Disse to bygninger stammer fra omkring år 300, hvor den romerske kejser Galerius lod dem opføre som dele af et kvarter ved hans palads i Thessaloniki, som der i øvrigt er foretaget arkæologiske udgravninger af. Galerius’ Bue var den centrale den, og den vigtige romerske vej, Via Egnatia, passerede gennem buen.
En stor del af Galerius’ Bue er bevaret til i dag. Man kan endda stadig se noget af den oprindelige marmorudsmykning med paneler, der skildrer den romerske sejr i 299 over perserne og deres kejser Narseh. Fra buen førte kolonnader oprindeligt til Rotunda i den ene retning og Galerius’ palads i den anden. I dag må man nøjes med at forestille sig forbindelsen, men Rotunda kan man fortsat se.
Rotunda blev i sin tid opført med en kuppel med en åbning, som det kendes fra Pantheon i Rom. Gennem bygningens lange brug som polyteistisk tempel, kirke, moské og igen kirke er den dog blevet ombygget ved flere lejligheder. Man kan fx se en minaret, der kom til i den muslimske tid. I dag fungerer Rotunda som den græske Sankt Jørgens Kirke/Άγιος Γεώργιος, der er byens ældste.