Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Gibraltar er en halvø, der ligger som en by og klippe ved Gibraltarstrædet og med udsigt til Afrikas kyster. Gibraltar er et britisk oversøisk territorium, og stedet er en forunderlige blanding af britisk kultur og de mange folk og begivenheder, der gennem århundreder har sat præg på regionen og på halvøen.

Hovedbyen i territoriet er nærmest det samme som den totale bebyggelse af Gibraltar. Vest for den karakteristiske klippe, der dominerer områdets profil, ligger kvarteret Westside, der svarer til byens centrum. Her ligger strøggader og hyggelige engelske beværtninger side om side med museer og historiske steder.

Gibraltarklippen er dominerede for territoriets geografi og natur. Den når en højde på 426 og med dramatiske skrænter på flere sider. Man kan gå fra Westside til toppen eller nyde en svævebanetur op i højderne, hvor der venter uforglemmelige panoramaer og fantastiske oplevelser.

På klippen bor omkring 300 berberaber, der er et af Gibraltars ikoner. Aberne er vilde, men meget nysgerrige og kommer tæt på mennesker, der også kan se smukke grotter, historiske fæstningsbyggerier og meget andet i og på klippen, hvorfra der er en smuk udsigt til Afrika. Den kan man også nyde fra Europa Point, der er Gibraltars sydspids.

Topseværdigheder

    Main Street

    Main Street er navnet på Gibraltars hyggelige gågade, og i den ligger butikker, pubber og restauranter på stribe i en skøn blanding med nogle af Gibraltars mest seværdige bygningsværker.

    En tur ad gaden her er dels et møde med selve Gibraltar og byens borgere, og det er dels et møde med mange ting, der kan genkendes fra England; fx maden på pubber og politibetjente med de karakteristiske høje hjelme.

     

    Gibraltar Museum

    På The Gibraltar Museum kan man få en bred introduktion til Gibraltars historie, naturhistorie og kultur. Stedet har været kronkoloniens nationalmuseum siden 1930, hvor Alexander Godley som guvernør grundlagde institutionen.

    Blandt de spændende effekter og rum i museet er et smukt bevaret maurisk baderum fra 1300-tallet. Det er et af de bedst bevarede i Europa fra sin tid. Museet kommer også ind på store historiske begivenheder som fx det franske og spanske belejring af Gibraltar i årene 1779-1783.

     

    Gibraltar Cable Car

    Gibraltar Cable Car er en tovbane, der forbinder Gibraltar by med Gibraltarklippen. Turen tager seks minutter, og på den tid bliver man transporteret 673 meter og op i en højde på 412 meter.

    Tovbanen åbnede i 1966, og stationen på toppen af klippen ligger på kronkoloniens næsthøjeste tinde og bogstaveligt talt helt på toppen. Man ankommer fra vest, og få meter mod øst går klippevæggen stejlt nedad mod Middelhavet.

     

    Rock of Gibraltar

    Gibraltarklippen rejser sig til 426 meters højde over havet, og den indbyder til flere spændende vandreture på op til en del kilometer. Fra klippen er der en mageløs udsigt, hvor man i klart vejr bliver belønnet med en udsigt over Gibraltarstrædet til Afrikas nordkyst og over store dele af området omkring byerne La Linea og Algeciras.

    Kommer man til Gibraltar fra Spanien, kan man se klippen fra lang afstand, og ofte vil man kunne opleve, at klippetoppen er dækket af skyer, som ellers ikke ses andre steder på himlen. Særlige østenvinde danner skydækket, når de med deres fugt bliver tvunget over klippespidsen, som af samme årsag stadig er grøn og frodig selv i den tørre sommertid i regionen.

     

    Great Siege Tunnels

    Gibraltar-klippen er gennemhullet af de berømte belejringstunneler, der udgør et enestående forsvarsværk. Tunnellerne har blandt andet været i brug i 1783, hvor franske og spanske tropper blev besejret takket være englændernes brug af tunnellerne, hvor de kunne skjule sig og overraske angriberne.

    Tunnelerne er i dag åbnet som et museum, hvor man kan gå i de lange lange i klippen. Undervejs på ruten er der forskellige udstillinger om stedets historiske anvendelse, kanoner, soldater og andet, der samlet giver et solidt indtryk af betydningen og historien af Belejringstunnelerne.

     

    Europa Point

    Europa Point er navnet på sydspidsen af Gibraltar, og herfra er den korteste afstand fra kronkolonien til Afrika. Punktet er også et af de sydligste på det kontinentale Europa, hvis sydspids er Punta de Tarifa, som ligger godt 20 kilometer sydvest for Gibraltar.

    Europa Point ligger i dag som et stort rekreativt område med legepladser, åbne arealer og en række bygningsværker, der er seværdige. Centralt og nærmest på toppen af stedet ligger batteriet Harding’s Battery, der blev anlagt i 1844 og opkaldt efter ingeniøren Geroge Harding.

Helligdage & fridage
  • 1. januar: New Year's Day
  • Anden mandag i marts: Commonwealth Day
  • Dato varierer: Good Friday
  • Dato varierer: Easter Monday
  • 28. april eller følgende mandag: Workers' Memorial Day
  • 1. maj: May Day
  • Sidste mandag i maj: Spring Bank holiday
  • Mandag i midten af juni: Queen's Birthday
  • Sidste mandag i august: Late Summer Bank Holiday
  • 10. september: Gibraltar National Day
  • 25. december: Christmas Day
  • 26. december: Boxing Day
Andre seværdigheder

    Cathedral of Saint Mary the Crowned

    Denne katedral er Gibraltars katolske domkirke. Kirken stammer fra 1462 og derved den spanske tid, hvor den blev indviet som Santa Maria la Coronada y San Bernardo. Dengang var kirken en nyindretning og delvis ombygning af en tidligere maurisk moske.

