Se på kortet
Plaza Bolivar, Bogota, Colombia
Læs om byen
Bogotá er Colombias hovedstad, og den er en by med en beliggenhed i Andesbjergene i en højde på 2.640 meter over havet. Bogotá blev grundlagt den 6. august 1538 af den spanske conquistador Gonzalo Jiménez de Quesada. Byen blev etableret på stedet for en tidligere bosættelse beboet af Muisca-folket, der var en avanceret indfødt civilisation kendt for deres ekspertise i landbrug, handel og guldarbejde. Spanierne kaldte byen Santa Fe de Bogotá, og den fungerede som administrativt centrum for det spanske vicekongedømme i Ny Granada, som omfattede det nuværende Colombia, Ecuador, Panama og Venezuela.
I løbet af kolonitiden blev Bogotá et vigtigt religiøst, politisk og uddannelsesmæssigt centrum. Og i 1821 blev Bogotá hovedstad i det nydannede Gran Colombia under ledelse af Simón Bolívar. Det skete efter en lang uafhængighedskrig mod det spanske styre. Efter Gran Colombias opløsning i 1831 forblev Bogotá hovedstad i Republikken Colombia. Byens rolle som centrum for politik og uddannelse voksede, og mange af landets vigtigste institutioner blev grundlagt her; et eksempel er institutionen Universidad Nacional de Colombia i 1867.
I det 20. århundrede gennemgik Bogotá en voldsom urbanisering og befolkningstilvækst. Byens og byområdets befolkning steg fra cirka 300.000 i 1938 til over 7 millioner i dag. Der har været perioder med politisk uro og vold som fx La Violencia og den senere konflikt mellem guerillagrupper og regeringen, og det har præget noget af byens historie. Bogotá har ikke desto mindre udviklet sig til en dynamisk storby med en voksende økonomi, forbedret infrastruktur og stærkt fokus på kultur og uddannelse, og den er i dag et vigtigt økonomisk og kulturelt centrum i Sydamerika.
Bogotá byder på mange spændende seværdigheder. En af de mest ikoniske er bjerget Monserrate, hvor man kan tage svævebane op og få en fantastisk udsigt over den colombianske hovedstad. Man kommer også til at gå i La Candelaria, der er Bogotás historiske centrum. Kvarteret er fyldt med koloniale bygninger, museer og caféer, og her finder man blandt andet pladsen Plaza de Bolívar, der er ramme om flere storslåede opførelser. I La Candelaria finder man også det berømte Guldmuseum/Museo del Oro, som har en af verdens største samlinger af præcolumbianske guldsmykker. Bogotá er også kendt for sine grønne områder, cykelstier og smukke omgivelser i naturen.
Topseværdigheder

La Candelaria
La Candelaria er det historiske centrum i Colombias hovedstad, og bydelen spiller en afgørende rolle i både landets og byens historie. Kvarteret stammer fra det 16. århundrede, da de spanske kolonister grundlagde byen i 1538. De smalle brostensbelagte gader, de farverige bygninger fra kolonitiden og de gamle kirker vidner stadig om denne tid, hvor området fungerede som den oprindelige kerne i Bogotá. Mange af bygningerne står bevarede i deres oprindelige stil, hvilket gør La Candelaria til en slags levende museum, hvor man kan fornemme fortidens arkitektur og kulturhistorie.
I dag er La Candelaria ikke kun kendt for sin historie, men også for sit rige kulturliv og de mange seværdigheder, man kan opleve her. Et af de mest kendte steder er Plaza de Bolívar, der er byens centrale plads, og som er omgivet af vigtige bygninger som Bogotás katedral, byens justitspalads og det nationale parlament. Tæt ved ligger også præsidentpaladset, Casa de Nariño, hvor Colombias præsident har sit officielle kontor. Området er desuden hjemsted for flere af byens vigtigste museer som fx det berømte Guldmuseum/Museo del Oro, som rummer en enestående samling af præcolumbianske guldsmykker og andre genstande.
Botero Museum/Museo Botero er et andet højdepunkt i La Candelaria. Det er et sted, hvor man kan opleve værker af den colombianske kunstner Fernando Botero, der er kendt for sine karakteristiske og voluminøse figurer. Museet huser ikke kun Boteros egne værker, men også internationale mesterværker af kunstnere som Picasso, Monet og Dalí, der er blevet doneret af Botero selv. La Candelaria er også kendt for sine små kunstgallerier, teatre og gadecaféer, der giver området en livlig bohemestemning. Her finder man også masser af gadekunst, som bidrager til kvarterets identitet.
