande, gamle skriftruller og statuer samt følge pilgrimme, der tænder lamper og beder ved altre. Mange besøgende vælger også at gå en kora, der er en rituel omkredsning rundt om dele af klosteret, som giver flot udsigt over Lhasa-dalen og bjergene omkring. Selvom antallet af munke i dag er betydeligt lavere end tidligere, fungerer Sera stadig som et aktivt religiøst center med undervisning, bønner og ceremonier.

Drepung Kloster
哲蚌寺
འབྲས་སྤུངས་དགོན་པ

Drepung Kloster blev grundlagt i 1416 af Jamyang Chojey, der var en kendt og fremtrædende discipel af Je Tsongkhapa, som var grundlæggeren af den tibetanske Gelug-skole af buddhismen. Klostret ligger ved foden af bjerget Gambo Utse i den vestlige udkant af Lhasa, og det blev hurtigt et af Tibets mest magtfulde klostre. Allerede to år efter grundlæggelsen boede der omkring 2.000 munke, og i sin storhedstid i det 16.–17. århundrede var Drepung ifølge samtidige kilder verdens største kloster med op mod 10.000 munke.

I klostret var der et omfattende netværk af undervisning og studier inden for buddhistisk filosofi, logik, ritualer og medicin. Før Potala-paladset blev bygget i Lhasa, fungerede klostret desuden som et politisk centrum i Tibet, hvor abbedernes indflydelse strakte sig dybt ind i både religiøse og verdslige anliggender. Drepung var et af de tre store Gelug-klostre sammen med Sera og Ganden, som tilsammen udgjorde hjørnestene i tibetansk buddhisme.

Drepung Kloster er kendt for sin imponerende arkitektur, der breder sig over et stort område og klatrer op ad bjergsiden i et lagdelt mønster af hvide bygninger, som stedets navn hentyder til. Komplekset omfatter hundredvis af haller, templer, gårde og boligkvadranter. Nogle af de mest betydningsfulde bygningsværker er Tsokchen Great Hall eller Hovedforsamlingshallen, hvor store statuer og udsmykkede thangkaer dominerer rummet, og Ganden Potrang, som historisk var Dalai Lamaernes bolig før Potala-paladset blev opført.

Klostrets indre består af flere dratsangs eller kollegier. I dag kendes især Loseling, Gomang, Deyang og Ngagpa, som hver især underviser i specifikke aspekter af Gelug-traditionen. Murene og søjlerne i Tsokchen Hall er udsmykket med tibetanske søjler, thangkaer og buddhistisk ikonografi, og der findes også en række historiske relikvier såsom porcelæn fra Song-, Ming- og Qing-dynastierne samt tusindvis af statuer og gamle tekster.

I dag er Drepung stadig et levende kloster og populært besøgsmål for både pilgrimme og turister. Selvom kun en brøkdel af det oprindelige antal munke bor her i dag, mellem 300 og 600, er der stadig aktivitet i klostret med daglige ritualer og studier. Som besøgende kan man udforske det omfattende kompleks, gå gennem de snørklede gyder mellem de hvide bygninger og se Tsokchen Great Hall med sine store Buddha-statuer og rigt dekorerede interiør. Man kan ofte se munkelivets daglige rytme, fx elever som henter tsampa-mad eller deltager i bønner.

En af de mest farverige begivenheder er Shoton-festivalen, der normalt ligger midt til slut august, hvor en kæmpe thangka eller billedrulle afsløres på en skråning og tiltrækker både troende og turister til musik, opera og forskellige ceremonier. I området omkring klostret kan man også følge den traditionelle kora, der er en pilgrimscirkel, rundt om komplekset og opleve den smukke udsigt over Lhasa-dalen.