    Efter belejringen af Gibraltar 1779-1783 stod katedralen tilbage i en tilstand, der krævede et stort restaureringsarbejde. I 1790 tilbød guvernøren at genopbygge kirken mod at få et jordstykke, der kunne gøre gaden Main Street mere lige. Dette krævede, at kirken blev flyttet mod øst, hvilket skete med den nuværende bygning, der er bygget i 1810. Kirketårnet kom til i 1820.

     

    Cathedral of the Holy Trinity

    Dette er domkirken for den anglikanske Church of England i bispesædet Gibraltar. Domkirken blev bygget 1825-1832 til den anglikanske menighed, der ikke havde adgang til King’s Chapel, idet dette fortrinsvist blev anvendt af militæret.

    Cathedral of the Holy Trinity er en af Gibraltars mest karakteristiske opførelser. Kirken står smukt i nymaurisk stil, der ikke mindst ses i de hesteskobuer, der går igen ude som inde.

     

    King's Chapel

    King’s Chapel blev opført i 1531 som det første egentlige nye kirkebyggeri i Gibraltar. Dengang var kapellet en del af et franciskanerkloster. Kapellet overgik til den anglikanske Church of England med den engelske overtagelse af Gibraltar i 1704.

    I perioden 1844-1990 var King’s Chapel garnisonskirke for den engelske hær i Gibraltar, og siden da har kapellet også været kirke for flåden og Royal Air Force. Som garnisonskirke kan man se flag og monumenter i det elegante kirkerum.

     

    Gibraltar Botanic Gardens

    Denne smukke grønne oase er et af Gibraltars mange dejlige steder for en rekreativ oplevelse. Haven kendes også under navnet Alameda Gardens, og den blev grundlagt i 1816.

    I 1991 blev Alamedas Gardens åbnet som botanisk have med mange flotte og forbundne anlæg på stedet ved foden af Gibraltarklippen. Det botaniske fokus i haven er planter fra egne med et Middelhavsklima, og her er også et rigt dyreliv med ikke mindst mange forskellige migrerende fugle.

     

    St. Michael’s Cave

    Denne grotte er en af de store naturlige seværdigheder på Gibraltarklippen. Den kendes omtalt allerede i år 45 og står stadig med stalakitter og stalagtitter i mange niveauer som en meget stor oplevelse på rundturen på klippens område.

    Fra indgangen kommer man ind i den største del af grotten, som bliver brugt til koncerter. Herfra er der adgang til resten af grotten, der er smukt oplyst i stemningsfulde farver.

     

    Ape's Den

    Ape’s Den er et sted langs vandreruterne på Gibraltarklippen. På netop dette sted er der mange af de makakaber, der udgør bestanden på klippen. I alt er der omkring 300 aber, og Ape’s Den er et populært sted for både aber og turister.

    Aberne er vilde, men alligevel kan de nærstuderes ved Ape’s Den, hvor de sidder mange steder eller foretager sig diverse aktiviteter; fx på toppen af de biler, der kommer forbi. Ape’s Den ligger ved midterstationen på Gibraltar Cable Car, og det er et naturligt stop på en vandretur op eller ned ad klippen.

     

    Moorish Castle

    Den Mauriske Borg er, som navnet antyder, en bevaret bygning fra den tid, hvor de muslimske maurere havde herredømmet over den sydlige del af Den Iberiske Halvø og derved også det nuværende Gibraltar.

    Borgens store tårn står ganske velbevaret, og det var en del af det kompleks, Tariq ibn-Ziyad lod opføre i år 711 efter maurernes ankomst.

    Tårnet kan besøges, og fra toppen er der en fornem udsigt over centrum af Gibraltar by, som ligger umiddelbart nedenfor Moorish Castle. I den øvre del af tårnet var der oprindeligt indrettet indkvartering og bade for soldaterne i garnisonen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Geografi
  • Areal: 6,7 km²
  • Højeste punkt: Summit, Rock of Gibraltar, 426 m
  • Grænser: Nord: Spanien. Syd: Gibraltarstrædet. Øst: Alboranhavet. Vest: Gibraltarbugten.
Kendte personer
  • James Richard Dacres: Viceadmiral, 1749-1810
  • Frederick Stanley Maude: Officer, 1864-1917
  • William Penney: Matematiker, 1909-1991
  • Peter Caruana: Chief Minister, 1956-
  • John Galliano: Designer, 1960-
  • Fabian Picardo: Chief Minister, 1972-
  • Kaiane Aldorino: Borgmester og Miss World, 1986-
Praktisk info
  • Officielt navn: Gibraltar
  • Hovedstad: Gibraltar
  • Nationalsang: God Save the Queen
  • Sprog: Engelsk
  • Indbyggertal: 32.194 (2015)
  • Primær religion: Kristendom
  • Valuta: Gibraltarpund (GIP)
  • Kører i: Højre side
  • Domæne: .gi
  • Telefonkode: +350
  • Tidszone: CET (UTC+1)
  • Strøm og stik: 240 V/50 Hz, stiktype C, G