Plaza de Bolívar
Plaza de Bolívar er en plads, der ligger i hjertet af Bogotá, og som har været et centralt samlingspunkt siden landets kolonitid. Oprindeligt var Plaza de Bolívar kendt som Plaza Mayor, og den fungerede som markedsplads og centrum for offentlige ceremonier under den spanske kolonimagt. Med tiden udviklede pladsen sig til et symbol på politisk magt og national identitet. Den blev da også officielt omdøbt til ære for Simón Bolívar, der var frihedskæmperen, som spillede en afgørende rolle i Colombias uafhængighed fra Spanien i begyndelsen af 1800-tallet. Man kan se en statue af Bolívar fra 1846 centralt på pladsen.
Flere af Bogotás store og mest kendte seværdigheder ligger omkring pladsen. På den østlige side af Plaza de Bolívar står Catedral Primada de Colombia, der også blev kendes som Bogotá katedral. Denne imponerende nyklassicistiske bygning blev opført mellem 1807 og 1823 som en af de største kirker i Sydamerika. Med sin symmetriske facade, høje søjler og tre klokketårne dominerer den pladsens arkitektoniske landskab. Katedralen huser også resterne af Gonzalo Jiménez de Quesada, der var grundlægger af byen Bogotá.
Mod syd langs Plaza de Bolívar ligger Capitolio Nacional, der er navnet på Colombias parlamentsbygning. Bygningsværker blev påbegyndt i 1847, men først færdiggjort i 1926. Kirken står i majestætisk stil og er et fremragende eksempel på klassicistisk arkitektur med romerske søjler og en harmonisk facade, der symboliserer den republikanske orden. I kirkens interiør kan man se flere vægmalerier, herunder værker af den berømte colombianske kunstner Santiago Martínez Delgado, som illustrerer vigtige øjeblikke i nationens historie.
På den nordlige side af pladsen ligger Palacio de Justicia, der er byen og landets moderne højesteretsbygning. Bygningen blev genopført efter at være blevet ødelagt under et angreb i 1985. Bygningens nøgterne og moderne betonstil står i kontrast til pladsens øvrige klassiske arkitektur, men understreger samtidig landets status som retsstat og den stabilitet, der ligger i det. Man kan se Bogotás rådhus og Casa del Florero mod vest. Casa del Florero er et kolonialt hus, hvor en hændelse i 1810 udløste Colombias uafhængighedsbevægelse. Disse bygninger tilsammen gør Plaza de Bolívar til et arkitektonisk spændende sted at besøge.

Bogotá Katedral
Catedral Primada de Colombia
Catedral Primada de Colombia, der også blot kendes som Bogotás katedral, er en af de vigtigste religiøse bygninger i Colombia, og den ligger da også centralt på Plaza de Bolívar. Den første kirke på stedet blev opført i 1539, hvilket var kort efter grundlæggelsen af Bogotá. Den nuværende katedral stammer dog fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor opførelsen begyndte i 1807 under ledelse af den spanske arkitekt Fray Domingo de Petrés. Bygningsværket blev færdiggjort i 1823. Katedralen har siden fungeret som sæde for ærkebiskoppen af Bogotá, og den er et nationalt symbol både religiøst og historisk, hvor den rummer gravstedet for byens grundlægger, Gonzalo Jiménez de Quesada.
Katedralens arkitektoniske stil er overvejende nyklassicistisk, hvilket ses i dens harmoniske proportioner, rene linjer og symmetriske facade. Bygningen domineres af store korintiske søjler og tre klokketårne, hvoraf det midterste rager højest op og bærer kirkens klokker. Facaden blev opført i lys sten, som fremhæver dens værdighed, og som giver den et roligt og majestætisk udtryk midt i byens pulserende centrum. Katedralen fylder næsten hele den østlige side af den vigtige plads, Plaza de Bolívar, og den fungerer som et arkitektonisk modpunkt til de øvrige statelige bygninger på pladsen.
Inde i Catedral Primada de Colombia finder man et rummeligt og højloftet kirkerum med hvælvede lofter, marmorgulve og adskillige smukke sidekapeller. Alteret er rigt udsmykket med religiøse figurer og forgyldte detaljer, og koret er dekoreret i barok stil med mørkt træsnit. I kapellerne findes malerier og skulpturer fra forskellige perioder i Colombias koloniale og republikanske historie. Et særligt træk ved interiøret er den rolige atmosfære, der står som kontrast til det livlige byrum udenfor. Det gør kirken til et sted for refleksion, historisk fordybelse og religiøs hengivelse, og den kan bruges til en lille pause på en vandretur i Bogotá.
Guldmuseet
Museo del Oro
Museo del Oro eller Guldmuseet er et af Colombias mest berømte og besøgte museer. Det ligger i det historiske centrum af Bogotá og blev grundlagt i 1939 af Banco de la República for at bevare og udstille landets rige førcolumbianske guldkunst. Museet huser i dag over 55.000 genstande af guld og andre materialer, som blev skabt af Colombias oprindelige folk længe før den spanske kolonisering. Det fungerer ikke blot som en kunst- og kulturinstitution, men også som en vigtig kilde til forståelse af de komplekse samfund og kosmologier, der eksisterede i regionen i århundreder.
