Site logo
Se på kortet
  • Denali Visitor Center, Park Road, Denali National Park and Preserve, Alaska, USA

Læs om byen

Denali National Park and Preserve er en stor nationalpark, der ligger omkring bjerget Denali, der tidligere hed Mount McKinley. Denalis top er med 6.190 meter det højeste punkt i Nordamerika, og med en topografisk prominens på 6.155 meter er det i prominens kun overgået af Mount Everest og Aconcagua. Bjerget fik navnet Mount McKinley i 1896, hvor en guldgraver navngav det efter en af datidens præsidentkandidater. Siden 2015 har det heddet Denali, som er kojukon-stammens navn for stedet.

Parken har en størrelse på 24.464 km2, og der er rig variation i naturen, som rummer både skove, taiga, tundra, gletsjere, snelandskaber og klippeformationer. Det var naturbeskytteren Charles Alexander Sheldon, der i 1906 fik idéen til at etablere nationalparken. Han præsenterede den for andre i organisationen The Boone and Crockett Club, og de arbejdede for at etablere nationalparken de følgende 11 år, indtil præsident Woodrow Wilson underskrev den nødvendige lovgivning den 26. februar 1917.

Parkens område blev flere gange udvidet, og i 1957 åbnede Denali Highway, der samme år som åbningen fik besøgstallet i parken femdoblet. Med den nye vej var trafikken til parken blevet nemmere, og det skete også med åbningen af Parks Highway i 1971.

Der er kun én vej ind og ud af den store nationalpark. Vejen hedder Park Road og starter i parkens østlige ende som en sidevej til Parks Highway, som bl.a. forbinder Anchorage og Fairbanks. Tæt på indkørslen til parken ligger Denali National Park Visitor Center, der er et besøgs- og informationscenter om parken. Besøgscentret er åbent om sommeren, og i de øvrige årstider fungerer det nærliggende Murie Science & Learning Center som besøgscenter.

Der er store parkeringspladser ved Denali National Park Visitor Center, og både stationen Denali Park Depot og flyvepladsen McKinley National Park Ariport ligger også her. Derved er besøgscentret et naturligt sted at starte udforskningen af nationalparken, uanset hvordan man kommer hertil.

Fra Denali National Park Visitor Center går Park Road mod sydvest, og hele vejen er man i området på den nordlige side af bjergkæden Alaska Range og derved også nord for bjerget Denali, der bogstaveligt talt er parkens højdepunkt. Undervejs er der mange gode steder at stoppe for at nyde naturen og dyrelivet i parken og naturligvis også opleve de smukke panoramakig til bl.a. Denali.

Det mest populære for besøgende, der fx har en halv eller en hel dag i nationalparken, er at tage en af parkens busser fra besøgscentret. Om sommeren er der gratis shuttlebusser, og her kan man køre til Savage River, hvor der er gode vandremuligheder, og hvor man kan nyde medbragt mad ved floden eller blot nyde naturen. Der er også en gratis bus, som kører til parkens område for læring om slædehundeopdræt og -brug. Det sker på en kennel med hunderacen Alaskan husky.

Man kan også vælge at tage egen bil til Savage River, og man kan også vandre hertil. Den del af Park Road er åben for egne biler om sommeren, men for vandringer hele året. Savage River ligger i afstand ved Mile 15, og vil man længere ind i parken mod Park Roads afslutning ved Mile 92, skal man tage en af parkens busser, hvor man kan vælge mellem turbusser og transitbusser.

Begge slags busser kører ind i parken ad Park Road, og begge busser stopper for at se parkens dyreliv m.v. Den store forskel på busserne er, at turbusserne har en chauffør med, som guider undervejs, og på de længste ture kommer der også en park ranger om bord på bussen. Turbusserne er også at betragte som udflugter, hvor man kører med tilbage til udgangspunktet. Transitbusserne har ikke en guide med, men disse stopper flere steder på ruten, hvor man kan stå af.

De forskellige busture i Denali National Park and Preserve kan naturligvis også suppleres med egne ture i det store område. Mange besøgende bruger en halv eller en hel dag på en af parkens arrangerede busture, og hertil kommer de vandringer eller udflugter, man selv foretager. De mest populære vandreture er hikes omkring Savage River og ad ruten Triple Lakes Trail, der starter i nærheden af Denali Visitor Center.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Gode links