Udstillingerne i Museo del Oro er moderne og interaktive og opdelt i tematiske rum, der forklarer betydningen af guld i de oprindelige kulturer; ikke som økonomisk kapital, men som et spirituelt og ceremonielt materiale. Blandt museets mest imponerende objekter er den berømte Balsa Muisca, der er en lille guldbåd med figurer, som symboliserer legenden om El Dorado. Som besøgende kan man også opleve en mørklagt sal kaldet Det Gyldne Rum, hvor guldgenstande vises i et dramatisk lys- og lydunivers. Museet tilbyder således både historisk fordybelse og æstetisk oplevelse, og det bør besøges på en tur i Bogotá.
Monserrate
Monserrate er et bjerg, som er et af Bogotás mest ikoniske vartegn. Det har været et vigtigt religiøst og kulturelt centrum i århundreder, og bjerget rejser sig til en højde på 3.152 meter over havets overflade. Stedet har været et pilgrimssted siden kolonitiden. I 1640 blev det første kapel dedikeret til Jomfruen af Montserrat opført på toppen af bjerget. I 1656 blev en statue af den faldne Kristus, El Señor Caído, stillet op, og det øgede stedets religiøse betydning. I 1925 blev den nuværende nygotiske helligdom færdigbygget for at imødekomme det stigende antal pilgrimme og besøgende.
Monserrate tiltrækker både troende og turister, der ønsker at nyde den spektakulære udsigt over Bogotá, som man får fra bjergtoppen. Man kan nå toppen på flere forskellige måder, der alle er turen værd. Man kan gå af en stejl vandresti på 2,4 kilometer, Man kan også vælge en tur med svævebanen teleférico eller at tage en tandhjulsbane eller funiculare på vjene til højderne. På toppen finder man ikke kun helligdommen, men også restauranter, souvenirbutikker og udsigtspunkter, der tilbyder forskellige panoramaudsigter over byen. Stedet er især populært ved solnedgang og under religiøse højtider som påske, hvor mange deltager i processioner og messer.

Cerro de Guadalupe
Cerro de Guadalupe er en af de mest markante bjergtoppe i det østlige Bogotá med en højde, der rager 3.360 meter op over havets overflade. Bjerget har været et vigtigt religiøst sted siden kolonitiden, hvor det første kapel, dedikeret til Jomfruen af Guadalupe, blev opført i 1656, og som var et vigtigt pilgrimssted. Kapellet blev dog ødelagt af flere jordskælv i 1700- og 1800-tallene, men blev genopbygget i 1945. I 1946 blev en 15 meter høj statue af Jomfruen af den Uplettede Undfangelse rejst på bjergtoppen. Statuen blev udarbejdet af den colombianske billedhugger Gustavo Arcila Uribe.
Besøgende kan nå toppen af Cerro de Guadalupe via en stejl vej, der fører til et udsigtspunkt med en betagende panoramaudsigt over Bogotá. Stedet er mindre besøgt af turister end det nærliggende Monserrate, hvilket giver en mere fredelig oplevelse på Cerro de Gualalupe end på Monserrate. Man kan fx vælge at gå til toppen på en søndag, hvor der afholdes messer i bjergets kapel. Man kan også hygge sig med små boder, der sælger mad og religiøse souvenirs, mens man naturligvis også blot kan tage til toppen for af nyde den betagende udsigt over den colombianske hovedstad.

Botero Museum
Museo Botero
Museo Botero er et af Colombias mest betydningsfulde kunstmuseer, og det ligger bekvemt i hjertet af den historiske bydel La Candelaria i Bogotá. Museet blev grundlagt i år 2000 og bygger på en generøs donation fra den berømte colombianske kunstner Fernando Botero, som er kendt for sin unikke stil med voluminøse figurer og overdimensionerede proportioner. Botero donerede i alt 208 kunstværker, hvoraf 123 var hans egne. De 85 øvrige værker kom fra hans private samling og inkluderede internationale mestre som Picasso, Monet, Dalí, Chagall, Renoir, Matisse og Miró.
Museet er indrettet i et smukt hus fra det 18. århundredes kolonitid med indre gårdhaver og klassisk spansk arkitektur, hvilket skaber en kontrastfuld ramme om den moderne kunst. Udstillingerne er tematisk og æstetisk kurateret, og man kan opleve Boteros værker i både maleri, skulptur og tegning. Hans karakteristiske stil, der ofte kaldet boterismo, afspejler både humor, kritik og refleksion over samfundsforhold, religion og politik. Dertil kommer, at kombinationen af Boteros markante kunst og mesterværker fra den vestlige kunsthistorie gør museet til en uundgåelig seværdighed i Bogotá.




